RETSOPGØRET
128

BORGERNES MORALKATEGORI

Det bør være åbenbart for enhver, at aldrig i danmarkshistorien er en så sort handske blevet kastet ind i nationalkirkens gudstjenesterum. Den tidligere kirkeminister, Manu Sareens kommentar til den nu fortsatte retssag, som 300 borgere tilbage i 2015 har bragt hans daværende kirkeministerium på halsen, taler sit eget sprog. På Facebook skrev han d. 3. februar 2010, kl. 11:46 følgende: "For helvede det er sort! Jeg skal i retten." I brevet fra advokat Nikolaj Nikolajsen står der: ’vedr. B-713-15 retssagen mod kirkeministeriet.’ Når en regering tør sige: "Vi vil give alle folkekirkens medlemmer mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering – så er de fire sidste ord en udfordring!

På universiteterne lærer den opvoksende generation om de rent filosofiske ræsonnementer. Disse har ofte deres udgangspunkt i den etiske tænkning. Altså i den moralske opfattelse – og da kommer man ind på, hvad der må anses for at være ’sædeligt’ – og hvad der må betragtes som ’usædeligt’. Sådan har det altid været – og det viser sig, at alle mennesker taler og tænker i moralkategorier. Det er tydeligt, at mennesker viser, "at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte; og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden – på den dag, da Gud dømmer det, som skjuler sig i mennesker !" (Rom.2:15-16)

Det nævnte bibelord gør det klart, at kirken med hensyn til sædelighedsspørgsmålet tydeligt er blevet vist, at den også i denne sag er stillet over for en holdning og en gerning – ja, en praksis, ’som loven kræver’. Denne lov er ikke for den nytestamentlige menighed en tilfældig bestemmelse, som står skrevet i en bog – nej, loven (vedr. det sædelige) er blevet ophøjet til en slags grundlov i samme øjeblik, den overføres fra bogen til hjertet. Loven om sædelighed er for den kristne borger nedfældet på det mest kostbare dokument, som eksisterer: Det troende hjerte! De kristne borgere har et vidne på, at sagen forholder sig sådan, idet deres ’samvittighed optræder som vidne’ – og ildestedt er den verdslige kejser, som konfronteres med 300 borgeres dybt krænkede samvittighed. De lader ham ikke (selv efter den første retsafgørelse) i ro, før han har godtaget deres betingelser for fred!

Ny Testamente angiver, hvem der stod for det verdslige styre og hvilke personer, der var gejstlige og politiske overhoveder på den tid, da evangeliet blev åbenbaret for Hans tjenere og udsendinge. "Da Pontius Pilatus var statholder i Judæa, og Kajfas var ypperstepræst, da kom Guds ord til Johannes i ørkenen" (Luk.3:1). På samme vis er det heller ikke uden betydning, hvem der sidder ved roret i den verdslige stat, når en ny sejlads begynder for Guds kirke og Kristi menighed, og det er af største vigtighed, hvem, der fungerer som det religiøse overhoved, når et nyt kapitel åbnes for et lands kristne befolkning. Det er i det himmelske ikke ukendt, hvem der er Københavns biskop, når vranglærerne begynder at hamre på domkirkens porte. Navnet på den minister, der står for statens styre i kirkelige henseender er heller ikke ’et ubeskrevet blad’ i den åndelige verden, når den verdslige øvrighed trænger ind på kirkens og menighedens grundlovsbeskyttede område.

