RETSOPGØRET
124

DOMSAFGØRELSEN – OG DENS KONSEKVENSER

Retssagen, som 300 danske borgere i 2014 rejste mod den danske stat, er tirsdag, d. 28. juni 2016, kl. 10:00 blevet afgjort. Som jeg allerede har nævnt, er den faldet ud til fordel for staten. Sagen vil nu utvivlsomt blive anket til Højesteret, og for borgerne gælder nu denne ene sætning: "Det er ikke nok at have ret, hvis man ikke kan få ret."

Efter den dom, som endelig er faldet på denne længe ventede junimorgen, vil de indbyrdes modsætningsforhold i det danske forfatningssystem blive yderligere skærpet. Forholdet mellem staten og dens borgere. Mellem myndighederne og menneskene. Der vil fra denne afgørelsens time blive stillet langt mere skarpt på de grænser, der er opstillet i Grundloven med hensyn til i hvilket omfang og på hvilken måde de offentlige myndigheder i Danmark kan tillade sig at gribe ind i det enkelte menneskes tilværelse.

Dommen beviser klart, at når retten har at gøre med en grundlovssag af denne art – altså en sag, der drejer sig om forfatningens 4. bestemmelses henvisning til nationens protestantiske livssyn – så arbejdes der ikke længere med normer, som kun er ’politiske’. Af den grund har netop denne sags afgørelse måtte udsættes to gange; den har i sig selv indeholdt ’et retlige fænomen’, som fordrede ligeved 100 dages ekstra betænkningstid.

Dommernes omhyggelige, tolv ugers overvejelse kan have ligget i, at grænsen mellem det rent politiske og det retlige i hverdagen ikke er skarp. I dette særlige tilfælde synes det endog som om, at den såkaldte 2014-’retlige regulering’ af statens hensynsløse indgreb i kirkens indre liv og folkets frihed (til at tro og virke efter deres overbevisning), voksede direkte ud af et politisk magtskifte (der med hård hånd stabiliserede sig med en ægteskabslov og et nyt kirkeligt ritual, som ifølge borgernes mening var i uforsonlig modstrid med grundloven).

Dommerne berører derfor det for de sagsøgende borgere alt afgørende spørgsmål, hvorvidt den aktuelle politiske udvikling i Danmark af dennes fjendtlige holdning til grundlovens 4. paragraf, efterhånden har vokset sig så fast i systemet, at der endog (på det sidste) har sneget sig ’retlige elementer’ ind, der åbenlyst udfordrer Danmarks Grundlovs urokkelige standpunkt.

Grundlovens beskyttelse af den evangelisk-lutherske lære, (som staten er forpligtet til at ’understøtte’), kommer tættest på den nu afgivne domsafgørelse i sin 4. paragraf. Med denne bestemmelse står grundloven nemlig som et sikkert værn om landets kristne, protestantiske menighed (i alle dens afskygninger) i dens nu videre vandring mod Højesteret.

Tidligere skelnede man i Danmark skarpt mellem national ret og international ret. Denne sondring er nedbrudt – især efter Anden Verdenskrig i Vesteuropa. Udlandet vil derfor vise betydelig interesse over for den afgørelse, som nu er truffet af landsretten. Ikke mindst vil domsafsigelsens resultat blive iagttaget af landende inden for Den Europæiske Union… og det vil fra denne time vække betydelig debat om, hvordan denne dom ’lader sig indpasse’…

Dommen er nemlig ikke en ligegyldige parentes (med hensyn til hverken danske eller internationale retskendelser). Det er ikke bare ’en ubetydelig retshændelse’, der har fundet sted i en afkrog – adskilt og ’uden betydning’ for det øvrige samfund. Nej, dommen fremstår som en historisk, skelsættende, statslig bestanddel af en samfundsmæssig helhed. Den er et tydeligt og opsigtsvækkende svar på et krav, som danske borgere har stillet – og denne dom vil få sine konsekvenser. Eksempelvis vil den få afgørende betydning for den kristne menigheds frihed til fremover at forkynde det protestantiske budskab om Jesus Kristus, som grundloven henviser til.

Dommen afspejler således den danske stats umiddelbare relevans til den 4. grundlovsbestemmelse, der klart henviser til menneskerettighederne, der for altid og alle vegne bør sikre den enkelte danske borgers retlige position med hensyn til hans eller hendes holdning til landets protestantiske tro og lære.

