RETSOPGØRET
098

SPÆNDINGSFELT MELLEM JURA OG MORAL

For nogle måneder siden havde jeg en god samtale med en førende jurist i København. Han er en troende mand, som klart og utvetydigt gav indtryk for, at han fandt det skete (indførelsen af lov om kirkelige vielser af par af samme køn) for en ’skændig handling’ og ’en hån mod kirken’ – men at han som jurist og sagkyndig på dette område kun kunne sige, at en sådan sag ikke havde levende chance for at blive vundet i det danske retssystem. "Den har ikke så meget som skyggen af en mulighed for at vinde gehør," erklærede han – "og den er (set fra et sagligt-juridisk synspunkt): ’tabt på forhånd!"

Efter meget bestemt og med eftertryk at have understreget dette forhold tilføjede han: "Men jeg er på den anden side overbevist om, at den indførte lov om kirkelige vielser af par af samme køn støder an mod grundlovens 4. paragraf, fordi den er i uoverensstemmelse med bekendelsesskrifterne – men dette sidste (fortolkningen af kirkens bekendelsesskrifter) bliver den store anstødssten." Han sluttede: "Ledende teologer vil blive indkaldt (bl.a. professorer fra universitetet) – og disse fortolkninger og vidnesbyrd vil komme til at veje tungere end noget andet argument!" Den venlige jurist (som indbød mig til at tale mere om denne sag) konkluderede: "Imidlertid kan en sådan sag have et selvstændigt formål: ’At bringe røre i andedammen, så at der bliver sat nødvendigt fokus på nogle afgørende spørgsmål, der absolut bør forsvares.

Overfor en sådan holdning må jeg anbefale troens stilling. Den lyder sådan: "… og uden at svækkes i troen kunne han se på, at hans eget legeme allerede var udlevet (han var nær ved de hundrede år) og at Saras moderliv var udlevet; på Guds forjættelse tvivlede han ikke i vantro, men han blev styrket i troen og gav Gud æren, fuldt forvisset om, at det, Gud har forjættet, har han også magt til at gøre…" (Rom.4:19-20).

Da Abraham stod over for sit livs udfordring, var han ikke et øjeblik bange for at se realiteterne i øjnene. Han havde allerede indset det umulige i det forehavende, som han havde gang i. Diagnosen var uomstridelig: Han ville på nuværende tidspunkt ikke være i stand til at få den søn, som Gud havde lovet ham. Hans biologiske muligheder for at kunne avle en søn var udelukket. (De var ’udlevede’; Abraham var for gammel) – og Saras muligheder for føde en søn kunne overhovedet ikke komme i betragtning (også hun var for gammel). I denne situation gik Abraham da en anden vej: ’Han tvivlede ikke på Guds løfte. Det ville have været vantro! Da Abraham valgte denne troens stilling, ’blev han styrket i troen’ – ja, ’han blev forvisset om, at hvad Gud har lovet, har Han magt til at gøre’ (v.21)… og dette, tror jeg, er den udfordring, som den kristne menighed i Danmark står overfor.

Hertil må jeg tilføje: "Hav Ham i tankerne på alle dine veje, så jævner Han dine stier" (Ordspr.3:6)… "Gå ad det lige spor, lad alle dine veje sigte mod målet" (Ordspr. 4:26).

Dette er to gode råd, som kong Salomon afleverer til en kommende slægt. De kloge ord står fast, at hvis der forekommer uventede ujævnheder og hindringer på vejen, så er den bedste løsning, at Herren – og ikke mennesker – bereder og jævner alle store og små stier. "Det vil ske," forklarer Jerusalems navnkyndige konge, "hvis den enkelte (og i visse tilfælde en menighed, bestyrelse eller et forretningsforetagende) ’har Herren i tankerne’ i alt, hvad der planlægges og foretages. Krogveje og den tomme aktivitets blindgyder er udmattende for den oprigtige sjæl. Derfor lyder formaningen: "Gå ad det lige spor" (4:26). Grundteksten siger: "Bøj ikke af til højre eller venstre," hvilket vil sige, at der lægges vægt på den enkeltes agtpågivenhed. Sigtet er det vigtigste: Målbevidstheden! Kaldet! Lydigheden overfor Herrens tale (’uden bidsel for at man skal lystre’… Jak.3:3) … alle store og små stier skal sigte mod målet!

