RETSOPGØRET
116

FEDTEFADET
 

Ifølge Folketingstidende 1962-63 spalte 2117 erklærede den daværende justitsminister, Hans Hækkerup: "Der må lovgives sådan, at den almindelige borger kan forstå, hvad der tales om. Han behøver ikke at skulle være jurist for at finde vej i Labyrinten! Med en ansvarslov i hånden må han kunne finde vej til de gældende regler…"

Denne klare fremstilling er præcis, hvad borgerne har brug for i dag! Når nemlig ministeransvarlighedsloven taler om, at en kirkeminister, der forbryder sig over for Folketinget ved at ’fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen’ (§ 5, stk.2) – så er denne forpligtelse så meget desto mere forpligtende, når en minister får foretræde for Dronningen for at orientere majestæten og dermed opnå den kongelige autorisation.

Om dette forhold handler det følgende, hvor jeg forsøger at stille skarpt på, at den tidligere kirkeminister, Manu Sareen, i juni 2012 under sit besøg hos dronningen ikke har handlet (citat): "Efter hans stillings beskaffenhed." Om dette er følgende at berette:

Kirken må ikke forhånes af statens ministre! Det hører sig ikke til, at en statslig embedsmand spotter Kristi menighed! Når det i Ny Testamente hedder, at ’øvrigheden ikke bærer sværdet forgæves’ (Rom.13:4), så bør denne verdslige myndighed først og fremmest rette retfærdighedens våben mod sit eget bryst. Det vil sige, at den hverken kan eller bør forsvare de af sine embedsmænd, som forbryder sig mod landets love – men den skal offentligt indrømme sine fejl og straffe dem, der åbnelyst gør sig skyldige i overtrædelsen. Om dette siger en kendt, nu afdød jurist og højt placeret embedsmand indenfor kirkeministeriet: "Der er næppe nogen jurist, som ønsker at blive taget alvorligt, der vil hævde, at betegnelsen ’retsregel’ kan anvendes på en regel, der ikke kan sanktioneres gennem en eller anden form for magtanvendelse (Preben Espersen, Præsteforeningens Blad) – Hvis dette er sandt, bør staten være kirkens beskytter, så at den bruger det sværd, som er den betroet til først og fremmest at jage en skræk i livet på sine egne folk.

*

Ifølge Danmarks Grundlovs 4. paragraf skal den danske stat værne og beskytte den kirke, som er bygget på og fastholder den evangelisk-lutherske lære. Så længe den danske folkekirke er en virkeliggørelse af denne lære, er den omfattet af denne beskyttelse – men i samme øjeblik den danske folkekirke bevæger sig uden for denne grundlovsbestemte lære, falder statens påbudte beskyttelse til jorden – og staten er ikke længere forpligtet til at skulle forsvare de ministre, der er ansvarlige for, at folkekirken har brudt den grundlovsbestemmelse, der er kirkens eneste og sidste beskyttelse mod overgreb. Derfor er kammeradvokatens kostbare hjælpeprogram for at redde nogle ministres ansigt i virkeligheden i modstrid med lovens krav. Det kan ikke være statens opgave at redde sine egne forbrydere mod deres personlige, planlagte, politiske, destruktive overtrædelser og uretfærdige tiltag mod den grundlov, der reelt påbyder den at bekæmpe sådanne bagholdsangreb. Staten er ifølge kirkens bekendelse ’en Guds tjener, der skal lade vreden ramme dem, der gør det onde’ – uanset deres politiske orientering (Rom.13:4).

*

Skriften lærer, at ’den, der sætter sig op imod dem, der har myndighed, står Guds ordning imod’ (Rom.13:1). "Dette gælder så meget mere," hævder ’de 300 borgere’, hvis denne ’Guds ordning’ er inkorporeret i landets grundlov, og hvis den ’der sætter sig op imod’ denne ’Guds ordning’ (som ifølge landets forfatning er ’nationens øverste konstitutionelle bestemmelse’) er én af statens egne, højt betalte embedsmænd. I så tilfælde skulle den verdslige øvrighed i virkeligheden ikke betale en øre for at forsvare en sådan sag. "Derfor," siger apostelen, "betaler borgerne skat, for at de styrende, som Guds tjenere, skal tage vare på bl.a. dette forhold."

Sagt med andre ord: Har en stat krav på skatteydernes penge, hvis den bruger dem til at betale de jurister og advokater, der hyres til at forsvare en flok ministre, der fra forbryderisk vis planlægger statens egne overtrædelser af grundloven?

