RETSOPGØRET
102

SPREDER SIG SOM KRÆFT

Når apostelen i sit andet brev til Timotheus omtaler et fordærv, ’der vil sprede sig som kræft’ (5:17) – så er hans billede forfærdeligt rammende! Det moralske forfald blandt politikere og gejstlige (befordret af en ansvarsløs presse) er som en uhelbredelig sygdom, hvis dødbringende udbredelse og smitte ikke kan standses! Tilbage er nu kun ét håb – og det er, at Danmark vender om og fra nu af holder fast ved den grundvold, som er blevet nedfældet i dens forfatning. Grundlovens fjerde paragraf. For de troende gælder det, at de (for deres del) skal støtte sig til den erklæring, som apostelen i den forbindelse (og i samme tekstafsnit) afleverer med ordene: "Dog, den grundvold, Gud har lagt, ligger fast, og den har et segl med denne indskrift: ’Herren kender dem, der hører Ham til’ og ’Enhver, som påkalder Herrens Navn skal afstå fra uretfærdighed (2.Thess.2:19).
 

OPRØRSBÅL

Det finske postvæsen har i midten af april 2014 lanceret en frimærkeserie, der med sin åbenlyse provokation lægger op til en uafvendelig strid om, hvilken etisk fordring, der bør tillægges staten. Frimærkeserien gengiver en række homo-erotiske tegninger af kunstneren Tom af Finland, der 71 år gammel døde i 1991. Den ene af billederne gengiver et mandehoved halvt skjult mellem benene på en nøgen mand. "De øvrige motiver", som det hedder i en artikel i dagbladet BT, "efterlader meget til fantasien…" Det finske postvæsen, Itella Posti, roser frimærkerne, som sikkert vil indtage en finansiel indbringende ikonstatus på frimærkemarkedet. Om de kristnes holdning i de sager, der har at gøre med statens overgreb i etiske spørgsmål, bør Jesu formaning tages til efterretning. Han siger: "Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe men i en stage, så det lyser for alle i huset; således skal jeres lys skinne for mennesker…" (Matt.5:15-16).

At lyset skal skinne ’for alle mennesker’ gør det klart, at det ikke bør holdes indespærret i en menighedssammenhæng men at det er givet for at blive holde højt (på en stage) så at dets lys kan oplyse det dæmoniske mørke, som er ved at sænke sig over alle jordens folkeslag. Statens etiske ansvar bør ikke kun lægges i hænderne på en flok fallerede politikere. Ej heller overdrages til en række moralsk fordærvede biskopper. Overalt, hvor der findes højdedrag, hvorfra lyset kan udstråle, bør tusinde oprørsbål tændes…

Som det hastigt og med voksende erkendelse viser sig, at et etisk sammenbrud tydeligt toner frem i den politisk-religiøse nat, der i disse skumringstider er ved at falde over Danmark, så vil mange danske borgere komme til den erkendelse, at det er deres ufravigelige forpligtelse (ja, borgeransvar) at rejse sig til modstand; en tavshedens og passivitetens tilbageholdenhed er forbi – ja, den vil om føje tid fremstå som det rene forræderi! "Da du var yngre," sagde Jesus til Simon Peter, "bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du række dine hænder ud – og En Anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil" (Johs.21:18).

(Billedet forklares måske bedst ved den situation, som dagligt udspiller sig ved det ’undersøgelsestjek’, der overalt i verden foretages ved lufthavnens sikkerhedskontrol. Når passagererne skal ’scannes’ (ved det lille apparat, der af lufthavnspersonalet føres op og ned af deres person) så rækker mange automatisk armene ud til siden… sådan som Jesus i den angivne tekst antyder, når han dermed forudsiger, at også Peter vil blive korsfæstet).

Til dem, der står tvivlende over for, om Jesus virkelig med den bevægelse (at strække armene ud) henviste til den måde, hvorpå Peter skulle dø, kan sagen afgøres ved den efterfølgende sætning, hvor apostelen fejer al den slags tvivl af bordet. "Med de ord," forklarer han "betegnede Jesus den død, Peter skulle herliggøre Gud med…" (Johs.21:19).

