RETSOPGØRET
123

ULV I FÅREKLÆDER

Der er i forbindelse med landsretsafgørelsen d. 28. juni 2016 tilsendt mig en tekst fra tekst-tv (hvis forfatter er ukendt) men i dag ’videresendes’ til mange af landets troende. Tekstens indhold bringer forvirring blandt en del af vor grundlovsforenings medlemmer, af hvilke grund jeg her vil søge at afklare det spørgsmål, som har rejst sig. Efter at dette tekst-tv-indlæg har forklaret, at (citat) ’en gruppe kaldet Foreningen Med Grundlov skal Land bygges’ har sagsøgt staten’ omtales loven om homovielser fra 2012 med ordene: "Denne lov sidestiller homo- og heteroseksuelle, så alle kan vælge mellem en borgerlig eller en kirkelig vielse…"

Denne fremstilling er ikke ukorrekt – ja, den er i sin korthed et udmærket udgangspunkt for at forklare, hvad denne betydelige retssag og dens første afslørende ’landsretsudfald’ drejer sig om. Det er nemlig en uomgåelig sandhed, at det daværende 2012 regeringsgrundlag bl.a. erklærede, at regeringen ville (citat): ’give alle medlemmer af folkekirken mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering’.

De sagsøgende borgere har fra ’Day One’ erklæret, at dette regeringsgrundlag i sig selv er i strid med grundloven og skulle som sådan (ifølge folketingets forretningsorden, artikel 16) allerede være ’anholdt’, inden det blev ’udtalt’ fra folketingets talerstol…

Regeringsgrundlaget indeholder nemlig (ifølge de sagsøgende borgeres opfattelse) mindst to åbenlyse grundlovsbrud. For det første tiltager regeringen sig den selvbestaltede myndighed (citat): ’at give alle folkekirkens medlemmer en mulighed for…’ Det relevante spørgsmål er her: Hvem har overdraget den daværende 2012-regering den myndighed ’at give kirkens medlemmer mulighed for…’? Hvor har staten hentet det mandat, at den ’kan give’ noget som helst til kirken? Grundlovens 4. paragraf erklærer, at staten skal ’understøtte kirken’.. men hvis kirken i sine bekendelsesskrifter på det stærkeste frabeder sig ’den form for understøttelse’, så må staten pakke sine (som den selv mener) ’gode hensigter’ sammen. Kejseren må da i denne sag (ifølge grundloven) bøje sig og helt og holdent overlade til det kirkelige myndigheds område, hvad der indenfor menigheden skal viderebefordres’ af de statslige ’gode gaver’.

Det kan nemlig være den mest grådige og glubske ulv, der har forklædt sig som ’den gode hyrde’, og som nu søger at invitere til et middagsmåltid, der fra første færd må få gæsterne til advarende at råbe: "Der er død i gryden!"

 

KAMPEN MOD DYRET

Til kirken siger Jesus, at den skal ’vogte sig for de ulve, der kommer til den i fåreklæder’. – "De er i deres indre glubske ulve," forklarer Han. Han advarer kirkens fåreflok mod nogle ’lejesvende, der ikke er hyrder’ (Johs.10:12). "Disse ’falske hyrder’ ser ulven komme," forklarer Jesus, "og de forlader fårene og flygter!" Herren Jesus slutter med den sørgelige forudsigelse: "… Derefter går ulvene på rov iblandt dem og jager dem fra hverandre" (Johs.10:12). Lejesvendene findes overalt! Også i folkekirken… og det i en sådan grad, at ikke få af folkekirkens ledere (på det seneste) åbenlyst ’inviterer ulven indenfor’ – ja, slutter forbund med den, så at den får fuld frihed til ’at gå på rov’ og at ’så splittelse og frygt’.

Grundlovsforeningens formålsparagraf taler imidlertid ikke et ord om, at den ’skal blande sig’ i hverken folkekirkens eller frikirkernes ’indre dispositioner’.

