RETSOPGØRET
096

EN FORNUFTIG LØSNING

Politikerne er ikke teologer! Enkelte af dem er, med hensyn til forståelsen af ’de dybere ting i kristendommen’ – at sammenligne med den grå – stort set uvidende - befolkningsmasse, som de repræsenterer. Set fra den synsvinkel er de folkevalgte et udmærket eksempel ’på folkets stemme’.

Imidlertid er det et spørgsmål, om det – når det tages i betragtning, at staten er ansættelsesmyndighed for kirkens præster – ikke med rette kan fordres, at de ansvarlige politikere, embedsmænd og ministre søger at sætte sig lidt mere ind i det teologiske virkefelt, hvori deres ansatte er sat til at operere. For eksempel er det i øjeblikket aldeles afgørende, at lovgiverne selv søger at gennemskue, hvorvidt der er nogle af kirkens biskopper og præster, der åbenlyst og provokerende tilsidesætter folkekirkens bekendelsesgrundlag! I sådanne sager har ikke mindst kirkeministeren et overordnet ansvar – og det vil da ikke være ansvarligt blot ’at overføre tilsynet’ til de af kirkens ledere, der allerede selv har gjort sig skyldige i overtrædelser af samme art. (Sagt med andre ord: Man kan næppe bede én af ’systemets tilhængere’ om at kritisere systemet…eller mere direkte: Man kan næppe anmode en kætter om at afgøre om en anden kætter gør sig skyldig i vranglære!) Der må kunne findes en mere fornuftig løsning… og den ligger i – mener jeg – at folketinget og kirken, pressen og alle borgerne får dommernes ord for, om der her er sket et grundlovsbrud.

*

Lovgiverne er altså kommet på arbejde!

De er med hensyn til det kirkelige vielsesritual for homoseksuelle stillet overfor at skulle finde frem til en hensigtsmæssig, retfærdig, juridisk, politisk og fornuftig løsning på en konkret teologisk sag. Ja, de er udfordret til at skulle finde ud af, hvad der vedrørende det foreliggende emne er den rette lære, og hvad der er vranglære, hvad der er sandhed, og hvad der er løgn – og de kommer (hvad enten de har lyst dertil eller ej) til at beskæftige sig med den evangelisk-lutherske kirkes teologi – (og det i en benhård analyse af ret og uret, set ud fra Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter).

Det er noget af en mundfuld, og denne spise er ikke hverdagskost for de mænd og kvinder, som er sat til at skulle føre den daglige husholdning og det daglige regnskab for firmaet Danmark. Af den grund er det blevet lagt mig på hjerte at søge at forklare disse ’dybere ting’ på en måde, så at ’udenforstående’ kan finde ud af, hvad det drejer sig om. Det må være muligt at finde frem til ’den eneste fornuftige løsning’.

Lad mig starte med at omtale én af ’de vanskelige tekster’, som politikerne nu kommer til at slås med. Altså én af dem, der har givet teologerne hovedpine, og som gennem historien har kostet blod, sved og tårer.

Denne gamle tekst er nødvendig til en forståelse af hele sagen. Den er faktisk i stand til konstruktivt at ’opfange det problem’, som de danske politikere stilles over for i de kommende måneder… altså et godt stykke værktøj ikke blot til at skabe en mere åben dialogpræget samtale, ej heller for at opnå en dybere forståelse af troens verden men for simpelthen at søge indsigt i den retssikkerhed, som grundloven tilsiger den reformatoriske kristne kirke.