 

UANSTÆNDIGT OVERGREB

Ekstrabladets Bent Falbert brugte en hel bagsideartikel (søndag d. 16. august 2015) på at fortælle, at ’Præker-Johny går igen’! Artiklen var præget af den sjældne ironi, der ikke er ondsindet – men som siger tingene på en måde, så folk kan forstå, hvad det drejer sig om. Artiklens forfatter kommer naturligvis ind på, hvorledes den politiske holdning (hvem og hvor mange, der stemmer for- eller stemmer imod en lov om kirkelige homovielser)… og dette, mener jeg, er dybest set den kommende højesteretssag uvedkommende. Dette vil jeg i det følgende søge at begrunde, for dermed at ’sige tak for indbydelsen’ til Ekstrabladets tidligere chefredaktør, der så mindeligt har bedt mig om ’at komme hjem’, for at sige min mening om dette forhold! Jeg er – for bedre at kunne forklare mig – tvunget til nøje at belyse sagen, sådan som de 300 borgere ser den, og må af den grund anvende en mere saglig synsvinkel på Ekstrabladets indbydelse.

De, som vil ændre (eller som det i fagsproget hedder: ’regulere’) Danmarks Grundlov, har ifølge de sagsøgende danske borgere ikke noget godt i sinde! "Vi vil have en moderne grundlov," hævder de folk, som er utilfredse med vor nuværende forfatning. Samtidig gør de opmærksom på, at de bekendelsesskrifter, som den danske forfatnings 4. artikel henviser til, er ’mildest talt middelalderlige’ – og deri har den slags journalister på en måde ikke uret! Det samfundsmæssige system i de første reformationstider var – det kan ikke bortvises – ’middelalderligt’.

Imidlertid opfordrer den danske folkekirkes såkaldt ’middelalderlige bekendelsesskrifter’ ikke et øjeblik det moderne danske samfund til på ny ’at underordne sig en barsk, statsdirigeret, stavnsbunden befolkning’, en absolut uretfærdig privilegie-ordning eller en ideologisk genindførelse af enevældens herskesyge! Ej heller befordrer disse 500 år gamle skrifter en nyindfødt ’statskirke’ forstået på den måde, at kirke og stat ved lov skal smedes sammen til at fungere som én eneste ’retmæssig’ magthaver! (Dette er nemlig, hvad en flok ligestillingspolitikere med deres 2012-håndhævelse af en selvbestaltet ret til at byde over kirkens forkyndelse og ritualer, har i sinde)… men dette er (ifølge Confessio Augustana) langt fra kirkens bekendelse! Heri lyder det nemlig (hvilket Ekstrabladets kommentator bør skrive sig bag øret): "Der har tidligere været store stridigheder om biskoppernes magt, hvorunder nogle på upassende måde har sammenblandet den kirkelige magt."

 

DEN GROVESTE TAKTLØSHED

Alle og enhver kan imidlertid indse, at ingen dansk biskop (eller nogen anden åndelig leder i Danmark) kunne drømme om – på en ubehørig måde – ’at vise sin magt overfor stat og regering’. Imidlertid er dette langtfra tilfældet med visse verdslige ministre; de har (med den største frækhed) ’sammenblandet’ disse to myndighedsområder… og ordet ’upassende’ (CA 28:2) er faktisk en for mild betegnelse. Deres overgreb er uanstændigt… grundlovsstridigt! Og det, tror jeg, vil Ekstrabladets forholdsvis ’pænt ironiserende pennefører’ komme til at indse…

Det er ikke venlige, imødekommende eller diplomatiske vendinger, som reformatorerne anvender, når de taler om ’den upassende måde, hvormed (i 1500-tallet) den kirkelige myndighed og den verdslige magt’ er blevet ’sammenblandet’ (CA 28:1-2). Reformatorerne bruger (i den tyske oversættelse) ord som ’unschicklich Gewalt’, hvilket betyder: ’upassende, ufin og usømmelig magtanvendelse’. Augsburgerbekendelsens latinske tekst bruger betegnelsen ’incommode’, hvilket antyder ’den groveste taktløshed’… og det var klogt af Melanchton at henvise til, at ’sådan kan en kirke ikke opføre sig over for staten’. I de dage var ytringsfriheden nemlig begrænset, og der ventede flammende kætterbål om hjørnet, hvis nogen ville bruge betegnelser af den art om den verdslige øvrighed! Men sådan er det ikke i dag! Alle disse ’stærke udtryk’, som er anvendt i kirkens bekendelse, ikke blot kan – men bør – anvendes over for statens overgreb på kirken gennem dens lovgivning i 2012. Bekendelsesskriftets indhold drejer sig nemlig ikke blot om ’en række skældsord’ – nej, sagen handler om en procedure, som en dansk regering konkret har anvendt med henblik på statens forhold til kirken. En ’regulering’, som med vold og magt er blevet brugt over for den kristne menighed – og som derfor (ifølge Danmarks Grundlov) skal belyses ud fra kirkens hovedbekendelse. Det bliver af samme grund op til den høje ret (Højesteret) at afgøre, om bekendelsesskriftets identificering af regeringens ’skalten og valten med kirken’ er ’upassende’ i en sådan grad, at det er en krænkelse af grundloven! Hvis det er tilfældet, behøver Ekstrabladets medarbejder ikke at spekulere på ’hvem der er for- og hvem der er imod’. Da er 2012- loven med ét slag gjort ugyldig, hvilket vil få sine konsekvenser…