Menneskerettighederne, som de uomtvisteligt er anerkendt i dansk ret, må derfor stå som en central ledetråd i den foreliggende afgørelse. Denne sag har nemlig ikke hvilet på et uklart materiale. Den drejer sig om 14 ord i en grundlovsbestemmelse. Grundloven er jo blevet til ved en særlig procedure, som er nærmere beskrevet i § 88 – og netop dette giver denne tekst en politisk stabilitet, som ikke kan rendes over ende af et eller andet nyt regeringsgrundlag. At Danmark er og bliver et protestantisk land, forsvares således i grundlovens 4. paragraf af en retlig modstandsdygtighed, som også fremover vil bevise at kunne klare sig under alle forhold. Den rejser sig i denne time som en demokratisk kontrol af, hvor langt de offentlige myndigheder fortsat kan tillade sig at gå over stregen. Dette ønsker jeg at fortsætte med at gøre rede for på min hjemmeside – men om dette kan lykkes under de nu givne forhold er et spørgsmål. Om dette har jeg følgende at forklare:

 

STATENS KONTROLINDGREB

"Vi har klare regler på det område," udtalte statsministeren i okt. 2013 (Helle Thorning Schmidt). "Hvis en borger i Danmark skal telefonaflyttes," fortsatte hun, "så skal der en dommerkendelse til…" Statsministerens udtalelse faldt efter et møde i Folketingets Udenrigsnævn. I dag taler det samme politiske parti et helt andet sprog. "Hjemmesider skal kunne lukkes uden dommerkendelse! Grundlovens § 72 fastslår, at en række tvangsindgreb i borgernes liv og virke, kræver en forudgående retskendelse. I øjeblikket arbejdes der fra politikernes side på, at sådanne tvangsindgreb skal kunne finde sted med hensyn til en direkte lukning af bl.a. visse kristne forkynderes hjemmesider. "Det skal kunne ske uden dommerkendelse," hedder det, hvilket vil sige, at en hjemmeside – uden en forudgående retskendelse – kan blive lukket ned fra den ene dag til den anden. Udviklingen vidner om, at princippet i Grundlovens § 72 tillægges stadig mindre og mindre vægt.

Jeg spørger derfor mig selv, om jeg får lov på min egen – og grundlovsforeningens hjemmeside at følge den nu foreliggende retskendelse til Højesteret. Som det ser ud nu, kan begge disse hjemmesider blive lukket ned uden varsel og uden retskendelse.

Myndighedernes beføjelser til at mørklægge en dansk borgers hjemmeside uden retskendelse er intet mindre end endnu et brud på grundloven! I regeringsgrundlaget i 2001 (VKO-regeringen) fastsattes følgende målsætning: "Regeringen ønsker at forbedre borgernes retssikkerhed. De offentlige myndigheder forlanger flere og flere oplysninger. I alt for mange gange har myndighederne fået adgang til (privatlivet) uden retskendelse! Dette udgør en voksende risiko for den enkelte borgers retssikkerhed og de grundlovssikrede rettigheder." Men også denne regeringsgrundlagserklæring er fordampet med tiden.

Politikerne vil nemlig i denne time have fri adgang til at kunne smadre de kristne forkynderes ’digitale infrastruktur’ – ja, man vil fra statens side sætte særligt uddannede agenter på klapjagt i en cyber-dimension, som indtil nu aldrig har eksisteret! De mest vidtgående lovhjemler (for at kunne trænge ind i de allerede udpegede hjemmesiders elektronisk lagrede data) venter lige om hjørnet… De kristne forkyndere, som dag og nat arbejder ud fra et bibelsyn, der antager Den Hellige Skrift som Guds ord, og som lægger vægt på at stå væsentlige strømninger af samfundsudviklingen imod, mener, at retssikkerhedsloven bør ændres, så at disse ’vilkårlige myndighedsindgreb’ ikke på noget tidspunkt kan gennemføres! Retssikkerhedslovens undtagelsesbestemmelser bør fra i dag fortolkes indskrænkende således, at den slags kontrolhandlinger fra statens side ikke rammer uskyldige borgere. Hvis ikke dette sker, er bl.a. denne hjemmesides dage talte. Gribbene flyver i øjeblikket lavt …

 

HVOR ER JERES DOMMERKENDELSE?

