RETSOPGØRET
127

DEN FALSKE TOLKNING

De, som vedblivende tuder vore øren fulde om, at vi skal holde os langt væk fra 'den jordiske domstol' (for det er og bliver jo i al fremtid en 'nederlagssag', vi har med at gøre) forekommer yderst 'bibelske' i deres advarsler. Der er blot én ting, som jeg mangler i deres formanende vidnesbyrd. Det er det bibelord, som Jesu disciple ’kom i tanker om’, da de så deres Herre med en hjemmelavet, solid pisk drive pengekræmmerne og kvæghandlerne ud af Herrens helligdom. Skriften siger: "Hans disciple kom i tanker om, at der står skrevet: Nidkærhed for Dit hus skal fortære mig" (Johs.2:17).

Samtidig med, at der er danske forkyndere, som i disse prøvelsens dage med deres prædiken søger at få de troende til at forstå (og dermed indvillige i), at 'det fremover er for risikabelt' at indlade sig i et fornyet retsopgør med de politiske kræfter, som vil have den kristne livsparagraf fjernet fra Danmarks Grundlov – så er der andre, der har travlt med at gentage, at 'den jordiske domstol til syvende og sidst vil gå de kristne imod'. De fortæller, at 'det skete jo for Paulus i Rom' – og de betoner (sikkert med henblik på vor sag), at han (Paulus) havde ingen ’hyrede stjerneadvokater til at forsvare sig' - "ja," forklarer de, "disse første kristne benævnes (af Paulus) som slagtefår" (Rom.8:35).

Til dette sidste vil jeg på stedet forklare, at Skriften siger ikke, at Guds folk 'benævnes' som slagtefår; nej, der står skrevet: "For din skyld dræbes vi dagen lang, vi er regnet for slagtefår." Heraf ('vi er regnet for') udledes, at det er den bitre smertenslod, som tilfalder dem, der 'for Din skyld' (for Herrens navns skyld) af deres dræbere ikke regnes for andet end en flok får, der føres til slagtebænken. Den 44. salme, hvorfra citatet er hentet, tillader altså ikke den falske tolkning, at Kristi efterfølgere nu blot alle vegne fromt og passivt skal 'udlevere sig selv som slagtefår'. - Nej, salmisten fortsætter: "Vågn op, hvorfor sover Du, Herre!… Kom os til hjælp! Forløs os for Din miskundheds skyld" (v.24+27)… og forinden i samme salme: "Ved Dig nedstøder vi fjenden, modstanderne træder vi ned i Dit navn! Du gav os sejr over fjenden, Du lod vore avindsmænd blive til skamme" (Salme 44:6-8). - Al anden tale end denne gør folket modløst og tilstræber, at vi skal opgive vor kamp, hvis den bevæger sig ind foran den jordiske domstol. Må disse ’modløshedens prædikanter’ en gang for alle tie. Deres ord har allerede forvoldt tilstrækkelig skade – og det vil være bedst for dem selv og deres evige salighed, at de trækker sig tilbage fra fronten og hjælper til i arbejdet ’bag linjerne’.

 

FROMME FORRÆDERE

Beretningen i den første af Bibelens Samuelsbøger er ikke til at tage fejl af. Mændene i byen Jabesj i Israel ville først 'underkaste sig' fjendens betingelser for fred (1.Sam.11:1). Men da de hørte fredsbetingelserne, blev de forfærdede. "Vi vil stikke højre øje ud på enhver af jer til forsmædelse for hele Israel," sendte Jabesj' mænd i deres fortvivlelse bud efter hjælp. Hvor sendebuddene kom frem, brast hele Israels folk i gråd. - "Da kong Saul hørte det, overvældede Guds Ånd ham, og hans vrede blussede heftigt op" (1.Sam.11:6). Han sønderhuggede sine okser og sendte stykkerne rundt i hele Israel. "De, der ikke følger mig, får samme skæbne," erklærede han. Herrens rædsel faldt da over folket – og de kom i denne yderste nød Jabesj til hjælp. 300.000 israelitter og 30.000 judæere angreb ammonitterne og vandt ved Guds hjælp en stor sejr!

