RETSOPGØRET
092

’LIGESTILLING’ VIL IKKE HAVE NOGET ’OPHØJET’

Philipe-Antoine Merlin de Douai var i det attende århundrede søn af en fransk bonde. Han blev advokat og en destingeret rådgiver for de styrede i de voldsomme omvæltninger i slutningen af revolutionens 1700-tal. Med en fornem grevetitel og ophøjet med æreslegionens udmærkelse blev han alligevel fordrevet fra Frankrig i 1816, hvortil han vendte tilbage 14 år senere. Han var født i Flandern d. 30. oktober 1754 og døde anden juledag i 1838. Han skrev følgende om ’kongens magt’: "Kongen er en absolut og uafhængig konge, som udelukkende har modtaget sin magt fra Gud – et herredømme, som alene er givet og betroet til ham: En magt, som ikke kan deles og ikke kan udryddes – et vælde, som han – når timen er inde - videregiver i al sin fylde til sin legitime efterfølger på samme måde, som han har fået den af sine forfædre. Det er en magt, som han i sandhed og til statens bedste deler med dem, som han har tillid til – en magt, der ikke kan begrænses uden af ham selv." Han slutter med følgende overraskende konklusion: "Sådan er monarkiets konstitution – sådan er den franske regering."

Regeringsformen i Danmark er anerkendt med formuleringen ’Indskrænket monarki’. Det vil sige, at betegnelsen stadig er ’monarki’ – altså ’kongemagt’. Med den franske tænker, Merlin de Douai’s forklaring (at ’sådan er monarkiets konstitution) gengives den ide, at ’det indskrænkede monarkis’ forfatning er at forstå sådan, at nu er kongens magt overført til det majestætiske og urørlige herredømme, som ligger i grundloven. Med andre ord: Danmarks Grundlov er efter 1849 den ’enevældige faktor’, som i alle forhold til syvende og sidst bestemmer landets ledelse. Eller sagt med andre ord: Regeringen har magten, men regeringen er underlagt Grundloven. Det vil dermed sige, at den offentlige magt ikke længere er ’en enhed’, der samlet står over for det enkelte menneske! Grundloven gør det nemlig i sin indledning klart, at magten nu er fordelt på flere sæt af myndigheder. Dels har befolkningen fået indflydelse, og dels er der opstillet klare og tydelige grænser for, i hvilket omfang og på hvilken måde de offentlige myndigheder kan gribe ind i det enkelte menneskes tilværelse.

Det sidste har de såkaldte Ligestillingsfolk i Danmark haft svært ved at forstå. Især hvad angår det myndighedsområde, som er givet til kirken, og som reformationens bekendelsesskrifter fremlægger med kraft og klarhed. I den hensigt er Merlin de Douai’s beskrivelse af ’det kongelige ved en konstitution’ god at få forstand af. Den verdslige ligestillingsidé godtager nemlig intet kongeligt og ingen form for hierarki. Derfor rejser den sig i oprør mod grundlovens supreme stilling – især den danske forfatnings 4. paragraf, som oven i købet stadfæster en ledende og styrende idé. Det kommende retsopgør vil afsløre, at det er denne kristne, protestantiske styreform, som ligestillingspolitikere for enhver pris vil have ud af verden! Konge og flag, kirke og kors og en grundlov, som er ophøjet og båret af et livssyn, der ikke kan ligestilles med alle andre politiske motivationer, er dem inderligt imod.

Overfor dette ’kongelige grundlovssyn’ rejser sig nu en gruppe ligestillings-politikere, som vil arbejde på at få indført andre grundlovsbestemmelser. Ligestillingsministeriets folk arbejder fra nu af på højtryk på at få implementeret homo-grundlovens 29 principper i dansk lovgivning. Det er lykkedes dem, at få den famøse sætning: "… uanset seksuel orientering’ ind i deres egen tidligere regerings grundlag, og det er lykkedes dem at få gennemført kirkelige vielser under samme overskrift. Nu rettes blikket mod den fjerde paragraf i Danmarks Grundlov! Den bestemmelse, der lægger fundamentet for det kristne livssyn, som den danske stat bør og skal befordre. Ingen bør i denne forbindelse være af den opfattelse, at det bare er en ’tilfældig opblussen’ af den verdslige ligestillingsidé, der her huserer. Nej, hvad i denne sag er på færde, er et andet folk med et andet livssyn, en anden lov ud fra et andet samfund, en anden gud end Ham, hvis bud står omtalt i Danmarks Grundlovs 4. paragraf. Det drejer sig her om en anden fremmed og menneskefjendtlig grundlov, der hævdes at have forrang frem for den danske konstitution.

