RETSOPGØRET
106

KRITISABELT

(Manu-biografi stk. 3)

KIRKENS INDRE KAMRE

Hvis en hvilken som helst kirkeminister en dag (hvilket jeg har svært ved at kunne forestille mig) skulle finde på at spørge mig personligt, hvad jeg forstår ved ’kirkens indre kamre’, og hvorfor han eller hun ikke – som kirkens minister – må komme derind, vil jeg svare ved at henvise til den samme person, som (ifølge den udkomne selvbiografi) tidligere kirkeminister Manu Sareens departementschef gjorde. Denne pegede (hvor spørgsmålet om kirkens ’indre anliggender’ kom på bane) på den kirkeminister, Tove Fergo, der for en snes år siden, sad i den stol, som nu efter hende har været overdraget adskillige kirkeministre. Tove Fergo gik (ifølge datidens dramatiske avisoverskrifter) ind i ’kirkens indre kamre’ – men det er for mig et spørgsmål, om ikke denne nu afdøde kirkeminister af Kirkens Herre havde fået en helt personlig ’adgangsbillet’ til at gøre dette?

Lad mig forklare:

Det er næppe almindeligt kendt (men ikke desto mindre en forunderlig kendsgerning), at én af de grunde til, at Tove Fergo ikke anbefalede en ny salmebog, var, at hun personligt fandt, at mange af de smukke, åndelige salmer, som også hun holdt af, var strøget af listen i den nye udgave af kirkens salmer. En af disse dybe, åndsbårne salmer, hun som kirkeminister nævnte, var Vilh. Birkedals salme fra 1858: "Jeg så Ham som barn med det solrige øje."

"Det vil sige," vil jeg forklare en hvilken som helst kirkeminister, der endnu ikke har fået tilstedt denne Gudgivne adgang til ’kirkens indre kamre’, at enhver salig sjæl, der ved Guds gode Helligånd fatter indholdet af Birkedals salmelinje:

Han kyssed min kind,

og vi leged’ med stjerne,

mens korset stod skjult

mellem løv i det fjerne

…ethvert sådant menneske har ifølge Den Hellige Skrift adgang til det Allerhelligste i Guds Hus, thi den, der forstår ’Korsets gåde’, formenes ikke i al evighed Åndens adgang til ’kirkens indre kamre’ (Rom5:2).

Yderligere vil jeg forklare en hvilken som helst kirkeminister, der vil ’mase sig ind’ i helligdommen, at lykkelig er det menneske, der genkender åbenbarelsen i Vilhelm Birkedals salmelinje:

"Han vinked’ min sjæl,

og jeg glemte det lave,

Hans ild kasted glans

på forkrænkelsens grave"

… ethvert sådant menneske ikke behøver at ’slide og stride’ for politisk at erhverve sig magt til at bryde døren op til Guds kirke. Den ’virkelige adgang’ gives gratis og af Guds nåde til den længselsfulde sjæl, der (som salmelinjen udtrykker) øjner opstandelsens ’glans over forkrænkelsens grave’ og som derfor ikke længere kæmper og strider ’for det lave’.

Den kirkeminister, som ikke længere har den verdslige og ganske uåndelige opfattelse, at han med skatteydernes penge kan købe sig adgang til ’kirkens indre anliggender’, men som aner det dybere og allerinderste indhold i kirkeminister Tove Fergos yndlingssalme, forstår, at selve vidnesbyrdet om mødet med Jesus kan udtrykkes sådan:

"Først da har jeg sagt Ham,

hvad før jeg ej vidste,

at Han er den første

og bliver den sidste"

"En hvilken som helst kirkeminister," vil jeg slutte, "der midt i sine politiske ambitioner har øjeblikke, hvor han eller hun aner noget af mørkets og fortabelsens gru, og som derfor på en ny måde lytter til Vilhelm Birkedals hellige poesi, vil som Tove Fergo komme til at elske salmelinjen:

"Hos Ham vil jeg mig

og min usselhed skjule;

kun da friet ud af

fortabelsens hule."