Denne beretning bør i dag højtlæses for de ’fromme forrædere’ i Danmark, som fortsat vil gå ind på de djævelske fredsbetingelser, som tilbydes landets kristne familier. Især bør det overfor disse 'femte kolonne-folk’ betones, at overalt, hvor disse ubarmhjertige fredsbetingelser blev nævnt, 'brast folket i gråd'. Ingen var ligeglade, og ingen fandt det 'helt i orden', at Jabesj' indbyggere fra de ældste til de yngste ('enhver af jer') skulle have højre øje stukket ud'…

Da kong Saul hørte derom, råbte han ikke til folket, at de nu endelig skulle nedlægge våbnene og underkaste sig fjenden, men 'Herrens Ånd kom over ham og han mobiliserede hele Israel'! Lad derfor dem, der viger (og råber til andre, at de skal gøre det samme) atter høre denne bibelske beretning, alle dem, der i skrift og tale pålægger landets troende at 'undlade at forsvare sig'. Lad dem én gang for alle forstå, at Herrens Ånd er kommet over os og som dengang har Guds Ånd 'vakt vor vrede' – og at vi herefter er indstillet på at komme Guds folk til hjælp… samt at vi hermed sender bud til dem, der i denne time søger at overbevise folket om det modsatte, at de skal få den slags baghold betalt!

Det fremgår i den forbindelse af Skriften, at da Paulus i Cæsarea havde fået at vide af profeten Agabus, at han ville sætte livet på spil ved at rejse til Jerusalem – 'så bad folk på stedet ham om ikke at rejse'. Paulus svarede: "Hvorfor gør I mit hjerte vegt?" (gl. oversættelse… Ap.G.21:13). Det græske ord for 'at gøre veg', bør her understreges med rødt. Det betyder egentlig 'at rive selve nerven ud af' (en tjeneste) – og det er i dette lys, at vi skal se den iver, hvormed der fra begyndelsen har været folk i Danmark, der uophørligt har fortalt os, at det er en 'nederlagsgerning', som vi er gået ind i! Selvom de tusinde gange vil fortælle os, at vi er 'vindere', skønt vi taber – så er motivet det samme; de vil (som de folk, der i Cæsarea omgav Paulus) søge at få Herrens tjenere til at opgive den tjeneste, som Kirkens Herre har pålagt dem! "I skal bare frivilligt lade jer føre ind i den fold, hvor slagtfårene samles," vil de sige. Hertil skal Herrens tjenere fra nu af ’De 300’ svarer: "Hvorfor søger I at rive nerven ud af vor tjeneste? Vi er parate til det værste – men nedlægger ikke den gerning, som Herren har betroet os!

 

KIRKENS GRUNDLOVSGIVNE VETORET

De af Danmarks troende borgere, der i disse anspændte dage læner sig tilbage i sofaen og (på TV-afstand) følger slagets gang med disse ord: "Dette her er folkekirkens sag – lad dem sejle deres egen sø!" glemmer den truende skygge, som fra nu af lurer i horisonten! Dette påtrængende, uheldssvangre mørke defineres i grundlovens 69. paragraf, der lyder sådan: "De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov." - Hvad der ligger i ordene: 'ordnes nærmere' har fået et ildevarslende skær over sig! Ingen bør være i tvivl om, at det bliver nye og tilsyneladende ’uigendrivelige ulykkeslove' (Es.10:1), som staten fremover vil brolægge vejen til helvede med. Folketinget kan nemlig på stedet vedtage love for 'andre trossamfund'. Det er endnu ikke sket – men der er optræk til, at det nu vil ske – og de frikirkefolk, som med det seneste, afslørende kirkeministerielle ’Enighedspapir’ har indset i hvilken retning, vinden drejer – bør tage konsekvensen deraf og sammen med andre troende kaste sig ind i kampen for Kristi menigheds frihedsret i Danmark.

Den samme trygge, religiøse frihedsramme er stort set nedfældet i alverdens konstitutionelle regimer! Den omfatter ved Guds nåde også den danske grundlov; forfatningen er og forbliver en juridisk realitet, der på afgørende vis begrænser de styrendes magt og beskytter landets borgere mod statens politiske overgreb! Ikke mindst, når det drejer sig om borgernes individuelle ret til at tro, hvad deres egen, personlige, religiøse overbevisning byder dem – ja, den danske forfatning beskytter endog den nationale kirkes medlemmer mod direkte politiske overgreb indefra. Altså mod farlige ideologier, som kunne opstå – ikke blot i landets ydre, verdslige styring – men fra kirkens eget indre.

