RETSOPGØRET
110

HÅNDFÆSTNINGEN

(Manu-biografi stk. 7)

… ministerens mistænkelige midnatsmail
 

23. november 2011 lod regeringen bomben sprænge. Den bebudede, at den ville fremsætte Danmarkshistoriens mest kontroversielle lovforslag: "Homoseksuelle skal have lov at gifte sig i kirken!" Ved brylluppet skal de kaldes ægtefæller!" Kirkeministeren triumferede. "Historisk!" udbrød han…

Biskopperne var splittet.

I sin bog fortæller ministeren (citat): "Bisperne var splittede på grund af deres teologi." (s.164) "De siger, at de ikke ville lade sig diktere i huj og hast!" (s.164)

Dagen forinden, tirsdag d. 22. nov. 2011 kl. 22:03 tikkede kirkeministerens sejrsmelding ind på samtlige bispers indbakker. "Regeringen har besluttet, at homoseksuelle og lesbiske par kan sige ja til hinanden foran alteret – og de skal i vielsesritualet kaldes ægtefæller!"

Den overrumplende mail sluttede: "Nyheden vil først blive offentliggjort i morgen d. 23. november.

I den halve snes nattetimer, hvor Danmarks biskopper kunne overveje deres respons, fik nyheden imidlertid hurtigere ben at gå på. Fem timer senere (mens biskopperne sov deres søde søvn) kunne nationens natteravne rundt om i alle danske hjem ved tretiden i radioavisen høre nyheden: Homoseksuelle skal nu ifølge regeringens lovforslag kunne indgå lovformeligt ægteskab i kirken. I præstens ’tilspørgsel’ skal han ifølge ritualet anvende ordet ’ægtefælle’.

På samme tidspunkt, i nattens mulm og mørke, blev nyheden afleveret på dagbladet Politikens hjemmeside: Regeringen tager første skridt til at opfylde sit regeringsgrundlag. Lovforslaget ligger nu på bordet. Par af samme køn skal kunne ægtevies i kirken – og ifølge ét af biskopperne godkendt ritual skal homoseksuelle par i fremtiden kaldes ’ægtefæller’. Tre timer senere, kl. 06:00 udsendtes den officielle meddelelse fra kirkeministeriet i København:… at biskopperne er med på at formulere et vielsesritual, som gør det muligt for homoseksuelle at blive gift i kirken." – "I ritualet anvendes ordet ’ægtefæller’."

Kristeligt Dagblad bragte nyheden med en udtalelse af bl.a. Helsingørs biskop, Lise-Lotte Rebel (der en uge senere i kirkeministeriet erklærer, at (citat): "Jeg var chokeret." (dok.nr. 121647/11). Til bladet forklarer hun (citat): "Jeg har med klare ord fortalt kirkeministeren, at jeg er imod et vielsesritual for homoseksuelle! Jeg har aldrig indvilliget i at udarbejde et sådant ritual!"

Ifølge samme dagbladsartikel erklærede retsteolog og tidligere sognepræst, Kristine Garder, at (citat): ’det forekommer dybt mistænkeligt, at biskopperne først er blevet informeret så tæt på regeringens beslutning."

 

ER GUDS KIRKE BARE ’ET VÆSEN’?

Den ransagende projektørs lyskegle vil med dette natlige hændelsesforløb ’gøre ondt i øjnene’ på adskillige. Er det ’urimelige korte varsel’, som kirkeministeren et par timer før midnat afleverede i en mail til kirkens biskopper i virkeligheden et regulært ’ansvarssvigt’ i tjenestemandslovens forstand? Er den daværende kirkeministers syn på folkekirken (som han giver udtryk for i sin selvbiografi) at den bare er ’en del af staten’, i overensstemmelse med grundloven? Er der (set ud fra kirkens bekendelsesskrifter) ’intet særligt’ ved det biskoppelige embede? Er det stadig den gamle i 1979 afdøde retslærde, Alf Ross’s ’danske statsforvaltning’ (3. udg. 1993), der er i højsædet? Han mente, at Den evangelisk-lutherske kirke i Danmark ikke er andet end (citat): ’en simpel forgrening af den offentlige forvaltning… altså et ’væsen’ ligesom f.eks. postvæsenet, skolevæsenet o.l., der bare skal gøre, hvad der bliver sagt?

