RETSOPGØRET
103

LUTHERS LÆRES KLARHED

Den fjerde paragraf i Grundloven giver danskerne religionsfrihed – men ikke religionslighed. Det bør de udenfor folkekirken eksisterende samfund ikke være utilfredse med – tværtimod bør de i denne nødens time takke Gud for, at grundlovsfædrene nøje præciserede, hvad det er for en kristen lære, som grundloven beskytter. Det har nemlig gjort det muligt for lovgiveren at understrege, at det skal være en lære, som bygger på Bibelen og nogle ganske bestemte bekendelsesskrifter. Blandt disse er Luthers lille Katekismus, hvori den tyske teolog, bl.a. forklarer den bøn i Fadervor: ’Led os ikke i fristelse’ med ordene ’det vil sige: Gud vil vogte og bevare os, for at djævelen, verden og vort kød ikke skal bedrage os og forføre os til mistro, fortvivlelse og anden stor skam, og at – dersom vi således angribes – dog til sidst må vinde og beholde sejren’.

Den fjerde paragraf i grundloven ikke blot indebærer, at vi skal (som det hedder i lovgivernes egen forklaring): ’lytte til den tyske teologs, Martin Luthers lære – men hans skrifter udgår med mange forklaringer og detaljer i kirkens bekendelse. Der er derfor ingen tvivl mulig, hvad angår lærens klarhed.

Så sandt, at danskerne er et frihedselskende folk, skal de aldrig – ikke så meget som et øjeblik – lade nogen fremmed magt få herredømme i deres samfund, kirke og folk! Når apostelen siger: "Lad ikke synden herske," så henviser han i første omgang til de troendes dødelige legemer (Rom.6:12)… men det er absolut ikke forkert (mener jeg), at føre den tanke ud i livet, at hvis syndens urene lidenskaber ikke skal tillades at herske i det menneskelige legeme, så skal den i Jesu Navn heller have lov til at herske i samfundet, medierne, skolerne, hjemmene – og Guds kirke. En ung generation skal ikke vokse op under den statsautoriserede propaganda, at den ’skal adlyde syndens lyst’ (Rom.6:12) – ej heller skal kirkernes gudstjenesterum ’stilles til rådighed for synden’ (v.13) – de kirkelige genstande, Bibelen, alterlysene, bøgerne med de tusinde skønneste salmer, de snehvide tårntakkede kirker, klokkernes malm, ordet fra hundreder og atter hundreder af prædikestole skal ikke ’overgives som redskaber for synd og uretfærdighed’ (Rom.6:14).

Hvis marts 2016-landsretssagen mod staten forløber helt efter bogen, kan jeg ikke se, at de to regeringsministre slipper for at blive kendt skyldige i grundlovsbrud. I så tilfælde skulle retten (hvis de to bliver kendt ’ikke-skyldige’) følge den bibelfjendtlige praksis af fortolkning, som kammeradvokaten varsler med. Det vil sige en ’tolkning efter tidsånden’ – og da vil de antikristelige folk komme til orde, som allerede var på banen, da loven i 2012 blev vedtaget. Retten har ikke – så vidt jeg kan se – fået forelagt et mere klart eksempel på, at en grundlovsparagraf (åbenlyst og skamløst) er blevet overtrådt – ej heller et mere tydeligt eksempel på, at en verdslig stat hensynsløst blander sig i en intern kirkelig læretrætte – ja, ved lov stiller sig på den ene parts side – og dermed afskærer den anden part i (ved dens daglige gerning og virksomhed) at forfølge det åndelige mål, som den mener at være blevet betroet af kirkens Herre.

De, som mener, at jeg i disse betragtninger går for vidt, må nu engang godtage, at Landsrettens ’accept af sagsøgernes søgsmålsret’ (et finere udtryk for, at sagen foreløbig ’har sin gang’) giver den en vis berettigelse. Det kunne jo være, at disse danske borgeres påstand faktisk (som det hedder): ’i sig selv er af indgribende betydning for det danske folk i almindelighed’ – og derfor er blevet godtaget af retten. Med den aggressive fremfærd, som den nu totalt ’udelukkede’, daværende kirkeminister har udvist for at få denne lov (der efter hans eget udsagn var ’en personlig mærkesag’) gennemført, kan det næppe undgås, at der fortsat bliver en påtvungen indblanding af politiske stridsspørgsmål. Forsøgene på at få ligestillingspolitikernes verdslige ’ligestillingsidé ind i Guds kirke’, er utrættelige og må imødegås på alle fronter – også den front, der skærer midt gennem vidneskranken i en retssal. Borgerne afviser dette diktatoriske ’syndens herredømme’.

