RETSOPGØRET
112

GRUNDLOVEN

(Manu-biografi stk. 9)

… hvad der er sandt, og hvad der er løgn
 

Det fremgår af tidligere kirkeminister, Manu Sareens ’lovforslagsbemærkninger, at hans afsæt til initiativet ’kirkelige homovielser’ ikke ligger i hans ønske om at ’understøtte’ den evangelisk-lutherske lære, men udelukkende er motiveret af den politiske ideologi, som ligger bag oktober-regeringsgrundlaget af 2011.

Som statens mand har han ifølge sin erindringsbog set det som sin fornemste opgave at følge op på den politiske vision ’at give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken. Dette skulle (ifølge det politiske regeringsprogram) gennemføres ’uanset kirkemedlemmernes seksuelle orientering’. "Den kirkelige vielse," forklarer kirkeministeren i sin bog, "er den sidste rest af diskrimination af homoseksuelle" (s.162). "Den tilhører en fjern fortid! Nu skal kirken hjælpes til ’at komme videre’. Nu skal vi bare have lavet det ritual! Han tilføjer: "Dette er den bedste beslutning, jeg har truffet som politiker (s.163)… "slut med freden i kirkeministeriet!" (s.163)

"Vi vil give alle kirkens medlemmer!" … er altså ikke et bibelsk begrundet udsagn fra kirkens ledelse. Det er et parti-politisk manifest. Da det blev formuleret i 2011, drømte ingen af de involverede politikere om at spørge kirkens egne folk, hvad de mente. Og slet ikke nogen af de ti indflydelsesrige, kirkelige organisationer, der siden viste sig at være dette politiske programs bitreste modstandere. Nej, de fire ord: ’uanset deres seksuelle orientering’, afslører en verdslig, statspolitiske sigte. Dette regeringsgrundlag skulle nu kæmpes igennem ’uanset’, hvad andre mente og tænkte. ’Uanset’ kirkens egen indstilling og lære – ja, ’uanset’ om kirken ville have det eller ej…

Bevæggrunden for statens pludselige ’gavmildhed’ (som udtrykkes i ordene ’vi vil give’), hviler ikke på noget mandat – nogen særlig beføjelse eller kompetence, ej heller på nogen særlig lyst eller længsel efter at komme kirken til hjælp ved at understøtte dens lutherske og bibelske vision. Nej, de ’statslige givere’ har noget andet og mere ildevarslende i sigte, hvilket jeg i det følgende vil søge at forklare…

 

BISKOPPENS KVITTERING

Da Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen i februar 2012 – kun et par dage før hans minister skulle møde en flok vrede folketingskolleger i et samrådsmøde på Christiansborg – afleverede et (næsten personligt) ’notat’ til Manu Sareen, lignede det en taknemlig kvittering for ’gaven’. Notatets indhold lød:

"Jeg finder det relevant at nævne, at vi i vores teologiske tradition lever med en høj bevidsthed om, at et bekendelsesskrift har en historisk karakter, hvilket medfører, at fortolkningen af bekendelsesskriftet fordrer såvel en afklaring af nutidens problemstilling som en viden om reformationstiden."

I forbindelse med denne erklæring, bør jeg her citere et afsnit fra bogen ’Prisgivet’, som jeg sendte på gaden i 2012. Her skriver jeg bl.a.:

Biskop Peter Skov-Jakobsens notat til kirkeministeren vedr. ægteskabet er i uforsvarlig modstrid med kirkens bekendelse. Biskoppen skriver bl.a.: "Det har indtil nu ikke afstedkommet teologiske overvejelser, hvorvidt det i kirken indgåede ægteskab eller det i kirken velsignede ægteskab skulle have en særlig status…"

Med en sådan bispeerklæring kan notatets modtager, kirkeministeren, kun være tilfreds!