Grundlovens § 72 (om ’Boligens Ukrænkelighed) og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 beskytter mod sådanne ’statens vilkårlige og uretmæssige’ indgreb på kristne borgeres hjemmesider. Den fortsatte udbredelse af offentlige myndigheders adgang til den frikirkelige forkyndervirksomhed i Danmark er – som den nu ønskes foretaget uden retskendelse – dybt problematisk. Danmarks Grundlov er under heftig beskydning, og de kristne hjemmesiders prædikanter må gå i dækning. Der hænger en frihedsstraf over hovedet på dem.

I et notat af 16. januar 2009 i den juridiske litteratur (Peter Germer) står bl.a. anført: "Grundlovsbeskyttelsen efter § 72 går ud på, at de af bestemmelsens omfattende indgreb ’hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse’ kun må finde sted efter en retskendelse’. Notatet fortsætter: "Udviklingen er gået i retning af, at man i stigende omfang har gjort sådanne undtagelser fra loven om en ’forudgående retskendelse’ til hverdagskost. Lovgivningen har dermed stillet tingene på hovedet. Det, der skulle være enkeltstående undtagelser er tæt på at blive den praktiske hovedregel…" Dette vil sige, at hvis staten fremover lægger sin tunge hånd på de kristne borgeres hjemmesider – så skal borgeren på stedet forlange at se den dommerkendelse, som statens kutteklædte gerningsmænd bør være i besiddelse af! De 300 borgere i grundlovsforeningen vil protestere, hvis politiet dukker op med det digitale brækjern – uden at en dommer har givet dem lov dertil.

Det bør bemærkes, at selvom både de verdslige og gejstlige myndigheder vil anklage de af Jesu Kristi tjenere, ’hvis tunge fortsat forkynder, hvad ret er’ (Salme 37:30) – for at være ’ekstreme’ og så ’yderliggående’, at der skal ’gribes ind’ over for deres forkyndelse – så skal disse (prædikanter) ikke noget sted i riget lade sig påvirke deraf! Bibelens Kong David siger, at de forfulgte prædikanter prædiker sådan, fordi ’de har Guds lov i hjertet’, og netop derfor ’vakler ej deres skridt’ (v.31). – Imidlertid vil der komme dage, forudsiger salmisten, hvor ’den gudløse lurer på den retfærdige’. Dette sker helt aktuelt (fremgår det af ’dagens avis’), at statens dertil trænede agenter’ om føje tid uden at have den fornødne retskendelse dertil – bryder ind på de kristne forkynderes hjemmesider for at ’ransage’ og ’lure på’, hvad deres prædiken indeholder. "Men Herren giver dem ej i deres hånd," slutter David-salmen. "Han lader det ikke komme så vidt, at hans tjenere bliver ’dømt for retten’(Salme 37:33).

 

DJÆVELENS PÅFUND

Den nye 'folkets kirke', som landets tidligere kirkeminister gjorde sig til talsmand for, er i denne præcise forbindelse intet mindre end et 'djævelens påfund'. I 'Folkets Kirke', som nu af flere politikere anbefales i skrift og tale, er det 'folket', der bestemmer; det bliver en 'flertalskirke' med en 'demokratisk styringsform', som i stedet for 'Guds Evangelium' vil prædike det budskab, som 'kildrer' i folkets øren. Det nye 'statsevangelium', som herefter skal forkyndes af kirkeministeriet er imidlertid kemisk renset for ordet 'omvendelse' – og de statslige anerkendte hjemmesider, der forkynder dette budskab, vil overleve.

Den 6. feb. 2016 blev nyheden bragt bl.a. af CNN's (Eugene Scott), at New Yorks guvernør, Andrew Cuomo annoncerede, at det nu ville blive forbudt de kristne at bringe syndere til omvendelse. "Når denne form for 'terapi' bliver anvendt over for unge mennesker, som er homoseksuelle eller lesbiske, så er det 'den mest hadefulde og fundamentalt ondartede praksis, som er imod alt, hvad denne stat står for," erklærede guvernøren.

Der bliver nu i USA foretaget ’en regulering’, så at det ved lov bliver forbudt at anvende den såkaldte 'omvendelsesmetode' (conversion therapy) – hvilket vil sige, at man ved denne fremgangsmåde prøver at ændre en persons seksuelle orientering eller ’gender-identitet’. Guvernøren bliver støttet i denne ’lovregulering’ af adskillige medicinske organisationer, bl.a. 'American Psychological Association', som bekræfter, at 'omvendelsesmetoder', der forsøger at ændre et menneskes seksuelle orientering, er skadelig – ikke mindst over for unge mennesker, fordi den metode indebærer, at homoseksualitet skulle være unormal eller en form for synd. Hjemmesider, der stadig forkynder omvendelse, kan snart sige farvel til deres digitale prædikestol. Den bliver illegitimt hugget ned og brændt som pinebrænde.

