RETSOPGØRET
126

GRUNDLOVENS TYVERI-ALARM

Medens debatten om ’de kristne værdier’ i 2011 fulgte i kølvandet på spørgsmålet om homovielser i kirken, blev 500 kg værdifuldt kobber revet og hamret væk i ly af nattens mørke fra en række gravsteder ved Frederiksberg kirke. Samme år blev to kobberlamper og to kobbergelændere stjålet fra Engesvang kirke i Midtjylland. Året efter i 2012 blev kostbare kobberplader røvet fra Islev kirke ved Rødovre. Et par år efter, 2014, forsvandt værdifulde kobberlamper fra Høje Kolstrup kirke i Sønderjylland. Samme år, 2014, forsvandt et tonstung kirkeklokke fra Messiaskirken i Charlottelund og 26 meter kobberbeklædning fra muren ind til Christianskirken i Sønderborg. 2015 forsvandt en kobberlåge og kobbertag fra mausoleer i København. Efter at kobbertyve et par gange havde besøgt Bolbro Kirke ved Odense, erklærede præsten, Aage Møller: "Intet er helligt for tyvene."

 

BEKENDELSENS VÆRDI-SAMMENHÆNG

Flere af grundlovens værdifulde bestemmelser genfindes i andre staters forfatninger, og deres betryggende eksistens i den danske forfatning må ses som et led i den både nationale og internationale udvikling, der nu på en særlig måde banker på det danske samfunds døre. Denne værdisammenhæng med andre internationale, kostbare, politiske og religiøse dokumenters indhold er i den aktuelle situation nødvendig at inddrage af hensyn til forståelsen af den guldrammede 4. bestemmelse i Danmarks Grundlov. Forarbejderne til denne paragrafs princip er slet ikke beskedne, og det omtalte værdiindholds nærmere betydning kan – ifølge grundlovsfædrenes egen erklæring – kun forstås under inddragelse af præcis det dokument, som her er på tale – nemlig Den Augsburgske Bekendelse.

For den oprindelige grundlov i 1849 indgår denne åndelige værdi-sammenhæng i selve ideologien bag hele den borgerlige revolution, som på det tidspunkt fandt sted i Danmark – ja, den danske forfatnings 4. artikel fremstår værdimæssigt som et afsnit af Confessio Augustana, der tydeligt gengiver den parlamentariske forpligtelse, som det protestantiske samfundssyn anerkender over for den verdslige øvrighed. Af samme grund bliver den måde det danske retssystem nu behandler denne for Danmarks vedkommende altafgørende værdiregel, anset som et forbillede for det internationale samfund. Hvis der fra visse sider hersker en øredøvende tavshed og ’stiltien’ om dette emne, så vil verdensvidde sluser åbne sig for vidt og bredt at meddele udfaldet af denne konflikt.

 

BEKENDELSENS VÆRDIVÆGT

Ved gennemgangen af de drøftelser, der fandt sted i den grundlovsgivende forsamling d. 26. feb. 1849, hvor grundlovsudkastet til den nuværende 4. paragraf i forfatningen blev behandlet, er det bemærkelsesværdigt, at Den Augsburgske Bekendelse allerede på dette tidlige tidspunkt dukkede op i billedet! Et medlem af forsamlingen (C. Neergaard) gik så langt som til at foreslå, at formuleringen: ’ifølge Den Augsburgske Confession’ skulle indføres i selve forfatningsteksten. "Jeg foreslår," udtalte han, "at den paragraf får følgende ordlyd: "Den evangelisk-lutherske religion, således som den er forklaret i den Augsburgske Bekendelse, skal fremdeles ved statens forsorg læres og øves over alt i Riget’ (gr.e. spalte 1566-73).