Når hjertet står stille

og øjet vil briste,

da hilser jeg Ham

med et smil - med det sidste.

… og en sådan kirkeminister vil sammen med de af kirkens ledende mænd, der ejer det samme syn, have fri adgang til ’kirkens virkelige, indre anliggender’ – thi denne adgang gives ikke til noget folkevalgt statsembede men udelukkende til mennesker, som af hjertet og med omvendelsens tårer kan synge med på og vil stride for Tove Fergos foretrukne salme:

"Først da, fik jeg kende

Hans salige nåde

Først da løstes korsets,

forargelsens gåde"

Hvis dommerne ved de kommende, sikkert årelange retsvurderinger skal have en levende chance for retfærdigt at kunne bedømme, hvad der egentlig skete under det (som kirkeministeriet kalder) ’interne møde’ bag kæmpeporten ved Holmens Kanal, må de have indholdet af ’de forsvundne’ (eller ’aldrig udfærdigede’) aktstykker på bordet. Det drejer sig nemlig om det spørgsmål, der ustandselig banker på dørene bag kæmpeporten ind til Kirkeministeriet ved Kanalen. Det ’tilbagevendende spørgsmål’, som ingen af parterne synes at kunne blive færdig med. Vedhæftet betegnelsen: ’KIRKENS INDRE KAMRE’. Dette ene spørgsmål spøger og hænger i luften. Sagen om det ’indre anliggende’. Altså ritualets ordlyd, der får ministeren til at sætte sin departementschef på plads med udbruddet (citat): "Jeg holder fast, og sådan er det!"(s.163) Denne ’indre kammer’-sag om dette ene ord: ’ægtefæller’, der får ministeren til over for embedsmændene at udtale (citat): "I har én time til at finde en løsning, ellers skilles vore veje" (s.163). Der er ikke andre emner på tapetet! – "Jeg så departementschefen lige i øjnene og tænkte: Du blinker ikke, Manu, du blinker fandme ikke!" (s.163). Sagen om, ’hvorvidt homoseksuelle kan kaldes ’ægtefæller’: "De (embedsmændene) overgav sig! Nøjagtig én time efter kom de tilbage med denne besked (citat): "Måske kan vi godt finde en løsning, så homoseksuelle kan kalde sig ægtefæller!" (s.163)

Selvom kirkeministeriet i dok. Nr.2897/16 d. 8. jan.2016 fortæller, at ’dette møde kender de ikke noget til!" (’kan ikke identificeres’) – så har det sin plads i begivenhedernes forløb, fordi her blev sagen om ’kirkens indre anliggender’ præciseret, - ja, her blev hele sagens dybeste indhold én gang for alle afklaret. Dette indhold lyder i al sin korthed : Kan vielsesritualet for homoseksuelle indeholde ordet ’ægteskab’? Hvis ’ja’, er der ikke mere at tale om; det ganske retsforløb kan aflyses. Homoseksuelle kan da med et af staten blåstemplet, politisk ligestillingsritual vies foran alteret i en frafalden kirke! Hvis ’nej’, så må sagen gå sin gang, og ordet ’ægtefæller’ skal med en tyk, sort streg for evigt og altid slettes fra det homoseksuelle vielsesritual, hvilket da (som en uomgængelig konsekvens) betyder, at par af samme køn (livsfæller) ikke længere kan ægtevies i kirken, thi et andet ord end Luthers ’ægtefæller’ er på dette ’indre sted’ et ’fremmedord’ og totalt ukendt for – ja, bandlyst fra den kristne menigheds vielsesritual. En sådan ’fremmed’ homo-benævnelse for ægteskab og familie bør end ikke nævnes i Guds Hus (Ef.5:13).