Dersom Gud har lagt en grundvold, så kan ingen jordisk sjæl eller nogen afgrundsdjævel – ja ingen kerub eller seraf eller noget andet himmelsk væsen lægge nogen anden grundvold. Hvis den samme guddommelige grundvold får det ord med på vejen, at ’den ligger fast’ – da vil den forblive urokket i alle evigheders evigheder – og den elendige, som i sit afsind vil prøve at flytte den, vil komme til at betale skæbnesvangert dyrt for sin fejltagelse. Hvis denne Guds grundvold tillige forsegles, da må alle modstandere og fjender – selv de mægtigste – pakke sammen og gå hjem… og hvis de, der slår en advarende indskrift på det højrøde, kongelige segl, da skal intet væsen (være sig kødeligt eller åndeligt, et menneske eller en djævel) driste sig til at undlade at mærke sig indskriftens ordlyd. Den lyder i dette tilfælde: ’Herren kender Sine’ – og ’de troende skal med alle til rådighed stående midler tage afstand fra uretfærdighed’!

Når sognepræsten i Havdrup kirke, Kristine Stricker Hestbech, ifølge Kristeligt Dagblad d. 16. april 2014 (på bladets forside) erklærer, at (citat): ’den klassiske soningstanke, at Gud sendte sin Søn til jorden for at ofre ham og dermed genoprettede forholdet til os syndere, (for hende) er et mærkeligt gudsbillede’ – og tilføjer: "Jeg har ikke lyst til at tro på sådan en gud" – da er præsten i direkte kollisionskurs med både bekendelse, Bibel og grundlov – og burde på stedet være irettesat af sin biskop. Når dagens salmedigtere, teologer, forfattere og selv redaktøren for præsteforeningens blad, fører samme bekendelse, så er det på høje tid at råbe vagt i gevær. Dette er baggrunden for stiftelsen af foreningen ’Med Grundlov skal land bygges’. Her samles kræfterne til at stå denne udvikling imod og her tages initiativ til på rettens grundlag at få stillet de personer og ministerier til regnskab for deres åbne overtrædelse af landets 150-årige forfatning.

I 2003 blev præsten Thorkild Grosbøll tiltalt for i sin kirke at have forkyndt, at han ikke tror på en skabende og opretholdende gud (stavet ’med lille’). En sådan forkyndelse og personlig holdning er ifølge kirkens bekendelsesskrifter ikke tilladelig ifølge den evangelisk-lutherske lære – og en fortsat støtte af hans virksomhed må derfor betragtes som et brud på Danmarks Grundlov.

I 2010 gjorde valgmenighedspræst Niels Grønkjær i sin prædiken og gerning op med Gud som Den Uforanderlige Skaber af universet. Dette var en tydelig overtrædelse af den evangelisk-lutherske kirkes bekendelsesskrifter og burde have haft sine konsekvenser med hensyn både til Danmarks nationalkirke og den grundlov, som i sin fjerde paragraf værner om kirkens bekendelse.

I 2013 afviste biskop Kjeld Holm kirkens lære om omvendelse (og ingen af hans bispekolleger så nogen grund til at kritisere ham). Denne holdning vil i ubestridelig modsætning til kirkens bekendelsesskrifter, Bibelen og Danmarks Grundlov.

I 2014 pålagde Den danske Stat kirkens biskopper at udfærdige et ritual til brug for kirkelige vielser af homoseksuelle. Dette ritual er i uforsonlig modsætning til kirkens bekendelse og dermed til Danmarks Grundlov.

I Frankrig blev revolutionens idé og filosofi i året 1791 anbragt i konstitutionens første linjer – og netop således ’værdigt placeret’ som en hovedregel for de menneskerettigheder, som borgerne sammenbidt integrerede i den konstitutionelle tekst fra det blodige revolutionsår 1789.

På samme måde er, hvad borgerne tør kalde ’fundamentale dispositioner’ med hensyn til den kristne hovedtanke for samfundets styrelse og moralske grundlag som en særlig garanti allerede anbragt i den 4. paragraf i den danske forfatning: ’Staten skal understøtte Martin Luthers reformatoriske lære ’som sådan’.

På lige vis i den franske revolutionskalenders såkaldte ’år 3’ i 1793 en deklaration af de samme garantier indføjet. Ej heller i 1848 veg de franske borgere fra de samme rettigheder og værdier (ligesom ikke et komma i den henseende var flyttet i de kejserlige imperiale konstitutioner (1814 og 1830). Revolutionsåret 1789 spejler sig (med hensyn til trofastheden over for de én gang erobrede friheder og værdier) i de senere franske forfatningsændringer i 1946 og 1958.

