RETSOPGØRET
109

BISPEFÆLDEN

(Manu-biografi stk. 6)

… det sorte decembermødes bedrag
 

Den 8. december i 2011 blev der holdt endnu et vigtigt møde i Kirkeministeriet ved Holmens Kanal i København. At dette møde ikke forefindes som et ’usynligt, ikke-eksisterende, ubekendt møde’ (som det 2011-møde, jeg tidligere har omtalt) fremgår af den bogstavelige kendsgerning, at et halvsides farvebillede af begivenheden er bragt i Manu Sareens selvbiografi (s.165). Det viser kirkeministeren i jeans, strikketrøje og åbenstående skjorteflip på den ene side af ’det lange, sorte bord’ (s.164) – og biskopperne på den anden side. Bisperne var ikke (sådan som biografi-forfatteren med et besk stænk af spot på et tidligere tidspunkt ’så dem for sit indre øje’… (citat): ’… iklædt store farvestrålende kåber ’ej heller ’fulgt af stærke kutteklædte mænd’. De sad ikke dér på kirkeministerkontoret ’med et sværd i den ene hånd, og et kors i den anden’. Disse pæne, uskyldige hverdagsbisper var ikke (citat): ’ude på at fjerne kirkeministeren fra posten, smide ham på korset, sparke ham ud af landet for’ (som han hånligt tilføjer): ’at oprette Guds orden’ (s.162).

Nej, biskopperne stillede til dette møde for at gøre det klart for ministeren, at de ikke var enige om formuleringen af hans vielsesritual for kirkelige homovielser. Tilspørgselen i vielsesritualet skal handle om livsfæller," erklærede én af dem (Biskop Karsten Nissen) idet han tilføjede: "Jeg går ikke ind for at stifte et homoseksuelt ægteskab i kirken" (dok. Nr. 121647/11, Kirkeministeriet).

8-decembermødet i 2011 var ifølge Manu Sareen af ikke ringe betydning. Ved det møde ville han give de danske biskopper en stor gave. Han ville indbyde dem til at indtage en position, som de sikkert (mente han) ville blive både stolte og lykkelige over at få overdraget. Manu Sareen skriver (citat): "Jeg ville give de danske biskopper medejerskab i projekt homovielser" (s.164).

Dette ’medejerskab’ kunne imidlertid kun lykkes (fortæller biografi-forfatteren) ved ’en særlig genistreg’, der på et givet tidspunkt skulle ’få en fælde til at klappe’ – og når først det var sket, så havde biskopperne ikke en levende chance for at slippe ud af fangegarnet. Deres flugtvej var spærret, og de havde ingen vej tilbage!

I kirkeministeriets svar d. 8. jan. 2016 på min anmodning om aktindsigt i dette ’sorte decembermøde’, har man (som tidligere nævnt) sendt mig et dokument 121647/11 af 20. dec. 2011 med titlen: ’Referat af bisperåd 8. dec. 2011’. Navnene på de syv biskopper, der (som omtalt i Manu Sareens levnedsbeskrivelse ’ved en genistreg’ skulle fanges i ministerens ’bispefælde’), står nævnt: Peter Skov-Jakobsen, Lise-Lotte Rebel, Peter Fischer-Møller, Henning Toft Bro, Karsten Nissen, Kjeld Holm og Elisabeth Dons Christensen.

I dette officielle referat fra Kirkeministeriet kan man faktisk linje for linje følge dramaet i ministeriets forhandlingslokale: Ministerens pæne velkomsthilsen, hvor han ’konstaterede’, at (citat): ’regeringen har besluttet, at homoseksuelle fremover skal kunne indgå ægteskab’ osv. osv…

(Det bør her bemærkes, at ministeren ifølge dette referat omhyggeligt undlader at omtale regeringsgrundlagets kontante ordlyd, der siger, at ’regeringen har besluttet at give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering).

