RETSOPGØRET
097

DEN TREDJE STATSMAGT

En klassisk erklæring af den danske journalist og politiker, Viggo Hørup (1841-1902), hvis drastiske monument står opstillet i Kongens Have i København, omtales atter i den løbende debat om den kommende retssag mod to ministerier for grundlovsbrud. Hørup har – som en af dagbladet Politikens stiftere – sagt: "Ingen over – og ingen ved siden af Folketinget." Det fortælles om Hørup, at ’han var en sær blanding af roligt ræsonnement og ophidset begejstring. "Jeg ved ikke med hvilket tonefald, han har udtalt disse ord – men det er i dag en afgjort sag, at denne erklæring må falde til jorden! Der findes i Danmark i dag en tredje statsmagt: Domstolene – og det hævdes, at den fjerde paragraf i Danmarks Grundlov omtaler den fjerde statsmagt: kirken. Men hvad der end er gældende regel, så er det tydeligt, at det danske samfund styres af forskellige myndighedsområder – og hvad i øjeblikket viser sig på skærmen er, at i en aktuel kollision mellem folketing og kirke, vil ’den tredje statsmagt, domstolene, have det sidste ord.

Det vil sige, at det ikke på forhånd er givet, at dommerne i sagen om indførelse af kirkelige vielser af par af samme køn vil bøje sig for den ’lovgivers magt’, som Hørup forfægtede. Det er nemlig ikke lovgivers ret at vedtage en hvilken som helst lov, om hvilken der allerede på forhånd kan være berettiget tale om, at den er grundlovsstridig. Her gælder det imidlertid, at en dommer kun kan tilsidesætte den vedtagne lov om kirkelige homovielser (som grundlovsstridig) ’hvis denne lovs uoverensstemmelse med grundlovens tekst er sikker og utvivlsom’… og det (tør jeg påstå) er den! (citatet er fra Bent Christensens ’Højesteret’ bind 1, side 407).

Grundlovens 4. paragraf understreger (hvilket bør gentages og aldrig kan modsiges) at den danske stats enestående forpligtelse over for den reformerte, kristne lære (som er ubrydeligt forbundet med 1500-tallets revolutionære, protestantiske forkyndelse) i dagens Danmark stadig (både i går, i dag og i morgen) er en del af et faktisk eksisterende dansk, juridisk system! Det er åbenlyst og kan ikke benægtes, at netop denne grundlovs paragraf har en tæt forbindelse til en bestemt, kristen opfattelse af ’det etiske’ (i en aktuel sag) – men dette er dybest set og i denne forbindelse ikke det afgørende; det absolut centrale i den statslige forpligtelse, som er inkorporeret i denne grundlovsbestemmelse, er, at der her er tale om et retsligt system med ganske bestemte regler for, hvorledes denne grundlovsbefæstede statsforpligtelse (over for den tyske teolog, Martin Luthers, lære) er blevet en fast forankret national leveregel – og fremdeles bør forvaltes ’som sådan’ (§4)

Hvis nemlig lovgiverne har forvaltet den seneste lovgivning omkring denne grundlovsparagraf i overensstemmelse med ’den gældende procedure’ – så er deres lovgivning også (hvor umoralsk og umenneskelig den end måtte være i andres øjne) at betragte som ’gældende ret’! Lovgiverne skal i et demokratisk samfund ikke underkastes én eller anden ’løsagtig moraltest’ – nej, de skal underordnes en præcis, juridisk test, som i denne forbindelse er forbundet med selve den kortfattede men klokkeklare lovtekst, som indeholdes i de 14 ord, der er Grundlovens 4. paragraf. De danske, troende borgere, som lægger en sag med et dybt etisk indhold på dommerens bord den sidste torsdag i marts 2016, bør (for et kort øjeblik) lægge moralens briller til side, for dermed at gøre det klart, at her forventer de blot at der sker lov og ret – og de påstår med rigets forfatning i hånden, at staten har overtrådt Danmarks Grundlov.

Som eksempel på dette afgjorte forhold kan nævnes en betydelig omtalt dansk dom (som står refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, side 841), hvor Højesteret (til manges forbløffelse) underkendte den såkaldte ’Tvind-lov’. Denne for adskillige overraskende højesteretskendelse skete nemlig ikke – og burde heller ikke ske – ud fra (hvad der kunne have været tillokkende) moralske eller politiske overvejelser men udelukkende ud fra strengt juridiske betragtninger! Her fandt Højesteret, at lovgivernes ’Tvind-lov’ var ’i strid med procedurerne’, fordi folketinget (i sin lovgivning) var afveget fra at ’følge de generelle regler’ (hvilket er dets absolutte forpligtelse efter grundlovens 3. paragraf) men tillige havde taget konkret juridisk stilling til én enkelt sag, hvilket er og bliver domstolens rolle…

Det er nu et spørgsmål, hvorvidt lovgiverne (med hensyn til lovgivningen vedrørende vielser af par af samme køn) har ladet sig lede af ’andre forhold’ end den nøgne lovtekst! I så tilfælde bør den indførte lov (som det skete i Tvind-sagen) erklæres for ugyldig og vil da fremover ikke kunne anvendes…

Når apostelen i Romerbrevets første kapitel sætter ord på 21 ’forkastelige og usømmelige’ forhold, så taler han ikke om, at disse overtrædelser fortjener straf, fordi de er ’umoralske’ eller ’usømmelige’ – men udelukkende (som han anfører) ’fordi Gud i loven har bestemt, at lever man sådan, fortjener man straf’ (v.11). Det vil sige, at han i dette tilfælde fastholder lovens tekst.

