RETSOPGØRET
105

MØRKLAGTE MINISTERIELLE MØDER

(Manu-biografi stk. 2)

Det ligger i rygraden på det danske folk, at de folkevalgte ministre, som er blevet givet magt, må stå til ansvar for deres handlinger. Sådan tænker den jævne borger – helt ud i de små kolonihaver, hvor Dannebrog vajer overalt, og hvor ’dagens avis’ og TV-nyhederne bliver grundigt diskuteret; med magt må følge ansvar!

Dette absolut grundlæggende ansvarsprincip er i mere end halvandet hundrede år uophørligt blevet banket ind i borgernes bevidsthed. Siden 1849 har den politiske og religiøse frihed rådet og kundgjort, at enevældens tid er og forbliver uigenkaldeligt forbi! Den gamle, tunge kongelov af 1665 blev én gang for alle sparket på porten… denne ældede (og på en måde ærværdige) bestemmelse, som i sin berømte 2. artikel slog fast, at kongen skulle anses ’for det højeste og ypperste hoved her på jorden’. – ”Kun Én er hævet over ham,” hed det… ”og det er Gud alene!”

I dag er også Gud blevet afsat! Kongen er frataget al magt – og den omtalte juni-grundlov har gjort statens ministre til de reelle indehavere af den udøvende magt.

Den kommende retssag vil på denne baggrund stille skarpt på, om en danske minister (fra 2011-2014) har svigtet dette store ansvar ved overfor landets nationalkirke at have misbrugt sit høje hverv. ”Han har,” påstår 300 borgere, ”forfulgt sit parti-politiske mål med en sådan hensynsløshed, at han dermed har overskredet ikke blot sine egne beføjelser og krænket kirkens bekendelse men dermed overtrådt Danmarks Grundlov.”

Det er i dette ransagende projektørlys, at to af de mørklagte, kirkeministerielle møder, (som står omtalt i Manu Sareens 10. kapitel af hans 2015-biografi) skal læses. ”Kirkeministeriets embedsmænd advarede mig mod at tvinge biskopperne til at lave et vielsesritual for homoseksuelle,” skriver han (s.161). Projektørlyset lader os straks forstå det afgørende emme i dette 10. kapitel hvori ministeriets embedsmænd på et tidspunkt har travlt med at fortælle deres minister, at ’enevældens tid er forbi’. ”Du må ikke anvende tvang til at gennemføre dit forehavende,” har de sagt.

Som projektørlyset med disse linjer fejer gennem de mørke korridorer i baggårdsbygningen ved Holmens Kanal i København, så bliver det klart, at embedsmændene har søgt at afdæmpe deres ministers politiske ildhu ved at prøve at bringe ham til en forståelse af, at ministeransvarlighedsprincippet af 1849 ikke står til debat. Det hidtil ’ukendte møde’ har været præget af denne dybe alvor. ”Det var departementschef, Henrik Nepper, der førte ordet,” skriver Manu Sareen og tilføjer: ”Denne gang var han meget alvorlig; det kunne høres i hans bornholmske accent” (s.161).

Alvoren kan skyldes, at departementschefen i det øjeblik var sig særlig bevidst, at det i vor nuværende grundlov betones, at ’ministrene er ansvarlige for regeringens førelse” (§ 13). Det var ikke nogen lille eller ligegyldig sag, som hans minister var i gang med – ja, departementschefen kan have haft i tanke, at grundlovens § 15 erklærer, at ’ingen minister kan forblive i sit embede’, hvis hans chef driver det til det punkt, hvor han kan risikere, at folketinget udtaler deres mistillid til ham – ja, i yderste tilfælde (ifølge grundlovens § 16) kunne hans ministers politiske ambitioner føre til, at hans eventuelle, tvivlsomme embedsførelse tiltales for Rigsretten.

 

EMBEDSMÆNDENES DEFINITIVE TILSAGN?