Bispenotatet slår fast, at kirkens velsignelse ikke skal regnes for noget særligt. Det vil med andre ord sige, at Guds velsignelse ikke skal opfattes som havende nogen særlig betydning. Med biskoppens egne ord (citat): "Det i kirken velsignede ægteskab har ingen særlig status!" Hertil svarer Luther: "Hvor meget mere skal vi ære denne guddommelige stand!" Han tilføjer: "Ægteskabet har jo Guds ord for sig, er ikke opdigtet ej heller indstiftet af mennesker."

Det vil sige, at ægteskabet ifølge kirkens bekendelse (Luthers katekismus) alle steder og til alle tider af kirkens præster og bisper skal forkyndes som en ’guddommelig stand’, ’indstiftet af Gud’, og at ægteskabet alene af den grund kan modtage en særlig velsignelse. Ikke nok med det: Der behøves ikke (som Danmarks bisper så tydeligt har bevidnet) lang tid til at udforme et vielsesritual, thi ægteskabet har (Luther-citat): ’Guds ord for sig’ – er altså bekræftet i Den Hellige Skrift. Det er ikke noget menneskeligt påfund. Det er helt og holdent indstiftet af Gud! Det behøver man ikke (som det har været tilfældet) flere måneder til at få indført et nyt vielsesritual!!

Københavns biskop erklærer (som omtalt) i sit bemærkelsesværdige notat til ministeren, at gentaget (citat): ’Det i kirken velsignede ægteskab har ikke nogen særlig status." Hertil siger Luther: "Unge mennesker skal lære at holde ægteskabet i ære som et guddommeligt værk og bud’ (Traubüchlein).

Hvis unge mennesker skal lære, at det er Gud, der står bag ægteskabet – ja, at ægteskabet ’skal holdes i ære’ som en guddommelig befaling, da må nødvendigvis ’det i kirken velsignede ægteskab’ have sin berettigelse – ja, da må det kunne identificeres som havende en ’særlig status’ (idet det næppe kan forventes, at rådhusets embedsmænd har kendskab til at forvalte ’de guddommelige ting’ på samme måde som den af Herren dertil kaldede og indviede præst.)

I sit ’Tillæg om ægteskabet’ (der ubeskåret indgår i kirkens officielle og forpligtende bekendelse, og som sådan er knyttet til landets grundlov) siger Luther videre: "De, der fra først har indstiftet, at man skal føre brud og brudgom til kirke, har i sandhed ikke anset det for en spøg, men betragtet det med stor alvor."

Biskoppen kommenterer i sit notat til ministeren Luthers holdning vedrørende dem, ’der fører brud og brudgom til kirke’): "Det er ikke noget særligt!"

Til dette svarer Luther: "Sagen er klar! Den, der begærer præstens velsignelse, viser dermed, at han har brug for Gud i ægteskabet… ikke mindst på baggrund af al den ulykke, djævelen udretter med hor, utroskab, uenighed og al slags elendighed…"

 

BISKOPPENS FALSKE VEJLEDNING

Biskop Peter Skov-Jakobsens notat viser sig at være så fjernt fra kirkens bekendelse, at han i dag bør stilles over for en dommer for dér at gøre til regnskab for hans vildledende råd til kirkens minister. Københavns biskop bør i en retssal gøre rede for, hvad han mener med de seks punkter, som han bevæbnede sin minister med inden det omtalte samrådsmøde på Christiansborg.
 

1. Kirkens bekendelse siger (citat): "Vi skal ære ægteskabets guddommelige stand."
Biskoppen siger (citat): "Det i kirken velsignede ægteskab har ingen særlig status."

2. Bekendelsen siger (citat): "Ægteskabet har Guds ord for sig."
Biskoppen siger (citat): "Hvis bekendelsen indeholdt mere end antydninger af ægteskab-etik, havde fortolkeren måtte tage dette historiske faktum til efterretning."

3. Bekendelsen siger (citat): "Ægteskabet er hverken indstiftet eller opdigtet af mennesker." Biskoppen siger (citat): "Ægteskabet har altid været opfattet som et ’verdsligt foretagende’."