Dette vil helt aktuelt sige, at en tidligere kirkeminister, der med de værste eder og forbandelser på sin Facebook i februar 2016 skriver: "I kan slæbe mig i retten herfra og til helvede..." at han allerede (med et sådant forbandelsesudsagn) melder sig som én af kirkens 'ydre fjender', der politisk (som kirkeminister) har banet sig vej til kirkens 'indre beslutninger'. Udtrykket: 'herfra og til helvede' må vel angive betegnelsen på den vejstrækning, som den tidligere minister selv mener at befinde sig på. Hvis han nu havde sagt: "Herfra (hvor jeg nu befinder mig) og til himlen" - så ville han dermed have angivet, at han personligt var af den opfattelse, at han var på vej til Den evige salighed (som Bibelen taler om) men når han åbenlyst og med en vis spottende frækhed bekender, at han er på vej 'herfra og til helvede', da taler han utvivlsomt om den 'fortabelse', som Jesus advarende forkynder (Johs.3:16) … og netop her er det et spørgsmål, om den danske folkekirke ikke har en vis grundlovsgivet 'vetoret' (over for en sådan antikristelig, partipolitisk styring) – ja, om det ikke dybest set er grundlovsstridigt at kaste den kristne kirke i kløerne på en sådan minister?

Det er derfor ikke uden betydning, at den jødiske profet udstøder et højt og hjerteskærende veråb over de elendige 'stormænd', der (citat): 'giver ulykkeslove og ivrigt fører uret til bogs' (Es.10:1). Dette profetiske 'veråb' indikerer, at de omtalte lovgivere ikke skal føle sig for trygge eller for 'godt tilpas'. Ordene: 'dem, der giver ulykkeslove' er påpegende! Hvilket vil sige, (bør det særligt betones) at ulykkesfuglene er 'blevet noteret'. Ifølge Ny Testamente er deres skæbne evigt beseglet, hvis ikke de omvender sig! 'Ulykkeslovgiverne' (som det hedder): 'fører ivrigt uret til bogs', drevet af en politisk, religiøs-ideologisk iver, der ikke lader dem i ro, før de har fået ophøjet deres vanvidsideer til lov! De finder ikke fred, forekommer det, før de har fået dronningens underskrift. "De trænger de ringe fra retten og røver de armes ret i Mit folk," siger Herren (v.1).

 

DERES RÅB SEJREDE

De irske homo-frontkæmpere, som i 2015 gennemførte en grundlovsændring omkring spørgsmålet om homoseksuelle vielser, anvendte dette argument: "Konstitutionen definerer ikke, hvad der forstås ved ordet ægteskab, derfor har folket ret til at redefinere dets betydning." Den danske stat anvender samme teknik. Dens advokat har i en såkaldt ’svarskrivelse’ erklæret, at ’Grundloven ikke tolker kirkens bekendelsesskrifter – derfor må tidsånden nu forklare os, hvad de betyder’. Irlands homo-tolkning af de passager, hvor grundloven var tavs, sejrede. Dersom de mænd, som i denne time er kaldt af Gud til - ved Guds Ånds hjælp – at forklare kirkens bekendelsesskrifters rette betydning, forholder sig tavse, så vil mængdens hob sejre.

Det er en sørgelig dag for en nation og et folk, hvis det er hobens råb, der fører an. Som i Irland vil der være politikere (antikristelige kræfter), der af al magt vil søge at redefinere forståelsen af ægteskabet ved flertalsafgørelser! Ved en ’jastemme’ vil det søges opnået at erstatte sande, åndelige værdier med homo-ligestillingsideologien. Før valget i Irland var et sådant politisk parti på trapperne – og der blev argumenteret voldsomt for ægtevielser af par af samme køn. De gejstlige og politiske modstandere var stort set tavse. ’Jasigerne’ forlangte et referendum, og ’nejsigerne’ hviskede kun deres nej ved et konstitutionelt forum, som bestod af 33 politikere og 66 mænd og kvinder fra offentligheden. Det endte med en flertalsafgørelse (79 % ’ja-folk’) – og sagen om en grundlovsændring blev lagt ud til en folkeafstemning – og mængdens råb sejrede (Matt.27:23 og Luk.23:23).

