RETSOPGØRET
107

GENERALKLAUSULEN

(Manu-biografi stk. 4)

… de syv grundlovsord
 

Det var ikke helt almindeligt, da Danmarks udenrigsminister i sommeren 2003 sendte en homofil diplomat og hans partner som ambassadørpar til Israel… én af klodens mest ømfindtlige poster, hvor religion tæller mere end politik, og hvor en sådan handling ifølge de hebraiske skrifter defineres som ’afskyelig’, samt at Kristeligt Dagblad d. 7. august samme år citerede mig for under en demonstration på Israels Plads i København at have tilspurgt den siddende VK-regering, om den ’i disse terrortider turde provokere et muslimsk land på samme måde’. Det var mere end usædvanligt, at domkirken – den protestantiske katedral i København – i de hede sommermåneder 2009 – pludselig stod iklædt det homofile flags regnbuefarver, og der blev indbudt til ’massevelsignelse’ af homoseksuelle og lesbiske par. Det var særdeles besynderligt, at Danmarks biskopper kun få måneder efter anmodede kirkeministeren om at indkalde til et ’hurtigt arbejdende udvalg’, der skulle aflægge rapport om kirkens stilling til homovielser… og det forekom i den grad sært, at næppe var dette udvalg gået i gang med arbejdet, før det fra parlamentssalen på Christiansborg meddeltes, at fem medlemmer af et af de styrende partiers folketingsgruppe havde brudt med både parti og regering for at give homopar lov til fremover at adoptere børn…

Mere end 25 års ligestillings-politisk, sejlivet stræben lå bag den lov, som i juni 2012 fik sparket kirkedørene op, så Danmarks præster velsignende kunne lægge hænderne på par af samme køn og fra denne selvsamme dato i selve kirkerummet kunne erklære dem for lovmæssigt at være ’ægtefæller’. Allerede i 1989 gennemførtes i Danmark loven om ’registreret partnerskab’. Denne bestemmelse om de homoseksuelle pars borgerlige rettigheder havde imidlertid ikke (som det bemærkes i lovforslagets ’bemærkninger’) adgang til ’kirkelig indgåelse af partnerskabet’. Den danske landsforening for bøsser og lesbiske rettede i den anledning en række klagende henvendelser til landets biskopper – og det viste sig da, at der i al ubemærkethed forinden havde fundet 60 sådanne ’illegale’ velsignelser/vielser sted – alle foretaget af præster i folkekirken. (15 af disse ’vielser’ blev foretaget med par, der kom fra udlandet). Biskopperne sagde stort set ingenting – dog en enkelt skrev i en avisartikel, at det fra nu af måtte betragtes som ’en tjenesteforsømmelse at nægte at foretage sådanne vielseshandlinger’ (Kristeligt Dagblad 20. august 1994). Siden er det gået slag i slag. Stærke kræfter arbejdede på at få homovielser flyttet fra rådhuset ind i kirken… og netop dette er det aktuelle billede, som i denne time nu viser sig i mange lande. Danmark er med ’kirkelige homovielser’ blevet et foregangsland. Det kommende retsopgør er et vidnesbyrd for den halve verden. Er reformationens børn (de sande protestanter, som stadig protesterer) ved samlet at rejse sig?

 

MINDRETALLET

De danske politikeres svar lod ikke vente på sig. Næppe var et dansk, teologisk regeringsudvalg i april 2010 gået i gang med sit 150 dages arbejde med henblik på spørgsmålet om ’kirkelige homovielser’, før det ovennævnte adoptionskup blev foretaget på ’Christiansborg’ i København. Det lykkedes – og med ét kom det atter til syne, at langt dybere lidenskaber end både politik og religion syntes at styre denne sag; ’kejseren’ ville fra nu af (sådan opfattedes det) i alle lande og riger kræve sin ret – og alle slags modstandere bør fra denne time vare sig for ’senatet’, der truende kan finde på at råbe: "Du er ikke kejserens ven!" (Johs.19:12).

Den på det tidspunkt (2010) danske kirkeminister, Birthe Rønn Hornbechs, stilling med hensyn til mediernes kritiske ransagen var følgende: "Jeg har hele tiden sagt, det er vigtigt, at mindretallet ikke bliver tromlet." ’Mindretallet’ er sådanne folk som mig – og millioner af kristne ud over den hele verden. Det vil sige troende mænd og kvinder, der ikke behøver 150 dage til at finde ud af, om vielser af homoseksuelle kan finde sted i Guds Hus. De behøver ikke 20 ugers ’teologiske’ overvejelser for at turde erklære, at homoseksuelle og lesbiske parforhold aldrig kan velsignes i kirken. ’Mindretallet’ består over hele kloden af jævne kristne, som indenfor 30 sekunder – uden at blinke – tør fastslå, at ifølge Den Hellige Skrift er der ikke to meninger om denne sag. Homoseksualitet defineres i Bibelen som synd, og mennesker, som er drevet af denne lidenskab, står i fare for – hvis ikke de omvender sig - at blive ’prisgivet’ en sørgelig skæbne. Det vil (som jeg i 2012 skrev i bogen ’Prisgivet’) gå dem, som det gik Sodoma!

Af den grund vil denne ’minoritet’ af kristne mænd og kvinder alle vegne ved lov og ret og domstolskendelser fortsat erklære: "… kan det aldrig forekomme, at Skaberen nu ved hjælp af særlige biskoppeligt anerkendte statsritualer siger ja til disse forhold. Det homofile samliv kan aldrig (som det hedder i Bibelen) være ’sammenføjet af Gud’ (Matt.19:6 og Mark.10:9). Den blotte tanke er i modstrid med både Ny Testamente og de protestantiske kirkers bekendelsesskrifter. En betydelig konfrontation venter forude! Jo! Reformationens sande børn er ved at rejse sig. For dem er endog protestantismens ’domstols-protest’ mod synd og gudløshed en del af deres bekendelse …

’Minoriteten’ er altså som på reformationens tid ’den jævne mand’, der er medlem af rigets protestantiske nationalkirke eller på andre måder regner sig for at være en del af en nations kristne menighed. Fra den første begyndelse af udfærdigelsen af denne retsprotokol har det beviseligt fra den danske stats side været meningen at holde den almindelige borger udelukket fra nogen som helst indsigt i det destruktive værk, som på samme vis af alverdens statskirker eller en statsligt godkendt og etableret kristenhed alle vegne holdes skjult bag lukkede døre. Et par afgnavede ben smides i de forskellige lande ved indførelsen af homovielser ud til pressen, der blot får at vide, at det har noget at gøre med ’en ændring af ægteskabslovgivningen’ (for dermed globalt og på længere sigt at skabe plads for homobryllupper i kirken).