 

’HVAD SAMVITTIGHEDEN KAN BÆRE’

Ifølge ministeriets referat af 8-decembermødets fortsættelse er biskopperne kommet med deres forskellige indvendinger, som kirkeministeren med et roligt smil har lyttet til. Han ventede nu kun på det øjeblik, hvor, som han beretter i sin levnedsbeskrivelse (citat): ’… der skulle laves en pressemeddelelse. Han fortsætter i bogen med følgende (citat): ’… med denne pressemeddelelse kunne alle se, hvad man havde fundet frem til!" (s.164)

I det mig tilsendte officielle referat kan jeg iagttage, hvorledes kirkeministeren med sindsro lader Biskop Karsten Nissen komme til orde og erklære (citat): "Dette her er ikke et spørgsmål om en sproglig term (’ægtefæller’ eller ’livsfæller’). Nej, det er alene et spørgsmål om, at (kun) ægteskabet mellem en mand og en kvinde er bibelsk begrundet." I sin bog forklarer ministeren, hvad der i det øjeblik optog hans sind (citat): "Tanken om pressemeddelelsen," skriver han, "det er den, der skal binde de kritiske biskopper sammen" (s.164).

Ministeren synes heller ikke at være berørt af biskop Lise-Lotte Rebels erklæring (citat): "Jeg og biskop Steen Skovsgaard ønsker af teologiske grunde ikke noget ritual!" I sin bog skriver Manu Sareen: "Pressemeddelelsen! Den vil spærre dem vejen for et hvilket som helst tilbagetog!" (s.165)

Ministeren må have nikket bifaldende, da Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen tog ordet og sagde (citat): "Vi biskopper må tage denne debat om de teologiske holdninger internt! Biskopperne må arbejde med ritualet, til de er enige…" (Dok.nr. 121647/11). Ministeren forklarer i sin bog, hvad han i det øjeblik ventede på (citat): " Ved oplæsningen af pressemeddelelsen vil de ’blive bundet sammen."

Biskop Elisabeth Dons Christensen udtalte (ifølge ministeriets referat): "Jeg var chokeret, da jeg hørte om regeringens beslutning. Men lad os nu arbejde videre med sagen – så langt som samvittigheden kan bære!"

De sidste ord: ’Så langt samvittigheden kan bære’ må ministeren have overhørt. Hans tanker var nu udelukkende optaget af bagholdsangrebet. Han fortæller (citat): "Jeg sad på den ene side af det lange, sorte bord, og på den anden side sad biskopperne side om side." I det ministerielle referat hedder det fortsat (citat): "Efter en videre meningsudveksling om dette præsenterede ministeren nu biskopperne for et udkast til de meldinger, som ministeren ville give til medierne" (Dok. 121647/11, s.2): Pressemeddelelsen!

Dette øjeblik var (efter ministerens egen forklaring i selvbiografien) det springende punkt i denne forhandling. Den pressemeddelelse, som han nu skulle oplæse, var i virkeligheden ikke (som det hedder i ministeriets officielle referat): "En melding, som ministeren ville give medierne" – nej, det var en ’håndfæstning’, som nu blot skulle indhente biskoppernes samtykke. Selvbiografi-forfatteren fortæller om oplæsningen af pressemeddelelsen (citat): "Jeg gjorde mig umage. Alle skulle jo vide, hvad de sagde ja til!" (s.165) Hvad herefter skete ved dette sorte december-møde betegner tidligere kirkeminister, Manu Sareen, som sin store ’genistreg’ (s.165).

 

SET I BAKSPEJLET

Set i bakspejlet må det i dag erkendes, at biskopperne næppe har vidst, hvad de sagde ja til. De lyttede alle til det oplæste i den opfattelse, at det nu var en uskyldig pressemeddelelse, de gav deres accept. De måtte (dette fremgår af Manu Sareens biografi) for alt i verden ikke komme til den forståelse, at det var et ’sammenbindings-dokument’, som ville blive brugt imod dem, hvis de sprang i tøjret.