 

SIDSTE FASE INDVARSLET

Med henblik på spørgsmålet om kirkens (grundlovs omtalte) bekendelsesskrifters klare henvisning til omvendelsens betydning understøttes disse imidlertid af Jesu egen forkyndelse, sådan som den fremstilles i det første kapitel i Markusevangeliet, hvori det hedder: "Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds Evangelium og sagde: Tiden er inde, Guds Rige er kommet nær, omvend jer og tro på evangeliet" (v.14-15). Heraf kan udledes, at da den lovløse fik overhånd (Herodes) og forgreb sig på Herrens udsending (Johannes), var dette (for Jesus) tegnet på, at en sidste afgørende fase af det guddommelige program var indvarslet. Han prædikede derefter 'Guds Evangelium' – altså ikke 'statsevangeliet' eller ’kirkeministeriets budskab’ om en 'nye slags kirke'. Jesu prædiken var herefter dette: "Omvend jer og tro!" (v.15) – hvilket i den aktuelle situation betyder, at forbuddet mod 'at praktisere omvendelse' er et forbud mod at prædike Guds evangelium. Dette medfører, at ingen Kristi discipel noget sted eller på noget tidspunkt kan eller skal efterkomme myndighedernes krav om at undlade at prædike det samme Guds evangelium, som Johannes (der blev fængslet) eller Jesus (der blev efterstræbt til døden – ja, døden på et kors) forkyndte.

Når Jesus erklærer, at 'tiden er inde' (Mark.1:14), så er det ensbetydende med, at tiden er kort. Øjeblikket fordrer da, at intet andet 'evangelium' prædikes end 'Guds Evangelium' – og om så alverdens kirkeministre eller politichefer nedlægger de strengeste forbud, og rygtesmedene vil kalde dette budskab for det mest djævelske og hadefulde, som de har hørt, så ændrer det intet ved Jesu egen forkyndelse: "Omvend jer og tro på evangeliet!" (v.15) Det nye forbud mod at prædike 'omvendelse' er dybt antikristeligt og bør aldrig adlydes af en eneste af landets troende borgere… og lukker staten vore hjemmesider, skal protestantiske kristne alle vegne rejse sig i en enig, fast og tydelig protest.

Den grundlovsgivne henvisning til den evangelisk-lutherske lære omfatter følgende: I Romerbrevet skriver apostelen: "Gud fremstillede som sonemiddel troen på Hans blod, for at vise Sin retfærdighed" (3:25); (det var således altafgørende for Faderen at ’vise Sin retfærdighed’)… "fordi (står der skrevet), at ’Han i Sin langmodighed har båret over med de på forhånd begåede synder" (v.25). Dette sidste skal nemlig forstås således (mener jeg) at den tid er forbi, hvor Gud på grund af Sin langmodighed og barmhjertighed fortsat må ’bære over med de synder, som er begået’. Han har nu fremstillet en mere fuldkommen vej, og det er, at (citat): ’at Han i den nærværende tid handler fuldstændig legalt (altså ikke blot ud fra Sin langmodighed) – men at Han er helt og holden retfærdig, når Han gør den elendige synder, som tror på Jesus, retfærdig. Indtil ’denne nuværende tid’ har Den Almægtige måtte ’bære over med synden’. Denne fortsatte ’overbærenhed’ er nu ikke længere nødvendigt, thi der er ved Kristi Blod fremskaffet en evig retfærdighed, som gør, at den faldne synder kan omvende sig og legitimt tør rejse sig for derefter i Kristi egen fuldkomne retfærdighed at træde frem for Faderen – altså i denne fulde blodkøbte ret, som er skænket ham gratis ved troen på Kristi sonoffer!