Når ’de 300’ derfor fortsat insisterer på, at der må være ’et eller andet kritisabelt’ ved disse ’interne’, for borgerne ’utilgængelige’ møder, så har ministerens selvbiografi tydeligt og klart vist, hvor hunden ligger begravet. Dette retsopgør drejer sig ikke bare om visse styrelsesmæssige normer, der på det groveste bliver overtrådt – nej, det handler om et fanatisk, politisk ligestillingsmål, der bogstaveligt ’med djævelens vold og magt’ skal presses ind i ’kirkens indre kamre’. Radikale politikere vil med hård hånd have det placeret i et kirkeligt ritual, hvis ordlyd ikke længere bestemmes af kirkens egne, ordinerede ledere, men religiøst-politisk formuleres af staten. Om ikke altid med ’hele teksten’, så under alle omstændigheder med nøglebegreber, der bestemmer selve gudstjenestens indhold. Det centrale møde på ministerens kontor (bag den himmelhøje, dunkelkolde porthvælving ved hovedstadens holme og kanaler) havde kun ét mål: Kirkeministeriets embedsmænd skulle give deres chef et imødekommende ’tilsagn’ om, at de ville gøre deres bedste for, at ordet ’ægteskab’ blev anvendt i det homoseksuelle vielsesritual. Da de sagde (citat): "Vi skal bare have bisperne med os," var ministeren tilfreds! (s.163-164)

Efter at kirkeministeriets skrivebordsskuffer ved den lejlighed blev smækket i for næsen af 300 borgere, står disse nu tilbage med en sag, hvor dommerne (alene på den tidligere kirkeministers eget, personlige, selvbiografiske udsagn) skal tage stilling til, om han (som værende ministeriets øverste, ’upartiske’ forvaltningschef) har udstedt en direkte (ligestillingspolitisk) tjenestebefaling? Efter ministerbiografien skulle denne være efterfulgt af en så afskrækkende trussel, at ingen på det tidspunkt turde sætte den lovbefæstede grænse for ministerens beføjelser.

 

EMBEDSMÆNDENES ADVARSEL

"Så kom advarslen!" skriver Manu Sareen i sin levnedsbeskrivelse (s.162). Han henviser til den lovpåbudte ’røde lampe’, der hører til ethvert ministeriums ’korrekte embedsmandsadfærd’ (især med hensyn til embedsmændenes uafvendelige pligt til at informere og rådgive deres minister).

I sin biografi forklarer ministeren indholdet af det kraftigt lysende faresignal, som embedsmændene den dag afleverede. I betragtning af sagens størrelse og samfundsmæssige betydning, synes ministerens egen fremstilling imidlertid kun at være en fattig ’ligestillingskærte’. Kirkeministeriets journalsystem bør tilsyneladende mørkelægge sagen. Det svarer med den monotone ’digitalt indtalte afspilning’ (citat): "Din anmodning angiver ikke, hvilke sager og i hvilke dokumenter, du ønsker aktindsigt i." (dok.nr. 2897/16)