Når retsteologen om ministerens ’mistænkelige’ midnatsmail erklærer, at med den givne deadline havde biskopperne reelt ikke nogen mulighed for at reagere, så anes et sådant ’kirkesyn ’bag det, der præger Manu Sareens selvbiografi: Der er ikke nogen grænser for lovgivningsmagtens kompetence med hensyn til retslig regulering af kirkens anliggender! Med andre ord: Staten bestemmer og kirken adlyder. Al magt til kejseren! Borgerne gør bedst i at give kejseren, hvad kejserens er – også hvis det, kejseren vil have, i virkeligheden ene tilhører Gud!

Ministerens mystiske, mistænkelige midnatsmail er et led i hele det natlige forløb, der bør gøre det klart, at Guds kirke er ikke bare et ’væsen’! Det regeringsgrundlag, der ’ville give alle folkekirkemedlemmer mulighed for at blive gift i kirken – uanset seksuel orientering, ’… er udtryk for en statsstyrelse, hvor kirken må ’sige fra’. Uden sammenligninger ellers – men sådan som det skete i det Tredje Rige i Tyskland. Om ikke andet, så må det fra statens side anerkendes, at kirkens og den kristne menigheds normsystem er et andet end statens… og hvis ikke dette kan sikres indenfor statens rammer, så vil der en dag flyde blod! Da vil det nemlig vise sig, at de ord, der er brugt om øvrighedens ’tilbageholdenhed’ og politikernes ’hensynsfuldhed’ kan landets troende godt glemme. Da bliver det ikke blot en ’midnatsmail’, der udsendes – men en midnatsbefaling, hvor uniformerede mænd og kvinder besøger borgerne i de tidlige morgentimer og fjerner naboer, som aldrig siden vender tilbage.

 

IKKE UDEN PERSPEKTIV

Ministerens midnatsmail kan finde sin hjemmel i Manu Sareens selvbiografiske skrift, hvor han siger det ligeud (citat): "Jeg synes, at det er den logiske konsekvens af en ny regering og regeringsgrundlaget, at… biskopperne, der som statsansatte får deres løn af skatteyderne bare skal komme i arbejdstøjet og få lavet det ritual i en fart" (s.161).

’De 300’, der påstår, at ’dette her’ er ikke i junigrundlovens ånd, erklærer samtidig, at et kommende retsopgør ikke er uden perspektiv! Lad det bare berøre det ømtfindlige forhold mellem stat og kirke – mellem en kirkeminister og kirken. Hvis en hvilken som helst regering i Danmark fremover vil beslutte, hvordan landets nationale kirke skal reguleres og styres, dannes og ’sættes på plads’ – uanset om dette er i harmoni med kirkens forkyndelse eller ej, så vil der være et kristenfolk i Danmark, der rejser sig – og tillader at melde sig som ’reformationens sande børn’.

I et 26 siders skrift med denne titel: ’Reformationens Børn’ udgav jeg op til valget i 2015 ’Ni Notater’, hvoraf det sidste (som ejer en særlig aktualitet) lyder sådan:

"I England er det, som om den britiske prædikant, Charles Spurgeon, er stået op af graven og fra sin kæmpebygning ’Metropolitan Tabernacle’ (med 6000 pladser) råber de ord, der i slutningen af 1800-tallet rystede London: "I har gjort vor frihed til en udsalgsvare! Lad os derfor alle sammen trække os tilbage i vort sovekammer, og lad os tage vore nathuer på og sove os væk fra de ubehagelige tilstande; når vi vågner op, har situationen sikkert ændret sig – til det bedre!"