 

TIDSÅNDENS TARVELIGE TYDNING

En grundlovsbestemmelse er ikke til at løbe om hjørner med! Den er langvarig og stabil og afskærer med sin skarpe formulering ethvert forsøg på at lade andre meninger end ’dens egen’ komme til orde. Den 4. bestemmelse i Danmarks Grundlov overvåger med lovens nidkærhed, at den evangelisk-lutherske lære – og ikke noget andet, der uretmæssigt måtte kalde sig dette – er og forbliver den overleverede tro, som staten har forpligtet sig selv til at understøtte. Den 4. paragraf lyder som tidligere nævnt sådan: ’Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Ordene ’som sådan’ (med tydelig henvisning til lærens ubesmittede renhed) er ikke nogen sidebemærkning! Den dommer findes ikke – og den kammeradvokat eksisterer ikke – som kan slette disse to væsentlige ord i grundloven, som 300 danske borgere har stillet sig parate til at kæmpe for. Disse to ord ’som sådan’ gør det klart, at ingen anden tvangsmæssig indførelse af et hedninge-vielsesritual, der er i modstrid med denne grundlovsunderstregning, vil kunne få en fod til jorden! For første gang i dette århundrede er to af grundlovens ord blevet prøvet – og de vil (tror jeg ved Højesteret) bestå prøven.

Til støtte for den antagelse, at regeringen med loven om kirkelige homovielser har påtaget sig en grundlovsstridig ’aktiv’ rolle – en rolle, hvor lovgiverne har indtaget en holdning, som var de ’i deres egenskab af lovgivere’ selve nationens forfatningsdomstol – er der (efter min opfattelse) kun et modargument at henvise til, og det er selve grundlovens tekst; den historiske 2012-lov om ægteskabets absolut ændrede identitet samt indførelsen af et splinternyt ritual og med hensyn til kirkens bekendelsesskrifter absolut fremmede – ja, nyhedenske vielsesritual, må og skal udelukkende tydes i sammenhæng med Bibelens og reformatorernes skrifter.

Hvis denne ’tydning’ fortsat søges foretaget på tidsåndens præmisser, er den, efter min opfattelse, ikke længere troværdig! Tidsåndens indflydelse er babylonisk – og dersom ’tydningen’ ikke længere er bygget på det ædruelige grundlag, som er kirkens egne hundredårige skrifter, men i stedet drevet af motiver, (der, groft sagt, ’ligger under bæltestedet’), så savner den lovens strenge og uforanderlige bogstav. Lad mig derfor blot her pointere, at loven om homofile kirkebryllupper, efter min læsning, føjer så meget væsentligt nyt til borgernes simple og enkle forståelse af lov og ret, at grundlovsteksten fra nu af må blive tilladt til at tale for sig selv. Den tilsiger staten en ubrydelig forpligtelse, der sigter på forsvaret af den rene lære – og selvom et hav af modargumenter som en tsunami vil rejse sig mod denne enkle sandhed, bør den af modstanderne påståede mest tarvelige løgn i denne sag ikke i længden vinde sejr…

 

ENELEVERANDØRER

Med hensyn til det, som staten kalder for ’at give rum for en tidsåndens tolkning’ af Danmarks Grundlovs 4. bestemmelse (der tydeligt fastlægger en idé, som staten skal understøtte) vil jeg ikke udelukke, at juristerne her kommer ind på et område, hvor det drejer sig om ’det abstrakte’. Altså en jordbund, hvor der vokser mange slags planter. Nogle er giftige, og enkelte (svampe) er dødbringende. Den generelle tendens herhjemme er, at man (uden skyggen af åndelig bedømmelse) kaster alt, hvad man finder, i gryden, og at der sidenhen må indsættes en ikke ringe, statsfinansieret ambulancevirksomhed for at komme de ulykkelige ofre til hjælp. Derfor må den nøgne grundlovstekst ustandseligt – i strømmen af tidsånds-tolkninger - indgå som et bærende element i borgernes forklaringer. Til dette formål er grundlovsforeningens hjemmeside åbnet – og det vil være en forbrydelse at lukke den. Den nu afgjorte dom vil medføre, at staten står over for nye valg!

Ingen bør – set ud fra den synsvinkel - se bort fra, at tidsånds-fortolkerne er mestre i at manipulere. De vil med de mest overbevisende (videnskabeligt betonede og socialt underbyggede) argumenter fremstille sig selv som eneleverandører til hjemmesidernes ’rette tydning’ af den evangelisk-lutherske bekendelse – og hele det politiske system vil muskuløst trække i samme retning. Dommen ville – efter min opfattelse – kun kunne føre de rette konsekvenser med sig, hvis den i sandhed var blevet afsagt på grundlag af grundlovens kortfattede tekst! Folkekirkens såkaldte ’rummelighed’ kan aldrig indebære et modsætningsforhold til den evangelisk-lutherske bekendelse – og denne bekendelse kan aldrig være i modstrid med kirkens bekendelsesskrifter, og disse bekendelsesretninger kan på intet tidspunkt være i uoverensstemmelse med Bibelen – og Bibelen godtager ikke det kirkelige ritual for homobryllupper! Dette – og intet andet må anses for at være dommens baggrund og dens videre konsekvens.