I den forbindelse spørger de 300 sagsøgende borgere:

Hvad er det for en politiker og statslig embedsmand, der blev betroet det store ansvar og den særlige forret at skulle sætte sit navn under på et dokument, som Danmarks dronning med sin signatur ophøjede til en kongelig forordning? Var det en person, hvis embedsførelse med hensyn til den samme lovs iværksættelse kunne sige sig fri for en hvilken som helst lovovertrædelse? I sin selvbiografi ’Manu’ fortæller den tidligere kirkeminister Manu Sareen, hvorledes han i 30 tilfælde har misbrugt sin stilling som medlem af Københavns Borgerrepræsentation til at ændre ordlyden af det officielle vielsesritual for par af samme køn. "Jeg brugte ordet ’ægteskab’ i stedet for ’partnerskab’," skriver han. "Det var en unik chance til at vise solidaritet med homoseksuelle. Jeg blev en ’yndlingsgifter i det homoseksuelle miljø."

Danmarks dronning kan ikke pådrage sig noget ansvar hvis majestæten på en eller anden underfundig måde bliver ’narret’ til (med sin underskrift) ’at deltage i ulovligheder’; i så tilfælde kan ingen dansk dommer eller nogen administrativ myndighed pålægge Danmarks monark sanktion! Grundloven siger med klare, uomstødelige ord, at ’kongen er ansvarsfri’ – ja, det tilføjes i forfatningens 13. paragraf, at ’hans person er fredhellig’. "Det vil sige," forklarer den samme grundlovstekst, "at ansvaret for, om der med den af Danmarks dronning i juni 2012 underskrevne lov om kirkelige homovielser, foreligger en overtrædelse af grundloven, ene og alene påhviler den minister, som har sat sit navn under på det samme dokument! Paragraf 13-teksten siger nemlig (sort på hvidt): "Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse." Dette forhold understreges i den efterfølgende paragraf, som betoner, at enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen… Den minister, som i juni 2012 satte sit navn ved siden af dronningens, var daværende kirkeminister, Manu Sareen. I sin 2015-selvbiografi (altså et par år senere) indrømmer han, at han allerede har begået ulovligheder i den henseende! "I 2001 blev jeg medlem af Københavns borgerrepræsentation og fik en unik chance for at vise solidaritet med de homoseksuelle," skriver han og fortsætter: "Jeg kunne vie dem borgerligt og blev sådan lidt af en ’yndlingsgifter’ i det homoseksuelle miljø. Det var godt nok ikke helt efter reglerne, fordi jeg brugte ordet ægteskab i stedet for partnerskab – men jeg slap med en løftet pegefinger." det vil sige, at en af kommunens embedsmænd med velberådet hu har overtrådt formuleringen af den borgerlige vielse. Kan den samme embedsmand herefter betros det ansvar nøje at handle i overensstemmelse med grundloven, når han åbenlyst fører samme oprørspolitik med henblik på indførelsen af ’et nyt ritual’ for vielse af homoseksuelle?

Nu vil nogen indvende, at det blot skal ses som ’en mindre forseelse’, at et medlem af Københavns Borgerrepræsentation ’viser solidaritet med de homoseksuelle’ ved (som ’sit eget personlige, politiske oprør’) i anvendelsen af det givne borgerlige ritual at ændre ordet ’partnerskab’ til ’ægteskab’. Efter hvad man af selvbiografiens fremstilling kan forstå, er denne ændring af vielsesritualet (for par af samme køn) af Manu Sareen foretaget 30 gange (side 158). Hans motivation gengiver han med at udtale en forbandelse over ’partnerskabet’ (’Fuck partnerskab’) – "ikke noget med partnerskab," erklærer han, "men kun kærlighed og ægteskab" (side 158). Sagen bør i forbindelse med det stående retsopgør ses i det lys, hvorvidt denne embedsmands forvaltning af den borgerlige vielse af homoseksuelle kan iagttages som ’en korrekt myndighedsoptræden’. Så såre ministeransvaret spiller en rolle i den almindelige, politiske debat (såvel som i den forfatningsmæssige litteratur) så drejer det sig om, hvad der er korrekt eller ukorrekt. I dette tilfælde er spørgsmålet om, (hvorvidt der ved disse 30 borgerlige vielse har fundet ’en korrekt embedsmandsoptræden sted’) og hvorvidt disse overtrædelser kun er blevet håndhævet ved ’en løftet pegefinger’ (side 158). "Men jeg oplevede den ære tre gange at blive nomineret som årets politiker af Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske," slutter Manu Sareen… Dette giver anledning til i den stående retssag at bruge reglerne om ministeransvaret som udgangspunkt for en nærmere undersøgelse af, hvad der yderligere i den omtalte selvbiografi afsløres af motiver bag den senere kirkeministers grundlovsstridige embedsførelse.