Fire hundrede medlemmer af det britiske parlament godtog i de første dage af februar 2013 en særlig lovbeskyttelse af kirken, da ægteskabsindgåelse af samme køn blev indført i den civile lov. I samme bestemmelse hedder det nemlig (citat): "Englands kirke er ved lov at forbyde" (would be banned in law) at tilbyde vielser af homoseksuelle." Som begrundelse præciseres det, at kirkens egen kanoniske lov (’The Canon Law of the church is part of the Law of the land (er en del af landets lov)… statement of the House of Commons dec. 11th, 2013). Den såkaldt hellige norm eller regel, som den britiske lov henviser til, er bl.a. Bibelens ord om, at ’en mand skal forlade sin far og sin mor og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød’ (Matt.19:4-6… Pastoral Services side 177). "Der tales her om familien som ’en far og en mor’, og ægteskabet som ’en mand og hans hustru’.

Et britisk, politisk parti har i april 2015 udsendt et ’manifesto’, hvori det erklærer (citat): ’Den værdifulde rolle, som det traditionelle familiemønster spiller i samfundet, får os til at modsætte os lovgivningen for homovielser, der er blevet jaget gennem parlamentet uden den fornødne debat om statens holdning til ægteskabet’. Et muskuløst forsvar for vort lands kristne arv og vor kristne konstitution er påkrævet’.

32 ud af de 650 politikere i Westminster betegner (ifølge Berlingske 20. maj 2015) deres seksuelle observans som bøsser, lesbiske eller biseksuelle. Det vil sige, at 5 % af landets parlamentarikere vil (af dybt personlige grunde) stemme mod kirkens bekendelsesskrifter. I Holland er det ligeved 7 %. Tallet for Danmarks vedkommende er voksende…

Hvor er det politiske parti i Danmark, der tør udsende et lignende ’manifesto’? – og eftersom dette ikke er tilfældet, så lad borgerne i denne afgørende time samle sig på anden vis for sammen at udstede det samme manifest! Lad alle vegne reformationens børn stå skulder ved skulder og løfte den protestantiske tros 500-årige korsbanner – ved endnu en gang at protestere…"

Det ’mistænkelige’ hændelsesforløb natten til d. 23. nov. 2011 er ikke uden perspektiv. I midnatsmørket anes en række andre mails, der ikke varsler godt! I det 10. kapitel i Manu Sareens erindringer fornemmes (ved tretiden, i den tidlige gustne morgentåge) et eller andet ulykkesvangert. En fortsat korrespondance, som stadig er undervejs. Må Gud bevare os fra den regering, der i ly og af mørket – midt i et sekulariseret og i høj grad afkristnet samfund – pludselig griber tøjlerne i en mere eller mindre frafalden statskirke og ’brutalt’ indfører ’den sorte messes mest hårrejsende ritualer. Om en domstol skulle mene, at dette er et for overdrevent billede, vil den (tror jeg) blive klogere! Den statsordning, som det kirkeministerium repræsenterer, der samarbejder med sådanne religiøse kræfter, er ikke længere åndelig neutral. Som et underligt forvaltningsvæsen vil det – med minister og embedsmænd – stille sig til rådighed for et system, der til sidst blindt følger og adlyder dyrets ordrer. Dette vil den her offentliggjorte korrespondance til dels kunne afsløre…

 

ANDRE MINISTER-MAILS

Med henblik på det dunkle indhold af ’det kirkeministerielle ritual’, (der nu anvendes ved kirkelige homovielser over det ganske land), tillader jeg mig her at vedlægge min egen begyndelse til min egen lille protest. Det er en mail, som jeg d. 20. okt. 2010, kl. 13:35 fra min ørkenbase i Israel sendte til daværende kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech. Den havde som emne den sag om en ’dokumenteret vranglære’, som jeg mener nu endelig bør havne på dommernes bord. Skrivelsen lød sådan:

"I forbindelse med min klageskrivelse af 14. september 2010 til biskop Lise-Lotte Rebel, Helsingør Stift, over sognepræst Jørgen Demants (citat): ’Udbredelse af en lære, der – som forsvar for vielser af homoseksuelle par i Folkekirken – hævder, at ’inkarnationen af Kristus gentager sig i det homoseksuelle kys’, tillader jeg mig at anke over, at både biskoppens, provstens og sognepræstens behandling og konklusion af min klage er overfladisk, useriøs og tydeligvis uden forståelse af sagens alvorlige karakter! Den er bare blevet fejet af bordet. For biskoppens og provstens vedkommende klager jeg over et absolut manglende tilsyn med udviklingen af en dokumenteret vranglære, der beviseligt kan føre til en ulykkelig splittelse i det folkekirkelige legeme, ja, som giver anledning til at tro, at både biskoppen og provsten deler sognepræstens groteske syn på indholdet af det homoseksuelle vielsesritual og derfor i dette tilfælde sammen med ham udgør et for hele stiftet skæbnesvangert triumvirat.

Jeg vedlægger kopi af materialer fra min første henvendelse til biskoppen samt en gennemgang af Jørgen Demants udtalelser for dermed at dokumentere, at både sognepræst Jørgen Demants og provst Eigil Saxes udtalelser, at (citat): ’der synes at være tale om fejlagtig udlægning af den pågældende artikel’, er en urimelig påstand, der ikke burde godtages som et argument for at tilbagevise min klage.

Da jeg efter biskoppens, provstens og sognepræstens tilbagevisning af min klage over stiftets

manglende læredisciplin ikke længere kan finde gehør i Helsingør Stifts folkekirkelige ledelse, tillader jeg mig at henvende mig til Dem, som vort lands kirkeminister. Det er min opfattelse, at denne højaktuelle sag vedrørende ’det nye vielsesritual’ (som ministeren muligvis om kort tid skal forelægge dronningen til kgl. Resolution) – og hvis ’teologi’ her er tydeligt tegngivet og biskoppeligt accepteret med den forklaring (citat): ’Ligesom Gud forbandt sig med verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig med hinanden’ (K.F. side 69) kunne indeholde en tjenesteretlig forbindelse. Jeg mener hermed, at sagen herefter vedrører Kirkeministeren (- sådan som f.eks. Jørgen Stenbæk udtrykker det i værket ’kirkeretsantologi’ (1991, s.60): "Det vil være naturligt og rimeligt, hvis kirkeministeren og hans departementschef også anser sig forpligtet på løfterne (præste- og ordinationsløfter) som retningsgivende for deres forvaltning for folkekirkens ansættende myndighed."

Jeg vedlagde i den skrivelse en nærmere præcisering af min klage over sagsbehandlingen. Den lød sådan:


PRÆSTENS UDTALELSE OG BISKOPPENS MANGLENDE TILSYN

Jørgen Demants udtalelse til biskoppen består af tre punkter:

1. I det første punkt erklærer sognepræsten, at han har tanke-, tale- og ytringsfrihed. Biskoppen har taget dette argument for gode varer, idet hun henholder sig til (citat): ’sognepræster har ytringsfrihed’. Jeg klager over, at biskoppen ikke har iagttaget min indberetning i relation til (ikke ytringsfriheden men) bekendelsesbindingen samt præsteløftets (og ordinationsløftets) ord om at ’forkynde evangeliet rent og purt’.

2. I det andet punkt erklærer sognepræsten, at hans artikel viser (citat): ’hvad homovielsesritualet som tegn udsiger’. Jeg klager over, at den tilsynsførende biskop og provst nægter at formane sognepræsten, der med disse ’tegn’ forklarer menigheden, at Gud (citat): ’bevæger sig fra himmel til jord i det homofile ritual – og det i en sådan grad, at sognepræsten erklærer, at (citat): ’Kysset måske er det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi’ (Kritisk Forum 120, s. 68).

