RETSOPGØRET
118

EN UDSÆTTELSE, DER VARSLER STORM

Udsættelse af landsretssag
 

Tirsdag, d. 31. maj, kl. 10:00 tikkede Østre Landsrets yderligere og særdeles bemærkelsesværdige udsættelse af dom i sagen om kirkelige homovielser ind på de respektive advokaters indbakker. De tre landsretsdommere erklærer her (allerede efter 60 dages betænkningstid), at de måtte have endnu 30 dages yderligere frist til overvejelse.

Efter at landsretten d. 31. marts 2016 lod kundgøre, at dommerne ville ’gå i tænkeboks’ i to måneder, før de traf en beslutning i sagen om statens påtvungne indførelse i kirken af et vielsesritual for par af samme køn, er afgørelsen blevet udsat til tirsdag d. 28. juni kl. 10:00.

De 300 sagsøgende borgeres sagfører, Nikolaj Nikolajsen, fra advokatfirmaet Lou i Randers, erklærer, at det er usædvanligt at dommerne skal have tre måneders overvejelse, og at dette kun kan betyde, at det er en særlig kompleks sag. "Jeg har aldrig selv været ude for en fortsat udsættelse af den art," siger han.

Kort før jul 2014 stævnede 300 borgere (efter at have stiftet foreningen ’Med Grundlov skal Land bygges’) den danske stat for grundlovsbrud. Deres påstand var, at regeringens indførelse i Folkekirken af et, (som de kalder) ’hedensk vielsesritual’ for par af samme køn, er i strid med kirkens 500-årige bekendelsesskrifter og dermed en overtrædelse af Danmarks Grundlovs § 4. ’De 300’ indstiller sig på, at som tiden går, vil fronterne blive skærpet. "I selve 500-året for reformationen vil farlige ideologiske kræfter arbejde på at få Danmarks Grundlovs protestantiske 4. paragraf omstødt," hedder det i borgernes kommentar til den yderligere udsættelse af sagen. Grundlovsforeningens eneste formålsparagraf er, at netop denne grundlovsændring aldrig må finde sted! ’De 300’ mener, at deres ’rette antal’ (ifølge Ny Testamente) i den foreliggende situation bør være 7000 (Rom.11:4). De forventer derfor i denne ’ekstra måned’ større opbakning. "Vi vil i overensstemmelse med vor forenings formålsparagraf (citat): ’værne om grundlovens 4. paragraf’," siger de.

På tærskelen til 500-året for den verdensvidde reformatoriske begivenhed, der førte til den nu globale protestantiske kirke, har en dansk bemærkelsesværdige, fortsatte udsættelse af en landsretskendelse (over for den halve verden) klart givet udtryk for dommernes omhyggelige overvågen af landets ’protestantiske grundlovsparagraf’. Denne enestående landsretsudsættelse vil herefter i sin fortsatte vandring mod en endelig afgørelse tirsdag, d. 28. juni 2016 nærme sig et internationalt frontafsnit, hvor forholdet mellem de to parter: ’Staten og kirken’ vil forekomme yderligere skærpet. Den betyder nemlig, at kristne borgere i Danmark og andre protestantiske nationer (sådan omtales ’udsættelsen’ af de sagsøgende borgere) ’nu mere end nogensinde må vågne op fra deres tornerosesøvn’. "De vil komme til at forstå," hedder det, "at de står overfor nogle politisk-ideologiske magthavere, der ikke vil den kristne menighed i Danmark eller noget andet land (uanset om det er folke- eller frikirke) noget godt. Landsrettens overraskende udsættelse lader ane en anspændt situation. Det trækker op til uvejr. Horisonten er mørk – og der bliver storm…"