"Departementschef Henrik Nepper førte ordet," fortæller ministeren og fortsætter (citat): "Han var ellers en meget rolig mand, men nu dirrede hans stemme. Af en lille smule ophidselse og af stor bekymring." Det ser af denne autobiografiske fremstilling ud til, at departementschefen er tydeligt foruroliget – ja, personligt bevæget og ophidset; han har åbenbart øjnet faren: ’Kirkens indre anliggenders’ forhold til ordet ’ægtefælle’. Hvis hans minister, Manu Sareen, nu stod for i folketingssalen at blive konfronteret med dette ’indre- kirkelige spørgsmål, ønskede han som departementschef ikke at stå som én, der bare befandt sig på ’den nedre grænse for embedsmændenes pligt til at informere ministeren’). Departementschefen ønskede heller ikke sidenhen at kunne anklages for at have begået en tjenstlig forseelse (ved blindt at følge ministerens parti-politiske program). "Nepper er af den gamle skole," skriver Manu Sareen i sin bog. "Han vil gøre alt for at beskytte sin minister – men også sig selv og ministeriet; det er klart!" (side 162). Af den grund bør det betragtes som en umulighed, at det eneste referat fra departementschefens ’alvorlige advarsel’ er ministerens egen biografi-gengivelse (citat): "Tove Fergo døde på det, da hun blandede sig i kirkens ’indre anliggender’. Du må ikke gå mod biskopperne på den måde" (side 165). Denne ordknappe henvisning ’til den tidligere kirkeminister, Tove Fergo, fremstår faktisk som departementschefens administrative påpegning af, at der er noget helt galt i ministerens politisk betonede ligestillingsholdning til kirkens ritualer. Embedsmanden søger åbenbart (ifølge det her fremlagte biografiske materiale) at bibringe sin chef den fornødne viden om ’den ministerielle dødsfare’ (citat: ’hvis du gør dette, så er du færdig’!) der ligger i at ville påtvinge biskopperne udfærdigelsen af et ’ligestillingsvielsesritual’; departementschefen prøver åbenbart at få sin minister til at begribe, hvad der venter ham, hvis han blander sig i kirkens ’indre forhold’ – og netop dette kan umuligt være sket med en løsreven sætning; ministeransvarlighedsloven påbyder i en sådan situation at embedsmændene skal ’slå på bordet’. Den ministerielle embedsmand har tilsyneladende forsøgt at hindre (hvad der helt bogstaveligt foregik i bl.a. Kjærbølsagen og Tamilsagen) – nemlig at ministeren uberettiget sidenhen vil kunne smyge ansvaret af sig for derefter at kunne henvise til, at han ikke er blevet advaret af sine embedsmænd. Det påbudte referat mangler, og nu kan kun en domstol finde det frem.

 

POLITIKERENS SPOT OG RINGEAGT

Den tidligere kirkeminister, Manu Sareens, reaktion på ’embedsmændenes advarsel står for altid nedfældet i hans nu offentliggjorte biografi. Han skriver (citat): "Det, der skete for (den tidligere kirkeminister) Tove Fergo, da hun blandede sig i deres salmebog for snart 20 år siden – ville (nu) også ske for mig" (side 162). Denne tilsyneladende uskyldige sætning: "Hun blandede sig i deres salmebog" smager atter af politikerens nedladende foragt over for de indre ’kirkens kamre’. Denne hånlige formulering gentager sig overalt i bogen: "De homoseksuelle kunne ikke blive gift i deres kirke" (side 160). "En indisk minister ville nu diktere noget i deres (understreget i bogens tekst) kirke (side 164) samt ministerens beske afskedshilsen til en af kirkens ledere: "Jeg skal nok passe godt på din kirke. Farvel!" (side 168) Kirkeministerens formulering (’deres kirke’) driver af politikerens spot og ligestillingsministerens ringeagt over for kirkens indre, hellige rum. Han lægger med denne vending (’deres kirke’) en typisk venstre-parlamentarikers gudsfjendske afstandstagen til den nationalkirke, som han ifølge grundloven og som statsembedsmand loyalt i sit kirkeministerembede burde understøtte. En sådan uforskammet minister-indblanding bør den verdslige ret tage til efterretning.

"Come on, det er sgu da bare en salmebog," udbrød kirkeministeren, da hans embedsmænd henviste til hans afdøde kollega, Tove Fergos ’salmebogssag’. Da ministeren i samme øjeblik bemærkede embedsmændenes bekymring, indrømmer han, at (citat): ’… pludselig følte jeg mig som en lille dreng, der fuldstændig forkert klædt på sidder ved de voksnes bord’.

Med andre ord: Ministerens egen indrømmelse af denne ’manglende forståelse’, når det drejede sig om den overordnede (åndelige) betydning af en salmebog eller et ritual går i samme retning (citat): "Ærligt: Jeg fattede det ikke. Hvorfor dog bare ikke få lavet det ritual og komme videre i teksten?" (side 162) Spørgsmålet er nu, hvorledes embedsmændene – dem, der ’sidder ved de voksnes bord’ og gennemskuer den ’lidt barnlige’ (’som en lille dreng’) ministers totalt ’blanke forhold’ til en hvilken som helst dybere indsigt i kirkens tro og lære… spørgsmålet er nu, om disse topfolk (ved at indse dette) var klar til at ’sige fra’ over for deres ministers mangel på ’faglig forståelse’. Det må juristerne nu finde ud af.