4. Bekendelsen siger (citat): "Ægteskabet skal holdes i ære som et guddommeligt værk…" Biskoppen siger (citat): "Hvis ægteskabet i kirken skulle være noget særligt, ville det problematisere den borgerlige myndighed."

5. Bekendelsen siger (citat): "De, der vil føre brud og brudgom til kirke, har betragtet dette med stor alvor."
Biskoppen siger (citat): "Hvis et ægteskab i kirken skulle være noget særligt, så vil det problematisere den teologisk-etiske eftertanke over ægteskabet."

6. Bekendelsen siger (citat):"Den, der begærer den guddommelige velsignelse, er klar over, hvilken ulykke djævelen dagligt anretter i ægteskabet.
Biskoppen siger (citat): "En sådan tænkning," (at ’det kirkelige ægteskab’ er noget særligt) ville være ny i en evangelisk-luthersk tradition."
 

Da Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, (som kirkeministerens ’særlige rådgiver’) forklarede statens embedsmand, at ægteskabet - ifølge Luther – ’ist ein ’äusserlich, weltlich Ding’ (et yderst verdsligt foretagende) – så faldt denne biskoppelige vejledning (hos ministeren) i god jord. At ægteskabet ifølge Luther slet ikke skulle have noget med kirken at gøre, passede fint i ministerens univers. Derfor læste ministeren højt fra bispens notat ved samrådsmødet på Christiansborg d. 23. nov. 2011. Han lod dermed forstå, at hans lovudkast om en ændring af ægteskabsloven, ikke var kirkens – men (som biskoppen havde givet udtryk for): ’den verdslige øvrigheds domæne’.

Hvert eneste af biskoppens 6. punkter har haft de alvorligste konsekvenser for lovgivernes forståelse af deres kompetence over for kirken i denne sag. Det 3. punkt beviser biskoppens uforsvarlighed i vejledningen af statens minister. Det er (efter min mening) direkte vildledende.

 

LUTHERS ÆGTESKABSTEOLOGI

Spørgsmålet er derfor: Har biskoppens gejstlige ansvar over for lovgiveren overskredet den tilladelige skala ved (i det 3. punkt) en vildførende og fordrejet fremstilling af Luthers ord: ’Ein weltlich Ding’ (et verdsligt forhold)? Bør biskoppens embedsførelse ved udfærdigelsen af et sådant notat ikke lægges til grund for en nærmere undersøgelse? Står den evangelisk-lutherske kirke ikke her over for et direkte brud på alle tjenestemæssige regler, der derfor i dag bør indgå i en nærmere bedømmelse af biskoppens embedsførelse?

Af den grund bør biskoppen tages på ordet. Han skriver, at (citat): ’bekendelsesskriftet fordrer… en viden om reformationstidens situation’.

Godt! Lad os da betragte, hvad Luther egentlig mener med ordene ’ægtestanden ist ein weltlich Ding’ (WA 30.III 205.12… von Ehesachen 1530). Sagens rette fremstilling er denne:

Luther var i en bitter og uforsonlig strid med Den Katolske Kirkes ægteskabsteologi. Med næb og klør kæmpede han mod pavens lære om, at ægteskabet skulle regnes som ’Det syvende sakramente’ – ja, allerede i skriftet ’De Capitate’ trækker Luther blankt mod Roms højtravende, sakramentale ægteskabsforståelse. Når han i kampens hede anvender udtrykket: ’Ægteskabet er et dybt jordisk forhold’, så mener Luther med ordet ’verdslig’ ikke ’borgerlig’ eller en anden lignende betegnelse i sekulær forstand. Med udtrykket ’weltlich’ siger Luther: "Lad os komme ned på jorden! Lad os ikke rive med af en eller anden katolsk-mystisk ægteskabsforståelse!"