Den tidligere 2011-14 kirkeminister afslører i det 10. kapitel af sin selvbiografi, ’MANU’ eksistensen af ’det ukendte møde’. – ”Jeg havde kun været i ministeriet i tre uger,” skriver han, ”da en mindre delegation af topembedsmænd fra ministeriet troppede op på mit kontor.” – ”Du kan ikke få dine bøsser gift, Manu. Du er færdig, hvis du gør det!” (s.161), erklærede departementschefen.

Dette hidtil ’ukendte møde’ har været vigtigt. Embedsmændenes ærinde betydningsfuldt: Departementschef, en delegation, topembedsmænd, det præcise formål. Fremlæggelsen af sagen (hvis udfald under ingen omstændigheder måtte gå i glemmebogen) samt embedsmændenes afsluttende ’tilsagn’. Borgerne kan imidlertid ikke lade sig nøje med ministerens personlige beskrivelse af denne hidtil ukendte samling. Et officielt referat med mødets afsluttende beslutning og embedsmændenes såkaldte definitive ’tilsagn’ må kunne fremlægges ved det berammede retsmøde.

Det officielle referat fra dette møde vil næppe indeholde det gadesprog, som ministeren i sin bog hentyder til. ”Departementschefen er af den gamle skole,” fortæller Manu Sareen i sit 10. kapitel – så det må formodes, at han respektfuldt har anvendt det traditionelle, statsretlige ordvalg.

På omtrent samme tidspunkt sendte jeg fra min ørkenbase ministeren en mail, hvor jeg på samme vis (og med Kjærbølsagen fra 1959 i tanke) advarede ham mod ’den farlige sejlads’, som han ville sende det folkekirkelige kirkeskib ud på. ”Der lurer faretruende, skarpe klippeskær under den blanke havoverflade,” skrev jeg. ”De er mærket med det røde advarselsflag, der bærer nummeret: ’Lov nr.117 af 15, april 1964’. Folketinget bør underrettes om disse farer, thi (siger det gamle ordsprog): ”Et er søkort at forstå, et andet skib at føre…” Jeg sluttede mit brev med – ikke blot at spørge om – men at anmode ministeren om, at folketinget blev informeret om de angivne farer…

I den foreliggende retssag bør det altså betones, at der fra dette ’ukendte møde’ på ministerens kontor må foreligge noget mere end den ene sætning, som en folkehob kan finde på at råbe på et gadehjørne på Nørrebro i København. Der må ved retssagen kunne fremlægges tydeligt bevis på, at kirkeministeriets embedsmænd deltog i dette møde for at sikre legaliteten i deres ministers embedsførelse. Denne kunne ikke på nogen måde kun styre mod dette ene mål (citat): ’Den logiske konsekvens af en ny regering og regeringsgrundlaget er ændringen af et ritual i Den evangelisk-lutherske kirke’ (s.161). Embedsmændene har på dette møde søgt at skærpe ministerens opmærksomhed, så at der i hans politiske fremfærd ikke skete noget brud på nogen retlig regel – og slet ikke på Grundlovens 4. paragraf, der så tydeligvis forpligter staten til at ’understøtte’ en specifik kristen reformatorisk lære. Altså: Hvilke synlige beviser kan ’embedsvældet’ fremføre for at kunne forklare retten, at de ved dette ’ukendte møde’ med loven i hånd har søgt at overbevise deres minister om, at (citat) ’han ikke kunne få sine bøsser gift – og at han var færdig, hvis han gjorde det’ (s.161).

 

’IKKE VANDTÆTTE NOTATER’

At et sådan notat fra 2011-mødet må forefindes, og at det, når det nu endelig bliver bragt frem i lyset, bør sættes under lup, fremgår bl.a. af den opsigtsvækkende bog ’Mørkelygten’, som journalist cand.mag. Jesper Tynelle (der modtog Cavlingprisen 2008) sendte på gaden i 2014.

