RETSOPGØRET
119

FARLIG HÅNDFÆSTNING

Projektet, som kirkeministeriet i Danmark lancerer, er fremstillet som ’et papir’. Det lyder ufarligt og vil næppe kunne vække modstand. For at få det til at se endnu mere uskyldigt ud, har dette nye tiltag fået benævnelsen: ’Enighedspapir’. Dermed skulle vejen være banet for, at uanset, hvad der skrives på dette harmløse og tilsyneladende pæne og godsindede ’enighedsdokument’, så er og bliver det jo kun ’et stykke papir’. Et sådant ’ubetydeligt’ initiativ skulle næppe kunne forskrække nogen. Enhver fornuftig borger må dog kunne indse, at sådan en lille lap ’enighedspapir’ kan ikke skade nogen. Imidlertid skal ingen frikirkepræst eller nogen evangelisk prædikant, (som virker i et ’trossamfund udenfor folkekirken’) tage fejl. Dette dokument er den farligste håndfæstning, som indtil nu er blevet forelagt evangeliets forkyndere i Danmark. Det indbefatter en gudløs og truende ’løfteerklæring’, og den arme frikirkelige forkynder i Danmark, som efter at have fået den af staten givne, fornødne instruktion ikke vil underskrive, er fra det øjeblik sat på den sorte liste.

Et dokument med nummeret 65430/16 (Bilag 4) og betegnelsen ’Enighedspapir’ vedrørende et såkaldt ’obligatorisk kursus’ for bl.a. frikirkepræster, er blevet offentliggjort d. 31. maj 2016 af kirkeministeriet. – "Det er vigtigt for embedsindehavere i trossamfund uden for folkekirken (bl.a. frikirkepræster) at have indsigt i dansk familieret," hedder det. "Den undervisning, som bl.a. disse præster SKAL deltage i (hvis de ønsker myndighedernes blå stempel) skal omfatte emner som ytringsfrihed og religionsfrihed, homoseksualitet og ligestilling." Som afslutning på kurset skal kursusdeltageren afgive en underskrevet løfteerklæring om, at den pågældende (citat): ’i sit virke som forkynder vil overholde dansk lovgivning om bl.a.… frihed til seksuel orientering’. Ingen ved i dette øjeblik, hvad der i undervisningen vil blive gennemgået og forklaret om ’ytringsfriheden og religionsfriheden’ – men indholdet af disse kursustimer (som præsterne selv skal betale for) må nødvendigvis matche med den ’løfteerklæring’, som præsten (eller prædikanten) afsluttende skal underskrive.

Løfteerklæringen levner ikke så meget som en sætning til kursusdeltagerens ’frihed til at tro og tænke efter sin egen overbevisning’. Ej heller gives der præsten fremover mulighed for at ’ytre sig’ i overensstemmelse med hans personlige tro. Her gælder for fremtiden kun den danske, civile lovgivning – og de, som har en anden indstilling (til f.eks. de danske lovgiveres holdning til ’homoseksualitet’ eller ’ligestilling’) end den lov, (som nu er under landsrettens fortsatte bedømmelse) vil blive stillet overfor løfteerklæringens valg… og - skriver de under… er de ’solgt’.

 

ULOVLIGGØRELSEN AF ’DEN OFFENTLIGE PRÆDIKEN’

De seneste opsigtsvækkende, politiske aftaler vedrørende ’religiøse forkyndere’ i Danmark er i første omgang rettet mod muslimske imamer. Omverdenen (udlandet, som opmærksomt følger denne udvikling) er imidlertid på det rene med, at (som internationale eksperter udtrykker det): ’Danmark går enegang i denne højaktuelle sag’. Landets egne kristne forkyndere bliver de næste på listen. Listen over de protestantiske ’hadprædikanter’ er allerede udfærdiget. Der fokuseres nu særligt på frikirkepræster. "De politiske forslag er uklare," lyder det videre (fra den udenlandske observans). ’Ulovliggørelsen af den offentlige prædiken’ vil på et tidspunkt – ja, gør det allerede – blive rettet mod Danmarks frikirkelige, evangeliske præster og prædikanter.