 

GRUNDLOV BYGGET PÅ SYND

I Irland blev vælgerne spurgt, om de var parate til, at deres grundlov blev ændret. Den kristne opfattelse af ægteskabet som en pagt mellem en mand og en kvinde skulle ændres til at omfatte – ja, udvides til – at inkludere par af samme køn. Dybest set er det samme ordning, som nu søges (ikke indført men) fuldført i Danmark. Afslutningen på dette ’valg’ ligger i, hvorvidt den kristne forfatningsparagraf i Danmarks Grundlov skal udskiftes med en homoparagraf om, hvad der forstås ved ’en familie’. Den foreslåede ændring af den irske grundlov, som Irlandsborgere gav deres tilsagn, lyder sådan i den 41. paragraf: "Ægteskab kan indgås i overensstemmelse med loven mellem to personer – uanset deres seksuelle orientering’ (’without distinction as to their sex’). "Ved borgernes accept af dette forslag," hedder det videre "vil par af samme køn under grundloven have samme status som ægteskabet mellem en mand og en kvinde." Den nye grundlovsbestemmelse konkluderer, at indgåede ægteskaber, hvad enten de bestod af parter af forskelligt – eller samme køn skulle antages ’som en familie, der skal nyde samme konstitutionelle beskyttelse som mand-kvinde-ægteskaber. En sådan bestemmelse er imidlertid grundlæggende imod det kristne familiemønster. Det er et frontalt angreb på den bibelske opfattelse af ægteskabet – ja, en direkte opfordring til et samliv i synd!

Flertallets ophidsede råb og uretfærdige forlangende var for 2000 år siden baggrunden for verdenshistoriens største forbrydelse. Da Pilatus skulle fælde den afsluttende dom over Jesus, og faktisk offentligt havde tilkendegivet, at han havde fundet Ham ’ikke-skyldig’ (Luk.23:22) – så var det ifølge den nytestamentlige forfatters (Lukas) referat ikke dommerens kendelse, som blev taget til efterretning; det var ’folkemængdens råb, der sejrede...’ (v.23). "Råbet ejer et eneste aspekt," bør det forklares, "som ikke er sandt demokratisk, og hvorved sandheden ikke længere kan komme til orde. Det lyder sådan: "De trængte ind på ham" (dommeren udsættes for hobens pres...v.23). Denne situation vil snart opstå i forbindelse med det endelige retsopgør omkring homovielser foran kirkens alter: ’Vil råbet sejre’?

 

EMBEDS-MISBRUGEREN

Det er tydeligt for enhver, at kirke og stat ofte har et forskelligt syn på, hvad der er godt og hvad der er ondt. De ser forskelligt på, hvad der er moralsk, og hvad der er umoralsk; der eksisterer mellem dem et ’dobbelt normsystem’. Det, som imidlertid forcerer disse to modsatte poler, er deres fælles grundlov, er, at de begge har underskrevet den samme nationale forfatning – og hvis blot én af parterne bryder denne ’sociale kontrakt’, øges kløften mellem staten og kirken. Dette vil faktisk sige, at en kirkeminister, der ifølge grundloven skulle medvirke til at fremme det positive samarbejde mellem stat og kirke, kan misbruge sit embede til at gøre præcis det modsatte. Sker det, er en sådan minister ifølge grundloven en ’embedsmisbruger’.

Modstanderne af den fortløbende borgerstævning af den danske stat vil få svært ved at overbevise retten om, at den 4. paragraf i Grundloven er en unyttig-tom og ineffektiv løfteparagraf. At ’den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke’ kan nemlig kun have den absolut eneste betydning, at den danske folkekirke, (som den ses og bedømmes i grundlovens lys) ikke kan have nogen anden lære og forkyndelse end den, som i sandhed er ’evangelisk’ og i sandhed er ’i overensstemmelse med den tyske reformator Luthers lære’.