Om landenes ’lov og ret’, kirkernes bekendelsesskrifter, de – ifølge reformationens lære - strengt adskilte forhold mellem stat og kirke, homo-ideologernes egentlige og ’kødelige’ motiver, Bibelens advarsler og det homofile samfunds militante fremfærd vil der – som det har været tilfældet i Danmark – ikke blive sagt et ord. De, som ved noget, vil få munden lukket med syv segl – og alle anmodninger til ministerierne om at blive tilkendt den (i mange lande) lovbefæstede ret til ’aktindsigt’ vil få afslag. De ledere, som den jødiske profet kalder ’Sodomas stormænd’ (Es.1:10) styrer i land efter land denne sag, og den verdslige domstol (i enkelte nationer ’forfatningsdomstolen’) vil blive stillet på en hård prøve.

 

NÅR POLITIET EFTERJAGER BORGERNE

Det er derfor at forvente, at der i land efter land vil opstå voksende strid om ’ytringsfriheden’. Den pludselige og som et stjerneskud opståede, verdensomfattende bevægelse ’Je suis Charlie’ (efter det morderiske attentat på Hebdo-Charlie-magasinet i Paris i januar 2014), er toppen af isbjerget’. Det egentlige spørgsmål om ytringsfrihed bliver afsluttende dette: Kan den nationale såvel som den internationale lovgivning bære Ny Testamentes fordømmelse af homoseksualitet? Vil der (billedligt talt) blive ’rejst tiltale’ mod Jesu apostel, Simon Peter, for åbenlyst at anvende betegnelsen ’Fordærvelsens Trælle’ i det kapitel, hvor han omtaler den synd, som førte til ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra (2. Pet. 2:19 og 2:6). Vil der (ifølge et eller andet ’anklageskrift’ fra alverdens statsadvokater) blive rejst tiltale mod denne nære efterfølger af Jesus af Nazaret, for overtrædelse af internationale konventioner og straffelove ved offentligt at have fremsat udtalelser, ’hvorved (som det hedder): "En gruppe personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering" (den danske straffelovs paragraf 266b). Vil den apostel, hvis åbenbarelse Jesus omtaler med ordene: "Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke" (Matt. 16:18) – blive ’stillet i anklageskranken’ for om Sodoma-samfundet at have udtalt: "De taler overmodige, tomme ord og lokker i kødeligt begær ved deres løsagtighed dem, som var lige ved at undslippe fra folk, der vandrer i vildfarelse. De lover dem frihed, skønt de selv er trælle af fordærvelsen; thi træl er man af det, man er bukket under for…" (2. Pet. 2:18-19). Vil det kommende retsopgør i Danmark blive efterfulgt af flere (og i andre lande ud over den vide jord), hvor det ikke længere er borgerne, der sagsøger staten men staten, der med politi og dommerkendelse efterjager borgerne?

*

Den aktuelle debat drejer sig altså ikke om, hvorvidt homo-tænkernes lære kan praktiseres på Rådhuset men udelukkende om, hvorvidt den kan gennemføres i kirken. Ja, man kan sige det sådan, at så længe homo-prædikanterne holder sig uden for kirkens mure, må det være det civile samfunds vogteres opgave at holde styr på de naturstridige lidenskaber – men i samme øjeblik de træder over kirkens tærskel og gør krav på, at kirkens ritualbøger skal ændres for at give plads for et andet og ifølge Bibelen gudløst ’evangelium’, må de forvente at blive mødt med Skriftens ord.

Det kommende retsopgør (om ’Sodomas skæbne’) omtales ikke i retsprotokollen ud af en almindelig ’fremsynethed’. Nej, protokollen bliver da en slags ’profetisk tale’: "Og nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter, og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskers vilje, men drevet af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud" (2. Pet. 1:19-21). Hvis altså nogen verdslig myndighed noget sted forgriber sig på det advarelsesord, som lyder (når der tales om den homoseksuelle praksis) så bør ’magistratens mænd’ være opmærksomme på, at det i så tilfælde ikke er noget menneske, som de er op imod. Nej, det er ’det profetiske ord’ (v.19), som de søger at komme til livs.

 

GRUNDLOVSSTRIDIGT – FRA ’DAY ONE’

I sin selvbiografi skriver den tidligere kirkeminister, Manu Sareen, følgende: "I vort regeringsgrundlag blev det slået fast, at (citat): ’Regeringen vil give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering’! (S.160)

Jeg og mine 300 sagsøgende borgere vil vove at påstå, at dette regeringsgrundlag fra ’day one’ har været og i al fremtid vil forblive at være grundlovsstridigt.

Situationen har nemlig ikke ændret sig så meget som en tøddel siden enevældens ophør i 1849. Fra da af gælder det, at Folketinget lovgiver for – og kirkeministeriet har den centrale administration af det kirkelige i Danmark. Men den evangelisk-lutherske læres ritualer skal regeringen holde fingrene fra!

Den omstændighed (som netop dette provokerende regeringsgrundlag med dets daværende ligeså udæskende kirkeminister har misbrugt til det yderste) at folkekirken indtil nu ikke har sin egen forfatning, har ikke været, er ikke – og vil aldrig være ensbetydende med, at nu skal landets evangelisk-lutherske kirkes ledelse bare sætte sig hen i en krog og skamme sig! Det er med den selvbiografiske, udfordrende henvisning til dette (alt for tydeligt kirkefjendske) regeringsgrundlag, at erindringsbogens forfatter søger at gøre det klart, at fordi Den evangelisk-lutherske kirke i Danmark endnu ikke har taget det afgørende skridt til at få oprettet sine egne besluttende og rådgivende organer, så er den protestantiske nationalkirke i Danmark simpelthen ophørt med at være et selvstændigt begreb! Det (i mine og mine 300 kampfællers øjne) ’totalt lovløse regeringsgrundlag’, som den tidligere kirkeminister i sin selvbiografi ustandseligt støtter sig til, går med sine fire, fjendske ord (’uanset deres seksuelle orientering’) ud fra, at den danske folkekirke herefter er både meningsløs og harmløs, grundløs og formålsløs i en hvilken som helst retlig sammenhæng. Det kommende retsopgør vil imidlertid vise, (tror jeg) at her tager den tidligere kirkeminister og hans politiske partifæller fejl! Som Bibelen siger: "Han har gravet en grav for andre – nu falder han selv i den! (Ordspr. 26:27).