At dette er den rette forklaring på Bekendelsens erklæring om ægteskabet (forstået som ’en klar jordisk forordning’, thi i himlen eksisterer det ikke længere… Matt.22:30) fremgår af reformatorens nærmere redegørelse i ’De Captivitate Babylonica’, 1520, hvor Luthers klare syn på det nytestamentlige ord ’sacramentum’ heftigt sønderhugger Roms forsøg på at gøre dette begreb til et ’kirkeligt sakramente’ (Th. Camelot, 1957, side 429-449).

Bekendelsesskrifterne frasiger sig her enhver katolsk opfattelse af ægteskabet som ’det syvende sakramente’. "Ægteskabet er befalet af Gud," hedder det, "men er ældre end Ny Testamente og kan derfor aldrig indeholde den ’nådesforjættelse’, der er karakteristisk for et sakramente" (Apol. 13:14f.)

Denne vigtige information blev ministeren ikke delagtiggjort i ved udfærdigelsen af det ’notat’, som biskoppen havde udrustet ham med. Deraf må det tolkes, at det på ingen måde var et ’ansvarligt, biskoppeligt svar’, som biskoppen gav ministeren på hans forespørgsel; det var et ’politisk svar’ – hvilket da straks stiller skarpt på selve legaliteten i biskoppens ansvar som ’ministerens rådgiver’. Bispe-notatet skabte i offentligheden en naturlig mistillid; selvom biskoppen i sit ’notat’ anvendte et traditionelt, teologisk sprogbrug, så var han åbenlyst ude i et andet ærinde; han ville sammen med sin minister bane vej for kirkelige homovielser…

 

KØBENHAVNER-BISPENS STILLING

Biskoppens embedsdragt er sort præstekjole med fløjlsvinger – dog bærer Københavns biskop kjole helt af fløjl. Det bestemte kongen d. 13. marts 1683, og det blev bekræftet af kongen d. 24. oktober 1934. Derfor er Københavns biskop (selvom han ikke har ret til at tale på alle bispernes vegne) noget særligt! Det er også Københavns biskop, der indvier alle de andre bisper til deres tjeneste i kirken – derfor omtales han undertiden med det fornemme latinske udtryk: ’Primus inter pares’ (Den første blandt ligemænd). Dette er grunden til, at kirkeministeren erklærede, at det notat om kirkelige homovielser, han havde modtaget fra Københavns biskop, havde en overordnet betydning!

"Det notat støtter jeg mig til," sagde han. Han regnede biskoppen som en autoritet, der kunne befordre ’den rette lovgivning’.

En biskop har en tilsynsfunktion. Han skal holde øje med, at ’alting går skikkeligt og ret til, som her befales’ (iflg. Danske Lov 2-17-1). Selvom ’D.L.’ er en ældgammel lov, er dens regler ’stadig gældende’. Denne lov påbyder, at ’hvis biskoppen bliver bekendt med, at der foreligger påståede forseelser mod bekendelsesgrundlaget eller ritualerne, skal han straks undersøge sagen og give udtrykkelig påbud om, at en utilladelig praksis eller adfærd skal ophøre’ (Betænkn. 1182/1989). Det vil sige, at han ifølge loven bør holde særligt øje med, hvorvidt et ritual er i overensstemmelse med bekendelsesskrifterne. Har han løst denne opgave ansvarligt?

Dette påbud (Betænkningens indhold) gælder for biskoppens tilsyn med præsten. Men hvem holder øje med biskoppen? Hvem sætter Københavns biskop i rette, ’når der foreligger påståede forseelser mod bekendelsesgrundlaget? Hvem våger over biskoppens lære? Hvem tør sige til ham, at han er en kætter? Hvem har ret til at anklage en biskop for vranglære? Hvem kan stille hovedstadens biskop, Peter Skov-Jakobsen, stolen for døren og åbent erklære: "Du er på centrale punkter i modstrid med kirkens bekendelse, og bør herefter stilles til regnskab med, at du i dit høje embede forsøger at vildlede både kirkens minister og dermed det hele Folketing. Ja, du bør drages til ansvar for din gejstlige meddelagtighed i at krænke dronningens påbudte trosbekendelse!"