Folkekirkens bibeltro teologer og præster fortæller, at Bibelen indeholder beretningen om nogle folk, der gik ud på marken for ’at plukke urter’ (2.Konge 4:39). De fandt en slyngplante med vilde agurker. De skar dem itu og kom dem i gryden, men (siger beretningen: ’de kendte dem ikke’… v.39). Da de smagte på maden, skreg de op og råbte: Døden er i gryden! Nu var den Gudsmand, Elisa, tilstede, og han sagde: Hent noget mel. – Og da han havde hældt det i gryden, ’var der ingen ulykke i den mere’ (v.40-41).

"Noget sådant sker for vore øjne i dag," forklarer vor tids sidste bibeltro og derfor tillidsvækkende præster. "Lovgiverne er ved at koge en samfundsret, der simpelthen kan koste borgerne livet. Man behøver kun en enkelt skefuld af suppen med de giftige agurker for advarende at kunne råbe: Der er død i gryden!" (v.40) Beretningens pointe er, at der skal ikke meget til for at gøre den dødsensfarlige ret spiselig. En håndfuld mel er nok! Ingen lange videnskabelige tirader og ingen indviklede samfundsforskeres research-resultater. To ord er nok – så var faren forbi – og Danmarks borgere kunne sætte sig til bords… og netop derfor burde myndighederne aldrig slukke for ilden under den gryde, som giver befolkningen den rette kost til den rette tid (Matt.24:45). Det er at betragte som en statsforbrydelse, hvis de kristne hjemmesider lukkes!

 

FILISTER-FORAGTERNE

En underlig 'veg og sammenkrøbet holdning' prædikes imidlertid rundt om i Danmark. Der blev nu kraftigt advaret mod at tage del i den stadig fortgående retssag, "thi," hedder det, "det kan komme til at koste os dyrt, hvis vi taber!" Til dette vil jeg sige, at de, som forbliver uberørte over for den hån og spot, som Goliat-staten slynger mod Guds folk – og de, som på stedet lægger ordets sværd til side, for ikke at pådrage sig filisterfyrsternes mishag, skal tie og gå hjem til dem selv; de har ingen lod og del i den sejr, som Kirkens Herre vil give sit folk, når Han til den halve verdens overraskelse sætter spotterne på plads. Derfor vil jeg her tage et emne op, som jeg tidligere har nævnt, men nu vil uddybe yderligere.

Da Davids mænd kom til den nye konge i Ammon 'for at vise ham venlighed' (2. Krøn.19:2) – så greb filisterkongen disse kongelige udsendinge og gjorde dem til offentlig spot og spé. Han klippede dem skaldet, ragede deres skæg af og splittede derefter deres kapper og kjortler (ned langs midten til under bæltestedet). Derefter sendte han dem i denne ynkelige og beskæmmende tilstand tilbage til David. Israels konge tog denne ydmygelse med den største agtpågivenhed. Han forbød de skam-skændede mænd at træde frem for sig. "Lad dem vente i Jeriko, indtil deres skæg er vokset ud," sagde han. Derefter samlede han hæren og de bedste krigere (2.Krøn.19:8) og gjorde sig klar til at tage et opgør med sine hadere.

Med denne beretning som baggrund spørger jeg: Hvem er det, der i dagenes Danmark rejser rundt og siger til Herrens folk, at det skal lukke øjnene over for den skændsel, skam og ydmygelse, som 'Ammons fyrster' har øvet over for Herrens Navn. Nej, lad os handle som David, der ikke tålte denne oprørende ydmygelse men som 'samlede sine mægtige mænd' og satte filister-foragterne på plads…

 

