RETSOPGØRET
094

EKSPERTERNES URØRLIGE DOMÆNE

Det kommer mig for, at den lov, som blev indført i Danmark i juli 2012 (med henblik på ægtevielse i kirken af par af samme køn) i sig selv er ’enestående’ (i negativ betydning); jeg finder ikke (med min ringe indsigt) noget lignende i Danmarkshistorien! Den lov har ’ingen fortid’ – ejer ingen ’historie’ og er pludselig dukket op som et fuldstændigt ’isoleret tilfælde’. Den besidder derfor ingen vægt af politiske eller retslige handlinger, som den berettiget kan henvise til; de, der skal forsvare den, kan ikke hente noget ’materiale’ fra tidligere tider; den lov er og forbliver som ’et lyn fra en klar himmel’ og kan derfor heller ikke – mener jeg – være drevet af nogen obligatorisk kraft. Når den i et kommende retsopgør i marts 2016 skal fortolkes, efterlader den fortolkerne fattige på beviser og fortilfælde, thi hvad de har at sige, ejer ingen overbevisende substans, idet loven i sig selv ikke fremstår som noget ’afgjort’; den vil, fordi den bygger på et unaturligt forhold, altid og vedblivende ’rejse spørgsmål’.

Loven mangler – i mine øjne – den nødvendige, naturlige klarhed med henblik på ’at kunne danne sædvane’ for en kommende slægt. Fordi den ikke har nogen fortid, har den heller ikke nogen fremtid! Denne lovs eksistens retfærdiggøres ikke ved ’en normal udvikling’ men udelukkende ved ’særtilfældet’, og ’særtilfældet’ skaber aldrig ’den stabile regel’. Alt dette bevises ved, at denne lov om kirkelige homovielser heller ikke ejer kirkens egen ’konsensus’. Det er et splittet bispekollegium, som har udformet det påbudte ritual. Der eksisterer i kirken ingen enighed om, at dette i sandhed er ’lov og ret’. En betydelig del af det danske kirkefolk anser denne lov for et overgreb. Og denne parts ’godtagelse’ af loven’ kan aldrig opnås!

Det lyder således ildevarslende, når kammeradvokaten i sit ’hoved-svarskrift’ på de troende borgeres påstand om, at to af regeringens ministre har overtrådt grundloven, antyder, at (citat): ’Der er plads til at følge en teologisk opfattelse, som stemmer overens med tidsånden’. Tidsånden er jo netop den hastige indflydelse, som ikke ejer det bestandige i sig. Dens påvirkning kommer og går – og kan dominere på én måde i dag og en anden måde i morgen. Apostelen advarer på det alvorligste mod ’at lade sig bestemme af denne verdens tidsalder’ (Ef.2:2). "Hvis I gør det," fortsætter han, "så lader I jer lede af ham, som hersker i luftens rige" (v.2). Dermed mener han djævelen! – "Han (djævelen) virker nemlig i ulydighedens børn," slutter han. – Hvis denne nytestamentlige advarsel tages for gode varer, vil det faktisk sige, at kammeradvokaten foreslår, ’at der i det retsopgør, som tager sin begyndelse d. 31. marts 2016, skal ’gives plads til en teologisk opfattelse’, der (ifølge apostelens lære) er ’inspireret af Satan’. Dette rejser det højaktuelle spørgsmål, om fortolkning af grundloven og bekendelsesskrifterne kun skal være for de høje juralærde. Har den jævne borger ikke også et ord at skulle have sagt?