Hvis en dansk EU-borger i et øjebliks ’lynnedslagsklarhed’ forfærdet skulle finde på at spørge: "Jamen, hvis ligestillingspolitikerne vil have fjernet Grundlovens 4. paragraf – hvad vil de så sætte i stedet?"… er svaret enkelt: "De vil sætte deres egen dybt vederstyggelige grundlov i stedet." Hvis den danske EU-borger da stadig under indflydelse af det ’lyn’, der har ramt ham, fortsat spørger: "Jamen, hvad er ligestillingspolitikernes grundlov?" … er svaret lige så enkelt: "Det er de 29 principper." Hvis danskeren så beviser sin forståelige uvidenhed ved vedblivende at spørge: "Hvad er de 29 principper?" er svaret fremdeles enkelt og ligetil: "De 29 principper er 29 gudløse, antikristelige bestemmelser, som ligestillingspolitikerne er parate til at ville sværge en dyr ed på at ville have inkorporeret i Danmarks Grundlov. Indtil videre er det til en vis grad lykkedes dem i Tyskland og Irland. Nu satser de på Danmark – og hvis det lykkes, har de opfyldt deres forpligtelse over for deres egen konstitution. Når ’ligestillingspolitikerne’ læser højt fra deres ’egen grundlov’ (de 29 principper) skal de ikke mindre end 127 gange fremsige ordene: "Alle stater alle vegne skal…" Hvem der har givet dem dette suveræne mandat, kan ingen jordisk magt bekræfte. Det kan kun være en ’tilranet bemyndigelse’.

De, som er af den almindelige opfattelse, at Danmarks Grundlov er at betragte som den højeste og absolut urørlige bestemmelse for al anden lovgivning i vort land, tager ifølge ’de 29 principper’ fejl! Set ud fra ligestillingsideologiernes synspunkt er ’homo-grundloven’ hævet over den danske konstitution. Det første af disse 29 principper slår denne såkaldte ’sandhed’ fast. Det beordrer alle nationale stater alle vegne til uden undtagelse at sørge for at integrere (’integrate’) de her fremlagte ’ligestillingsprincipper’ i deres egne nationale konstitutioner (in their national constitutions). Danmark f.eks. får klar besked på ’at sikre sig’, at disse nye love om kønsidentitet ’bliver ført ud i livet’ (Princip.1. stk.1: ’to ensure the practical realisation…). – At dette ’overstatlige’ projekt lykkes, er bl.a. den tyske forfatningslovgivning et bemærkelsesværdigt eksempel på. Da de tyske lovgivere d. 28. feb. i 2009 drøftede menneskerettighedernes placering i den tyske konstitution, blev denne opsigtsvækkende passus indført: "Vi sætter os fra nu af for at rette vor respektfulde opmærksomhed (’Beachtung’) på de såkaldte Yogyakarta-principper og på (disse princippers) virke for menneskerettighedernes gennemførelse med henblik på seksuel orientering og kønsidentitet." (Deutscher Bundestag: 17. valgperiode – tryksag 17/2840, side 34). Det kan næppe siges tydeligere! En sådan sætning ville aldrig have kunnet sneget sig ind i et så betydningsfuldt lovgivningsdokument, uden at den havde haft sine indflydelsesrige fortalere. Apostelen antyder, at lovgivere, som er klar over, at den homoseksuelle synd, rangerer under de overtrædelser, der ifølge Skriften fortjener den største straf – alligevel ’bifalder’ de deres inkorporering.

Ny Testamentes apostel omtaler en ’modstander, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom" (2.Thess.2:4) – Grundsproget påpeger, at der er tale om at ’løfte sig selv op’ – ja, ’at hovmode sig’ (2.Kor.12:7) ud over alle grænser… "Dette," erklærer apostelen, "er ét af kendetegnene på ’lovløshedens menneskes’ fremkomst. Sådan vil ’fortabelsens sønner’ opføre sig (2.Thess.2:3). De vil ’udgive sig’ for at være noget, de ikke er – ja, de vil ’udgive sig’ for at være hævet over al anden lovgivning, som var de Gud selv!" (v.4) "Dette er ikke et nyt fænomen", forklarer kirkens bekendelsesskrifter. "Denne ’selvophøjelse’ (både politisk og religiøst) er at spore fra Skabelsens første dage. Apostelen siger: "Husker I ikke, at jeg sagde dette til jer, mens jeg endnu var hos jer?" (v.4-5). Han tilføjer: "I ved også, hvad der holder igen, så han (den lovløse) først kan åbenbares, når hans tid er inde…" (v.6-7). "Det vil sige," konkluderer vi, "at spørgsmålet om ’hans tid’ (altså ’mørkets time… Luk.22:53) er afgørende! Når den time nærmer sig, bør alle Kristi sande disciple med alle til rådighed stående kræfter ’holde igen’…


TILBAGE