Den danske 4. grundlovsparagraf, der udmønter den kristne, protestantiske livsidé, har heller ikke ændret sig i de forskellige revisioner, som har fundet sted. Ideen om statens forpligtelse over for 1500-tallets kristne, reformatoriske frihedsværdier er forblevet uberørt. Ikke en stavelse er fjernet. Henvisningen til den evangelisk-lutherske læres indhold og moralske stillingtagen er stadig gældende. Den er i grundloven nedprentet som en række statsgarantier, som et par regeringsministre ikke kan fjerne med et enkelt pennestrøg…

"Borgerne har ret til," siger grundlovens § 67 indledende med hensyn til en trosfrihed, som er sikret hvert eneste menneske i Danmark. Det er denne ’borgerret’, der i grundloven er tilsagt den enkelte, som ’de 300’ vil have klart stadfæstet og bekræftet ved den indgivne 2014-stævning, som i maj 2015 er optaget til behandling i det danske retssystem.

Den omtalte ’borgerret’ sikrer nemlig hvert eneste medlem af Den evangelisk-lutherske kirke at leve efter ’den gudsdyrkelse’, som er nøje beskrevet i netop denne kirkes bekendelsesskrifter. Trosfriheden til at ’dyrke Gud’ efter f.eks. denne overbevisning er imidlertid ikke ubegrænset! Den 67. grundlovsparagraf tilføjer (advarende): ’dog at intet læres eller foretages, der strider mod sædeligheden…’

Med hensyn til den juridiske indsigt i dette for de lærde tilsyneladende komplicerede spørgsmål om begrebet ’sædelighed’ står den jævne borger forholdsvist svagt. Grundlovsbestemmelsen om at ’intet må læres eller foretages, der strider mod sædeligheden (§ 67) har været effektivt tilsidesat gennem årene og synes i dag – set fra et juridisk synspunkt – at have mistet sin betydning… og det i en sådan grad (sådan ser det nu ud) at den ’frakendes retslig karakter’. Imidlertid forekommer det med henblik på den foreliggende sag om kirkelige vielser af par af samme køn, at der her fremstår en retsnorm, der på ny fastholder grundlovens ordlyd, at ’intet må læres og intet må foretages (altså udføres i handling) som strider mod dette (efterhånden blegnede) ’sædelighedsbegreb’.

Ifølge borgernes praktiske bedømmelse er det altafgørende kendemærke ved selve grundlovsforståelsen af ’det usædelige’, at det netop ikke drejer sig om den generelle ’verdslige’ opfattelse af, hvad der kan være moralsk eller umoralsk, men at (citat): ’det usædelige forhold, som hverken må læres eller udføres i handling’ (§ 67) er nøje forbundet med ’Gudsdyrkelsen’.

67-paragraffers omtale af ’Borgernes ret’ drejer sig jo ikke om nogen specifik rettighed i det verdslige samfund men udelukkende om ’retten til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning’. Eftersom regelen om det ’usædelige’ falder ind under kriteriet ’gudsdyrkelse’, kan det i denne forbindelse være bedøvende ligegyldigt, hvad det angivende samfund finder moralsk eller umoralsk. Hvad der imidlertid for den evangelisk-lutherske troende borger er baggrunden for at han kan (citat): ’dyrke Gud på den måde, der stemmer med hans overbevisning’ er netop det, der (ifølge kirkens bekendelsesskrifter… citat): ’læres eller foretages’ (§ 67).

Den omtalte grundlovsteksts emne er altså dybest set, hvad kirken ’lærer’ eller hvad den (som en kirkelig handling) ’foretager sig’. Heraf kan udledes, at definitionen af, hvad der formelt skal forstås som ’usædelighed’, ene og alene reguleres af kirkens egne bekendelsesskrifter! Det er altså hverken den offentlige mening, flertallets opfattelse, mediernes propaganda eller en ’løbsk teologi’, der kan bestemme, hvad der bør være den evangelisk-lutherske troende borgers overbevisning med hensyn til ’det usædelige’. Når grundloven ikke tillader usædeligheden i Gudsdyrkelsen, og samtidig stiller den evangelisk-lutherske troendes borger fri til at (citat): ’dyrke Gud på den måde, der stemmer med hans overbevisning’, da antyder grundlovens tekst, at bestemmelsens relevans er nøje knyttet til kirkens egen lære om ’det usædelige’ og kirkens bekendelsesskrifters selvstændige administration af de rituelle, kirkelige handlinger.

Om dette forhold er følgende at bemærke:

Midt under en heftig valgkamp i Danmark i april 2015 sendte ’de 300’ et lille 24-siders skrift på gaden under titlen: ’Reformationens Børn… er 500 årets sande protestanter, der protesterer’. Pjecens indhold var udformet i 9 notater, der understregede, at (citat): ’Danmarks Riges Grundlov er bygget på en samfundsidé, der indeholder en dyb etisk tankegang’! – "Dermed" (hedder det i skriftets indledning) "er den et solidt værn mod de mørke kræfter, der i vort land mere end nogensinde søger at udbrede en fremmed religion og en hedensk kristendomsforståelse." Afsnittet slutter med følgende citat: ’Timen er kommet til at advare mod en farlig politisk ligestillingsideologi, der i voksende grad søger at bekæmpe Ny Testamentes lære om den frihed og det etiske grundlag, der er knyttet til reformatorernes nøjagtig 500-år gamle budskab’.

