RETSOPGØRET
117

DET STATSLIGE KIRKEKUP
 

Den tilsyneladende eneste verdslige myndighed, som endnu i denne sidste time kan bremse den videre udvikling af det ’statslige kirkekup’, som fandt sted i Danmark natten til d. 23. november 2011, er landsrettens dommere. Deres kendelse falder d. 31. maj 2016 kl. 10:00.

Da de danske domstole står for retfærd og forsvar for borgernes grundlovsgivne frihedsrettigheder, må de 300 sagsøgere i disse dage tro og håbe, at den retsløshed, som (efter det statslige kirkekup) har bredt sig – ja undergravet landets demokratiske forfatning, standses! En retfærdig dom i denne sag vil da endelig få den uklarhedens tåge (som med hensyn til forholdet ’Stat-Kirke’ har sænket sig over land og rige) til at lette. De danske borgerrettigheder, hvad angår den enkeltes frihed til at tro og tænke og af hjertet udtale sin overbevisning, vil da blive befæstet, og en overmægtig, arrogant, ja, lovløs lovgivningsmagt vil ved en sådan dom blive sat på plads. En vågen domstol vil (med den kommende 31-maj-dom) kunne bringe vort slægtleds mest utålelige og selvrådige, danske statsmagt til tavshed.

Dommernes med spænding ventede ’forårskendelse’ vil (tror jeg) skabe en ny respekt for retten. Nyheden om retfærdighedens sejr vil da brede sig som en steppebrand over den halve verden! Landets troende befolkning vil i så tilfælde efter d. 31. maj kunne ånde lettet op, og der vil fra den dato kunne skimtes et nyt håb. Den retfærdighed, som kirkefolket i Danmark ved Guds gode Helligånd har fået ’skrevet i deres hjerter’, sker da fyldest…

Efter 31-maj-kendelsen vil – det er min bøn til Gud – den kristne menighed i Danmark (for en tid) atter kunne føle sig tryg; kupmagerne vil da endelig blive stillet til regnskab. Kirkens døre bliver igen slået op på vid gab for ved nattetide atter at blive forsvarligt lukket. Det onde spøgelseskabinet, der i 2011-novembernattens mulm greb tøjlerne, er (efter en retfærdig domfældelse) ikke mere, og de uretmæssige magthavere vil da blive stillet til regnskab – men det er ulvetider, og nye kupmagere er allerede på vej. Det er om dem og den eventuelt foran liggende højesteretskendelse disse linjer beretter…

 

OPRØRSERKLÆRINGEN

På den mørke, let regnfulde 23. novemberdag i året 2011 sprang i Danmark den (bagefter så berygtede) bombe, der med ét lagde vejen åben for, at det danske såkaldte ’statslige kirkekup’ i de følgende døgn og dage kunne gennemføres. På den dato lod en ny regering gennem kirkeministeriet kl. 06:00 offentligheden vide, at den (aftenen forinden) havde besluttet, at homoseksuelle og lesbiske par fra nu af (citat) ’skulle have muligheden for at kunne sige ja til hinanden foran folkekirkens alter’. En hvilken som helst hindring fra kirkens biskoppers side ville blive trodset. Om kirkens ledelse ville det eller ej, skulle et nyt vielsesritual på stedet udfærdiges. Ifølge dette skulle par af samme køn fremover kaldes ’ægtefæller’. Ingen anden betegnelse ville blive godtaget…

Da denne ’oprørserklæring’ (kirkelige vielser – ’uanset seksuel orientering’) to timer før midnat den 22. nov. 2011 blev ’mailet’ til landets 10 biskopper, levnedes der dem ikke megen tid til at sætte sig til modværge. (’Et mistænkeligt sent tidspunkt’ udtalte en kendt retsteolog). Den afgjorte betingelse for, at et ’statsligt kirkekup’ kunne gennemføres, var til stede: Den lynhurtige ’action’, der ikke lader modstanderen tid til at synke spyttet!

