RETSOPGØRET
087

HOMO-GRUNDLOV

Da den irske befolkning i maj 2015 med et betydeligt flertal (69 %) ved en folkeafstemning sagde ’ja’ til ’en homoseksuel’ grundlov og ’nej til det kristne familiemønster’, foretog de en handling, som jeg er overbevist om, at den jævne irske borger ikke kunne overskue konsekvenserne af.

Af den grund er det skæbnesvangert nødvendigt, at der finder en omfattende oplysningskampagne sted, inden dommerens hammer falder i den retssag, som tager sin begyndelse den sidste dag i marts 2016.

Dette opgør kan tilrettelægges på forskellig måde men vil for de kristnes vedkommende aldrig få nogen virkelig slagkraft, hvis dets indhold ikke omhyggeligt underbygges med Guds Ord. Dette ord har to perspektiver. Det ene lyder sådan: "Ingen kan lægge en anden grundvold, end den, der er lagt, Jesus Kristus (1.Kor.3:11) – og det andet perspektiv lyder sådan: "Jeg er ikke som en bokser, der slår i luften" (1.Kor.9:26).

At en hel ny definition af ordet ’ægteskab’ og en total ændring af forståelsen af begrebet ’familie’ er blevet lagt ned som en ny grundvold i den irske konstitution, sætter fra nu af bestemte rammer for, hvorledes disse begreber skal fortolkes! Den offentlige myndighed vil (til manges tilfredshed) komme til at erfare, hvad ’ligestilling’ i den henseende betyder, og det vil med lovens styrke og kraft blive gjort klart for enhver, at der fra nu af kommer til at herske en tydelig ’underkendelse’ af den (kristne) fortolkning, som ikke længere er bakket op af det politiske flertal, hvis ’syner’ nu er blevet fast forankret i landets forfatning.

Hvad er sket i Irland, hvor en homoseksuel bestemmelse er blevet indført i landets grundlov, er ensbetydende med, at det politiske mål, som fik folketingsflertallets tilslutning, fra nu af i endnu større omfang kan realiseres. At henvise til grundloven betyder herefter for det homoseksuelle samfund, at henvise til ’det praktisk mulige’. Derfor vil denne ’homo-sejr’ i Irland snart melde sig på skanserne i Danmark. Hvad blev opnået dér, skal opnås her… af hvilken grund den kommende retssag (hvis hovedforhandling finder sted d. 31. marts 2016 i landsretten i Bredgade i København) er en absolut vigtig bastion, der fra dags dato bør forsvares med alle til rådighed stående midler…

Da Johannes Facius (må Herren ære hans minde) og jeg i 2012 rejste gennem land og rige, bragte vi med os det budskab, at de troende nu mere end nogensinde bør være parate til at tage et opgør med de af statens folkevalgte mænd og kvinder, der med en politisk ideologi om ligestilling søger at undergrave den kristne kirkes frihedsvilkår i vort land. Vor rejses formål var ikke kun at søge at stille de hovedansvarlige for en domstol! – Nej, som apostelen fordum ’var bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, så at de troendes tanker kom på afveje og ’bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus’ (2.Kor.11:3) – således er også kirkens forkyndere i dag ængsteligt opmærksomme på, at det samme er ved at ske overalt i vort land. Guds folk synes nemlig mange steder at ’finde sig kønt i’ (v.3) ’at få et andet evangelium end det, de først tog imod’!

"Eftersom det ifølge grundloven er pålagt staten at understøtte den evangelisk-lutherske kirke, kan staten i så tilfælde pålægge kirken et ritual, der er i modsætning til den evangelisk-lutherske kirkes lære?" Dette spørgsmål er allerede af statens kammeradvokat besvaret med et ’nej’. Staten kan ikke med den ene hånd understøtte en bestemt kristen lære og med den anden hånd understøtte et ritual, som målrettet er imod denne kirkes lære. Staten kan ikke både ’blæse og have mel i munden’. Også for lovgiverne gælder princippet i apostelens belæring: "Frem for alt: Sværg ikke ved himlen eller jorden, eller nogen anden ed; men jeres ja skal være ja, og jeres nej skal være ét nej, for at I ikke skal hjemfalde til dom" (Jak.5:12). Grundloven er dybest set at betragte som en sådan ’edsaflæggelse’. Den kan derfor kun fremsiges ’med løftet hånd’. Hvis den erklærer, at staten skal ’støtte og befordre’, kan den aldrig samtidig sige det modsatte, (at staten skal ’nedbryde og ødelægge’). Hvis staten i sin fornemme og ophøjede konstitution har udtalt et ’ja’ – kan den ikke bagefter sige ’nej’. Hvis noget sådant skulle forekomme, ’hjemfalder staten (på stedet) til dom’. Derfor bør to af regeringens ministre bringes for en dommer. De har på trods af Grundlovens ’ja’ erklæret et kraftigt udtalt ’nej’. For dette må de nu stå til regnskab. Spørgsmålet er altså ikke i første omgang, hvorvidt det omtalte ritual er / eller ikke er i overensstemmelse med kirkens lære. Den sag må undersøges efterfølgende. Hvad det drejer sig om her, er det principielle spørgsmål, om Grundloven tillader, at staten modarbejder Grundlovens bestemmelse. Da dette kun (og absolut kun) kan besvares med et ’nej’ (noget sådant kan Grundloven aldrig tillade) – så er vejen åbnet for, at finde ud af, om en sådan overtrædelse har fundet sted.

