RETSOPGØRET
122

BORGERNE TABTE SAGEN

Tirsdag, d. 28. juni kl. 10:00 blev kendelsen afsagt i en sag, som 300 borgere i december 2014 rejste mod den danske stat. Borgerne har ikke fået medhold i deres påstand om, at to ministerier har overtrådt Danmarks Grundlovs 4. paragraf ved at indføre et ritual for kirkelige vielser af par af samme køn. Forfatningens 4. bestemmelse består af 14 ord, som over to perioder bragte dommerne i en samlet betænkningstid på yderligere 90 dage, før de i dag kunne lade hammeren falde til fordel for staten.

Den omstridte grundlovsparagraf lyder sådan: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten."

Formanden for foreningen ’Med Grundlov skal Land bygges’, journalisten og prædikanten, Johny Noer, kommenterer udfaldet af dommen med følgende:

I november 2013 mødtes 300 borgere på Pottemagerens Hus i Midtjylland for at stifte en forening, der som eneste formålsparagraf have ’forsvaret af Danmarks Grundlov – især den 4. paragraf’. Dette ’forsvar’ har nu udkæmpet et slag om en første skanse. Dette slag er tabt og denne skanse faldt i modstandernes hænder. Den næste bastion bliver at bringe denne vigtige sag videre til Højesteret, hvor der vil blive kastet et skarpere lys på den grundlovstekst, som striden står om. Det er en skæbnetime for Danmark, hvorvidt det danske retssystem vil anerkende det egentlige og præcise indhold i den danske, kristne grundlovsparagraf.

Af dommernes 37 sides præmisser fremgår det, at dommerne understreger, at den danske folkekirke blot er et statsligt organ (som f.eks. statsbanerne eller sundhedsvæsenet) – og derfor er undergivet folketingets almagt, som dermed må betragtes som kirkens øverste synode. Hertil erklærer adskillige juridiske kommentatorer, at DSB og Sundhedsvæsenet ’drives af staten’ – men kirken som et selvstændigt trossamfund ’understøttes’ af staten. Dommerne gør det også klart, at (citat): det er ’kompetente personer’ og organer som har indført ritualet om kirkelige vielser. Hertil svarer de sagsøgende borgere, at kirkeministeren skal aldrig, aldrig, være kirkens ærkebiskop. Derfor bereder man sig nu på yderligere opbakning om højesteretssagen.

 

LANDSRETTENS KENDELSE

Efter at dommerne i landsretten d. 31. marts 2016 udbad sig 60 dages yderligere betænkningstid inden de afsagde den endelige kendelse i den sag, som 300 borgere rejste mod staten i december 2014 – og efter at de samme tre landsretsdommere to måneder senere, d. 31. maj 2016, udbad sig endnu mere betænkningstid, blev en ny tænkepause på 30 dage proklameret. Den udløb d. 28. juni 2016, hvor Landsretten uden yderligere retsforhandling ville aflevere deres kendelse til de to advokater, der så kunne lade beskeden gå videre til deres klienter.

På den lyse juni morgen midt i det cykelglade København modtog Lars Madsen og jeg nyheden telefonisk fra Randers, hvor vor sagfører, Nikolaj Nikolajsen meddelte os, at de 300 borgere havde tabt slaget mod den danske stat, og at de af regeringens ministerier, som borgerne havde stævnet, ikke var dømt for grundlovsbrud. I de 37 sider medfølgende præmisser gjorde landsrettens dommere klart, at det især drejede sig om de 14 ord, der står nedfældet i den danske forfatnings 4. bestemmelse, hvis ordlyd er følgende: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten."

Der findes borgere i Danmark, som er af den opfattelse, at ingen behøver at sætte himmel og jord i bevægelse for at bevare disse 14 ord i Danmarks Grundlov. Disse vil snart komme på andre tanker… Dommerne har med denne dom understreget, at (citat): ’den danske folkekirke er at betragte som et statsorgan’, og at de personer, der har underskrevet resolutionen om homovielser, er ’kompetence embeder’

 

HOMOSEKSUELLE GLÆDER SIG OVER SEJREN

Landsretsdommen er således ikke faldet ud til borgernes fordel. Det betyder, at staten og den regering, som gennemførte lovene om kirkelige homovielser, står tilbage som ikke-grundlovsovertrædere. De to ministerier, som af 300 danske borgere blev bragt til anklagebanken, er ikke blevet dømt for at have handlet i modstrid med Danmarks Grundlov, og det regeringsgrundlag, som lovgiverne handlede på, var, er og vil (med den nuværende grundlov) i al fremtid være i overensstemmelse med den danske forfatning – hvis ikke borgerne rejser sig og fører denne sag videre til Højesteret.

For borgerne betyder det, at den mørke, politisk-ideologiske skole, som vil så splid og fjendskab mellem stat og kirke, er fremstillet som værende i et forsonligt forhold til kirkens grundlovsbeskyttede evangelisk-lutherske lære. Statens indførelse i kirken af et ritual, som strider mod kirkens bekendelsesskrifter, er ikke af landsretten dømt for at være uforeneligt med landets konstitution og kan nu glæde sig over ’sejren’.

