RETSOPGØRET
104

ET AFSLØRENDE KAPITEL

(Manu-biografi stk. 1)

Den betydelige interesse, der i de seneste år har hersket omkring danske ministres ansvar og personlige adfærd, gør det til en oplagt sag at kaste et nærmere blik på den måde, som tidligere kirkeminister Manu Sareen har virket, da han i sommeren 2014 iværksatte den endelige gennemførelse af loven om kirkelige vielser af par af samme køn. I visse tilfælde har den kritik, som danske ministre generelt har været ude for, været af en sådan styrke og med et så håndfast vidnesbyrd, at de pågældende ministre har måttet forlade deres embede! I dette tilfælde kan resultatet af en sådan kritik blive, at den gennemførte lov falder til jorden, hvilket da (til manges forfærdelse) vil medføre, at kirkelige homovielser ikke længere er lovlige – ja, at de allerede udførte homovielser (som i så tilfælde kan anses for ulovligt at have fundet sted i kirken) står i fare for at blive erklæret illegale og derfor må opløses! Når – som forløbet i et enkelt (med henblik på ’de mange’ minister-overtrædelser) tilfælde (Tamilsagen) kulminerede med et såkaldt politisk systemsskifte, gennemførelsen af en rigsretssag og domfældelse af den mest centralt involverede minister må ingen undre sig over, at den landsretssag, som af 300 borgere i december 2014 er rejst mod staten (i forbindelse med dens tidligere kirkeministers adfærd) kan få de alvorligste konsekvenser.

Da den tidligere kirkeminister, Manu Sareen, i efteråret 2015 udgav sin selvbiografi (født i 1967 i Punjab i Nordindien, kom til Danmark som 4-årig i 1971) vakte især ét kapitel i bogen opmærksomhed. Det var det afsnit, der handlede om hans tid som kirkeminister fra 2011 til 2014. Med egne ord erklærer han (i de første linjer af dette 10. kapitel): "Den største sejr for mig som kirkeminister var, at homoseksuelle fik ret til at blive viet i folkekirken…" Det er udelukkende dette 10. kapitel (der i bogen bærer overskriften ’Homovielser og kirkehykleri’) som er emnet og baggrunden for, hvad jeg her skriver. Netop dette kapitel får mig (og i hvert fald 300 borgere sammen med mig) til at anse den tidligere minister som en allerede dømt mand! Han afslører her sine dybeste, dunkle motiver og bevidste manipulationer – ja, et i den grad afskrækkende, politisk betonet handlingsmønster, at det er en gåde, at ingen før nu stiller ham til regnskab for hans overtrædelser.

Efter offentliggørelsen af dette 10. kapitel kan ingen jurist længere betragte det som ’god latin’ at anse det retlige ministeransvar som noget ’der hører en for længst svunden fortid til’. Når en juridisk forfatter i 1988 turde skrive, at efterjagningen af ministre, der groft har overtrådt loven, ’hører til i det statsretlige raritetskabinet’ (Lars Busck: Folketingets kontrol med forfatningen’, Kbh. 1988 side 106) – så er denne erklæring blegnet ved læsningen af Manu’s 10. kapitel. Om det, som i dette afsnit af bogen berettes, kan følgende spørgsmål med rette stilles: Hvad er det for en politiker, som regeringen her har betroet den særlige forret at sætte sit navn under på det samme dokument, som Danmarks dronning tillidsfuldt og med sin egen kongelige signatur har ophøjet til lov?

 

EN LØFTET PEGEFINGER

I den omtalte selvbiografi fortæller den tidligere kirkeminister, hvorledes han i årene 2002 til 2011 (som medlem af borgerpræsentationen i København for Radikale Venstre) i 30 tilfælde har misbrugt denne stilling til at ændre ordlyden af det officielle vielsesritual for par af samme køn. "Jeg brugte ordet ægteskab i stedet for partnerskab," skriver han. "En unik chance til at vise solidaritet med homoseksuelle. Jeg kunne vie dem borgerligt og blev en ’yndlingsgifter’ i det homoseksuelle miljø. Jeg slap med en løftet pegefinger" (side 158).

