RETSOPGØRET
095

ULVENS BLÅSTEMPLEDE GODKENDELSESATTEST

Almindeligvis vil det ikke være svært for en moderne politiker eller tv-reporter, forretningsmand eller psykiater at give teologer ret i, at det ’at synde’ hører sammen med det ’at leve i denne verden’. Man behøver hverken nogen særlig tro, dogmatisk viden eller teologisk eksamen for at indse, at der er et eller andet i den menneskelige natur, som har fået hele skabningens vogntog til at løbe af skinnerne. Det onde, som Bibelen kalder synd, er en realitet. Synd er forbundet med menneskets eksistens.

Apostelen Paulus går med hensyn til dette spørgsmål så langt som til at citere fra Salmernes Bog: "Der er ingen retfærdig, ikke én, der er ingen forstandig, der er ingen, som søger Gud, afvegne er alle – til hobe fordærvede!" (Rom. 3:10-12 og Salme 14:1-31).

En hård dom, som rammer alle mennesker alle vegne! En global fordømmelse! ’Til hobe fordærvede’. Ikke én eneste undslipper…

Nøjagtigt dette menneskesyn afleverede reformatorerne, da de i år 1530 nedfældede den anden trosartikel i Den Augsburgske Bekendelse: - det hårdt debatterede punkt, som handler om ’arvesynden’! Et problem, som politikerne i dagens Danmark tvinges til at tage stilling til i det tredje årtusinde. Hvis de ikke har spekuleret på det før, så kommer de til at overveje denne sag nu. Hele det spørgsmål, der har at gøre med indførelsen af et særligt kirkeligt vielsesritual for homoseksuelle, og den lov, som i den forbindelse blev gennemført, handler nemlig kun om dette ene: Er homoseksualitet i Bibelen betegnet som synd?

*

Den Augsburgske Bekendelses 2. artikel lyder sådan: "Ligeledes lærer vi, at efter Adams fald fødes alle mennesker, som er forplantet på naturlig måde, med synd; det vil sige uden frygt for Gud, uden tillid til Gud og med begær…"

Hvorfor skal politikerne ved en retssag i marts 2016 beskæftige sig med en sådan ’forældet’ artikel i en halvglemt middelalderlig bekendelse? Hvad har ’Adams fald i Edens have’, den her omtalte, såkaldte ’naturlige forplantning’ og spørgsmål om ’synd og begær’ at gøre med folketingets travle hverdag? Som om de folkevalgte ikke har nok i forvejen at se til…

Hertil bør svares, at grundlovens 4. paragraf er som en slags ’håndfæstning’, der nu i (i dette første århundrede af dette tredje årtusinde) vil blive trukket frem af det danske retssystems støvede arkiver. Det vil ske (med henvisning til folketingets 2012-afgørelse af sagen omkring indførelsen af et kirkeligt ritual for vielse af homoseksuelle. Ved den berammede retssag i landsretten i marts 2016 vil ’håndfæstningen’ imidlertid atter blive oplæst. Den lyder således: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten." Det vil sige, at statens styre over kirken er begrænset!

"Denne formulering," erklærer professor dr. Theol. Theodor Jørgensen, "afspejler for mig at se tydeligt en to-regimente-lære. Der skelnes her mellem staten og kirken ved, at kirken kaldes ’folkekirke’, hvilket er noget andet end statskirke." Professoren fortsætter (og berører dermed det hovedpunkt, som politikerne vil blive konfronteret med i sagen om kirkelige homovielser): "Kirkens selvstændighed, forstået som en selvstændig organisme i det danske samfund, anerkendes også i formuleringen ’understøttes’, for man kan kun understøtte noget forskelligt fra én selv – (noget), der lever sit eget liv. I modsat fald måtte man have brugt ord som ’ledes’ eller ’drives’. Professoren slutter: "Ligeledes anerkendes det, at kirken har et mandat, som ikke er statens med henvisningen til folkekirkens bekendelsesgrundlag som evangelisk-luthersk" (Kirkeretsant. 1991, s. 22)

Det er rene ord for pengene!

Professoren erklærer, at denne grundlovsparagraf ’afspejler’ Luthers to-regimente-lære’. For de politikere, som står spørgende overfor, hvad der kan menes med begrebet ’to-regimente-lære’ er det på sin plads at give en nærmere forklaring på dette forhold. Hvis de nemlig ikke indser, at reformatorerne for 500 år siden har formuleret en lære om de ’to regimenter’, der for 150 år siden blev officielt anerkendt som en del af den danske grundlov – så kunne de let gå galt i byen – ja, de kunne komme til at handle i strid mod grundloven (idet staten i 2012 har givet grønt lys for, at den homofile samlivsform ’skal anerkendes af kirken’ ved indførelsen af et nyt – og dertil passende ritual for kirkelige vielser af homoseksuelle).