Selvom dette forslag ikke blev efterfulgt, gengiver det med hvilken værdivægt denne ’kirkens hovedbekendelse’ banede sig vej med henblik på den rette forståelse af, hvad der gemmer sig bag betegnelsen ’Den evangelisk-lutherske lære’. Den dengang foreståede ordlyd: ’således, som den er forklaret i Den Augsburgske Bekendelse’ antyder, at der en dag vil komme andre folk, som vil aflevere andre forklaringer. Derfor må denne betydningsfulde ordveksling mellem grundlovsfædrene ikke gå i glemmebogen. Det vil nemlig i den kommende tid vise sig, at der vil fremstå højt ansete gejstlige og politisk-ideologiske undervisere, hvis ’lære vil brede sig som kræft’ (2.Tim.2:17). De vil give ’en anden og mere fri tolkning af bekendelsesskrifterne’ – for dermed at undergrave den autoritet, de har i grundloven! D. 26. feb. 1849 blev dette grundlovsforslag for første gang fremsat: Staten skal understøtte den evangelisk-lutherske lære, sådan som den er forklaret i Den Augsburgske Bekendelse! Dermed er der sat tyverialarm på en grundlovsværdi.

Det bør i denne forbindelse henvises til, at når profeten Daniel forklarer Babylons konge om betydningen af majestætens nattesyner, så tolker han ’den endetidens udvikling’, at værdierne bliver ringere for til sidst at ende som et fattigt fundament for et storriges undergang! "Du så en mægtig billedstøtte," forklarer profeten den ivrigt lyttende konge. "Dens hoved var af fint guld, dens bryst og arme var af sølv, dens mave og hofter af kobber, dens ben af jern og dens fødder dels af jern, dels af ler" (Dan.2:31-33).

Af denne bibelske beretning fremgår det yderst bemærkelsesværdige, at når værdiskalaen når bunden, og hærværket og tyveriet har nået sin afslutning, da skal – ’i de kongers dage’ – Himlens Gud oprette et kongerige, som i al evighed ikke skal gå til grunde, og intet andet folk (end Guds folk) skal få kongemagten. Det skal knuse og tilintetgøre alle de andre kongeriger, men selv skal det bestå i evighed. – Denne beretning slutter med ordene: "Drømmen er sand, og dens tydning står fast!" (Dan.2:44-45)

 

KIRKEANSATTES SAMVITTIGHEDS-ANMODNING

"Kunsten består ofte i at give offentligheden et bestemt fortegnet indtryk af virkeligheden," lyder en januar 2015 offentliggjort undersøgelse af de ministerielle embedsmænds arbejde" (’Mørkelygten’, side 15). "Det drejer sig om," (forklarer en embedsmand i rapporten) "at kommunikere, så borgere, journalister og folketingsmedlemmer lader sig vildlede, uden at det kan dokumenteres" (ML side 15).

Spørgsmålet er i dag, hvorvidt det er denne (her refererede) fremgangsmåde, som er blevet anvendt, da 40 organister, 157 præster og menighedsråd (i forbindelse med 1738 høringsforslag) fik et skarpt formuleret afslag fra kirkeministeren, da de i marts 2012 anmodede ministeren om at blive fritaget for at deltage i kirkelige homovielser. "Det kræver en skarp pen" (hedder det i ML-rapporten) at give offentligheden et mere eller mindre forvansket indtryk af virkeligheden – men sådan, at man ikke kan gribes i direkte at lyve" (ML side 15).

Det fremgik af en afgørelse i kirkeministeriet i midten af marts 2012, at en inderlig samvittighedsanmodning fra de kirkeansatte med henblik på at blive fritaget for at skulle deltage i kirkelige homovielser var blevet afslået! Kirkeministeren sagde klart nej til et betydeligt antal af organister, kirketjenere, gravere og andre funktionærer. Ikke mindre end halvandet hundrede præster, provster, menighedsråd og privatpersoner blev ved denne lejlighed afvist af ministeren. Den stærkt begrundede samvittighedsanmodning fremkom i forbindelse med de ligeved to tusinde høringsforslag til lovforslaget om, at præsterne kunne få lov at følge deres egen, personlige trosoverbevisning (ved at slippe for at vie par af samme køn). Men det kunne de 40 organister ikke! De kunne ikke blive fritaget fra at levere musikken til homoseksuelle vielser – og dette på trods af, at organisterne (for deres vedkommende) havde givet klart udtryk for, at (citat): ’de givne lovændringer var uforenelige med kristen ægteskabsforståelse’! "Skulle sådanne indføres," betonede de, "presses vi ud i en samvittighedskonflikt i vort daglige arbejde."

