RETSOPGØRET
125

RIGETS ØVERSTE NORM

Danmark Grundlov er med hver eneste af sine artikler (inklusivt den 4. paragraf) en lov, der er hævet over alle andre love. Som grundlag har den danske forfatning hele den juridiske ordens normer og system, og som højeste autoritet i alle disse juridiske normers hierarki er og forbliver konstitutionen den altafgørende, øverste norm i systemets interne orden! Det vil sige, at al anden handling og bestemmelse i Riget bør underordne sig Rigets forfatning. Ingen af dagens mere eller mindre lovløse politikere undslipper Grundlovens 4. bestemmelse i denne konstruktion udøver sin bydende autoritet over et hvilket som helst politisk initiativ, der – som det nu sker – fortsat vil søge at fratage kirken dens selvstændige validitet over for staten.

Den dybere mening med den 4. paragraf i Danmarks Grundlov er gennem tiderne forblevet uændret. Dens ordlyd er den samme, som da den blev formuleret for første gang i 1849. Statens forhold til – og begrænsede beføjelser over for kirken er med sin understøttende forpligtelse ikke på noget tidspunkt forandret. Om politikere, ministre, regeringer eller statens embedsmænd ønsker det eller ej, så har denne Grundlovsbegrænsning, som folket for 150 år siden har lagt på sig selv og deres folkevalgte repræsentanter, ikke et øjeblik løsnet sit greb! Den oprindelige filosofi, som skjuler sig mellem linjerne på denne for både kirke og stat afgørende bestemmelse er ikke blegnet.

Danmarks Grundlovs fjerde artikel hviler altså på en social kontrakt, hvor de styrende frivilligt har underlagt sig en for alle tider gældende begrænsning af deres magt, for at borgerne for al fremtid kan sikres den troens frihed, som indeholdes i det kristne menneskesyn. I denne 4. bestemmelse har danske borgere tilskrevet sig selv den befriende menneskeret, at den kristne, reformatoriske menighed er og skal forblive det lys og den lampe, som skal holdes brændende, når det mørke, som Skriften kalder 'nattens rædsel' falder over folkeslagene.

 

REGNBUE-PROJEKTØRER

Den Amerikanske Uafhængighedserklæring proklamerer denne sandhed om den sociale kontrakt med følgende formulering: "En hvilken som helst regering er ene og alene etableret for borgernes skyld og for (som sådan) at stå som garant for deres rettigheder; de styrendes magt hviler udelukkende på borgernes samtykke!" Hvis de danske borgere i dag ønsker det anderledes end deres medborgere på grundlovstiden, så skal de først slukke den brændende lampe som henter sit lys fra den retsregel, der for 150 år siden blev formuleret af folkets repræsentanter. I så tilfælde kan de ikke blot søge at kvæle denne gamle, gyldne lampes skær ved at bade dens samfundsomgivelser i det skærende lys fra regnbue-farverige projektører – da må også disse grundlovsmodstandere nemlig til punkt og prikke adlyde den særlige procedure og (uhyre vanskelige) fremgangsmåde, der af fortidens borgere blev sat som et værn om deres frihed til at følge den tro, som 'en gang for alle blev dem overdraget fra fædrene' (Jud.3).

Det vil sige, at hvis vor tids borgere nu vil have (hvad deres politikere kalder): 'en folkets kirke' i stedet for en ’evangelisk-lutherske kirke’, så skal de samtidig indføre denne nye, ændrede 4. grundlovsbestemmelse med ordene: "Den danske folkekirke er 'folkets kirke' og understøttes som sådan af staten." Gør de det, kan de herefter gøre statens kirkeminister til kirkens pave eller ærkebiskop, og han kan som sådan blive underholdt af staten, - især når han forkynder sit nye 'statsevangelium', og håber på at kunne bringe folket budskabet om ’den nye statsautoriserede kærlighed’.

Grundlovens 'overordnethed' kan imidlertid ikke af tilfældige, politikere eller gejstliges såkaldte 'logiske ræsonnementer' devalueres til én eller anden 'populær ny-demokratisk formel'. Fordi Grundlovens overhøjhed har sin oprindelse i folkets egen suveræne bestemmelse, er den ikke kun den enkelte borgers sikre værn mod staten, men den er mindretallets beskyttelse mod flertallets overgreb. Dette vil i praksis sige, at hvor et mindretal af troende, danske borgere står værn om f.eks. Danmarks forfatnings 4. paragraf, da vil de være i stand til på baggrund af denne grundlovsartikels klare ordlyd, at tilbageholde og tilbagevise et flertals forblindede angreb på denne paragrafs tydelige, kristne bekendelse. Den 4. grundlovsparagrafs tilsagn om statens støtte til en for folket sund, kristen lære er ikke til debat. Denne paragraf taler til enhver lovgiver med en myndighed, som kun kan adlydes.