3. I det tredje punkt erklærer Jørgen Demant, at (citat): ’en gudsbevægelse fra himmel til jord af trinitarisk karakter tegngives i det homoseksuelle vielsesritual’. Jeg klager over, at biskoppen og provsten overfor en sådan belæring ikke opfylder deres tilsynsfunktion ved at efterfølge 1992-lovens første paragraf vedrørende præster, der ’… i forkyndelsen eller på anden lignende måde har tilsidesat den danske folkekirkes bekendelsesgrundlag’.

*

Jeg klager i samme forbindelse over provsten for Kongen Lyngbys provsti, Eigil Saxe, som i sin udtalelse til biskoppen udtrykker sin tilfredshed med sognepræstens artikel og dermed på et uforsvarligt teologisk niveau (citat): ’artiklen kaster nyt lys over en bibelsk og luthersk forståelse af vielsen og velsignelsen’ insisterer på, at sognepræsten fortsætter med at udbrede sin vranglære om det homofile vielsesritual.

Afsluttende er det mig magtpåliggende at gøre ministeren opmærksom på, at både biskoppen og provsten har godtaget præstens forklaring, at (citat): ’Artiklen handler om vielsen’ – "Jeg nævner ikke ’homovielse’ én eneste gang," erklærer Lyngby-præsten…

Denne udtalelse bør iagttages i lyset af Jørgen Demants forord i tidsskriftet ’Kritisk Forum’, hvor han forklarer, at han som medredaktør har ’suspenderet langtidsplanen for temanumre for at … belyse, hvad et ritual er… og hvad det betyder for den aktuelle debat om vielse af homoseksuelle’. I artiklen skriver han: "Gæsterne er vidne til velsignelsen af Jens og Trine / Søren og Peter… (s.66).

Idet jeg – ikke mindst med henblik på ministerens aktuelle og yderst velkomne ’høring’ i landets menighedsråd – ser frem til et om muligt hurtigt svar

Med respektfuld hilsen

Johny Noer

*

Da jeg kort efter modtog en mail fra ministeren, hvori hun meddelte, at hun havde sendt hele sagen tilbage til biskoppen, anede jeg ’ugler i mosen’ – og sendte d. 4. nov. 2010 et par hastige linjer til kirkeministeren. De lød sådan:

"Tak for Deres venlige skrivelse af 3. november 2010, hvori de meddeler mig, at De – vedr. min klageskrivelse over behandlingen af sagen om sognepræst Jørgen Demant – venter på en udtalelse af biskoppen over Helsingør Stift." Jeg fortsatte:

"Idet jeg ængstes for, at biskoppen ikke tilstrækkelig vil betone, at sognepræst Jørgen Demant har fremsat sine synspunkter i det tidsskrift (’Kritisk Forum’, hvoraf han er medredaktør), der udelukkende var sendt på gaden som (citat): ’et bidrag til den aktuelle debat om vielse af homoseksuelle (forord side 2) tillader jeg mig at henlede ministerens opmærksomhed på dette punkt. Alt hvad artiklens forfatter beskriver i sin gennemgang af vielsesritualet har med denne baggrund kun det ene sigte: At bevidne Guds inkarnation i liturgien til det homoseksuelle ritual. Hermed har både præst, provst og biskop (som jeg anfører i min klage) bragt sig udenfor den evangelisk-lutherske kirkes bekendelsesskrifter.

Med venlig hilsen

Johny Noer

*

Biskoppens svar på det bundt dokumenter, som ministeren havde sendt hende, bekræftede mine bange anelser. Helsingør-bispen skrev d. 25. nov. 2010 (Dok.nr. 116892/10) således:

I brev af 15. november 2010, doknr. 107534/10 har jeg modtaget Kirkeministeriets anmodning om en udtalelse på baggrund af en af Johny Noer i brev af 20. oktober 2010 indgivet klage over en afgørelse, jeg har truffet i brev af 14. oktober 2010.