Den tekst, jeg har i tanke, er den allerførste artikel i Den Augsburgske Bekendelse. Det vil sige den første paragraf i den evangelisk-lutherske kirkes grundlov – dette uomstødelige skrift, som statskirken (med hensyn til alle kirkelige anliggender) hviler på, og som selv lovgiverne ikke har nogen ret til at anfægte. Teksten lyder – i sit lidt gammeldags ’dogmatiske sprog’ – således:

"Menighederne hos os lærer med fuld enstemmighed… at der er ét guddommeligt væsen, som både kaldes og er Gud: evig, ulegemlig, udelelig, af umådelig magt, visdom, godhed, alle tings, de synliges og usynliges, skaber og opholder, og at der er tre personer af samme væsen og magt og lige evige: Fader, Søn og Helligånd…"

*

Dette lærepunkt er ikke sluppet gennem den barske del af kirkehistorien uden skrammer. Det har været gennembanket på koncilernes og synodernes tærskepladser, og det må siges, at det er et mirakel, at der stadig er liv i det. På trods af sit yderst vanskelige, uforklarlige – ja, gådefulde indhold har denne artikel overvundet alle høje og mægtige storme og alle lave, underfundige anslag. Denne indre overvinderkraft er i sig selv nok til at bevise lærens guddommelige oprindelse og karakter. Apostelen siger jo: Thi alt det, som er født af Gud, sejrer over verden, og dette er den sejr, som har sejret over verden: Vor tro (1. Johs. 5:4).

I dag er disse få linjer i Den Augsburgske Bekendelse et hovedpunkt i den globale protestantiske kirkes lære, og det i en sådan grad, at kirken alle vegne og til alle tider nægter at anerkende dem som kristne, der fornægter denne første artikel.

Af samme grund er det vigtigt, at vore dages lovgivere omhyggeligt sætter sig ind i indholdet af disse få linjer fra det gamle, reformatoriske skrift. Gør de ikke det, beviser de sig dermed som værende uansvarlige til at bestride den høje post, som folket har givet dem – ja, de kan (uvidende om konsekvenserne) komme til at handle grundlovsstridigt mod kirkens tro og bekendelse… ja, de kan forbryde sig overfor den Gud, som netop dette bekendelsesskrift omtaler. Og dette er langtfra en fornuftig løsning.

Derfor erklærer de reformatoriske forfattere af Augsburger-bekendelsen (blandt disse er Martin Luther), at (citat): "de fordømmer alle kætterier, som er opstået mod denne artikel." I det efterfølgende augsburgske kætterkatalog indgår bl.a. Islam (der benægter, at Gud er tre) samt (citat): "dem, der opstiller snedigt og vanhelligt udtænkte talemåder om ordet og Helligånden."

Til disse sidste kættere (som ’opstiller vanhellige talemåder’) bør i dag indregnes vore dages homo-teologer.

Det er derfor min agt i det efterfølgende at søge at dokumentere, hvorledes disse, vor tids vranglærere, ved deres manipulerende forklaringer søger at fremme samlivsformer, som i Gudsordet tydeligt betegnes som vanhellige og klart defineres som synd – ja, de viger ikke tilbage fra at hævde, at Faderen, Sønnen og Helligånden – der (inkarneret i det ritual, som med den aronitiske velsignelse anvendes ved vielsen af homoseksuelle) – er levende og virkende til sted i den kirkelige handling, som foranstaltes ved lesbiske og homoseksuelle pars bryllup (’Kritisk Forum for Praktisk Teologi’ 120, s. 65).

Det kan blive svært for moderne mennesker at blive stillet overfor de gamle, gulnede bekendelsesskrifters myndighed. Ikke kun er folk nu til dags ikke vant til det gammeldags sprog – men det er heller ikke almindeligt, at de bliver tiltalt på den måde. De fleste i dag har den opfattelse, at de gør Gud en tjeneste ved at lytte til Hans ord, og præsterne står næsten med hatten i hånden og beder så mindeligt folk om at komme ind i kirken. Derfor klinger det fremmed for dem, når kirkens bekendelsesskrifter siger: "Dette er sandt og bør tros uden enhver tvivl!"