De 40 organister skrev derfor følgende til deres minister: "Vi anmoder om, at disse ritualer ikke indføres eller alternativt, at man sikrer kirkemusikeres ret til at blive fritaget for et medvirke…" Menighedsfakultetet tog de kirkelige medarbejderes parti. "Kirken er ikke præsternes alene," skrev de og tilføjede (idet de præciserede, hvor omfattende denne begæring var). "Derfor bør menigheder, menighedsråd, ansatte funktionærer og andre medarbejdere i lige så høj grad (som præsterne) kunne fritages for medvirken ved vielser af homoseksuelle!"

 

EN EMBEDS-MANIPULATION

Det vil i dag, hvor noget lignende er ved at ske, være af topaktuel betydning, at der bliver gennemført en nøjere undersøgelse af, med hvilken begrundelse den tidligere kirkeminister, Manu Sareen, i marts 2012 turde sende følgende dybt belastende afgørelse ud til samtlige kirkemedarbejdere vedrørende deres anmodning om at blive fritaget fra at skulle medvirke ved kirkelige homovielser: "Kirkefunktionærerne vil, uanset om de deler præstens teologiske opfattelse, være forpligtet til at medvirke til, at den kirkelige handling kan gennemføres." I den ’Tynell-rapport’, som blev sendt på gaden i januar 2015, hedder det således (citat): ’Det er en del af embedsmændenes arbejde, når de udarbejder notater, rapporter og redegørelser, der skal indgå i den daglige nyhedsstrøm af politiske debat at sørge for, at regeringen ikke bliver udsat for kritik – ja, i andre tilfælde endog mere offensivt at bane vej for en politik, der tilgodeser bestemte interesser…" (side 14).

I det pågående tilfælde (med kirkeministerens iskolde afslag på de kirkelige medarbejders samvittighedsanmodning) er der begrundet anledning til at undersøge, om netop dette (’at tilgodese bestemte interesser) har været det skjulte motiv for kirkeministerens ’smækken med døren’. – Hvem har forfattet den skarpe – men svagt begrundede – tilbagevisning? Hvem har tilladt sig at devaluere de kirkelige medarbejderes dybe samvittighedskonflikt til en så simpel sag som at ’dele præstens teologiske opfattelse’? Var der her i kirkeministeriets interne drøftelser tale om en embedsmands manipulation, der er politisk motiveret? Sker noget lignende i kirkeministeriet i dag?

Det er soleklart, at også de verdslige myndigheder, der undertrykker ved løgn (Rom.1:18) har (ifølge Ny Testamente) ’djævelen som fader’ (Johs.8:44). Om ham (djævelen) siger Jesus, at ’han har været en morder fra begyndelsen’! Jesus tilføjer: "Han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham!" Videre hedder det med Jesu ord (om djævelen): "Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv, for løgner er han og fader til løgnen" (v.44).

"Hvad her er at bemærke," bør det understreges, "er, at ’mordet’ er i nær familie med ’løgnen’." – ’Djævelen, der er en morder fra første færde’ er (ifølge Jesu ord) en ’indædt modstander af sandheden’. "Det vil med andre ord sige," tør de 300 borgere erklære, "at den øvrighed, der betaler store penge for et løgnagtigt embedsapparat, er den samme myndighed, som er parat til at forfølge anderledes tænkende – ja, som ikke vil vige tilbage for at sende dræbere på halsen af dem, der ’samler sig i trossamfund for at dyrke Gud’ på en anden måde, end deres løgnagtige og uretfærdige lovbestemmelser tillader…

 

