RETSOPGØRET
093

LUTHERS RØST I GRUNDLOVEN

Den domstol, der formulerer afgørelser vedrørende Danmarks Grundlovs holdning til kirkelige homovielser, har en enestående mulighed for at kunne revaluere (altså sætte en ny værdimåler på) den privilegerede, legale position, som den evangelisk-lutherske lære indtager i den danske forfatning. Her står nemlig i den 4. paragraf reformatoren Martin Luthers navn tydeligt nævnt (hvilket på stedet inkluderer hans stærkt bibelsk betonede skrifter). Fortolkere kan komme med ’andre navne’ for (foran landsrettens dommere) at begrunde deres syn på den evangelisk-lutherske lære – men disse ’andre navne’ – hvor velkendte og anerkendte de end måtte være –står ikke nævnt i den danske konstitution. Som fordringen (og udfordringen) vokser fra ligestillings-teologerne og homo-politikerne om at få indført ’et andet familiemønster’ i Danmarks Grundlov (sådan som det nu er tilfældet i den irske forfatning), så rejser Martin Luther sig fra selve konstitutionens blade for med sine 500 år gamle teser at beskytte det ægteskab, som han omtaler i den lille katekismus. Dette reformatoriske værk (katekismen) ejer ligeledes grundlovsrøst, fordi det står nævnt som ét af kirkens officielle bekendelsesskrifter. Ægteskabet som en kristen forordning lader altså sine anerkendte fortalere træde frem på scenen i Danmarks Grundlov. Det bliver vanskeligt – for ikke at sige umuligt – for statens ligestillingsministre at skubbe disse historisk og teologisk - ja samfundsmæssigt og kirkeligt anerkendte reformatorer til side.

Da Danmarks 2012-statsminister, Helle Thorning-Schmidt (ved 2012-indførelsen af ’lovformelige, kirkelige ægteskaber’ af par af samme køn) erklærede, at den eneste betingelse for, at folk kunne gifte sig i en kirke, var, at ’de elskede hinanden’, så etablerede hun dermed et helt nyt kriterium for et ægteskabs indgåelse! Samtidig lagde hun et splinternyt statsgrundlag for en families oprindelse – og da statsministeren i samme åndedrag citerede det regeringsgrundlag, som hun repræsenterede, at dette (altså det kirkelige ægteskabs indgåelse) kunne ske ’uanset seksuel orientering’, så fjernede hun med disse tre ord hele Bibelens og den kristne kirkes samlede bekendelsesskrifters klare henvisninger til det (oprindelige) familiemønster, som både Jesus og hans apostle, kirkens fædre og reformationens forkyndere med Martin Luther i spidsen vidner om.

I dagbladet ’Frankfurter Allgemeine Zeitung’ læser jeg tirsdag d. 1. juli 2014 på side 6 et læserbrev af Christine Müller i Etlingen. Brevets udgangspunkt er en udtalelse af den amerikanske forfatningsdomstols dommer, Richard Posner (som ugen forinden, d. 26. juni) har været citeret i bladet for at have erklæret, at der ’kun er religiøse argumenter mod homovielser’. "Det er ikke sandt," skriver den kvindelige læser, "den sekulære stat har den største interesse i at få afklaret, hvad der egentlig bør forstås ved begrebet ’ægteskab’. For vore grundlovsfædre," fortsætter læserbrevets forfatterinde, "var der ikke to meninger om at et ægteskab betyder et livslangt livsfællesskab mellem en mand og en kvinde." Læserinden tilføjer: "Nu fremkommer spørgsmålet, at hvis det ikke længere drejer sig om to mennesker af forskelligt køn – og kriteriet for ægteskabet er, at ’bare man elsker hinanden’ – med hvilken ret kan staten da hindre tre mennesker, som hævder at ’de elsker hinanden’, at gifte sig?" Den kvindelige læserbrev-skribent skriver: "Da må staten tage konsekvensen og sige: ’Det gælder også, hvis det er fire mennesker (uanset deres køn) som ’elsker hinanden’. De må i så tilfælde have samme ret til at gifte sig." At de troende i Danmark (ønsker jeg her at tilføje) har en naturlig ret til at sige deres mening i denne sag, fremgår af den simple kendsgerning, at her drejer det sig ikke længere om, at to mennesker af samme køn efter d. 15. juni 2012 har lovlig adgang til at indgå deres ægteskab i kirken – nej, da må også kirken åbne for det firedobbelte bryllup… eller endnu mere. Staten har altså ikke kun en religiøs forpligtelse men en verdslige interesse i at fastholde grundlovsfædrenes forståelse af ægteskabet. Det bliver nu op til borgeren at vælge, om han eller hun vil have Luthers bibelske eller en statsministers politisk-betonede familiemønster.