TOG FJENDENS SPOT ALVORLIG

De, som i dag fortæller Guds folk i Danmark, at de skal udlevere byernes nøgler til fjenden, ser ikke alvoren i deres modstanderes spot. Om dette siger Skriften tværtimod: "Lad os være ved godt mod og vise tapperhed – og lad os gøre det for folkets skyld, og for Herrens byers skyld, og lad så Herren gøre med os, hvad Han finder for godt" (2. Krøn.19:13). - Den spot og foragt, som Guds folks fjender havde vist over for de udsendinge, som Israels konge, David, havde ladet komme til Ammons fyrster, lod ikke David og hans mænd uberørte; de anså det ikke for 'en lille sag', at deres modstandere havde tilladt sig at vise deres åbenlyse foragt overfor Herrens Navn. Davids hærfører, Joab, sagde ikke til sine mænd (da de stillede op til kamp): "Nu skal vi passe på, at vi ikke pådrager os vore fjenders vrede, så at de – hvis vi taber det næste slag – vil gøre os fortræd og måske tage vor arvelod fra os – nej, Skriften fortæller, at han indgød mod i sine stridsfolk. Han sagde: "I skal nu vise mod og tapperhed!" Han sagde ikke: "Nu skal vi prøve at redde vort eget skind" - nej, han sagde: "Nu skal vi slås for folkets skyld!" Han sagde ikke: "Vi vil udlevere vore byer til fjenden!" Nej, han sagde: "Vi kæmper for Herrens byer – og så overlader vi vor skæbne i Herrens hånd!"

Historien om David og Goliat er beretningen om, hvorledes kæmpe-filisteren dristede sig til i 40 dage at håne og spotte Israels hær (1.Sam.17:16). Goliats hovedanliggende var at 'håne' Israels hær (v.10) – og når David tager kampen op mod ham gentager han, at det er filisterens frække spot, som driver ham (v.26, 36 og 45). Da Goliats broder kom på banen (2.Sam.21:19), fremstod nogle sære deforme kæmper (med seks fingre og seks tæer), der blev nedkæmpet af en af Davids slægtninge. "Kampen opstod," (betoner Skriften) – da disse uhyrer 'hånede og spottede Guds folk' (v.21).

 

DER STÅR SKREVET

Hvad der ligger bag den forunderlige danske grundlovshenvisning til Martin Luther vil jeg her kort forklare. Det runde Luther-år giver nemlig anledning til – midt i en af Danmarkshistorien mest åndløse perioder – at stille skarpt på manden fra Wittenberg... ham, som danskerne nu i året 2017 bliver konfronteret med – ’munken, der fortalte om både Gud og djævelen’. – Altså en uforståelig skikkelse for den helt anderledes livs og tankeverden, der præger 500-året efter den tyske munks enestående prædiken. I dag er der kun få, som af hjertet ’tror på Gud’, og endnu færre, som anerkender djævelens eksistens. Det sidste er netop i Luther-året ikke uden betydning; det vil nemlig sige, at så godt som hele indledningen til det 4. kapitel i Lukasevangeliet for de fleste danskere (i så tilfælde) må fravælges. Dér fortælles nemlig (med dokumentarisk styrke) om den skinbarlige djævel, der i ørkenen fristede Jesus, og som til sidst måtte ’forlade Ham for en tid’ (v.13), fordi manden fra Nazaret vedblev at imødegå hans forførende fristelser med ordene: "Der står skrevet!" (v.4,8,12)

Dette bør derfor være alle danske kristnes 500-års fejring: ’Der står skrevet’! Lad dem synge og danse og spille, lad dem holde festtaler og festgudstjenester, prædike, græde, le og drikke fadøl, lad dem udgive nye farvestrålende værker og opføre nye, flot opsatte teaterstykker, klæde sig i alle liturgiens ’regnbuefarver’ og rose hinanden til skyerne, fordi de (i deres akademiske nedgørelse af reformationens storværk) søger at være så aldeles ’lutherske’, at ingen andre er så ’luthersk’ som de. I november 1517 havde pavens dødsensfarlige afladsprædikant, Tetzel, svoret og sagt: "Om tre uger skal kætteren kastes på bålet og fare til himmels i en kutte." Med kætterbålet i Konstanz i erindring (Jan Hus), var det ikke tomme ord! For Luther var Gud og Hans Søns forsonende blod en forunderlig virkelighed – og Satan en frygtelig realitet... og netop dette bliver i 500-årets åndskamp en fornyet afsats til at tale godt om den Luther, der står indprentet i den danske forfatning! Fra nu af – og med den seneste retskendelse som baggrund - gælder kun ét kampråb: ’Der står skrevet’!