Bekendelsesskriftet, Confessio Augustanas tekst er højaktuelt, når det taler om en ubibelsk ’indstiftelse af en ny gudsdyrkelse’ og en ’hensynsløs betyngelse af samvittighederne’ (art.28, stk.2-3). Det henviser dermed til middelalder-pavens hersken og hærgen. De debatterende medier bør begribe, at hvis staten vil have indført i rigets gudsdyrkelse en gudstjenestelig handling, der ikke har været anerkendt før, så er det en grundlovssikret betingelse, at en sådan ’regulering’ forløber efter spillets regler. Disse tillader ingen forandring i den kirke, som staten (ifølge Grundlovens § 4) understøtter, uden at den indførte ændring stemmer overens med de fundamentale tekster, der er kirkens grundlovsanførte rettesnor.

Hvis kirkens bekendelsestekst advarende præciserer, at en ’upassende’, ’usømmelig’ og ’uanstændig’ sammenblanding af statens og kirkens myndighedsområder kan føre til ’de største krige’ og ’uroligheder’, da er et sådant ’overgreb’ (CA 28:4) i foruroligende modstrid med den grundlovsbestemmelse, som siger, at intet i gudsdyrkelsen må stride mod den offentlige orden’ (§ 67)…

 

EKSPERT: ’FORÆLDET PARAGRAF’

Det lyder ildevarslende, når eksperter begynder at forklare, hvor ’utidssvarende’ dansk lovgivning er. Det par, en 30-årig kvinde og en 35-årig mand, som i april 2015 ved retten i Holbæk blev dømt til 60 dages fængsel, fik deres straf på grund af (citat): ’Hærværk og usømmelig behandling af genstande til kirkelig brug’. Deres overtrædelse bestod bl.a. i, at de havde haft samleje på alteret i to landsbykirker på Sjælland. Det viste sig, at parret havde foretaget en hel række af seksuelle eskapader i alt fem kirker. Da menigheden kom til gudstjeneste om morgenen, fandt den pornografiske billeder gemt ind imellem siderne i salmebøgerne…

Ifølge medierne var parret ved domsafsigelsen tydeligt mærket af ’den hårde dom’ (de fik bl.a. 40.000 kr. i bøde for at have ødelagt et orgel og et klaver) – "og de står ikke alene med deres forbløffelse," fortæller Jyllandsposten d. 9. april 2015. En lektor i retsfilosofi ved Københavns Universitet, Jakob Holtermann, der bl.a. forsker i blasfemilovgivning, er overrasket over dommen. Han henviser til den særlige paragraf, hvorefter parret blev dømt (Straffelovens § 133, stk.2) og betoner, at (citat): ’denne paragraf stammer helt tilbage til 1912 og er aldrig blevet anvendt før’. – Bestemmelsens ordlyd er ordret denne: ’straffes skal den, der gør sig skyldig i usømmelig handling af ting, der hører til en kirke og anvendes til kirkeligt brug’.