 

IKKE EN NY RELIGION

"De 300" støtter som bekendt deres påstand på Grundlovens 4. paragraf, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og som sådan understøttes af staten."

Denne erklæring er ikke fra i går! Det er ikke en bestemmelse, som borgerne sådan ’uden videre’ selv har fundet på! ’De 300’ strider ikke for en ny religion eller en ny verdensorden. Allerede før 1849 var nøjagtig disse 14 ord i vor nuværende grundlov udtryk for den faste, protestantiske tro, der hviler på de århundredegamle bekendelsesskrifter, der (oven i købet med navns nævnelse) står trykt og prentet i Danske Lov af 1683… og hvis én eller anden stresset dagbladsjournalist skulle finde på at spørge, om ’De 300’ kan nævne navnet på bare ’det første’ af de skrifter, der står omtalt i den– stadigt gældende – snart 350 år gamle lov, så lyder svaret: "Bibelen!"… og herefter kan da i hastig rækkefølge nævnes: Den apostolske, den nikænske og den athanasianske trosbekendelse plus den Augsburgske Bekendelse og Luthers lille katekismus."

"Alle disse skrifter ligger nu fremlagt til rettens bedømmelse," vil ’de 300’ tilføje, "og de vil (mener de) alle som én kunne gennemhulle den tidligere kirkeministers kristendomsfjendske regeringsgrundlag."

Ja, ja… det er helt rigtigt, at bekendelsesskrifterne i det store og hele er teologiske udsagn – men det betyder kun (skal ’De 300’ hilse og sige til kirkens modstandere) at den danske folkekirke – præcis som ’en retlig størrelse’ – hviler i et ikke ringe omfang på teologiske udsagn og med rødt understregne begreber i folkekirkens bekendelsesskrifter.

"Der kan," (mener ’de 300’) "af selve forfatningens 4. paragraf uddrages helt præcise afgrænsninger vedr. statens beføjelser (m.h.t. kirkens indre anliggender). "Denne bestemmelse (grl. § 4) har et egentligt (altså krystalklart, dybt oprindeligt) juridisk indhold," erklærede nu afdøde departementschef i kirkeministeriet, prof. Dr. Jur. Preben Espersen, idet han tilføjer (citat): "Grundlovens 4. paragraf må opfattes som en slags ’generalklausul’, der påbyder, at folketing og kirkeministerium skal tage skyldig hensyn til indholdet af den evangelisk-lutherske bekendelse i forbindelse med fastsættelse af regler på det kirkelige område!" (Kristeligt Dagblad, torsdag d. 25. april 1991).

 

’HØJTRÅBENDE MEDLEMMER

Den tidligere kirkeminister må altså indstille sig på, at det danske retssystem kan finde på at erklære denne definition (skrevet af en kirkeministerium-kollega, der for en snes år siden sad i departementschefens stol), for værende ’i høj grad relevant’. Hvis det er sandt, at kirkeministeriet aldrig afgør væsentlige sager, (der har berøring med kirkens lære eller forkyndelse), uden at et enigt bispekollegium står bag, så er den tidligere kirkeminister kommet alvorligt på afveje – og et retsopgør må sætte ham på plads.

Tidligere kirkeminister, Manu Sareen, fortæller i sin levnedsbeskrivelse, hvordan han personligt ser på folketingets behandling af sagen om kirkelige homovielser. Sine modstandere betegner han som (citat): ’en lille gruppe højtråbende medlemmer, som hverken kunne lide mig eller tanken om homoseksuelle ved alteret’ (s.168).

Dermed lader ministeren forstå, at de af folketingets mænd og kvinder, der ud fra deres samvittighed og politiske opfattelse ræsonnabelt har argumenteret mod kirkeministerens projekt, med en håndbevægelse kan fejes af bordet med betegnelsen: "højtråbende medlemmer’. Disse ’anderledes tænkende’ politikeres stilling til kirkens bekendelsesskrifter, syn på grundloven, kompetente forsvar af ’kirkens indre anliggender’ – ja, dybe og ofte gudfrygtige respekt for kirkens ledelse, får påtegnelsen (citat): ’De kan ikke lide mig eller tanken om homoseksuelle ved alteret’.

Denne holdning (der forekommer milelangt fra ministerens ’manifest’: "Jeg forsvarer andres ret til at mene noget andet end mig"… punkt 1, s.142) har nu ført til, at 300 borgere ser det som en umulig sag at ’fortsætte dialogen’. Der er herefter kun én vej tilbage: Sagen må for retten; dommerne må tale…

Den tidligere kirkeminister sætter i sin bog især ét af folketingets medlemmer i gabestokken. Det er hans ihærdige, forhenværende kollega i kirkeministeriet, den jura-uddannede, Birthe Rønn Hornbech. Manu Sareen skriver (citat): "Hun slæbte mig i samråd på samråd og rettede skytset mod mit blødeste punkt: En kirkeminister har ikke ret til at tvinge biskopperne til at lave et ritual. Det er på brutal vis at blande sig i kirkens indre anliggender" (s.168).

Når nu den omtalte selvbiografis forfatter selv indrømmer, at hans lovkyndige folketingskollega (der selv har siddet i chef-kontoret i Holmens Kanal) nu med loven i hånd har fat i den mest sårbare del af hans homo-projekt – så bør samtlige lovlærde uden tøven rette deres opmærksomhed mod dette forhold. Da har jo netop disse paragraffer fået deres berettigede plads i det retsforløb, der nu har taget sin begyndelse. Manu Sareen trækker selv det ømfindtlige emne frem i lyset. "Mit blødeste punkt," forklarer han, er dette (citat): "En kirkeminister har ikke ret til at tvinge biskopperne til at lave et ritual" samt "Det er på brutal vis at blande sig i kirkens indre anliggender."