 

BAGVASKELSEN

Luther-eksperter omtaler ’den irriterende påstand’, som dukkede op i 1981, hvor såkaldte ’reformations-forskere’ forsøgte at sammenkæde Luthers indtræden i klosteret med de mord, der kort forinden var blevet begået i studentermiljøet i Erfurt. "Det er blot én af de bagvaskelser, der endnu for få årtier siden bredte sig som ukrudt, nemlig at Luther skulle have begået et mord," erklærer den mangeårige professor i historie ved Humboldt Universitet i Berlin, Heinz Schilling, i sit nyligt udkomne (’utroligt læseværdige’... The Times) værk, ’Martin Luther’ (s.16). "Denne påstand har en fuldstændig mangel på angivelse af kilder," tilføjer han (Note nr.8, side 666). Reformationsjubilæet skal bl.a. fejres ved (fortælles det), at der skal ’genskabes en virtuel 3D-genskabelse af stormen på Vor Frue Kirke’ i København 3. juledag 1530, hvor ’40 altre blev slået i stykker, og der skal ’rettes op på generationens kollektive hukommelsestab ved, at børn får lov (i Vor Frue Kirke) at lære, hvad det betyder ’at smadre altertavler’; så kan de nemlig også lære at sammenligne den del af reformationen med Islamisk Stats ødelæggelser...

I dette store ’negative show’, hvis egentlige bagtanker er at nedgøre Luther og reformationen vil det i hele det kommende reformationsår være på sin plads, at kristne alle vegne samler sig for i taknemlighed og med lovsang – ja, med ordets forkyndelse at holde reformationens befriende budskab højt: "Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud, ved vor Herre Jesus Kristus." Reformationens bagvaskelse vil på mange måder vise sig at være modstandere af dette initiativ – men lad dem ikke få ret! 2017 er året, hvor vi med Luther, hvis navn står nævnt i Danmarks Grundlov, skal fastholde Jesu ord: ’Der står skrevet’!

 

DET NYE AFLADSBREV

De kristne, reformatoriske forkyndere vil ikke fratages retten til på deres hjemmesider fortsat at prædike, at en arm og fortvivlet synder, som er plaget i sin sjæl over alle de ugerninger, han har begået (og til sin egen forfærdelse stadig begår) kan regne sig for fuldstændig retfærdiggjort i Guds øjne. Dette kan ske ved den tro, han ejer, med henblik på Jesu forsonende død på Golgata! (Rom.3:25... ’hvem Gud ved Hans blod fremstillede som sonemiddel ved tro!’)

Reformationens budskab forbliver uberørt af alverdens og kirkens tant og gøgl... nemlig, ’at Han (Messias) blev givet hen for vore overtrædelsers skyld og opvakt for vor retfærdiggørelses skyld’ (Es.53:5; Rom.4:25 og 8:32). I et reformationsår, hvor religiøsiteten vil blive ophøjet til at fungere som ’et nyt slags afladsbrev’ over for Gud, bør den 32. (af de 95 teser, som Luther satte på kirkedøren i Wittenberg i 1517 hamres op på samtlige kirkedøre i Danmark. Tese nr. 32 siger: "De vil med deres læremestre fare til djævelen – de, som mener at være sikre på deres salighed på grund af afladsbreve... Der er kun én vej til sjælens frelse," lyder reformationens budskab, "og det er Kristi forsonende blod på Golgatas kors..."

"Hvad bliver der så af vores ros?" Det utrættelige spørgsmål! Det, som alle mennesker strides for, og som ikke undgås, fordi det ligger inkorporeret i selve kødets natur. Hver levende sjæl søger ros og anerkendelse – ja, selv de, der nægter at gøre det, roser sig af det og ønsker bifald for denne fornægtelse. Med apostelens ord stilles nu spørgsmålet: Hvad bliver der af al denne (dybest set) syndige selvhævdelse, der endog fordrer ros af Gud for alskens gerninger? Svaret er befriende: "Den er udelukket!" Og først når dette guddommelige lys trænger ind i en menneskesjæls egocentriske stræben efter ved en eller anden gerning at opnå Guds velbehag, ophører gerningsretfærdighedens trældomsrundgang. Hvis nemlig lovgerningernes vej for at blive antaget af Gud er ’udelukket’, så er og forbliver det en blindgyde, som ingen søgende sjæl længere skal søge. Da står kun troens vej tilbage.


TILBAGE