RETSOPGØRET
111

HOMO-KYSSET

(Manu-biografi stk. 8)

… vi forsager djævelen -
 

… ikke i min vildeste fantasi kunne jeg have forestillet mig, at jeg i min personlige retsprotokol skulle fortælle den historie. Men nu er det sket, og mit referat lyder som følger:

På den sidste lørdag i august 2014 blev to sortklædte brude ægteviet foran alteret i en af Danmarks ældste kirker i byen Ringsted. De to sorte brude vandrede efter ’den sorteste messes vielsesritual’ under stor medieopmærksomhed ned ad den gamle klosterkirkes 60 m lange midtergang for derefter at blive hyldet som Danmarkshistoriens første kirkeligt viede transkønnede ægtepar! Det vil sige, at Sankt Bents Kirke i Ringsted, hvor en af Danmarks første konger, den myrdede og ’helgenkårede’ Knud Lavard (siden januar i år 1130) ligger begravet, holdt homobryllup for to mænd, som på kommunens borgerservice havde fået udstedt papir på, at de nu var to kvinder. Den 16 feb. 2015 skrev den daværende kirkeminister til folketinget: "Situationen af den art er ikke omtalt i lovens (homobryllup-lovens) bemærkninger; dok.nr. 15544/15. "Det kristne Danmarks’ Københavnerbiskop svarer: "Ingen behøver at have religiøse skrupler. Det er embedssvigt, hvis præsten nægter at forestå denne vielse!

Den 15. januar 2012 modtog daværende kirkeminister Manu Sareen en henvendelse fra mig med hensyn til en række klager, som jeg havde fremsendt vedr. en opsigtsvækkende artikel om homovielser af sognepræst i Kgs. Lyngby, Jørgen Demant. Klagerne drejer sig om præstens detaljerede forklaring m.h.t. det teologiske indhold og den læremæssige forståelse af det ritual, som nu overalt anvendes ved homoseksuelle bryllupper i den danske folkekirke.

Den teologiske påstand om Kristi iboende herlighed i det homoseksuelle samliv blev som nævnt første gang formuleret af sognepræsten i Kgs. Lyngby. Han var i 2010 teologisk konsulent i Helsingør Stift og redaktør af et kendt og agtet, teologisk tidsskrift. Hans medredaktør var på det tidspunkt Ulla Bidstrup fra pastoralseminariet i Århus, (hvis teologiske synspunkt er, at ved homobrylluppet ’adler Gud den homoseksuelle kærlighed’…s.56). Tidsskriftet var i dette særlige nummer helt og holdent ’dedikeret’ til at følge op på (citat): ’Den frihedslovgivning for bøsser og lesbiske, der indledtes i 1989’. (I samme nummer forklarer teologisk professor ved Århus Universitet, Svend Andersen, at ifølge Ruths Bog 1:16b-17 er Ruth og hendes svigermor, Naomi, lesbiske. "Denne tekst," tilføjer professoren, ’er det homoseksuelle alternativ’ til Matthæustekstens fremhævelse af det heteroseksuelle ægteskab’… s.48).

Præstens fremstilling har som nævnt været vurderet af både provsten Eigild Saxe og biskoppen, Lise-Lotte Rebel, i Helsingør Stift, der samstemmende erklærer, at denne forståelse af vielsesritualet er ’i fuld overensstemmelse med kirkens bekendelse’. Derefter har præstens fremstilling af homo-vielsesritualets læremæssige indhold været vurderet af den daværende kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech, som erklærer, at der (citat): ’ikke er grundlag for at kritisere biskoppens vurdering og afgørelse’ (dok.nr.126204/10) – og senest har den efterfølgende kirkeminister, Manu Sareen, d. 6. marts 2012 erklæret, at han på grund af den tidligere biskops vurdering ’ikke agter at foretage sig noget i denne sag’ (dok.nr.26111/12).

Det er således ikke ret meget mere at tale om. Eftersom den omtalte artikel er blevet både rost og godkendt af samtlige kirkelige og statslige myndigheder (som værende ’i overensstemmelse med kirkens bekendelse’), må dette betragtes som den ’almindelige accept’ og den læremæssige rette forståelse af det ritual, der nu overalt anvendes ved vielser af par af samme køn.