Eksperterne mener, at denne lov er ’forældet og utidssvarende’. Præsten Kim Gitting Hansen ved Udby Kirke, hvis gudstjenesterum blev ’besøgt’ af parret, siger, at ’kirken blev besudlet’, det er et ’helligt rum’! – men (citat): "Jesus er large, og Gud har humør, så parret er helt sikkert allerede tilgivet…"

 

’DE, DER DØMMES AF HERREN’.

Ifølge kirkens bekendelsesskrifter (hvoraf Bibelen er det mest agtværdige) er det en alvorlig overtrædelse at behandle ’det hellige’ på ’en uværdig måde’. Herom siger Skriften bl.a.: "Nu havde også den første pagt sine forskrifter for gudstjenesten og sin jordiske helligdom… Moses tog blodet (fra offeret) og stænkede det på bogen… og alle karrene, som bruges til gudstjenesten og sagde: "Dette er pagtens blod." Der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod" (Hebr.9:1, 19-22). Dette er ikke et gammeltestamentligt skriftord. Det står i Ny Testamente – og viser (selvom den nytestamentlige menigheds tilbedelse af Gud ved Guds Ånd har taget en anden form) med hvilken ærefrygt og respekt Kristi menighed omtaler den første form for gudstjeneste, hvormed Israels Gud, Jesu Kristi Fader, blev æret og ophøjet. ’Bogen og alle karrene’ blev bestænket med pagtens blod! – og det fremgår tydeligt af denne fremstilling, at den arme sjæl, som ’besudler’ disse ’genstande, der bruges i gudstjenesten’ bør straffes.

Eksperterne mener, at 60 dages fængsel er for hård en straf. Ny Testamente signalerer, ’at der ikke finder nogen tilgivelse sted, uden at blod bliver udgydt’. Her henvises naturligvis til Kristi offer på Golgata, som ’ihukommes’ ved nadvermåltidet – og om indtagelsen af dette måltid hedder det advarende: "Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor mod Herrens legeme og blod" – ja, ’man kan spise og drikke sig selv en dom til’ (1.Kor.11:27-32). Ordene viser, at Gud, Herren, ikke morer sig over en ’uværdig omgang med det hellige’… og de, ’der dømmes af Herren’ (v.32) slipper ikke med 60 dages fængsel…

Biblen siger, at ’præstens læber vogter på kundskab, og vejledning søger man af hans mund, thi han er Hærskarers Herres sendebud" (Mal.2:7) – "Men I præster," hedder det videre i samme afsnit, "veg bort fra vejen; mange har I bragt til fald ved jeres vejledning" (v.8). Skriftordet slutter: "Derfor har jeg også gjort jer ringeagtede og oversete af folket…" og da dette er sket, bør det understreges, at: "Hvis en præst – efter at alteret i hans kirke er blevet ’besudlet’ (hans egne ord) ved at dets ’gudstjenestelige genstande’ (kors, bibel og alterlys er blevet ryddet af vejen for at der kunne gennemføres et seksuelt samleje derpå) erklærer, at (citat): ’Gud har humør, og parret er sikkert for længst tilgivet’ – så vil hans tjeneste, kirke og gudstjeneste derefter (ifølge Skriftens ord) blive ’ringeagtet’ og ’overset’ – og usømmelige overtrædelser af samme art vil ikke kun gentage sig men vil blive endnu grovere og dermed ’bringe mange til fald’.

 

’ANSVARSLØS’!

