RETSOPGØRET
120

NÅR SELV GRUNDPILLERNE STYRTER

Ved den ubegribeligt tragiske og rædselsfulde begivenhed, som for et par døgn siden har fundet sted i USA, hvor 49 mennesker er blevet dræbt og 50 såret i en bar, som blev frekventeret af LGBT-folk, skilles vandene! Det viser sig her, hvem der i denne sorgens time handler værdigt og taler det sprog, som i sin dybe bedrøvelse og medleven udtrykket det, som helt og holdent hører dette ’ugerningens øjeblik’ til. Sidenhen vil der på grund af ulykkens omgang blive taget stilling til, hvorledes de ansvarlige myndigheder bedst kan bevæge sig frem mod de sikkerhedsforanstaltninger, som påkræves. Men indtil da skal enhver, som er berørt af det skete, vare sin mund. "Når selv grundpillerne styrter, hvad gør den retfærdige da," spørger Kong David og tilføjer: "Herren skuer fra himlen ned; Hans blik ransager menneskenes børn…" (Salme 11:4). – (Læs i morgen de daglige tre tekster på www.noer.info)

En dansk homoseksuel politiker, Simon Emil Ammitzbøll (LA) skriver på sin Facebook: "Hvis du vil bruge massedrabet i Orlando til at fremme alverdens politiske dagsordener i dag, så stop dig selv, eller gør det et andet sted!" Disse ord er for mig at se en klog og rigtig indstilling, som mange af hans kolleger burde lytte til. Mandag aften kunne man i den forbindelse opleve Eiffeltårnet i Paris iklædt regnbuens farver. Dette skete til ære for de 49 dræbte og mange sårede ved massakren i Orlando. Lysshowet på Avenue Anatole i Paris er nemlig ’skiftende’. I forbindelse med EM-slutrunden i Frankrig er Eiffeltårnet lyst op i de deltagende nationers respektive nationalfarver. Det satte man altså for en kort stund en stopper for, og i stedet kunne mange i fællesskab samle sig om tragediens smerte.

Hvad er sket i Paris, at Eiffeltårnet stod i ’de homoseksuelle’ farver, viser, hvilket dybt indtryk Orlando-massakren har efterladt i alle nationers bevidsthed. Derfor vil også denne sørgelige begivenhed ubestrideligt få sine politiske konsekvenser. Da den amerikanske Højesteret fredag, d. 26. juni 2015 afgjorde, at homoseksuelle har ret til at blive gift i samtlige 50 amerikanske stater, blev denne afgørelse set som en politisk triumf for en bevægelse, der kæmpede for deres syn på de amerikanske borgerrettigheder – og Det Hvide Hus markerede dagen ved at lade sig lyse op i alle regnbuens farver. De farver var imidlertid ideologisk-politisk betonede og har fundet vej til USA-præsidentens første kommentar til forbrydelsen: "A hate crime!" hvilket vil sige: ’Der står en religiøs-politisk agenda bag dette, og vi skal nok få de ansvarlige stillet til regnskab’! Når tiden er inde dertil, vil borgerne i alverdens nationer komme til at ane, hvilke mørke (for den enkelte ofte ukendte og for politikerne uberegnelige) kræfter, som her er på spil. Her gælder det for Danmarks vedkommende om at fastholde Danmarks Grundlovs besindige og sunde eftertanke.

 

FORFÆRDELSENS JURIDISKE OVERGREB

Da rigsdagsbygningen i Berlin stod i flammer d. 27. feb. 1933, var hele den tyske befolkning så opskræmt og forfærdet, at de på stedet forlangte at få gerningsmændene til denne åbenlyse forbrydelse udpeget og udleveret. I nogle timer var man uvis om, hvorvidt attentatet var udført af jøder eller bolsjevikker. Nazisterne arresterede en hollænder, Marinus van der Lubbe. Han var, hvad psykiaterne kaldte: ’mentalt ude af balance’. En vagabond med store kommunistiske drømme om at ville forandre verden. Han blev stillet for retten og på den 41. dag af retssagen begyndte det at gå op for folk, at han var ’medicineret til at aflægge en tilståelse’. Han blev henrettet – og sidenhen blev der udfærdiget en rapport (Bonhoeffer og Zutt), som dokumenterede), at den ukendte hollænder i virkeligheden var et offer for et juridisk overgreb! Han var uskyldig! Imidlertid blev gennem alt dette (i øjeblikkets ophidselse) en skæbnesvanger politisk handling gennemført: Hitler havde, ved den lammende forfærdelse, som rigsdagsbranden fremkaldte, ’sat forfatningen ud af kraft’ og indførte en ny paragraf, som siden blev kaldt ’brandparagraffen’. Med denne ene paragraf styrede han indtil 1945 Tyskland i afgrunden.

Dette er øjeblikket, hvor det protestantiske budskab får lov at lyde i vort land, at ’Gud ikke har givet os fejheds ånd – men krafts og kærligheds og besindigheds ånd’ (2.Tim.1:7). Ikke sjældent er det imidlertid tilfældet, at frygten ’kryber ind på livet’ af en hel befolkning, når de mest blodige, uheldsvangre massakrer udføres rundt om på kloden. Her gælder det, at de ansvarlige blandt kirke og folk ikke lader sig fylde af den frygtens ånd, som ofte er tæt forbundet med en fejhedens ånd. Denne viger altid undskyldende tilbage fra at indtage den (for hele folket så betryggende) stilling, som apostelen her fremhæver: 1. ’kraftens’, 2. ’kærlighedens’ og 3. ’besindighedens ånd’. "Kraftens ånd" (tillader vi os i den foreliggende, tragisk-forvirrede situation at betone) "har at gøre med en (fra de ansvarlige lederes side) klar udtrykt myndighed og autoritet.

Vi lever i en tid, hvor de farligste ideologier absolut (og uden den mindste tøven) må sættes på plads. Kun det kan holde vanviddets dæmoner på afstand! Herefter nævner Ny Testamente ’kærlighedens ånd’. Den har det alt overvågende overblik og støtter sig altid til det, som i et land og et folk og en kirke regnes for at være urokkeligt. Må Gud give nåde til, at alle ansvarlige i Danmark og andre steder lader sig lede af disse tre afgørende åndslinjer.


TILBAGE