Med grundlovsbegrebet ’sædelighed’ (og det dermed detaljerede forbud, at ’intet må læres eller foretages, som – under Gudsdyrkelsen – strider mod sædeligheden’… § 67) stunder det atter mod et opgør mellem Europas gamle jødisk-kristne kultur og indførelsen af et ifølge kirkens bekendelsesskrifter ’usædeligt’ vielsesritual i den kristne kirke. Skjult mellem linjerne står reformatorernes rene, protestantiske syn på ægteskabsindgåelsens moral uimodsigeligt prentet i Danmarks Grundlovs 4. paragraf.

Ligesom Martin Luther, hvis lære står under Danmarks Grundlovs beskyttelse, i reformationsåret 1517 hamrede sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, således anklager ’de 300’ den danske stat for i 2014 at have påbudt de danske biskopper at udfærdige et ifølge kirkens bekendelse ’usædeligt vielsesritual’(til brug for kirkelige bryllupper med par af samme køn)… og ligesom 21 modige mænd i året 1530 til den danske konge afleverede ’Den Københavnske Bekendelses’ 43 artikler, som på den tids barske sprog fastholdt Bibelens lære om ’moral og sædelighed’, sådan har de 300 danske borgere stævnet den danske stat for ved 2014-loven at indføre et usædeligt vielsesritual i kirken!

Den 4. danske grundlovsparagraf er ikke blot en bestemmelse, der angår ’de offentlige myndigheders begrænsning’ med hensyn til (som et normgennembrud) at påbyde nye vielsesritualer i kirken. Den 4. artikel taler (sådan ser ’de 300’ på sagen) ikke kun om ’statens præciserende forpligtelse’ over for kirkens sædeligheds- og moralbegreber (som de tydeligt og klart forkyndes i den evangelisk-lutherske lære). Den pågældende paragraf påviser altså ikke udelukkende ’statsmagtens ansvar’ med hensyn til udbredelsen af det etiske aspekt, der er forbundet med apostelens lære – nej, grundlovens 4. artikel sigter med sin autoritative tale på at ’virke som salt og lys’ i hele det danske folkelegeme.

For bedre at forstå dette, er det værd at bemærke, at grundlovens ordlyd klart indikerer, at ’Den evangelisk-lutherske Kirke’ er den danske folkekirke. Grundloven forudsætter altså, at den reformationsbefæstede kirkes lære (også om ægteskab og moral) knyttes til et folkeligt element, som er både dansk, og som er forbundet med kirkens tro (Den danske folkekirke).

Den kirke, som ejer disse tre vigtige elementer: 1. den sunde, evangeliske lære, 2. en troens tilknytning til reformatoren Martin Luthers skrifter, 3. et virkefelt, der sigter på hele folket, og som i sin gerning og forkyndelse er gennemgående dansk – denne kirke står (som landets nationale kirke) under beskyttelse af alt, hvad der ’dansk ret’; den er værnet af selve landets nationale forfatningsret!

Dette har betydning for kirkens forhold til blandt ægteskab, familie og de kristne værdier i dagens Danmark. Den danske forfatningsret omfatter ikke som sådan ’den internationale ret’ men det er en indlysende kendsgerning, at med et voksende internationalt økonomisk, kulturelt, politisk og religiøst samarbejde med andre stater, får den internationale ret som retskilde stigende betydning.

EU-retten presser sig på med sin ’Gender Mainstreaming’-agenda (et andet ord for homoseksuel indflydelse). Den internationale ligestillingspolitik og det verdensvidde, militante, homofile samfund vil ikke på noget tidspunkt lade Danmarks 4. paragraf være i fred. Den vil i den nærmeste fremtid løbe storm mod den privilegerede stilling, som den kristne, protestantiske kirkes bekendelsesskrifter (og deres lære om synd og omvendelse) har i den danske grundlov. Ja, en stærk, international homo-mafia har med sine 29 principper allerede søgt at omstyrte den kristne læres danske grundlovsbefæstede fortrinsret – og det er de bitre konsekvenser af dette homo-anslag, som danske borgere nu ved en retssag søger at afsløre og bekæmpe.

TILBAGE