Der vil i sagen, som er rejst mod de to ministre, melde sig et utal af ’kloge hoveder’ (1.Kor.1:20) over for disse vil der tilbage kun være ’prædikenens dårskab’ (v.21), der (i modstrid med den politiske ligestillingsideologi) hævder, at der er en instans, som er ’større end mennesket’. Herom siger Skriften: "Mennesker sværger jo ved én, der er større end de selv, og eden gør dermed en ende på alle indvendinger og stadfæster dermed sagen" (Hebr.6:16). I en tid, hvor alt er relativt og alle faste holdepunkter forsvinder – ja, hvor tusinde røster taler, og hundredetusinde meninger gives til kende, må der i afgørende sager, der drejer sig om liv og død, findes frem til en orden, ’der gør en ende på alle indvendinger’. For det verdslige menneske er det eneste, der betragtes som en sidste, afgørende faktor, den civile, verdslige lov. Dennes sidste instans er Grundloven! Et lands konstitution er større end alle andre bestemmelser og stadfæster afsluttende en hvilken som helst sag. For de troende er Guds lov højt hævet endog over landets grundlov, og for kirken er og forbliver det kirkens egne historiske bekendelsesskrifter, der sætter et afsluttende punktum for alle yderligere forklaringer. Når nu disse tre udgør en samlet rettesnor (grundloven, kirkens bekendelse og Bibelen) – så må staten bøje sig, hvis det ud fra disse tre vidnesbyrd kan bevises, at en ministeriel overtrædelse har fundet sted. "En tretvundet snor bliver ikke så hurtigt revet over," erklærer Bibelens ’prædiker’. (Præd.4:12). Derfor gælder det i denne time for Danmarks kristne menighed, at den bibelske rettesnor forbliver dens sikre holdepunkt. For de troende gælder overalt og til alle tider samme princip: Et ja er et ja og et nej et nej…

Dette må ud fra kirkens forkyndelse betyde, at den rette måde for de troende at vandre på (i denne frafaldets time), er, at de (i modsætning til deres forkvaklede omgivelser) fremstår som ’helstøbte, der ikke står tilbage i noget’ (Jak.1:4) – ja, at de nu endelig ’når frem til mands modenhed og det mål af vækst, da de kan rumme Kristi fylde, så de ikke mere skal være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme’ (Ef.4:13-14, gl.overs.). Kirken belærer derfor yderligere om, at denne verdens herskere blindt lader sig lede af fremtidsprognoser og ’menneskers terningekast’ (Ef.4:14)… (ligesom der på dronning Esters tid ’blev kastet lod foran jødefjenden Haman’ (Est.3:7)… og det ved den lejlighed blev urokkeligt bestemt, at Guds folk skulle udryddes…v.9). "De, som mener" forklares det fra prædikestolen, "at kirkens folk er af den ensrettede opfattelse, at de nu blot (ved en eventuel retssag) ønsker at stille den verdslige øvrighed til regnskab for åbenlyse overtrædelser, tager fejl." – "Nej," konkluderer Ny Testamentes apostel: "vi våger skinsygt over Herrens menighed med en skinsyge, som er Guds, fordi den er trolovet med Kristus og kun med Ham – og derfor (afsluttende) skal føres frem for Ham som en ren jomfru!" (2.Kor.11:2)

Den retssag mod staten, som venter forude, og som er iværksat og opretholdes ved en voksende skare af danske borgere, baseres dybest set ikke på noget andet materiale end alle andre retstvister, som kan forekomme mellem en regering og dens befolkning. Selvom denne sags såkaldte ’retskilder’ (Bibel og Katekismus) kan forekomme dommerne lidt usædvanlige, så bør de alligevel samvittighedsfuldt undersøge deres indhold. Om dette siger Den Hellige Skrift til præsten Ezra: "Enhver, der ikke handler efter din Guds lov og kongens lov, over ham skal der samvittighedsfuldt fældes dom" (7:26). Det er her værd at bemærke, at der er noget, som kaldes ’Guds lov’, og der er noget, som kaldes ’kongens lov’. Når de troende i et land anfægter regeringens ministre for at have overtrådt ’kongens lov’, så bør dommere (citat): ’samvittighedsfuldt fælde dom’ (v.26), – ja, dommerne er i den aktuelle sag i den udfordrende situation, at ’kongens lov’ (grundloven) i sin 4. paragraf stiller dem til regnskab over for den bestemmelse, at de er skyldige nøje at iagttage de henvisninger, der gives dem til ’Guds lov’.