Det bliver svært for statens advokat at legitimere dens ministres dispositioner, hvis disse søger at unddrage sig lovens bogstav. Når grundlovens 4. paragraf sort på hvidt erklærer, at ’staten skal understøtte den evangelisk-lutherske kirke som sådan’, så skal der noget af en juridisk underfundighed til at ’omskrive’ denne tekst til noget andet. Dommen skal jo i den pågældende sag i yderste ende tage stilling til, om vielser af par af samme køn med Ånd og liv og Skriftens vidnesbyrd støtter kirkens kerne af troende, der i døgnets 24-timer står vagt om kirkens bekendelsesskrifter, og som alle vegne forkynder den tro, som er i harmoni med Martin Luthers grundlovsfremhævede tolkning af Bibelen!

Det omstridte spørgsmål om f.eks. de 29 Gender-artiklers ’implementering’ i den danske grundlov, sådan som de nu har formået at trænge ind i den irske grundlov, synes oven i købet at berøre spørgsmålet i § 20 om ’suverænitetsafgørelse i (citat): ’et nærmere bestemt omfang’… Der kan – det kan enhver fornuftig borger klart indse – med henblik på Danmarks samarbejde med andre nationer i EU, opstår situationer, hvor det er nødvendigt, at der træffes beslutninger på alle medlemsstaternes vegne – og disse bør borgerne i alle lande følge. (Man kalder det ’at afgive suverænitet’). Men derfra til med åbne arme at overlade grundlovsmagten så godt som ’ubegrænset’ til en ’seksuel orientering’, der ifølge sine egne Yogyakarta-principper (’Stater skal…’) fordrer en retsorden med ubetinget forrang over for andre menneskerettigheder (artikel 2) – er og må altid forblive at være absolut uacceptabelt! Det kan ikke være rigtigt, at en bestemt kønsorienteret gruppe danske borgere (ved indførelsen af nye love) selv får lov til uanfægtet at bestemme omfanget af deres beføjelser. Det fører til en ’herrerace’- … og dermed er ydergrænsen af det tilladelige nået!

De troende borgere i et land kan på ingen måde godtage en tolkning af Den Hellige Skrift, der er (som det hedder): ’inspireret af tidsånden’. Det vil sige, at den ’viljeløse overgivelse’ (1.Kor.12:2) hører deres (de troende borgers) fortid til – dengang ’de vandrede i overtrædelse og synd og lod sig bestemme af denne verdens tidsalder’ (Ef.2:2). De (landets troende) vil derfor fortsat vidne om, at de, som ’lader sig bestemme af tidsånden’ i virkeligheden lader sig drive af den onde, åndelige magthaver, der i denne nytestamentlige forbindelse får betegnelsen: ’Herskeren over luftens rige’ (v.2)… "og de (Kristi efterfølgere) vil af samme grund fremdeles forklare," belærer vi videre, "at de, der således ’lader sig bestemme’ af denne åndsmagt, i virkeligheden underordner sig under djævelen, thi der står skrevet, at ’Han (’herskeren over luftens rige’) er ’den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn’ (v.2)… "hvilket kun kan betyde," slutter de (de kristne), ’at de på forhånd må afvise enhver, som gør sig til tidsåndens håndlanger’…

Når det i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions 9. artikel hedder, at børn skal undervises med respekt for forældrenes religiøse overbevisning – så er både de kirkelige handlinger (med vielser af par af samme køn) samt adskillige søndagsskolers og folkeskolers undervisning i strid med Danmarks Grundlov og de internationale aftaler.