Da nazisterne i Anden Verdenskrigs sidste dage satte en bænk op bagerst i den evangeliske præst, Dietrich Bonhoeffers, kirke med den påmalede tekst: "Nur für Juden," (kun for jøder), blev hans første prædiken efter denne bænks anbringelse, aflyttet. Da Bonhoeffer fra prædikestolen stillede spørgsmålet: "Hvor ville Jesus sætte sig her i kirken" – blev han kort efter afhentet. Han døde i koncentrationslejren. Udlandet har især heftet sig ved denne ene sætning i de danske, politiske aftaler: "Autoriteter i et religiøst læreforhold, som udviser en adfærd, der undergraver danske love og værdier, skal straffes." – "En krænkelse af religionsfriheden og et grundlæggende brud på menneskerettigheder," hedder det (Elisabeth Shakeman Hurd, lektor i jura og religion, North Western University, USA, i et interview, Kristeligt Dagblad, 1. juni 2016).

Det er påtrængende nødvendigt, at det er med den største agtpågivenhed, at evangeliets frikirkelige forkyndere i Danmark gennemlæser de uskyldigt udformede dokumenter, som staten (og især kirkeministeriet) fra nu af vil have dem til at underskrive. "Inden landets frikirkepræster tager pennen i deres højre hånd," bør det betones, "for i næste øjeblik at sætte deres navn under den skrivelse, som kirkeministeriet søger at lægge foran dem, skal de nøje læse teksten, som (billedligt talt) er ’skrevet forneden med små bogstaver’. Hvis der her står anført, at det omtalte dokument drejer sig om ’en løfteerklæring," skal de straks og uden tøven kaste pennen fra sig og på det bestemteste nægte at skrive under." – "De skal," bør det understreges, "komme det advarende ord i hu, som Herren Jesus udtalte, da han erklærede: Hvis din højre hånd forarger dig, så hug den af og kast den fra dig, thi det er bedre for dig at miste ét af dine lemmer end at hele dit legeme kommer i helvede" (Matt.5:30).

Det er bedre ’at blive begrænset’ af øvrighedens gudløse krav end at indvillige i at afgive et løfte om, at man ikke længere ’vil forsage djævelen og alt hans væsen og alle hans gerninger…" (1.Kor.12:2)

 

MÅ GUD FORBYDE DET

Når apostelen med eftertryk erklærer, at ’lovløshedens hemmelighed allerede er i virksomhed’ (2.Thess.2:7) lyser det bl.a. ud af den retssag, som løb af stablen den sidste dag i marts i Bredgade-landsretssalen i København (og som nu atter med hensyn til dens afgørelse, er udsat), at netop dette er øjeblikkets fatale realitet. Den måde, som statens kammeradvokat i skrift og tale ’langede ud’ efter ’kirkens indre anliggender’ lader ingen tvivl om, at han og den kristendomsfjendske regering, som han får god betaling for at forsvare, kun har ét mål og sigte: De vil ind i Kristi menigheds inderste og helligste områder (2.Thess.2:4) for dér med rettens nådeløse bom og lås at lægge hånd på Guds folks dyrekøbte frihed til at forkynde evangeliet i det land, hvor de første kristne kirker blev bygget for 1000 år siden, og de vil nu have frikirkerne til at afgive løfte om, at de i denne sag fortsat vil forholde sig passive. Må Gud forbyde dette antikristelige værk…

Ifølge fremlagte dokumenter i 2016-marts-landsretssagen mod staten, henvises der (i flere tilfælde) til grundlovens § 66: "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov." – Der skal (ved den ordning) indrettes en mere tidssvarende ledelse af kirken," hedder det. Denne ledelse skal være (citat): ’mere sammenhængende og mere moderne’. – Samtidig blev retten gennem dette fremlagte ’materiale’ gjort bekendt med, at ’ansvarsfordelingen fremover skulle være mere klar, samt at staten IKKE kun skulle ’understøtte’ kirken på det økonomiske område – men også i de ’indholdsmæssige forhold’ (7511767/123, afsn. 2). Kammeradvokaten lod vide, at disse såkaldt ’indholdsmæssige forhold’ er at forstå som ’kirkens indre anliggender’. Det vil sige, at præsternes prædikener skal overvåges, og at alle former for ’seksuel orientering’ fortsat skal have deres kirkeligt udformede ritualer. Når retten blev informeret om (s.194), at Ulla Morre Bidstrup, lektor, ph.d. præst, er udpeget (efter indstilling fra Den danske præsteforening) til at deltage i det nødvendige udvalgsarbejde, så drejer det sig her om medredaktøren for 2010-juni tidsskrift ’Kritisk Forum for Praktisk Teologi’, hvori Ulla Bidstrup erklærer, ’at Gud ved det kirkelige homobryllup adler det homoseksuelle samliv’. Kirkeministeriet søger nu med dette ’Enighedspapir’ at få danske frikirkeprædikanter til at skrive under på, at de ikke vil modsætte sig denne nye lovgivning. Frikirkerne bør se i øjnene, at som ’folkekirken’ ordnes ved lov (§ 66), så siger grundloven, at det samme skal ske med frikirkerne (§ 69).

