RETSOPGØRET
108

OPRØRET

(Manu-biografi stk. 5)

… når en minister går pavens ærinde!
 

Københavns Politi rykkede tirsdag d. 3. april 2012 ud til Ministeriet for Ligestilling og Kirke, hvor en medarbejder havde åbnet et brev med et noget uventet indhold. Brevet, der var stilet til kirkeminister Manu Sareen, indeholdt et hvidt pulver, og medarbejderen slog straks alarm og underrettede ministeriets øvrige ansatte.

Brevet blev efterfølgende sikret i et aflukket lokale, og politiet fragtede derefter kuverten med det hvide pulver til analyse hos Kemisk Beredskab. Her kunne man konstatere, at det hvide pulver var en blanding af hvedemel og knuste mineraler, formentlig sten. Manu Sareen var ikke selv til stede i ’Den sorte Port’, ministeriet ved Kanalen, da brevet ankom.

Han omtaler selv situationen i sin biografi: "Pulveret var ufarligt. På brevet stod noget med Satan og Tove Fergo. PET barrikaderede mit hus med alarmer, armerede dørene og skiftede låsene ud. Jeg var blevet et ’terrormål’ (s.169).

Det er altid en alvorlig situation, når et samfunds borgere begynder at gribe til forskellige former for vold eller truende adfærd, hvis de ikke kan få deres politiske eller religiøse vilje igennem. Mellemøsten og Irland er afskrækkende eksempler.

Brevet med ’det truende indhold’, der var stilet til Danmarks kirkeminister, bør ikke anses for en uskyldig sag; det bør være et manende tegn på, at den sag, som ministeren har gang i, kan sætte alle slags lidenskaber i kog. Ministeren tog fejl, da han gav udtryk for, at dette kun var ’en lille sag’, og (som han gentog) "vi skal videre; vi har vigtigere ting på programmet."

 

OPRØRET LUER

Efter et enkelt læserbrev i Kristeligt Dagblad (17. marts 2013) blev det med ét opklaret, at ingen dødelig vil kunne forhindre et menighedsråd i at fritage sit personale fra at medvirke ved en vielse af homoseksuelle. Den tidligere kirkeminister, Manu Sareen, har bittert måttet erkende, at ’sådan forholder det sig’ – og at han derfor ikke har kunnet gennemtrumfe sin ’katolske opfattelse’ af det gejstlige hierarki (at præsten er enerådende i sådanne teologiske spørgsmål)… I en meddelelse i Evangelisk Luthersk netværk kommenteres denne ’tilbagetrækning af ministerens dekret’ med ordene: "Menighedsråd, der kan enes om det, bør derfor fra nu af slå ring om den lokale kirke ved simpelthen at modsætte sig, at den slags vielser overhovedet skal kunne finde sted i deres gudstjenesterum! Den lokale kirke er faktisk ’ejet’ af og forvaltet af det lokale råd, derfor skal de kirkelige myndigheder ikke overtrumfe den lokale, kirkelige myndighed."

Det spørgsmål, som i denne time melder sig i forbindelse med den skarpe, - ja gennemtrængende lyskegle, der i forbindelse med den kommende retssag mod den danske stat pludselig (som et lyn fra himlen) er faldet på grundlovens 4. paragraf, er dette: "Hvad var det egentlig, at de danske reformatorer forkyndte?" Som svar på dette spørgsmål træder det dybt karakteristiske og aldeles særprægede ved Den Københavnske Bekendelse af 1536 ind i billedet! Reformationens kristendomsforståelse, der i dag (så godt som overalt) udpines og udmagres, bryder da som et himmellys frem i al sin kraft og ild. I netop denne klare bekendelse har de danske reformatorer sammenbidt og ordknapt sammenfattet deres reformatoriske budskab – en sag, som ingen vantro præst eller politiker kan komme uden om, hvis talen skulle falde på ’indholdet af kirkens bekendelse’. Og dette sidste er netop tilfældet – ja, vil langsomt men sikkert udvikle sig til at blive selve hovedsagen – (som dagen nærmer sig, hvor dommerens ord endeligt og afsluttende skal afgøre, om en dansk regering i 2012 bevidst og hensynsløst har overtrådt Danmarks Grundlov). Som 500-året for reformationen er en historisk kendsgerning, må alle – store og små med bøjet hoved – erkende, at der ikke findes nogen periode, der har haft større indflydelse i Danmarks kirkes, kulturs – ja, hele samfundsordens historie. Dette er tiden for den jævne kristne borgers ret til at sige sin uforbeholdne mening om sin egen tro på apostlenes lære og Den Hellige Skrift. Det er dagen for ’det almindelige præstedømme’.