De tager fejl, de, som mener, at de troende i Danmark vil indføre en ’Gudsstat’… at de dermed påtvinger nationen en ny slags ’Sharia’, for med loven i hånd at gennemføre ’Guds vilje’. Intet er de danske kristne mere fjernt! De har forstået, hvad Herren Jesus skrev i sandet, da Han til den kvinde, der var grebet på fersk gerning i hor, sagde: "Heller ikke Jeg fordømmer dig. Gå nu bort og synd ikke mere…" (Johs.8:11). Imidlertid fastholder de, at den falske dialog hersker, hvor den falske tolerance huserer. Som Islam er og forbliver en hårdnakket politisk strategi, sådan er gay-bevægelsen og ligestillingsideologerne det også. De er blot to af de mange hoveder, som tilhører det samme uhyre, der nu dukker op fra dybet. Deres sande motiver er det samme; de vil ikke kun have magt – men de vil bruge denne magt til at komme de anderledes troende til livs. Livjatan tørster (som Babylon) efter apostlenes blod. Den tilslører sit gab under et fromt ydre (Åb.17:3). Det er imidlertid i denne time ikke islamisterne og homo-samfundet, der er den største fare. Nej, der er den usømmelige eftergivenhed, og den afslørende villighed til ’ombytning’, som lovgiverne og deres uddannelses- og retssystem lægger for dagen! At man midt i Europa kan gennemføre en islamisk Sharia-lovgivning samt indførelse af kirkelige homovielser, viser, at ’det store Babylon’ dukker frem af tidens tåge. Den 11. september 2001 (tvillingetårnene) var som ’tegnet’ på et nyt politisk-moralsk-religiøst gennembrud. Kun en grundlovsbestemmelse kan holde den juridiske skanse. Hvis den falder, ligger riget åbent for en ny tids barbarer… og kun en stærk, moden, kristen menighed kan ’bekæmpe’ denne ’dybets drage’!

Kirkehistoriens klare tale, at eftersom det er sandt, at Gud, vor himmelske fader, i Sin nåde har taget de troende ud af mørkets rige og sat dem over i Sin Elskede Søns Rige, er det ikke længere nødvendigt for dem at skulle bekæmpe mørkets onde, hjerteløse og kyniske gerninger med denne verdens egne sløve og for den enkelte uhåndterlige våben. Nej, Den opstandne Herre har betroet Sin menighed det skarpe, tveæggede ordets sværd, der ’trænger igennem’ (Hebr.4:12). "Af den grund," lyder det fra den store kirkehistoriebog, "det ikke kun er formålsløst, men det er både trættende og deprimerende at søge at gøre sig klog på Satans mørke labyrinter for dermed at prøve at ’slå ham på hjemmebane’. Nej, i det lysets rige, hvor de troende er blevet ’sat’ af Gud, findes både råd og midler til at bekæmpe de fordærvende, urene, ondskabsfulde dæmonkræfter, som prøver at erobre de helliges hjem og familier." – "Kampen står nu," slutter den store bog om kirkens historie, "om den arvelod, der betegnes som den jødisk-kristne tradition. Et nyt slægtleds oprørske vankundighedspolitik vil stjæle de troendes nedarvede ejendom for at gøre den til en køkkenhave" (1.Konge 21:2).

Den strid, som nu forestår m.h.t. ’bevarelsen af Danmarks Grundlovs 4. paragraf’, er ikke blot en kamp mod lovløshedens (sex-forvrængende) kræfter men er i lige grad en forestående åndskamp for at bevare Grundlovens urokkelige tilsagn om ’statens fulde støtte til den protestantiske tro’. Kendte evangeliske, frikirkelige lederes seneste og tragiske ’overgang til Den katolske Kirke’ er en slående foragt for de Kristi martyrer, der i reformationstiden blev brændt på bålet for deres åndsbårne modstand mod Rom. I århundreder har pavedømmets gejstlige med næb og klør bekæmpet den frihed, som de protestantiske kristne stod for – og denne mørke skygge er ikke veget fra Vatikanets nuværende politiske ambition. Koncilet i Trent (1545) med henblik på dets holdning til læren om ’retfærdiggørelse ved tro’ og den katolske kirkes lære om brødsbrydelsen er til dags dato uforenelig med reformatorernes forkyndelse.

