RETSOPGØRET
099

PROTESTANTISMENS RETTE BØRN

Den Københavnske Bekendelses første artikel lyder sådan: "Den Hellige Skrift, som kaldes Canonica Scripture er ene og alene én fuldkommen regel at leve og lade sig styre af.

På det område, som denne første artikel berører – nemlig at finde frem til bare én ’fuldkommen regel og lov at leve efter’ hersker der i dagens Danmark ulyksalige tilstande. Folk i almindelighed aner intet om, hvad det betyder at ’søge efter nåde og salighed fra Gud’. På netop dette område er der i hele det danske samfund brug for en gennemgribende reformation! Hvis reformationens kirke derfor ikke bringes ’Den Hellige Skrift’ ind i dette knugende hedningemørke, så skal de ej heller noget sted i vort land (eller andre steder i verden) ’fejre Luthers Wittenberg-bekendelse! I det tilfælde bliver det bare en række gallaforestillinger, hvor man med fest og fyrværkeri fortæller hinanden om reformatorernes kampe, lidelse og død – uden selv at ville røre en finger for at bringe de troende ind i en hjertets efterfølgelse. Imidlertid vil der være mennesker ud over det ganske land, som vil være ramt i deres samvittighed. Her findes også i Danmark oprigtige mænd og kvinder, som ’af naturen gør, hvad loven hævder’. Den står simpelthen skrevet i deres hjerter (Rom.2:14-15) – og disse vil rejse sig og dermed bevidne, at de er protestantismens rette børn.

Den Københavnske Bekendelse f.eks. lyser af selvstændighed! Dens stærke fremhævelse af, at Skriften er og forbliver menneskers eneste ledetråd og ’det almindelige præstedømme’ er den nye kirkeorden, er en ny tids udfordring. Med det mest frimodige sprog tager Den Københavnske Bekendelse skarp afstand fra Romerkirken. Nøjagtig de samme principper gælder i dag. Ved netop at fremhæve forståelsen af den højkirkelige åbenbaring, som Helligåndens lys i en ny nats afgrundsmørke kaster over Skriftens blade, bør en ny dags reformation – i det mest frimodige sprog – tage uforbeholden afstand fra den falske del af landets evangelisk-lutherske kirke.

Det er således helt klart, at den Ritzau meddelelse d. 14. marts 2012, om de kirkeansatte og de forskellige menighedsråd, der nu åbenlyst og i fuld offentlighed udtalte ønske om at slippe for at skulle deltage i vielser af homoseksuelle, har vakt opsigt i kirkeministeriet. Man havde allerede efter de 1738 høringssvar drøftet sagen, og der kan på det tidspunkt umuligt have været spontan enighed om, at alle disse organister, gravere, kirketjenere og andre kirkefunktionærer kunne man bare ’sende et afslag’. Der må helt sikkert blandt ministeriets jurister have hævet sig røster, hvorvidt det var helt lovligt at ’sige blankt nej’ til de mange ansatte kirkemedarbejdere. "De er trods alt understøttet af mere end 150 præster," må nogen have sagt, og så har man efter alt at dømme taget menighedsrådsloven frem igen for at studere dens indhold. Hvis dens 38 paragraf sagde, at et afslag på kirkefunktionærernes samvittighedsprægede anmodning var lovlig, så var der ikke så meget at tale om, men hvis lovens tekst på en eller anden måde gav dem ret, så var der god grund til at indkalde til ’krisemøde’, hvor man i hast måtte finde ud af, ’hvad det lige er, vi gør nu’?

Den danske menighedsrådslov § 38, stk. 2 og 3 lyder med sin ordknappe tekst sådan: "Præsten skal have menighedens samtykke til, at der ved faste gudstjenester eller kirkelige handlinger anvendes en anden autoriseret liturgi eller andre autoriserede ritualer end dem, der hidtil er anvendt i menigheden" samt (stk.2) "at der ved gudstjenester eller kirkelige handlinger foretages mindre ændringer i liturgi og ritualer… end de autoriserede."