"Meget uskyldigt," triumferer den tidligere minister i sin selvbiografi, idet han tilføjer (citat): "Men fælden klappede! Nu var der for biskopperne intet tilbagetog!" Manu Sareen slutter: "Dette skulle vise sig at være en genistreg!" (s.165)

Hele dette handlingsforløb bør i dag sammen med ordlyden af den omtalte pressemeddelelse bringes for en domstol. Det sorte december-møde var – som det kan ses af ministeriets eget referat og ministerens personlige gengivelser – ikke med det opgivne formål for øje, som hedder (citat): ’at få afstemt forventningerne til det videre arbejde’. Nej, mødet var i ministeriet planlagt omkring kirkeministerens ’genistreg’. I stedet for at søge at ’afstemme parternes håb for et åbent og ærligt samarbejde for fremtiden (sådan som det indledningsvist blev forklaret de forsamlede biskopper) så bestod dette møde i at gennemføre en skjult strategi. Statens embedsmænd spillede ved dette møde ikke med åbne kort. Ministeren løj. Han fremlagde ’en uskyldig pressemeddelelse’, der siden skulle bruges som et ’højtideligt af kirkens øverste ledelse underskrevet dokument’. "Mit skjold var pressemeddelelsen," erklærer han i sin bog (s.168).

I dag er det muligt for en domstol at vurdere den objektive sandhedsværdi af det dokument, som på den 8. december 2011 blev fremlagt for Den evangelisk-lutherske kirkes biskopper. Manu Sareen skriver i sin bog (citat): "Jeg kiggede rundt efter at jeg havde læst pressemeddelelsen højt, og fik dem til at nikke" (s.165). Ingen retsinstans i den hele verden vil kunne godtage denne form for accept" – Ikke engang ministerens sidste argument vil kunne give ham ret (citat): "Jeg læste i et roligt tempo, så alle vidste, hvad de sagde ja til" (s.165).

I den tidligere kirkeministers selvbiografi omtales imidlertid kun den del af pressemeddelelsen, som passer ind i ministerens kram. Ministeriet har sendt mig den fulde ordlyd, der dog stadig bærer mærket af manipulation. Derfor tillader jeg mig at gengive den fulde pressemeddelelse her med de dertil nødvendige kommentarer. Disse bør få én til at huske på Wolfgang Goethes berømte udsagn: "Man merkt die Absicht und wird verstimmt" (’Man fornemmer den skjulte hensigt og får det dårligt…’)

Lad mig derfor ’ved oplæsningen’ ind imellem forklare, hvad jeg mener og tænker. Pressemeddelelsens ordlyd er følgende:

1. Regeringen har besluttet, at par af samme køn kan indgå ægteskab.
(… ikke et ord om, at beslutningen omfatter at denne ægteskabsindgåelse foregår i kirken; ej heller stilles der noget spørgsmålstegn ved, om ’regeringen overhovedet har mandat til at beslutte noget som helst i en sådan kirkelig sag).

2. Biskopperne konstaterer, at det er folketingets kompetence at bestemme den juridiske betegnelse for parforhold mellem to af samme køn.
(... ikke et ord om, at det er og forbliver kirkens kompetence at bestemme den bibelske betegnelse for parforhold mellem to af samme køn)

3. Der er blandt biskopperne uenighed om den teologiske forståelse af henholdsvis ægteskab mellem mand og kvinde og mellem par af samme køn.
(… ikke et ord om, at en sådan uenighed mellem biskopperne gør det – så længe denne splittelse eksisterer – umuligt for dem at udtale: "Helligånden og vi har besluttet…" (Ap.G.15:17).

4. Til trods for denne uenighed er biskopperne indstillet på at indgå i et videre arbejde med at udarbejde ritualer.
(… ikke et ord om, at et sådant ’videre arbejde’ ikke nødvendigvis vil føre til enighed. Tværtimod!)