Sydafrikas nu afdøde anglikanske biskop, Tony Palmer, talte ved den kendte tele-evangelist, Kenneth Copelands, konference i januar 2014. Han opfordrede her de forsamlede, karismatiske ledere til at ’vende tilbage til fædrene’ – hvilket (han præciserede) var Den katolske Kirke. Efter sin tale blev biskoppen omfavnet af Kenneth Copeland og modtog et bragende bifald fra forsamlingen. I martsnummeret 2014 af ’Christianity Today’ forklarer den tidligere, svenske mega-pastor, Ulf Ekman, hvorledes han i et profetisk ord fra en pastor, (der var til stede ved Copeland-konferencen), blev bekræftet i at konvertere til Den katolske Kirke. Jeg har i den forbindelse et spørgsmål at stille disse top-evangeliske, karismatiske ledere, der ikke blot fraterniserer med pavedømmet – men som for åbnet tæppe ’konverterer til katolicismen’: Hvad gør I (ved at tage dette fatale skridt) med William Tyndale, som i 1526 pådrog sig pavens mishag ved at oversætte Ny Testamente til engelsk? (Hans første oplag på 1500 stk. blev revet bort af en tørstig befolkning). Hvad har I nu med jeres ulyksalige vandring til Rom at sige den katolske Biskop Tonstall i London, der nidkært opkøbte alle de oversatte Nye Testamenter, han kunne opdrive, og brændte dem i Cheapside. Da Tyndale i Nederlandene genoptrykte sin oversættelse af Den Hellige Skrift, blev han dér pågrebet af den blodtørstige katolske gejstlighed, kastet i fangehullet i slottet i Vilvorde (25 km fra Antwerpen) og i 1536 henrettet. Hans sidste ord var: "Herre, åbn øjnene på Englands konge!" Hvad vil I (konverterede prædikanter) sige til William Tyndale, dersom Gud giver jer nåde til at møde ham ’på den anden side af floden’?

Det må være alvorligt ment, når den amerikanske vækkelsesprædikant, Charles Spurgeon, som levede og virkede i det meste af 1800-tallet, med henblik på de troendes engagement i det sociale liv, skriver: "Verden er af lave, men så såre vi søger at bringe orden i sagerne, forårsager det for det meste kun en masse larm, der bringer os i systemets unåde. Der hersker imidlertid en sådan iver efter økumenisk ’fred og fordragelighed’, at en hvilken som helst (retfærdiggjort) konfrontation eller (åbenlys) konflikt straks anses som et onde. For ’fredens skyld’ er man parat til at vige tilbage fra enhver form for nødvendig lærestrid. For at kunne bevare den 4. paragraf i vort lands konstitution kommer imidlertid ingen sandhedssøgende sjæl uden om at være underlagt den klare grundlovsbetingelse, at Danmark officielt regner sig selv for at være et af denne verdens ’protestantiske nationer’ – samt at Danmarks grundlov (uden at lægge et politisk dække derover) bygger på reformatorernes til døden forbitrede kamp mod Den katolske Kirkes lære. I denne sag gør Spurgeon derfor kort proces. "I protestanter!" råber han, "I gør i dag jeres frihed til en udsalgsvare. I en ikke fjern fremtid vil I forbande den time, hvor I atter lod jeres knogler og ben fastspænde i katolicismens gamle, rustne lænker. Pavedømmet knægtede og myrdede vore fædre – og I er nu parate til at indbyde katolicismen til atter at blive vor nationale religion." Fra nu af gælder (med Spurgeons vækkelsesråb) kun ét motto for Kristi disciple: ’Skriften alene, nåden alene og troen alene!’

Det bør nu komme til folkets kundskab, at Jesus med klare ord forudsagde, at der (i de afsluttende tider) skal fremstå falske profeter, som skal gøre store tegn og undere for – om muligt – ’at føre selv de udvalgte vild’! (Matt.24:24) Vi belærer i den forbindelse yderligere om, at Stefanus i sin store forsvarstale til Sanhedrinen omtalte Abraham som én af fædrene (Ap.G.7:2) – og i samme åndedrag omtalte Abrahams, Isaks og Jakobs Gud som ’fædrenes Gud’ (v.32). Yderligere bør det i den danske kirke forkyndes, at apostelen i sit brev til Romerne forklarer, at det er Israels børn, ’fra hvem fædrene kommer’ (9:5). – "Derfor," konkluderer vi, "er det ubibelsk at kalde Den katolske Kirke for ’fædrene’. Det er ikke og kan aldrig blive pavedømmets forrådnelse, der (til de vilde oliventræ-grene) leverer ’saften’- altså den ’saft, der kommer fra det ægte træs rod’ (Rom.11:17). – Nej, hvis nemlig ’førstegrøden er hellig, er dejen det også’ siger Ny Testamente og tilføjer: ’Er roden hellig, er grenene det også’…(v.16) "hvilket med andre ord vil sige, at hvis førstegrøden er vanhellig, blodplettet og rådden, så er dejen også uren – og hvis roden er ormædt og syg, så bliver grenene også halvvisne og sygdomsbefængte. Dette er, hvad vi lærer og dette er, hvad en ny tids protestantiske ledere ved deres ’omvendelse til katolicismen’ viser foragt! Luthers røst lyder i dag ikke blot fra hans mangfoldige skrifter – men fra selve Danmarks Grundlov, og det er den røst, som evangeliets fjender søger at bringe til tavshed.


TILBAGE