For det første bryder man sig ikke om, at nogen kommer og erklærer, at der er noget, der er sandt. Fra barndommen af er en ny slægt blevet gennem-indoktrineret med det slogan, at der ikke er noget, der er absolut sandt. Alt er relativt, og alt skal betragtes med den største tvivl og udsættes for den mest skeptiske ’kritiske analyse’. Derfor vil allerede de første linjer i den Augsburgske Bekendelse blive betragtet med afstandstagen. "Der er ikke noget, der er 100 % sandt," vil alle sige og tilføje: "Og der er ikke noget, som ’bør tros uden enhver tvivl’…"

Sådan vil parlamentets politikere forholde sig. Sådan vil de teologiske professorer tale – og sådan vil skolebørnene sige. Medierne, forretningsmændene, ministrene og embedsmændene – alle vil med én mund erklære: "Der er ikke noget, der er afgjort sandt, og som sådan er hævet over enhver tvivl!"

I dag, hvor homo-teologerne synger højest i dette kor, er timen imidlertid kommet til at afbryde koncerten med denne indvending: "De, der taler sådan, er ikke længere på kirkens bekendelsesgrundlag… og hvis de søger at indføre nogen lære eller noget ritual, fordi de som den evangelisk-lutherske kirkes præster tør hævde, at intet mere er fuldstændig sandt, og at intet mere (citat): ’bør tros uden den mindste tvivl’… så bør de vises udenfor, hvor de sammen kan blive enige med de gudløse om deres vantro og vranglære…

"Taler nogen," formaner apostelen, "skal han tale som Guds ord!" (1. Pet. 4:11). Det vil sige, at der er en form for myndig tale, som er uden slinger i valsen! Ny Testamente fortæller, at ’folkeskarerne var slået af forundring’, når de hørte Jesus tale, thi Han lærte dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge" (Matt. 7:29).

Midt i den forhåndenværende heksejagt, som finder sted for at få ram på de kristne, der bliver kaldt ’fundamentalister’, dukker kirkens bekendelsesskrift op og erklærer, at der eksisterer en absolut og urokkelig sandhed, som alle mennesker bør bøje sig for. I det følgende skal vi undersøge, hvad det er for en sandhed – og den enkelte kommer da til at vælge, om han vil tro det skrift, der taler med Helligåndens myndighed, eller om han vil følge farisæerne og de skriftkloge, som fortæller, at det ene kan være lige så godt som det andet! Hvilken er den mest fornuftige løsning?

I et brev af 21. september 2010 har en dansk teolog, der forsvarer det ritual, som søges indført i kirken for vielse af homoseksuelle, skrevet til stiftets evangelisk-lutherske biskop, at ’han er i god overensstemmelse med Luther’. Teologen tilføjer: "For en ordens skyld skal jeg lige gøre opmærksom på, at jeg ikke er fundamentalist. Jeg læser evangeliet under en åndelig synsvinkel."

I stedet for at henvise til de steder i Luthers katekismus, hvor han tydeligt giver til kende, at der med hensyn til ’at læse evangeliet’ ikke gives rum for megen ’åndelig synsvinkel’ (idet Skriften bogstaveligt taler for sig selv), vil jeg hellere fortælle om Martin Luthers holdning overfor de høje prælater.

Da Luther i oktober 1518 blev kaldt til samtale i Augsburg med den højærværdige kardinal, Kajetan, var det store spørgsmål, om han ville tilbagekalde de 95 teser, som han året forinden havde slået op på kirkedøren i Wittenberg?

Af de opslåede teser fremgår det, at Luther ikke betragtede vranglæren om afladshandelen ud fra nogen overordnet ’åndelig synsvinkel’. I den 27. tese skriver han: "De prædiker mennesketant, som påstår, at så snart skillingen klinger i kisten, farer sjælen i samme øjeblik ud af skærsilden." Luthers afvisning af afladsteologernes lære hviler helt og holdent på, at denne nye teologi ikke har noget skriftmæssigt bevis bag sig. Derfor kalder han det ’mennesketant’ (hvilket er et gammelt udtryk for ’menneskelig opspind’). Altså helt og holdent en lære, som bygger på lærdomme, der kun er menneskebud…

(Da de skriftkloge samlede sig om Jesus i Jerusalem, talte Han til dem med følgende barske belæring: "Med rette har Esajas profeteret om jer, hyklere, som der står skrevet: De fører lærdomme, som kun er menneskebud." Ja, Jesus henvender sig med den største ironi til datidens ’teologer’ med ordene: "Hvor smukt at ophæve Guds bud for at holde jeres egen overlevering… (Mark. 7:6-9).