 

HIMMELRÅBENDE FALSK VEJLEDNING

Københavns biskop vejledte statens kirkeminister med disse ord: "Den evangelisk-lutherske ægteskabsetik er blot antydet i CA (Confessio Augustana).

For at kunne afsløre denne himmelråbende, falske forklaring er det nødvendigt først og fremmest at klargøre, at bekendelsesskrifterne bygger deres yderst detaljerede ægteskabsetik på tre bærende søjler. De forklarer, at samfundsordenen hviler på tre stænder (413.33: ordo ecclasiasticus, politicus og oeconomicus… ASm, praefatio 14). Ægteskabet, der er forbundet med én af disse tre stænder, er den ældste og derfor (ifølge bekendelsesskrifterne) anset for at være den mest betydelige (Luthers katekismus GK I.209).

Den ægteskabsetik, som biskoppen skjulte for ministeren, kommer her tydeligt til syne. Det klargøres her, at Gud skabte mennesket og gav den befaling, at det skulle blive frugtbart og opfylde jorden. Bekendelsesskrifterne lader både biskopper og ministre forstå, at for at denne guddommelige befaling kan føres ud i livet, har Gud nedlagt i mennesket en drift, der tiltrækker manden til kvinden og kvinden til manden … og det er kun med denne skabelsesorden, at der kan tales om ægteskab.

Biskoppens hemmeligholdt for ministeren, hvad bekendelsesskrifterne fortæller om denne ’naturlige appetit’ (’appetitus’), der på ingen måde (som det hedder) må forveksles med ’den uordentlige brunst’, der er følgerne af Adams fald (Apol. 23:7).

Af biskoppens konklusion, at ’ægteskabet er en troværdig, ansvarlig institution for mennesker af samme køn’ (Bispenotat, 23. feb. 2010) kan det kun udledes, at det var Københavnerbispens slet dulgte hensigt at undlade at informere ministeren om denne præcise ’ægteskabsetik’. "Et sådant begreb er kun antydet i CA," erklærede bispen.

Dette er grunden til, at biskoppen ikke (ærligt og redeligt) forklarede for ministeren, at bekendelsesskrifterne går i detaljer med denne sag. Bekendelsesskrifterne taler åbent om, at med hensyn til menneskets driftsliv har Skaberen givet alle mennesker ’en naturlig ret’ (’ius naturale’ … Apol. 23:9). – Ja, de hævder, at denne ’naturlige ret’ (som er inkorporeret i menneskets driftsliv) ’ikke kan ophæves, så længe Gud ikke selv har ændret den menneskelige natur’ (336.9; Apol. 23:12). Stærkere kan det næppe siges!" (Citat fra bogen ’Prisgivet’ slut)

"På dette notats baggrund" skriver den tidligere kirkeminister i lovens ’bemærkninger’, "er det ministeriet for ligestilling og kirkens vurdering, at en lovgivning, der giver mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst i folkekirken, ikke er i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag." Regeringen havde nu (det måtte da være klart for enhver) oprettet et ’ministerium for ligestilling og kirke’. Herefter burde enhver fornuftig, kristen borger kunne forstå, at disse to tidligere adskilte elementer nu kunne og skulle bo under samme tag! Ja, der eksisterede ikke længere nogen forskel mellem den verdslige vision og Kristi evangelium. Det var herefter ét og det samme. Kirkeministerens politiske ligestillingsprogram og den kristne menigheds bekendelsesgrundlag var fra nu af uadskillelige. ’Gud gør ikke forskel’. Homovielser i kirken var ikke længere i strid med kirkens bekendelse! Det har Københavns biskop sagt, så det må være rigtigt. Lovgiverne har med denne forståelse fået deres på det tørre…