Det forbliver således en rettesnor, at det ifølge kirkens bekendelsesskrifter ’kræves, at en forvalter findes tro’ (1.Kor.4:1). Af formuleringen i Ny Testamente kan udledes, at denne fordring ikke blot er en ’løftet pegefinger’ – men at det er et absolut krav! "Sådan skal man betragte os," erklærer apostlen, "som Kristi tjenere og som forvaltere…" (v.1). "Som denne absolutte fordring gør sig gældende over for Kristi tjenere, således gør den sig også gældende over for statens embedsmænd. De offentlige myndigheder fungerer ikke for deres egen skyld" (bør det atter understreges). "Myndighederne er udviklet med henblik på varetagelse af samfundsmæssige funktioner." Den 4. paragraf i grundloven opstiller grænser for, i hvilket omfang og på hvilken måde en kirkeminister kan gribe ind i den nationale kirkes liv og lære. En minister, der søger at gennemføre sine egne politiske mål i landets kristne menighed vil til sidst (tør jeg forudsige) blive indkredset af disse grænsebomme og bør da for en dansk domstol endeligt og afsluttende blive stillet til regnskab for sine overtrædelser.

*

På foranledning af en folkekirkepræst, hvis mod og klarsyn jeg beundrer, spurgte jeg for nogen tid siden kirkeministeriet, hvilke navne der stod bag den hastige udfærdigelse af vielsesritualet for kirkelige homobryllupper. Svaret var, at ’sådanne navne eksisterede ikke’! – Det ritual, der blev forelagt dronningen, har imidlertid i den kirkeministerielle rapport af 20. april 2010 fået advarende ord med på vejen: "uenighed på et så ekstremt niveau er aldrig set før ved autorisationen af et ritual i den danske kirke." Da dronningen skulle skrive under på homo-ritualet, var majestæten i en følgeskrivelse blevet orienteret om, at det bl.a. drejede sig om ’tilspørgelsen og forkyndelsen’. I begge tilfælde skulle dronningen autorisere ordet ’ægtefælle’ – ja i det sidste tilfælde (forkyndelsen) skulle monarken autorisere præstens ord: "Derfor forkynder jeg jer at være ægtefæller både for Gud og mennesker." Spørgsmålet er: Er Danmarks dronning blevet tilstrækkelig orienteret om den stadig uafgjorte kamp, der blandt biskopperne fortsat og uændret står omkring ordet ’ægtefælle’? Om dette handler dagens tre tekster. Næste indlæg: fredag, 13-05-2016.

D. 12. juni 2012 opfyldte den daværende kirkeminister, Manu Sareen, sin ministerpligt ved at stille på Amalienborg for at få dronningens underskrift på autorisationen af de ritualer, som skulle anvendes ved homoseksuelle bryllupper i kirken. Den følgende dag underskrev han (sikkert med en vis triumf) sin egen bekendtgørelse om besøget hos dronningen. I bekendtgørelsen nr. 544 af 13. juni 2012 skriver han, at ’det har behaget Hendes Majestæt, dronningen, at autorisere de i bilagene anførte ritualer til brug i den danske folkekirke’ (journal nr. 61879/12). Til dronningens orientering er ministerens anmodning til majestæten vedlagt ’materialesamlingen s. 176, dok.nr. 61804/2, der tydeligt viser dronningens egenhændige underskrift og den ansvarlige ministers kontrasignatur. "Dronningen er ansvarsfri," siger Grundloven (§ 13) og jeg gentager her: "Dronningens person er fredhellig." Men det er ministeren ikke! "Enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen" (§ 14)… så den underskrift, der på den junidag i 2012 blev sat på anmodningen om dronningens autorisation af kirkelige homobryllupper kan komme til at koste den daværende kirkeminister dyrt. Med hensyn til netop denne skæbnesvangre bestemmelse i grundloven siger ministeransvarlighedsloven følgende: "Ansvar for en af dronningens underskrevet beslutning påhviler såvel enhver minister, der har medunderskrevet, som ministre, der på anden måde har medvirket til beslutningens tilblivelse" (§ 4). Der vil således herske en vis foruroligende stilhed på Christiansborg d. 31. maj kl. 10:00, når landsretsdommernes afsiger deres kendelse. For kirkeministeren og socialministeren står meget på spil – og ikke så få af deres ministerkolleger kan ved kendelsen risikere at ’komme i fedtefadet’.