Da borgerne vågnede den novembermorgen, var en overrumplende ’magtovertagelse’ af ’de indre kamre’ af landets kirke i nattens mulm og mørke blevet gennemført. Hvad var det, der skete? ’Et statsligt kirkekup’ – hvad er det?

Gennem de seneste årtier har en ikke ubetydelig gruppe af danske politikere planlagt et sådant kup. Der tales ikke her om et ’statskup’, thi en sådan påstand dækker ikke det skete. Ej heller tales der om et ’militærkup’, thi noget sådant har ikke fundet sted. Betegnelsen ’statsligt kirkekup’ kan imidlertid siden natten til d. 23. nov. 2011 dokumenteres – og det med en sådan styrke, at den næppe (som disse politiske bagmænd har for vane) kan fejes af bordet med en enkelt, afvisende håndbevægelse.

Kammeradvokatens utvetydige fremstilling af forholdet ’Stat-Kirke’ ved landsretssagen 31. marts 2016 i København sigtede åbenlyst – ikke på en ’paladsrevolution’ af gammeldags format – men på at ’vælte den bestående orden’ mellem staten og kirken, så at en ny, såkaldt kirkelig ’styringsstruktur’ snarest kunne indføres med henblik på afsluttende at få ’statsligt hånd i hanke’ med hele den bestående kristne menighed i Danmark!

Der er altså med dette helt nye (aldrig før anvendte udtryk) ’statsligt kirkekup’ ikke tale om ’den pludselige, politiske magtovertagelse’ – men (og det vil danske borgere smerteligt komme til at erfare) om en forberedt, gennemtænkt – ja, udspekuleret omvæltning, der som sit første sigte stiler efter, at den danske folkekirke ved en begyndende indførelse af kirkefremmede, ligestillingsritualer skal overgå til (i andre funktioner og kirkelige handlinger) at bevæge sig mod til sidst at kunne fremstå som en rendyrket statskirke…

Det kendte begreb ’coup d’état’ (statskup), er som oftest opstået ved, at ’et snigende oprør’ udspringer blandt et systems magtelite. Det samme forhold gør sig gældende ved det ’statslige kirkekup’. To af den i 2010-14 siddende regeringsministerier har haft folk i magtfulde positioner, der som yderste mål for deres virke havde (og fortsat har) at omstøde den 4. paragraf i den danske forfatning. Denne paragraf matcher nemlig med den efterfølgende regerings regeringsgrundlag, som erklærer: ’Danmark er et kristent land’. ’I det eventuelt fortsatte retsopgør (Højesteret) er fronterne imidlertid rykket frem til en endnu klarere definition: ’Danmark er et protestantisk land’!

Et ’statsligt kirkekup’ ligner således det rene ’statskup’ derved, at det arbejder med forfatningsstridige midler gennem personer, der allerede sidder inde med myndighed. At noget sådan nu for alvor påstås at have fundet sted (ved indførelsen af love, som er i strid med grundloven) fremgår alene af den kendsgerning, at 300 danske borgere i 2012 stævnede to af en regerings ministerier med påstand om, at en overtrædelse af grundlovens 4. paragraf har fundet sted. Det efterfølgende ’statslige kirkekup’ adskiller sig imidlertid fra ’det revolutionære statskup’ ved at blive gennemført i det skjulte – uden blodsudgydelse! Men lige så sikkert som et kommunistisk statskup fandt sted i Tjekkoslovakiet i 1948 og et militærkup i Grækenland i 1967 – ja et ’tilsyneladende statskup’ i Danmark 1920, således er et ’statsligt kirkekup’ blevet gennemført i Danmark i 2012. Lad mig forklare:

 

STATENS EGEN LITURGI KOMMISSION

Hvis det er sandt (som det i disse sidste majdage af 2016 forlyder), at kirkeministeren i juni 2012, inden det af de otte (ikke ti) biskopper udfærdigede ritual for kirkelige bøsse-bryllupper skulle fremlægges for dronningen, selv greb til ’at foretage rettelser i teksten’ – så er ved denne handling et sådant ’statsligt kirkekup’ blevet foretaget. I nogle dage er denne sag blot forekommet som ’et ondt rygte’ – men som der efterhånden bliver stillet skarpt på denne skjulte begivenhed, viser det sig, at rygtet sikkert taler sandt.