 

CIVIL ULYDIGHED

Det bliver altså helt og holdent op til dommernes afgørelse, om det i denne situation (hvor forfærdelsen stod malet på embedsmændenes ansigter) var øjeblikket, hvor ministeriets topfolk skulle have efterfulgt deres i loven påbudte pligt til ’at stå af’. Alle vidste, at netop denne barske embedsmandsforpligtelse (’at kunne sige fra’) var selve grundlaget for en tidligere undersøgelsesrets bidende kritik af deres embedskollegaer i den såkaldte 1989-’Tamilsag’. "En embedsmand har både ret og pligt til at adlyde en ordre," hedder det i undersøgelsesrettens daværende konklusion, … med mindre ordren er klart ulovlig, i hvilken situation såvel retten som pligten til at adlyde ordren ophører."

Dommerne har her udover i den foreliggende retssag et dobbelt vidnesbyrd at tage hensyn til. De har nemlig både deres egne lovbøger samt Bibelen og Den Augsburgske Bekendelse (CA) liggende som retskilder på bordet foran dem. De har dermed forpligtelse til at gøre sig bekendt med bl.a. Den Augsburgske Bekendelses tydelige befaling. (Citat): "De kristne bør nødvendigvis adlyde deres øvrigheder og love, medmindre de befaler dem at synde! Da bør de nemlig adlyde Gud mere end mennesker" (CA 16:9 og Ap.G.5:29). Kirkeministeren og ministeriets embedsfolk bør altså til enhver tid tage højde for, at hvis der fra statens side gives tjenestebefalinger, der forekommer ’klart ulovlige’ – (således bør også kirkefolket ifølge Skriften og kirkens bekendelse tage højde for, at hvis staten opfordrer til at udføre en handling, der må betragtes som synd), må de på forhånd være indstillet på at kunne blive direkte involveret i ’civil ulydighed’.

Med hensyn til de biskopper, der blindt følger statens forordninger (og medvirker til indførelsen af ’fremmede ritualer’ i kirken) taler kirkens bekendelse det samme sprog: "Menighederne bør nødvendigvis og efter guddommelig ret vise dem (biskopperne) lydighed… men når de lærer eller bestemmer noget mod evangeliet, da har menighederne en befaling fra Gud, som forbyder at adlyde" (CA 28:22-23). Det drejer sig altså for de troende borgere om et direkte lydighedsspørgsmål. Enten adlyder de kejseren og hans medløbere, eller de adlyder Guds befaling, der her indebærer et direkte forbud mod at efterfølge en given biskoppelig ordre om at godtage et åndeligt formørket fremmedord (’livsfæller’) i et kirkeligt ritual!

 

SODOMA-DOMMERE’

Når der i det hele taget eksisterer et begreb, der i kirkeministeriet og i den kristne menighed omtales som ’kirkens indre anliggender’, så synes der at være hellige områder, hvor statens minister ikke kan ’trampe ind’. Salmebøger og ritualer hører til dette felt. Politikerne har i generationer ikke gidet beskæftige sig med sådanne ’indre forhold’. Med et skuldertræk har de ’udefra’ betragtet disse støvede, kirkelige ’indre kamre’ som harmløse. "Hvad skade kan en salmelinje eller et gammelt, slidt kirkeritual udrette? Lad de hellige beholde deres bønnebøger for sig selv…"

Begrebet ’indre anliggender’ (mener juristerne) kan spores tilbage til et ældet, ’forlist’ lovforslag i begyndelsen af det forrige århundrede, hvor disse nu halvglemte linjer i 1907 dukkede op i et lovudkast: "Ingen ny anordning i rent indre kirkelige anliggender må udstedes af den udøvende magt" (Louis Petersen, s.18 refereret i Preben Espersens ’kirkeret’ 2. del, s.61). Men selvom dette århundredgamle glemte og gemte lovforslag er forsvundet fra lovbøgerne, så ejer det stadig en lyslevende sandhed: Hold fingrene væk fra kirkens indre anliggender!