På baggrund heraf kan jeg oplyse, at jeg har foretaget en fornyet gennemgang af sagens dokumenter, herunder den af Johny Noer til Kirkeministeriet indgivne klage.

Jeg kan herefter oplyse, at jeg fastholder min afgørelse af 14. oktober 2010, doknr. 101097/10, der vedlægges i kopi, og at jeg ikke har yderligere bemærkninger.

Samtlige sagens dokumenter vedlægges.

Med venlig hilsen

Lise-Lotte Rebel

*

I en mail, der er påtegnet doknr.126204/10 vender kirkeministeren tilbage til mig med følgende forklaring:

Kære Johny Noer,

Med brev af 20. oktober 2010 har De klaget over biskoppen over Helsingør Stifts afgørelse af 14. oktober 2010 vedrørende Deres klage over sognepræst Jørgen Demant. Med brev af 4. november 2010, bilagt sagens dokumenter herunder biskoppens afgørelse af 14. oktober 2010, provstens udtalelse af 21. september 2010 og sognepræst Jørgen Demants udtalelse af 21. september 2010. Biskoppens høringssvar af 25. november vedlægges i kopi.

Det fremgår af biskoppens høringssvar af 25. november 2010, at biskoppen har foretaget en fornyet gennemgang af sagens dokumenter, og at biskoppen fastholder sin afgørelse af 14. oktober 2010.

Det fremgår af biskoppens afgørelse af 14. oktober 2010, at det er biskoppens vurdering, at sognepræst Jørgen Demant holder sig inden for bekendelsesgrundlaget, idet det er biskoppens vurdering – på baggrund af udtalelser fra provst og sognepræst – at der muligvis er tale om ’en fejlagtig indlæsning af Deres synspunkter i sognepræst Jørgen Demants artikel’.

Jeg har haft lejlighed til at gennemgå sagen, og det er min vurdering, at der ikke er grundlag for at kritisere biskoppens vurdering og afgørelse.

Jeg agter således ikke at foretage mig yderligere i sagen.

Med venlig hilsen

Birthe Rønn Hornbech

(Det bemærkelsesværdige ved denne mail er, at for første gang forekommer ’en sprække’ i det

skjold, som triumviratet i Helsingør Stift har sammensmedet. Indtil nu er det en påstand, at jeg har ’fejllæst’ præstens artikel. Ministeren tøver med at følge denne påstand. Hun skriver: "Der er muligvis tale om en fejllæsning!" Det bliver nu op til dommerne at vurdere…)

Da hele denne sag afsluttende kom i hænderne på kirkeminister, Manu Sareen, sendte han følgende tilbagemelding:

"Tak for dine henvendelser af 22. januar 2012, 15. februar 2012 samt 20. februar 2012, hvori du oplyser, at du ikke har fået svar på din oprindelige henvendelse af 15. januar 2012.

Jeg kan oplyse, at de nævnte e-mails af 15. januar 2012, 22. januar 2012 og 15. februar 2012 ikke ses tidligere at være modtaget i ministeriet. (?)

For så vidt angår din henvendelse af 15. januar 2012 kan jeg oplyse, at jeg ikke deler din opfattelse af den – som du beskriver det – fare, som er forbundet med et kommende ritual for kirkelige vielser af homoseksuelle i folkekirken.

Jeg kan endvidere oplyse, at jeg ikke har til hensigt at genoptage dine tidligere fremsendte klager over sognepræst Jørgen Demant, som er blevet behandlet af min forgænger som kirkeminister, senest med daværende ministers brev til dig af 24. januar 2011, hvoraf det bl.a. fremgår, at det er biskoppen over Helsingør Stifts vurdering, at sognepræsten holder sig inden for folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Jeg agter således ikke at foretage mig yderligere på baggrund af dine seneste henvendelser.