DE ’SAGKYNDIGES’ ARBEJDSOMRÅDE

De danske biskopper synes at have lugtet lunten! Da det blev dem fortalt, at det kun skal være ministerens egne eksperter, der skal ’regulere’ de kristne trossamfunds forhold – og at trossamfundenes egne folk skal holdes udenfor – udsendte de en skarp ’beklagelse’, der (uden at lægge fingrene imellem) anklagede ministeren for at være både udemokratisk og respektløs’ (’mangel på agtelse’). De ’eksperter’, som nu skal til at ’ordne de troendes sagsområde’ er (citat): 1. sagkyndige indenfor statsret, 2. retshistorie, 3. retsfilosofi, 4. religionsvidenskab/historie og 5. ’teologi samt 6. repræsentanter for justitsministeriet, 7. statsministeriet og 8. Ligestillingsministerens eget ministerium. Disse otte ’ekspertområder’ skal så hurtigt som muligt have færdiggjort deres arbejde med ’behandlingen af Danmarks frie trossamfund’ – og hvis nogen af disse (trossamfundene) skulle driste sige til at anmode om at få et ord indført, så er svaret på forhånd et klart nej. Interessant er det at se, at da kirkeministeriet ville frikirkerne til livs, rykkede folkekirkens biskopper til undsætning… men da ministeriet ville indføre et dødens ritual i folkekirken, var frikirkernes ledere tavse som graven.

Grundlovens bestemmelse om trosfrihed (§ 67) bør de troende i Danmark våge over med en agtpågivenhed som ingensinde før! De skal med den største nidkærhed kæmpe for denne særlige bestemmelses ordlyd, som indledes med udtrykket: ’borgerne har ret…’ Når nu disse ord på en særlig måde betones i religionsfrihedens grundlovsbestemmelse, så er det fordi, der til alle tider alle steder har eksisteret ideologiske kræfter, som ikke vil spare noget middel for at fratage borgerne denne ret.

Luftrummet over Danmark befolkes i disse dage af sorte rovfugle, der med falkeblikke følger de frie trossamfunds liv og færden på jorden. Hvor de ser en åbning og et ubeskyttet område vil de straks slå ned – og de elendige, som gribes af deres skarpe, spidse klør, vil ikke have en jordisk chance for at undslippe. Det er i høj grad borgerretten til ’at forene sig’, som rovfuglene er ude efter – men det er i endnu højere grad (citat): ’retten til at forene sig… for at dyrke Gud’, som de politiske gribbe jagter – ja, det er i højeste grad (citat): ’retten til at dyrke Gud i overensstemmelse med deres overbevisning’, som de urene, sorte fugle slår ned på. Af den grund bør alle evangeliske kristne i vort land gøre netop det, som Grundloven opfordrer dem til: ’At forene sig’ for sammen og med én ånd at bekæmpe disse luftens nøgenhalse…

 

EKSPERTERNES SAGSOMRÅDE

Det er næppe tilfældigt, at tidligere Ligestillingsminister, Manu Sareens, oplæg til det såkaldte ’lovforberedende udvalg’ (der skal ’regulere’ trossamfundets forhold) indledes med at slå fast, at Grundlovens religionsfrihedsparagraf (citat): ’først og fremmest omfatter de egentlige rituelle handlinger’… såsom forkyndelse, bøn og gudstjeneste’ (Kommissoriumets bagr. stk.1). Dermed fik ministeren slået fast, at dette forhold (kirkens ’indre anliggender’) havde han allerede fået fat i. Kirkens ritualer havde han (i sin korte embedsperiode) haft under behandling ved at indføre et nyt og for den kristne lære absolut ’fremmed’ vielsesritual (der kun kan anvendes til at ægtevie par af samme køn). Med bekendtgørelsens tydelige ordvalg: ’først og fremmest’ kunne det herefter kun forstås, at ’der følger noget efter’. I kølvandet på de nye ’rituelle forordninger’ skulle ministeren nu have fat i næste punkt, som hedder (citat): ’trossamfundenes tildelte rettigheder i skattelovgivningen’. Ministeren kaldte denne ’efterfølgelse’ for (citat): ’andre sagsområder’… og det vil de implicerede snart få at mærke betydningen af. Det afgjort væsentlige i denne ’fremgangsmåde’ er imidlertid, at ministeren forbyder repræsentanter for de pågældende trossamfund at deltage i forhandlingerne, når han skal ’ordne deres sagsområder’. "De skal ikke være med," erklærede han. "Det arbejde har vi eksperter til at udføre…"