I profeten Esajas Bog i Gamle Testamente omtales ’de indre anliggender’ med følgende bemærkelsesværdige formaning: "Lån øre til Herrens ord, I Sodoma-dommere, lyt til vor Guds åbenbaring, du Gomorrafolk: Hvem kræver af jer, at Min indre forgård trampes ned?" (1:10-12). I Ny Testamente omtales et endetids-overgreb på helligdommens ’indre anliggender’ med ordene: "Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han sætter sig i (det inderste og ’allerhelligste’ af) Guds tempel" (2. Thess.2:3-4). En departementschef i kirkeministeriet, som ud fra et fagligt synspunkt kunne forventes at have indsigt i både den administrative og den teologiske forståelse af det mystiske begreb: ’kirkens indre anliggender’ må da i yderste nødstilfælde have ret til – ja, eventuelt pligt til at gå til selve statsministeren med sin faglige bekymring. (Denne ret og eventuelle pligt er faktisk en forudsætning for, at statsministeren kan udøve sin egen påbudte tilsynspligt). Det synes derfor at være krystalklart ud fra den tidligere kirkeministers ’selv-udleverende’ biografi, at hans nedgørende udtalelser om ’kirkens indre anliggender’ (salmebog og ritual) og hans forhånende omtale af kirkens biskopper (at de ’fik deres løn af skatteyderne’ og "bare skulle se at komme i arbejdstøjet og få lavet et ritual, så at bøsser og lesbiske kunne blive gift og blive ordentligt tiltalt som ægtefolk" (side 161)… at der netop her foreligger et særligt kvalificeret tilfælde for, at departementschefens ret og pligt indtræder!

 

DET GRUNDLOVSMÆSSIGE MINEFELT

Manu Sareens biografi omtaler, at kirkeminister Tove Fergo for en snes år siden satte stolen for døren med hensyn til udgivelsen af en ny salmebog. Det var noget af en begivenhed, for der havde været arbejdet på den salmebog i ti år, hvilket i sig selv siger, at dette ’indre anliggende’ ikke er en sag, der gennemføres fra den ene dag til den anden. Altså ikke ’i huj og hast’, sådan som Manu Sareen-biografien karakteriserer biskoppernes opfattelse af udfærdigelsen af hans nye vielsesritual (s.164). En så afgørende sag kan imidlertid aldrig koges ned til nogle få arbejdstimer af biskopper, der (som den tidligere minister spottende skriver): ’som statsansatte’ er betalt af skatteyderne til at udlevere den bestilte ’vare’ (ritualet)… og det ’på rekordtid’. Manu Sareen fortæller videre (citat): "Biskopperne ville helst vente nogle år; de ville lave flere undersøgelser. De ville (i stedet for ordet ægtefæller) bruge det bandlyste ord ’livsfæller’ – de frygtede en splittelse af folkekirken!" Den tidligere minister slutter: "Mit svar var dette: Vi har allerede undersøgt i øst og vest; tiden er nu inde til at rykke!" (s.164) Og derved blev det! Tilbage står så det helt afgørende emne: Har statens minister mandat til at hundse med kirkens øverste ledelse på den måde? Hvad siger Grundloven..?