 

GRUNDLOVENS SIKRING MOD JUSTITSMORD

Det er ikke øjeblikket, hvor de to klart definerede ’enheder’ i Danmarks Grundlovs 4. paragraf (stat og kirke) skal bringes i kollisionskurs med hinanden. De, der forsøger at ændre grundlovens sikkerhedsbefæstede sporskifte med et sådant sammenstød for øje, handler forbryderiske overfor det danske samfund. Ved at underminere netop denne samfundssunde bestemmelse, som sikrer borgerne budskabet om kærlighedens og tilgivelsens evangelium, åbnes der for et andet (mere eller mindre djævelsk) samfundssyn og andre hjerteløse, religiøse strømninger, som omdanner borgerens og anderledes tænkendes hverdag til ’en helvedes forgård’. Den tyske avis, Frankfurter Allgemeine, bringer den 17. juni 2016 en artikel under overskriften: "Auf teuflischen Wegen’ (’Djævelens veje’…s. 2). Her fortælles om det rædselsregime, som homoseksuelle borgere må leve under, hvis de lever i en islamisk stat. Avisen henviser til den video, som bringer billederne af en mand, som først kastes ned fra et tag for derefter at blive stener af en ophidset hob. Den stakkels mands ’forbrydelse’ var homoseksualitet. Den 4. paragraf i Danmarks Grundlov henviser til et godsindet samfund, som er bibragt en lære, hvor evangeliets frihedsbudskab om ’sandheden tro i kærlighed’ udelukker justitsmord af den art. De første overtrædelser af denne grundlovsparagraf bør imødegås med styrke og fasthed. Et slag er tabt – men krigen vindes!

 

VÆRN MOD LÆRDOMSVINDE

Apostelen taler om en tid, hvor der skal blæse nogle vinde, som han i Ny Testamente giver en særlig betegnelse. Han kalder dem for ’lærdomsvinde’ (Ef.4:14). De er farlige og forførende, og sådanne storme er efter denne landsretskendelse på vej ind over det lille, danske kongerige. Grundloven er den bedste sikkerhed mod fremmede religioner og ideologier. Den henviser til bl.a. det skrift i kirkens bekendelser, som siger, at landets troende i en sådan situation skal være ’sandheden tro i kærlighed’ (v.15). Det er vigtigt og alt afgørende, at dette apostolske påbud nøje efterfølges. Islam beviser i disse dage, at den søger at fastholde ’en religiøs sandhed’ med mord og trussel og hårdhjertet forfølgelse.

Hertil siger Danmarks Grundlov, at i tilfælde af (hvad kirkens ypperste bekendelsesskrift kalder ’lumske afveje’ (v.14), så er henvisningen til evangeliet klar: ’sandheden tro i kærlighed’ (v.15). Her optræder ingen ’hadprædikanter’ og her eksekveres ingen henrettelser eller lynchninger. Hvor Danmarks forfatning har fodfæste, og dens ’understøttelse’ af evangeliet virkeliggøres utvetydigt og effektivt, hersker ro og besindighed – og en hjertevarme, som er milevidt adskilt fra Islams håndhævelse af en religiøs lov. Spørgsmålet er, om landsretten i sin afgørelse har været tro mod sandheden? Lad Højesteret afgøre det spørgsmål.

 

DEN FORBUDTE SÆTNING

Jesus var ’allerede ved daggry’ på Tempelpladsen i Jerusalem! Farisærerne dukkede op med en kvinde, der ’var grebet i ægteskabsbrud’. "Moses har påbudt os at stene den slags kvinder, hvad siger du?" (Johs.8:1-4). Jesu svar er gået over i historien, og skiller i dag evangeliets budskab fra Islam, så at der aldrig siden (som det sker i dag) kan gøres nogen sammenligning! "Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende" (v.8). Dette er nøjagtig samme budskab, som Herren Jesus erklærer over for enhver muslim og enhver kristen, som vil kaste sten på en homoseksuel, der (citat): ’er grebet på fersk gerning’. Da Jesus den historiske morgen (citat): ’stod alene tilbage med kvinden, spørger han: "Var der ingen, der fordømmer dig?" Hun svarede: "Nej, Herre, ingen!" (v.10-11). Jesu følgende sætning er skelsættende: "Heller ikke jeg fordømmer dig! Gå, og synd fra nu af ikke mere!" (v.11) Den sidste sætning er imidlertid forbudt at udtale i dagens Danmark. Her må synd ikke længere kaldes synd! Og en hvilken som helst form for omvendelse må ikke omtales. Her gælder det imidlertid, at Danmark er en reformatorisk nation – dette underkendes af landsrettens kendelse!

 

DANMARK – ET PROTESTANTISK LAND

Det er umuligt at stå ved Østre Landsrets statelige, palæagtige bygninger på Bredgade i København uden at lægge mærke til Den russisk ortodokse kirkes gyldne kuppel, der stråler i juni-solen højt hævet over landsrettens tilgitrede område. Ingen kan komme uden om, at Danmarks Grundlov i én af de korteste tekster i forfatningen omtaler både stat og kirke, samt reformatorernes lære – og (lige præcis) stående over for Den katolske kirkes domkapel med den latinske indskrift om ’Kristus som forløseren’ – er det værd at overveje, at den danske konstitution ikke blot omtaler Danmark som ’et kristent land’ – men påpeger, at det er et protestantisk land.

Dette er ikke uvæsentlig understregning men er tværtimod en kendsgerning, som i denne urolige tid, hvor mange religiøse kræfter banker på Danmarks døre… og det om dette forhold, tror jeg, at hele denne retssag drejer sig. Landsretten er imod den reformatoriske lære om kirkens uafhængighed af staten. Derfor: Højesteret!


TILBAGE