Der er to paragraffer i Danmarks Grundlov, som på en særlig måde og i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention beskytter de danske borgeres frihed til at udøve det begreb, som Grundloven kalder ’Gudsdyrkelse’. Det er paragrafferne 67 og 68, hvoraf den første klart og utvetydigt erklærer, at ’borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning’. Denne ret er imidlertid tydeligt begrænset af nogle rammer, der har at gøre med den offentlige moral og orden. Det hedder nemlig yderligere i grundlovsbestemmelsen: ’dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden’.

Selvom der kan være vidt forskellige meninger om, hvad der er ’sædeligt’ (eller ’sømmeligt’ eller ’moralsk rigtigt’) – så kan der sikkert opnås enighed om, at der er forskel på, hvad man kan tillade sig at gøre i landsbyens kro og i landsbyens kirke; der er forskel på, hvad man tør sige eller foretage sig på byens rådhus – og ved en gudstjeneste i sognets kirke, når det nu i grundloven fastslås, at ’intet må læres eller foretages, som strider mod ’sømmelighed og moral’ – så er det en bestemmelse, der udelukkende sigter på, hvad der foregår i den ’gudsdyrkelse’, som bl.a. finder sted i kirken. Hvis f.eks. vielser af par af samme køn ’strider mod’ de sædelighedsopfattelser, som står optegnet i kirkens bekendelsesskrifter (hvoraf Bibelen er øverst placeret) – så er det et brud på grundlovens paragraf 67.

Den anden danske grundlovsparagraf, som er i fuld overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, forbyder pligtmæssige, personlige bidrag til en religion, ’der ikke er ens egen’. Denne 68. grundlovs lyder sådan: "Ingen er pligtig til at yde personlige bidrag til nogen anden gudstjeneste end den, som er hans egen."

Dette vil blandt andet sige, at de penge, som folkekirken modtager over borgernes kirkeskat, skal anvendes til, at der i kirken udøves en gudsdyrkelse og foretages kirkelige handlinger, som stemmer overens med ’den religion, der er kirkegængernes egen overbevisning’. Hvis der – uden at kirkens medlemmer er enige dermed – ved en forpligtende lov (og en bestemmelse, som udskrives af regeringen) gennemføres gudstjenestelige handlinger, som er i modstrid med kirkens egen bekendelse og Bibelens lære, så tvinges den enkelte kirkegænger ’til at yde personlige bidrag til en anden gudstjeneste end den, som er hans egen. Hvis derfor det enkelte kirkemedlem – for at kunne følge sin hidtidige overbevisning – nødes til at forlade folkekirken, så er det en undertrykkelse af religionsfriheden, en overtrædelse af menneskerettighedskonventionen og et brud på grundloven.

Den danske stats forpligtelse overfor den kristne tro er ved gudløse love blevet overtrådt. Om dette siger Ny Testamente bl.a.:

"Han, som sætter sig op imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud" (2.Thess.2:4).

Den danske grundlov og menneskerettighedskonventionen beskytter ’alt, hvad der hedder Gud og helligdom’ og forbyder ved sine bestemmelser om religionsfrihed af ’den religion, der er borgernes egen’, at lade den lovløse ’tage sæde i Guds tempel’. Noget sådant finder imidlertid sted, (at lovløsheden ’tager sæde’ i kirken) – når det dybest set ikke blot er en antikristelig handling men en direkte krænkelse (af de bestemmelser, som er givet i vort lands nationale konstitution samt internationale konventioner) der indføres!

*

Det er ulvetider – og Danmarks Grundlov vil få en voksende betydning for borgerne; disse holder fra nu af skarpt udkig efter de mørke skygger, der i ly af de urolige tilstande sniger sig omkring regeringspalæet i København. Den danske forfatning vil nemlig i lige grad få betydning for lovgivningsmagten; "den tid er forbi," lyder det fra nye borgersamlinger, "hvor de mest glubske bæster – uden at møde modstand – slippes løs på Guds kirke. "De kommer til jer i fåreklæder," siger Jesus, "men indeni er de glubske ulve" (Matt.7:15). – Derefter giver kirkens Herre følgende gode råd til Sine efterfølgere: "På deres frugter kan I kende dem! Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler..? Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter" (v.18). Fremmede vindgårdsmænd har siden sommer 2012 plantet træer og buske overalt i kongeriget – ja, de har blomster i alle regnbuens farver derfra og anbragt dem på kirkernes altre. Om dette forhold handler dagens tre tekster: 1. ’Side 29’ (Dagli’t Brev), 2. ’Nåleøjet’ (Kampen for Ordet) og 3. ’Udenoms forklaringer’ (Tavlen). Næste indlæg: mandag, 07-09-2015.