’De 300’ vil imidlertid ved et kommende retsopgør påstå, at indholdet af et sådant ritual er (som jeg har anført i min klage): … (citat): ’det største og mest udfordrende teologiske lærespørgsmål siden reformationen’, samt at det nu som sådan afsluttende bør lægges på dommernes bord!

Udbredelsen af denne opsigtsvækkende lære om homo-ritualet er første gang blevet indberettet d. 15. september 2010 – på selve dagen, hvor den kirkeministerielle rapport om, hvorvidt ’homovielser kan finde sted i folkekirken’ (efter 150 dages overvejelser) blev lagt fremlagt til kirkeministerens underskrift.

Indtil da har ingen været klar over, hvad den evangelisk-lutherske kirkes teologer egentligt forstår ved ritualet anvendt ved kirkelig vielse af homoseksuelle. Det 120. nummer af det 30-årige, teologiske tidsskrift, Kritisk Forum for Praktisk Teologi, juni 2010, gengiver nu i redaktøren, Jørgen Demants artikel (’Velsignelsen som inkarnationens gentagelse’) en udlægning, der af samtlige instanser er blevet blåstemplet som værende ’indenfor kirkens bekendelse’.

 

KÆTTERI OG FALSK LÆRE

For at kunne bedømme denne tidsskrifts-artikels indhold behøves kun én sætning derfra at sættes under lup. Den lyder sådan (citat):

"Ligesom Gud forbandt sig med verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig med hinanden" (s.68-69).

Artiklens forfatter tilføjer: "Kysset er måske det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi."

Eberhard Harbemeier skriver i bogen: ’Retten og Den rette lære’ (Aros 2007), at hvis ’man er relativist og af den opfattelse, at den sande lære har kun Gud, og at ingen andre derfor har patent på sandheden, så kan man heller ikke legitimt tale om kætteri og falsk lære’. Han tilføjer (og det vil nu vise sig, om et dommerpanel tør tage nogen stilling i denne sag): "Den rette lære og hæresi er komplementære begreber; det ene findes ikke uden det andet. Vover man ikke at tale om den rette tro, og relativerer man sandheden ud fra den kendte frase, at ingen har patent på den, må konsekvensen også være, at man ikke kan tale om falsk lære og hæresi…" (s.12).

Trosbekendelsens første ord, som Lyngby præsten – søndag efter søndag ’ leder menigheden til at fremsige, må biskopperne imidlertid til hver en tid forsvare som sandhed. Hvis noget prædikes eller praktiseres, som strider med Den apostolske Trosbekendelse, må kirken erklære det for løgn. Nøjagtigt som menigheden ifølge teksten selv bekender: "Vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen…"

At kirken mener det alvorligt med denne bekendelse fremgår alene af den kendsgerning, at den er blevet gentaget millioner af gange, og at den fremover over den hele verden fortsat vil blive gentaget og gentaget og gentaget. Tidligere biskop Jan Lindhardt antyder i sin katekismus, at denne gentagelse af trosbekendelsen ’går tilbage til apostlenes tid i det 1. århundrede’. Jeg og mine 300 kampfæller vil imidlertid påstå, at denne ene sætning, der sætter lighedstegn (’ligesom… sådan kan’) mellem Den evige Guds herlighedsinkarnation i Jesu Kristi menneskeliggørelse og så den kødeligt, erotiske, homoseksuelle hengivelse er både kætterske og læremæssigt falskt.

 

KIRKENS TUSINDÅRIGE BEKENDELSE

I min klage til biskoppen skrev jeg i 2010 bl.a. følgende: "I det afsnit af trosbekendelsen, som jeg hermed anmoder Helsingørs biskop at holde sig for øje (ved læsningen af Jørgen Demants artikel) er den betydningsfulde sætning, som i trosbekendelsen lyder sådan: "Vi tror på Gud Fader, Den Almægtige, himlens og jordens Skaber. Vi tror på Jesus Kristus, Hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria …"

Det er denne kirkens tusindårige bekendelse, som sande kristne alle vegne og til alle tider har tilsluttet sig, at sognepræsten i Kgs. Lyngby på det alvorligste og ved den mest oprørende overtrædelse forbryder sig imod, når han gør sig til talsmand for, at en gentagelse af Herren Jesu forunderlige komme til denne verden finder sted i det kys, som to homoseksuelle giver hinanden som afslutning på deres vielse. "Kysset og omfavnelsen er måske det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi," skriver han.

