RETSOPGØRET
115

FORTIDENS AFSLØRENDE SKYGGER

På slaget elleve d. 31. marts 2016 blev Danmarks tidligere kirkeminister, Manu Sareen, indkaldt som vidne i Landsretten i København. "Han venter uden for døren," sagde Landsretspræsidenten til borgernes advokat, Nikolaj Nikolajsen fra Randers. "Hent ham!"

Døren blev åbnet for Manu Sareen. Kirkeligt Dagblad fortalte allerede samme eftermiddag, at ’kirkeministeren ankom i cowboystøvler’. Den tidligere minister replicerede på Facebook, at ’sådanne støvler havde han ikke’. (Det må så have været motorcykelstøvler, for han havde en smart, metalgrå motorcykelhjelm under armen). Motorhjelmen lagde han med et smil på vidneskranken. Medens retssalen og dommerne tavst betragtede ham, afførte han sig roligt og selvbevidst sin korte, sorte frakke, tog halstørklædet af og hængte frakken over stolelænet. Så satte han sig med korsoverlagte ben og så afventende på dommerne.

"Jeg skal påminde Dem om, Hr. Manu Sareen," indledte retspræsidenten, "at De under denne afhøring ikke må lyve. Hvis ikke De taler sandhed, vil De blive straffet."

Der herskede et øjebliks stilhed i retssalen. Det var tydeligt, at der blandt tilhørerne blev vekslet blikke. Den tidligere radikale minister, som netop havde udgivet sin selvbiografi, hvori han åbenlyst indrømmede, at han løgnagtigt ’havde lokket landets biskopper i en fælde’ (’en genistreg’, som han kaldte det) fik nu klar besked. Her – i landsretten – måtte han ikke lyve, og hvis han gjorde det, ville han blive straffet.

Retspræsidenten fortsatte (og det var som om han havde læst tilhørernes tanker): "Ja, Hr. Manu Sareen, når jeg siger, at De ikke må lyve, så er det noget, som jeg skal sige til alle, som tager plads i vidneskranken. Det er ikke noget, som jeg kun siger til Dem, Hr. Manu Sareen; det er noget, jeg siger til alle…"

*

Med grundloven af 1849 blev der i Danmark indført religionsfrihed. Selvom staten og den evangelisk-lutherske kirke har været tæt forbundne siden reformationen i 1536, så lurede ’det totalitære styre’ stadig i baggrunden (der har altid været folk, som vil styre og regere over andre menneskers tro og samvittighed… og som det var dengang, sådan er det – det fremgik af retssagen i marts – endnu i dag). I Chr. III’s kirkeordinans af 14. juni 1539 kom reformationens frihedsbestræbelser fra ethvert totalitært åg med bemærkelsesværdig klarhed til syne. Det skete især i det stadig omtålelige forhold mellem stat og kirke, især med det punkt, som havde at gøre med den altafgørende funktion, der hedder ’kaldelse af præster’…

Dette historiske forløb blev nævnt i landsretssagen d. 31. marts 2016, hvor det (til dommernes orientering) i ’materialesamlingen’ s. 209 under punkt 6.2.7 hedder (citat): "I Kirkeordinansen (fra 1539) knæsættes et princip, som fortsat er gældende. Nemlig at forudsætningen for at virke som præst i den evangelisk-lutherske kirke i Danmark er kaldelse (ved menigheden) udnævnelse (ved kongen/staten) samt ordination og kollats (ved biskoppen, som ved sit ’kollatsbrev’ meddeler menigheden, hvem der er udnævnt til deres nye præst. Kollats er således en nødvendighed for en præsts indsættelse).

Der gives således i denne ordning ikke mange muligheder for staten at blande sig i kirkens ’indre anliggender’. Menigheden kalder en præst og biskoppen ordinerer ham! Staten kan kun bekræfte hans udnævnelse.

Kammeradvokaten, der med ildhu fremtræder som kirkeministeriets mand, har i landsretten, marts 2016, (fra første til sidste ord) forsøgt at godtgøre, at det er helt i overensstemmelse med den evangelisk-lutherske lære, at Danmark udstyres med en slags ’fyrstekirke’, hvor staten kan indsætte sine egne folk og fortsat indføre fremmede ritualer, som det passer den. Intet af alt dette kan betragtes som at være bindende, før retten har sagt sit sidste ord. Eftersom bevisbyrden indtil videre har påhvilet de 300 sagsøgende borgere, så har dommerne i landsretten ikke et øjeblik lukket munden på sagsøgernes advokat. Han fik lov at afhøre den tidligere kirkeminister, der blev indkaldt som vidne.