Dette klare forhold og denne sikre identifikation (mener jeg) gør det i dag relevant for borgerne at fastholde en sådan præcis argumentation over for både folketing, ministerier og dommere. Ingen dansker behøver at skamme sig ved at påtale et hvilket som helst angreb på netop dette indhold af den 4. bestemmelse i forfatningen. Den 4. paragraf ejer i sig selv en så afklaret bestemmelse, at en hvilken som helst retsregel (på det kirkelige område) kun kan udformes og sidenhen administreres efter dette mønster… Hvis nogen lovgiver vil forsøge at følge en anden vej i denne henseende, så bryder han på stedet den retlige forudsætning for at kunne fremsætte et lovforslag med hensyn til kirken; han (eller hun) har da på forhånd diskvalificeret sig selv – og hvis et sådant lovforslag bliver antaget, er det dermed sket en grundlovsstridig handling!

 

STAT OG KIRKE BØR SAMARBEJDE

Vil det være forkert, hvis de sagsøgende borgere i det videre retsopgør ikke anser grundlovens 4. paragraf som en fremstilling af to fjender, staten og kirken, men som en overraskende, retlig forudsætning for, at to regelsystemer (nemlig det kirkelige regelsystem og det statslige regelsystem) indgår i et samspil og et positivt samarbejde. Dette ’gode forhold’ mellem den kristne menighed og staten er – så vidt jeg kan se – Ny Testamentes intention, men som udviklingen former sig, synes at ende med at blive en naiv illusion. For at kunne fremme den forståelse, at staten og kirken ikke behøver at ende som hårdnakkede fjender, er det for Danmarks vedkommende ikke vanskeligt at finde en fælles vej for at nå frem til dette ophøjede mål; hvis nemlig både, staten og kirken, holder sig nøje til ordlyden af grundlovens 4. paragraf, kan det lykkes! Men hvis én af parterne viger fra det sande og eneste gyldige indhold af denne bestemmelse, vil ondsindede splittelseskræfter gribe tøjlerne, og et fremtidigt, uforsonligt – ja blodigt fjendskab opstå.

"De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode," forklarer apostelen, idet han tilføjer: "men dem, der gør det onde" (Rom.13:3). Det vil sige, at der i de menneskelige samfund findes kræfter, ’der gør det onde’ – og hvis både stat og kirke enes om at stå de onde kræfter imod – ja, ved domstolsafgørelser at skræmme livet af dem, så handler de i overensstemmelse med Guds vilje og den danske grundlovs 4. paragraf.

Ud fra Ny Testamentes lære forstås, at ’de, som sætter sig op imod dem, der har myndighed, står Guds ordning imod’ (Rom.13:2). Den verdslige myndighed er nemlig ’forordnet af Gud’ (v.2). "De, som gør det gode vil derfor blive rost af den verdslige øvrighed," forudsætter apostelen og tilføjer (som er dette den naturligste sag): ’De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde’ (v.4). "Hvis det derimod er et modsat billede, der tegner sig," bør den danske befolkning forstå, "at de styrende roser dem, der gør det onde og skræmmer dem, der gør det gode," da følger en sådan øvrighed ikke Guds forordning men er en modstander af Kristi evangelium ’og et samarbejde mellem kirken og et sådant system er ikke muligt’. Af samme grund bør det ved den højeste domstol kunne afgøres, om en grundlovsovertrædelse er af det gode eller af det onde…" Den danske forfatnings 4. bestemmelse anbefaler med hensyn til den evangelisk-lutherske lære ’det gode forhold’ mellem kirke og stat.

 

DET GUDDOMMELIGE SKAKTRÆK

Det kristne budskab, der skjuler sig bag den 4. grundlovsparagraf, er dybt. For mange verdslige mennesker svært at forstå, - men ikke for de troende. Lad mig forklare:

Kristi (af det moderne menneske forladte, isolerede og ’halvglemte’) menighed står nu overfor en ny fase, hvor den atter – Gud ske tak og lov - vil finde ørenlyd! Omstændighederne vil medføre, at den igen kommer til orde. Til det formål har Den Almægtige skjult et skarpt sværd og gemt en sleben pil (Esajas 49:2). Disse våben vil Han (tror jeg) nu tage frem af Sin kappefold og sit fyldte pilekogger. Ordets sværd er af stor vigtighed – men den slebne pil (som er det præcise budskab for vor tid) er netop i denne time af en lige så stor vigtighed. Det er nemlig ikke hvad som helst, der skal prædikes. Det inspirerede (evangelisk-lutherske) ord om ’retfærdiggørelsen ved tro’ vil føre mange ængstede og ulykkelige sjæle til frelse.