 

SIGTER PÅ EN HØJESTERETSKENDELSE

Den tidligere kirkeminister giver i sin levnedsbeskrivelse ustandseligt udtryk for den 3-punkts-opfattelse, at 1. da de relative myndigheder er blevet hørt og efter sigende ikke har modsat sig lovforslaget, og 2. da præsterne har fået en mulighed for at lade være med at vie personer af samme køn – og nu, 3. da indførelsen af homovielsesloven (ifølge Københavns biskop) ’ikke strider mod folkekirkens bekendelsesgrundlag, så er det helt i orden, at denne lov er blevet indført. "Mit skjold," skriver ministerforfatteren i sin biografi, "er Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen; han har udarbejdet et notat om, at vielser af homoseksuelle ikke er i strid med bekendelsesskrifterne" (s.18).

Her overfor står nu ’de 300’ (danske borgere), der er af den overbevisning, at det indførte kirkeritual, som helt og holdent hviler på en verdslig stats politiske ligestillingsgrundlag, krænker Den danske Grundlov.

"Biskopperne er blevet ’delvist tvunget’ og delvist ’ført bag lyset’,"hævder ’de 300’ og tilføjer: "Kirkeministeriet har under dets forvaltningschefs, Manu Sareens, ledelse forulempet Den evangelisk-lutherske kirkes tro og lære ved at indføre et homosex-orienteret ligestillingsprogram i det kirkelige vielsesritual.

Retsopgøret sigter dermed på en højesteretskendelse, der bør afklare, med hvilken ret og mandat, en regering (med alle dens til rådighed stående midler, magt og beføjelser) kan tillades at presse en politisk idé ind i kirkens ritualbog.

Retsopgøret kommer derfor ikke uden om at skulle afgøre, hvad grundloven mener med, at en bestemt kristen, reformatorisk lære skal ’understøttes’, og hvad forfatningens (med navns nævnelse) henvisning til Martin Luthers lære i det pågældende tilfælde betyder? Fordi denne sag er en grundlovssag, bliver Højesteret (om end modvilligt) nødsaget til at tilkendegive, hvorvidt indholdet og eksistensen af det udformede homo-ritual er i strid med den kristne tro – og hvorvidt Københavns biskop med sit notat til lovgiverne har handlet forsvarligt og i overensstemmelse med den lutherske kirkes bekendelsesskrifter.

 

EN OMSTRIDT BASTION

Det bliver dermed efter al sandsynlighed også rettens opgave at afklare, om folkekirken skal opfattes som et ’trossamfund’. I det tilfælde er kirken nemlig ubestrideligt omfattet af det ikke-uvæsentlige begreb, som kaldes ’trosfriheden’. En dyrekøbt frihed, som borgerne aldrig vil opgive. At kirken selv – som et trossamfund – kan træffe sine egne afgørelser vedr. dens egen tro, lære og forkyndelse, har været en omstridt bastion, som staten (under Manu Sareens kirkeministerielle ledelse), har udsat for voldsomme angreb.

Ved at pålægge kirkens biskopper at udfærdige et ritual til vielse af homoseksuelle på den politisk-aggressive måde, som den tidligere kirkeminister har gjort, har staten haft til hensigt at fratage folkekirken sin status som trossamfund. "Biskopperne må bare se at komme i arbejdstøjet og få det ritual lavet, så bøsser og lesbiske kan blive gift i kirken," skriver Manu Sareen i sin bog (s.161).

Forfatteren af det digre værk (600 sider) ’Ministeransvar’ højestedommer, professor dr. jr., formand for selskab for kirkeret, Jens Peter Christensen, har givet udtryk for, at han ikke mener, at en retssag med dette anliggende kan vindes. Han citeres for i en artikel i Kristeligt Dagblad d. 10. april 2012 at have sagt: "Folkekirken har sine egne regler. Kirkeministeriet fører som arbejdsgiver netop et tålsomt tilsyn med folkekirken ved, at præster kan fritages for at vie homoseksuelle, og de biskopper, som ikke vil være med til at udfærdige et vielsesritual, kan lade være uden konsekvenser, selvom der nærmest er tale om en tjenstlig ordre." Jens Peter Christensen slutter: "I denne sag er der ikke blevet pålagt folkekirken noget, som går ud over dens beskyttelse som trossamfund."