”Det er jo tydeligt, at det ikke er vandtæt,” forklarer i denne bog en embedsmand i ét af ministerierne om de vigtige juridiske notater, han selv har været med til at levere til folketinget. Det drejede sig i det tilfælde om den for Danmark så væsentlige beslutning om at sende danske soldater i krig i Irak… og hvis ’ikke-vandtætte’ notater kan forekomme i en så afgørende sag i det ene ministerium, så kan det samme ske i ligeså afgørende sager i et andet. Er det skjulte notat fra ’det ukendte møde’ i kirkeministeriet ’vandtæt’? Eller vil det atter blive meddelt, at ’det ikke forefindes’?

En anden embedsmand fortæller til bogens forfatter om de notater, han har måttet udføre om markedsføringen i kommunalreformen. Hans beskrivelse til den Cavling-belønnede journalist er kort, kold og klar. ”Det oplysningsgrundlag, man traf beslutninger på,” erklærer han, ”var stærkt manipuleret.”

Når Manu Sareen i sin bog fortæller, at hans afdelingschef sagde til ham: ”Du kan ikke få dine bøsser gift, Manu!” (s.161) – så er denne alt for korte sætning ’stærkt manipuleret’. Selvfølgelig kan homoseksuelle par blive gift. Bogens forfatter har selv (ifølge hans egen oplysning – s.30) viet 30 par af samme køn – på rådhuset! Ingen vil i dag protestere mod dette – landets kristne borgere kan i det tilfælde kun advare mod en sådan udvikling. Nej, embedsmændene har ved dette ’skjulte møde’ sagt: ”Du kan ikke få dine bøsser gift i kirken!” Hvis bogens forfatter hertil vil indvende, at de to ord, ’i kirken’, selvfølgelig var underforstået, tror jeg ham ikke over en dørtærskel. Hans bog er fyldt med den slags ’manipulationer’ – og det må han naturligvis selv stå til regnskab for. Men forekommer manipulerende undladelser af samme art i et ministerielt notat, er det en anden sag! Eller hvis et sådant notat pludselig er som forsvundet fra jordens overflade, er det endog mere alvorligt. Det må den kommende retssag nu tage stilling til.

”Det giver et forvansket og forskruet beslutningsgrundlag,” indrømmer en tredje embedsmand over for forfatteren af bogen ’Mørkelygten’. Han og hans kolleger har forsynet folketinget med en opgørelse over, hvor mange handicappede, der får hjælp – og set i dette afslørende lys bliver det nu af særlig interesse at få fremlagt referaterne fra det her omtalte møde, der tre uger efter kirkeministerens tiltrædelse fandt sted på hans kontor. ”Embedsmændene skærer nemlig løbende tal, jura og faktuelle oplysninger til,” forklarer Jesper Tynelle. ”De bliver udformet, så at de bedst muligt sælger regeringens politik.” Har dette været den tidligere kirkeministers fremgangsmåde for at få gennemført sit politiske program ud fra devisen (citat): ”Dette lille område, den kirkelige vielse, er den sidste rest af diskrimination af homoseksuelle” (s.162).

Set fra kirkens synsvinkel er denne sag nemlig ikke ’et lille område’. Det er en global udfordring. Ej heller er den kirkelige vielse af homoseksuelle ’en sidste rest af diskrimination’, som faktisk tilhører ’en fjern fortid’ (s.162). Nej, det er den mest aktuelle, udæskende provokation med hensyn til Danmarks nationalkirkes og den danske, kristne menigheds eksistens. Det er sandsynligt, at dommerne ved den kommende retssag ser stævningen af de t danske ministre i samme lys.