’Dér hvor ådselet er, dér vil gribbene flokkes’ (Matt.24:28… ofte forstået sådan, at hvor der er råddenskab, vil ådselgribbene vise sig på himlen…’- "men kanhænde, at det mere skal forstås sådan, at så såre rovfuglene (med de krumme næb og de lange, nøgne halse) viser sig, så er der på det sted en vis stank af råddenskab at spore. Det bør ikke glemmes, at William Shakespeares berygtede sætning fra skuespillet ’Hamlet’ synes at være en dyster forudsigelse: "Something rotten in the state of Denmark" (1.akt, 5. scene, vers 65). Tegnet på, at dette er tilfældet, er nemlig de sorte, udbredte gribbevinger, der i denne time svæver over det danske land. Som Abraham i timevis kæmpede mod rovfuglene ( som beskrevet i 1. Mose 15:11), sådan må de troende i Danmark nu samle sig for i fællesskab og enhed at stride mod den grådige gribbeflok, der i disse dage styrtdykker over de steder og forsamlinger, hvor det frie, protestantiske troens lovprisningsoffer beredes…

 

FRIKIRKERNE SKAL NU OVERVÅGES

Den minister, som for et par år siden gennemførte en ny antikristelig lov i folkekirken, vendte sig siden mod frikirkerne! Han citerede i rapporten om oprettelsen af et udvalg for Danmarks ikke-folkekirkelige trossamfund Grundlovens 69. paragraf. Der står skrevet: "De fra folkekirken afvigende trossamfund ordnes nærmere ved lov." De troende i Danmark lægger især mærke til den paragraf i dette oplæg, som siger, at (citat): ’udvalget skal sikre, at forslag og anbefalinger er forenelige med grundloven’. Mistilliden til præcis denne forsikring er umiddelbar, idet et betydeligt antal danske borgere i 2014 netop stævnede denne minister for grundlovsbrud… og at den nedlagte påstand sigtede på nøjagtig de forhold, som den pågældende minister har krænket ved sit overgreb på nationalkirkens indre forhold. Folkekirkens biskopper havde allerede hejst det røde flag! Hvor er frikirkernes ledere henne? Hvis de tror, at de kan undfly denne forfølgelse uden at gøre modstand, tager de fejl.

 

MINISTERENS SKJULTE AGENDA

Tidligere minister for Ligestilling, Manu Sareen, forfulgte – så vidt det kan forstås – sit berygtede ærinde med henblik på, at vielser af par af samme køn skal kunne finde sted i kirken! Det er lykkedes ham at få dette skarlagenrøde ’regeringsgrundlag’ gennemført med hensyn til Den Evangelisk-lutherske Kirke, folkekirken, i Danmark. Ægtevielser af homoseksuelle og lesbiske par finder indtil videre stadig sted (med et splinternyt vielsesritual) i sognekirker over det ganske land – men dette var åbenbart ikke tilstrækkeligt for den tidligere kirkeminister! Han ville have disse vielser (og de dermed følgende antikristelige ritualer) ind i landets frikirker! "Jeg kan nu som minister af ligestilling og sociale forhold give vielsesbemyndigelse til præster i de udenfor folkekirken stående trossamfund," erklærede han i den offentliggjorte kommissoriumsrapport (Trossamfundsudvalget). Det var herefter op til præsterne fra disse frie trossamfund at gætte sig til, hvilke betingelser, ministeren ville stille, for at give en sådan ’vielsesbemyndigelse’. Hvis de pågældende præster havde vanskeligt ved at gennemskue dette oplæg, så kan jeg hjælpe dem: Staten vil fremover kun give vielsesbemyndigelse til de frikirkepræster, der er villige til også at ægtevie homoseksuelle par… De berørte frikirkepræster bør her ikke være så naive at tro, at de får lov til i et af en ny kirkeminister nedsat ’Enighedspapir’-udvalg at protestere mod et sådant overgreb! Udvalgets døre er (som dengang) på forhånd lukkede og aflåste for at sikre, at ikke en eneste af de berørte trossamfunds præster slipper ind. Folkekirkens biskopper havde allerede protesteret mod en sådan ordning. Der ventes nu kun på, at de præster, som sagen drejer sig om, følger med op på barrikaderne…