Med den for de sagsøgende borgere opmuntrende udsættelse, som Landsretten efter 8 ugers overvejelse d. 31. maj kl. 10:00 har ladet kundgøre, betones netop i Danmarks grundlovs 4. paragraf, at (som det nuværende regeringsgrundlag erklærer): ’Danmark er et kristent land’. Som retsopgøret mellem borgerne og staten vedrørende den statslige påtvingelse af et for kirken fremmed og hedensk vielsesritual utvivlsomt vil fortsætte mod Højesteret, vil fronterne blive kraftigere aftegnet. De sagsøgende borgere vil da stille skarpt på grundlovens præcisering, at Danmark ikke blot forfatningsmæssigt er at definere som ’et kristent land’ men, at det med grundlovskraft er at iagttage som ’et protestantisk land’. Ifølge Danmarks Grundlovs 4. paragraf kan den danske befolkning med historisk berettigelse og med denne talende udsættelse som baggrund forberede sig på i 2017 at fejre 500 året for den nu mere end nogensinde påtrængende begivenhed, der fandt sted på den sidste oktoberdag i 1517; dette var dagen, hvor Martin Luther naglede sine 95 teser på statskirkens dør i Wittenberg. "Medens de farligste ideologiske kræfter i jubilæumsåret for den hændelse, der førte til reformationens indførelse i Danmark, søger at få netop denne nationale, kristne livsanskuelsesparagraf fjernet fra grundloven," erklærer de sagsøgende borgere, "da er det øjeblikket, at der kæmpes for denne konstitutionelle bestemmelses bevarelse."

 

GRUNDLOVENS REFORMATORISKE TESE

Sammenhængen mellem og tilknytningen til den historiske begivenhed i 1500-tallet og det nu fortsat ’stående retsopgør’ kan med den nu klart udtalte, foreliggende udsættelse af dommen iagttages ud fra bl.a. følgende forhold: Hvad Luther foretog sig på Alle Helgendag i 1517 i Wittenberg var i sig selv en ganske almindelig skolastisk fremgangsmåde. Han ville dengang med sine teser gøre opmærksom på det dybe frafald, som både kirken og den verdslige øvrighed befandt sig i. Samtidig brugte han anledningen til (så ’offentligt’ som det nu kunne lade sig gøre) at blænde op for evangeliets lys… Samme formål har fra første færd (ved stiftelsen af Grundlovsforeningen i november 2013) været de 300 sagsøgende borgeres sigte. Retssalen er for dem, hvad Wittenberg-slotskirkens dør var for Luther: Stedet, hvor den danske grundlovs ’reformatoriske tese’ bliver præsenteret! Ikke som ’en højest usædvanlig begivenhed’ men som en ganske almindelig, dagligdags hændelse, der med ’udsættelser’ og ’afbrydelser’ kan trække en sag i langdrag. Altså ikke som (hvad nogen vil forsøge at hævde) ’et sært sekterisk foretagende’, der er ’tilvejebragt af nogle højtråbende, ekstreme agitatorer’ – men som den ’ganske almindelige, juridiske fremgangmåde’, som den foreliggende sag med dommernes omhyggelige overvejelser, indbyder til. Eftersom det uomtvisteligt drejer sig om en grundlovssag, er det kun naturligt, at den (selvom den har en kirkelig baggrund) finder sted i en retssal, og formedelst den finder sted i en retssal, bør denne retsteologiske debats teser først og fremmest føre til den klare landsretskendelse, der på grund af sin principielle karakter nu med en ny tidsfrist overvejes på det grundigste.

Øjeblikket er modent til at lytte til det, som Ny Testamente omtaler som ’en ond og utro slægt, der kræver tegn’ (Mat.16:4) – "men," (fortsætter Jesus) "der skal ikke gives dem noget andet tegn end Jonas’ tegn" (v.3). Til dem, der fortsat spøger (ofte uden noget egentlig ønske om at få svar) ’hvad ’Jonastegnet’ er for noget’? – forklarer Jesus: "Ligesom Jonas blev et tegn for Ninives indbyggere, således skal Menneskesønnen være det for denne slægt!" (Luk.11:30) Han fortsætter (og heri ligger svaret): "Mænd fra Ninive skal stå op ved dommen sammen med denne slægt og bringe fordømmelse over den, thi de omvendte sig ved Jonas’ prædiken, og se, her er mere end Jonas" (v.34). "En BT-chefredaktør," bør det yderligere fremhæves, "skrev for nogen tid siden, at han glædede sig til (citat): ’at opleve underholdningsværdien’ af retsopgøret mellem borgerne og staten. Ifølge Jesu lære er han, hvis ikke han omvender sig, en dømt mand. Ninives indbyggere lyttede ikke til Jonas’ prædiken for at blive underholdt. De forfærdedes – og omvendte sig!