Derfor er det stående spørgsmål dette: Er øjeblikket kommet, hvor den jævne borger tør sige, hvad han eller hun mener om grundlovens 4. paragraf? Et gennemgående problem, når det kommer til, (som regeringens forsvarer, kammeradvokaten, antyder) ’hvordan grundloven skal fortolkes’. Kammeradvokatens påpegning vil være, at dens tekst er kort, gammel og overalt fremstår som en ubrydelig lov, der er svær at få indblik i! Man kan nemlig ikke lave om på en grundlovsparagraf fra den ene dag til den anden – og det synes kun at være eksperterne og de lærde, der tør indlade sig på det mysterium, der kaldes ’en forfatningsretlig analyse’. I denne sag synes menigmand altså ikke at kunne få et ben til jorden, og derfor forholder den jævne borger sig som regelen tavs og tør (når grundloven skal fortolkes) intet sige, for han kunne jo hurtigt blive råbt ud som en tåbe, der blander sig i noget, han ikke har forstand på! Når det altså kommer til stykket, hvor det (som i den foreliggende sag vedrørende forståelsen af grundlovens 4. paragraf) drejer sig om, hvilken teori og hvilken metode, som skal anvendes, for at der kan dannes grundlag for at turde sige ’noget bestemt’ om en grundlovsparagraf, så synes de høje herrer at have frit spil! De kan nemlig udtale sig på en måde, der lyder som ’latin’ for deres ulærde tilhørere –ja, de kan komme med flot ’præciserende udsagn’, der simpelthen er så højtravende, at enhver ’udenforstående’ må kunne indse, at de ikke ejer den fornødne indsigt til at kunne modsige, hvad disse højtuddannede jurister ved om ’gældende forfatningsret’. Denne holdning bør ingen af vort lands troende lade sig bedrage af i den strid, som nu forestår; dagen er kommet, hvor de skal kunne sige, hvad de mener – og der findes endnu dommere, der vil lytte til ’de umyndiges røst’ – og denne røst taler ikke sjældent ud af en smertelig erhvervet baggrundsviden, som råber højere end de lærdes indviklede teorier.

Som udgangspunkt for ’en ret fortolkning’ af grundlovens paragraf 4 må alle spørgsmål naturligvis kunne besvares i harmoni med de synspunkter, som gælder for fortolkning i almindelighed! Man behøver således ikke at stille noget ’særligt system’ på benene, som måske (i sidste ende) kunne anvendes til at tilsløre, hvad sagen egentlig drejer sig om. Al ’lovfortolkning’ må – så vidt jeg kan se – være bundet til teksten. Det vil sige, at de 14 ord, som Grundlovens 4. paragraf indeholder, må kunne begribes ud fra deres reelle indhold. Altså: Hvad står der i den 4. paragraf, sort på hvidt? Hvad betyder de ord: ’Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten’? Den jævne borger vil i første omgang få den forståelse, at det er en bestemt kristen, protestantisk lære (som tilknyttet Martin Luther) der er og forbliver den danske nationalkirkes bekendelse – samt at overalt, hvor netop dette ’som sådan’ er tilfældet, er det statens uafvendelige forpligtelse at understøtte denne kirke. Hvis nogen vil henvise til en bestemt juridisk litteratur, der beskæftiger sig med denne paragraf, så vil den (som jeg har forstået) være præget af en vis almenhed – det vil sige, at den ikke er domineret af særligt skarpe synspunkter, der kunne føre til (hvad man kalder) ’entydige resultater i lovanvendelsen’. Det er således et åbent land, som fortolkerne bevæger sig ind på. Der er ingen særlige minefelter. Medmindre nogen vil gå ’underfundigt til værks’ (Ef.4:14), synes det (for menigmand) at være soleklart, at de to indstævnede ministerier har overtrådt Danmarks Riges Grundlov.

Skriften siger tydeligt, at da verden med al Sin visdom ikke kendte Gud i Hans visdom, så måtte Gud Herren gå en anden vej for at gøre Sit eget guddommelige råd kendt (1.Kor.1:21). De almindelige, jordiske og verdslige læreanstalter havde ikke kapacitet til at trænge ind i Guds hemmeligheder, af hvilken grund Den Almægtige ’besluttede ved prædikenens dårskab at frelse dem, der tror’ (v.21). At prædikenen i dag betragtes som ’en dårskab’ (der åbenlyst betegnes som værende ’total irrelevant’, når det drejer sig om at løse samfundets problemer) er en kendt sag. Det kan næppe skjules, at hvis ingen andre har oplevet denne foragt over for Guds Ord, så kan tusinder af kristendommens kaldede forkyndere vidne derom. Til disse forfulgte og (af verdens eksperter) tilsværtede prædikanter kan dette apostelord erklæres: "Tænk på, hvordan det var ved jeres kaldelse, brødre, at I ikke var mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet" (v.27-28). Så trøst hverandre med disse ord!

Den nye betænkning om kirkens fremtid, som er udarbejdet af et udvalg nedsat af regeringen, efterlyser ’en mere moderne styringsstruktur for folkekirken’. Det vil sige en ny form for demokratisk ekspertledelse af Kristi menighed. Dermed siger statskirken (med regeringens velsignelse) én gang for alle farvel til den ledelse, der udelukkende gives af menighedens hoved, Den opstandne Herre (Ef.4:11). Om Paulus’ sidste rejse til Rom hedder det (vedr. den såkaldte ’demokratiske flertalsledelse): ’Officeren lyttede mere til kaptajnen og styrmanden end til det Paulus sagde’ (Ap.G.27:11). "De fleste holdt på, at man skulle sejle videre" (v.12) – "men ikke længe efter brød en hvirvelstorm løs" (v.14).