Det guddommelige ’skaktræk’, som har sat mørkets drot til vægs – og for altid gjort ham skakmat, lyder sådan: "Thi ligesom de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også de mange komme til at stå som retfærdige ved den enes lydighed" (Rom.5:19). – Om de lærde kan forstå det eller ej, og om alverdens teologiske eksperter nægter at godtage denne forordning som værende en retfærdig dom, så ændrer det intet ved den nøgne og forfærdelige sandhed, at (citat): ’De mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes (Adams) ulydighed’ (Rom.5:19). På samme måde (’ligesom’ v.19) kan det ikke i al evighed ændres, og det må herefter (uanset titusinde indvendinger) regnes for fuldstændig retfærdigt og i al evighed som værende 100 % legalt, at (citat): ’de mange kommer til at stå som (ufortjent) retfærdige ved den enes lydighed’ (v.19). Der findes ikke tal på de menneskesjæle (vi ved blot, at de er ’mange’) som i al evighed skal tiljuble ’det blødende lam’, Jesus Kristus, fordi Han ’ydmygede sig selv og blev lydig til døden’ – ja, døden på et kors’ (Fil.2:8) – ’oh dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud… Hvem kender Herrens tanker, eller hvem blev Hans rådgiver’? (Rom.11:33-34)

 

DEN SIKRE FØLGESVEND

For de hjerter, som ængstes, og som anfægtes af tvivl, hvorvidt de nu virkelig regnes for at være retfærdige i Guds øjne, bør følgende understreges: Den kontante, nytestamentlige sammenligning mellem ’den enes fald og den efterfølgende konsekvente fordømmelse og åbenlyse kædereaktion af dødsfald (der med uafvendelig sikkerhed er fortsat indtil vore dage) og ’den enes retfærdighed og den efterfølgende retfærdiggørelse, der fører til forjættelsen om ’liv for alle mennesker’ (Rom.5:18) er slående! Den erklærer nemlig, at ligesom døden er en sikker følgesvend, der beviser syndefaldets realitet, sådan er retfærdiggørelsen en ligeså sikker nådegave, som med absolut og beviselig vished kommer Kristi efterfølgere til gode.

Den nytestamentlige ordlyd af dette skriftafsnit er ikke til at tage fejl af. Formuleringen: ’Ligesom der er… sådan er der også…’ lader forstå at sammenligningen mellem dødens tyranniske herredømme og den ved Kristi blod sejrende retfærdiggørelse er berettiget så langt, at der i begge tilfælde er tale om en absolut overmagt! Dødsherskerens stålsatte fordømmelse og dødsdom er absolut – men det samme gælder retfærdiggørelsens kendelse og evige frifindelse. Den er én gang for alle afsagt og beseglet med Kristi blod og kan aldrig, aldrig, aldrig tilbagekaldes!

Det er således øjeblikkets store sandhed, at det ikke blot er denne verdens ulykkelige, ensomme og desperate syndere, som kan opnå frelsesglæden ved Golgata. Nej, Det slagtede Lam frydes selv med en evig glæde over den ’smertensløn’, som Hans offer fører med sig. "Esajas (en afgørende røst), "som er den af de jødiske profeter, der tydeligt og med de klareste farver fremmaler billedet af Israels Messias, betoner, hvad der især har tilfredsstillet Hans inderste længsel. "Som Herrens lidende tjener skal Han retfærdiggøre de mange" (53:11). Retfærdiggørelsen omfatter altså ikke blot en enkelt, forvildet synder. "Nej," forklarer Esajas afsluttende: "Ved Frelserens ’møje’ er de mange blevet gjort ’ikke-skyldige’… thi ’Han bar deres overtrædelser!" (v.11), hvilket medfører, at ingen skal påtage sig at ’bære videre på dem’. Eftersom vi nu står overfor globale vækkelseskræfter, er det vigtigt at holde sig denne åbenbarelse for øje: vi går en ny tid i møde, hvor mange vil blive frelst!


TILBAGE