RETSOPGØRET
100

MINISTERENS AFSLØRENDE NOTAT

Tidligere kirkeminister Marianne Jelved skrev i marts 2015 et notat til Folketingets kirkeudvalg, hvori hun gjorde opmærksom på, ’at ingen i forbindelse med lovændringen tilsyneladende havde overvejet forholdet mellem ændringen af CPR-loven og den lovfæstede ret, som præsten i folkekirken har til at undlade at vie par af samme køn’.

Med henblik på dette notat skriver den tidligere kirkeminister: "Hvis der som følge af ændringen af CPR-loven om juridiske kønsskifte skulle opstå konkrete problemer for par, der ønsker kirkelig vielse ved en præst i folkekirken, vil jeg drøfte sagen med biskopperne."

Det lidt højtravende ’ministerielle sprog’ kan (oversat) forstås således: "Der er ingen – hverken minister eller hans højtuddannede, højtbetalte embedsmænd – der (med henblik på indførelsen af kirkelige homovielser) har skænket det en tanke, at dette kunne få alvorlige (på det tidspunkt ’ukendte’) konsekvenser for den stakkels præst, der samvittighedsfuldt skal foretage en sådan vielse. Hvis han nægter at gøre det, er det en ’embedsvægring’, og han vil blive straffet derfor. Bisperne har (med Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen i spidsen) erklæret, at ’præsterne ikke kan tillade sig at have religiøse skrupler i den henseende…" Som det store protestantiske reformationsjubilæum i 2017 nærmer sig, er det øjeblikket for Danmarks protestantiske kristne at forsvare Danmarks Grundlovs 4. paragraf. I den er inkorporeret ’det protestantiske princip’.

Sct. Bendts kirke i Ringsted blev lørdag d. 28. august 2015 den første kirke i Danmark, hvor to transkønnede personer blev gift. Det var sognepræst Henrik Fuglsang-Damgaard, der forestod vielsen af de to kvinder, der begge er født som mænd. "Det er en fin beslutning, de to har taget," siger præsten og tilføjer: "Jeg tror, at Vorherre sidder oppe i sin himmel og glæder sig over, at de to har fundet hinanden."

"Præsters ret til at afvise at vie homoseksuelle gælder ikke, hvis den ene af de to mænd har skiftet køn juridisk," fastslår Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen.

I et brev til den tidligere kirkeminister, Marianne Jelved, konkluderede Københavns biskop i marts 2015, at (citat): "Et såkaldt juridisk kønsskifte falder således efter biskoppernes opfattelse ikke ind under det område, hvor en præst kan have sådanne religiøse anfægtelser ved at skulle foretage en vielse, at biskoppen skal tage stilling til, at præsten bør fritages for at forestå vielsen."

Marianne Jelved skrev på den tid det omtalte notat til Folketingets Kirkeudvalg, hvor hun gjorde opmærksom på, at en sådan situation, var der tilsyneladende ingen, der havde overvejet, da loven blev gennemført.. hvilket atter beviser, at loven om kirkelige homovielser indebærer konsekvenser, der beviser denne lovs antikristelige indhold!

*

De otte folkekirkelige organisationers modstandsskrift med titlen: ’Kærligheden glæder sig ikke over uretten’ er et vigtigt dokument, der er vedlagt som ’bilag’ i den stævning, som påstår, at den danske stat har brudt Danmarks Grundlov ved i 2012 at have iværksat ’lov nr. L105 og L106’ om kirkelige vielser af par af samme køn. Det er et skrift, som fra første linje erklærer, at dette mageløse statsovergreb er en begivenhed af historisk dimension, og derfor – som sådan – bør sættes under Danmarks Grundlovs og kirkens bekendelsesskrifters skarpe og gennemtrængende lys! Der vil utvivlsomt i en konstitutionel og kirkehistorisk sag af denne art blive fremført mange modargumenter – men de vil alle med en fast bibelsk holdning og en sikker dokumentation kunne imødegås med den overbevisende argumentation, som de 95 siders ’oprørsskrift’ indeholder. Med en sådan betegnelse (’oprørsskrift) forstås almindeligvis en eller anden form for ’ekstrem partisanvirksomhed’ – hvilket i dette tilfælde langt fra er tilfældet! Skriftet fastholder en saglig tone og et behersket ordvalg, som er værdigt for et indlæg af denne art.

Det er tidligere blevet forklaret, at der på dommernes bord, (når retssagen mod den danske stat løber af stabelen) vil ligge tre bøger! Disse tre bøger, hvoraf Bibelen ligger øverst, er såkaldte ’bilag’ til de digre lovsamlinger, som der i den foreliggende sag skal henvises til. Imidlertid fremlægges også et fjerde værk! Det er et samlet ringbånd bestående af 95 A4-ark, som kort før århundredeskriftet blev udarbejdet af otte folkekirkelige institutioner med den udfordrende titel: ’Kærligheden glæder sig ikke over uretten’. Skriftet blev første gang offentliggjort allerede i december 1996 – præcis et år efter, at Dansk Bibelinstitut og Menighedsfakultetet fra forskellig side blev anmodet om at tage fat på denne opgave. Dokumentets indhold drejer sig kun om én sag: "Kan kirken velsigne samlivet mellem par af samme køn?"