Fra en indsigtsfuld og pålidelig kilde blev det mig for få dage siden oplyst, at da de otte biskopper i sommeren 2012 i huj og hast til kirkeministeriet afleverede det af dem udfærdigede nye vielsesritual (for ægtevielse i kirken af par af samme køn), så fandt kirkeministeren og hans eksperter ikke dette ritual tilfredsstillende; "de har" (hed det fra folk i kirkens liturgi-inderkreds) foretaget ’rettelser’ deri…- ja, ’forkortelser’, så at ritualet blev ’ultrakort’ og samtidig forsynet bispernes ritual med ’udtræk fra andre tekster’ (bl.a. begravelse og jordfæstelse). – "Der herskede i juni 2012," (hedder det videre fra den interne kilde) "forvirring på højt niveau" (blandt biskopperne) – og det er ikke umuligt (med den korte deadline, som kirkeministeren gav de otte biskopper med henblik på udfærdigelsen af et nyt vielsesritual for homoseksuelle) at ministeriet afsluttende og i hast har forgrebet sig på selve ritualets formulering ved simpelthen (i sidste øjeblik) på egen hånd at korrigere (eller foreslå korrekturer til) bispernes forslag…" Hvis dette ’onde rygte’ (omtalt som ’en mavefornemmelse’ blandt kendte og agtede liturgi-eksperter) har rod i et handlingsmønster, der virkelig har fundet sted (hvilket min fortrolige kilde regner for ’det mest sandsynlige’) – så er her begået et historisk, groft overgreb på kirkens indre anliggender. Et ’kirkekup’ har fundet sted.

Med processen og forarbejdet omkring vielsesritualet i 1992 gik det nemlig meget anderledes til, end det er tilfældet med den hastige udfærdigelse af det nye vielsesritual i 2012. Dengang – 10 år forinden – havde en liturgikommission først (og i god tid) udarbejdet og fremlagt et forslag. Dette kom derefter til en omfattende høring og afprøvning i ikke mindre end to år! Der blev indhentet kommentarer, og biskopperne endte faktisk med IKKE at ville anbefale det fremlagte forslag. Så udfærdigede biskopperne selv et oplæg, der så blev sendt til høring. Herefter blev der i 1991 foranstaltet endnu en offentlig høring og en yderligere revision, og et sidste forslag blev fremlagt – dette blev da uden yderligere korrektioner endeligt bragt til dronningen for at blive kongeligt forordnet. Det kunne således i 2012 forventes, at den daværende kirkeminister ville have givet den samme nødvendige tid til, at netop den omhyggelige proces, hvorved (et første) forslag til et ritual kunne fremlægges, var blevet indledt. Men sådan gik det ikke til! Kirkeministeren fulgte den turbolinje, som han siden i sin selvbiografi forklarede med ordene: "Ærligt! Jeg fattede det ikke. Hvorfor ikke bare få lavet det ritual og komme videre i teksten (s.162). Kun 14 dage efter vedtagelsen af lovforslaget blev homovielsesloven i juni 2012 sat i kraft… hvilket da blev den ultrakorte snor, som biskopperne fik givet for den færdige fremlæggelse af det nye vielsesritual. Kunne biskopperne ikke indfri tidsfristen, så kunne kirkeministeren selv formulere en ny ritualtekst. Han behøvede da kun at forcere porten ind til kirkens indre kamre for der at oprette sin egen statslige ’liturgikommission', der på hans ordre udfærdigede det ministerielle kirkeritual, der da skulle forelægges dronningen.