Af denne artikel fremgår det af den juridiske professors udtalelse, at (citat): "Folkekirken har sine egne regler." Hvis dommerne anerkender dette principielle forhold, er der ikke langt til også at godtage sætningen: "Folkekirken har sine egne indre regler." Det vil sige: ’sine egne indre anliggender’, hvoraf atter kan udledes, at der i kirken forefindes ’hellige, indre rum’, hvorfra den verdslige øvrighed (med sine ’Pilatus og Herodes-manipulationer’) skal holde sig væk!

Kirkeministeriet omtales her af professoren som kirkens ’arbejdsgiver’ – hvilket set fra et bibelsk synspunkt er en i længden uudholdelig ordning. Staten har nemlig ifølge grundloven pligt til ’at understøtte’ kirken, hvilket på ingen måde giver statsmagten ret til som en verdslig arbejdsgiver at udstede ’tjenestelige ordrer’ eller at påtage sig den opgave at styre, formulere og med hård hånd at sørge for udfærdigelsen af kirkelige ritualer, der passer i ’kejserens’ politiske program.

Når juridiske professorer tør hævde, at i ’denne sag’ (om selve ordlyden i et homoseksuelt vielsesritual) er der ikke (citat): ’blevet pålagt folkekirken noget, som går ud over dens beskyttelse som trossamfund’ – da må ’de 300’ rejse sig for om muligt ved en retssag at gøre det klart, at her tager de juridiske professorer fejl! Den ’beskyttelse’, som Danmarks Grundlov giver den evangelisk-lutherske kirke, omfatter på det bestemteste, at kirken ikke af den verdslige myndighed kan pålægges at skulle udføre kirkelige handlinger, hvis indhold udelukkende er statens politiske agenda – og at udføre disse kirkeritualer ’uanset kirkens påbudte lære’.

 

KIRKENS GRUNDLOVSSIKREDE BESKYTTELSE

Blandt de eksperter, der har udtalt sig om den sørgelige skæbne, der venter de folk, der tør byde staten trods ved at stævne dens ministerier for overtrædelse af Danmarks Grundlov, er retsteolog Kristine Garder. "Jeg tror ikke på, at der kan føres en sag med positivt resultat," udtaler hun til Kristeligt Dagblad. Hun tilføjer: "Hvis derimod et enigt bispekollegium havde protesteret fra begyndelsen både mod lovforslaget og mod at skulle udforme et ritual og påberåbt sig, at man blev frataget sin grundlovssikrede beskyttelse som trossamfund, havde sagen set anderledes ud." Retsteologen, hvis argumenter (efter min mening) her er absolut i overensstemmelse med de faktiske forhold, konkluderer: "Hvis Højesteret i den aktuelle situation giver en af parterne ret, ville man afgive et teologisk votum om folkekirkens rette lære, og sådan noget ville Højesteret helt sikkert holde sig fra" (Kristeligt Dagblad 10. april 2012).