Kirkeministerens stilling er denne (citat): "Det teologiske ansvar for gennemførelse af en kirkelig vielse påhviler præsten… Kirkefunktionærer har ikke som præsterne et gejstligt og læremæssigt ansvar i forhold til udførelsen af kirkelige handlinger… der er alene tale om, at kirkefunktionærerne på forskellig vis medvirker til, at handlingen gennemføres, sådan som den er tilrettelagt af præsten. Kirkefunktionærer har generelt pligt til at medvirke ved gudstjenester og kirkelige handlinger, uanset om de deler præstens teologiske opfattelser eller ej.

Da medlemmer af folkekirken har ret til at få foretaget en kirkelig handling i deres sognekirke, enten ved kirkens præst eller ved en anden præst i folkekirken, vil det være uacceptabelt, hvis én eller flere kirkefunktionærers holdning til en bestemt kirkelig handling skulle kunne få indflydelse på, om den kirkelige handling kan gennemføres eller ej.

Hvis et menighedsråd ønsker, at en kirkefunktionær fritages for at medvirke i en gudstjeneste eller en kirkelig handling, kan dette kun ske efter menighedsrådets beslutning og på grundlag af arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet. Og menighedsrådet vil under alle omstændigheder være forpligtet til at sørge for afløsning for kirkebetjeningen således, at præsten kan gennemføre gudstjenesten eller den kirkelige handling, som den faste kirkebetjening er fritaget for" (citat slut).

Tidligere kirkeminister Manu Sareens, påstand, at det nye vielsesritual udelukkende er at betragte som ’et supplement til’ vielsesritualet mellem en mand og en kvinde, bør ses i dette lys: Hvad er forskellen på 1. ’at sætte i stedet for (som er menighedsrådslovens advarsel) og 2. ’at supplere. Det første udtryk ’i stedet for’ finder en god forklaring i den engelske betegnelse ’instead of’, der (i Websters Dictionary) får følgende udredning med på vejen: ’an office, place or function ordinarily occupied or carried out by someone or something else’ (altså: ’et embede, sted eller en funktion, som oprindelig er optaget af – eller udført af - noget eller nogen anden’). Det andet udtryk ’at supplere’ har rod i det franske udtryk ’supplement’, som (ifølge Gads leksikon) står for betydningen: ’Hvad der føjes til for at gøre det fuldstændigt’. Lad os se på ministerens forklaring, at det nye vielsesritual ved ægteskabsindgåelsen af par af samme køn ikke er (hvad menighedsrådsloven forbyder) ’i stedet for’ det oprindelige ritual mellem en mand og en kvinde; nej, det er (hævder ministeren) ’et supplement’… hvilket altså vil sige, at det homoseksuelle ritual ikke indtager den plads i gudstjenesten, som oprindeligt ’var optaget af’ et andet ritual – nej, det nye homo-ritual er en ’tilføjelse’, med det ene formål at gøre det allerede eksisterende ritual fuldstændigt…

Aldrig før i Danmarks historie er det sket, at en ny, verdslig regering i sit regeringsgrundlag har erklæret: "Danmark er et kristent land." For landets troende og forskellige kirkeretninger betyder det, at de mere end nogensinde bør efterkomme den apostolske befaling: "Bed for konger og for alle i høje stillinger, så vi kan leve et roligt og stille liv i al gudfrygtighed og agtværdighed" (1.Tim.2:2). Hertil kommer, at netop dette regeringsgrundlag stemmer overens med den formålsparagraf, som 300 borgere formulerede, da de for et par år siden samlede sig for at stå vagt omkring Danmarks grundlovs 4. bestemmelse, der på godt dansk indebærer samme erklæring.