Om selve inkarnationens hemmelighed vil et kommende retsopgør kunne blive stillet over for, hvad teologerne gennem slægterne har slidt og stridt med at finde ud af. Hvad ligger der egentlig bag den forklaring, som Engelen Gabriel ifølge Ny Testamente giver som svar på Marias spørgsmål? Engelen er jo kommet for at meddele Maria, at hun skal blive mor. "Du skal undfange og føde en søn, og du skal give Ham navnet Jesus," siger Gabriel og tilføjer: "Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn." Og videre: "Gud Herren skal give ham Davids, Hans faders trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på Hans kongedømme (Luk.1:31-33). En inkarnation af majestætiske dimensioner."

I min skrivelse til biskopperne fortsatte jeg: "Maria modtager med bævende hjerte dette storstilede og ophøjede løfte, men fatter ikke, ’hvordan det skal gå til’. – "Jeg ved jo ikke af nogen mand," udbryder hun. Hertil svarer Engelen (og netop dette er den dybe, underfulde og hellige betydning bag Gabriels ord, som fromme mænd og kvinder gennem århundreder har grundet over og i gudsfrygt afholdt sig fra at svare på): "Helligånden skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn (v.35)."

Min skrivelse til biskoppen sluttede med følgende:

"Muslimerne spotter dette afsnit! I deres hånlige afvisning af, at ’Gud har en søn’ henviser de bl.a. til denne beretning, som om Den Højeste – i forbindelse med inkarnationen – havde et kødeligt, erotisk forhold til Maria.

Sognepræsten i Lyngby giver dybest set muslimerne ret! "Ligesom Gud forbandt sig med verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig med hinanden," skriver han. Lignelsen giver anledning til at forstå, at ’ligesom mennesker i den erotiske hengivelse forbinder sig med hinanden, sådan forbandt Gud sig med verden i Kristus…"

Billedet med det homoseksuelle og lesbiske bryllupskys udmales som sagt af Jørgen Demant ’som det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi’. Han fortsætter: "Kysset og omfavnelsen er en hengivelse, hvor jeg overskrider min krop for at møde en andens krop."

 

TRE BEDØMMELSES-ASPEKTER

Lyngby præstens artikel om homo-kysset som et klimaks i en ’gentagelse af inkarnationen’ bør – sådan ser jeg det – i et kommende retsopgør iagttages og bedømmes ud fra tre aspekter. Alle forbundne i den teologiske definition af inkarnationen: ’… at Maria er Jesu eneste mor, og Gud er Jesu eneste far’ (Karl Bath).

1. Det første aspekt er den nytestamentlige apostel, Simon Peters, ord henvendt til Jesus: "Du er den levende Guds Søn," som besvares med Jesu erklæring: "Det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min far, som er i himlene!" (Matt.16:17) Er Jørgen Demants lære om ’inkarnationens gentagelse’ (altså at homo-kysset er en fornyet åbenbarelse af Jesus som Guds Søn) i harmoni med Kristi erklæring: "Kun Min Far kan have givet dig denne åbenbarelse?" – "Ånden siger med klare ord," forklarer Paulus, "at de sidste tider skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmonernes lærdomme" (1.Tim.4:1)

2. Det andet aspekt er den afgørende betydning, som Ny Testamente lægger i forståelsen af inkarnationen (at ’Gud er Jesu eneste far’): "Du er den levende Guds Søn!" Jesus erklærer (med henblik på åbenbarelsen bag denne bekendelse): "På den klippe vil Jeg bygge Min kirke!" (Matt16:18). Er Jørgen Demants hævdelse, at homo-kysset måske ’er det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi, i overensstemmelse med, at Jesus fremover kan bygge sin kirke på en sådan ’åbenbarelse’? Eller sagt med andre ord: Er det en homo-kirke, som er de troendes håb for fremtiden? Er det denne homo-åbenbarelse om ’inkarnationens gentagelse’, som dødsrigets porte ikke skal få magt over’ (v.18)? Er det med henblik på det homoseksuelle og lesbiske kys (’inkarnationens gentagelse’), at Den opstandne Herre nu betror nøglemagten: ’Jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden skal være løst i himlene (v.18-19).