5. Det er fortsat regeringens plan at fremsætte de nødvendige forslag til ændringer efter nytår. (… ikke et ord om, at hvad regeringen efter nytår vil foretage sig på rådhuset, må blive dens egen sag. Efter nytår gælder for kirkens vedkommende dens bekendelsesskrifter og Danmarks Grundlov stadig)

6. Biskopperne har tilkendegivet, at deres arbejde med ritualforslag vil være afsluttet, så ritualet kan være klar til brug, når folketinget har afsluttet sit arbejde med lovgivningen.
(… ikke et ord om, at et sådant ritual næppe vil få den ordlyd, som staten forlanger – ej heller et ord om, at der i al fremtid vil være en så stor modstand mod et af staten gennemtvunget ’fremmed’ ritual, at det afsluttende må føre til, at borgerne bringer sagen for en domstol…)

 

SÆDELIGHEDSPARAGRAFFEN

Hvis der forefindes et ord eller et begreb både i den danske og andre nationers forfatninger, som både lovgivere og dommere har vanskeligheder med at definere, så bør det anses som ’noget af en uvederhæftig tildragelse’, hvis en regering påtvinger netop dette ’ukendte fænomen’ ind i et andet myndighedsområde, for dér at overlade de uberegnelige konsekvenser til andre… en sådan sag kan ikke bare skubbes over på et andet bord.

En sådan vigtig hændelse (i forhold til selve grundlovens kapitler om ’menneskerettigheder og trosfrihed’) har imidlertid på en opsigtsvækkende måde fundet sted i Danmark og fører nu med sig sørgelige følger af en sådan art, at borgerne til sidst har fundet det nødvendigt at trække et par af regeringens ministerier for retten.

Hvad er det for et ’grundlovsord’, og hvad er det for et ’grundlovsbegreb’, som ingen længere forstår betydningen af, og som derfor ingen længere tør tage ansvar for – men som den danske stat nu med al lovens vold og magt har væltet ind over muren til et andet samfundsdomæne (kirken, hvortil den ellers ikke har nogen tilgang) og hvor den nu lader denne ukendte og udefinerlige substans hærge og nedbryde, som den finder det for godt?

Denne ubestemmelige grundlovsformulering, som både lovgivere og dommere skyr som pesten, skjuler sig i det ældgamle begreb, der hedder ’sædelighed’.

’Sædelighed’ dækker (ifølge tidligere tiders forståelse af ordet) over ’dybt rodfæstede normer’ – hvilket medfører, at det må betragtes som den største ulykke, hvis ingen mere kan finde vej i dette tilsyneladende tilsandede begreb! Den danske synonymordbog forklarer imidlertid, at ’sædelighed skal forstås som tugtighed, velanstændighed, sømmelighed, ærbarhed, moral’… Det er med denne gode, gamle definition i behold, at der i dag bør sættes lup på grundlovens anvendelse af denne betegnelse.

Danmarks Grundlovs 67. paragraf erklærer nemlig, at borgerne har ret til ’at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning’. Det danske folk har altså religionsfrihed! Men ikke en ubegrænset religionsfrihed. Grundlovsparagraffen tilføjer i samme åndedrag, at ’intet må læres eller foretages, som strider mod sædeligheden og den offentlige orden’. Det sværeste ord at få defineret (med hensyn til denne tydeligt anførte ’begrænsning’) er som sagt betegnelsen ’sædeligheden’. Ikke for den evangelisk-lutherske lære; den kan nemlig godt forstå, at ’intet må læres, som strider mod sædeligheden’. Ny Testamente er lysende klart med henblik på forståelsen af netop denne grundlovsbegrænsning. Det er den verdslige bedømmelse, der har svært ved at sætte ord på, hvad grundloven her forlanger. Imidlertid er grundlovens fordring ikke grebet ud af luften. Den bør derfor i så vid udstrækning som muligt kunne defineres og efterfølges. Hvis et samfund ikke længere kan forholde sig til dette grundlovsbegreb, så er det ikke grundloven, der er noget i vejen med - så er det samfundet!