Det bemærkelsesværdige og dybest set forunderlige ved Danmarks Grundlov er, at den træder frem som en lyslevende moralsk person, der i sin egenskab af at være nationens øverste og absolut supreme regel erklærer, at ’Danmark er et kristent land’. Denne proklamation, der på det seneste er blevet formuleret som selve regeringens regeringsgrundlag, er allerede for mere end halvandet århundrede siden blevet støbt – og siden i sin oprindelige udformning blevet fastholdt – af folket selv. Grundlovens fædre fastsatte i forfatningens 4. paragraf rammerne for de styrendes magt, hvad angår kirkens stilling og dennes holdning til blandt andet de fundamentale begreber, der har at gøre med ægteskab og familie. Grundlovens 4. bestemmelse udråber folkets ubrydelige rettigheder med hensyn til den (i nationens historie dybt forankrede tro og lære), hvad angår kirkens forkyndelse om ægteskabets og familiens betydning. Den samme grundlovsartikel fastsætter grænsepælene for det nøje afmålte rum, som er og forbliver utilgængeligt for statens indgreb – nemlig: Borgernes hårdt tilkæmpede trosfrihed! Grundlovens 4. paragraf erklærer med fortsat ’juridisk gyldighed’, at ’Danmark er et kristent land, hvilket bør fremstå som den altafgørende faktor i statens moralbegreber i dens forhold til kirken.

Den 4. paragraf i Danmarks Grundlov fremhæver og understreger den fundamentalt vigtige adskillelse af magten, som er selve grundlaget for et hvilket som helst demokratisk styre. Den præciserer, at staten og kirken er to forskellige myndighedsområder. Med ordene: ’Kirken skal understøttes af staten’ angiver denne paragraf, at den ene absolut selvstændige og adskilte part, staten, skal understøtte den anden uafhængige (og i sig selv hvilende) part, der benævnes som ’folkets kirke’. Ordet ’understøtte’ angiver altså, at ’fyrsten’ (for at benævne regeringen eller ’de styrende’ med denne lidt gammeldags men stadig fornemme titel) i dette specielle ’paragraf-4-tilfælde’ identificerer sig så meget med kirkens lære, at han (fyrsten) – ’som sådan’ – tilsiger den (kirken) sin uforbeholdne støtte.

Den omtvistede 4. paragraf i grundloven forudsætter altså en særlig betonet konformitet (vedrørende kirkens præcise opfattelse af lære og livssyn) mellem de to parter (magthaverne og folket, som har givet dem denne myndighed). Denne på forhånd givne ensartethed i lære og livssyn er ikke overladt til tilfældighederne men er (hvad angår statens forhold til kirken) blevet befæstet som en operativ stadig gældende grundlovsregel! Denne grundlovsbestemmelse er ikke til debat men står nedfældet som én til alle tider gældende garanti og forbliver som sådan en uopløselig del af trosfriheden! De, som politisk søger at ændre dette forhold, må altså enten omstyrte grundloven eller (hvis de under de givne omstændigheder lovgiver på anden vis) betragtes som grundlovsovertrædere.

Den Augsburgske Bekendelse erklærer tydeligt, at ’den kirkelige og den borgerlige magt ikke bør sammenblandes’ (artikel 28. stk.12). Den tyske tekst anvender endog udtrykket: ’… bør ikke sammenblandes eller slynges ind i hinanden’ (’nicht ineinander mengen und werfen’). "Den kirkelige magt har sin bemyndigelse til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne" fortsætter bekendelsen. "Den må ikke bryde ind på et fremmed myndighedsområde. Kirkens fornemste bekendelsesskrift (CA= Confessio Augustana) præciserer med henblik på betegnelsen ’myndighedsområde’ i sin latinske tekst, at der dermed tales om et ’mandat’ (Ecclesiastica suum mandatum habet… stk.12), hvilke på godt dansk vil sige, at ej heller staten kan tillade sig at bryde ind på områder, hvor den ikke har ’mandat’ dertil. Det drejer sig (erklærer CA) om mandatet til ’evangeliets forkyndelse’ og om ’administrationen af de rituelle handlinger’ (f.eks. ’vielsesceremonien’), hvor staten (som det er tilfældet) ikke pludselig og efter forgodtbefindende kan indføre ’et andet ritual’.

