RETSOPGØRET
101

BULGARSK BESKYTTELSE AF FAMILIEN

Når den 12. artikel i den bulgarske forfatning erklærer, at f.eks. kristne menighedssamfund ’bør beskytte deres egne interesser’ – da er det kristne syn på familien af vital betydning, og kirken kan ved at ’tale familiens sag’ ikke anklages for at ’blande sig i politiske aktiviteter’.

Landets ortodokse kirke er omtalt i den bulgarske forfatning som værende ’at betragte som landets traditionelle kirke’, hvilket indebærer, at denne kirkes (i grundloven omtalte) ’tradition’ har betydning in forbindelse med spørgsmålet om familie og homoseksualitet.

Med henblik på det sidste (homoseksualitet) fordømmer den ortodokse kirke enhver form for sexliv, der er imod den absolutte og uforanderlige ’funktion’, som er foreskrevet af Gud, og som udvirkes i den menneskelige erfaring, der stemmer overens med naturens love…(dokument offentliggjort i ’The Word’, jan. 1984, side 6-11).

Når artikel 14 i Den Bulgarske Konstitution derfor erklærer, at ’familien, moderskabet og børnene skal nyde statens og samfundets beskyttelse, så er denne paragrafs ordlyd klar. Hvorledes kan par af samme køn opfylde fordringen om ’moderskab’, og hvorledes kan det homoseksuelle familiemønster udgøre en familie, der har ’moderskabet’ (moders svangerskab) som grundlag?

Når derfor den bulgarske forfatnings 15. paragraf understreger, at den ’beskyttelse’, som skal ydes over for naturen især er ’beskyttelsen af frugtbarheden og den naturlige formering’ (reproduktion) – da kan det golde, homoseksuelle samliv ikke omfattes af samme værn som det naturlige forhold, der hersker mellem en mand og en kvinde.

I den 12. artikel i den Bulgarske Konstitution hedder det, at et hvilket som helst foreningssamfund af borgere skal ’tjene til at møde og beskytte dets egne interesser…’

Det vil sige, at – som det hedder i den danske grundlovs 67. paragraf: ’Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning…’

De bulgarske borgere synes i denne sag at have en fordel frem for de danske, idet de ikke kun tør samles for ’at møde deres egne interesser’ – men at de har ret til at samles i menighedssamfund for at beskytte den gerning eller trosoverbevisning, som har forenet dem!

Hvis denne fælles opgave, som de bulgarske kristne borgere i deres menighedssamfund er 1. familien, 2. moderskabet og 3. børnenes opvækst og opdragelse – så har den bulgarske stat i denne 14. bestemmelse af landets grundlov forpligtet sig til at beskytte dette formål.

Denne paragraf lyder nemlig sådan: "Familien, moderskabet og børnene skal nyde statens og samfundets beskyttelse (§ 14).

Den 15. artikel i den bulgarske grundlov kaster lys over, hvorledes Den bulgarske Republik ’skal beskytte’ den menneskelige familie. Beskyttelsen defineres her som ’værnet om den levende naturs reproduktion’… Disse tre bestemmelser i den bulgarske grundlov forbyder (så vidt jeg kan se) staten at befordre det homoseksuelle samliv ved at legalisere og tillade homoseksuelle vielser!

Danmarks Grundlov indeholder intet generelt forbud mod diskrimination! Imidlertid er grundlovens 70. paragraf et mere begrænset forbud mod diskrimination. Denne paragraf lyder sådan: "Ingen kan på grund af trosbekendelse eller afstamning berøres adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder…" Forbuddet mod diskrimination af den art står som en fornem og fast hjørnesten i alt, hvad der hedder menneskeret. Den danske grundlov er klokkeklar med denne korte tekst. Dette diskriminationsforbud, der hviler på det demokratiske ideal, at mennesker må have ret til ’at følge deres egen religiøse overbevisning’ samt at de ikke behøver at skamme sig over deres etniske oprindelse, bør overalt og altid forsvares. Danmarks Grundlov giver det enkelte individ fuld ret til at følge ’en åndelig fødsel’ samt åbent at bekende sit fædrene kødelige ophav. Dog gives i grundloven og i internationale konventioner et fortsat forbud mod den slags ’kødelige frihed’ som betegnes med ordet ’usædelighed’. Her lyder det klart i lovens 67. paragraf: "Dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden." Selvom en hvilken som helst dommer vil vige tilbage fra at skulle identificere dette begreb, så slipper han i den foregivne situation ikke derfor. Ordet (sædelighed) står i grundloven og må alene af den grund forklares.