I de danske biskoppers rapport (Århus Stift ’97) over samme emne afviser deres komite de 95 siders ’kritiske analyse’ med den barske bemærkning: ’Det er vanskeligt at se, hvilken betydning disse udredninger har i sammenhængen; dette skrift hævder ikke eksplicit, at homoseksualitet skader nogen, og det går heller ikke virkelig ind for at iværksætte behandling med henblik på at ændre seksualitetens retning’! (R.P. ’97, side 14) Den kommende retssag vil imidlertid bevise, at bispekomiteens nedladende afvisning af denne velbegrundede, omhyggelige gennemgang af ’25 års kirkelig debat om homoseksualitet’ er ikke mindre end en fornærmelse! De 95 sider ligner Luthers 95 teser (som han slog op på kirkedøren i Wittenberg) – og de vil som et vigtigt ’bilag’ i retssagen med akademisk overblik og ro være i stand til (ifølge min overbevisning) at jævne ethvert af modstandernes argumenter med jorden…

"Spørgsmålet om kirkelig vielse af par af samme køn er nyt i den evangelisk-lutherske kirke." Disse er indledningsordene til ’de 95 sider’, som titusinder af danske borgere står bag. De otte kirkelige organisationer, som i 1996 satte deres navne under denne veludarbejdede ’modargumentation’ er den vældige skare af bibeltroende kristne, der udgør den egentlige kerne af troende, som tilhører Danmarks nationalkirke. Skriftets indledningsord er derfor en udfordring i sig selv; de gør det fra begyndelsen klart, at denne sag i sig selv ejer en ’historisk karakter’. Statens beslutning om at gennemføre en lov om dette forhold er aldrig før blevet taget af noget land på noget tidspunkt i verdenshistorien. Sagen om de kirkelige vielser af par af samme køn og velsignelsen af det homoseksuelle samliv er så enestående, at den ikke noget sted på jorden kan finde sin lige.

Af samme grund må det betragtes som en slags ’statskup’, at en lille håndfuld lovgivere på få måneder har formået at haste dette spørgsmål gennem det danske folketing for afsluttende at kunne lægge et splinternyt vielsesritual på kirkens alter – og dermed en gang for alle at smide hundredvis af præsters protester – samt hele den veldokumenterede dokumentation, som de 95 siders oprørsskrivelse indeholder, i papirkurven. Den kommende retssag er derfor at betragte som ’en ny rejsning’ af modstand, hvor netop dette solide værk af kvalificeret indsigt atter vil komme til orde. Det må aldrig gå i glemmebogen! Det ligger nu som ’et bilag’ (ved siden af Bibelen, Den Augsburgske Bekendelse og Luthers lille Katekismus) på dommerens bord.

Det gamle danske ordsprog: ’Hastværk er lastværk’ harmonerer med Bibelens advarsel, som siger: "Hver, som har hastværk, får kun tab" (Ordspr. 21:5). – (Et andet sted hedder det: "Den, som tror, haster ikke..!) "hvilket (forklarer vi) er kendetegnende for dem, der går Herrens ærinde; de har aldrig travlt! Ligeså er det karakteristisk, at de folk, som har ondt i sinde, ofte ønsker deres forehavende gennemført i hast. Der vil komme dage, hvor ’de, der har gjort vederstyggelige ting, ikke kender til skam" (Jer.6:15). "På hjemsøgelsens dag skal de snuble." siger Herren (v.15). – "Når disse moderne eksperter vil indføre nye normer, som aldrig tidligere har hersket i Guds forsamling, skal de troende alle vegne ’stå ved vejene og spørge efter de gamle stier, hvor vejen er til alt godt’. De skal da prædike til en gudløs slægt og sige: "Gå på disse gamle stier, så finder I hvile for jeres sjæle!" (v.16) – "Men," forudsiges det advarende: "De vil svare: Det vil vi ikke!" (v.16) Da skal I ’vidne mod dem og sige: "I kommer til at æde den bitre frugt af jeres frafald" (v.18-19).

*

Det er således ikke noget lille dokument, der af vor sagfører er vedlagt de kommende 2016-retssagsakter som ’Bilag nr.5’. Skriftet hedder (som nævnt): ’Kærligheden glæder sig ikke over uretten’. Det blev i december 1995 af otte folkekirkelige organisationer lagt på de danske biskoppers bord – og dets vægtige indhold er undertegnet af Kirkelig Forening for Indre Mission, Luthersk Missionsforening, Evangelisk Luthersk Missionsforening, Menighedsfakultet, Dansk Bibelinstitut, Kristelig Forbund for Studerende, Kirkelig Samling om Bibel- og Bekendelse og Kirkelig Fornyelse. Hvis disse dybt danske, stærke og værdige kirkelige institutioner ikke kan regnes som ’Folkekirkens Røst’ – så ved jeg ikke hvem i dette land, der har mandat til at tale. Derfor vil jeg i hovedsagen (med henblik på den kommende retssag i marts 2016) holde mig til dette grundige værk, når jeg her søger at forklare, hvormed andre fortolkere af den evangelisk-lutherske lære allerede er på banen.