*

Det fremgår af den tidligere kirkeministers udtalelser til offentligheden, at han med glæde og tilfredshed har set frem til denne vidneafhøring. "Jeg vil i retten sige," forklarede han, "at kærligheden er størst." Det vil sige, at den tidligere minister kun ventede på, hvornår han kunne aflevere sin prædiken – og han blev tydeligt både skuffet og forvirret, da han efter kun fem minutter i vidneskranken blev budt farvel og måtte forlade retslokalet. Hans lille trop af kampfæller, som uden for landsretten havde ophængt plakater med bibelordet: ’Størst af alt er kærligheden’ måtte pakke deres klisterkrukker sammen og forlade slagmarken. Borgernes sagfører stillede kun tre spørgsmål til vidnet – og så måtte Manu Sareen gå hjem. Hans prædiken om kærligheden kom aldrig til orde, og hans tilhængere måtte forlade området med uforrettet sag. Hvad angår selv sagen, bliver nogle af fortidens afslørende skygger ved med at spøge. Det er nemlig i disse lyse majdage at forvente, at netop disse skygger fra fortiden dukker op i de tre landsretsdommernes 60-dages overvejelser, inden de afsiger deres kendelse d. 31. maj kl. 10:00. Om dette er følgende at sige:

Ifølge kammeradvokatens ’ildevarslende 2015-marts-skrivelse ville der ved denne retssag (300 borgere mod staten) især blive lagt vægt på, at kirkens bekendelsesskrifter ’kan fortolkes’! Imidlertid var der i retssalens dyst mellem de to advokater visse forhold, som ikke kan fortolkes; de taler for sig selv; de er ’i sig selv indlysende… Det handlingsmønster, som prægede den ’indkaldte’ ministers adfærd i et tidligere socialt arbejde, har som en afslørende skygge fulgt ham i hans senere gerning som kirkeminister. Den foragt, som han på en social tillidspost viste over for ’anderledes troendes’ forældreansvar, tro og overbevisning har han sidenhen vist over for den kirkes tro og lære, som han ifølge grundloven i sit embede skal ’understøtte’ og tjene. Grundloven, som er vort lands formelle forfatning, består nemlig ikke blot af ’fortolkning’. Den ejer en struktur og et ’skelet’, som giver den en sådan politisk stabilitet og modstandsdygtighed, at den ikke kan rendes over ende af en flok ambitiøse politikere.

Dommerne vil derfor i de sidste majdage have mulighed for nærmere at iagttage det afgørende spørgsmål, hvorvidt den tidligere kirkeminister, Manu Sareen, er gået frem efter de givne regler i døgnkontaktens minoritets etniske arbejde, da han i begyndelsen af 00’erne (som medarbejder i denne sociale indsats) besøgte familierne til unge muslimske mænd, der (ifølge hans egen forklaring) ’seksuelt tændte på andre mænd’. Ministeren fortæller i sin biografi om en mor, som slet ikke kunne forstå noget af det, ’der skete med hendes søn’, og som anså sønnens handlemåde som værende noget ’skamfuldt i deres miljø’. "Han har fået en sygdom," sagde moderen til Manu Sareen, "det er en sygdom. Gør ham rask, Manu!" Manu Sareens ’hjælpeindsats’ gik derefter hensynsløst ud på at lade sønnens forældre have deres egne (’forskruede’) meninger om denne sag; "de var," skriver han, "flippet ud på grund af sønnens homoseksualitet" (side 157). Til den unge muslimske mand gav borgernes officielle sjælesørger følgende råd: "Det er smukt! Spring ud i det, og følg din kærlighed. Det er du nødt til for at blive lykkelig!" Ikke nok med det, men han tog (ifølge sin egen forklaring) den unge mand med ’rundt på homoseksuelle barer og diskoteker for at vise ham, hvor man går hen’… De muslimske forældre, der havde sat deres tillid til døgnmedarbejderen, fik næppe at vide, at deres søn herefter blev overladt til ’hjælpere’ fra Landsforeningen for bøsser og lesbiske; disse havde nemlig (forklarer Manu Sareen) ’engageret sig i det minoritetsetniske arbejde’. Denne fremgangsmåde var (ifølge den tidligere kirkeministers selvbiografi) baggrunden for, at han sidenhen tog opgaven op i den danske folkekirke, ’som ikke ville vide af de homoseksuelle, i hvert fald ikke ville ægtevie dem som ægtefolk (side 158). Spørgsmålet er nu, om Døgnvagtens medarbejder har arbejdet korrekt med hensyn til at respektere hjem, familie, forældre og baggrundsmiljø – og om han på samme måde har vist samme foragt for forældre, tro og hjem i sin fortsatte gerning som kirkeminister?