"En kirkeminister har ikke ret til," det vil sige, at ’han er begrænset i sine beføjelser’. "Altså bør dette være hovedemnet i sagens fremstilling," som ’De 300’ ser den.

 

DE FØRSTE SYV ORD

I en kronik i Kristeligt Dagblad fredag d. 28. juni 1991 skrev professor dr. Jur. tidligere ombudsmand, Hans Gammeltoft Hansen, alle lovlærdes mest kortfattede kommentar til de første syv ord i Grundlovens 4. paragraf. Professorens uhyre, simple ’matematiske ligning’ (2+2=4) sætter (ifølge min opfattelse) den tidligere kirkeministers ’bløde punkt’ i relief – ja, hvis netop denne eksperttolkning af disse syv grundlovsord kunne finde ørenlyd i en moderne retssal, så er der ikke ret meget mere at komme efter! Kronikkens forfatter skriver (citat): "De første syv ord i Grundlovens § 4 indeholder en selvstændig regel: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke!" Gammeltoft-Hansen fortsætter: "Dette udsagn kan også udtrykkes således: "Den danske folkekirke er (dvs. ’tilhører’) den evangelisk-lutherske kirke." Efter at have præciseret dette grundlovens fortsat gældende (superlogiske) lighedstegn (mellem to størrelser), drager kronikøren denne (for mig at se ’forbløffende’) konklusion; han skriver (citat): "Heri ligger, at den danske folkekirke ikke retligt kan gestaltes eller reguleres på en måde, der strider mod det system af kirkelige opfattelser og begreber, som indgår i den evangelisk-lutherske kirke." Professorens facit er dette: "Noget sådant ville simpelthen være i strid med grundloven…"

I dette ’matematiske lys’ står den tidligere kirkeministers ’bløde punkt’ totalt afdækket: "Han har ikke og vil aldrig så længe disse syv ord fra grundlovens 4. paragraf er gældende, med nogen legal ret kunne tvinge biskopperne i den evangelisk-lutherske kirke til at lave ’et politisk ligestillingsritual’. Hvis han allerede har gjort det (og det har han), så er det med professorens ord: ’simpelthen i strid med grundloven’ – og dette bør det kommende retsopgør nærmere afklare.

 

EN HIMMELRÅBENDE FEJL

Den 23. feb. 2012 kl. 14:30 blev der i det veludstyrede udvalgsværelse (Nr. 2-080) i regeringspalæet i København budt velkommen til ét af de samrådsmøder, som den daværende kirkeminister, Manu Sareen, med afsky omtaler i sin selvbiografi. Om den forhenværende kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech, fortæller han, hvorledes hun ’slæbte mig til disse møder’ (s.168). I dette tilfælde var det imidlertid Folketingets Kirkeudvalg, der havde indbudt til en sådan samling – og begge kirkeministre (den forhenværende og den nuværende) var til stede. Også jeg ’deltog’ som tilskuer og tilhører i mødet, idet jeg over Folketingets tv-kanal på min fjerne ørkenbase i Israel kunne følge det uundgåelige ’clash’ mellem de to ministre.

Godt to uger forinden, den 10. feb. 2012, havde ’den forhenværende’, Birthe Rønn Hornbech, affyret en bredside mod ’den nuværende’, Manu Sareen. Den lød sådan (citat): "En regering har pligt til i et lovforslag at gøre rede for de spørgsmål, som grundloven rejser. Det er ikke sket i udkastet til lov om ægteskab for homoseksuelle i kirken." Artiklen i Kristeligt Dagblad slutter med ordene: "Det er en eklatant fejl, som justitsministeriets lovafdeling bør belære regeringen om."

Den salve, som dagbladsartiklen forfatter affyrede d. 10. feb. 2012, afleverede hun igen i samrådsmødet på Christiansborg 14 dage senere. "At lovforslaget om ægtevielser i kirken af par af samme køn ikke med ét ord omtales i dets forhold til grundloven, er en eklatant fejl." Ordet: ’Eklatant fejl’ er stærkt. Kan bedst oversættes med udtrykket: ’En himmelråbende fejl’. Den udfordrende henvisning til justitsministeriets lovafdeling blev ved dette samrådsmøde sammenbidt gentaget." Derfor vil jeg i det følgende efterkomme opfordringen og lade søgelyset dreje ind over den lovtekniske afdeling af justitsministeriet samt de ufyldestgørende svar på relevante spørgsmål.

 

NÅLEØJE-PRINCIPPET

For bedre at kunne forstå, hvorfor den manglende erklæring vedr. den lovtekniske bedømmelse og lovforslagene L105 og L106 (med hensyn til disse bestemmelsers forhold til grundloven) betegnes som en ’eklatant fejl’, bør man et øjeblik rette opmærksomheden mod, hvad der skete i Irland i maj 2015. Her blev – fra den ene dag til den anden – et nyt menneskesyn og en ny ægteskabsforståelse ved et nationalt referendum indført i den irske grundlov. Det vil sige, at denne nye grundlovsparagraf vil være et element for al videre lovgivning i Irland. Alle lovforslag, som har forbindelse med menneskesynet, ægteskabet eller landets kristne fundament skal fremover –inden de bliver ophøjet til lov – sendes til en ransagen og gransken i den irske lovafdeling. Den har at gøre med dette begreb: ’lovteknisk revision’. Alle irske lovgiveres lovudkast skal fremover måles og vejes ud fra den nye grundlovsparagrafs grundsætninger og retsprincipper. Alle centrale love, tværgående, generelle eller internationale love – alle menneskerettighedskonventioner skal fortsat inddrages for at ’stille til obligatorisk lovrevision’. Her skal de sammenholdes med den nye grundlovsparagraf. Ingen lov slipper gennem nåleøjet uden at have været endevendt i lyset af den nye homo-bestemmelse.

Den indførte ’4. bestemmelse’ i den 41. artikel af den irske grundlov lyder sådan: "Et ægteskab mellem to mennesker af samme køn vil have samme status under grundloven som ægteskab mellem en mand og en kvinde." Artiklen fortsætter: "Et ægteviet par af forskellige køn eller af det samme køn vil blive anerkendt som en familie og er berettiget til grundlovens beskyttelse for familier."