 

MINISTERENS ÅBENLYSE TRUSSEL

Hvis det utænkelige skulle ske, at kirkeministeriet på 300 danske borgers krav om aktindsigt, svarer (som det nu er sket for mig i utallige tilfælde med hensyn til min henvendelse i denne særlige sag) at ’et sådant dokument findes ikke i ministeriets journalsystem’, så synes ministeriet endnu en gang at søge at omgå den lov, der tydeligt taler om ’offentlighed i forvaltningen’. Som hovedregel kan en hvilken som helst borger forlange at blive gjort bekendt med, hvad der sker bag de lukkede døre. Borgerne ved nu fra Manu Sareens bog, at et møde har fundet sted, og at dette møde ikke bare var en lille, harmløs ’hyggesnak’, men at det ifølge Manu Sareens offentliggjorte selvbiografi må indeholde nogle dokumenter, der er oprettet som led i denne administrative sag.

Myndighederne skal ifølge denne lov som udgangspunkt lade borgerne se alle de skrivelser, der ligger i sagen – i dette tilfælde, hvad der kunne ligge bag den oplysning, som den tidligere kirkeminister giver, når han i sin bog skriver (citat): ”Her (ved dette møde) traf jeg den bedste beslutning, jeg har truffet som politiker: Jeg forlangte, at biskopperne hurtigt lavede et ritual!” (s.161)

Det fremgår af denne lov ’om offentlighed i forvaltningen’ (’aktindsigt’), at der kan forekomme en sag, man ikke må se. Hvis det sker, kan myndighederne tage de fortrolige dokumenter ud af sagen og lade én se de resterende dokumenter. Borgerne vil i det tilfælde (hvor den tidligere kirkeminister ifølge sin egen beretning var indstillet på (citat): ’at erklære krig… ved at blande sig i folkekirkens indre anliggender’ (s.161) især fordre indsigt i den del af referatet, hvor ministeren til delegationen af embedsmænd udtaler: ”I har én time til at finde en løsning ellers skilles vore veje” (s.163). Det bør nemlig med den kommende retssag for øje afklares, hvad ministeren mente, da han erklærede: ’ellers skilles vore veje’. Lå der i denne åbenlyse trussel: 1. ’ellers bliver I fyret’ eller 2. ’ellers tager jeg mit gode tøj og går’.

Men som sagt: Hvis ’det utænkelige’ atter skulle ske, at jeg om dette afgørende møde i kirkeministeriet skulle få besked om, at der vedr. denne særlige administrative samling (som detaljeret beskrives på tre sider i Manu Sareens selvbiografi) ikke findes noget notat, så må jeg bede kammeradvokaten nærlæse den 13. paragraf i forvaltningsloven, som bl.a. siger (citat): ”I sager, hvor der bliver truffet en afgørelse, skal snarest muligt tages notat om væsentlige sags-ekspeditionsskridt’. Det bliver herefter op til dommernes afgørelse, om ministerens trussel og deadline sigter på ’et væsentligt ekpeditionsskridt’ og om embedsmændenes ’tilsagn’ gør det samme…

Efter forvaltningsloven har parter i en sag en ’udvidet ret’ til at se sagens akter. Eftersom jeg og mine 300 borger-venner anser os selv som værende parter i den kommende retssag, kan man næppe nægte os denne ’udvidede ret’ – thi vi har og vil fremover vedblive at have en betydelige interesse i at kende det skjulte indhold af den embedsmandsdrøftelse, som ifølge ministerens trussel fik ministeriets departementschef og hans topfolk til at hejse det hvide flag og præcis på målestregen én time efter aflevere følgende ’overgivelse’ (citat): ”Måske kan vi godt finde en løsning, så homoseksuelle kan kaldes ægtefæller. Vi skal nok bare have biskopperne med os…” (s.163). Ministeren forklarer i sin bog, at embedsmændene overholdt den givne deadline (citat): ”Jeg var glad for deres tilsagn” (s.164) – jo, netop dette dokument kan næppe være omfattet af forvaltningslovens undtagelsesbestemmelser. Et så betydningsfuldt ’tilsagn’ kan ej heller være tilstedt ministeren som ’et mundtligt løfte’. Ordlyden af det skriftlige referat er af væsentlig betydning…