Hele denne fremgangsmåde minder landets troende borgere om den besynderlige fortælling, der i Bibelen berettes om Israels ’Kong Saul’. Han lå på et tidspunkt lejret med hæren ved Gilgal, hvor han ventede på profeten Samuel (hvis tilstedeværelse var ’absolut nødvendig’, for at et brændoffer kunne beredes for Herren). Historien belærer i den forbindelse advarende om, at da profeten Samuel ikke indfandt sig til den aftalte tid, greb kong Saul (i sin utålmodighed) til en forhastet udvej, der kom til at koste ham dyrt. Han råbte til sine mænd: "Kom med brændofferet" – og så bragte han det selv!" (1.Sam.13:9) – Skriften fortsætter: "Han var netop færdig med at ofre, da Samuel dukkede op" (v.10) – "Du har båret dig tåbelig ad," sagde profeten til kongen… "nu skal dit kongedømme ikke bestå. Nej Herren har udsøgt sig en mand efter sit hjerte (David)… (v.14). – "De samme udsagn kan i dag siges til den øvrighed," erklærer ’de 300’, "som har forgrebet sig på kirkens ritual: ’Dine dage er talte. Du er vejet og fundet for let’…" Om dette er yderligere at berette:

 

KIRKEKUPPETS SPØGELSESKABINET

"Indførelse af ritual. Besynderlighederne står i kø" - sådan lød overskriften på en 'klumme', som i august 2012 blev skrevet i Kristeligt Dagblad af den eneste absolutte og kontante nejsiger i det kirkeministerielle udvalg, der i 150 dage arbejdede med denne sag. "Som en trold af en æske dukkede dette ritual (vedr. kirkelige homovielser) op kun et par dage efter vedtagelsen af loven," fortsætter han – "og der er én af de 'besynderligheder', som bør sættes under en stærkere lup."

Sognepræst Jens Ole Christensen (Fredens-Nazareth Kirken, København) skriver, at der 'under radarhøjde blev nedsat et udvalg, som skulle arbejde med ritualer'… hvilket vil sige, at ingen levende sjæl vidste, hvem der nu skulle sætte ord på de 'kontroversielle homo-vielsesritualer', som ikke kunne understøttes med ét eneste ord fra Bibelen. "Så vidt jeg ved," forklarer præsten i sin artikel, "bestod det udvalg af nogle mænd fra det ministerielle udvalg suppleret med nogle ritual- og sprogkyndige. Medlemmernes navne er mig bekendt aldrig kommet offentligt frem."

Denne meddelelse bør i denne sene time anses for at være yderst interessant. Hvad er det for et spøgelseskabinet, som i huj og hast skulle lægge en selvopdigtet ritual-formulering på dronningens bord? Hvem var de usynlige ’ceremoni-eksperter’, der kunne sætte ord på denne 'sorte messe' – og hvad er navnene på de ’ministerielt udvalgte’, som (i de sidste timer inden ministeren skulle møde majestæten på Amalienborg) fik denne tilsyneladende Gudsforladte opgave betroet? For at få indblik i dette, har jeg i midten af februar 2016 anmodet kirkeministeriet om aktindsigt i denne sag. "Vil ministeriet venligst udlevere navnene på de personer, som fik smedet dette ritual sammen?" skriver jeg i min 'begæring om aktindsigt'. Det ville (for mig og mange andre at se) blive interessant at få indblik i, hvem der stod bag formuleringen af Danmarkshistoriens mest hedenske og blasfemiske kirkeritual. Svaret fra ministeriet udeblev ikke. "Sådanne navne eksisterer ikke!" hed det.