Hvis en indført lov er grundlovsstridig, bør den straks omstyrtes. Om dette er følgende at sige: Den regering, som i 2012 indførte de (ifølge borgernes påstand) ’grundlovsstridige, kirkelige vielser’ af homoseksuelle, skrev året forinden i sit oktoberregeringsgrundlag følgende: "Grundloven tildeler den danske folkekirke en særstilling." Nu gælder imidlertid den både skrevne og uskrevne regel, at hvad staten ’tildeler kirken’… (uden grundlovens vanskeligt opnåelige tilladelse dertil) har ingen berettigelse!

Når altså grundloven (ifølge denne regerings 2011-idégrundlag) har tildelt den protestantiske kirke ’en særlig stilling’ i det danske folk, så kan staten ikke sidenhen (som det hedder): ’indrette en mere tidssvarende ordning’. Derfor haster 2011-regeringen med indrømmende at tilføje, at denne reform kun kan finde sted ’indenfor folkekirkens grundlovssikrede særstilling’. Denne ’særstilling’ består imidlertid i, at den evangelisk-lutherske lære har en forret frem for alle andre religiøse eller ideologiske doktriner, deriblandt også den politiske lære, som er bygget på den sekulære ligestillingsidé! Hvis f.eks. en regering i kirken vil ’indrette’ en såkaldt ’mere tidssvarende’ ægteskabsopfattelse, så kan det (som omtalt i 2011-regeringsgrundlaget) kun ske ’inden for det grundlovssikrede værn’, som er og forbliver kirkens læremæssige grundlag.

Et hvilket som helst kirkefjendsk forsøg på at omgå denne konstitutionelle orden, er grundlovsstridig. Dette gælder ikke mindst den nye ægteskabslov af 2012, som derfor på stedet bør omstyrtes… Staten har på forhånd indset den fare, at frikirkerne vil rejse sig i protest. Derfor er der nu udarbejdet en fremgangsmåde, hvorpå dette kunne hindres. Man vil søge at få frikirkernes ledere til skriftligt (i en løfteerklæring) at erklære, at de ikke vil modarbejde statens hensigter i den henseende.

For frikirkernes vedkommende gælder det nu, at de troende skal indstille sig på, at ’i de sidste dage skal der komme hårde tider’ (2. Tim.3:1-9). Apostelen forklarer, at menneskene "vil blive overmodige, fulde af hån… fjender af det gode… i det ydre vil de have gudsfrygt, men de vil fornægte dens kraft. Hold dig fra dem!" erklærer apostelen og tilføjer: "de vil altid lære andre men lærer aldrig selv sandheden at kende… de har fået deres dømmekraft ødelagt" (v.6-8) Den gode nyhed er imidlertid, at disse gudsfjendske mennesker ifølge apostelen ’ikke skal få mere fremgang, for det skal blive klart for alle, hvor vanvittige de er …’ (v.9). Heraf kan udledes, at de mørke udsigter, som fortsat af gode frikirkelige prædikanter bør beskrives, vil være medvirkende til, at få folk til at forstå ’vanviddet’ i de ulykkeslove, som på det sidste er gennemført. "Det skal blive klart for alle," siger apostelen.

 

HJERTELØSE UNDERTRYKKELSE

Der er begivenheder, som vi som danske borgere aldrig bør glemme. Dagen, da vi i maj 1945 blev befriet fra nazi-tyranniet. De allieredes smertefulde indgreb ved invasionen i Normandiet, ej heller den betydelige men halvglemte kendsgerning, at det store Rusland blødende deltog i den sidste kamp mod vor tids mest hjerteløse undertrykkere.

Med dette som baggrund er det nu (i denne time) nødvendigt at iagttage den alvor og det dybe perspektiv, der så stærkt begrundet ligger bag dommernes ’nye ønske’ om yderligere 30 dages betænkningstid, inden de i det løbende retsopgør om kirkelige homovielser lader hammeren falde med ordene: "Thi kendes for ret…"

Hertil kommer, at en ny aftale netop er indgået på regeringsplan om ’fornyet overvågning’ – en aftale, der på stedet bør prøves med grundlovens ord.