Er det virkelig sandt, at i den sommer, i det Herrens år 2015, hvor den danske regering blev ledet af Lars Løkke Rasmussen, lykkedes det for de styrende at gennemføre, hvad kong Harald Blåtand i år 965 med runer mejslede ind i Jellingestenen, at ’Danerne blev kristne’? I hvert fald var det omtrent de samme ord, der blev nedfældet i 2015-regeringsgrundlaget (side 29), at ’Danmark er et kristent land!’

I den hede debat, som denne høje programerklæring udløste, blev ’side 29’ endevendt og gennemtrevlet fra alle sider og kanter – undtagen én: Hvis den kristne formålsparagraf i Grundloven bliver droppet, er Danmark da fortsat at betragte som ’et kristent land’? Eller for at sige det mere direkte: Hvis kirkelige homovielser er i fuld overensstemmelse med Grundlovens § 4 og kirkens bekendelsesskrifter, er Danmark da stadig at betragte som et kristent land? Eller for at sige det ligeud: Hvis den i marts 2016-berammede retssag om statens påtvingelse af et hedensk ritual i den kristne kirke falder ud til fordel for de ideologisk farvede ligestillingsteologer og der underminering af grundlovens protestantiske livssyn – er Danmark da fortsat at betragte som et kristent land? –

Hvad jeg hermed vil sige er, at det ikke blot er min ’opfattelse’ – men at det er ’min faste overbevisning’, at Gud Herren med denne sag af ’side 29’ i regeringsgrundlaget stiller Danmark over for den samme prøve, som Israels folk blev stillet over for, da Josua udfordrede det med ordene: "Vælg i dag, hvem I vil tjene…" og han sluttede med ordene (som et levende kristenfolk i Danmark gør til deres): "Men jeg og mit hus… vi vil tjene Herren!" (Josua 24:15)

Da lovafdelingen i justitsministeriet i sin tid skulle analysere, hvorvidt det forelagte lovforslag om kirkelige homovielser var i overensstemmelse med grundloven, var der ingen, der kunne drømme om, at den efterfølgende regering i sit regeringsgrundlag (på side 29) ville have nedfældet sætningen: ’Danmark er et kristent land’.

Hvis det havde været tilfældet (at den daværende justitsminister i et øjebliks ’vild fantasi’) havde anet, at en sådan ordlyd ville blive formuleret – sort på hvidt på side 29 – i den næste regeringsprogramerklæring, så ville han utvivlsomt i sin såkaldte ’retsdogmatiske analyse’ have taget højde for, at spørgsmålet ville komme på bane: Er dette homovielses-forslag i harmoni med grundlovens 4. bestemmelse, der klart henviser til statens forpligtelse over for – ikke blot den kristne kirkes – men den protestantiske nationalkirkes livssyn? Men nu vidste justitsministeren intet om, hvilket flag, der (i forbindelse med statens forhold til kirken) ville blive hejst over et fremtidigt regeringsgrundlag, så han lod homovielsesforslaget ’slippe igennem nåleøjet’ – og spørgsmålet er nu vokset og har i en landsomfattende debat taget skikkelse af en udfordring: "Kan Danmark kaldes et kristent land, hvis det vender det døve øre til grundlovens 4. paragraf, som helt bogstaveligt siger, at ingen regering (i kirkelige forhold) kan lovgive mod kirkens lære?

Eller for at sige det mere tydeligt: Danmark kan ikke kaldes et kristent land, hvis det indfører kirkelige ritualer, der af kirkens bekendelsesskrifter erklæres for at være ’antikristelige’. – Eller for at sige det direkte: Kan Danmark kaldes et kristent land, hvis det trodser Bibelens klare vidnesbyrd, at det homoseksuelle bryllup er at betragte som synd, og at det derfor aldrig kan finde sted i den kristne, protestantiske kirke?