 

’VI ER ALLE PRÆSTER’

Da de 21 mænd i 1536 lagde deres 43 artikler på kongens bord, erklærede de dermed, at Roms præsteherredømme var forbi. "Vi er alle præster," sagde de. I den 40. artikel hedder det nemlig sådan: "Vi tror og lærer, at vi i Kristus Jesus har vor evige, eneste præst, og i Ham er vi alle kristne præster, og det er som sådanne, at vi skal give os selv som et levende, taknemmeligt offer til Gud – ja, prædike, bede og meget andet." Denne snart femhundredårige bekendelse er således fuldt og helt i overensstemmelse med Ny Testamentes klare, apostolske formaning, der ligefremt og enkelt erklærer, at de troende ’skal bringe deres legemer som et levende og helligt offer Gud til behag – det skal være deres åndelige gudstjeneste (Rom.12:1). – Det vil med andre ord sige, at den gudstjeneste, der er Gud til behag, er ikke (som den fremstilles af en ofte frafalden gejstlighed) en superhøjtidelig, liturgisk (mere eller mindre fastlagt) og forud nøje planlagt tilbedelse men mere det Guds-inspirerede, åndelige fællesskab, som kristne ’når de kommer sammen’ har med deres opstandne Herre og himmelske Far. I Hebræerbrevet står ordet ’kirke’ (ekklesia) kun nævnt to gange (2:12 og 12:23)… og i begge tilfælde anvender den seneste danske, autoriserede oversættelse af Ny Testamente ordet: ’menighed’. Om den ’kirke’ (ekklesia), som skal fremstå i de sidste dage, hedder det her bl.a.: "Jeg vil forkynde Dit navn for mine brødre – i kirkens (ekklesia) midte vil Jeg lovprise Dig. En stærkere fremhævelse af ’det almindelige præstedømme’ findes næppe.

De danske kristnes oprør mod statens bestemmelse (at kun præsten havde indsigt i Guds ord) førte til, at de erklærede med reformatorerne, at ’det almindelige præstedømme’ med tindrende klarhed kommer til syne på Skriftens blade, og at enhver minister eller gejstlig, som atter vil søge at indføre pavens ubibelske hierarkiske præstedømme, på stedet vil møde det protestantiske folks modstand! De kristne stod over for deres vildførte kirkeminister fast på, at ’da Gud… ville føre mange sønner til herlighed… så skammede ’banebryderen for deres frelse’ sig ikke ved at kalde dem brødre’! (Hebr.2:11-13). Den store ’ypperstepræst’ kalder de øvrige præster ’brødre’, forkynder de fremdeles og tilføjer, at den romerske kirkes præsteskab i den protestantiske litteratur beskrives som ’et lam’, (hvis det forfølges)’ og ’en tiger’, (hvor det får overhånd’)! De protestantiske protestanters protester minder fortsat om, at den britiske premierminister W.E. Gladstone i 1874 (hvor Rom mistede sine landbesiddelser) skrev: "Den enkeltes afhængighed (og så er det ligegyldig, hvor krybende den er) vil aldrig kunne tilfredsstille den latinske kirke! Selv staten må som en slave bøje sig…" Vi konkluderer, at den protestantiske menighed skal være på vagt over for de af statens ministre, der i denne sag går pavens ærinde. Disse ministre kan for en tid tvinges til modvilligt at indrømme, at de tog fejl – men de vil komme igen – ’og vil tage syv andre onde ånder med, værre end dem selv’! (Matt.12:45)

 