 

DEN ULOVLIGE ORDRE

Imidlertid indrømmer forfatteren af den udgivne selvbiografi, at (citat): "Så langt (anvendelsen af ordet ’ægtefæller’) ville embedsværket på ingen måde gå!" (s,161) Hvad der ligger i denne hentydning, kan kun kirkeministeriets skjulte skuffer fortælle. Udtrykket: ’embedsværket’ (altså departementschef, jurister, ministeriets teologisk kyndige, rådgivere og professorer fra universitetet samt hjælpere fra andre ministerier) ville ’på ingen måde’ (altså på det bestemteste) ’gå så langt’ (s.161). Det vil sige (dersom ministeriets egne journaler taler samme sprog), at ’embedsværkets’ ansvarspligt er blevet overholdt! Der er blevet lagt pres på ministeren, og det er (på trods af ministeriets benægtelse) forhåbentligt blevet sikret, at det rette notatbevis for, at ministeren har modtaget den fornødne rådgivning eksisterer. Den bemærkelsesværdige oplysning i den tidligere kirkeministers biografiske ’bekendelser’ (citat): ’Så langt ville embedsværket på ingen måde gå’ med tilføjelsen (citat): "De advarede mig mod at tvinge biskopperne til at lave et ritual for homoseksuelle’ (s.161) antyder, at kirkeministeriets embedsmænd har været velorienterede med hensyn til en ikke ukendt betænkning fra DJØF’s fagligt etiske arbejdsgruppe. Den er mere end 15 år gammel (fra 1993) og er især på to af skriftets sider (198 og 121) ubønhørlig skarp. Den siger, at en ’ansat’ (i f.eks. kirkeministeriet), der finder (citat): "… at en ordre er ulovlig, har pligt til at underrette ordregiveren om sin opfattelse." Det opsigtsvækkende ved DJØF-betænkningens ordlyd gør det imidlertid yderligere klart, at ’den ansatte ’skal sige sin mening’ (citat): "…hvad enten den givne ordres ulovlighed anses for sikker eller ej" – ja, den arme kirkeministerium-ansatte skal ’lige op i chefens ansigt’ fremsige, hvad han eller hun mener (citat): "… også hvis det kun drejer sig om en påtænkt beslutning, der blot muligvis er ulovlig." Ifølge bogens beskrivelse er der imidlertid tale om et ’internt møde’," (skriver ministeriet). Det vil sige, at så kommer det ikke længere borgerne ved. Ministeriet afviser hermed at give yderligere oplysninger!

Det omhyggeligt indkredsede, fagligt-etisk område ved dette ’lukkede møde’ er imidlertid for længst overskredet, når kirkeministeriets forvaltningschef, Manu Sareen, i sin biografi åbent indrømmer, at hans ’forlangende’ (citat): ’at biskopperne hurtigt lavede et ritual’… var (det er han klar over) ’at blande sig i folkekirkens indre anliggender’ altså (citat): ’en krigserklæring’, der kunne få universitet til at kollapse, i hvert fald i kirkelige kredse… ’(s.161). – Af en sådan ’salve’ kan udledes, at ministeren har været sig fuldstændig bevidst, at han som ’ordregiver’ sendte sine folk ind i et grundlovsmæssigt minefelt. Heraf kan imidlertid også forstås, at hans embedsmænd har været sig lige så bevidst, at der var fare for, at (citat): ’universet i de kirkelige kredse kunne ’kollapse’ (s.161).

Hvad der imidlertid ved dette bevægende møde i kirkeministeriet er blevet sagt, bør også være skrevet! Når ministeren med hensyn til dette ’skjulte møde’ erklærer (citat): "I dag forstår jeg faktisk godt departementschefen" (s.162), då må der være noget, som departementschefen har sagt, der har været så betydningsfuldt, at det må være både nedskrevet, sikret og bevaret i ministeriets journaler. Ministeren røber her i sin bog en smule af den givne advarsel. Han skriver (citat): "Departementschefen vidste noget, jeg ikke havde chancen for at vide. Han kendte kirken, og han kendte fælderne…" (s.162). Afsluttende tilføjer han, (og det anes, at han nu ’bryster sig’ – ja, fremstiller sig selv som ’den ensomme helt’, der turde tage kampen op mod ’et fordærvet system’): Departementschefen vidste, at (citat): ’… kirkeministre ikke ustraffet lægger sig ud med biskopper, Kristeligt Dagblad, Indre Mission og Luthersk Mission’. Manu Sareen slutter (og understreger dermed atter betydningen af sin egen ’historiske mission’ (citat): "Jeg tror aldrig, det er sket tidligere!" (s.162) Det vil sige, at dette er en enestående, principiel sag, som aldrig før er sket i Danmarks historie og derfor nu endelig må finde sin afgørelse ved retssalens skranke.