 

RETFÆRDIGHEDSPRØVEN

Der vil i kampen om ’det virkelige indhold’ i Grundlovens 4. paragraf fra nu af tegne sig skarpe fronter mellem dem, der med juristens briller bedømmer denne bestemmelse ud fra en tidsbestemt realisme (altså: ud fra ’tidsånden’) – og dem, som vil fastholde, at netop denne paragraf indeholder et for Danmark ’skræddersyet’ idealistisk syn. Det er den eneste grundlovsartikel i hele den danske forfatning, vil de hævde, ’som afgjort indeholder en for det danske folk formuleret vision’. Ved at henvise til de kirkelige bekendelsesskrifter forudsætter denne bestemmelse visse ideelle indholdsmæssige krav. Denne 4. paragraf kan ikke bare ’tages til efterretning’ (som nogen vil påstå) – nej, den underkaster enhver sag, der har at gøre med kirken, ’en retfærdighedsprøve’, hvori kirkens egne bekendelsesskrifter ikke blot tages med på råd, men ejer en myndighed, der er underbygget med grundlovskraft.

I den fortsatte retssag om kirkelige homovielser stiller Grundlovens 4. paragraf således det danske samfund og den danske befolkning på valg! Ønsker befolkningen en kristen, protestantisk bekendelse i sin forfatning – eller vil den (som det f.eks. er sket i Irland) udstøde det kristne livssyn til fordel for en politisk ligestillingsidé? Set ud fra kirkens bekendelsesskrifter stilles Danmark i denne time over for buddet: "Du må ikke have andre guder end Mig!" (egtl. Hebraisk: al-panaj = ’ved siden af Mig’). Disse afguder banker allerede på døren. Islam hamrer og buldrer på porten og sex-inspirerede ritualer er allerede indført i kirken. Afgudsdyrkere kan ikke legalt tiltvinge sig mere magt, så længe Danmarks Grundlovs 4. paragraf spærrer indgangen! Derfor bliver modstandernes næste skridt at fjerne denne artikel – og da vil ’den lovløse’ (ifølge Ny Testamente) og alle hans dæmoner komme stormende…

 

EN HISTORISK ERKLÆRING

Aldrig før i Danmarks historie er det sket, at en verdslig regering i sit regeringsgrundlag har erklæret: "Danmark er et kristent land." For landets troende og forskellige kirkeretninger betyder det, at de mere end nogensinde bør efterkomme den apostolske befaling: "Bed for konger og for alle i høje stillinger, så vi kan leve et roligt og stille liv i al gudfrygtighed og agtværdighed" (1.Tim.2:2). Hertil kommer, at netop dette regeringsgrundlag stemmer overens med den formålsparagraf, som 300 borgere formulerede, da de for et par år siden samlede sig for at stå vagt omkring Danmarks grundlovs 4. bestemmelse, der på godt dansk indebærer samme erklæring.

Det bemærkelsesværdige og dybest set forunderlige ved Danmarks Grundlov er, at den i netop denne situation træder frem som en lyslevende moralsk person, der i sin egenskab af at være nationens øverste og absolut supreme regel erklærer, at ’Danmark er et kristent land’. Denne proklamation, der på det seneste er blevet formuleret som selve regeringens regeringsgrundlag, er allerede for mere end halvandet århundrede siden blevet støbt – og siden i sin oprindelige udformning blevet fastholdt.

Grundlovens fædre fastsatte i forfatningens 4. paragraf rammerne for de styrendes magt, hvad angår kirkens stilling og dennes holdning til blandt andet de fundamentale begreber, der har at gøre med ægteskab og familie. Grundlovens 4. bestemmelse udråber folkets ubrydelige rettigheder med hensyn til den (i nationens historie dybt forankrede tro og lære), hvad angår kirkens forkyndelse om ægteskabets og familiens betydning. Den samme grundlovsartikel fastsætter grænsepælene for det nøje afmålte rum, som er og forbliver utilgængeligt for statens indgreb – nemlig: Borgernes hårdt tilkæmpede trosfrihed! Grundlovens 4. paragraf erklærer med fortsat ’juridisk gyldighed’, at ’Danmark er et kristent land’, hvilket bør fremstå som den altafgørende faktor i statens moralbegreber i dens forhold til kirken.

 

FYRSTEN

Den 4. paragraf i Danmarks Grundlov fremhæver og understreger den fundamentalt vigtige adskillelse af magten, som er selve grundlaget for et hvilket som helst demokratisk styre. Den præciserer, at staten og kirken er to forskellige myndighedsområder. Med ordene: ’Kirken skal understøttes af staten’ angiver denne paragraf, at den ene absolut selvstændige og adskilte part, staten, skal understøtte den anden uafhængige (og i sig selv hvilende) part, der benævnes som ’folkekirken’. Ordet ’understøtte’ angiver altså, at ’fyrsten’ (for at benævne regeringen eller ’de styrende’ med denne lidt gammeldags men stadig fornemme titel) i dette specielle ’paragraf-4-tilfælde’ identificerer sig så meget med kirkens lære, at han (fyrsten) – ’som sådan’ – tilsiger den (kirken) sin uforbeholdne støtte.