Kriteriet for, om den tidligere kirkeminister i sin gerning som ’statens mand’ i kirkelige anliggender har efterlevet den tydelige begrænsning, som grundlovens 4. paragraf (og menneskerettighedernes påbud om trosfrihed) har sat for hans virke, beror ikke under nogen omstændigheder på hans personlige, politiske opfattelser. Hans mening om f.eks. muslimske forældre (at ’de flipper ud’ på grund af sønnens homoseksualitet) var ifølge hans høje embede sagen fuldstændig uvedkommende! Ministerens højtideligt pålagte påbud om efterlevelse af grundlovens bud og menneskerettighedernes beskyttelse af borgernes tro og religiøse overbevisning tilskrives altid og alle vegne efterlevelsens absolutte nødvendighed! Danmarks Grundlov er ikke og vil aldrig blive en slags ’politisk tilkendegivelse’. Den er retligt bindende, og hvis en minister på grund af sin egen politiske ideologi tilsidesætter den, er han en dømt mand! I så tilfælde måtte der på stedet blive tale om ’ministeransvar’ og en efterfølgende sanktion ved en domstol… og sagen bliver ikke bedre for ministeren, hvis han har foretaget manipulationer, der i betænkelig grad minder om tvangsanvendelse… og disse tvangsanvendelser indgår i et politisk handlingsmønster! Hvor dette er tilfældet (altså det politiske handlingsmønster) synes der i Manu Sareens tilfælde ikke at være nogen forskel på den fremgangsmåde, han viste over for muslimske forældres tro og overbevisning i døgnvagtsagen – og så den ringeagt og hensynsløse fremfærd, hvormed han i sin biografi omtaler et møde i kirkeministeriet med Indre Missions formand (citat): "Nu er det sådan, at jeg er minister, og du er præst, og vi bliver aldrig enige. Jeg skal nok passe godt på din kirke. Farvel!" – Ministeren tilføjer med følgende: "Jeg rakte hånden frem og gjorde kort proces, og så er det bare ud af mit kontor, mester! Fred være med ham!" (side 168)

Landsrettens dommerpanel bør ligeledes overveje, at apostlen Judas (ikke Iskariot) minder sine Ny Testamente-læsere om, at ’Sodoma og Gomorra… der (citat): ’bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser (homoseksualitet)’ nu fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild’ (v.7). Apostlen fortsætter i dette officielt kirkelige bekendelsesskrift at berette om ’Enok, som i syvende led efter Adam profeterede ’om Herrens genkomst’. –"Når Herren kommer omgivet af Sine titusinder af hellige," forudsagde han (Enok), så vil Han holde dom over alle og straffe enhver sjæl for de ugudelige gerninger, de har begået og for alle de hårde ord, disse ugudelige syndere har talt mod Ham (v.14-15). Det bør også tages til efterretning af de nu ’fortsat tænksomme’ samlede dommere, at selv en kirkeminister, der i sin biografi beretter om, hvorledes ’en præst rejste sig ved et møde i Jylland og råbte, at han (ministeren) ville blive dømt på dommedag’ (side 167) – ikke skal tage denne advarsel for let. "Jeg ved ikke, hvem denne præst var, og det var ikke en trussel," skriver ministeren. Hertil konkluderer vi, at denne ukendte præsts ord meget vel kan have været et guddommeligt udsagn, og at det måske alligevel (som en personlig advarsel til ministeren) kan udledes af den usædvanlige begivenhed, at dette råb indeholder ’en trussel’. Så ofte dette sker, er det udelukkende for at mane en gudløs sjæl til omvendelse…


TILBAGE