 

’DET RELIGIØSE PERSPEKTIV’

76 lande har i deres lovgivning en negativ holdning til homoseksualitet. 38 af disse er afrikanske stater, hvori der daglig kæmpes en forbitret kamp mod AIDS. I Etiopien er 97 % af befolkningen enig med en lovgivning, der tager afstand fra den homofile livsstil. I december-nummeret af Newsweek fra 2013 bringes 10 sider på at beskrive forholdene i Etiopien med en særlig betoning af, at (som det hedder) ’evangeliske missionærer fra vesten er medvirkende til at ’fremme homofobi’ og understøtter ’drakoniske love’ mod samkønnede samlivsformer.

I Danmark har tidligere kirkeminister Manu Sareen i begyndelsen af marts i Jyllandsposten gjort sig til talsmand for den samme tanke – nemlig at det religiøse perspektiv er en af hovedårsagen til, at en diskrimination af homoseksuelle finder sted i det danske samfund. En voksende ’trend’ går i den retning. Der langes i stadig højere grad ud efter de troende, fordi de i deres religiøse overbevisning strider mod kirkelige homobryllupper…

Den danske stats grundlovsstridige indgreb i kirkens liv og forkyndelse frembyder en større risiko for det danske samfund, end folk i almindelighed forestiller sig. Ved at overgive til regeringsmagten en (saglig ubegrænset og ekspansiv) kompetence, trækkes tæppet væk under den ro og de trygge tilstande, hvor den enkelte kan (som det hedder i grundloven) udøve sin gudsdyrkelse efter sin egen samvittighed. Netop dette spørgsmål bør i den kommende tid diskuteres indgående. Hvis dette ikke sker (og ingen alvorligt søger at befatte sig dermed) vil de nødvendige argumenter mangle, når retten i marts 2016 bliver sat, og der skal søges en løsning. Dette indebærer – mener jeg – at også jeg her på hjemmesiden fortsat må give rum for betragtninger, der har at gøre med den største udfordring, som Kristi menighed i Danmark er blevet stillet over for i dens forhold til statsmagtens forsøg på at overtage kirkens styre.

Udover at konstatere, at ordet ’retfærdighed’ er så godt som fjernet fra den nye 2007-’oversættelse’ af Ny Testamente, ’Den Nye Aftale’, (på trods af at dette ord er nævnt mere end 500 gange i Bibelen) – så mærkes det i hele samfundsrytmen, at netop dette begrebs dybe indhold er ved at forsvinde fra alt, hvad der hedder ’lov og ret’ i vort land. Af den grund er det en overvældende opmuntring, at ’retten til en domstolsprøvelse’ af sagen mod to af regeringens ministerier for overtrædelse af Grundloven (i modstrid med hvad så mange havde forventet, og eksperterne med en underlig skråsikkerhed havde forudsagt) ikke er blevet afvist! Dette på trods af, at det er første gang i dette århundrede, at retssystemet i Danmark bliver forelagt en sag, hvor det ikke blot drejer sig om ’retfærdighed i almindelig forstand’, men hvor dommerne med Bibelen og bekendelsesskrifterne fremlagt (i afsluttende 6 eksemplarer) nærmer sig begrebet: ’Guds retfærdighed’.

Det viser sig nemlig, at lovgiverne med hensyn til at blande sig i kirkens dybeste samvittighedsproblemer, har lovgivet (ifølge 300 danske borgeres opfattelse) i stik modsat retning af de grundlovsregler, der tydeligt begrænser statsmagtens myndighed. Den lov, som i 2012 er indført om kirkelige homovielser, er efter de troendes opfattelse ’uretfærdig’! Den rummer på ingen måde belæg for at følge grundlovens 150-årige opfattelse af statens forhold til kirken. Den er i strid med den danske forfatning!

Hvad nu står for døren med hensyn til den retssag mod staten, som tager sin begyndelse i foråret 2016, er med hvilken intensitet, at retten (dens advokater og dommere) vil gå til denne sag. Den rummer nemlig et domæne, som for de verdslige myndigheder er ’usikker grund’. Den handler om den adgang, som mennesket har til Guds kirke og Guds Rige. Om dette siger Skriften: "… for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde Ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af dem" (Ap.G.17:27).