Luthers holdning ville være den samme overfor vor tids homo-teologer, der ’ophæver’ det inspirerede Guds ord for at indføre deres egne fortolkninger.

Luther fortsætter i sin 32. tese med at erklære: "De vil – sammen med deres læremestre – fare til djævelen, de, som mener at være deres salighed vis på grund af afladsbreve."

(Apostelen Johannes forklarer, at han i et syn under sit eksil på Patmos så ’djævelen blive kastet i ild- og svovlsøen’. Han tilføjer: "Dér var også dyret og den falske profet!" (Åb. 20:10) "Afladsteologiens læremestre vil få samme skæbne," erklærer Luther, "de underviser folk om, at de kan være vis på deres frelse – uden forudgående omvendelse og afstandstagen fra synd."

… og nu skulle Luther (i den beretning, som jeg er ved at fortælle) møde den fornemme katolske kardinal, der ville befale ham at tilbagekalde disse ’hårrejsende påstande’. Hvordan kunne Luther, der af paven blev betragtet som ’en kætter af værste slags’, tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved Roms teologi? Hvordan kunne han driste sig at sige, at afladsteologerne ville få samme skæbne som djævelen? Og hvordan tør nogen i dag hævde, at det vil gå vor tids homo-teologer på samme måde?

*

"Hvordan gør man, når man skal stilles overfor en kardinal?" – Luther var ængstelig for at møde den fornemme, pavelige gesandt. "Skal man falde på knæ?"

"Selvfølgelig! … og ikke rejse sig før kardinalen har givet tilladelse dertil…"

Da Luther blev vist ind foran kardinalen faldt han straks på knæ, idet han ydmygt bøjede hovedet mod jorden.

Kardinal Kajetan betragtede den kutteklædte skikkelse. Der var et tilfreds smil på hans læber. Han sagde intet, men iagttog en tid den knælende munk. Efter flere minutters knugende stilhed, bød Kajetan dæmpet: "Rejs dig, Martin Luther!" Kardinalens stemme var mild, næsten uhørlig. Det var, som om, han talte til sig selv…

Den knælende skikkelse rørte sig ikke.

"Rejs dig, Martin Luther!" Kardinalen talte højere. Hans stemme blev mere bydende.

Luther var en grov, sachsisk bondesøn. I grunden en forknyt og samvittighedstynget sjæl. Hvordan kunne han stå oprejst overfor denne fornemme italiener: Den hellige kirkes ophøjede repræsentant, pavens personlige udsending?

Luther rejste sig. (Det ville blive en let sag at sætte denne tavse, forskrækkede klostermunk på plads. Han ville snart fremstamme sit ’revoco’: "Jeg tilbagekalder!" Hans 95 fordømte teser ville blive brændt, og hans mund ville fremover være lukket. Aldrig mere ville han vove at trodse afladsteologernes lære – den lære, som var blåstemplet af Rom, og som var nødvendig for, at den hellige St. Peters Kirke kunne bygges).

Kajetan ville gøre audiensen kort. Han var ikke kommet til Augsburg for at diskutere teologi med denne ulærde klosterbroder – men som Luther tøvende besvarede hans spørgsmål, og fortsat fastholdt, at han ikke ville tilbagekalde én eneste af sine 95 teser, blev kardinalen utålmodig. Han forsøgte med mildhed. Det hjalp ikke. Han forsøgte med hårdhed. Det hjalp heller ikke. En sær – og for Roms kardinal ukendt – overbevisning lyste ud fra munkens ansigt. Der var et eller andet over denne simple mand, der forblev fremmed for pavens udsending… noget, som denne Martin Luther syntes at have tilkæmpet sig, og som han nu ikke ville slippe.

Kardinalen rejste sig og trådte hen mod munken. Han råbte ikke men talte stadig med denne beherskede, slebne stemme: "Genkald!" Kajetan vendte sig og gik med faste skridt tilbage til stolen, han havde rejst sig fra. "Sig: ’Revoco’! eller forsvind og kom aldrig mere for mine øjne!"