Ved landsrettens fortsatte udsættelse af sagen d. 31. maj 2016 er tiden for dommerne nu inde til at betænke, hvad der hændte kun få år efter, at Danmarks Grundlov i 1849 blev givet til det danske folk. Endnu stod i 1800-tallet tilbage, at oprigtige katolsk-troende mænd og kvinder måtte bryde med Rom efter det splinternye dogme om ’pavens ufejlbarlighed’ – og endnu ventede verden på den skotske forfatter og kritiker Thomas Carlyles værker, der med profetisk indsigt bl.a. gjorde op med tidens ’kristne forkyndelse’ – og alligevel (efter forfatterens besøg i det tårnværelse, hvor Luther havde sit åndelige gennembrud) kunne meddele følgende: "Jeg følte, at det var et helligt sted – og det forbliver min afgjorte opfattelse!" – Disse to aspekter er fortsat det egentlige indhold i den 4. grundlovsparagraf, som dommerne ved denne endnu 30 dages betænkningstid bør tages stilling til: 1. Et opgør med tidens almindelige og udbredte vranglære og 2. en forståelse af, at Danmarks Grundlov tydeligt og klart henviser til forhold, som dybest set bør anses for hellige, fordi de har at gøre med Guds åbenbarelse…

 

HISTORISK DOM

Da de tre landsretsdommere om eftermiddagen d. 31. marts 2016 forlod landsretssal nr. 1 i den herskabsresidens, der er tilknyttet det fornemme, tidligere operapalæ i Bredgade i København, passerede de et par homo-demonstranter, som havde sat en halv snes falmede plakater op på det statslige, sorte gitter, der førte ind til landsrettens indre gård. På plakaterne stod den tidligere kirkeminister, Manu Sareens ’slogan’ fra Ny Testamente: ’Størst af alt er kærligheden’! Den tidligere minister, der var indkaldt som vidne i denne sag, (der havde at gøre med hans egen politiske mærkesag: 2012-indførelsen af ét for kirken ubibelsk ritual for homovielser) havde til pressen forklaret, at han i retssalen ville prædike over denne tekst… De tre landsretsdommere, der den eftermiddag passerede ’ministerens disciple’, havde under retsforhandlingen haft lejlighed til selv at møde statens tidligere kirkelige embedsmand. På slaget kl. 11:00 (altså tre timer forinden) havde de i fem minutter lyttet til de tre kortfattede svar, hvormed han besvarede borger-advokatens tre lige så kortfattede spørgsmål. Derefter blev han anmodet om at forlade retssalen. Ministerens forberedte prædiken over ’kærligheden’ blev ikke til noget! Det var hans beskrivelse i hans nyudkomne selvbiografi (hvor han selvophøjende fortæller, at han – som statens kirkeminister – ’lokkede kirkens biskopper i en fælde’), der interesserede landsretten. – Den fortløbende udsættelse af sagen, som landsretten nu to måneder senere har kundgjort på den sidste majdag i 2016, kl. 10:00, beviser de tre dommeres langt dybere perspektiv; af deres fordring om en yderligere frist fremgår det tydeligt, at denne dom i al fremtid vil blive stående som ’en historisk dom’!

De tre landsretsdommere, som på den høje, lyse 2016-marts-dag kl. 14:30 passerede homo-demonstranterne foran retsbygningen i København, medbragte i deres rummelige dokumentmapper de ’materialer’, som de i de efterfølgende otte uger nøje skulle gennemgå. Det fremgik af dokumentmappernes indhold, at den tidligere kirkeministers løsagtige og overfladiske ’kærlighedsslogan’, (som han tilsyneladende blindt har ’modtaget’ fra sine gejstlige medløbere) ikke matcher med den juridisk dybdeboring, som landsretsudsættelsen giver udtryk for. Det anes nemlig bag denne nye 30-dages periode, at danskerne og deres folkevalgte minister i virkeligheden ikke gør sig nogen forestillinger om, hvad de i deres konstitution fik indgraveret af storhed og frihed, da de i 1849 (som en gave fra himlen) fik Martin Luthers navn prentet i deres grundlov. Da de danske grundlovsfædre indskrev den store reformators navn i nationens ’protestantiske forfatning’, var de imidlertid velvidende om Goethes 1827-dom over Luther, som han (altså kun tyve år forinden og med henblik på den franske revolution 1789) havde udtalt med ordene: "Franztum drängt in diesen verworrenen Tagen, wie einstmals Luthertum es getan, ruhige Bildung zurück." (I disse ulyksalige omvæltningsdage har franskmændene sat uret i stå – nøjagtigt som lutheranerne sidenhen gjorde). Den danske grundlovsgivende rigsforsamling fejede (på en kold februardag, nøjagtig 60 år efter guillotinens blodige værk i Paris) med et heftigt pennestrøg Goethes kritiske Luther-ord af bordet. Ved at påbyde den danske stat – så længe grundlovens ord står ved magt – ’at understøtte’ (og dermed befordre) Luthers skrifter om den kristne frihedstro samt hans syn på forholdet mellem stat og kirke, blev både Robespierres statssyn og Goethes ord én gang for alle sat på plads!