Grundlovsforeningens opgave er udelukkende ’forsvaret af en grundlovsparagraf’ – og de, som forstår øjeblikkets alvor og betydningen af, at Danmark har en kristen – ja, en protestantisk grundlovsparagraf, bør da ikke (ved at løbe efter lejesvendene) søge at undgå den altafgørende konfrontation med ulven! Ej heller bør de (fordi hyrdens får befinder sig ’i en anden fold’) undlade – over det ganske rige – at advare og værne, hvad der reddes kan. Dette er ikke timen ’at kravle ned fra barrikaderne’, for at kaste sig ind i forskellige kirkekampe, men det er det Gudgivne øjeblik at slutte op i det sidste store endetidsslag mod dyret.

 

EN ANDEN VEJ

Det bør indrømmes, at jeg havde håbet på en sejr ved landsretten i København d. 28. juni. Når jeg om denne sag i dagene forinden var i bøn til Gud, tillod jeg mig at bringe frem for Nådens Trone apostelens ord: "Gud ske tak, som altid fører os i sejrstog i Kristus (2.Kor.2:14), og vovede at argumentere for, at jeg fandt det værende ’en god idé’, hvis vi som landets troende borgere (ved dommernes medhold) kunne sende ’et lille chok’ gennem systemet…

Imidlertid fik jeg aldrig noget direkte svar på min ’henvendelse’ (vedrørende denne ’strategi’) – og i dag forekommer det mig at kunne indse ’en anden vej’, som fremover vil holde mig til ’det lange, seje træk’, der nu skal føre denne sag til Højesteret. Denne ’anden vej’, som nu synes at åben sig foran mine øjne, lyder (med apostelens ord) sådan: "Tænk på, hvordan det var ved jeres kaldelse, brødre, at I ikke var mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme, men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme; og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud, for at gøre det, der var noget, til intet, for at intet menneske skal rose sig for Gud… (1.Kor.1:26-29).

 

KAMPEN MOD ’DE MÆGTIGSTE’

Når Skriften taler om ’de verdsligt vise’ – så er det dem, man lytter til på ’de høje steder’. De har – tror jeg – også en indflydelse på, hvorledes dommerne skal tolke f.eks. kirkens bekendelsesskrifter. Det tør jeg sige, fordi landsretten i sine begrundelser for at give staten medhold taler ud af en forståelse, der ligger milevidt fra det åndelige begreb, som udgår fra Kristi menighed. Apostelen taler også om ’de mægtige’ og ’de fornemme’, og disse har (kan jeg se af dommens præmisser) ikke været tavse. Alle disse fremtrædende personligheder betragter de kristne borgeres argumenter som ’en dårskab’. De viser deres foragt og deres nedladende holdning over for det initiativ, der nu tages fra borgernes side for at bringe sagen videre til Højesteret – og de praler på forhånd af, at den sag er allerede vundet. De glemmer imidlertid apostelens videre forklaring, hvor han betoner, at Gud har ’udvalgt det, der var svagt for verden for at gøre det stærke til skamme’ (v.27) – ’og det ringe og foragtede har Gud udvalgt, for at gøre det, der var noget, til intet" (v.28).

Dette (tror jeg) er det lys, der fra nu af falder over den strækning, som – under megen møje og kamp – skal tilbagelægges for at nå frem til nationens højeste domstol og dér vinde den sejr, som kun kan erhverves ved tro…

 

DE FIRE PROVOKERENDE ORD

Det hedder således ikke i den TV2-tekst, som er i omløb, at (citat): ’gruppen’ (Foreningen med Grundlov skal Land bygges) ’har sagsøgt staten, fordi den mener, at en krænkelse af religionsfriheden har fundet sted.

… dette punkt vil jeg besvare ved konkluderende ’at fortsætte med at klargøre 2012-regeringsgrundlagets overtrædelse af den danske forfatning’.