Når det herefter i Irland (med grundlovskraft) er gældende, at to mennesker af samme køn har samme status under grundloven som en mand og en kvinde –skal alt i folk og samfund, kirke og retsvæsen, parlament og ministeriernes administration indordnes efter det nye homo-princip. Alt, hvad der modsætter sig den nye homo-ordning, må da regnes som lovovertrædelse – ja, grundlovsbrud!

Med denne nye grundlovsparagraf er i Irland livsmønsteret og statens styrelse retningsangivet. Justitsministeriets lovtekniske afdeling må på det strengeste afvise lovudkast, der ikke samstemmer med dette syn. Det homofile samfund har siden den majdag i 2015 etableret sig i Irland, hvilket befolkningen snart vil få at erfare.

 

NU SAMME PRINCIP I DANMARK

Det samme gælder nu forkyndelsen i den danske folkekirke. Efter indførelsen af loven om kirkelige homovielser er Bibelens budskab om samliv af den art blevet mere end kontroversielt – det er blevet illegalt. Når den irske konstitution med grundlovskraft erklærer, at ’to mennesker af samme køn har samme status under grundloven som en mand og en kvinde’ – ja, så vil det (i sammenligning dermed) sige, at i den evangelisk-lutherske kirke i Danmark, hvor en lignende status nu indføres i kirkens ritualbog, vil enhver overtrædelse af lovens ord få sine konsekvenser. Præster og prædikanter, som fremover vover at sige andet end statsritualet, vil blive retsforfulgt. Al undervisning i ’det offentlige rum’ (fra prædikestolen eller over nettet) vil blive bedømt, målt og vurderet ud fra den statsligt indførte liturgi – og den af kirken ordinerede forkynder, der følger sit præsteløfte og prædiker evangeliet ’purt og rent’, står i fare for at blive spærret inde.

Danmark har (som i Irland) en ’4. grundlovsbestemmelse’. Dersom et lovforslag skal ophøjes til lov, skal det på samme vis til ’lovteknisk revision i Justitsministeriets lovafdeling’ – og det derefter skal meddeles i lovforslagets bemærkninger, hvorledes dette forslags forhold er til grundloven. I det aktuelle tilfælde kan forslaget forventes at få betydning for kirken – derfor må dets relevans til kirkens lære og bekendelsesskrifter nøje undersøges. Bemærkningerne må derfor indeholde – et skøn’ over lovens konsekvenser for kirken og dens indre anliggender – alt sammen centreret om forslagets forhold til grundloven.

Når dette (altså lovforslagets forhold til grundloven) mangler at blive omtalt i lovens bemærkninger, - er det (som anført af en forhenværende kirkeminister) ’en eklatant fejl’, der endog kan medføre, at en farlig ideologi sniger sig ind i den danske forfatning – og dermed kan medføre de mest fatale eftervirkninger i samfundet.

Som et lidt forvitret spejlbillede falder det irske nåleøje-princip nu på den kirkelige situation i Danmark. Alle lovforslag skal efter sædvane fortsat undergå den lovtekniske revision i Justitsministeriets lovafdeling. Ved lov-gennemgangen af ministeriernes lovforslag foretages dels en teknisk gennemgang af lovforslaget og dels (hvilket i det pågældende tilfælde er det væsentlige) bedømmes lovforslaget i forhold til (som det hedder): ’grundloven, dennes grundsætninger og almindelige retsprincipper’.

Den lovtekniske revision må da (hvis det som her er et forslag, der har at gøre med kirken) tage særlig højde for de 4-5 grundlovsparagraffer, der giver udtryk for forfatningens holdning til den nye bestemmelse om det kirkelige homoritual. I det pågældende tilfælde er det påtrængende nødvendigt at få afklaret, hvorvidt loven om kirkelig ægtevielse af homoseksuelle og lesbiske par kan forenes med Grundlovens 4. paragraf, der klart erklærer, at folketinget ikke kan lovgive mod den evangelisk-lutherske lære. Dette bliver kernesagen i det retsopgør…

Det afgørende ved den såkaldt ’himmelråbende’ (horrible) fejl i forbindelse med den lovtekniske revision af 2012-homovielse-lovforslaget, (som den tidligere kirkeministers ministerkollega hentyder til), er imidlertid (som jeg ser det) ikke i første omgang spørgsmålet om, hvorvidt justitsministeriets lovafdeling eller kirkeministeriet har udført deres job tilfredsstillende. "Det må denne lovafdeling belære ministeren om," erklærer Birthe Rønn Hornbech i det ’fortættede’ 23-februar-samrådsmøde på Christiansborg. Den forhenværende kirkeminister opfordrer med disse ord til, at der i denne sag bør forekomme en direkte korrektion fra den afdeling i justitsministeriet, der havde det betydningsfulde job at skulle se nærmere på selve lovforslaget om homoseksuelle bryllupper i kirken. Men selvom det kunne være særdeles oplysende, at få indblik i, hvorvidt de jurister (der er sat til at skulle bedømme netop denne lovs kontroversielle forhold til grundloven) har gjort deres arbejde ordentligt, så forbliver det (ifølge min opfattelse) af mindre betydning! Nej, det helt afgørende er spørgsmålet om, hvorvidt forslagsstillerne har handlet bevidst – sådan at forstå, at det faktisk var med lumsk beregning (ja, en del af deres ’snedige’ strategi) at en hvilken som helst henvisning til denne lovs forhold til grundloven så vidt muligt skulle indgås.

 

EN MØRKETS GERNING?

Hvis det nemlig skulle vise sig, at der i kirkeministeriet eller socialministeriet bag lukkede døre med dæmpede stemmer har været talt om, at det ville være ’helt fint’, hvis justitsministeriets resultat af den påbudte lovtekniske undersøgelse ikke (som det ellers er fordret) blev nævnt i lovforslagets bemærkninger, så stiller sagen sig helt anderledes! Hvis der ét eller andet sted i ministeriernes korridorer har været hvisket og tisket, at ’det dér med grundlovens forhold til kirkelige homovielser’,’ springer vi over’, da har de folk, der stod bag en sådan beslutning, begået en ’kriminel handling’. Da dukker straks helt andre lovparagraffer frem af tågen. For eksempel den grundlovsparagraf, der siger, at folketingsmedlemmerne naturligvis selv er bundet af grundloven (jf. grl. § 32 stk.7) hvorefter hver eneste af de mænd og kvinder, der sidder i folketinget personligt har afgivet en højtidelig forsikring om at ville overholde Danmarks Grundlov.