 

DEN SORTE LISTE

Når den daværende minister for ligestilling, Manu Sareen, i sin kommissoriumsrapport skulle forklare, hvorledes han ville ’regulere forholdene’ i de frie, danske trossamfund, så startede han med at forklare, at (citat): ’Det fremgår af § 15 i ægteskabsloven, at ægteskab enten kan indgås borgerligt eller kirkeligt’. Det vil sige, at han – som et af hovedpunkterne i sin såkaldte ’lovregulering’ atter havde fat i ægteskabsloven. Den har han fået forandret, så at homoseksuelle kan blive viet i folkekirken… og det lurer her bag linjerne, at han nu havde samme hensigt med henblik på at give vielsesbemyndigelse til landets øvrige trossamfund.

Første punkt på statens sorte liste, som ’eksperterne’ på det tidspunkt skulle gennemgå, var bl.a. de trossamfund, der ikke blot søger momsfritagelse – men vielsesbemyndigelse… Det andet punkt skulle behandle ’kriterierne for at opnå godkendelse – ja, hvorledes myndighederne kan ’tilbagekalde en godkendelse’. Det tredje punkt på statens ildevarslende liste er ’Retsvirkningerne’… ikke kun i relation til momsfritagelse – men til vielsesbemyndigelse. Det fjerde punkt omtaler ikke længere momsfritagelsen men går direkte til sagen (citat): ’Tilbagekaldelse af vielsesbemyndigelse’. Det femte og sidste punkt søger at gyde olie på vandene ved at hævde, at man kun er interesseret i (citat): ’større åbenhed og indsigt i trossamfundenes forhold’ – hvilket på godt dansk vil sige: Mere overvågning!

De troende bør i denne for frikirkerne skæbnesvangre time ihukomme, at blandt Davids helte var der én (El’azar), der holdt stand, da israelitterne trak sig tilbage. Han huggede ned blandt filistrene til hans hånd blev træt og klæbede fast ved sværdet (2.Sam. 23:9-10) Der var en anden blandt Davids helte (Sjamma) som stillede sig op på marken og holdt den og huggede filistrene ned (v.11-12). Der var en tredje (Abisjaj) ’der svang sit spyd over 300 faldne’ (v.18). Der var en fjerde (Benaja), en tapper mand, der steg ned og fældede en løve i en cisterne. Ligeledes fældede han egypteren, en kæmpestor mand (v.20-21). David havde 30 sådanne helte, som ikke veg tilbage for fjenden – og det er sådanne 30 helte, som David-Sønnen søger efter i dag.

De, som mener, at denne beretning om Davids helte blot er ’en legende’, bør bemærke de dokumentariske detaljer. Den mark, som Davids kriger forvarede og holdt ’var fuld af linser…’(v.11). Den dag, da løven blev dræbt i cisternen ’var der faldet sne’... (v.20) – og den måde, den kæmpestore egypter blev dræbt på, skildres ved at ’spyddet blev vristet ud af hans hånd (og han blev slået ihjel med sit eget spyd… v.21). Det fortalte er virkelig sket – og Gud er den samme i dag!

 

DØDEN MÅ HAVE EN ÅRSAG

Den evangelisk-lutherske lære bør af hensyn til grundlovens henvisning kunne defineres, hvilket jeg i det følgende vil gøre:

Som de kristne nu på verdensvid basis træder ind på arenaen for ’de sidste ting’, er det ikke nok at være bevæbnet med nogle træsværd, som er hamret sammen af ’evangeliske’, overfladiske slogans! Arenaens vilddyr, der kommer krybende og snigende op fra de underjordiske grotter, kan ikke bekæmpes med et ’Fadervor’ og et par løsrevne bibelord. – Nej, den uundgåelige fordømmelse, der er en sikker følge af det første menneskes synd, fører til død for alle menneske (uanset hvem de er) og den retfærdighed, der er en lige så sikker følge af ’den sidste Adams retfærd’ (Rom.5:18) fører til liv (både her og sidenhen) for alle mennesker.