Så ofte apostelen Paulus omtaler sit kald understreger han, at det ikke er blevet ham givet af noget menneske. "Jeg er apostel," erklærer han, "ikke fra mennesker" (Gal.1:1). Dette (at kaldet ikke har sin oprindelse i noget jordisk eller menneskeligt tiltag) vil blive den stærkeste og mest ubøjelige støttestav for dem, der tjener Herren Jesus ved tidernes afslutning. "Din støttestav er min trøst," synger David (Salme 23:4). Endetidens modstandere af evangeliet vil nemlig (uden ophør) søge at få de kaldede til at forstå og bekende, at deres vandring og gerning kun udspringer af en ren menneskelig inspiration. "Du er udelukkende styret af dine egne tanker og ambitioner," vil de sige – men dermed underkender de det høje kald, hvormed Gud fører og leder sine tjenere. "Jeg er ikke udsendt af et menneske," (Gal.1:1) erklærer Paulus – og den samme bekendelse bor i hjertet hos alle dem, som Den opstandne Herre i Sin nåde kalder og udruster til den sidste troens kamp på denne jord. Lad derfor ikke modstandernes røst eller snedige argumenter forlede de kaldede og udsendte til at tage fjendernes ord for gode varer. Herren Jesus leder suverænt Sine tjenere. "Dit kald," siger Han, "er ikke fra mennesker; det er fra Mig, Herren!" Alle, som ejer denne tro, bør nu lytte til den røst, der kalder til samling, thi det evige grundlag for endetidens menighed er ved at blive lagt.

Når modstanderne spotter de kaldede, og forklarer dem, at deres tro bygger på en illusion, skal de overalt og til enhver tid svare med Bibelens ord, der siger: "Kaldet er fra Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste Ham fra de døde!" (Gal.1:1) Hvis det kald, hvormed Jesus drager og fører Sine tjenere kun hviler på et frelsesværk, som er ’menneskeligt muligt’, er udsigterne for dets gennemførelse lig nul. Da bør alle Hans tjenere, hvor de end befinder sig på jorden, pakke deres gode tøj og tage hjem. Nu erklærer apostelen Paulus imidlertid, at den kaldelse, som han har modtaget, hviler på det største under, som er sket i menneskehedens historie. Kaldet er fra den Gud, ’som oprejste Jesus fra de døde’, hvilket med andre ord vil sige, at den samme kraft, som bragte Sønnen tilbage fra dødsriget, er virksom, når det drejer sig om at føre Guds tjeneres kald ud i livet. Samtidig præciseres det, at det er Guds faderhjerte, som omslutter de kaldede. Derfor bør ingen være ængstelig for at tage troens og lydighedens skridt. De mægtigste kræfter i universet står bag… Dette var, er – og bør fremover være den sikre troens overbevisning, som styrker den enkelte af de kaldede, i det omfattende opbrud, som banker på døren.

Ny Testamente retter opmærksomheden mod ’de mennesker, som lader hånt om Herrens myndighed’ (Jud.v.8). – "De spotter, hvad de ikke har forstand på," lyder det (v.10). - "Hvorledes lader de hånt om Herrens myndighed?" spørger vi og svarer med de ord, som står angivet i samme skriftafsnit, at de ’går til grunde som Kora i hans opsætsighed’ (v.11). Det vil sige, at de (som Bibelens Kora) afviser den myndighed, som Herren har betroet de tjenere, Han har indsat (som i tilfældet med Moses) til at lede og styre. De anerkender ikke nogen sådan ’åndelig myndighed’ men spotter den ved at finde andre veje for ledelse, som set ud fra et menneskeligt, humanistisk synspunkt forekommer mere rimeligt. Kristi efterfølgere står i denne time foran et valg. Vil de vælge flertallets demokratiske beslutning som deres ledetråd – eller vil de lytte til Åndens røst, den stille styring, der kommer fra Fårenes hyrde – og den sagtmodige myndighed, som Den opstandne Herre har betroet Sine tjenere?


TILBAGE