Hertil vil nogen (ikke så få) mene, at det er helt okay, at der ikke blev gjort mere ud af den sag; de vil tage sig til hovedet, hvis en eller anden ’religiøst forvirret sjæl’ skulle komme på den tanke, at en sådan for længst glemt forseelse kunne have nogen betydning. Ikke desto mindre melder jeg mig på banen; denne tilsandede begivenhed bør ikke gå i glemmebogen! Den bør tværtimod i det pågældende tilfælde (hvor den senere kirkeminister på lignende måde har anset sit embede som (citat): ’en unik chance til at stille sig solidarisk med de homoseksuelle’, påkalde sig juridisk interesse; hvad Manu Sareen illegalt i årene 2002-2011 foretog sig som medlem af Københavns Borgerrepræsentation har han i en øget dimension og med et større perspektiv gennemført i årene 2011 til 2014 som landets kirkeminister. Som han ulovligt ændrede vielsesritualets ordlyd i den borgerlige vielse af par af samme køn, har han (som 300 danske borgere påstår) i strid med grundloven ændret det kirkelige rituals ordlyd, så at det kan tilpasses det homoseksuelle bryllup foran kirkens alter.

Formålet med at kaste lys på denne sag er at råde bod på den intetsigende ’løftede pegefinger’, som for en halv snes år siden advarede den unge politiker mod at fortsætte med denne ulovlige aktivitet. Den overordentlig stærke aktualisering af ministeransvaret fremmaner i denne tid en påtrængende nødvendighed af den retlige synsvinkel på denne adfærd. Den tidligere kirkeministers ulovlige fortid har (ved den ringe modstand han mødte) ført til, at et så fundamentalt samfundsgrundlag som lovens forståelse af ’ægteskab og familie’ (gennem hans virke) er blevet ændret! Af netop denne grund er det på høje tid at kaste et ransagende projektørlys på den begrundelse af den ekstreme fremgangsmåde, som den tidligere kirkeminister anvendte for at opnå sit politiske ’ligestillings-mål’. Det 10. kapitel i hans biografi afslører hans kirkefjendtlige normgrundlag og lader ane rækkevidden af hans politiske partis intentioner. Det omtalte afsnit i hans ’karrierehistorie’ rejser faresignaler med henblik på, hvorledes ministeransvaret forvaltes i fremtiden – ja, det 10. kapitel indeholder efter min mening kvalitetsstof nok til at kunne fremlægge det nødvendige beslutningsgrundlag til at afgøre, hvorledes et ministeransvar i praksis ikke skal gøre sig gældende. Eller sagt med andre ord: Det 10. kapitel i Manu Sareens biografi er fra nu af hans egen dom over hans egne overtrædelser…

 

DEN GUDDOMMELIGE SAMMENFØJNING

Min latinlærer faldt i søvn ved katederet i klasseværelset på Aurehøj ??? Statsgymnasium hver mandag morgen. Eleverne hyggede sig, og den træge oversættelse af Cæsars gallerkrige ophørte i de minutter, hvor den i øvrigt meget afholdte lærer var ’fraværende’. Men jeg lærte trods alt i de år så meget latin, at jeg i dag er i stand til at fatte indholdet af Luthers latinske sætning, som i hans lille katekismus forklarer ’det sjette bind: "Du må ikke bryde ægteskabet." Den latinske kommentar lyder sådan: "… suam conjugem amet et honoret." Det er i den forbindelse særlig ordet ’conjugem’, som har betydning. Det bygger grammatisk på udtrykket ’at sammenføje’, hvilket altså er Luthers grundlæggende forankring, når han på tysk afleverer følgende gengivelse: "… und ein iglicher sein Gemahl lieben und ehren", ’at enhver skal elske og ære sin gemal’. Der er fire grunde til i denne sag nøje at undersøge og fastholde, hvad Luther mener med ordet ’gemal’. For det første, fordi Luthers lille katekismus er ét af folkekirkens officielle bekendelsesskrifter, for det andet, fordi Luthers navn står nævnt i Grundlovens 4. paragraf og for det tredje, fordi Luther skrev denne katekismus med henblik på ’ulærde sognepræster og prædikanter’ (’die gemeine Pfarrherren und Prediger’… hvilket vil sige, at selv en kirkeminister uden besvær kan forstå dens indhold) og for det fjerde, fordi Luthers lille katekismus er én af de fire ’retskilder’, som ved landsretten i København fremlægges på dommerens bord.

Når den tidligere kirkeminister i sin biografi forsvarer, hvorfor han illegalt (som medlem af borgerrepræsentationen i København og dermed som ’vielsesmyndighed’) ændrede det borgerlige vielsesritual for homoseksuelle ved at sløjfe ordet ’partnerskab’ og indføre ordet ’ægteskab’, forbander han det første (partnerskab) for at ophøje det andet (ægteskab). "Fuck partnerskab," skriver han (forbandelsen) og tilføjer (citat): ’det handler om kærlighed, uanset hvem man er, så ikke noget med partnerskab, men kun kærlighed og ægteskab’ (side 158).