Lou Advokatfirma i Randers har ved dets advokat, Nikolaj Nikolajsen, sendt en såkaldt ’Replik’ med benævnelsen B.-713-15 ved Østre Landsret i forbindelse med (som det hedder): ’Sagsøgtes svarskrift’ (hvilket er regeringens advokat, kammeradvokatens respons, på den stævning som blandt andet Grundlovsforeningen har afleveret kort før jul 2014 (hvor to af regeringens ministre blev sagsøgt for overtrædelse af grundloven)… I denne ’replik’ hedder det, at ’sagsøgerne’, (der som bekendt især er repræsenteret af en lille gruppe folkekirkemedlemmer) ’er enig med regeringsministrenes advokat i følgende (citat): ’Bestemmelsen i Grundlovens § 4 indebærer, at der ikke om folkekirkens forhold kan lovgives eller administreres i strid med evangelisk-lutherske lære’.

Denne første og i mine øjne altafgørende indrømmelse er så væsentlig, at det for mig at se bliver vanskeligt for de to sagsøgte ministre at slippe helskindet fra deres lovløse lovgivning og senere administration med henblik på anvendelsen af et specielt udfærdiget kirkeligt vielsesritual for par af samme køn. Hele sagen, der nu kommer for landsretten d. 31. marts 2016, drejer sig altså dybest set om dette ene punkt: Er den gennemførte lov, som fordrer et nyt (aldrig tidligere kendt) ritual i strid med kirkens lære? "Hvis dette er tilfældet," indrømmer regeringens advokat, så er de to ministre skyldige i Grundlovsbrud! Hvis ikke, skal de frikendes!

Efter at den danske regerings kammeradvokat har været nødsaget til at indrømme – og grundlovsforeningens advokat har accepteret denne indrømmelse – så drejer den kommende retssag sig nu udelukkende om, hvorvidt den indholdsmæssige substans af den pågældende lov af 12. juni 2012, som (citat): ’gives personer af samme køn mulighed for at indgå ægteskab ved en kirkelig handling ved en præst i den evangelisk-lutherske kirke’, er i harmoni med kirkens lære. Det vil sige, at den ’tilsyneladende normbrydende konsistens’ af statens nye lov om ægtevielse (citat): ’grundlæggende må være i overensstemmelse med de kristne normer og værdier, som er baseret på de bibelske skrifter og dermed principielt uafhængige af samfundsudviklingen’ (Bilag 5, side 42).

Hvis loven om kirkelige homovielser altså er i et modsætningsforhold til den ubestridelige, historiske kendsgerning, at de bibelske skrifter er (citat): ’kanon’… d.v.s. norm og rettesnor for kristen lære og forkyndelse’ (jf. præsteløftet…ibid) så ’lovgives der med henblik på kirkelige homovielser i strid med kirkens lære’ – og da er de ansvarlige for gennemførelsen af en sådan ny lov om ægtevielse foran kirkens alter skyldige i grundlovsovertrædelse. Hvad angår holdningsændringer, som kan være sket med tiden erklærer det vedlagte bilag (5), at (citat): ’Det må (fra kirkens side) være et ufravigeligt krav, at de holdningsændringer, som er sket i tidens løb, og de holdningsændringer, som nutidens kristne eventuelt må foretage, ikke er udtryk for tilpasning til tidsånden, men kan legitimeres ud fra de bibelske skrifter’ (Ibid, side 42).

De, som ustandselig fremholder Gamle Testamentes barske beretninger om (som de udtrykker det) ’en Gud, der tillader tilstande, som Han åbenbart forbyder i dag’ – og som (hævder de) ’hårdhjertet dømmer, hvad han helt sikkert vil tillade i dag’ – glemmer det 10. kapitel i Ny Testamentes Hebræerbrev. Dette siger nemlig med klare ord, at (citat): ’loven’ (som er betegnelsen på den gamle pagt) ’kun indeholder skyggen af de kommende goder og ikke selve tingenes skikkelse’ (Hebr.1:1). "Denne ’tingenes sande skikkelse’ dukker først op" (belærer vi videre) "da Jesus kommer med ordene: Se, Jeg er kommet – i bogrullen er der skrevet om Mig – for at gøre Din vilje, oh Gud!" (v.7) "Konklusionen er," forklarer vi afsluttende, at (citat) ’Han ophæver det første for at sætte det andet i kraft’, hvilket kun kan betyde, at den pagt, som Israels Gud sluttede med Sit folk i ørkenen, og som Moses var sat til at administrere, er ’forældet og gammel og nær ved at forsvinde’ (8:13) – ’kun gyldig indtil tiden for den rette ordning’ (9:10). Derfor skal de, som fremdeles hævder, at ’Gud ændrer holdning’, tie!


TILBAGE