Det afgørende ved en sådan ’mørkets gerning’ bliver da ved et kommende retsopgør ikke, om denne form for ’lovsjusk’ har fundet sted. Nej, det sagen drejer sig om, bliver da, hvorvidt det er en bevidst planlægning, der ligger bag den bemærkelsesværdige undladelse. Hvorfor er lovforslagets forhold til grundloven ikke omtalt i lovudkastets bemærkninger? Er det fordi forslagsstillerne på forhånd har anet, at en grundlovsovertrædelse lurer bag dette lovforslag? Er det en bevidst og af lovgiverne enigt vedtaget fremgangsmåde, at netop denne lovs forhold til Danmarks Grundlov ikke i bemærkningen skulle nævnes med ét ord?

Det er åbenbart, at hvis der ligger den planlagte strategi bag fremlæggelsen af et lovforslag, at det ’i huj og hast’ skal snige sig uden om offentliggørelsen af forslagets lovtekniske udsagn vedr. dets forhold til grundloven, så er det ikke længere borgernes ’almenvel’ eller den påståede ’samfundsmæssige interesse’, som disse folketingsmedlemmer kæmper for – nej, da er det et parti-politisk program med en tilsyneladende samfundsfarlig, politisk ideologi, som prioriteres.

Dersom der ved det kommende retsopgør stilles skarpt på, om det omtalte lovforslag om kirkelige homobryllupper nøje og pligtopfyldende har angivet dets forhold til f.eks. EU-retten, centrale tværgående love, internationale menneskerettighedskonventioner o.s.v. – da bør det nu ved aktindsigt undersøges, hvorvidt lovforslagets forhold til grundloven (og dennes grundsætninger med hensyn til statens forhold til kirken) ikke er nævnt? Denne ’himmelråbende fejltagelse’ er både omtalt i pressen og ved det nævnte Christiansborg–samrådsmøde som ’en realitet (’en eklatant fejltagelse’) – nu drejer det sig bare om at finde ud af, om ’denne fejltagelse’ er en ’forglemmelse’ (hvilket forekommer usandsynligt) eller om det er en bevidst, politisk-ideologisk betonet, på forhånd udtænkt ’kriminel handling’? Om dette har jeg følgende at forklare:

 

RUBRIKKEN

For nogen tid side besøgte Gisèle og jeg én af familierne i vor store børneflok, som atter havde skænket os et lille, nyt barnebarn. Gisèle havde købt de fineste, små babykjoler, babysko og babytrøjer, og vi ankom præcis i det øjeblik, hvor den kommunale barneplejerske var til stede for at veje og måle, lytte og undersøge, om alt nu var helt i orden med den lille, dejlige pige.

Barneplejersken havde sin computer med, og på skærmen så jeg en hel række rubrikker, der skulle udfyldes. Som den stolte farfar kunne jeg ikke holde mig tilbage: "Jeg har også en rubrik, der skal udfyldes!"

"… kan ikke lade sig gøre!" smilede barneplejersken. "Alle disse rubrikker skal jeg udfylde med mine tal og ’bemærkninger’. Der er ikke plads til flere rubrikker."

"Jamen, min rubrik er vigtig." Jeg insisterede: "Meget vigtig!"

"… kan ikke lade sig gøre." Barneplejersken rystede på hoved. "Jeg kan ikke bare lave en ny rubrik. Hvad skulle der stå i din rubrik?"

"Der skulle stå…" jeg ventede et øjeblik, indtil barneplejersken løftede hovedet og så spørgende på mig. Så fortsatte jeg stolt: "… der skulle stå, at dette er barnebarn nr. 28!"

"28?" Barneplejersken satte sig glad smilende ved computeren. "Jeg laver en ny rubrik! Barnebarn nr. 28! Det skal med i rapporten. Det får sin egen rubrik!"

*

Bagerst i et lovforslags ’bemærkninger’ skal der udfyldes nogle rubrikker. Ligesom når borgerne skal udfylde deres selvangivelse. Man kan ikke springe en rubrik over, hvis man ikke kan lide det tal, som den rubrik skal udfyldes med. Og hvis borgeren ikke har ’indtægt’ at opgive, må han ikke lade rubrikken være ubesvaret. Borgeren kan heller ikke, fordi han ikke bryder sig om skattemyndighedernes spørgsmål fjerne rubrikken.

Så vidt jeg som en jævn borger kan forstå, har folketingets formand beføjelse til at afvise et forslag, hvis det strider mod grundloven. Jeg kan imidlertid næppe forestille mig, at den travle folketingsformand skal læse alle lovforslag igennem for at finde ud af, om de er grundlovsstridige. Det må være det enkelte fagministeriums opgave samvittighedsfuldt at udfylde den rubrik, der hedder ’bemærkninger vedr. grundloven’.

Det skulle ikke være så svært. Ministeriet kan bare holde sig til det svar, de har fået fra den lovtekniske afdeling i justitsministeriet – så er den sag klaret. Nu fortæller kirkeministeriet i en mail af 14. januar 2016 (dok. Nr. 7010/16), at de aldrig fik skriftligt svar på deres forespørgsel i Justitsministeriet! ’Social- og Indenrigsministeriet skriver d. 25. januar 2016 i en mail (dok. Nr. 309012, sagsnr. 2016-307, at ministeriet kan oplyse, at ’der ikke er modtaget et skriftligt svar fra justitsministeriet i forbindelse med den lovtekniske gennemgang af forslaget’.

At netop dette spørgsmål optager sindene fremgår af fire spørgsmål, som blev stillet d. 17. april 2012 i Folketingets Socialudvalg.

"I hvilket omgang har socialministeren i forbindelse med forberedelse af lovforslaget gjort sig tanker om Grundlovens 4. paragraf?" Spørgsmålet (nr. 25) blev stillet af tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V).

Svaret var afvisende. "Jeg henviser til bemærkningerne i lovforslaget."