Hvad forstås ved Luthers ’to-regimente-lære’?

Den bedste til at svare på dette spørgsmål, må være den teologiske professor, som netop (i artiklen ’Folkekirkens ledelsesstrukturer – teologisk belyst’) har erklæret, at denne lære ’afspejles’ i den danske grundlov. Han forklarer: "De to regimenter er som bekendt det verdslige regimente og det åndelige regimente, men det vigtigste i denne lære er dens fremhævelse af, at begge regimenter er Guds." Professor T. Jørgensen tilføjer: "Dette er nødvendigt at huske, hvis denne lære på en meningsfuld måde skal bringes i anvendelse på situationen i dag… " (se v.19 Kirkeretsant. 1991).

Professoren forklarer videre: "Det verdslige regimente er til for at værne Guds skabning imod at blive ødelagt af ondskab. Dertil er sværdet nødvendigt. Den verdslige myndighed må være i besiddelse af magt til at tvinge den genstridige til at makke ret, til at værne den svage, til at fremme, hvad der gavner almenvellet, til at retsforfølge den skyldige."

Denne beskrivelse af statens ansvar ’afspejler’ sig ifølge professorens mening i Danmarks Riges Grundlov. "Staten er," betoner han, "indsat af Gud til at udøve et ’verdsligt regimente."

"Dette betyder," fortsætter professor T. Jørgensen, "at staten skal ’værne Guds skabning imod at blive ødelagt af ondskab’." … og det er præcis på dette punkt, at reformatorernes bekendelsesskrifter (som grundloven henviser til med formuleringen: ’evangelisk-lutherske’) kommer ind i billedet. I Den Augsburgske Bekendelses 2. artikel defineres ondskabens oprindelse som ’synd’ og erklærer, at den syndige menneskelige natur er arvelig, idet den siden ’katastrofen’ i Edens Have ’forplanter sig’ til alle mennesker, og blandt andet giver sig udtryk i ’begær’. "Dette ’begær’ må (erklærer reformatorerne) på alle måder hindres i at løbe løbsk. For at holde det i arve har Gud (sådan lyder kirkens bekendelse og sådan er det ’afspejlet’ i Danmarks Grundlov) indsat to regimenter: Den verdslige myndighed (i dette tilfælde folketinget) som er ’i besiddelse af en magt, der kan tvinge den genstridige til at makke ret’, og det åndelige regimente, som (ifølge reformatorerne) udøves af Gud gennem kirken, ’for her finder forkyndelsen af lov og evangelium sted’…

Dette vil helt konkret sige, at hvis det menneskelige begær udarter sig til det forhold, som i Ny Testamente betegnes som ’utugt’ eller ’unaturlig utugt’ (1. Kor. 6:9, gl. overs.) og begæret manifesterer sig i den slags lidenskab, som apostelen betegner som en ’skændig’ eller ’vanærende’ lidenskab (Rom. 1:26), så skal ’den verdslige myndighed tvinge de genstridige til at makke ret og ’det åndelige regimente skal over for overtræderne forkynde lov og evangelium."

Med hensyn til kirkens ansvar erklærer professoren følgende: "Forkyndelsen af loven glemmes ofte" (s. 20). Han fortsætter: "I forkyndelsen af loven indskærper kirken den verdslige myndighed, at den skal herske humant. I den henseende udgør det åndelige regimente en kritisk instans for det verdslige."

*

Den teologiske professors forklaring er – i mine øjne – afslørende overfor homo-teologernes nye lære. Personligt har jeg i forbindelse med den kirkeministerielle høring i slutningen af 2010 modtaget adskillige breve fra folkekirkepræster – både mandlige og kvindelige – som (ikke sjælden i stor fortrædelighed) fortæller mig, at evangeliets forkyndelse udelukkende drejer sig om at forklare mennesker, at ’Gud er en kærlig Gud’…

Apostelens svar til denne holdning er tydelig. Han skriver: "Så se da Guds godhed og Guds strenghed" (Rom. 11:21). Et andet sted fortsætter han: "Loven er god, dersom man bruger den som lov skal bruges… den skal bruges overfor fadermordere og modermordere, manddrabere og for dem, der øver unaturlig utugt…" (1. Tim. 1:9).