Om spøgelseskabinettets arbejde (med 'den sorte messes' ritual) skriver den danske sognepræst videre: "Det var formodentlig dette udvalgs forslag, som d. 11. juni 2012 blev otte biskoppers ritualforslag." Han fortsætter: "Dette ritualforslag blev et par dage efter autoriseret uden offentlig debat – endsige høring!" Derefter stiller præsten dette (for kirkeministeriet højest ubehagelige spørgsmål): "I hvilken anden sag ville en sådan lukkethed og hast mon være blevet accepteret?" Dette spørgsmål kræver i dag et svar! Det bør efter den afgørende landsretssag ikke længere hænge i luften! Er det en korrekt embedsmæssig fremgangsmåde, som her er blevet gennemført? Når et internt medlem af en ministeriel komité i netop denne forbindelse taler advarende om en så uacceptabel 'lukkethed og hast', bør en sådan indsigelse ikke falde til jorden… og har denne usynlige, kirkekuppets 'Ghost-komité' ikke været kendt før, bør den nu trækkes frem i lyset. Hvis ikke dette sker, har kirkens bekendelsesskrifter kun et ord at sige derom. En sådan skjult handling kaldes med et bibelsk udtryk for en 'mørkets gerning' – og om en sådan dunkel praksis hedder det: "Tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem!" (Ef.5:11)

Ny Testamente lærer, (som det fornemste af kirkens bekendelsesskrifter) at ingen sand Kristi efterfølger kan 'tage del i mørkets frugtesløse gerninger' (Ef.5:11) – ja, apostelen betoner, at han ville 'skamme sig ved blot at nævne, hvad de gør i det skjulte' (v.12). "Det sidste vil sige," bør det i den forbindelse understreges, "at kirkens bekendelsesskrifter hermed tydeligt påpeger, at der (helt konkret) findes ting og sager, der foregår bag lukkede døre" (v.12) De ansvarlige bør ikke blot lade sådanne sager passere'. "Nej," erklærer apostelen: "Afslør dem!" Hertil vil nogen indvende, at det kan være forbundet med visse uoverskuelige konsekvenser at trække 'spøgelser og genfærd' frem i lyset – men Skriftens tale er klar: "Alting kommer for dagen, når det afsløres af lyset, for alt, hvad der kommer for dagen, er lys" (v.13). Dette gælder ikke mindst de 'mørkets gerninger', som har fundet sted og stadig stortrives i forbindelse med ’det statslige kirkekup’. At samme grund forventer borgerne, at den dom, som falder d. 31. maj ikke skeler til konsekvenserne; disse bliver politikernes sag. Dommerne følger ene og alene lovens ord.

 

TRE BARRIKADER NEDBRUDT

Derfor ved ingen, hvad der er sket i landsretsdommernes 60-dages overvejelser vedrørende sagen om kirkelige homobryllupper. Blandt de dokumenter, som de tog med sig fra retssalen i Bredgade i København d. 31. marts 2016 var bl.a. et referat fra et bispesamråd (dok.nr. 121647/11) – (som henviser til en betydningsfuld erklæring fra to af landets biskopper, at ’de ikke ønsker et sådant vielsesritual i kirken) samt et dokument fra 2010 (dok.nr. 125846/10), hvori tre teologiske punkter (i samme forbindelse) anføres som værende i modstrid med det kirkelige homo-ritual. Hvis to af kirkens ti biskopper med præcis disse tre teologiske punkter erklærer sig uenige i gennemførelsen af et sådant ’nyt læreprojekt’ (som der her er tale om) kan kun et ’statsligt kirkekup’ gøre det muligt. Kuppet har imidlertid fundet sted, og bispernes indvendinger er af kirkeministeren kastet i papirkurven. Herfra har jeg atter trukket dem op. Deres indhold er følgende:

D. 16. december 2010 i dokument nr. 125846/10 forklarede biskoppen over Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, til kirkeministeriet følgende: "Kirkens bekendelsesskrifter må betragtes som forpligtende for Den danske Folkekirke." Dette kan kun betyde, at kirken i Danmark – uanset, hvad politikere og regering godtager – ikke kan flytte sig en meter fra det, som står nedfældet i kirkens ’egen grundlov’. De erfaringer, som kirken gennem historien har gjort med ordet ’forpligtende’ er nemlig at definere som ’noget fast og urokkeligt’. Altså en holdning, som kan foranledige visse begrænsninger (med hensyn til at efterkomme bestemte krav) – ja, en stillingtagen, der simpelthen kan resultere i, at et projekt ikke kan lade sig gøre (prof.dr.jr. Henrik Zahle ,’Essay om retlig praksis’, Gyldendal, Kbh. 2003). Heraf kan det fa de tre landsretsdommere udledes – bør det hævdes - at hvis kirkens bekendelsesskrifter forpligter kirkens ledere til at indtage en bestemt stilling i en sag, så gives der bagefter ingen anden udvej eller omvej; forpligtelsen bør da tages til efterretning af statens minister! En forpligtelse er nemlig ikke på noget tidspunkt føjelig. Den er ej heller styrbar og er aldrig opportunistisk; den bøjer sig ikke for overmagt! Kirkens forpligtelse i mødet med staten konfronteres ikke i dagens Danmark med noget abstrakt eller uidentificerbart. Den er derfor nødt til selv at være ’direkte’, fordi den i konfrontationen imødegås af uhyggeligt påviselige personer og bittert-barske, politiske organisationer og interesser. Disse er så ’virkelige’, at det må løbe en koldt ned ad ryggen. Her gælder nemlig ingen blødsødenhed, for der findes folk i vort lille fædreland, som også i sådanne sager ved ’at varetage deres interesser’ – ja, ved et ’statsligt kirkekup’ mener de sig sikre på at kunne lukke munden på enhver, som fortsat tør tale om kirkens bekendelsesskrifters ’forpligtelse’! Dette er det realistiske scenario, der er gået forud den autentiske ’magtovertagelse’ i 2012, og om dette har jeg mere at forklare:

 

SKRIFTEN PÅ VÆGGEN

Den teologiske hindring for, at et sådant ’statsligt kirkekup’ kunne udføres, blev malet på væggen i kirkeministeriet i julemåneden i 2011. Sidenhen er væggen blevet vasket ren, men dens skjulte skrift er atter trængt igennem. Den lyder med to biskoppers ord sådan: Af teologiske grunde ønsker vi ikke et ritual!" Denne tydelige erklæring faldt i bispesamrådet d. 8. dec. 2011 i ministeriet i Holmens Kanal (dok. 121647/11) – altså blot et halvt år før kirkeminister, Manu Sareen, mødte op på Amalienborg i København for at få dronningens underskrift på en kongelig godkendelse af netop det ritual, som disse to af landets ti biskopper ’af teologiske grunde’ ikke ønskede udfærdiget…’ Året forinden havde den ene af de to bisper (Lise-Lotte Rebel) d. 16. dec. 2010 i dok.nr. 125846/10 givet en udførlig forklaring på, hvilke teologiske grunde, der lå bag hendes (og hendes bispekollegas) modstand mod det kirkelige homovielses-ritual. Heri anfører Helsingør-bispen yderligere tre punkter i den absolutte afvisning. Disse tre punkter lyder sådan: "1. I den Augsburgske Bekendelses (CA) artikel 16 hedder det under overskriften ’De rebus civilibus’, at de verdslige ordninger (f.eks. ægteskabet) er skabte af Gud." - 2. "I artikel 27 omtales ægteskabet som ’ordinationen et mandatum dei’ (en Gudsforordnet stand)… altså et præcist og uomgængeligt udtryk for en guddommelig ordning og mandat." – "3. Ægteskabet luthersk forstået er således grundlæggende noget andet og videre end en frit valgt samlivsform; det har en social, kirkelig og symbolsk betydning, som rækker videre end de aftaler, mennesker på eget initiativ kan træffe med hinanden." Denne tretårnede, teologiske barriere for det planlagte kirkekup kunne imidlertid af statens mænd kun nedbrydes, hvis den daværende kirkeminister omhyggeligt for folketinget undlod at viderebringe disse to biskoppers teologiske indvendinger, eller hvis han – som det faktisk skete ved hans besøg hos dronningen – sørgede for at fortie dette forhold. De tre barrierer var følgende:

1. Når Den Augsburgske Bekendelse erklærer, at ægteskabet (endog som en verdslig ordning) er ’skabt af Gud’ (CA 16), da burde dette være tilstrækkeligt dokumentation for kirken til at kunne afvise alle andre ministerielle meninger om denne sag.