3. Det tredje aspekt med henblik på Ny Testamentes lære om ’Jesu Kristus kommen i kødet’ (altså inkarnationens virkelighed) dukker frem i apostelen Johannes advarende formaning, hvori han med en særlig henvisning til dette lærepunkt, skriver: "I elskede, tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud, thi mange falske profeter er draget ud i verden. Derpå kan I kende Guds Ånd: Enhver ånd, der bekender Jesus Kristus, kommet i kødet, er af Gud. Enhver ånd, der ikke bekender Jesus, er ikke af Gud; det er antikrists ånd…" (1.Johs.4:1-3).

 

FEM BLASFEMISKE PUNKTER

Læren om Kristi inkarnerede tilstedeværelse i vielsesritualet for bøsser og lesbiske afleveres i det omtalte tidsskrift med følgende 5 bekendelsesafvigende påstande:

1. Den trinitariske velsignelse, som anvendes i vielsesritualet er (citat): ’en inkarnatorisk bevægelse, hvor parret (Søren og Peter) indsættes som bærere af Guds velsignelse’ (s.65).

2. Ved parrets (Søren og Peters) bryllup bliver (citat): menigheden vidne til inkarnationsunderet’ (s.68).

3.Præstens håndspålæggelse ved parret (Søren og Peters) bryllup er (citat): ’en solidaritetserklæring, der indebærer Guds medleven og støtte til de to mennesker, der har giftet sig sammen’ (s.67).

4. ’Ved parret (Søren og Peters) bryllup er (citat): ’Kysset måske det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi (s.68).

5. … thi (citat): ’ligesom Gud forbandt sig med verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig med hinanden’ (s.68).

Manu Sareen skriver i sin selvbiografi: "På et møde i Jylland rejste en præst sig og sagde, at jeg ville blive dømt på dommedag." Han fortsætter et par linjer længere nede (citat): "Efter balladen havde lagt sig, og homovielser var blevet en realitet, bladrede jeg i et blad fra Indre Mission, og her stod: ’2012 blev især præget af, at et fremmedlegeme blev stukket ind i Kirkens Hjerte’ (s.167). Tre sider efter (s.171) fortsætter han (citat): "Jeg blev såret. Jeg bryder mig i virkeligheden slet ikke om at komme ud i en bitter strid mod kirkens folk. At blive kaldt et fremmedlegeme! På en måde følte jeg mig besudlet…"

For mig at se har det omtalte blad fra Indre Mission med ordene ’… et fremmedlegeme – stukket ind i kirkens hjerte’ ikke sigtet på personen; betegnelsen ’fremmedlegeme’ taler her mere om det ritual, som ministeren arbejdede på ’at få stukket ind i kirkens hjerte’: Det homoseksuelle vielsesritual!

Det bliver herefter op til nationens jurister og dommere at udrede, hvorvidt en præst med en sådan påstand er endt i et modsætningsforhold til apostelens lære i Ny Testamente, hvor Paulus erklærer homoseksualitet for at være ’en skændig (vanærende) lidenskab’ (Rom.1:26)… samt hvorvidt spørgsmålet om Guds Søns inkarnation i den homoseksuelle, erotiske hengivelse er uforenelig med Luthers lære.

Luther erklærer (citat): "Jeg tror og jeg ved, at Skriften lærer os, at den anden person i Gud, nemlig Sønnen, alene er blevet sandt menneske, undfangen af Den Helligånd, uden mands vilje og født af den rene, hellige jomfru Maria som af en helt naturlig moder…"


TILBAGE