Hvis en præst prædiker mod ’forhold’, som af staten kan defineres som ’antidemokratiske’ – eller en imam forkynder et budskab, som er lodret imod systemet, så kan vedkommende ryge i fængsel i op til tre år. Hermed er det sagt. Erklæringen er et af de ildevarslende elementer, der er indgået i endnu en aftale, som regeringen indenfor de seneste uger har indgået med tre partier i folketinget. Forhandlingerne kaldes ’imam-forhandlinger’, og (endnu en) kirkeminister, Bertel Haarder, sidder ved bordenden. Imidlertid er betegnelsen ’imam-forhandlinger’ ikke længere dækkende. Hvad der er frygtet, er nu sket! Præster og prædikanter og alle slags forkyndere af evangeliet er nu kastet i den samme gryde…

"Fremover skal religiøse forkyndere’ kunne straffes for ytringer, der ’udtrykkeligt billiger’ strafbare handlinger, og som er led i religiøs oplæring" (hedder det i aftalen). "Formålet er at dæmme op for personer i religiøse miljøer, der indoktrinerer deres tilhørere til at acceptere strafbare handlinger…" forklares det videre. Disse ’miljøer’ er bl.a. (til den kristne menigheds forfærdelse) ’bibelskoler, visse religiøse studiekredse, almindelig konfirmationsforberedelse – ja, den mest simple kommunikation på Facebook. "Kriminaliseringen er en indskrænkning af religiøse forkynderes ytringsfrihed," fastslår en professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, "men det vil ikke give problemer i forhold til grundloven," tilføjer han (Jyllandsposten 31. maj 2012). –

Det sidste er dagens store spørgsmål. Grundlovsforeningen, der i øjeblikket fører en sag af samme art mod staten, er i dette spørgsmål af en anden opfattelse…

Grundlovens 77. paragraf erklærer nemlig, at ’enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene, censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny anføres…" – En evangelisk prædikant er hermed i Danmark ’berettiget til frit og uden at blive overvåget at give udtryk for sine tanker." Denne berettigelse gælder også enhver kristen underviser på en bibelskole eller en samvittighedsfuld, bibeltro præst i konfirmationsundervisningen. At enhver skal kunne stå til ansvar over for en domstol er en åbenlys og af alle kristne borgere godtaget forpligtelse – men denne ’naturlige ’begrænsning og selvkontrol’ (som enhver fornuftig, ansvarsbevidst prædikant med glæde vil acceptere) er samtidig omhyggeligt styret og værnet af den efterfølgende, betryggende betingelse, at staten i samme åndedræt får klar besked på, at ’censur’ (læs: ’overvågning’) og andre forebyggende forholdsregler (læs: ’parti-politiske, ideologisk-prægede censuraftaler’) ingensinde på ny kan indføres.

Denne sidste myndige og bydende grundlovserklæring bliver det svært for den nye kirkeminister og hans bordfæller at komme uden om! Ordet ’ingensinde’ findes intet andet sted i grundloven og indeholder en (overfor staten) så advarende trussel, at enhver politiker forskrækket må gyse tilbage herfor. Når grundloven erklærer, at overvågning af den art ’ingensinde kan indføres’, så betyder det, at ethvert forsøg derpå på forhånd (hvis grundloven overholdes) er dødsdømt – og formuleringen ’kan ingensinde på ny indføres’ vil sige, at ’sporene skræmmer’. Historien taler…

Det fremgår således klart af historiens gang, at når reformatorerne med Skriftens ord erklærer, at ’til frihed har Kristus frigjort os’ (Gal.5:1), så mener de først og fremmest den åndelige frigørelse, som de af djævelen slavebundne sjæle oplever ved at lukke Jesus ind i deres formørkede hjerter. Dernæst taler de om den ’frihed, som den protestantiske vækkelse i 1500-tallet bragte med sig, og som brød pavedømmets afladslænker. Endelig – og det er apostel-ordets aktuelle sigte- forkyndes hermed en ny frihedens dag for de indespærrede sjæle, som er blevet undertrykt af samvittighedsløse lovgivere, der fortsat fra folket vil stjæle de frihedsrettigheder, som er blevet det skænket i dets forfatningsmæssige borgerrettigheder. "Lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!" udbryder apostelen. "Lad ikke en ny ideologis tyranni frarøve jer frihedens triumf!"