I den kommende retssag stiller 300 danske borgere følgende spørgsmål til det høje dommerpanel:

    1. Bør det ikke betragtes som et væsentligt ’medvirke-ansvar’, når en minister sender sine embedsmænd af sted for med én times varsel at komme tilbage med løsningen på selve sagens kerneproblem, sådan som det i årtier har været stridens æble?
    2. Hvis en minister i en kneben situation pludselig ’udvider’ sit eget ministeransvar til (under trusler og med en given deadline) også at omfatte det ansvar, der lægges på embedsmændenes skuldre – kan en sådan tjenestebefaling da gives uden ministerens i loven påbudte fortsatte tilsyn og vejledning?

2a) (sagt med andre ord):

Kan en minister i en konfliktsituation pludselig smide ansvaret fra sig og kaste det over på et andet bord uden på forhånd at have instrueret (f.eks. ved henvisning til cirkulærer o.l.) hvorledes denne opgave skal løses… og er en sådan handling ikke fortsat ansvarspådragende for ministeren selv?

 

TIDSÅNDENS TOLKNING

I landsretten er forskellige af kirkens bekendelsesskrifter allerede fremlagt som retskilder, der skal belyse, hvorledes den i 2012 indførte lov om kirkelige vielser af par af samme køn er en afvigelse fra den evangelisk-lutherske lære.

Eftersom regeringens forsvarer, kammeradvokaten, allerede i marts 2015 i en såkaldt ’svarskrivelse’ har ladet de sagsøgende borgere vide, at de ikke skal regne med, at de forskellige trosartikler vil blive antaget for deres pålydende, bør borgerne være agtpågivende over for statsadvokatens høflige trussel. ”Der bør gives plads til,” erklærer han, ”at disse bekendelsesskrifter tolkes efter tidsånden!”

Til det formål vil kammeradvokaten have en række fremtrædende bisper, præster og professorer samt forskellige eksperter, der kan fortælle dommerne, hvorledes disse ’middelalderlige trosartikler’ skal forstås. De vil med mange beviser og argumenter fremholde for den høje ret, at Luther og de øvrige reformatorer levede på en anden tid og under andre omstændigheder samt at den lutherske lære heldigvis gennem årene har udviklet sig, så at en moderne tolkning – der hørere dette årtusinde til – vil være den rette forståelse af Luthers lære.

Nu er det imidlertid sådan, at uanset hvor kendte og hvor efterspurgte disse moderne fortolkere er, så står deres navne ikke indgraveret i Danmarks Grundlov. Det gør imidlertid Martin Luthers navn. Hans skrifter er med navns nævnelse omtalt i den danske forfatnings 4. paragraf med benævnelsen: ’Den evangelisk-lutherske kirke’.

Luther forudså denne situation, og det er som er han stået op af graven for i dette ’500 året’ for den oktoberdag i 1517, hvor han hamrede sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, at udtale et myndigt ord til de ’tidsåndens eksperter’, som i den kommende retssag vil (citat): ’falskelig benytte mine skrifter til at styrke deres vildfarelse’ (Luthers Trosbekendelse, 1529).

For ikke at skulle komme i den uheldige situation (i forbindelse med den kommende retssag mod regeringens kirkelige homovielser) at skulle citere de reformatoriske bekendelsesskrifter (som der henvises til i Danmarks Grundlov) – og så overlade valpladsen til de moderne såkaldt ’Lutherske’ fortolkere, så vælger jeg at fremsige disse grundlæggende artikler som Luther selv gjorde det.

Dermed undgår jeg nemlig og kan samtidig advare mod de forstyrrede bisper, præster, professorer og ministre, der giver udtryk for ’det rene vanvid’ (thi et mere dækkende ord findes ikke) som består i at søge at anvende Luthers skrifter til (som han selv advarende forudsiger): ’at styrke deres vildfarelse’.