(Hvorvidt den tidligere kirkeminister mener det alvorligt, når han så ofte taler om ’kærligheden’, står hen i det uvisse. Især efter at han i sin levnedsbeskrivelse forklarer, at der i dialogen med kirkens folk var visse argumenter (citat): ’de ikke bed på’; - "Faktisk have jeg mest held med det meget enkle argument, at homovielser handler om kærlighed," tilføjer han (side 167). Det vil med andre ord sige, at når der blev sagt ’kærlighed’, så ’bed modstanderne på krogen’…)

*

Imidlertid har Luthers ord ’gemal’ – med betydningen ’ham’ (eller ’hende’) som vedkommende er sammenføjet med’ (conjugem) – sin rod i Jesu ord, der i Ny Testamente gengives således: "Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille" (Matt.19:6).

Ægteskabets ’sammenføjning’ (’conjugem’) er altså ikke noget menneskeværk! Det er Guds værk (’hvad Gud har sammenføjet’) – og det er ikke kun ’en borgerlig ordning’, thi Jesus bevidner her den guddommelige forordning med ordene (citat): "Hvad Gud altså har sammenføjet…" og til dem, som fortsat fejlagtigt hævder, at en sådan ’sammenføjning’ (conjugem) kan finde sted mellem to mænd eller to kvinder, lyder (i tekstsammenhængen) Jesu ord: "Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen har skabt dem som mand og kvinde og sagde: Derfor skal en mand forlade sin far og sin mor og binde sig til sin hustru" (Matt.19:4).

Når den tidligere kirkeminister om sine kirkelige modstandere, der (citat): ’diskuterer ud fra Bibelen’ (side 167) forklarer, at (citat): ’bare tanken om, at andre præster kunne handle efter deres samvittighed og lukke homoseksuelle ind i fællesskabet, var dem så vederstyggelig, at der nærmest stod røg ud af ørerne på dem’, kan jeg kun sige, at der er ingen røg i lokalet, når jeg med mine trosfæller aflægger følgende erklæring: "Når Jesus om den guddommelige ægteskabssammenføjning i det 19. kapitel af Matthæusevangeliet siger: "Har I ikke læst," så henviser Han ubestrideligt til Bibelen. Når Han dermed henviser til ’Skaberen’, erklærer Han, at Han som Guds Søn (i modsætning til den såkaldt videnskabelige verdensanskuelse) bevidner, at der findes ’en Skaber’, og når Han om Bibelens Skabelsesberetning (’I begyndelsen’) betoner, at ’Skaberen skabte dem som mand og kvinde’, henviser Han til de to parter, som skal sammenføjes. Når Jesus kommenterer netop dette forhold, henviser Han til Bibelens første blade (1.Mose 2:24), hvor der står skrevet: "Derfor skal en mand forlade sin far og mor" (benævnelser som militante homoseksuelle vil have fjernet fra ordbogen) og når Kristus slutter med at erklære, at ’en mand skal binde sig til sin hustru’ – så er det én gang for alle gjort klart, at det ikke er en mand, der skal binde sig til en anden mand, eller en kvinde, der skal binde sig til en anden kvinde (hustru).

*

Når den tidligere kirkeminister i sin biografi erklærer, at han i sagen om kirkelige homovielser (citat): ’diskuterer ud fra følelser og lovgivning’ (mens hans kirkelige modstandere udelukkende holder sig til Bibelen… side 67), så bør det her bemærkes, at den foreliggende sag om bl.a. ministeransvaret og den omstridte turbo-gennemførelse af den kontroversielle lov om indførelse af et splinternyt vielsesritual for homobryllupper foran kirkens alter er af helt central betydning for det danske forfatningssystems forståelse af den 4. paragraf i grundloven.

Det vil (tror jeg) bevise sig, at borgernes påstand om grundlovsbrud er reel nok, og at en sådan afgørelse må tages som udtryk for en svindende og anløben moral hos ministre og embedsmænd – ja, som udtryk for, at mere klassiske embedsmandsdyder som sagkundskab (ikke kun følelser) grundighed (ikke kun politiske opfattelser om solidaritet) og retssikkerhed (ikke kun løsrevne ligestillingsslogans) bør fremhæves.

Næste artikel om dette emne bringes torsdag, d. 10.12.2015. I de kommende uger vil der blive bragt to artikler om ugen (tirsdag og torsdag) som inden retssagen d. 31. marts 2016 sætter lys på det afslørende 10. kapitel af den tidligere kirkeministers biografi.

 

TILBAGE