Begrebet ’sædelighed’ anvendes i dag i forskellige sammenhænge. I folks almindelige begrebsverden forbindes udtrykket generelt med ordet ’sædelighedsforbrydelse’. Denne præcise forståelse har fået en ny opblussen ved de sædelighedsovertrædelser, der er sket inden for Den Katolske Kirke, hvor en række pædofile overgreb i det seneste årti er blevet afsløret. En præst, der i 200 tilfælde har forgrebet sig på eleverne på en skole for døve drenge i Irland, regnes i de europæiske befolkningers opfattelse for at være en ’sædelighedsforbryder’. Straffeloven vil benævne ham med det navn. Grundloven vil – hvis den bliver spurgt – gøre det samme. Ny Testamente viger ikke tilbage for at bruge samme ord om homoseksualitet (Rom.1:26-27).

 

HVOR TRÆKKES GRÆNSEN?

Chefdetektiven, Peter Fox, som har tilbragt ligeved et halvt århundrede med at grave sig gennem bevismaterialerne på hundredvis af katolske præsters sex-overgreb på drenge og unge mænd i Australien, gik i 2015 på ny i felten! "Kirken tilintetgør nu mere end nogensinde beviser, lukker munden på vidner og sender de skyldige præster til den anden ende af kloden," erklærede han i november 2012. Tilfælde af 18 præsters hærgen i Melbourne og Victoria rejste nemlig det aktuelle spørgsmål om, hvor grænsen trækkes mellem homoseksualitet, som den protestantiske kirke ved præsteindsættelser og kirkelige vielser af par af samme køn ’byder velkommen’, og de sex-forbrydelser, der øves over for 11-årige drenge og ’sårbare unge’ (vulnerable youth), som den katolske kirke kæmper med? I et tv-fjernsynsinterview advarede den britiske premierminister, David Cameron, i samme tidsrum (og på grund af en række pædofile forbrydelser i England) mod ’en heksejagt på homoseksuelle’. "En sådan retsforfølgelse af pædofile kan let tage retning mod homofile borgere," udtalte han… ("hvormed han sikkert mente, at det kan være svært at trække grænsen…)"

Australiens premierminister, Julia Gillard, blev i de samme novemberdage 2012 (få uger efter, at loven om kirkelige homovielser i Danmark trådte i kraft) sat på en ubehagelig opgave. Hun blev presset til i al hast at nedsætte en statslig undersøgelseskommission, der skulle afklare omfanget af Den katolske Kirkes øgede antal af sexovergreb på drenge og unge mænd. Et alvorligt og ildevarslende billede af, hvad der kan ske under de himmelhøje kirkelige hvælvinger (hvis en lav og afveget sexmoral slippes løs blandt kirkens præster) var kommet for dagen). Den australske presses søgelys havde (på grund af nye skandaler) fundet vej gennem landets katolske kirkes seneste og sex-dystre historie. Præsternes misbrug af drenge og unge mænd var overvældende.

I 1996 blev den australske præst, Edward Dowland, dømt til ni års fængsel for i en katolsk skole at have øvet overgreb på 11 drenge (under 16 år). I 2002 måtte den australske, katolske institution, St. John of God, (hvor 70 % af medarbejderne var under mistanke og mere end 120 forbitrede ofre havde meldt sig) betale 3.6 millioner dollar for lignende overgreb. I 2006 blev den katolske præst Gerald Ridsdale idømt 13 år for 35 overgreb på ti drenge. I 2010 blev sagen mod ’fader Peter Chalk’ lukket. Det skete efter hans død i Japan, hvortil kirken havde sendt ham. Året efter, i 2011, blev ’broder Robert Best’ anbragt bag tremmer (i 14 år og 9 måneder) for seksuelle overgreb mod 11 drenge. April 2012 afleverede det australske politi en dyster rapport over 40 selvmord, der sattes i umiddelbar forbindelse med præsters sexovergreb i Victoria.