Tysklands ambassadør i Vatikanet, tidligere undervisningsminister, Annette Schawan, skrev i ugeavisen ’Die Zeit’ en artikel, som alle folkevalgte politikere bør læse. Hun skriver bl.a.: "En stat, der sikrer religionsfrihed og forpligter sig til religiøs og verdensanskuelsesmæssig neutralitet, kan ikke tilsidesætte de historisk rodfæstede værdi-overbevisninger, som det samfundsmæssige sammenhold hviler på. Den kristne tro og den kristne kirke har, hvordan man end vurderer arven i dag, givet en enestående prægning. De tanke-traditioner, erfaringer og adfærdsmønstre kan staten ikke stå ligegyldig over for!" – Annette Schawan fortsætter (og især dette afsnit bør de folkevalgte understrege med rødt): "Derfor begynder Grundloven (den tyske) ikke med ordene: ’i Guds navn’. Fortalens formulering ’i ansvar over for Gud og mennesker’ er en ansvarsformulering. Den peger på statens grænse – ja, på statens ydmyghed, som ligger i dens viden om, at den aldrig kan være en perfekt ordning og ikke gør krav på nogen absolut sandhed. Staten er menneskeværk. Derfor," slutter den tyske ambassadør, "var kristendommen et virksomt værn mod nazistatens totalitære kraft." Disse kloge ord fra en dygtig, tysk diplomat bør vores dages politikere skrive sig bag øret.

Vor tids beslutningstagere bør ligeledes lytte til den gamle, jødiske rabbi, der på Jesu tid rejste sig i Jerusalem-Sanhedrinen (71-mandsrådet) og sagde: "Pas nu på, hvad I gør! For hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem; kom ikke til at stå som mennesker, der kæmper mod Gud" (Ap.G.5:38). Skriftafsnittet slutter med denne opløftende sætning: "De fulgte hans råd!" (v.40)"Den kloge Gamaliel" (hvis råd de styrende i Jerusalem fulgte) "fremlagde to beviser på, hvad der skete med dem, der var ude i ’eget ærinde’. Den ene (ved navn Theudas), ’der påstod, at han var noget’ (v.36) blev dræbt, og de, der havde fulgt ham blev spredt - og blev til ingenting’ (v.36). Den anden (ved navn Judas… ikke Iskariot) ’ omkom også, og alle, der havde fulgt ham blev spredt for alle vinde’ (v.37) Også i dag kan en minister komme til at stå med det sørgelige eftermæle, at han i folkebevidstheden ’står som et menneske, der kæmper mod Gud’ (v.39). Jeg tænker her ikke mindst for ’de 300’, som ej heller er ude i eget ærinde. De er med deres 2014-stævning sendt af Gud.

 

GRUNDLOVSSIKRET PROTESTANTISK LIVSSYN

Når staten åbent ’melder ud’, hvilke biskopper, den vil ’støtte sig til’, så vil den ’menneskelige retsordning’ hurtigt kunne komme i konflikt med ’Guds retsordning’. Da vil den advarende apostolske formaning ’så se da Guds godhed og Guds strenghed’ (Rom.11:22) blive trådt under fode, idet den nyere teologi stort set benægter, at Gud kunne udstede ’en streng dom’… At den evangelisk-lutherske lære imidlertid forbliver grundlovssikret i Danmark, gør det – så vidt jeg forstår – umuligt for en domstol at unddrage sig ved Højesteret at stadfæste dette forhold; der kan under ingen omstændigheder forekomme nogen ’regulering’ af Danmarks Grundlovs 4. paragraf – og de ekstreme politiske kræfter, der utilsløret tilsigter en forandring i denne givne bestemmelse, vil nødvendigvis blive sendt skuffede hjem! Alle forudsætninger for det værdiladede, grundlovsgivne, protestantiske livssyn er bindende – og det i en sådan grad, at bisper, provster og præster, som afviger fra den evangelisk-lutherske lære, vil blive afsløret.

De fire biskopper, som fra første færd blankt afviste velsignelsesritualet af homoseksuelle i 2005, var Lise-Lotte Rebel, Helsingør Stift, Niels Henrik Ahrendt (Haderslev Stift), Karsten Nissen (Viborg Stift) og Elisabeth Don Christensen (Ribe Stift). Debattøren, Katrine Winkel Holm, kalder disse fire (citat): ’de bedste blandt landets biskopper, fordi de har sagt nej til (som hun udtrykker det): ’denne gang velsignelsesvanvid!" (Tidehverv. Marts 2005, side 51-52)… og der er præster i folkekirken, som siden åbent i Kristeligt Dagblad gav udtryk for, at den daværende Århus-bisp, Kjeld Holm (der var den uskrevne foregangsmand for dette ritual) ’ikke skulle have lov at være biskop’ (Evangelisk Luthersk netværk 14. jan.2014).