D. 1. november 2011 kom bladet Information på gaden med den nyhed, at kirke- og ligestillingsminister, Manu Sareen, (citat): ’ikke ville garantere, at homoseksuelle fremover vil kunne kalde sig ægtefæller’. – "Ordet livsfælle," forklarede han til avisen, "kan blive betegnelsen for, at homoseksuelle får adgang til kirkelig velsignelse." Da den daværende kirkeminister d. 12. juni året efter (2012) på Amalienborg fremlagde sin orienterende skrivelse for dronningen for at opnå majestætens autorisation af det homoseksuelle vielsesritual, havde han ikke på noget tidspunkt opnået biskoppernes SAMLEDE, SKRIFTLIGE GODTAGELSE’ af ordet ’ægtefælle’. Ministeren orienterer i sin følgeskrivelse IKKE dronningen om den uafgjorthed og splittelse, der endnu på denne junidag herskede i bispekollegiet. Majestæten får kun at vide, at ’biskopperne har færdiggjort arbejdet med de nye ritualer og nu indstiller, at bl.a. ’tilspørgelsen’ får dronningens blå stempel (Dok.nr. 61804/12). "Vil du have N.N. som ÆGTEFÆLLE?" Er denne mangelfulde orientering af dronningen en overtrædelse? Hvis nemlig dronningen havde været tilstede ved det møde, som d. 8. dec. 2011 blev afholdt i kirkeministeriet i København, så ville hun have oplevet, at en af biskopperne, Karsten Nissen, erklærede: "Dette her er ikke et spørgsmål om en sproglig term!" (det nye vielsesrituals anvendelse af ordet’ ægtefæller’ eller ’livsfæller’). "Nej," fortsætter han, "det er alene et spørgsmål om, at (kun) ægteskabet mellem en mand og en kvinde er bibelsk begrundet." Kirkeministeren satte altså d. 12. juni 2012 dronningens ’fredhellighed’ i en pinlig situation, idet han foranledigede, at majestæten skulle sætte sig navn under på et ritual, hvori han (som statens minister) politisk havde gennemtvunget betegnelsen ’ægtefælle’… hvilket i sig selv synes at være en overtrædelse af grundloven!

Det må i denne sag konkluderende understreges, at så sandt Pauli Brev til Romerne med sin bevægende betoning af ’retfærdiggørelse ved troen alene’ er et centralt dokument for Den evangelisk-lutherske kirke – sådan er brevets både indledende og afsluttende understregning af begrebet ’troslydighed’ af væsentlig betydning! Vi lærer i den forbindelse fremdeles, at apostelen selv beskriver evangeliet (’mit evangelium’) som ’det budskab, der ved den evige Guds befaling er kundgjort for hedningerne for at virke troslydighed’ (Rom.16:25-26), hvilket da samstemmer med hans indledende ord: "Vi har fået apostelgerning for at virke troslydighed iblandt alle hedingefolkene" (Rom.1:5). "Når det nu," spørger landets 300 sagsøgende borgere, "bliver erklæret i Danmark Grundlovs 4. paragraf, at statens lovgivning (set ud fra denne samme bestemmelse) indebærer, at den ALDRIG må være i strid med den evangelisk-lutherske bekendelse (som bygger på bispernes consent), hvorledes kan da en direkte, etiske undergravning af ’troslydigheden’ med monarkens underskrift indføres som et ritual i kirken? Vi henviser dermed til det sidste og syvende ’pejlemærke’ i betænkning 1544/april 2014, som siger: "Det er den gængse opfattelse i statsretlig og kirkeretlig litteratur, at udtrykket ’understøtte’ i § 4 skal forstås i vid forstand d.v.s. som en forpligtelse for staten at yde både økonomisk og moralsk (etisk) støtte til folkekirken. (Matterial.saml. s.210, stk. 6.2.7.). Har ministeren tilranet sig en kongelig resolution ved at give dronningen mangelfuld orientering? Det er af afgørende betydning, at flere danske borgere slutter op om bl.a. denne grundige redegørelse. De, som erklærer sig enige, bør ikke lade solen gå ned, før de har sendt deres tilmelding til Grundlovsforeningen, som forfægter dette synspunkt.


TILBAGE