’De 300’ har med den berammede marts 2016-retssag for øje måttet erkende, at deres stævning af de to regeringsministre udvikler sig til et underligt spændingsfelt mellem jura og moral. Det er imidlertid ikke første gang, at spørgsmålet om indholdet af et juridisk system og begrebet moral har givet anledning til filosofiske overvejelser. Er f.eks. spørgsmålet om ’sædelighed’ eller ’usædelighed’ i landets nationalkirkes gudsdyrkelse en del af den 4. grundlovsparagrafs indhold? Er grundlovens 4. paragraf sandt tolket, hvis den ikke tager kirkens bekendelsesskrifters moralske aspekt med i billedet? Dette er – sådan oplever den jævne borger det – sagen i en nøddeskal, og det har også han sin uforbeholdne mening om!

Danmark er et kristent land!

Hvorledes kan et sådant politisk idégrundlag omsættes til virkelighed? Det kan ikke udelukkende ske ved en politisk indsats – og en sådan vision kan aldrig føres ud i livet udelukkende ved et verdsligt betonet initiativ. Det siger sig selv, at hvis et sådant regeringsgrundlag skal ’komme ned på jorden’, så må det kristne evangelium prædikes! Intet menneske kan blive en kristen uden at høre og personligt tage imod evangeliet om Kristus, og intet land kan fremstå som en kristen nation, uden at dette evangeliums forvandlingskraft ved Guds nåde har fået lov at udvirke sit livsforvandlende mirakel i en hel befolknings liv!

Med Danmarks Grundlovs 4. paragraf er der åbnet for utallige muligheder for at omsætte et smukt ideal til en politisk strategi (der netop ’understøtter’ kirken i dens åndelige bestræbelse på, at få sandhedens ord bragt til et vildført og åndeligt misrøget folk. – Ikke alle er positivt indstillet over for en sådan udvikling; de bryder sig ikke om begrebet: ’Danmark er et kristent land’, og de er indstillet på at ville modarbejde det ved at bringe andre ideologier til tavs. De mener, at den forhåndenværende situation fungerer udmærket, og det ærgrer dem, at en dansk regering kan finde på at skabe et sådant regeringsgrundlag…

Den 4. paragraf i Danmarks Grundlov kan bl.a. ud fra disse etiske forudsætninger ikke ændres fra den ene dag til den anden. Derfor kan en regering ikke i sine lovudkast undlade at nævne, hvorledes disse (i alle detaljer) forholder sig til rigets overordnede forfatning. Når nu kirkens bekendelse tillige erklærer, at staten ikke har nogen beføjelse til (som det hedder i den tyske oversættelse): ’at vælte sig ind på kirkens myndighedsområdet’ (CA artikel 28:12: ’hineinwerfen’) så mangler den danske stat det absolut nødvendige mandat til i kirken at indføre en ny ceremoni, der fuldstændig ændrer kirkens opfattelse og lære om ægteskabets guddommelige indstiftelse. I februar 2012 er den daværende regering blevet gjort opmærksom på (både i pressen og i et samrådsmøde på Christiansborg) at ’en eklatant fejl’ er begået i proceduren til lovforslaget om kirkelige homovielser. Denne sag er indtil nu blevet ’gemt hen’ – men bør komme frem i lyset.