Med venlig hilsen

Manu Sareen

 

FAGSPROGETS NØDVENDIGHED

Dette syntes at være en afslutning på den sag. Kirkeministeren havde sat punktum for den ved at lade mig vide: "Jeg er sidste instans!"

Dette kunne nu vise sig at være en fejltagelse. Der er endnu en instans: Domstolen! Jeg har min tro til Gud, at jeg blandt lovens folk kunne komme til at møde en større retfærdighedssans end hos de gejstlige og kirkeministerielle myndigheder. Derfor har jeg sat fuldt lys på denne korrespondance for i det følgende at fortælle, hvad denne sag om homo-vielsesritualet dybest set handler om.

Hertil er der indimellem brug for at henvise til kirkens århundredegamle bekendelsesskrifter. Sproget bliver da tungt. Ikke alt er letfatteligt. Noget helt uforståeligt – men der er ingen vej udenom; det, der står skrevet med gamle, ’krøllede bogstaver’ er ikke let at gøre til en overfladisk ’nydansk’ oversættelse. Lad mig forklare:

Da den tidligere kirkeminister i et tv-interview efter sin tiltræden i 2011 forklarede sin holdning til sin nye stilling, var hans kommentar præget af et sprogbrug, der lod ane, at han anså sine nye opgaver under betegnelsen: ’Det er fedt’. Mere end en halv snes gange brugte ministeren i det korte interview dette udtryk… og selv den jævne borger blev efterladt med det indtryk, at ministeren betragtede sit høje hverv udelukkende fra den synsvinkel: ’Det er rigtigt fedt!’ I hans selvbiografi bander og sværger han, så det halve kan være nok. Et eller andet sted har jeg ’en forståelse’ for ham. Han mener sikkert, at han skal tale ’tidens sprog’; det er ikke let at skulle være ’folkevalgt’ - men… en kirkeminister må indstille sig på at lytte til sit ministeriums fagsprog, der bevæger sig på et lidt højere plan; han har jo som minister for kirken bevæget sig ind i et område, hvor der tales om ting og sager, der hører en anden verden til…

Hvad fatter en politisk orienteret ligestillings-kirkeminister af det teologiske fagsprog? I den ’digitale verden’, hvor han til daglig lever, og hvor han eller hun nødvendigvis (for at overleve) må bevæge sig mellem andre (for uindviede ’uforståelige’) begreber, er en (teologisk) forkortelse som f.eks. ’NC’ som grebet ud af luften! Ministeren vil kun kunne fremstamme den (for ham ’kinesiske’) oversættelse, der lyder sådan: ’Det nikæno-konstantinopolitanske symbol’. – Ikke desto mindre fremlægges netop dette unævnelige dokument for dommeren som et højaktuelt bilag i argumentationen for, at en grundlovsovertrædelse har fundet sted. Hvis kirkeministre i deres teologiske uformuenhed forklarer, at de ikke fatter indholdet af ’NC’ – vil dommerne (efter al sandsynlighed) fastholde, at ministrene har et helt panel af – ikke kun juridiske - men teologiske eksperter til deres rådighed, samt at ministrene, (dersom de fortsat vil blande sig i kirkens forhold) på forhånd må være indstillet på, at det for menighedens ledere kan blive absolut nødvendigt ved redegørelsen af ’kirkens forståelse af ægteskabet’ at ty til det teologiske fagsprog (altså ’skolastiske’ begreber og argumentationsmåder) som tilhører et (for den arme minister) andet univers end det, som vedkommende til daglig befinder sig i. Det teologiske fagsprog er nødvendigt (som det uden indvendinger er tilfældet med det juridiske) De indstævnede kirkeministre bør altså ikke i deres forsvar hævde, at der er blevet ’prædiket’ noget uforståeligt for dem. Nej, der er blevet givet dem en teologisk redegørelse for den evangelisk-lutherske forkyndelse, fordi denne er nævnt i den grundlov, som ministrene påstås at have overtrådt.