Sammen med den udfordrende handske, som to af den daværende regerings ministerier (som en historisk handling) kastede ind i det folkekirkelige kirkerum, var ’denne ene sætnings fire afsluttende ord udfærdiget som en særlig provokation’! De fire ords udæskende formulering (’uanset deres seksuelle orientering’) er og forbliver rettet mod kirkens lære og dens bekendelsesskrifters indhold – og eftersom det var i lovgivningens øjemed, at de fire ord (’uanset deres seksuelle orientering’) blev støbt (og det som nævnt var med tydeligt sigte på at gennemtvinge en ny lære – ja, et nyt evangelium, ’statsevangeliet’), så kan der ikke et øjeblik herske nogen tvivl om, at det er de danske borgeres hård tilkæmpede og bittert erhvervede trosfrihed, som – ikke blot er ’blevet krænket’ – men som med Djævelens vold og magt søges undergravet!

Når det nemlig i grundlovens 67. paragraf siges, at (citat): ’borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer overens med deres overbevisning’ – så er det et fjendsk angreb på denne grundlovsbeskyttende samvittighedsfrihed, når staten tiltager sig den utilbørlige ret at bryde ind i borgernes gudstjenesterum for der at indføre et ritual, som er i åbenlys og ubestridelig modstrid med den nedskrevne og fra fædrene overleverede lære, som borgerne har samlet sig om. Om dette siger apostelen: "Gud ske tak, fordi I … nu af hjertet er blevet lydige mod den læreform, til hvilken I blev overgivet" (Rom.6:17).

Der er altså her ikke tale om, at (som det hedder i den omtalte TV2-tekst): ’… hvis medlemmer mener, de ikke kan lide vielser af homoseksuelle i folkekirken, så er der intet, der forhindrer dem i at melde sig ud og praktisere deres tro andet sted.

At landsretten har givet medhold i en sådan statsforanlediget anfægtelse af trosfriheden til (citat): ’borgernes ret til at samle sig for at dyrke Gud efter deres overbevisning’) er ubegribeligt! Hvis nemlig borgerne ’har ret til at samle sig’, så kan staten ikke slå en streg over denne ’forsamlingsret’ ved at sige: "Hvis I ikke kan lide ’den ret’, som vi for fremtiden serverer, så har I hermed også ret til at gå jeres vej!" Hvis borgerne nemlig ’har ret til at samle sig’ omkring deres trosoverbevisning, så kan staten ikke sidenhen komme anstigende og sige: "Nu har I borgere kun ret til i jeres kirke at samle jer om det, som er statens overbevisning – og har I et andet evangelium (end vort splinternye statsevangelium), "så er der intet, der hindrer jer i at gå et andet sted hen!"

TV2-teksten siger: "Østre Landsret fejer med torsdagens dom det argument (om krænkelsen af trosfriheden) fuldstændig af banen." For at underbygge denne (dybest set korrekte) påstand citerer TV2-teksten selve dommernes nedskrevne begrundelse, der med et lidt knudret sprog lyder sådan: "Sagsøgerne er endvidere ikke ved vedtagelsen af den omtvistede lovændring eller udstedelsen af den kongelige resolution afskåret fra at udøve deres religion, herunder uden for folkekirken." Citatet med omtalen af dommernes begrundelse konkluderer: "Dermed er der efter landsrettens opfattelse hverken blevet trådt på sagsøgernes tros- eller religionsfrihed!"

Det forekommer både ubegribeligt og utilladeligt, at landsretten drister sig til som en konklusion på spørgsmålet om ’borgernes trosfrihed’ at anføre, at hvis et medlem af folkekirken ikke finder folketingets bestemmelse om indførelsen af en ny kirkelig ægteskabsforståelse i overensstemmelse med kirkens lære, så kan vedkommende finde et andet sted at udøve sin gudsdyrkelse, og hvis et sådant medlem af landets nationalkirke ikke kan godtage den daværende kirkeminister, Manu Sareens, partipolitiske embedsførelse, så kan vedkommende tage sit gode tøj af og gå hen i en anden kirke, som er ’afveget’ fra folkekirkens lære.