Tidligere kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech, skrev d. 10 feb. 2012 i Kristeligt Dagblad, at hendes efterfølger, daværende kirkeminister, Manu Sareen, ’havde pligt til i et lovforslag at gøre rede for de spørgsmål, som Grundloven rejser. "Det er ikke sket i udkastet til lov om ægteskab for homoseksuelle." Hun tilføjer: "Det er en eklatant fejl, som justitsministeriets lovafdeling bør belære regeringen om." Denne ’yderst bemærkelsesværdige fejl’ (’eklatant’) bør nu bringes frem i lyset. Hvis den ene kirkeminister siger om den anden, at en fejltagelse (som endog justitsministeren og hans jurister bør se nærmere på) har sneget sig ind i forbindelse med det kontroversielle ’lovforslag om ægteskab for homoseksuelle’ så kan en sådan ’omgåen af lovens krav og ministerens forpligtelse’ ikke forblive i ubemærkethed. I sit indlæg i Kristeligt Dagblad fortsætter den tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech med følgende: "Grundlovsspørgsmålet (i forbindelse med lovudkastet til kirkelige homovielser) synes regeringen som nævnt slet ikke at være optaget af. Tværtimod er dette lovudkast det tyndeste, man kan se for sine øjne. De mest elementære krav til et lovforslag er ikke opfyldt. Ministeren slutter: "Det er klart, at folketinget må forfølge denne sag. Det er da helt afgørende at få at vide, om vi har en regering, der blæser på grundloven." – Dette sidste har folketinget ikke gjort. Derfor må borgerne tage sagen i deres egen hånd og stille staten for retten…

Den 4. paragraf i Danmarks Grundlov omfatter en beslutning om statens forhold til kirken, der hviler på folkets suveræne stilling i denne sag. Derfor må borgerne egenhændigt gribe ind, hvis folketinget ikke efterjager en ’eklatant fejltagelse’, som er forbundet med et lovudkast. Netop grundlovens 4. bestemmelse fastholder forfatningens soleklare og gennemgående princip for ’magtens fordeling’. Den fastsætter sort på hvidt de styrendes såkaldte ’kompetence’ (eller mangel på samme), når det drejer sig om statens fordring med henblik på indførelsen af et nyt og hidtil ukendt vielsesritual i kirkens ritualbog. – Imidlertid har i et demokrati en sådan ’4. paragraf’ kun mening, livsindhold og mulighed for virkeliggørelse, hvis borgerne (hvor staten svigter) har lov at sige deres mening. Dette sker nu i en kommende retssag (berammet til marts 2016), hvor to af regeringens ministerier bør fastholdes indenfor den legale ramme, som er fastlagt af folket og dets repræsentanter, for at en mere eller mindre totalitær statsmagt ikke skal gribe tøjlerne og invadere kirkens grundlovsgivne myndighedsområde. "Du skal vide," siger apostelen til en af Kristi disciple, "hvordan man skal færdes i Guds Hus – det er den levende Guds kirke, sandhedens søjle og grundvold…" (1.Tim.3:15).

Apostelen giver klare påbud til menighedens medlemmer, hvis (som han skriver): ’det trækker ud med hans komme’ (1.Tim.3:15). Han er sig bevidst, at det er vanskeligt for de troende at ’holde kursen’ (3:15) og ’fastholde sandheden’, hvis ikke de vedblivende og til stadighed får en omhyggelig undervisning fra Guds Ord. ("De glubske ulve lurer i mørket, og hvor et enligt lam forvilder sig, er det fortabt"). Derfor opfordrer apostelen de hellige til (på en særlig måde) at gøre sig klart, hvorledes (citat): ’man bør færdes i Guds Hus’ (3:15). – Det sidste (som tydeligt henviser til, at ’ikke alt er tilladt’ i de helliges forsamling) er med den stærkeste betoning nærmere defineret af apostelen. ’Guds Hus er den levende Guds kirke, sandhedens søjle og grundvold’. Med den forklaring er det udelukket, at en verdslig regeringsminister skal forklare Kristi menighed, hvad ’der er tilladeligt i Guds kirke’. Hvis nemlig kirken i sig selv er både ’sandhedens søjle og grundvold’ – så kan den ud fra sin egen indsigt forklare, ’hvordan man bør færdes i Guds Hus. Dertil behøver den ikke statens embedsmænds hjælp.


TILBAGE