Martin Luther bøjede sig og forlod rummet. Kardinalen stod forbløffet tilbage. De historiske dokumenter fortæller, at Kajetan i det øjeblik udbrød: "Jeg vil ikke mere tale med det bæst. Han har sådan nogle dybe øjne og sådan nogle underlige spekulationer i hovedet…"

*

Disse ’underlige spekulationer’, som Luther ’havde i hovedet’ kommer til syne i de fem bind med Luthers breve (som er blevet samlet og redigeret af De Wette). Det fremgår af disse, at (som Charles Hodge skriver): "Luther var drevet af en nidkærhed, der heftigt bekæmpede hans samtids 1) frafald fra Skriften, dens 2) ’private åbenbarelser’, og dens forkyndelse af 3) ’sandheder’, der ikke havde noget hold i Guds Ord" (Syst. Theology III, s. 484).

På samme måde ’vækker’ Guds Ånd mennesker i andre slægtled (Ezra 1:5): Folk, der ikke vil lade sig overtale af ’de høje kirkelige embeder’. Ja, som Luther betragter de ’syndernes omvendelse som det største mirakel, der kun kan forekomme ved forkyndelsen af Guds Ord (C. Hodge om Luther) – således bør kun de, der fastholder den samme lære, henvise til Luthers navn. "Vi er af Gud," citerer den store protestantiske teolog og fortsætter: "Den, som kender Gud, hører os; den, som ikke er af Gud, hører os ikke. Derpå kender vi sandhedens Ånd og vildfarelsens ånd" (1. Johs. 4:6).

Homo-teologernes påstand med henblik på vielsen af homoseksuelle par i kirken er bl.a. følgende: "Velsignelsen… har at gøre med den tætte Gudsrelation: Det er Gud, der er subjekt i velsignelsen" (Krit. For. 120, s. 64). Det vil på godt og jævnt dansk sige, at Gud, som er ’alle tings skaber og opholder’ (CA art 1), "er den, der tager initiativ til og handler ved det homoseksuelle bryllup – Ja, dersom ’Gud er subjekt’, da er der ingen anden end Ham, der får lov til at virke og sammenføje, når lesbiske og homoseksuelle par ’ved vielsen’ integreres i det kristne fællesskab."

"Dette siger Herren: Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end Mig" (Es. 44:6)… eller: "Jeg, Herren er den første, hos de sidste er jeg den samme" (Es. 41:4)… hvilket betoner, at dersom ’Gud er subjekt’, da tager Han hele ansvaret for den handling, som indføres samtidig med, at Han erklærer, at Han er uforanderlig’. "Jesus Kristus er den samme," erklærer Ny Testamente og tilføjer: "I går og i dag og til evig tid. Lad jer ikke føre på afveje af alle mulige fremmede lærdomme" (Hebr. 13:8).

Når det i Bibelens Skabelsesberetning hedder, at ’Gud skabte mennesket i Sit billede; i Guds billede skabte Han det, som mand og kvinde skabte han dem’ (1. Mose 1:27), så er det billedet af ’Skaberen og Opholderen’ (CA art 1), som her omtales. Når tillige både Gammel og Ny Testamente med én mund erklærer, at dette billede forbliver uforanderligt: (’som mand og kvinde skabte Han dem’) – da er det en formastelig forvrængning af Skriftens Gudsbillede, som finder sted, når skabelsens oprindelige parforhold (som homo-teologerne hævder det) udskiftes med et andet…

("De udskiftede Guds sandhed med løgnen," hedder det i apostelens beskrivelse af det homofile samliv, "de udskiftede den naturlige omgang med den unaturlige" (Rom. 1:23-27).

Netop Skriftens Gudsbillede af ’Skaberen og Opretholderen’ bør ifølge kirkens bekendelse (CA art 1) ikke forandres. Bibelens formaning om i den forbindelse ’ikke at blive ført på afveje af fremmede lærdomme’ (Hebr. 13:8) er i dag afgørende med henblik på homo-teologernes vranglære!