 

IKKE VÆRD AT KÆMPE FOR

Hovedstadens biskop forklarede statens minister d. 21. feb. 2012, at homoseksuelle og lesbiske ikke bare skulle leve (citat): ’et foreløbigt partnerskab’, men at de i kirken skulle bindes sammen i (citat): et livslangt ægteskab’. Han hævdede overfor ministeren, at ’dette var i overensstemmelse med kirkens bekendelse’. Denne officielle bispeforklaring er én af landsrettens foruroligende begrundelser for at frifinde staten for at have brudt Danmarks Grundlov… En kirke med en sådan biskop og en sådan lære er det ikke værd at kæmpe for! Af samme grund hedder det ikke i grundlovsforeningens formålsparagraf, at ’en frafalden folkekirke skal forsvares’ – men det understreges, at ’landets protestantiske grundlov skal værnes’! Hvordan kan dette sidste (forsvaret for Danmarks Grundlov) virkeliggøres’? Det kan ske ved, at landets troende bliver ’lys og salt’ (Matt.5:13-15) og at de ’holder igen’ på den lovløshedens udvikling, der i denne time breder sig som giftigt ukrudt (2.Thess.2:6-7).

 

BISKOPPENS NOTAT GIVER BORGERNE RET

Den 21. feb. 2012 skrev biskoppen over København Stift, Peter Skov-Jakobsen, et notat til ministeriet for ligestilling og kirke (Løbenr. 21200/121), som dommerne i landsretten ifølge deres kendelse ikke blot tager til efterretning, men som de angiver som en direkte begrundelse for, at de har givet staten medhold i den retssag, som borgerne har rejst imod den. Der bør derfor lægges nøje mærke til indholdet af dette notat, idet det allerede i sin overraskende indledning angiver ’en biskoppelig stillingtagen’, som er aldeles afgørende med henblik på folkekirkens fortsatte beståen som Danmarks nationalkirke!

Biskoppen skriver (som en åbenlys modsigelse til sin egen erklæring): "Det er ikke muligt for et folketing eller for en minister at indføre (i kirken) en anden tro end den, der betegnes som evangelisk-luthersk’. Biskoppen fortsætter med at illustrere denne erklæring med følgende: "Et folketing kan altså ikke beslutte, at kirken skal være romersk-katolsk." Biskoppens konklusion er følgende: "Hvis dette skete, ville det ikke længere være den kirke, som vi kender som folkekirken, og" (betoner han) "den ville ikke længere være omfattet af grundlovens bestemmelser …" Disse ord har faktisk angivet indholdet af borgernes stævning, som landsretten totalt har forkastet – ja, som den ikke på et eneste punkt giver medhold. "Hvis en minister indfører en anden tro end den, som betegnes som evangelisk-luthersk, så er den kirke ikke længere Den danske Folkekirke, og den bør ikke et øjeblik længere understøttes af den danske stat. Hvis staten fortsætter med at bidrage til (citat) ’en anden tro end den, der betegnes som evangelisk-luthersk’, så handler den i strid med grundloven, og dens ansvarlige minister bør i det tilfælde ikke (som det nu er sket) ’frikendes’ – men straffes for grundlovsbrud!

 

STRIDEN STÅR OM GRUNDLOVEN. Grundlovens ord er klare og ubestridelige som en matematisk ligning! Forfatningens 4. bestemmelse lyder sådan: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten." Heraf kan udledes, at den danske folkekirke nødvendigvis var, er og må være ’evangelisk-luthersk’, og hvis den ikke er det, går ligningen ikke op, og facit (’som sådan’) er, at staten øjeblikkeligt er løst fra sin forpligtelse, og denne ’anden lov’ må herefter forlade sin stilling som Danmarks nationale kirke. Dette er dybest set indholdet af borgernes stævning og den direkte konsekvens af Grundlovsforeningens formålsparagraf, som ikke med et ord erklærer, at foreningen vil stride for folkekirken men udelukkende betoner, at (citat): ’den vil værne om Danmarks Grundlov – især den 4. paragraf’.