Det er derfor i denne time påtrængende nødvendigt for de 300 sagsøgende borgere at understrege, at hvis en dansk ligestillingsminister vil prædike over Ny Testamentes tekst: "Størst af dem er kærligheden" (1.Kor.13:13), bør han holde sig til tekstens ordlyd. Han må ikke ændre den til det ’plakatslogan’ (som han fejlagtigt anvender): ’Størst af alt er kærligheden’. "Når netop apostelen siger: ’størst af dem …’ er det, fordi han henviser til de to andre absolut nødvendige evighedsværdier, som ikke må glemmes. Hele Skriftordet lyder jo sådan: "Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden" (v.13). Når apostelen altså betoner udtrykket: ’disse tre’ – og ministeren kun vil tale om ’dette ene’ (kærligheden) så er han på vildspor! Ny Testamentes apostel understreger den indbyrdes sammenhæng mellem troen, håbet og kærligheden ved at erklære: "Så bliver da disse tre" (v.13) – og når statens embedsmænd vil bilde folk ind, at Guds kærlighed, som er Åndens frugt (Gal.5:22) kan vokse frem af en gold hedningejord, hvor der hverken er sået tro eller håb, så er han galt afmarcheret…

 

LANDSRETSUDSÆTTELSENS BAGGRUND

Den nu forkyndte landsretsudsættelse bør yderligere iagttages på baggrund af den voksende modstand mod kirkens og ikke mindst kirkeministeriets godkendelse af det såkaldt ’hierarkiske præstedømme’. Udsættelsen indebærer som sådan et positivt element, som Danmarks Grundlov ved sin tydelige henvisning til Luther giver udtryk for. Den evangelisk-lutherske kirke, som den 4. grundlovsbestemmelse med navns nævnelse omtaler, forkynder nemlig ’et andet præsteskab’. Luther selv kalder det for ’det almindelige præstedømme’. Det er et fællesskab af troende, hvor alle – ’som præster’ – bærer et åndeligt ansvar og som sådanne ved Helligånden er blevet udrustede dertil. Dette er ved landsrettens ønske om en måneds yderligere overvejelse at bemærke, fordi tidsånden i dagens Danmark er præget af den på reformationens tid samme voksende fjendtlighed mod kirke og præster. Erasmus’ (Luthers samtidige) bitre erklæring fra dengang: ’orbi fere invisos’ (’præsterne er hadet og foragtet overalt’) spreder sig for tiden på vore breddegrader i land og i by. Åbenlys vranglære blandt præster udfordrer kirkens bekendelsesskrifter – og får frit lov at florere. Modsætningsforholdet mellem kirke og stat øges time for time – og Machiavellis hensynsløse fremtidssyner om ’Fyrsten’ stikker hovedet frem! Det middelalderlige såkaldt ’Hellige Romerske Imperium’ er milevidt fra de ideologiske ideer bag EU. Nye globale, økonomiske energier presser sig på. Det 16. århundredes politikere og religiøse landskab ligner (i Danmark) ’visse moralske forhold’ så meget, at Calvins budskab i Genève og Luthers i Wittenberg med henblik på den kristne etik og det kristne menneskes frihed overfor magthaverne er på sin plads. Alt dette bør landsrettens dommere med deres kendelse tage stillet til. Derfor hilses med glæde deres ønske om mere tid til overvejelse.