 

FORKYNDERE OVERVÅGES

Udpegningen af fremtidens ’hadprædikanter’ står for døren. Kriteriet for at blive behæftet med denne (sværtende) betegning er, hvis man har udtalt sig ’antidemokratisk’. Kristeligt Dagblads debatleder onsdag d. 11. maj 2016 er tankevækkende. "Det bliver spændende at se, om ortodokse præster, som støtter det russiske forbud mod at agitere for homoseksualitet, kommer ind (bag tremmerne)." – Redaktøren (AEM) fortsætter: "Man har en fornemmelse af, at loven skal ramme radikale imamer. Men de embedsmænd og dommere, der en dag skal vurdere, om en eventuel lov overholdes, skal ikke følge nogen mavefornemmelse. De skal følge lovens beskrivelse (af en hadprædikant) – og den bør være langt mere præcis end forslaget lægger op til. Der bør ikke lovgives ideologisk!"

Fremtidens prædikanter skal fra nu af tage højde for, at de ikke på nogen måde kommer til at fornærme systemet. Bliver de først betragtet som ’fjender af det bestående’, så har de bragt sig selv i en situation, der kan komme til at koste dem dyrt. De vil blive anklaget for at være ’dissidenter’ (sekteriske) ’kontrarevolutionære’ (modstandere af bestemte ideologier) eller endnu værre ’hadprædikanter’ (det seneste udtryk for de forkyndere, der ikke følger trop med den nu almindelige ’kærlighedsteologi’). Alle de betegnelser, som diktatorer og despoter og totalitære ledere har anvendt mod deres kritikere, vil komme på markedet. Kirkeministeriet i Danmark har påtaget sig opgaven at finde ud af, hvilke prædikanter, man særligt skal tage sig af. Et dokument fra Holmens Kanal lægger nu åbenlyst op til, at (citat): ’… der skal dæmmes op for ekstremistiske, religiøse forkyndere’. Hvad der ligger i dette ord vil adskillige af Herrens tjenere få at føle, hvis de følger Ham, som har kaldet dem, og hvis de ved Helligånden fortsat (uden at lade sig skræmme) taler det Skriftens ord, som Han har pålagt dem! (Hebr.11:27) Størstedelen af Gamle Testamentes profeter ville med den nye ’lovgiver-intention’ blive anbragt bag lås og slå – og Paulus vil sammen ned apostelen Peter ikke have nogen tænkelig udvej for at kunne undslippe lovens lange arm. De såkaldte ’hadprædikanters’ kranke skæbne lurer i horisonten…

Hvis det er sandt (og det er det desværre), at listen over de ’religiøse forkyndere’, der fremover skal have påtegnelsen ’hadprædikanter’, er udfyldt med folk, der på en eller anden måde (uden nærmere definition), har ’udtalt sig antidemokratisk’. Det bliver herefter op til statens embedsmænd at indkredse disse for samfundet ’farlige elementer’. Lad mig derfor give de udpegede ’overvågningsfolk’ en hjælpende hånd. Jeg mener, at Simon Peter, fiskeren fra Galilæa, er et godt eksempel. Han tillader sig f.eks. at omtale de folk, som boede i byerne Sodoma og Gomorra, for at være ’et advarende eksempel på ugudelighed’ (2.Pet.2:6). Det er for strengt! At tillade sig at kalde indbyggerne i bestemte byer for (som han fortsætter sine ’beskrivelser’): ’at være drevet af et besmittet begær’ (v.10) er simpelthen imod al demokratisk tankegang’. Når så apostelen yderligere tilføjer, at disse arme indbyggere i to små byer er ’frække og selvbehagelige’, så er grænsen nået. Når denne ’religiøse forkynder’ tillige omtaler de beboere af de to Dødehavs-byer som værende ’skampletter og skændselsmennesker’ (v.13) så er betegnelsen ’hadprædikant’ retfærdiggjort – ja, når denne Simon Peter går så langt, så at han erklærer landsbybeboerne på det omtalte sted for at være ’fordærvelsens trælle’ (v.19), så er han ifølge dette nye politiske forslag om ’hadprædikanter’ en klar og tydelig ’sag’. Han skal (på stedet) spærres inde – og hvis han er tilrejsende, skal han ikke tillades at krydse landets grænser. Slipper han ind, skal han så hurtigt som muligt ’omskoles’ og derefter underskrive en løfteerklæring om, at sådanne ’slemme ord’ vil han aldrig mere bruge om andre mennesker.