De for dommerne fremlagte bekendelsesskrifter underviser om, at der midt i den forfladigede kirkelighed stadig findes ’sande tilbedere af Gud, der tilbeder Ham (som det hedder) ’i ånd og sandhed’ (Johs.4.24). Skriften erklærer, at det er præcis ’sådanne tilbedere, som Gud vil have’ (v.23). Når det f.eks. i Ny Testamente tydeligt erklæres, at ’Gud er Ånd’ (Johs.4:24) – så er og forbliver det en sandhed i sig selv, at Gud er usynlig, og at der alene af den grund må der eksistere en usynlig verden. Den kender statens ministre måske ikke meget til – og slet ikke, når kirkens bibeltro forkyndere forklarer, at (citat): ’Kristus er den usynlige Guds billede’ (Kol.1:16)… og videre: ’I Ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige’ (v.16) – ja, at der forefindes både orden og virksomhed i den usynlige verden, thi der eksisterer (citat): ’troner og herskere, magter og myndigheder’ (v.16), som ikke kan ses med det blotte øje! Disse evangelisk-lutherske præster forklarer derfor (med al sagtmodighed) yderligere om, at selv agtede mænd og kvinder i høje stillinger ’i deres åndelige afstumpethed’ (Ef.4:19) undertiden materielle jordbundethed ’lader hånt om Herrens myndighed og spotter overjordiske magter’ (Judas v.8).

Apostelen siger jo formanende: "Disse mennesker spotter, hvad de ikke forstår, men det, de forstår med deres instinkter (og drifter) – ligesom de umælende dyr; dermed bringer de sig selv i fordærv" (Jud.v.10).

Den danske folkekirkes bekendelsesskrifter, der indtager en afgørende plads i det foreliggende retsopgør, erklærer med en henvisning til kirkefaderen Augustin (3. bog af Hypognosticon), at ’alle mennesker kan være i besiddelse af et fornuftigt omdømme’ – men (fortsætter citatet i Den Augsburgske Bekendelse): ’uden Gud er de ikke i stand til hverken at begynde eller fuldføre nogle af de ting, som vedrører Gud" (CA artikel 18, stk.4). Det vil sige, at kirkens hovedbekendelse ikke på nogen måde eller under nogen omstændigheder godtager en verdslig styrelse af Kristi menighed. Hvor det sker, er det i modstrid med kirkens 500-årige reformerte lære og som sådan i uoverensstemmelse med den grundlovsbestemmelse, der værner kirken mod det antikristelige statssystem.

Bekendelsesskrifter lærer, at en verdslig minister ifølge kirkens udsagn ’har en vis frihed til at udøve borgerlig retfærdighed’ (CA. art.18, stk.1) – men ’uden Helligånden har han ikke magt til at virkeliggøre Guds retfærdighed’ (stk.2). Vi betoner videre, at netop dette udsagn i selve kirkens bekendelse understøttes med en henvisning til Den Hellige Skrift, som siger: "Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds Ånd" (1.Kor.2:14 og art.18, stk.3). "Det vil sige," forklarer vi fremdeles, "at det både ifølge kirkens bekendelse og Bibelen er absolut umuligt for ’det sjælelige menneske’ at styre Guds menighed! Apostelen lærer nemlig yderligere (i samme skriftafsnit), at f.eks. en uigenfødt, sjælelig kirkeminister ’ikke kan fatte’ de forhold, der kun kan ’bedømmes efter Åndens målestok’ (1.Kor.2:14). Han vil være i stand til at ’tale med ord, som menneskelig visdom har lært ham’, men aldrig med ord, som Ånden lærer. Han kan derfor ikke ’tolke det åndelige for åndelige’ (v.15). "Det vil sige," konkluderer vi, "at om den verdslige øvrighed beslutter tusinde gange, at staten og kirkens minister med et statsreguleret ritual skal styre Guds menighed, så er dette ikke tilladt af kirkens bekendelse, ej heller af apostlenes lære.


TILBAGE