2. Når Den Augsburgske Bekendelse erklærer, at (citat): ’Ægteskabet er en guddommelig ordning og mandat’ (CA 27) – da er det kirkens og dens biskoppers og præsters afgjorte ret til at erklære enhver anden ordning vedr. den kirkelige opfattelse af ægteskabet for ugyldig samt at fastholde, at i denne sag har den verdslige myndighed intet mandat til at indføre andre ’bestemmelser’ i kirken.

3. Når to af landets biskopper erklærer, at (citat): ’ægteskabet luthersk forstået grundlæggende er noget andet og videre end en frit valgt samlivsform – så bør en sådan erklæring ifølge grundloven (§ 4 og § 6) uden protest tages til indtægt af både regering og monark. En kirkeminister bør da ikke forelægge dronningen nogen anden ’ordning’.

Ved at ignorere to biskoppers tydelige, dokumenterede protest mod det omstridte vielsesritual kunne det planlagte kirkekup imidlertid gennemføres. Den første del af ’magtovertagelsen’ var på det tidspunkt allerede på plads" Den blev installeret i nattens mulm og mørke d. 22. nov. 2011, hvor den omtalte, overrumplende mail om regeringens ’statslige kirkekup’ fra Holmens Kanal blev sendt til alle landets biskopper: I de tidlige morgentimer blev nyheden officielt spredt fra kirkeministeriet. Regeringsgrundlaget om kirkelige homovielser ’vil nu blive implementeret’, hed det i den udsendte meddelelse. "Jeg var chokeret," forklarede den ene af de to nej-sigende biskopper. "Vi har aldrig indvilliget i at udarbejde et sådant ritual!" Om dette har jeg et sidste spørgsmål at besvare.

 

HAR MINISTEREN FØRT SIN DRONNING BAG LYSET?

I enhver kongelig forordning, som dronningen skal underskrive, lyder den indledende tekst almindeligvis sådan: "Vi, Margrethe Den Anden, Danmarks dronning ved Guds nåde, gør hermed vitterligt…" Ingen ved, om den tidligere kirkeminister rystede på hånden, da han d. 12. juni 2012 på Amalienborg fremlagde et dokument for dronningen, som ved den nye kongelige underskrift faktisk tilbagekaldte den lige så kongelige underskrift, som majestæten nøjagtig 10 år forinden (i 1992) havde sat på papiret. Dengang autoriserede Hendes Majestæt, at en ganske bestemt bøn til Gud skulle bedes ved alle kirkebryllupper. Den kongeligt forordnede bøn lyder sådan: "Bevar Herre, denne Din ordning om (mand-kvinde ægteskabet) urokket iblandt os!" I 2012 skulle dronningen nu ved kirkeministerens besøg ’gøre vitterligt’ at et nyt homo-ritual skulle kongeligt forordnes, så at det tidligere ’urokkelige ritual’ herefter kunne rystes ud af sin sammenhæng og dermed tilbagekaldes! Spørgsmålet er, om dronningens underskrift (et kongeligt ’dekret’) sådan uden videre kan tilbagekaldes?