Den såkaldte ’forfatningsmæssige bedømmelse ’af den sag, som de troende borgere i Danmark har rejst mod den danske regering, bør være baseret på noget som dommerne (stort set) er vant til at omgås. Det kan ikke nytte at tale hen over hovedet på dem, og de er heller ikke interesseret i at lytte til lidt ’from snak på Kanaans sprog’. Borgernes argumenter må derfor være relevante og bevæge sig inden for den juridiske ramme, der er lagt som en jernring omkring det, der på værdig vis foregår foran dommersædet i en retssal. Når det – som i dette tilfælde – drejer sig om grundloven, så bør borgerne støtte sig til nogle ’forfatningsretlige kilder eller argumenter – og den slags har den jævne mand ikke meget forstand på! Af samme grund er det beroligende, at de ’retskilder’, som borgernes advokat har valgt at fremlægge, er baseret på hans egen vurdering. Han fremlægger Bibelen, Den Augsburgske Bekendelse, Luthers lille Katekismus, de oldkirkelige bekendelsesskrifter, og et værdigt, teologisk argument, som bærer titlen: ’Kærligheden glæder sig ikke over uretten’. Disse skrifter vil i en kommende retssag blive vurderet hver for sig for derefter at blive bedømt under ét med henblik på at nå et resultat!

Begrebet ’den menneskelige domstol’ anvendes (til adskilliges overraskelse) i Bibelen. Apostelen Paulus udbryder således: "Mig er det ligegyldigt, om jeg bliver bedømt af ’en menneskelig domstol’… for jeg er mig ikke noget bevidst, men dermed er jeg ikke frikendt. Den, der bedømmer mig, er Herren!" (1.Kor.4:3-5) Interessant er det, at apostelen for et par tusinde år siden nedskrev denne bemærkelsesværdige betragtning, hvori indgår de for os så højaktuelle begreber som: ’den menneskelige domstol’, ’frikendelse’… og ’Herrens bedømmelse’! Dette er jo netop den dimension, som de troende i Danmark har bevæget sig ind i – og det (vel at mærke) med den samme indstilling som apostelen. Når han nemlig taler om ’den menneskelige domstol’, så er han sig bevidst, at denne har sine metoder og juridiske fremgangsmåder, som afsluttende kan føre til det resultat, at den anklagede bliver enten frikendt eller kendt skyldig. Der kan (som det synes at være tilfældet i den pågældende sag om to ministres ’påståede grundlovsbrud’) være øjeblikke, hvor man i en anspændt situation ikke kommer uden om, at en ’menneskelig domstol’ afgiver en kendelse i sagen. Men til syvende og sidst (dette er de troende borgeres indstilling) – så er det Gud Herren, der har det sidste ord. "Den, der bedømmer mig er Herren," udbryder apostelen, hvilket efterfølges af et højlydt Amen fra landets kristne menighed.

Det er Bibelens opmuntrende tale, at der gives øjeblikke, tider og perioder, hvor Herren ’hævder Sine børns ret og sag’ (Salme 9:5) – ja, hvor ’Han truer ad deres fjender og endog lægger dem øde for stedse’ (v.6-7). "Dette sker," forklares det videre i den anførte salme, "at ’når Herren rejser Sin trone til dom,’ da vil det ikke længere være partiske ’Sodoma-dommere’ (Es.1:10), som sidder på dommersædet. Nej, da tager Den Almægtige Sig personligt af de undertryktes sag." - "Han dømmer verden med retfærd og fælder dom over folkefærd med ret" (Salme 9:9). Da vil ugerningsmænd (hvoraf der endog findes sådanne på tinge) ’falde i den grav, som de har gravet for andre’, og ’deres fod vil blive hildet i deres egne hænders gerning’ (v.17). Salmisten belærer yderligere om, at når det i en nation kommer dertil, at landets troende samler sig og enigt beder denne bøn: "Herre, lad ikke mennesker få magten – men lad folkene dømmes for Dit Åsyn…" (Salme 9:20) da skal ’Herren blive åbenbar’ (v.17), og de ydmyges håb skal ikke blive skuffet!’ (v.19) "Han skal slå sine modstandere med rædsel," og folkene – store og små – "skal alle indse, at de er mennesker…" (v.2).


TILBAGE