De af grundlovsforeningens medlemmer, som har fået den falske opfattelse, at foreningens formål er at stride for folkekirkens beståen, er under en fejlagtig indflydelse! Foreningens formål er ’at forsvare Danmarks Grundlov ’mod al form for vranglære, fremmede ideologier og falske profeter’ (inklusiv Islam). De, som ser dette, melder sig i denne skæbnetime ikke ud af grundlovsforeningen men de (som det lykkeligvis er tilfældet) melder sig ind i foreningen for at stride (ikke for folkekirkens beståen men) ’for Danmarks protestantiske grundlovs bevarelse… Der er meget mere at sige om dette – men for denne gang må disse linjer kunne sætte tingene på plads.

 

EN KIRKE UDEN EKSISTENSBERETTIGELSE

Hvis de sande Kristi efterfølgere af hjertet ønsker i deres egen nation at blive lys og salt, så skal de nøje give agt på Herrens befaling i den henseende. Om saltet siger Han: "I er jordens salt, men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med? Så duer det kun til at kastes ud og trædes ned af mennesker" (Matt.5:13)… og om lyset siger Han: "I er verdens lys; en by, der ligger på et bjerg kan ikke skjules" (v.14) – og om lyset fortsætter Herren med at sige: "Man sætter det ikke under en skæppe men på en lysestage, så det skinner for alle dem, der er i huset" (v.15).

Altså: udueligt salt smides ud og trædes i sølet. En kirke uden den lovens og omvendelsens kraft, som hindrer fordærvelsen i at brede sig, har ingen eksistensberettigelse og er ikke værd at kæmpe for… og en kirkes lys, som holdes indenfor dens fire vægge, er ikke ’verdens lys’, og det skinner ikke for de formørkede sjæle i huset. Derfor er det i denne time sat på landsrettens og Højesterettens lysestage…og de, der mener anderledes, fatter ikke alvoren i Kristi lære!

 

RETSSAGENS KERNEPUNKT

Det er fra forskellige side blevet anført – og efter landsretssagens kendelse den sidste tirsdag i juni 2016 blevet sådan omtalt i de sociale medier, at sagen i hovedsagen er blevet rejst af danske frikirkefolk (og derfor ikke burde tages alvorlig af folkekirken). Dette er sandt! Sagen om indførelsen af et antikristeligt ritual i den danske folkekirke er stort set båret frem af kristne udenfor folkekirken, og den drejer sig for disse oprigtigt troende heller ikke i første omgang om folkekirkens skæbne!

Ikke få anser den danske folkekirke for at være offer for ’det store frafald’ (apostasi… 2.Thess.2:3) – af hvilken grund retssagens kernepunkt ikke er folkekirkens tilstand men grundlovsforeningens formålsparagraf, der udelukkende drejer sig om Grundlovens protestantiske bekendelse! Om folkekirkens åndelige tilstand viser sig at være uden for rækkevidde, vil vise sig – men Danmarks protestantiske grundlov skal forsvares af alle landets evangeliske kristne.

 

RETFÆRDIGHEDS REDSKABER

Det gælder nu i dette vort land, hvem de troende borgere vil stille sig til rådighed for. Enten stiller de sig frem for at tjene lovløsheden og uretfærdigheden eller også overgiver de sig til Guds retfærdighed som villige redskaber, der vil tjene Hans sag. Apostelen siger i den forbindelse: "Stil ikke jeres lemmer til rådighed for synden som uretfærdigheds redskaber, men stil jer selv til rådighed for Gud som dem, der fra døde er blevet levende, og jeres lemmer til rådighed for Gud som retfærdigheds redskaber (Rom.6:13).