Idet homo-teologerne i dette tilfælde ofte undlader ’ at forkynde Guds lov’, udøver de ej heller det åndelige regimentes ’kritiske instans’ overfor de verdslige lovgivere. Når altså biskopperne (i deres pressemeddelelse 14. april 2010) ’kryber for kejseren’ og totalt (som det i hele den politiske vurdering af sagen om de kirkelige homovielser er tilfældet) underordner sig det verdslige regimente, så afviger de fra bekendelsesskrifternes og Bibelens lære; de er – set ud fra Augsburgerskriftet – utro over for menighedens Herre!

Den Augsburgske Bekendelse erklærer: "Øvrigheden beskytter ikke sjælene men legemerne og de legemlige ting mod åbenbare krænkelser og tvinger mennesker ved sværdet og legemlige straffe. Evangeliet beskytter sjælene mod ugudelige meninger, mod djævelen og mod den evige død" (CA. 28:11).

Der er altså ikke fra bekendelsesskrifternes side noget oplæg til strid med de ansvarlige verdslige myndigheder. Tværtimod! Blot tales der i C.A. om gensidig anerkendelse; lovgiverne skal sørge for, at der udstedes bestemmelser, der ’værner legemerne og de legemlige ting mod åbenbare krænkelser’. (Dette er højaktuelt med henblik på loven om velsignelse af det homofile samliv) – og kirken skal beskytte sjælene mod ’ugudelige meninger’ (hvilket er lige så aktuelt vedrørende homo-teologernes nye lære om ægteskabelig sammenføjning af forhold, der ubestrideligt i Bibelen erklæres for synd).

Da daværende kirkeminister Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech tog på juleferie i december 2010 havde hun nok at se til. Efter hendes egen udtalelse ville hun bruge en del af ferien til at gennemlæse de hundredvis af svar, som var strømmet ind til ministeriet under den ’brede høring’, som hun et par måneder forinden havde foranstaltet. "Hvad er præsternes og menighedsrådenes holdning til spørgsmålet om vielser af homoseksuelle og lesbiske i kirken," havde hun spurgt. Svaret ville da blive offentliggjort i det nye år – og derefter måtte sagen overlades i politikernes hænder. Det sidste førte ikke til noget godt…

Når Lyngby-sognepræsten, Jørgen Demant, om ’parret’, der ved vielsen (citat): ’inddrages i den inkarnatoriske bevægelse’ – ja, ’indsættes som bærere af Guds velsignelse’, så taler han (som hans medredaktør bevidner) om ’par af samme køn’. Og når præsten forklarer, at ’kysset og omfavnelsen måske er det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi’, så taler han om (som hans medredaktør formulerer det… citat): ’at Gud dermed faktisk giver, skaber, opretholder og beskytter og adler homoseksuel kærlighed’. Om denne lære (at Gud adler homoseksualitet ved den trinitariske velsignelse) kommenterer provst Eigil Saxe: "De fremlagte indsigter kaster nyt lys over en bibelsk og luthersk forståelse af vielsen og velsignelsen" (’høring’: 21. sept. 2010). Det vil sige, at disse gejstlige ikke anerkender Bibelens tale om synd – og hvis det er sådanne folk, som kammeradvokaten indkalder til forsvar for regeringens indførelse af loven om kirkelige homovielser, så understøtter han dermed deres lære om velsignelsen af det homofile samliv samt underkender Den Augsburgske Bekendelses tydelige henvisning til det medfødte ’begær’ som en del af den menneskelige natur. "Alle mennesker, som er forplantet på naturlig måde er født med synd," (hedder det i bekendelsen). Den tyske formulering: ‚…dass sie alle von Mutterleib an voll böser Lust und Neigung sind’ (at de er alle fra moders liv fuld af ondt begær og (syndige) tilbøjeligheder). Kirkefaderen Augustin brugte det ’svære’ latinske ord ’concupiscentia’, når han talte om ’begær’, og dermed mente han med ubestridelig sikkerhed ’det sanselige begær’. Nøjagtigt som det for eksempel udtrykkes med apostelens ord, når han udbryder: "Ligeledes vendte også mændene sig fra den naturlige omgang med kvinden og optændtes i deres begær efter hverandre, så at mænd øvede skamløshed med mænd" (Rom. 1:27).