Luther slutter: ”Hvis nogen efter min død vil komme og sige: Hvis Luther havde levet i dag, så ville han på en anden måde lære og betragte den eller den trosartikel, for han kunne jo ikke have forestillet sig… osv. osv.” – og det er som henvender han sig til kammeradvokaten og alle hans tidsånds-teologer med ordene (citat): ”Jeg siger nu som dengang, og dengang som nu, at jeg ved Guds nåde på det flittigste har overvejet alle disse trosartikler samt atter og atter prøvet dem efter Skriften – og jeg vil så vist forfægte den til det sidste! Jeg er hverken drukken eller ubetænksom, og jeg ved, hvad jeg siger, når jeg taler om den betydning disse bekendelsesskrifter har for mig med henblik på Den Herre Jesu Kristi komme og Den sidste Dom…” derefter tager Luther fat på at forklare meningen med hver enkelt af de trosartikler, som ligger fremlagt på dommernes bord. Disse højaktuelle tolkninger, der med grundlovskraft sønderslår alle tidsåndens bortforklaringer, vil jeg redegøre for i de følgende kapitler.

Samtidig med offentliggørelsen af dette kapitel er følgende mail blevet sendt til Kirkeministeriet i København. Ifølge loven om aktindsigt skal denne anmodning besvares inden syv dage.

 

MAIL TIL KIRKEMINISTERIET:

Ved denne e-mail af 5. januar 2016 anmoder jeg Kirkeministeriet om aktindsigt i ministeriets journaler vedr. to møder, som ifølge tidligere kirkeminister Manu Sareens i efteråret 2015 på Politikens Forlag udkomne selvbiografi, ’Manu’, har fundet sted i Kirkeministeriet, Holmens Kanal, København.

Begge møder er detaljeret beskrevet i bogens 10. kapitel. Det ene møde har ifølge den daværende ministers erindringer fundet sted på hans kontor 3 uger efter hans tiltrædelse i 2011 (den nøjagtige dato er i bogen ikke angivet) men mødets indhold er i hans bogs 10. kapitel på tre sider (161-163) nøje angivet. Det andet møde har fundet sted d. 7. december 2011 i Kirkeministeriet og står ligeledes beskrevet i den omtalte levnedsbeskrivelses 10. kapitel (siderne: 164-166).

Idet det med disse oplysninger næppe skulle være vanskeligt for ministeriet at identificere disse dokumenter, anmoder jeg om, at tidsfristen for den sædvanlige procedure i dette tilfælde overholdes, idet jeg planlægger udgivelsen af min 3. bog over dette emne med deadline 20. feb. 2016. Til ministeriets oplysning tillader jeg mig at meddele, at min advokat, Nikolaj Nikolajsen, Lou-advokater, Randers, som for tiden forbereder landsretssagen d. 31. marts 2016 mod bl.a. Kirkeministeriet, er rede til at støtte mig i denne anmodning om aktindsigt.

Disse og adskillige andre lignende spørgsmål vil blive belyst, når den tidligere kirkeminister, Manu Sareen, den sidste dag i marts 2016 indkaldes til at møde Landsretten (i næste kapitel bringes tirsdag, 12-01-2015 under titlen ’EMBEDSVÆRKET S ANSVAR’.) – (Ifølge mine egne beregninger skulle det – om Gud vil og jeg lever – være muligt at få disse indlæg udgivet i bogform d. 20. feb. 2016. Bogens titel er: ’Det 10. kapitel’… en kirkeministers afslørende biografiske indrømmelser… Bogen vil da blive en seks ugers ’optakt’ til retsmødet i landsretten d. 31. marts 2016. De, der vil hjælpe med finansieringen af dette projekt, kan anvende Pilgrim Forlagets kontonummer: Den danske Bank reg.nr.1551-11108199 mærket: 10. kapitel.)

 

TILBAGE