Den omtvistede 4. paragraf i grundloven forudsætter altså en særlig betonet konformitet (vedrørende kirkens præcise opfattelse af lære og livssyn) mellem de to parter (magthaverne og folket, som har givet dem denne myndighed). Denne på forhånd givne ensartethed i lære og livssyn er ikke overladt til tilfældighederne men er (hvad angår statens forhold til kirken) blevet befæstet som en operativ stadig gældende grundlovsregel! Denne grundlovsbestemmelse er ikke til debat men står nedfældet som én til alle tider gældende garanti og forbliver som sådan en uopløselig del af trosfriheden! De, som politisk søger at ændre dette forhold, må altså enten omstyrte grundloven eller (hvis de under de givne omstændigheder lovgiver på anden vis) betragtes som grundlovsovertrædere.

Den Augsburgske Bekendelse erklærer tydeligt, at ’den kirkelige og den borgerlige magt ikke bør sammenblandes’ (artikel 28. stk.12). Den tyske tekst anvender endog udtrykket: ’… bør ikke sammenblandes eller slynges ind i hinanden’ (’nicht ineinander mengen und werfen’). "Den kirkelige magt har sin bemyndigelse til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne" fortsætter bekendelsen. "Den må ikke bryde ind på et fremmed myndighedsområde." Vi belærer derfor yderligere om, at kirkens fornemste bekendelsesskrift (CA= Confessio Augustana) præciserer med henblik på betegnelsen ’myndighedsområde’ i sin latinske tekst, at der dermed tales om et ’mandat’ (Ecclesiastica suum mandatum habet… stk.12), hvilke på godt dansk vil sige, at ej heller staten kan tillade sig at bryde ind på områder, hvor den ikke har ’mandat’ dertil. Det drejer sig (erklærer CA) om mandatet til ’evangeliets forkyndelse’ og om ’administrationen af de rituelle handlinger’ (f.eks. ’vielsesceremonien’), hvor staten (som det er tilfældet) ikke pludselig og efter forgodtbefindende kan indføre ’et andet ritual’.

 

GAVENS STORHED

Den grundlovsværnede evangelisk-lutherske lære lyder således: De, som er ivrige efter at vide, hvorpå Guds ’overvældende nåde’ hviler – og hvad der er selve årsagen til, at Evighedernes Fader har skænket den faldne og dybt depraverede menneskeslægt en så stor frelsens gave, får øjeblikkelig i Skriftens besked. Årsagen er den absolut eneste grund til denne overstrømmende nådesbevisning er (citat): ’Den forløsning, som er i Kristus Jesus!’ (Rom.3:24) Når det nu er tilfældet (og hver eneste menneskesjæl på denne jord er evigt afhængig af sandheden i dette budskab) så gives der intet højere hverv og ingen større kaldelse end at prædike denne åbenbarelse for al skabningen.

Hvad der ligger i ordene ’den forløsning, som er i Kristus Jesus’ (v.24) kan ikke til bunds ransages af noget menneske – ja, end ikke den verdensvidde menighed vil kunne udmale højden af den herlighed, som bevæger sig bag disse ord. "Vi er blevet gjort retfærdige uforskyldt ved den nåde, som er i Kristus Jesus." – Det er ingen småting og kneben retfærdighed, der er os forundt ved så mægtig en forløsning og så rig en nåde. Nej, Kristi efterfølgere kan overalt løfte deres hoveder; de er ved Forløseren fundet evigt retfærdige i Guds øjne.

Syndens alvor er af en sådan styrke og art, at der kun kan opnås nåde og tilgivelse hos Gud ved, at der erlægges den rette betaling for, at den guddommelige retfærdighed kan ske fyldest. De, som er af den opfattelse, at mindre kan gøre det, er faret vild og tilkender ikke synden dens forfærdelige konsekvenser. De vildfarne sjæle, som i deres overfladiske letsind mener, at en smule gode gerninger, lidt religiøsitet eller ydre fromhed kan gøre det, er uvidende om syndens forfærdende og djævelske identitet, og sådanne forkyndere burde aldrig tilstedes retten at tale fra en prædikestol.

Det sonemiddel, som ’Gud har fremstillet’, har kostet blod. Et anderledes middel til at sone synd gives ikke! Se selv til, at det var et blodigt offer, som ’smerternes mand’ bragte, da han efter sin lidelse opgav ånden på Golgatas kors… og se selv til, at det er ved Guds Søns udgydte blod, at Faderen har kunnet råbe: "Nok! Alt er betalt!" En evig smertens, blodets og dødens soning har fundet sted, og Guds nåde er hermed tilvejebragt, så at synden alle vegne kan finde tilgivelse, genoprettelse, evigt liv og fred med Gud…


TILBAGE