At hævde, at Skaberen i sin evige uforanderlighed er ’subjekt’ (den handlende) i et nyt vielsesritual for homoseksuelle er i modstrid med Den Augsburgske Bekendelse. At erklære, at der ved velsignelse af det homofile samliv (der i Ny Testamente beskrives som naturstridigt) forekommer ’en tæt Gudsrelation’ (Krit. For. 120, s. 64) er uforeneligt med Den evangelisk-lutherske kirkes bekendelsesskrift.

"Prøven er enkel," skriver Søren Kierkegaard, som fortsætter med at ’teste’ statskirkens beståen. Han forklarer: "Lad blot staten (og dette er det eneste, vi rent kristeligt forlanger og faktisk den eneste fornuftige løsning) forordne det sådan, at al kristen forkyndelse herefter ’privatiseres’. … og det vil snart vise sig, om der virkelig er så mange millioner kristne her i landet, der har brug for de mere end tusinde præster (med familie)?

Kierkegaard fortsætter: "Sandheden vil være, at der højest er brug for hundrede præster – og den pinlige realitet vil vise sig, at kun få af alle disse bisper, provster og præster er i stand til at overtage ’en privat praksis’.

Kierkegaard fortsætter med at bringe et billede fra sin samtid. "Det vil gå," skriver han, "ligesom da man ved eksamen indførte modersmålet i stedet for latin. Da blev reglerne faktisk skærpet. Nu kunne eksaminanden ikke længere dække sig under, at ’det var sproget’, der hindrede ham i at aflevere sin viden. På samme måde vil det gå på det religiøse område, hvis det hele privatiseres. Da bliver sagen anderledes alvorlig end dette tåbelige system med ’de kongelige embedsmænd’, der til syvende og sidst ikke engang tror på, hvad de selv siger, men blot udfører deres job som statens embedsmænd (lønnet af staten, beskyttet af staten, sikret respekt og agtelse … som kongeligt forordnede tjenestemænd!")

Søren Kierkegård tilføjer: "Det, der holder bedraget gående (hele den historie med ’et kristent folk’) er den almindelige dvaskhed og magelighed. Man vil helst bare blive i den gamle trummerum. Men det med de 1000 interessenter er nu ikke uden betydning; der er nemlig ikke én af dem, der ikke har en vis økonomisk interesse i at holde svindelnummeret kørende. Hvis dette ophæver, vil de fleste præster stå arbejdsløse, og de hundrede, der er i stand til at gøre en personlig indsats, vil hurtigt komme til at indse, at nu er det noget helt andet end den ’gamarche-tjeneste’, hvor staten havde sikret både avancement og lønforhøjelse, der løber op i adskillige tusinder…"

Søren Kierkegaard slutter med at anvende følgende illustration: "Hvis en mand spadserer med afmålte skridt og den største værdighed gennem gaden, får det en til at tænke, at der må være noget særligt ved denne person. Men hvis man så tilfældigvis får at vide, at forklaringen på hans afmålte, værdige skridt er, at han har ’fået lidt for meget’, bliver situationen opfattet på en anden måde. Da forstår man, at mandens afmålte, værdige gang er for at modvirke, at han ender i rendestenen.

Hvis denne mand bevægede sig lidt mere usikkert, kunne det højest fremkalde et smil – ja, måske ville man slet ikke lægge mærke til hans virkelige tilstand. Men ved at fortsætte med denne ’afmålte, værdige gang’, slipper han ikke for drillerierne. De spydige bemærkninger bliver mere og mere ubarmhjertige, eftersom han selv anstrenger sig for at bevare værdigheden.

På samme måde er det med gejstlighedens ophøjede tavshed. Det hjælper ikke længere med alle de mange forklaringer, mystificeringer og højtideligheder… thi først da bliver spydighederne interessante. Gejstlighedens virkelige tilstand kommer i fokus! (Øjeblikket nr.3, 27. juni 1855).


TILBAGE