HUMANISTISK INSPIRERET

Da jeg for nogen tid siden skulle tale ved en Tv-transmitteret Gudstjeneste i Frelsens Hær på Færøerne, henvendte jeg mig før mødet til én af tv-kameramændene. "Når jeg i min prædiken omtaler den bodsbænk, som Frelsens Hær stadig har i sine mødesale," sagde jeg, "så skal du rette kameraet mod den rødt-betrukne bodsbænk hér." Kameramanden nikkede, og sådan gik det til, at jeg ved den lejlighed fik god anledning til at tale om ’omvendelsens betydning’. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at paven i Rom har set den tv-udsendelse. Ej heller nogen dansk biskop eller minister… men det ændrer ikke ved sagen! Pave Frans i Rom fik ikke sin pavelige vilje gennemtrumfet, da han til 200 bisper og kardinaler talte sit ’nye evangeliske sprog’ (som vil lokke mange overløbere til sig). Paven vil aldrig acceptere protestanternes opfattelse af det almindelige præstedømme og omvendelsens betydning. Det ville den tidligere kirkeminister heller ikke, men i den sag måtte han bøje sig…

Den katolske Kirke ser ikke ud til at ændre sin opfattelse af homoseksuelle, skilsmisse og genægteskab. Efter to ugers møder i en synode i Vatikanet, har 200 bisper og kardinaler drøftet ’kirkens linje’ i disse sager. Forud for synoden udtrykte pave Frans støtte til, at Den katolske Kirke ville ændre opfattelse af kirkens århundredegamle praksis i disse forhold. – Pave Frans har altså i denne sag ikke kunnet føre sin pavelige vilje igennem. To tredjedele af synoden var imod ham. Det dokument, der var forberedt for at skabe ’en større åbenhed over for homoseksuelle’, blev blankt afvist. Alle andre paragraffer i dokumentet blev vedtaget. Pavens reaktion var bemærkelsesværdig. "Man bør give agt på, ikke lade sig ’lukke inde’ i det skrevne ord," udtalte han og tilføjede: "Vi bør alle være forberedte på, at vi kan blive overrasket af Gud." Denne holdning kan (ifølge min mening) være udfordrende i sig selv – men selv dér, hvor Ånden ’levendegør bogstavet’, må det fortsat være Ånden, der fører til den rette – og i Skriften tydeligt bekræftede administration af det skrevne ord. Og her kommer ikke mindst omvendelsens betydning ind i billedet! Paven er ikke alene om sin humanistisk inspirerede holdning. Han har titusinder af protestantiske præster med sig, hvilket sikkert er grunden til, at han nu pludselig taler så ’evangelisk’, som ingen pave før ham. Han har allerede fra den karismatiske bevægelse indfanget adskillige ’overløbere’, og flere vil lade sig fascinere og følge efter. Han vil kunne slå sin klo i alle dem, der har glemt reformatorernes ord om ’omvendelsens betydning’. Den danske kirkeminister gik med hensyn til ’præstedømmet’ pavens ærinde. Da tabte han sagen – og det vil kunne ske igen.

 

OMVENDELSENS BETYDNING

De troende bør alle vegne være yderst opmærksomme på pavens ’synode-konklusion’ (vedr. bl.a. homo-ægteskaber) , der med nyhedsbureauet AP’s rapport lyder således: "Vi bør afvise en fjendtlig ubøjelig (hostile inflexibility) som fører til, at man lukker sig inde i det skrevne ord, og ikke tillader sig selv at blive overrasket af Gud!" Hvad siger Skriften om dette? Ny Testamente erklærer: " For bogstaven slår ihjel men Ånden gør levende" (2.Kor.3:6). – Det er således tydeligt, at der her er tale om to forskellige tjenester: 1. ’Dødens tjeneste (ubøjeligt), indhugget i sten’ (v.7) og ’Åndens tjeneste, der ’har sin fleksible herlighed’ (v.8) – (eller som det hedder i samme afsnit): 1. ’Den tjeneste, der fører til fordømmelse’ og så 2. ’den tjeneste, der fører til retfærdighed’ (v.9). Når Pave Frans indbydende forklarer sine 200 biskopper (hvoraf en tredjedel følger hans linje) – at de (som BBC-journalisten David Villie i Rom forklarer det): "Ikke bør lukke sig selv inde i lovens bogstav" – så har han ved første øjekast ret! – Hvis kirken nemlig over for vor tids dybt og håbløst sexinfiltrerede mennesker ikke kommer længere end til ’den tjeneste, der fører til fordømmelse’, så har den ikke – og vil aldrig dermed kunne løse sin opgave! Da vil den arme synder kun møde ubarmhjertige, knaldhårde stenansigter samt det strenge lovens påbud, der er (og ubønhørligt forbliver) som ’indhugget i granit’. Derfor må Åndens tjeneste føre til det ’overraskende budskab’, at ’synden tilgives på grund af Kristi død og opstandelse samt (og dette er nødvendigt) at en gennemgribende livsforvandling kan finde sted… (1.Kor.6:9-11) – thi ’er nogen i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til" (2.Kor.5:17). Hvad paven og hans tilhængere imidlertid ikke afklarer, er omvendelsens altafgørende betydning! ’Det gamle er forbi’, betyder nemlig bl.a. at den gamle syndens livsførelse ophører (Rom.6:1-2) og at ’noget nyt er blevet til’ betyder det samme som Jesu ord til synderinden: "Gå! Og synd ikke mere! " (Johs.8:11)