 

BEKENDELSENS REELE INDHOLD

Luthers trosbekendelse af 1529, som har væsentlig betydning og vægt i forbindelse med de troende borgeres kamp mod staten, (idet den synes at være det sidste argument mod de teologer, der – som Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, – vil forsvare en ’tidsåndens fortolkning’ af kirkens bekendelsesskrifter).

"Disse mænd vil efter min død benytte sig af mit navn og med vranglære bruge mine skrifter til at styrke deres vildfarelse," skriver Luther og tilføjer: "Derfor vil jeg med dette skrift (Luthers egen trosbekendelse) stykke for stykke bekende min tro, i hvilken (dertil hjælpe mig Gud) jeg har i sinde at forblive, indtil jeg skilles fra denne verden og kommer til at stå for vor Herre Jesu Kristi domstol." Martin Luther slutter: "Derfor skal ingen anse min holdning for spøg eller løs snak. Det er mit alvor, for af Guds nåde kender jeg ikke så lidt til Satan; han kan fordreje og forvirre Guds ord og Skrift! Hvorfor skulle han så ikke kunne gøre det med både mine og andres ord?

Derefter tager Martin Luther fat på at fortolke bekendelsesskrifterne, sådan som de bl.a. har ligget fremlagt på dommerskranken i landsretten i København. Og det er da for fremtidens dommere bedre at lytte til hans udlægning end til tidsåndens teologer. Ja, Danmarks Grundlov henviser på det bestemteste til ’den evangelisk-lutherske lære’ og ikke til fremtidige Århus – eller Københavns biskoppers fortolkning af kirkens bekendelse.

"For det første," skriver Luther, "tror jeg af ganske hjerte på den høje trosartikel om den guddommelige majestæt."

Luther har utvivlsomt her i tanke den berømte artikel i den nikænske synodes dekret om et majestætisk ’guddommeligt væsen, som både kaldes og er Gud’ (også omtalt i CA. 1:1). Det er vigtigt for dommerne i den kommende retssag at få netop denne bestemmelse på plads! Ordene ’En majestæt’, der både kaldes og er Gud’ kan ikke af nogen nutidsfortolkere forklares på anden måde, end at den guddommelige Majestæt ikke bare som sådan omtales (eller ’fortolkes’). Han er, hvad Han er!

En sær og stille vind af frygt burde ved denne Luther-bekendelse stryge gennem kirken og retssalen. Blot i et øjeblik kunne både dommere og advokater, tilhørere og vidner, bisper, provster og præster blive grebet af den magtfulde forståelse, at her har man ikke bare med nogle juridiske og teologiske argumenter at gøre. Guds majestæt er ikke blot en religiøs bekendelse. Han ikke kun ’kaldes’ sådan. Han er det – og Hans majestæt er og forbliver allesteds nærværende…

At ’Guds majestæt’ er på dagsordenen ved kommende retshandlinger betyder, at netop denne forståelse fra oldkirkens dage må få alt ’det lave’ til at bøje sig! Det bliver da afsluttende et spørgsmål om den verdslige ret i forbindelse med indførelsen af kirkelige homovielser kan godtage apostlenes nytestamentlige definition: ’mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse’, (Rom.1:27) og at denne bør inddrages i alverdens dommeres overvejelser. At Ny Testamente så åbent omtaler det homoseksuelle samliv (’mænd levede med mænd’) som ’en skamløs foreteelse’, og at en ceremoni, der befordrer et sådant livsmønster langt fra bør hilses med glæde og tilfredshed men med en bedrøvet forståelse af, at de, der står bag en sådan handling, ’fortjener straf’ – bør finde plads i kommende tiders retsafgørelser.


TILBAGE