Det er i de i den omtalte landsretssag af vedlagte ’retskilder’ påpeget over for dommerne, at Den Hellige Skrift udtaler et højt og ildevarslende véråb ’over dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt’, gør mørke til og lys til mørke, gør beskt til sødt og sødt til beskt’ (Es.5:20). "Heraf kan udledes," understreges det, "at en frygtelig skæbne vil ramme den arme embedsmand, som på denne skæbnesvangre dag kalder en forkynder af ’det gode budskab’ (evangeliet) for ’en hadefuld prædikant’. Den evige fortabelse venter de elendige, der fortsat og ufortrødent tør ’tale godt’ om de folk, der dag og nat arbejder på ’at fordreje Guds ord’. – "Det mørkeste, ugudelige hedenskab kalder de lys" betones det, "og det, som i sig selv er frastødende, modbydeligt og beskt, kalder de for ’en nydelse." – "Det smager godt!" siger de med en slanges røst, og de holder med denne tvetungede gift skjult for en godtroende og (hvad angår de åndelige farer) naiv befolkning, at der er død og fordærv i det bord, der i disse dage dækkes for dem…

 

RÅDHUS-BRYLLUP ER DERES DOMÆNE

I den 30-dages udsættelse af landsretssagen, og i forbindelse med de ’løfteerklæringer’, som staten nu fremlægger, bør dommerne overveje følgende: De første timer i landsretten i København d. 31. marts 2016, hvor staten blev stillet til regnskab for den påstående grundlovsovertrædelse, er afslørende i sig selv! Regeringens advokat gav generelt udtryk for, at et sådant ’statsligt’ indgreb, som den nye ægteskabslovs indflydelse i kirkens liv og lære, bør kirkens ansvarlige ledere blande sig udenom; hertil har de 300 borgere at indvende, at Ny Testamente (som er kirkens ypperste bekendelsesskrift) præciserer, at ’loven er god’… samt at (citat): ’den er bestemt for dem, der slår deres far og mor ihjel, drabsmænd… og mænd, der ligger i med mænd’ (1.Tim.1:8-11). Det vil sige, at dommerne nu bør tage stilling til de politisk betonede røster, der aggressivt tør hævde, at homoseksuelle vielser også kirkeligt set ’er at ligestille med vielser mellem en mand og en kvinde’. Sådanne lovgivere kan lovgive imod kirkens advarsler om dette forhold med henblik på rådhusets bryllupper – men aldrig med kirkelige ægtevielser for øje!

Regeringens kammeradvokat forberedte sig på i den nu stadig uafgjorte 31-marts-landsretssag at søge at omgå grundlovens beskyttelse af borgernes samvittighed! Hvad nu synes at stå på spil (i det retsopgør, som med denne udsættelse stadig udkæmpes i Danmark) er intet mindre end det historisk afgørende spørgsmål, hvorvidt den dualisme, der hersker mellem stat og kirke, skal være fjendsk eller harmonisk hjælpende? Skal de to parter bekæmpe hinanden, eller skal de understøtte hinanden? Danmarks Grundlov siger, at de skal ’understøtte’ hinanden! Staten skal ifølge den danske forfatning styrke og fremme kirkens sag, og kirken har en altid gældende samvittighedsforpligtelse over for Gud (ifølge dens egne bekendelsesskrifter) til at bede for – og praktisk at bistå den verdslige øvrigheds kamp for det gode (Rom.13:1-9). Det protestantiske statsstyre opretholder således freden og fordrageligheden mellem kirken og den verdslige øvrighed. Det politisk-ideologiske samfundssyn går imidlertid ikke sjældent hadet og den sociale oprørs-kamps vej. Den kristne samfundsidé, der så tydeligt giver sig udtryk i Danmarks Grundlovs henvisning til Luthers Skrifter, sigter dybest set på spørgsmålet om, hvad borgeren (rent moralsk) BØR gøre, tænke og ville ud fra sin samvittighed og (med henblik på den i forfatningen omtalte evangelisk-lutherske lære) over for Gud! Der ligger i grundlovsteksten en åbenlys normativ retledning – ja, tydelig formaning til at vurdere moralske spørgsmål (især med henblik på kirkens stilling i folket) ud fra kirkens egen bekendelse. Dette punkt er på retssagens første dag blevet anfægtet af en øvrighed, som med lovens ord søger at forsvare et usædeligt, illegalt, kirkeligt ritual. Men staten vil her blive mødt af danske borgeres dybt krænkede samvittighed og grundlovens uomtvistelige statsforpligtelse over for kirken. Denne sag ligger nu endnu 30 dage på dommernes bord… og i mellemtiden arbejder kirkeministeriet intens med gennem underskrevne løfteerklæringer at give frikirkernes ledere mundkurv på.