Borgernes advokat fremlagde ved landsretssagen i marts 2016 i København et udskrift af kongeloven af 14. november 1665. Det gjorde han for at rette dommernes opmærksomhed på det afsnit af den 350 år gamle lov, hvor der står skrevet: "Kongen skal altid tilhøre den kristelige trosbekendelse." For at ingen hverken dengang (i 1600-tallet) eller i dag (i 2016) eller i al fremtid skal misforstå, hvad der står præciseret i denne Kongelovens allerførste bestemmelse, vedlagde advokaten den tilføjelse, som den anførte paragraf anfører i forbindelse med det stadig gældende påbud om monarkens ’kristelige tro’. "Denne kongens trosbekendelse," hedder det, "er at forstå alt efter den form og måde, som den (trosbekendelsen) er fremstillet udi Den Augsburgske Bekendelse år 1530." Denne henvisning til Danmarks Kongelov, der stadig (i ordets bogstavelige forstand) bør ’tages til efterretning’, afsluttes med ordene: "Denne bestemmelse bør overfor landets indbyggere vældelig håndhæves, for dermed at beskærme riget mod alle kættere, sværmere og gudsbespottere…" Denne ’vældelige håndhævelse’ af kongelovens ord har været én af landsretsdommernes store udfordringer… det er forståeligt, at de (ved fornyet overvejelse) vil være forvisset i deres sag.

De færreste er klar over, hvilken overvældende udfordring, som de 300 danske borgere lagde på tre landsretsdommeres sortkappeklædte skuldre, da de i december 2012 stævnede den danske stat for at have forøvet grundlovsbrud. Dermed anmodede de nemlig dommerne til (citat): ’vældelig at håndhæve’ den 350-årige kongelovs ord om Den Augsburgske Bekendelses fortsatte gyldighed. Det vil bl.a. sige Confessio Augustanas 12. artikel, der erklærer, at ’enhver synder kan modtage syndernes forladelse – hvis den skyldige omvender sig’. "Den omvendelse," fortsætter bekendelsens ordlyd, "består i to dele: 1. sønderknuselse og samvittighedskval ved syndens erkendelse og 2. tro og trøst ved evangeliet om, at synden forlades for Kristi skyld." Hvis disse to elementer i omvendelsen ikke er til stede, gives ingen syndsforladelse – og et ritual, der i kirken taler et andet sprog er imod kirkens bekendelsesskrifter og dermed en overtrædelse af Danmarks Grundlov.

Dommerne har i deres nu afsluttede 60-dages periode måttet tage stilling til, hvorvidt et (som det hedder): ’biskoppeligt ritual’, hvis udfærdigelse under myndighedernes pres er blevet pålagt af staten, og som fordrer, at kirkens præster under håndspålæggelse, bøn og forkyndelse binder (indtil døden dem skiller) to mennesker sammen i et (med Bibelens ord) såkaldt ’skændigt’ og ’skamløst’) forhold, som yderligere ifølge Den Hellige skrift direkte erklæres at være ’syndigt’ (1.Mose 18:20 og 3. Mose 18:22), er i modstrid med kirkens bekendelse og dermed med Danmarks Grundlov (§ 4). "Et sådant ritual," lyder borgernes påstand, "er ikke blot ’fremmed’ for den protestantiske kirke, men det er ’dybt antikristeligt’ – og netop fordi det er et vielsesritual, bør det bedømmes ud fra det skriftord i Ny Testamente, som med apostelens ord siger: "Det er Guds vilje, at I helliges, så I afholder jer fra utugt, og enhver af jer ved at vinde sig sin hustru i hellighed og ære, ikke i begærlighedsbrynde, som hedningerne, der ikke kender Gud… thi Herren straffer alt sligt" (1.Thess.4:3-6). "De sidste ord om Guds straf," (konkluderer de sagsøgende borgere) "forpligter kirken til at advare den ganske nation mod et sådant ritual (Ezek.3: 17-18)… og ikke mindst af den grund er det med den største respekt og forståelse, at landsrettens beslutning om en yderligere betænkningstid bliver modtaget. Juni måned 2016 bliver en tid, hvor de troende i Danmark mange steder og med en mund vil bede til Gud, at Han i Sin nåde udruster de tre landsretsdommere med visdom og indsigt og sund bedømmelse.


TILBAGE