De teologiske begrundelser, som to af kirkens biskopper, Lise-Lotte Rebel og Steen Skovsgaard anfører som værende i modstrid med denne åbenlyst selvmodsigende, kongelige forordning, blev yderligere betonet i dokumentet nr. 12846/70, som midt i julemåneden 2011 blev afleveret til kirkeministeriet. Heri anføres bl.a. følgende punkt: "Ifølge den tilsyneladende ’endnu gældende’, af dronningen autoriserede liturgi for vielse af 1992 bliver der (efter en henvisning til ægteskabet som bestående af en mand og en kvinde) bedt denne af majestæten autoriserede bøn: "Vi beder Dig, Herre, at Du vil bevare denne Din ordning og velsignelse urokket iblandt os."

Den biskoppelige henvendelse henviser i denne forbindelse til Luthers Traubüchlein af 1529, idet den betoner den sætning, at (citat): "Præsten er skyldig at velsigne og vie dem, som beder om det!" Hertil må det være berettiget at kommentere, at hvis præsterne ved en kongelige forordning i 1992 pålægges at bede til Gud, Himlens og jordens skaber, at Han i Sin nåde bevarer ægteskabet (som værende mellem en mand og en kvinde) som ’en urokkelig ordning’, da må det være at betragte som ’en fornærmende handling’, hvis staten gennem sin minister i 2012 anmoder dronningen om at autorisere et andet ritual, hvori den tidligere højtideligt og med det kongelige segl autoriserede påkaldelse af Gud beordres tilbageholdt.

"Præsten er skyldig at vie dem, der beder om det," erklærer Luther – men hvis en sådan bøn er i direkte modstrid med (ikke blot den Hellige Skrift men med) en tidligere kongeligt forordnede påkaldelse, er præsten ikke længere skyldig at efterkomme statens forlangende.

(Den Augsburgske Bekendelse påbyder nemlig i sin 16. artikel, at (citat): ’de kristne absolut bør adlyde deres øvrigheder og love medmindre de fordrer, at man skal synde; da bør man nemlig (absolut) adlyde Gud mere end mennesker… (Ap.G.5:29).

Den biskoppelige henvendelse til kirkeministeriet, hvori denne særlige henvisning til ritualet om ’den urokkelige ordning’ findes, henviser yderligere til Luthers omtale af de såkaldt ’opdigtede ordninger’ vedr. ægteskabet. "Disse er kun at betragte som et ’ugudeligt menneskeværk," erklærer han.

I 1992-vielsesritualet pålægges dronningen af statens minister (uden indvendinger) at autorisere den bøn, som siger: "Bevar, Herre, denne Din ordning og velsignelse urokket iblandt os!" Det vil sige, at dronningen i 1992 skal ’gøre vitterligt’ for kirkens præster, at de i deres bøn til Herren skal omtale ægteskabet mellem en mand og en kvinde som ’Din ordning’. Samtidig skal majestæten under kongeligt segl og med sin kongelige underskrift kundgøre for kirkens præster, at de skal bede Gud ’bevare denne ordning urokkelig iblandt os’!

Det må derfor betragtes som en grov forulempelse af dronningens personlige tro samt monarkens grundlovsbefæstede tilknytning til reformatorernes lære, at fremlægge et dokument til kongelig underskrift, hvor majestæten beordres at tilbagekalde en sådan tidligere fordring, der må anses for at være forenelig med majestætens grundlovspåbudte trosbekendelse!

Det er nu op til dommernes 31-maj afgørelse, hvorvidt et sådant ministerielt pålæg overfor landets dronning er legitimt?

Hertil må afsluttende vedr. det ’statslige kirkekup’ følgende citat fra menighedsrådenes blad 1939 nr.1, side 9 anføres: "Til at holde i revolutionære tider kan intet lovværk laves. Revolutionen laver altid sin egen lov, hvad enten maneren er russisk, tysk eller spansk" (P. Severinsen) Måtte dommernes kendelse d. 31. maj kl. 10:00 gøre dette citat til skamme. Ingen bør i vort land tillades ’at lave deres egen lov’ – og et ’statsligt kirkekup’, der endog tager landets dronning til gidsel, bør ikke slippe ustraffet fra en sådan ugerning…


TILBAGE