I Regin Prenters værk ’Kirkens lutherske bekendelse’ (Lohse, 78) skriver han bl.a.: "De lutherske reformatorers tilslutning til bekendelsen er alt andet end konventionel. Den får en meget kraftig betoning: ’Vi lærer i fuld enstemmighed’ og ’dette bør tros uden enhver tvivl’… ja, den tyske tekst, som blev læst op på rigsdagen, og som på en måde er at betragte som den autoritative ’originaltekst’, bruger udtrykket: ’Es wird einträchtlich gelehrt’ (altså: det bliver endrægtigt lært), hvilket desværre på ingen måde kan siges om de danske biskoppers holdning i denne sag. Der har ikke været nogen ’enstemmighed’ – og slet ikke, hvad angår holdningen til bekendelsesskrifternes tale om en ’troens indstilling’, der kunne ’udelukke enhver tvivl’…

Sandt er det altså, hvad retsteologen udtaler, at ’hvis et enigt bispekollegium havde protesteret’, så havde sagen set anderledes ud. Dette vil imidlertid sige, at principielt er protesten berettiget! Hvis sagen havde haft den rette opbakning, så ’havde den fået et andet udfald. Da var nemlig ’dens grundlovssikrede beskyttelse og kirkens lære’ trådt i kraft.

Men ikke kun det! Da den tidligere kirkeminister hurtigt indså og fra sit ophøjede sæde iagttog denne ’uenighed’, benyttede han sig af øjeblikkets åbenlyse, kirkelige svaghed; i stedet for som statens embedsmand at ’understøtte’ og hjælpe (ved simpelthen at forholde sig i ’en beskeden afstand’ af denne interne konflikt) benyttede han sig af anledningen til at trænge ind på kirkens områder for dér at etablere statens politiske idé i ’helligdommens indre anliggender’.

Retsteologen ser klart (mener jeg), når hun betoner, at protesten skulle være kommet på et tidligere tidspunkt – og det er helt den linje, som hun her angiver, at ’de 300’ følger, når de erklærer selve lovforslaget ’grundlovsstridigt’ og samtidig ’påberåber sig, at den evangelisk-lutherske kirke i Danmark (citat): ’dermed er blevet frataget sin grundlovssikrede beskyttelse som trossamfund’.

 

HEDENSK KRISTENDOMFORSTÅELSE

I ’notat nr. 5’ skrev jeg i den forbindelse i pjecen ’De 9 Notater’ (marts 2015) følgende:

Danmarks Grundlovs fjerde paragraf er båret af en tydeligt evangelisk-inspireret moralsk karakter. Det vil sige, at den fra dybet af sit indhold og ordvalg fortæller, hvad den mener, er godt, og hvad der er ondt. Den danske forfatning er og forbliver således en solid ledetråd for dem, der af hjertet spørger, hvad der, set ud fra Den Hellige Skrift, er løgn, og hvad der er sandt. Den præciserer, hvad der ud fra det kristne, protestantiske livssyn er rigtigt, og hvad der er forkert. Ingen dansk borger bør derfor i en forestående grundlovsstrid holde sig tilbage fra at støtte kampen for Danmarks enestående ’kristne grundlovsparagraf’. Denne synes nemlig i denne time at være den eneste og sidste bastion, som kan stille op til kamp mod de politiske og gejstlige kræfter, der – time for time – arbejder på at udbrede en amoralsk, hedensk kristendomsforståelse. Med sin jødiske skriftlærdom og sin kristelige, teologiske tænkning er grundlovens fjerde paragraf som en bronzeport med solid slå og bom for en videre indtrængen af al fremmed religiøsitet og belastende moralsk fremfærd.

Ved det allerede berammede, kommende retsopgør vil danske borgere kunne bevise, at de ikke uden sværdslag vil overlade den danske befolkning til afguderne og de ’dyriske kræfter’, som Ny Testamente med Jesu ord kalder for ’glubske ulve’. De vil (med hensyn til at træde hjælpende til med støtte til initiativtagerne til det kommende retsopgør) efterleve det bibelord, der siger: "Afslå ikke at hjælpe nogen, hvis du er i stand til det. Sig ikke: Kom igen i morgen, så skal jeg hjælpe dig… hvis du har, hvad der (allerede i dag) er brug for!" Sagen vil nu gå sin gang, indtil dommerens hammer falder, og det vil vise sig, om kammeradvokatens påstand om de statslige ministeriers frifindelse er grebet ud af den blå luft…


TILBAGE