Den 67. paragraf i grundloven taler om ’at dyrke Gud’. Derfor må man nøje holde sig for øje, at når den homoseksuelle vielse flyttes fra Rådhuset til Kirken, så kommer netop spørgsmålet om ’gudsdyrkelse’ ind i billedet. På rådhuset er vielse af par af samme køn ikke forbundet med gudstjeneste; det er derimod tilfældet i kirken, hvor der til formålet nødvendigvis må og bør udfærdiges et religiøst ritual. For at et sådant ritual kan udformes, må det nødvendigvis formuleres ifølge en speciel lære. Denne lære indebærer retningslinje ikke kun for den rette verdslige livsførelse – men selve den i grundloven anførte specifikke gudsdyrkelse. Grundloven erklærer nemlig, at et sådant ritual, hvis det skal udføres i folkekirken, absolut og uden nogen form for afvigelse alle vegne og til hver en tid udelukkende bør bygge på den evangelisk-lutherske lære. Der må ikke læres eller foretages nogen kirkelig handling eller anden form for gudsdyrkelse, som på noget tidspunkt afviger fra at bygge på denne lære. Den 67. grundlovsparagraf beskytter ’dyrkelsen af den religion, som er nævnt i den fjerde paragraf’. Spørgsmålet er derfor, hvorvidt den homoseksuelle, kirkelige vielse med den lære, som er bag, er det ritual, der anvendes, forbliver at være beskyttet af denne grundlovsparagraf?

Ifølge samme § 67 i Danmarks Grundlov ’har borgerne ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning’, anses for at være af en så værdsat og respekteret værdi, at den beskyttes af landets konstitution. Samfundet og øvrigheden er sig bevidst, at mennesker, som er drevet ikke blot af en politisk overbevisning, men er motiveret af en religiøs overbevisning, hverken kan eller bør hindres i deres målsætning og forehavende, så længe deres virksomhed befinder sig inden for lovens grænser. At borgerne ’har ret til at forene sig’ betyder, at de har lov til at organisere sig – selvom dette kan føre til magthavernes undergang. Dette bør de troende benytte sig af så længe det er dag, thi – siger Skriften – "der kommer en nat, hvor ingen kan arbejde" (Johs.9:4). Af den grund bør ingen tøve med at tage anledning af den frihed, som Danmarks Grundlov giver på nuværende tidspunkt. Det er både uklogt og uansvarligt, om de troende ikke ’forener sig i samfund’ (eller foreninger) for i et velorganiseret forsvar at stå de nedbrydende kræfter imod, som vil ødelægge livsmulighederne for en kommende generation.

Når det forklares i folketingets udsendte hefte, at ’folkekirken er evangelisk-luthersk’, så er det helt i overensstemmelse med Grundlovens egen tekst! Den fjerde paragraf siger nemlig: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke." Spørgsmålet, som står tilbage, er imidlertid dette: Er folketingets forklaring i harmoni med folkekirkens aktuelle situation? Er den forhåndenværende virkelighed (hvad angår kirkens liv og lære) i samklang med grundlovens tekst, og er lovgivernes her angivne grundlovserklæring i overensstemmelse med de nøgne realiteter? Med andre ord: Er den danske folkekirke evangelisk-luthersk? Eller for at sige det ligeud: Er lovgivernes 2012-lovpåbud om, at kirkens døre overalt skal åbnes for vielse af par af samme køn et klart og tydeligt udtryk for den evangelisk-lutherske lære? Hvis dette er tilfældet, så er både folketing og folkekirken evangelisk-luthersk! Hvis det imidlertid ikke er tilfældet, er både folketing og folkekirkens bisper lovovertrædere. De har forbudt sig mod Danmarks Grundlov.

Hvis dette sidste (at både regering og kirkens ledelse har krænket grundloven) er det sande billede på situationens alvor, så bør både de lovgivere og de bisper, som har forøvet denne ugerning, stilles til ansvar for deres handlinger…

Hvis det er tilfældet, at netop de lovløse kræfter, som står omtalt i Ny Testamente, nu søger ’at tage sæde i Guds helligdom’ (2.Thess.2:4) – så påpeger apostelen med det samme den kraftige modstand, der nødvendigvis og med det samme må rejse sig mod dette uvæsen. Han siger: "Også nu ved I, hvad der holder igen, så han (den lovløse, Antikrist) først kan åbenbares, når hans tid er inde" (v.6). Han fortsætter: "Thi lovløshedens hemmelighed er allerede i virksomhed, kun må den, som nu holder igen, først fjernes" (v.7).


TILBAGE