Når det i Danmarks Grundlovs 63. paragraf står skrevet (citat): ’Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedernes grænser… ‘… så fremgår det her med selvlysende klarhed, at der eksisterer et begreb, som hedder ’øvrighedsmyndighedernes grænser’ – ja, der er endog tale om, at der ’kan stilles spørgsmål’ ved, hvor langt magthavernes kan gå med hensyn til at gribe ind i borgernes liv og færden. Når det drejer sig om statens forhold til kirken, nærmer domstolene sig et område, hvor de kunne komme til at føle sig usikre, fordi de aner, at her har de at gøre med meget mere end ’den generelle, menneskelige retfærdighed’, som der gives faste og sikre regler for i deres tykke lovbøger. Her står de imidlertid overfor en dimension, der har at gøre med ’Guds retfærdighed’. Den er dog ’ikke langt fra dem’, siger Skriften. Den bor i deres egen samvittighed, og selvom det måske forekommer ’en smule famlende’, skulle ’enhver af dem ’være i stand til at finde frem’ til den retfærdighed, som angår Guds kirke og Guds Rige! Dette er (så vidt jeg kan se) den kommende retssags store prøve…

De er (som det hedder i den verdslige lov) ’i sig selv af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed’, at landets dommere i en sag, der har med Guds kirke at gøre, nøje mærker sig, hvad der står skrevet i kirkens egne bekendelsesskrifter. Her omtales, at ’af ét menneske (Adam) har Han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig over alt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo, for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde Ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os…" (Ap.G.17:26-27).

Dette betyder, at hvis mennesker alle vegne holder sig indenfor de ’fastsatte grænser’ (med hensyn til tid og rum) så vil Guds store formål kunne opnås, at den enkelte kan følge sit eget hjertes søgen og finde Ham, som er nær ved hver eneste menneskesjæl. Hvis staten sprænger disse Gudgivne grænser og trænger ind på det område, som er afsat til Kristi menighed, forstyrrer øvrigheden Guds givne orden!

En kommende slægt vil fordømme de ansvarlige mænd i vor generation for deres himmelråbende passivitet, når det drejer sig om hvad man i tidligere slægtled betegnede som ’sædelighedsforbrydelser’.

Når nemlig først grundloven er formuleret, at ’det usædelige’ (hvad der strider mod sædeligheden) ikke er tilladt under gudsdyrkelsen, så kan ingen af denne sags ansvarlige undlade (eller søge at undgå) at bedømme, hvorvidt en gudstjenestelig handling indeholder en overtrædelse af den art. Ordene i den 67. paragraf: ’Dog at intet strider mod sædeligheden’ tvinger grundlovens vogtere til at værne om netop dette forbuds nøje overholdelse. En overfladisk afvisning bør derfor alle steder og til alle tider bedømmes og om nødvendigt tilbagevises. Hvert ord i grundloven pålægger lovens vogtere det største juridiske, politiske og moralske ansvar. Hver eneste sætning ejer en indre dynamik, som ikke kan stilles tilfreds med vægtløse forklaringer. Når Jesus siger, at ’mænd fra Ninive skal stå op ved dommen sammen med denne slægt og bringe fordømmelse over den (thi de omvendte sig ved Jonas’ prædiken… Luk.11:32) – så vil også en kommende generation (om Herren tøver) på samme måde bringe fordømmelse over denne slægt, fordi den ikke standsede det uvæsen, som tillod den groveste usædelighed i kirken at overtræde Danmarks Grundlov.

En af landets biskopper har i en avisartikel taget en klar stilling til bl.a. en præste-udtalelse, der med henblik på en ’drag-queen’gudstjeneste’ forsvarede ’det juridiske kønsskifte’ med ordene: "Ifølge Paulus er der ikke forskel på mand og kvinde… og derfor skal vi ikke fastlåse hinanden ud fra bestemte forestillinger om køn." – "Hvorfor," spørger biskoppen, "forlanger myndighederne seks måneders betænkningstid på den ’personlige stillingtagen, om man vil være mand eller kvinde’? Hvorfor ikke en uge?" tilføjer han, "… eller to år?" Den biskoppelige artikel er som et nybrud i det kirkelige liv i Danmark og er med hundredvis af bifaldstilkendegivelser én af de mest læste i ugens presseoversigt. De troende alle vegne fatter håb. Biskoppen beklager, at han ikke har taget stilling i denne sag før – "men nu melder jeg mig på banen!" erklærer han.