Mange troende har gennem slægterne spurgt sig selv, hvorledes de i praksis kunne få mulighed for at virkeliggøre dette ’at blive et retfærdigheds redskab’? Det vil sige, at de har haft en længsel efter at blive brugt med Guds retfærdighed for øje… hvilket altid i første omgang vil sige, at de stræber efter at tjene Jesus med evangeliet – thi ’i evangeliet åbenbares retfærdigheden fra Gud’ (Rom.1:16).

Imidlertid gives der med henblik på den sag, som i forsommeren 2016 er blevet uretfærdigt behandlet ved landsretten i København, en enestående anledning til ’at stille sig til rådighed for retfærdigheden’. Det vil sige, at de troende borgere i Danmark i de kommende måneder ’stiller sig til rådighed som retfærdigheds redskaber’ på den måde at forstå, at de vil være med til at føre den uretfærdigt behandlede sag frem til retfærdighed. Hermed mener jeg, at den uretfærdige landsretsdom kan forvandles til en retfærdig højesteretsdom.

 

IKKE KUN DEN JORDISKE RETFÆRDIGHED

Nu vil nogen indvende, at de, som efter den uretfærdige landsretskendelse d. 28. juni i København (citat): ’stiller sig til rådighed for Gud som retfærdigheds redskaber’ (Rom.6:13) i så tilfælde da udelukkende vil stræbe efter at opnå ’en jordisk retfærdighed’ (altså at dommerne i stedet for at give staten medhold vil give de sagsøgende borgere ret) – "Og hvad er der vundet ved det?" Hertil vil jeg svare, at sagen, som er kommet for retten, dybest set ikke drejer sig om ’den jordiske retfærdighed’ – men om Guds retfærdighed!

Dommerne er nemlig i dette helt særlige tilfælde blevet sat til at vurdere, hvad der menes med, at Danmarks Grundlov i sin 4. paragraf henviser til den ganske bestemte kristne lære, som på Luthers tid (for 500 års siden) blev forkyndt af reformatorerne, der med Ny Testamente i hånden hævdede, at ’Gud er retfærdig, når Han retfærdiggør den, som har tro på Jesus" (Rom.3:26). Det vil med andre ord sige, at de, der strider for denne protestantiske lære i Danmarks Grundlov i allerhøjeste grad, har stillet sig til rådighed for Gud som ’retfærdigheds redskaber’ (Rom.6:13). Derfor er det ikke påtrængende eller på nogen måde ’manipulerende’, hvis der fremsættes den erklæring, at de, som af hjertet og med sagens dybeste dimension for øje stiller sig til rådighed som ’retfærdigheds redskaber’, ’ikke gør dette på et menneskeligt plan og udelukkende med sigte på ’deres jordiske retfærdighed’, men de gør som apostelen formulerer det: ’de stiller sig til rådighed for Gud...’ (Rom.6:13).

 

DEN ÅNDELIGE GUDSDYRKELSE

Vi formaner ved Guds barmhjertighed, at de troende alle vegne – i denne for vort land så skæbnesvangre time – skal bruge deres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer – og vi erklærer med apostelen, at ’dette er deres åndelige gudsdyrkelse’ (Rom.12:1) – Til de, som fortsat hævder, at ’legemet’ (eller det jordiske og materielle) ikke kan betegnes som ’åndelig gudsdyrkelse’, vil vi svare, at en retssal kan forvandles til et ’gudstjenesterum’, og at vidnesbyrdet i vidneskranken kan være som forkyndelsen på en prædikestol. Ikke fordi, at der hersker et ønske om ’at prædike’ for dommerne (hvilket de i øvrigt afskyr som pesten) – men fordi sagens emne er af en sådan art, at både Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter er fremlagt som ’retskilder’… og det er i den forbindelse, at ’legemet’ kan fremstilles som ’et retfærdighedsredskab for Gud’.


TILBAGE