 

AFVEGET SEKSUEL ORIENTERING

De, der vil sætte lighedstegn mellem homoseksualitet og ’den slags’ pædofili, hvor mænd ’øver skamløshed’ med drenge og unge mænd (Rom.1:27), skal imidlertid vare deres mund. På trods af dette er spørgsmål af netop den art ved at dukke op til overfladen i Australien, hvor den protestantiske kirke fortsat er parat til at indsætte homoseksuelle præster og bisper samt godtage kirkelige homovielser – men hvor den katolske kirke vånder sig under den (som det hedder i Ny Testamente) ’vanærende lidenskab’(Rom.1:26), at præster forgriber sig på drenge og unge mænd! Om dette siger Skriften: "Gør jer ikke urene med al den slags, for med al den slags har de folk gjort sig urene, som Jeg jager bort foran jer…" (3.Mose 18:24).

Overskriften i Bibelen, som dette skriftafsnit har fået (’seksuelle forbud), og listen (der indbefatter homoseksualitet v.22) er talende! Den indeholder Toraens forbud mod sexovertrædelser, der med betegnelsen ’al den slags’ synes at henvise til ’familiebåndet’, der hedder ’overgreb på mindreårige drenge’ samt andre former for afveget ’seksuel orientering’. Derfor fortsætter listen ikke med nye opremsninger, men formulerer sig i stedet med den generelle betegnelse: ’al den slags’ (gentaget i det anførte skriftord). Der forekommer nemlig forhold af den art, der er åbenlyst krænkende for både den offentlige orden og sædeligheden, ja, hvor netop politi og øvrighed (offentligt) må blandes ind i sagen! Imidlertid er det tydeligt, at en vis doppelmoral gør sig gældende. "Hvorledes," spørger adskillige, "er det muligt at åbne kirkens døre på vid gab for homoseksualitet og samtidig (velvidende) at iagttage sporene, der skræmmer, når det drejer sig om præsters overgreb på drenge og teenage-unge mænd?

Ny Testamente taler åbenlyst om de elendige, der (som det hedder) ’er endt som trælle af fordærvelsen’. "Det er mennesker," (forklares det) "der er ’bundet af kødeligt begær’ og ’løsagtighed’ (2.Pet.2:18) – ja, apostelen definerer et sådant ulyksaligt slaveri med ordene: "træl er man af det, som man er bukket under for (v.19)." Der er der i den forbindelse gjort opmærksom på, at den seneste danske, autoriserede oversættelse af Ny Testamente begår en alvorlig fejltagelse, når den gengiver grundteksten: ’deres øjne er fulde af utugtigt begær’ med det tilsyneladende mere ’smarte’: ’Deres øjne er altid på kvindejagt (2.Pet.2:14). Disse ’moderne’ oversættere er her galt afmarcheret, når de udelukkende taler om ’kvindejagt’. Det urene begær retter sig (hos mænd) skamløst mod andre mænd – ja, mod unge mænd – ja, mod drenge – ja, mod mindreårige… ’Den slags utugt’, som øjnene i dag fyldes af, er ikke blot utugt (i almindelig forstand) men (som det hedder) ’unaturlig utugt’… og den kender ingen forskel på alder. Den synes både i øvrighedens og offentlighedens øjne undertiden at overskride grænsen til pædofili. Set i dette lys bliver grundlovens sædelighedsbegreb ikke længere at betragte som noget absolut uforståeligt, der ej længere kan defineres og af samme grund (som adskillige, danske politikere giver udtryk for) ’bør fjernes fra Danmarks Grundlovs 150-årige tekst’. Dette forhold står prentet bag formuleringen af den danske ’grundlovsforenings’ formålsparagraf, der klart og tydeligt erklærer, at der er danske borgere, som er parate til at stride for bevarelsen af Danmarks Grundlov – også med hensyn til den overordentlig vigtige sætning i den 67. paragraf, at ’intet må foretages eller læres, som strider mod sædeligheden’.
 

TILBAGE