Det er således helt galt, når de politiske ligestillingsideologer fremdeles bl.a. ved udfærdigelsen af sådanne ’løfteerklæringer’ søger at fremme deres aggressive forestillinger om, at de sociale parallelle strømninger (mellem staten og kirken) bærer på en ond arv af fjendskab, som de ikke kan ryste af sig. Den danske 2011-2014-kirkeminister optrådte som ’statens mand’ i netop denne ideologiske klædedragt. Han lod ved sin afsluttende lov om kirkelige homovielser borgerne forstå, at kirke og stat ikke kan løbe noget parløb; de vil – sådan udmøntede hans lovgivning sig – altid være adskilte og i opposition til hinanden. Det er og vil altid forblive at være den lære, som udgår fra den mørke, politiske skole, som han tilhører – og selvom det skulle komme til at gå sådan, at den tidligere minister pludselig – som en kamæleon – skifter politiske farve, så vil hans nye partifæller hurtigt komme til at indse, at tager de venligt imod denne nye ’folketingskandidat’ – så satser de dermed på at dække over en (ifølge borgernes påstand) åbenlys grundlovsovertræder (der ikke vil landets kristne borgere noget godt). Ja, de vil fra den dag, de tager denne forhenværende minister under deres vinger, gøre fælles sag med de folk, der søger at bryde det bånd, som den danske forfatning har dem påbudt at værne – nemlig den bibelsk-påbudte, naturlige sammenføjning, der altid bør eksistere mellem den verdslige øvrighed og landets kristne menighed.

Det bør af den nye kirkeminister bemærkes, at apostelen Paulus til sin unge discipel Timotheus skriver, at han skal ’påbyde visse folk, at de ikke må føre vranglære’ (1.Tim.1:3). Han fortsætter: "Sigtet med dette påbud er kærlighed af et rent hjerte, og en god samvittighed og en oprigtig tro…" (v.5). Apostelen slutter: "Nogle har forvildet sig bort fra dette og har vendt sig til tom snak: de vil være lærere i loven men forstår hverken det, de selv siger, eller hvad det der, de udtaler sig så sikkert om." Dette sidste vil det nu 30 dages udsatte retsopgør afsløre i en højaktuel sammenhæng; "det vil nemlig vise sig," bør det yderligere understreges, "at den apostolske advarsel mod vranglære er på sin plads – samt at den megen tale om ’kærlighed’ og den aktuelle udstedelse af ’løfteerklæringer’ ikke hviler på Ny Testamentes påbud om 1. det rene hjerte, 2. den gode samvittighed og 3. den oprigtige tro – ja, når en ny tids politikere vil undervise (som de forskellige kirkeministre ser det som deres opgave) kirken om kærlighedsbuddet, og dens nu påbudte løfter til kejseren så er det mere eller mindre tom snak; de aner ikke, hvad de selv så sikkert udtaler sig om."

 

SKRIV TIL KIRKEMINISTEREN!

"En advarselslampe lyser rødt i demokratiets kommandorum" (Folketinget) udbryder en kommentator til den seneste politiske aftale, som er indgået mellem en række partier og regeringen. Det drejer sig om, at Danmarks frikirkepræster fremover skal underlægges et forkyndelsesforbud! Hvis de imidlertid villigt underskriver en speciel ’løfteerklæring’ om, at de fremover ikke vil sige et ondt ord om den nye lov i dansk ret vedr. ’homovielser i kirken’, så kan de undgå at komme på listen over ’hadprædikanter’. – En præst, som er folketingsmedlem, forklarer (med hensyn til den stigende protest) beroligende, at ’nu skal vi lige klappe hesten’ – men det er i øjeblikket svært for de troende at forestille sig, hvorledes den vilde hingst, som er sluppet løs i arenaen, kan beroliges ved at ’blive klappet lidt’. Nej, denne løbske, vildt-frådende og sparkende ganger er og forbliver farlig for sine omgivelser og må på stedet tøjles og bringes i stald. Dette sker bedst (mener jeg) ved en øjeblikkelig og massiv protest fra folket. Skriv i dag dit brev til kirkeministeren, (e-mail: km@km.dk)