Det, som kan siges om vor tids ’ligestillingsteologer’, er allerede sagt og kan ikke siges bedre. Jesus omtalte dem med ordene: "I sier myggen fra, men sluger kamelen!" (Matt.23:24) Hvad dette rammende slagord egentlig vil sige, forklarer Jesus i sammenhængen og er ifølge en tilføjelse Jesu egen definition: "I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab" (v.23). – Det vil med andre ord sige, at der ligger en alvorlig forsømmelse i ’at sluge kamelen’. Forsømmelsen har her at gøre med, hvorledes loven (Guds lov) administreres. Tre ting nævnes som tungtvejende: 1. Ret, 2. barmhjertighed og 3. troskab (v.23). Hvor retfærd og lovens ord manipuleres, har vi at gøre med ’hyklere’ (Jesu egne ord), der ansvarsløst ’sluger’ sagens egentlige betydning og kommer med en masse betydningsløse udenomsforklaringer. Hvor man hjerteløst bilder folk ind, at der ikke behøves ’omvendelse for at komme ind i Guds Rige, er den sidste form for barmhjertighed forsvundet. Og hvor Guds ord fordrejes for at opnå verdslige eller politiske mål, er troskaben mod Den Hellige Skrift blæst bort med vinden!

De mennesker, som tidligere beviste deres fjendskab mod evangeliet, og som var totalt fremmede overfor det kristne fællesskab – ja, som i ord og gerning (af den mest ondskabsfulde art) i deres inderste var modstandere af Gud – netop disse har Gud forsonet med sig selv. Dette er (ifølge apostelen) sket ved Jesu legemlige død…

Det drejer sig altså om mænd og kvinder i vor tid, som på trods af deres dybe modvilje og ondskabsfulde indstilling i forhold til evangeliet ved Guds Ånd kan opleve at blive draget ind i en hjertets forsoning med Gud, idet de finder fred i Kristi fuldbragte værk – og således ved troen tør stå frem for Den Almægtige som ’hellige, lydefri og uangribelige’ (Kol.1:22-23). Denne underlige længsel ligger bag hele det tiltag, som i den kommende tid vil blive mere åbenbar og dermed finde yderligere fodfæste, idet det vil vise sig, at den rejsning, som nu sker blandt de troende, sker ’for Danmarks sag’!

Den 4. paragraf i Danmarks Grundlov er selve hovedfundamentet for den frihed, som hersker i det danske samfund; den er basis for den frihedselskende livsførelse, som er knyttet til kristendommen og især den reformerte, protestantiske tro. Den dag, den fjerde paragraf omstødes, fjernes det sidste værn mod de mørkeste ideologier og de mest nedværdigende religiøse love; de kræfter, der med voksende kraft vil have Danmarks Grundlovs fjerde paragraf bragt ud af verden, arbejder i virkeligheden på at ødelægge den mest værdifulde basisstruktur, som et demokratisk samfund kan bygge på. Når det derfor i Ny Testamente erklæres, at ’Guds nåde opdrager os til at sige nej til ugudelighed’ (Tit.2:12) – så synes netop dette skriftord at være blevet højaktuelt med henblik på de kræfter, der i dagens Danmark betragter det som et af deres hovedanliggender at ville fravriste grundloven dens kristne indhold. Når det bør anses for ret og rimeligt, at danske borgere gennem Danmarks Grundlov gives særlige rettigheder og pålægges særlige pligter, da må det ligeledes betragtes som en ufravigelig pligt at værne om den frihed og sunde samfundsform, som grundloven giver. Hvad der altså tilkendegives som en dansk borgers pligt bør i denne time ikke blot hænge i luften, men bringes ned på jorden og virkeliggøres ved borgerindsats, der er i stand til at forsvare de værdier, der gør Danmark til ’et yndigt land’… ja – til ’et kristent land’!

Næste indlæg: tirsdag, 08-12-2015.


TILBAGE