"I hvilket omfang har ministeren i forbindelse med forslaget gjort sig tanker om forholdet mellem stat og kirke?" (nr. 26)… fortsatte den tidligere kirkeminister.

Samme svar: "Jeg henviser til lovens bemærkninger…"

Et efterfølgende spørgsmål (nr. 67) af medlem af udvalget, Christian Langballe (DF) lød sådan: "Vil ministeren redegøre for, hvilke overvejelser man fra regeringens side har gjort sig med hensyn til § 4 i Grundloven og det forhold, at den danske folkekirke er en evangelisk-luthersk kirke, der hviler på Bibelen og bekendelsesskrifterne, hvor ægteskabet er klart defineret som et ægteskab mellem mand og kvinde?"

Samme svar: "Jeg henviser til bemærkningerne i lovforslaget."

Det efterfølgende spørgsmål (nr. 68 stadig stillet af Christian Langballe) lød således: "Giver det anledning til overvejelser, at regeringen og et folketingsflertal ved at indføre loven om de homoseksuelle vielser ikke respekterer folkekirken som evangelisk-luthersk og dermed bryder Grundloven?"

Samme svar: "Jeg henviser til lovforslagets bemærkninger."

 

Ved at lytte til disse 4 relevante spørgsmål og det samme arrogante svar, bør tilhørerne i et øjeblik eftertænke, at det var lignende ’ufyldestgørende svar’, som en minister gav i folketinget i marts 1957, der rejste den omfattende sag omkring den nationale tragedie, der fandt sted d. 30. januar 1959. Her druknede 95 ombordværende ved Kap Farvel, da grønlandsskibet ’Hans Hedtoft’ forliste. Det undvigende svar, som et par år forinden blev givet med hensyn til ’vintersejladsen på Grønland’ – var på nippet til at bringe daværende minister Johannes Kjærbøl for en rigsret.

*

I en kort samtale d. 27. januar 2016 (sent på eftermiddagen) med en venlig embedsmand fra justitsministeriets lovtekniske afdeling, fortalte han, at den omtalte rubrik om grundloven ikke forekommer i det faste skema.

"Er det ikke mærkeligt?" Jeg tillod mig at blive personlig, "at et spørgsmål, som er det vigtigste i en lovteknisk revision: nemlig dets forhold til grundloven, ikke har sin egen rubrik?"

"… har jeg ingen holdning til!"

"Og I sender heller ikke skriftligt svar til ministeriet, som har anmodet om ’grønt lys’ for deres lovudkast? Det ordner I over telefonen?"

"… har jeg ingen holdning til!"

"Eksisterer der et dokument om dette telefonsvar?"

"… kan jeg ikke svare på. I det tilfælde skal du tale med Justitsministeriets ’Forvaltningsretlige Kontor’…"

Den venlige repræsentant i Justitsministeriet ringede og vedblev tålmodigt at ringe på lokalnummeret til ’Forvaltningsretligt Kontor’ – men vedkommende medarbejder, som jeg telefonisk og med oplysende mail havde truffet aftale med, var i de formiddagstimer ’som sunket i jorden’. Det er derfor (ved udløbet af min deadline for denne bog) fortsat uafklaret om der ’rent fysisk’ – det er det udtryk, som bruges i den verden – eksisterer et officielt dokument, som fra Justitsministeriets lovtekniske afdeling kan bekræfte, at de to ministeriers lovforslag L105 og L106 er blevet vurderet og lovformeligt godtaget. Ministerierne har faktisk brug for dette dokument, hvis de i retten skal kunne forsvare sig over for den påstand, at deres love om kirkelige homobryllupper har forulempet Danmarks Grundlov…

Da justitsministeren d. 29. maj 2012 skulle deltage i et samrådsmøde, arrangeret af folketingets socialudvalg, blev han udstyret med et såkaldt ’talepapir’. Det var sikkert, at han ville blive gået på klingen med de samme fire spørgsmål. Ifølge ’talepapiret’ erklærer han, at denne lov (om ægteskabet) er blevet vurderet – og at den rent teknisk var helt i orden. Om lovens forhold til grundloven siger ministeren ikke et ord. Hvad har interesse i denne sag er blot dette, at ministeren erklærer, at lovforslaget er blevet bedømt – og at han i hvert fald har fået udleveret et ’talepapir’. (anført i en mail til mig som dok. Nr. 428 146 af maj 2012 vedr. selve bedømmelsens indhold.

Det vil sige – tillader jeg mig at konkludere, at justitsministeriet har udfærdiget et dokument. Det eksisterer (og er oven i købet blevet refereret på ministerens talepapir). Det beskæftiger sig med lovforslagenes ’tekniske opstilling’ – men indeholder ikke ét ord om forslagets forhold til grundloven. Det vil sikkert overraske dommerne – ja, det kunne være, at noget nyt er ved at fødes, og at denne ny rubrik skal oprettes… som barneplejersken sagde: "Denne sag skal have sin egen rubrik." Hvad er dette lovforslags forhold til grundloven?

 

’AFVIGELSE FRA LÆREN’

For nogen tid siden købte jeg for 20 kr. en lille, uanseelig bog i Betesdas antikvariat ved det gamle Grøntorv i København. Det lille, sorte, stift-indbundne værk på halvandet hundrede sider bar den besynderlige titel: ’Afvigelser fra læren’. Bogen var udkommet i 4. oplag i 1857 på ’Bog og papirhandler Fr. Wøldikes Forlag i Nygade 94. Den er skrevet af Dr. Theol. K. Graul, som var direktør for den evangelisk-lutherske missionsanstalt i Leipzig og er oversat af cand.theol. Adolf Enkebølle.

Det lille forsvarsskrift for den evangelisk-lutherske lære indledes med Luthers trosbekendelse fra året 1529. Heri skriver Luther (og det er, som om den kendte og i den danske forfatning omtalte reformator 500 år efter sit virke er stået op af graven og taler lige ind i den sag, som nu skal behandles af en domstol: "Fordi jeg ser, at det bliver værre og værre med vildfarelsen, og der ikke er nogen ende på Satans støjen og rasen, så vil jeg – for at ikke nogle senere (medens jeg endnu er i live eller for fremtiden efter min død) skulle skyde sig ind under mig og falskelig benytte mine skrifter til at styrke deres vildfarelse, bekende min tro" (s.7).