Biskoppen over Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard, har i en artikel under debat i Kirkeligt Dagblad d. 29. april 2015 givet udtryk for, at (citat): ’Der var ikke den store debat, da Folketinget d. 11. juni 2014 vedtog en lov om juridisk kønsskifte med stemmerne 59 for og 52 imod’. Biskoppen tilføjer: "Det gik meget stille af, og jeg skal gerne indrømme, at det også gik over hovedet på mig, at man herefter kan skifte køn rent juridisk; seks måneder efter, at man har søgt om det."

Idet biskoppen betoner, at (citat): ’netop denne junidag i 2014 blev en mærkedag for bøsser, lesbiske og transpersoner (LGBT), citerer han efterfølgende en af de førende personer i denne forening (Søren Laursen), som til Berlingske i den forbindelse udtalte: "Dette er verdens bedste lov. Det er en lov, der sætter den enkelte i centrum. En lov, der siger, at det er dig, der bestemmer, hvilken kønsidentitet, du har, og hvordan du skal registreres."

Biskoppen fortsætter: "Som sagt hæftede jeg mig ikke ved denne begivenhed og havde heller ikke tænkt, at det var noget, som jeg skulle tage stilling til. Heller ikke da vi til bispemødet i januar 2015 skulle forholde os, om præster ville have mulighed for at sige nej til vielse af en person, som har gennemført juridisk kønsskifte. – Men i eftertankens klare lys, vil jeg gerne melde mig på banen og udtrykke min betænkelighed og sætte spørgsmålstegn ved, om det nu også er ’verdens bedste lov’, vi har fået…"

I sine ’eftertanker’ over det hændte (at der d. 11. juni 2014 blev vedtaget en lov i Danmark om juridisk kønsskifte) skriver biskop Steen Skovsgård i den omtalte artikel i Kristeligt Dagblad videre: "Jeg var, som sagt, ikke opmærksom på denne lovvedtagelse. Til gengæld noterede jeg mig følgende citat fra Politiken måneden forinden, nemlig et interview med forfatteren Peter Hoegh, som sagde følgende om ’den skæggede dame’, Conchita Wurst, som blev grandprixvinder i 2014: ’Jeg blev mig bevidst om, at lige inden de kolossale stemninger, der var med til at udløse Anden Verdenskrig, var der i Berlin en psykotisk tvivl om kønsidentiteten. Dengang var det ikke et sundhedstegn, snarere et præludium til et definitivt sammenbrud i kulturen…" (Politiken d. 18. maj 2014).

Biskoppen slutter med følgende: "Der lyder en stille hvisken i mit sind, som fortæller, at det er et skråplan og helt forkert at gøre kønnet til at spørgsmål om valg, endsige at gøre det til noget flydende, valgfrit eller grænseløst…" Mange danske troende opmuntres ved dette (i al sagtmodighed og dog myndigt udtalte) biskop-ord. Det giver håb for, at flere af Danmarks åndelige ledere vil komme på ’eftertanker’ – og fremover være med til at indtage en fast bibelsk holdning over for de forhold vedrørende ’kønsidentitet’, som er løbet helt af sporet.

I overensstemmelse med den danske biskop over Lolland Falsters Stift, Steen Skovsgård er (citat): ’Grænsen mellem kønnene en del af skabningens velsignelse og noget, vi må leve med og værne om som skabning (Kr.Dagbl. 29. april 2015). "nemlig, at der (som biskoppen erklærer) "eksisterer en grænse mellem kønnene, fremgår af Skabelsesberetningen på Bibelens første blad, hvor det hedder: "Som mand og kvinde skabte Han dem" (1.Mose 1:27).

Flertalsbetegnelsen ’dem’ (’skabte Han dem’) bekræfter sort på hvidt biskoppernes klare udsagn. Den hebraiske tekst bruger nemlig betegnelsen: ’Han (Elohim) skabte dem ’mandligt og kvindeligt’. Det vil sige, at der var og er imellem de to (’dem’) skabt en uoverstigelig grænse (’det mandlige’ og ’det kvindelige’), der som et urokkeligt skabelsesmandat aldrig kan ændres eller udviskes. Ifølge grundsproget lyder den rette oversættelse af dette bibelord således: "Elohim skabte Adam i Sit billede, i Elohims billede skabte Han ham" (mandligt, ental) "mandligt og kvindeligt skabte Han dem…" (1.Mose 1:27). Med denne klare tekst, der en gang for alle sætter skel mellem ’det mandlige’ og ’det kvindelige’, bør alle indvendinger tie. Den danske biskop har ret: "I dette tilfælde er der ingen flydende grænser!"


TILBAGE