*

Ikke blot Folkekirken men også de øvrige trossamfund, som i deres lære følger linjerne i den apostolske trosbekendelse, bør være opmærksomme på den udfordring, som homo-teologien stiller dem overfor. Ingen af de seks bekendelsesskrifter er særegne for den danske folkekirke, idet de fire første er overtaget fra den romersk-katolske kirke, og de to sidste (Den i år 1530 uforandrede overgivne Augsburgske Bekendelse samt Luthers lille katekismus) er udtryk for det i mange måder fælles protestantiske trosgrundlag, der blev antaget i Danmark ved Reformationen. Det vil med andre ord sige, at alt, hvad der er alle vegne benævnes protestantisk tro, bør rejse sig mod det overgreb, som en nyt tids teologer og pro-homo-politikere i fællesskab overalt i landet har gennemtvunget.

Bekendelsesskrifternes retlige betydning vil i 2016 blive udsat for en afgørende prøve. Vil de vise sig at være den eneste, sande rettesnor for kirkens sunde lære eller vil en afsporet doktrin vinde indpas? Vil f.eks. Helsingør Stifts triumvirat (bisp, provst og præst) kunne hæve sig over ’kirkens grundlov’ med tolkningen af et vielsesritual for homoseksuelle, der totalt har frigjort sig fra kirkens bekendelsesgrundlag? Vil en præst i folkekirken i denne sag kunne gøre sig til talsmand for, at Kristus inkarnerer sig i et ritual, der afsluttes med homoseksuelle og lesbiske pars bryllupskys – og derefter fortsat kunne hævde, at han ifølge præsteløftet ’beflitter sig på at forkynde Guds ord rent og purt’? Vil danske politikere være i stand til at foretage ændringer i den evangelisk-lutherske kirkes bekendelsesgrundlag uden først at have gennemført en grundlovsændring? Vil Danmarks dronning (set i bakspejlet) være i stand til at udstede en kongelig resolution til et kirkeligt ritual, hvis det strider mod majestætens eget lovbestemte bekendelsesgrundlag – og dermed er i strid med selve grundlovens fjerde paragraf? Er bestemmelsen om statens ’symbolforpligtelse’ (at skulle ’understøtte den evangelisk-lutherske kirke som sådan) af en sådan art, at ethvert lovforslag om indførelse af et ritual for homovielser må opfattes som grundlovsstridigt?

Dette – og meget mere – er, hvad den danske stat vil blive konfronteret med i Landsretten i 2016.

Man skulle tro, at Søren Kierkegaard var blevet præsenteret for Danmarks biskoppelige godkendelse af ritualet for homoseksuelle. I sit dødsår 1855 skriver han under overskriften: ’Det er oprørende’, følgende:

"At Ny Testamentes kristendom i virkeligheden udtrykker det, som er os mennesker mest imod, er en kendt sag. For jøderne må den være en forargelse og for grækere en dårskab. Det vil sige, at denne form (for sand kristendom) faktisk er indstillet på at ophidse folk til at tage afstand derfra! Så snart Ny Testamentes lære kommer på banen, er det signalet til det mest lidenskabelige had og den grusomste forfølgelse. En sag, som Ny Testamente ikke lægger skjul på; tværtimod! Bestandig hører vi Kristus sige til apostlene, at det, der vil ske, ikke bør give anledning til fald. "I må være forberedte på, hvad der venter jer," indskærper Han – og hvad apostlene selv fortæller vidner om, at dette var så sandt, som det blev sagt…

Kierkegaard fortsætter (og det synes som om han har forudset den vrede og modstand, som det vil vække, hvis nogle af Danmarks kristne taler stat og regering imod): "Det bør derfor ikke falde nogen ind (hvis vedkommende anser sig selv for at være en kristen) at blive vred på en borger, der er blevet gjort til genstand for folks had og forbitrelse ved at fortælle staten, hvad kristendom egentlig er. Tværtimod! Hvis vedkommende anser sig selv for at være en kristen, vil han finde det helt i orden (at der opstår forfølgelse)."

Kierkegaard slutter: "Hvad selv den mest forbitrede vil komme til at anerkende og selv finde oprørende er følgende: I slægt efter slægt har der iblandt os levet en hel familie af snyltedyr, der – som lærere i kristendom (og ved præsteløftet forpligtet på Det Ny Testamente) ernærer sig ved – under navn af kristendom – at prakke folk noget på, som blot er efter deres eget hoved. Dette sker på kongelig bestalling, hvilket er lige så latterligt som at ville legitimere sig som fårehyrde med en attest fra ulven…" (Øjeblikket nr.4, 7. juli 1855).

Vil kammeradvokaten i marts 2016 indkalde nogle af de teologer, som er fjender af evangeliet – men som i overensstemmelse med dette har fået ulvens blåstemplede godkendelsesattest?


TILBAGE