Før det moderne menneske godtager, at synd og sygdom, pine og død skyldes ét menneske, gives ingen fuldkommen frelse. Om dette siger Skriften: "Synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, og døden trængte således igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede" (Rom.5:12). Kerneordet i denne katastrofale kædereaktion er dette: "Således trængte døden igennem til alle mennesker" (v.12); derfor nytter det ikke at nogen rettroende kristensjæl vandrer rundt i den skæbnesvangre misforståelse, at en arme synder er afskåret fra at komme under Guds salige velsignelse, ene og alene fordi det har begået – ja, stadig begår forskellige synder (som naturligvis tynger samvittigheden og derfor må ophøre!)

En synder (og dette gælder hver eneste levende sjæl på denne jord) er og bliver afskåret fra Guds velsignende velbehag og det evige liv, fordi synden som sådan for lidt mere end 6000 år siden (og alle andre beregninger er i den henseende falske) ’ved ét eneste menneske (Adam) kom ind i verden’ (v.12). De, som har en anden mening om dette (altså at synden, der dag og nat rider denne verden som en mare, er kommet ind i Guds gode skaberværk ved ét menneskes afgjorte, absolutte og beviselige overtrædelse) må da fremlægge et andet bevis for dødens allestedsnærværende, brutale og uimodsigelige eksistens! Døden jo have en årsag – og denne årsag er, at efter det første menneskes synd har alle mennesker (om de vil det eller ej) syndet. Dette er og bliver den ’djævelens gerning, som Faderen i Kristus har tilintetgjort…’ og dette er et af kernepunkterne i den evangelisk-lutherske lære, som grundloven henviser til.

 

ENDETIDENS ENKLE BUDSKAB.

Som verdenshistoriens ondeste trængselstid nærmer sig, bliver Kristi budbringeres prædiken mere og mere enkel. Den lyder sådan: "Altså: Ligesom der af den enes fald fulgte fordømmelse for alle mennesker, således skal der af den enes retfærd følge retfærdiggørelse til liv for alle mennesker" (Rom.5:18). Det er Guds forunderlige forudviden og visdom, at hele menneskeslægtens syndefald kan og skal spores tilbage til ét menneske, thi netop denne protestantiske, grundlovsbeskyttede lære har som en velsignet konsekvens, at den ganske menneskelige familie nu retfærdigvis kan slippe ud af syndens og dødens rædselsfulde jerngreb ved ét menneskes (Jesu) sejrrige offer og soning for det første menneskes (Adams) nederlag, "thi" fortsætter Skriften, " ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus" (1.Kor.15:22).

Af dette for den dødsdømte sjæl så forjættende udsagn kan imidlertid (som en livsåbenbaring) udledes, at der aldeles ikke er noget andet sted, noget andet forhold eller nogen andre omstændigheder, der med rette kan angives som grund til, at ’alle mennesker har syndet og mangler herligheden fra Gud’ – ligesom der derfor ej heller kan refereres til nogen anden udvej eller noget andet middel eller nogen anden skabning, som kan frelse fra syndens og dødens frygtelige, tyranniske herredømme end Jesus Kristus! Dette er og forbliver det absolut eneste budskab, som kan frelse syndere fra vore dages fortabte menneskeslægts sørgelige skæbne.

Lad derfor alle forstå, at hele verdens historie faktisk kan sammenfattes i to personer: ’Det første menneske, Adam, og ’den sidste Adam’ (1.Kor.15:45). Det er på stedet værd at bemærke (bør det prædikes overalt), at apostelen her taler om ’den første og den sidste Adam’. (Altså ikke om den første og den anden Adam – thi ’den anden Adam’ er og kan kun være ’den sidste’; thi efter Ham har alting nået sin afslutning. Vi belærer derfor yderligere om, at ’den første Adam’, som alle vegne stadig har bolig i ’det kødelige menneske’ kun har magt og sjælekraft til ’at holde sig selv i live’. ’Den sidste Adam’, som tager bolig i de troendes hjerter, er imidlertid ’et indre kildevæld, der springer til evigt liv for sig selv og andre’ (Johs.4:14).


TILBAGE