De troende i Danmark fik bevist, at det overfor paver, bisper, kardinaler, provster (både de katolske og de protestantiske), samt alverdens kirkeministre, der fører sig frem, som om læren om det almindelige præstedømme er ’slettet af programmet’, at den doktrin er god, hvis man bruger den, som den doktrin skal bruges" (1.Tim.1:8). – "Dette er," erklærer Ny Testamentes apostel, "i overensstemmelse med det evangelium, jeg har fået betroet." – "Hvis nu en pave siger, at han har fået betroet noget andet end det, som apostelen Paulus ’har fået betroet’, (v.11) forklarer de danske kristne videre, "så vil det være tusinde gange mere forsvarligt at holde sig til apostelens ord end til pavens." - "Hvis en protestantisk biskop hævder," (fortsætter ’De 300’) at ’det ikke er i overensstemmelse med evangeliet at anvende loven’, så siger apostelen, at anvendelsen af loven er i fuld harmoni ’med det evangelium som han har fået betroet’ – og hvis en protestantisk kirkeminister drister sig til at optræde som ærkebiskop og irettesætte teologerne med påstanden om ’at Guds lov er sat ud af spillet’ (og det nu kun drejer sig om ’kærlighedens budskab’) – så siger apostlen, at en sådan ministeriel doktrin ’strider mod den sunde lære’ (v.11). Drabsmænd, utugtige og mænd, der ligger i med mænd skal omvende sig! (1.Kor.6:9-11) – og det almindelige præstedømme bestående af jævne, danske borgere består stadig.

 

DET RELIGIØSE OPRØR

Da et religiøst oprør kogte i Jerusalem for tyve århundrede siden, rejste den vise farisæer, Gamaliel, sig. Han gav to eksempler på mænd, der førte vreden i en forkert retning; (Ap.G. 5:36-37) de blev henrettet og omkom. "Men disse mennesker," sagde Gamaliel (til de styrende og med henblik på de netop fængslede apostle) "pas på, at I ikke kæmper mod Gud!" (v.39) Denne nytestamentlige hændelse omtales i kirkens højaktuelle bekendelse, når talen falder på, at ’den verdslige øvrighed vil have gennemført love, der er forbundet med synd’.

Den beretning i Ny Testamente, som Den Augsburgske Bekendelse i dette tilfælde henviser til, er den usædvanlige historie, hvor de religiøse ledere i Jerusalem (tydeligvis drevet af skinsyge og sårede ambitioner) kastede nogle af Jesu mest kendte apostle i fangehullet. Imidlertid viste det sig (fortæller ’Apostlenes Gerninger’), at Himlen ikke var indforstået med det gudsfjendske, religiøse styres fremgangsmåde. I stedet for (som Skriften andre steder påbyder) at ’underordne sig den verdslige øvrighed’ gjorde endog Gud oprør mod systemets uretfærdige behandling af Kristi tjenere; ved nattetid sendte Han en engel, der (tværtimod alle givne love og regler) tillod sig at åbne de fængselsdøre, som myndighederne havde lukket, for at føre de af den lovlige øvrighed arresterede prædikanter ud i det fri (Ap.G. 5:19).