En række kendte præster fra både folke- og frikirke er både bekymrede og forargede over den (som det hedder) ’oprørende politiske aftale’, som går under betegnelsen ’Enighedspapiret’. Dette dokument giver udtryk for et farligt skifte i den retslige beskyttelse af ytringsfriheden," hedder det. En (hvad Berlingske kalder) ’massiv protest’, ledet af 63 personligheder i Danmark, er blevet sendt til Folketinget. Den viser, at en alvorlig kritik af betydelige dimensioner er blusset op. "Det drejer sig nu om selve Grundlovens beskyttelse af ytringsfriheden," hedder det, idet det tilføjes: "Regeringen er nu i fuld gang med at ville kriminalisere visse religiøse ytringer. Protestskriverne stiller sig uforstående over for, at de såkaldte ’aftalepartnere’ er af den arrogante opfattelse, at frikirkepræsterne (citat): ’har brug for at opnå visse generelle forudsætninger, før de vil være i stand til at kunne rådgive og vejlede deres menigheder i overensstemmelse med dansk ret’. Hvad protestbevægelsen hentyder til, er, at ’’Enighedspapiret’ stiller direkte krav til præsterne om, at de skal deltage i et såkaldt ’obligatorisk kursus’ i dansk familieret, frihed og folkestyre. Blandt protestskriverne er kendte journalister, forfattere og debattører, som er bekymrede – ja, forargede over, at staten tillader sig at give udtryk for, at frikirkepræster ikke er tilstrækkeligt orienterede om ’dansk ret’ – og det i en sådan grad, at et ’obligatorisk kursus’ nu skulle være nødvendigt for ’uvidende præster’.

Den personlige henvendelse, som er formuleret med afsenderens eget ordvalg kan være bygget på bl.a. følgende:

Ifølge ’Berlingske’ har også en række trossamfund uden for folkekirken over for folketinget givet udtryk for (citat): ’deres betænkning vedrørende formuleringer om, at det fremover bliver strafbart at tilslutte sig indholdet af en oplæst tekst fra Bibelen…" – En af de præster, der føler sig ramt af ’Enighedspapirets’ krav til landets frikirkelige forkyndere, er frimenighedspræst Søren Meier Overby fra Herning Bykirke – en evangelisk-luthersk frimenighed. Ifølge den omtalte artikel i ’Berlingske’ erklærer han følgende: "Hvor er det både plat og respektløst! Jeg har gået ti år i skole, tre år i gymnasiet, seks år på universitetet og til slut et halvt år på pastoralseminariet. Og nu vil de sende mig på en slags opdragelseskursus i danske værdier, fordi jeg ikke er præst i folkekirken, men i en frimenighed, som om jeg ikke kender danske værdier og vil overholde dansk lovgivning…" Søren Meier Overby understreger, at han med glæde vil skrive under på, at han skal overholde dansk lovgivning. "Problemet opstår," tilføjer han, "når jeg skal skrive under på særlige værdier." Præsten mener, at han (citat): ’må have lov at prædike mod de ’værdier’ i samfundet, som han er uenig i’. "Min underskrift kan bruges til at lukke min mund, hvis jeg mener noget, som magthaverne finder ’udansk’. Det papir kan meget let bruges til en klapjagt på dem, der mener ’det forkerte’… hvad det så end er!" slutter den danske frimenighedspræst.

Lad os alle huske (uden at nævne det direkte i et brev), at det af Herren Jesus ’regnes som et fældende vidnesbyrd’, hvis repræsentanter for systemet smykker begravelsesstederne ’for fortidens profeter og apostle’ uden samtidig at indtage en fast holdning over for vor tids forfølgere af Guds tjenere. "Dermed," erklærer Jesus, "er ’kransenedlæggere’ godt klar over, at de her begravede ’datidens Guds tjenere’ blev slået ihjel og forfulgt for deres tro… og det er til ingen nytte, hvis de fromt ’smykker deres gravsteder med blomster og kranse uden samtidig at ’sige et borgerligt ord’ til nutidens forfølgere og drabsmænd. Hvad nytter det i vor tid (belærer vi yderligere) at der i reformationsåret (2017) holdes festtaler over Luther (og de af hans samtidige, der måtte lade livet på kætterbålene), hvis politikere og gejstlige, (der med deres ord ’ophøjer reformationens helte’) er parate til i vore dage at fortsætte den ubønhørlige forfølgelse af de apostle, som den opstandne Herre sender til vor nation i dag? "I er vidner om jeres fædres gerninger," udbryder Jesus og tilføjer: "Vé jer, hvis I bygger grave over profeterne, og ikke tager klar og tydelig afstand fra de af jeres fædre, der slog dem ihjel (Luk.11:47-56). "… Jeg vil sende apostle til jer, nogle af dem vil (også I) slå ihjel og forfølge" (v.49).


  Se: Enighedspapir om obligatorisk kursus (pdf)


TILBAGE