Bogens titel ’afvigelser fra læren’ må nødvendigvis som et begreb kunne finde plads i det kommende retsopgør, idet lovgivningsmagten, hvis den på nogen måde (og ved ’falskeligt’ at skyde sig ind under Luther) allierer sig med en hvilken som helst afvigelse fra den evangelisk-lutherske lære – da straks (og ’på stedet’) gør sig skyldig i en overtrædelse af Danmarks Grundlov.

De fire udfordrende ord (’…uanset seksuel orientering’), som er selve grundlaget for det i kirken tvangsindførte ritual, er nemlig ’en afvigelse fra læren’. Når Manu Sareen i sin selvbiografi skriver (citat): "Jeg synes, at det er den logiske konsekvens af en ny regering, og dens regeringsgrundlag… at der bliver lavet et nyt vielsesritual, så at bøsser og lesbiske kan blive gift i kirken" (s.161) – da er selve indholdet af denne såkaldte ’logiske konsekvens’ i afgjort modstrid med kirkens lære. Da forsøger en regering at ’gestalte og regulere’ en ny ordning i kirken, som er i strid med kirkens bekendelsesskrifter og gør sig dermed skyldig i en øjeblikkelig overtrædelse af grundloven. Lad mig forklare:

 

HOMOSEKSUEL PRAKSIS I DET HELLIGE RUM

Der findes kun ét sted i Ny Testamente, hvor Jesus henviser til et gammeltestamentligt udsagn, og siger: "Når I læser dette, skal I lægge særligt mærke til det (Matt.24:15)!" Stedet, Jesus henviser til, er det præcise skriftafsnit i profeten Daniel, hvor han taler om en modbydelig hændelse (en vederstyggelighed), som skal finde sted ’på hellig grund’ (9:27). "Når det sker," siger Jesus, "at en vederstyggelighed søger at presse sig ind i ’det hellige rum’, da er det et tegn på, at de troende skal være agtpågivende."

Det tør under de givne omstændigheder næppe betragtes som ’en tilfældighed’, at tre kirker (en norsk og to danske) er blevet anvendt til netop en ekstrem seksuel hændelse, som med Jesu ord berettiget kan omtales som en ’vederstyggelighed’. Frogner Kirke i Norge er (med menighedsrådets tilsyneladende godkendelse) blevet anvendt til optagelse af en musikvideo, hvor et homoseksuelt samleje udførtes foran kirkens alter. Videoen er lagt ud på nettet, for dér at proklamere, at en norsk Grand-Prix-stjerne ’sprang ud ’som homoseksuel. Ved retten i Holbæk er en 30-årig kvinde og en 35-årig mand i marts 2015 hver blevet idømt 60 dages fængsel for at have haft seksuelt samleje på alteret (ved prædikestolen og ved døbefonden) i kirkerne Udby og Snoldelev på Sjælland.

Den norske Grand-Prix-stjerne forklarer over for norsk tv, at (citat): ’det er kirken, jeg er ude efter. I årevis har kirken set ned på homofili; det er kirken, der er årsag til, at folk begår selvmord, bliver mobbet og udstødt." Han fortsætter: "Homoseksuel kærlighed i det hellige rum er en del af Gud!" Biskoppen over Oslo Stift, Ole Christian Kvarme, erklærer: "Dette er et groft misbrug af kirkerummet." Den norske Grand-Prix-stjerne er næppe klar over, at han med sin udtalelse: ’Homoseksuel kærlighed i det hellige rum er en del af Gud’ nærmer sig opfyldelsen af den nytestamentlige forudsigelse, der erklærer, at ’modstanderen ophøjer sig over alt, hvad hedder Gud og helligdom, så han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud’ (2.Thess.2:3-4).

 

GÅDEFYLDT UDTRYK

Gennem slægterne har mange grundet på og spekuleret over (1.Pet.1:10-11), hvad der skal forstås ved det gådefulde udtryk: ’Ødelæggelsens vederstyggelighed’. Den engelske version, som siger: "Den vederstyggelighed, der forårsager ødelæggelse’ (’causes desolation’) er nok den nærmeste forklaring – og bogstavelig efter grundteksten (Recovery Version). Det vil sige, at når en ganske bestemt ’vederstyggelighed’ står placeret på hellig grund, så er dette et af de afsluttende tiders afgørende tegn på, at de hellige skal give agt. Hvad er det for en vederstyggelighed? Jesus anvender det ord, som Han kender fra Mosebøgerne: "Hos en mand må du ikke ligge, som man ligger hos en kvinde; det er en vederstyggelighed!" (3.Mose 18:22) Det vil sige, at når denne ’vederstyggelighed’, der i Gamle Testmente klart defineres som ’den homoseksuelle synd’, placeres ’på hellig grund’ – så skal (siger Jesus) ’den, der læser dette, mærke sig det’, - thi da er øjeblikket kommet, hvor en mørk trængselstid tager sin begyndelse.

Det er imidlertid klart, at når Jesus taler om en ekstrem skændselsgerning (en vederstyggelighed), der skal placeres ’på hellig grund’, så har Han en større dimension for øje, end nogle provokerende sex-happenings i et par landsbykirker i Skandinavien. Da taler Han om den gudløse, antikristelige ’modbydelighed’, som på et tidspunkt vil blive indført og udført i selve Templet i Jerusalem. "Imidlertid har mørkets dæmoniske magter svært ved at holde på en hemmelighed." - "De er som ’drevet til’ at skulle afsløre deres egne misgerninger ’før tiden’ (og ikke som apostelen advarende siger): ’når tiden dertil er inde… 2.Thess.2:6). - "Deres skjulte hensigter løber løbsk, og de viser (hvor de kan komme til det), hvad de har i sinde." - ’De 300’ konkluderer: "Der bør derfor ikke noget sted herske nogen tvivl om, hvad der styrer den regering, der ved lovgivning har åbnet døren for disse skændselshandlinger – ej heller bør der herske uvidenhed med hensyn til de motiver, der bevæger de teologer, som siger god for en lære, der fremmer en sådan krænkelse af kirkerummet. Af samme grund er det på sin plads – ja, på høje tid – at tage et opgør med disse statsautoriserede gudløshedskræfter. Opgørets time er inde!"
 


TILBAGE