Denne handling var i sig selv – i det verdslige styres øjne – en lovløs og forbryderisk indtrængen. Dem, der befrier ’oprørere’, som både det religiøse og civile styre omhyggeligt har sørget for at få anbragt bag lås og slå, må – det må selv et barn kunne indse – betragtes som ’lovovertrædere’. Imidlertid er det præcis denne historie, som Den Augsburgske Bekendelse henviser til, når den opfordrer Jesu efterfølgere til overalt og i samlet flok at vise foragt for lovens bestemmelser, hvis disse gør sig skyldige i at ’befale de kristne at synde’…

Da den natlige, himmelske gæst for 2000 år siden stod i den mørke, kolde fængselscelle i Jerusalem, løste han ikke blot lænkerne på de (af de lovlige myndigheder indsatte) fanger, - men han gav dem oven i købet besked om, at de straks skulle gå over på Tempelpladsen og fortsætte deres illegale aktivitet. "I skal træde åbenlyst frem i helligdommen," sagde engelen, "og I skal fortsætte med at tale til folket alle livets ord!"

De indsatte burde på det tidspunkt have indvendt, at det sidste (den direkte forkyndelse) netop var det, myndighederne ’udtrykkeligt’ (v.27) havde ’forbudt’ dem at gøre.

Men allerede ved daggry stod apostlene på Tempelpladsen. Folket samlede sig ivrigt omkring dem. Ingen ved, om der den morgen blev stillet spørgsmål om, hvorledes de arresterede prædikanter var sluppet ud af fængslet – men alle vidste, at de med deres fortsatte og uforfærdede forkyndelse om Jesus (samt yderligere udlæggelse af ’Livets ord’) klart overtrådte den strenge befaling, som styret havde udstedt. Mængden var i de tidlige morgentimer klar over, at deres samling på Tempelpladsen (og det budskab, de lyttede til), ville blive betragtet som en oprørshandling; men de var enige om at modsætte sig den religiøse tvang og det totalitære påbud. En gærende opstand var på vej – ikke antændt af mennesker, men af Den levende Gud. Dagens prædiken-tekst var denne: "I skal adlyde Gud mere end mennesker!"

 

FORBUDDET

’De undvegne’ blev derefter ført frem for rådet. Ypperstepræsten talte nu til de nye ’overtrædere’. Han henvendte sig direkte til apostlene (så vidt fremgår af beretningen, stillede han ingen spørgsmål, der havde at gøre med den uafklarede sag, som alle i rådet i det øjeblik spekulerede på: "Hvordan er I sluppet ud af fængslet?") Selve den kendsgerning, at Kajfas som forhørsleder slet ikke kommer ind på dette spørgsmål, er bemærkelsesværdig. Ypperstepræsten startede lige på med anklagen.

"Har vi ikke udtrykkeligt forbudt jer at lære mere i dette navn?" begyndte han og omtalte derefter straks overtrædelsens art: "Nu har I fyldt hele Jerusalem med jeres lære!" (Ap.G. 5:28). Han fortsatte med på stedet at stille skarpt på lovovertrædelsens hensigt: "I vil bringe dette menneskes blod over os! I er ude på at give os skylden for hans død!"

Set med sanhedrinens øjne var apostelen Peters forklaring mildest talt kritisabel. Han svarede ikke i overensstemmelse med den måde, man opfører sig under et forhør; han prædikede – og hvis der er noget, som forhørsdommere afskyer som pesten, er det folk, der prædiker.

"Vore fædres Gud har opvakt Jesus," råbte han – og hans røst var ikke præget af nogen form for usikkerhed. Hvem var denne ulærde fisker fra Genesaret, der tillod sig at prædike om ’vore fædres Gud’ til ypperstepræsten og det samlede råd af fornemme jøder?

Uden at fremlægge skyggen af dokumentation fortsætter den anklagede med at anklage sine anklagere. "I tog Ham af dage ved at hænge Ham på et træ!" (v.30)

En udtalelse af den art måtte på stedet provokere en afstandstagen. Med sådanne ord ville den arresterede ikke have en levende chance for at slippe billigt fra denne sag. Hans oprørsidéer var gået ham til hovedet.

… og nu fortsatte han med at tale om den korsfæstedes opstandelse og ophøjelse til at være ’fører og frelser’. Alt det, som han var blevet forbudt at nævne – ja, han talte endog om ’Israels omvendelse’ (v.31)… hvad ville det ende med?

Da pludselig rejste sig rådets mest fremtrædende mand, Gamaliel. Han talte indtrængende. Hans ræsonnement lagde en dæmper på forsamlingens harme. "Hold jer fra disse mennesker," sagde han. "Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!" (Ap.G. 5:39)


TILBAGE