I London har kristne sagførere samlet sig, for under banneret ’Christian Concern’ at hjælpe de borgere, som trækkes for retten af en militant homobevægelse. Deres resultater er slående og beviser, at det er både nødvendigt og gavnligt at stå op imod britiske Sodoma-dommere, der med de seneste bestemmelser i hånden kan fratage anderledes tænkende borgere hus og hjem. En sådan sag fra en lille landsby på Jyllands vestkyst blev for nogen tid siden omtalt på Ekstrabladets forside. Den burde være et opråb til kristne jurister i Danmark til at sætte disse overgreb på plads.

Ekstrabladet meddelte d. 10. okt. 2014, at godsejer Karl Nielsen fra Sig ved Varde nu var blevet tiltalt for, hvad der (ifølge bladets formulering) kaldtes for ’bøsse-racisme’. Bladet havde (erklærer det) ’fået aktindsigt i anklageskriftet mod godsejeren’, der for et år siden gav udtryk for, at landsbyen Sig ikke var (som det hedder i bladets artikel) ’parat til at modtage et bøssepar, der ønskede at blive forpagtere på Sig Hotel’. – Ifølge det anklageskrift, som bladet har skaffet sig adgang til, blev hotelejeren nu tiltalt for at have overtrådt lovbekendtgørelse nr. 626 af 26. sept. 1987, som drejer sig om ’forskelsbehandling’. Ifølge det samme anklageskrift stod hotelejeren herefter anklaget for ’at have afvist at ville betjene de to homoseksuelle på samme vilkår som andre’. Der fokuseres bl.a. på hans begrundelse, at ’Sig by ikke var klar til et homoseksuelt forpagterpar’. Anklagemyndigheden krævede godsejeren idømt en bødestraf. Spørgsmålet var imidlertid, om dette opsigtsvækkende anklageskrift ikke krænker Grundlovens § 73, der netop på det kraftigste betoner, at ’ejendomsretten er ukrænkelig’. Denne paragraf beskytter til fulde folks ejendom! Ordet ’ejendom’ skal (ifølge folketingets grundlovsforklaringer) ’forstås i meget bred forstand’… Et tilfældigt bøssepar kan (efter min opfattelse) således ikke (med en eller anden bekendtgørelse) ’ekspropriere’, hvad et Vestjydsk ægtepar har slidt og stridt for at opspare! Hotelejeren fra Sig ved Varde har en ret, som ikke kan forulempes af en tvivlsom tolkning af en lige så skrøbelig bestemmelse – om ’forskelsbehandling’.

Lovbekendtgørelsen nr. 626 af 26. april 1987 lyder i al sin enkelhed således: § 1: ’Den, som inden for erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed på grund af en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller seksuelle orientering nægter at betjene den pågældende på samme vilkår som andre, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder’. Tolkningen af denne lov bør (som i andre sager af samme art) være centreret omkring lovbekendtgørelsens hovedsag: ’betjenes … på samme vilkår’. Det afgørende ved den strenge ordlyd: ’samme vilkår’ må være, at hvis en person, der f.eks. vil forpagte et hotel, IKKE af ejeren kan godtages af ’en hvilken som helst grund’: (banklån, manglende administrative evner, uddannelse, den nødvendige ’karisme’, personlig renlighed, påklædning, sprogbrug) så er og forbliver ansøgerens vilkår’ ringe. De her omtalte ’vilkår’ er altså nøje knyttet til ejerens absolutte, ubestridelige og helt naturlige frihedsret til at forpagte sit hotel til hvem han vil! Hvis ejeren af et hotel i en lille landsby på Danmarks vestkyst har en ’indre aversion’ mod f.eks. at ville forpagte sin forretning til en person med en for ham provokerende ’kønsidentitet’, der kunne foranledige, at vedkommende optræder i én for hotelejeren absolut anstødelig og usømmelig påklædning, da bør hotellets indehaver hverken pålægges bøde eller spærres inde; han nægter nemlig ikke at betjene ansøgeren ’på samme vilkår’, som han ville betjene andre ansøgere (som han af andre grunde finder uegnet til opgaven). Han betjener netop den uheldige ansøger ’på samme måde…’

Der er Bibelens lære, at ’I alle tilfælde, hvor det drejer sig om uredelighed (vedr. ejendomsret) om en hvilken som helst sag (hvorom der rejses krav) skal (ifølge Skriften) begge parters sag bringes frem for Gud – og den, som Gud dømmer skyldig, skal give den anden dobbelt erstatning’ (2.Mose 22:9). Det forklares i den forbindelse, at den hebraiske grundtekst giver anledning til en mere rimelig oversættelse, som siger, at ’sagen skal fremlægges for Guds-dommeren’ (Elohim-dommeren) og den, som Gudsdommeren (Elohim-dommeren) kender skyldig, skal dømmes… "Hvad er en Gudsdommer?" (spørger folk i dagens Danmark) Det er en gudfrygtig dommer! Altså ikke en ’sodoma-dommer’ (Es.1:10)! Den sidste dommer fælder nemlig ikke dom efter lovens klokkeklare bogstav men (han dømmer) efter skjulte, personlige, irrationelle drifter, der styrer hans tanker, lidenskaber og begæringer. – "Dommere af den art," konkluderer vi, "gør sig mere og mere gældende – også i mellemfolkelige sammenhæng, hvor de i voksende tal deltager i lovgivningsarbejdet, der fra Bruxelles og Strassburg udsteder bestemmelser, præget af en sodomitisk Gender-ideologi, der overalt i Europa etableres med en rækkevidde, der når ud til de mindste landsbysamfund…

TILBAGE