Når derfor kammeradvokaten i sit marts, 2016-forsvar for de indstævnede ministre betoner, at (citat): ’folkekirken siden 2005 har haft et vejledende ritual for den velsignelse af registrerede partnerskaber, som blev udarbejdet af 7 af folkekirkens biskopper’ – så er det blot endnu en tydelig henvisning til, at der aldrig har været enighed i bispekollegiet omkring denne sag. Den nødvendige enhed har på intet tidspunkt været til stede. Det bibelske udtryk ’samdrægtighed’ (som fordres i kirkens bekendelsesskrifter) har været uopnåeligt. Advokaten henviser ikke (som han selv mener) til en ’majoritet’ men til en ikke-tilladelig splittelse i en læreretssag, som har afgørende betydning for kirkens fremtid. At de verdslige myndigheder tilsyneladende anser det som en hæder, at landsforeningen af bøsser og lesbiske i 2005 tildelte homo-prisen ’Årets Laks’ til biskop Kjeld Holm (under Copenhagen Pride Festival) kan ikke fremlægges som en begivenhed, alle kirkens præster og biskopper anser som ’et gode’. Biskoppen modtog den ildesete homo-pris for sit arbejde på at indføre en gudstjenestelig velsignelse af homoseksuelle par.

 

BISKOPPENS BLAKKEDE RYGTE

Det må anses som betænkeligt, dersom statens advokater støtter sig til biskopper, hvis ry er blakket, og hvis rygte antaster kirkens lære. Om et sådant forhold siger Ny Testamente: "De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø, alligevel lever de ikke bare sådan, men bifalder også, at andre gør det" (Rom.1:32). Det må anslås som værende en generel forståelse, at en biskop (med sin langvarige uddannelse og sin nuværende virksomhed ud fra et højt, kirkeligt embede) dagligt beskæftiger sig med ’Guds bestemmelser’, kender til den gammeltestamentlige ordning, at homoseksualitet på ingen måde tør anses for ’en mindre forseelse’.

Som synd er denne overtrædelse anbragt i den gamle pagts lister over de afvigelser, der straffes med lovens hårdeste straf. I Ny Testamente siger apostelen imidlertid ikke, at denne synd skal ’straffes med døden’ – men han fastholder, at den ’fortjener dødsstraf’ (Rom.1:32)… og Jesus beviser i sit nådefulde møde med enhver form for synd, at Han ikke efterfølger den frygtelige henrettelsesdom, men at Han på stedet frikender enhver synder, der omvender sig (Johs.8:1-11). Når Århus i sommeren 2015 skulle sige farvel til deres biskop, har byens borgere kunne ånde lettet op! Han fremstod som den bogstavelige opfyldelse af en gejstlig, der ’kender Guds bestemmelser’ (at den

homoseksuel livsstil ’fortjener straf’) men han har ved (for ti år siden) at modtage de homoseksuelles ’Årets laks-bifald’ sidenhen, på mangfoldige måder, indløst den dystre, advarende forudsigelse, som apostelen henviser til…

Den gamle, prøvede 48-oversættelse af afslutningen på det skriftafsnit i Ny Testamente, som tydeligt afviser den homoseksuelle synd, anvender udtrykket ’Retsordning’. ("De kender Guds retsordning," hedder det… Rom.1:32). Det vil sige et rent juridisk begreb, der som en ’lov og orden-bestemmelse’ (engelsk: ’righteous decree’) fastsætter straffen for netop denne synd. Den nyere autoriserede oversættelse, fremgår det videre af teksten, devaluerer udtrykket til ’Gud har bestemt’, idet den dermed får fjernet den ’gammeldags’ forståelse, at også Gud har en ’retsordning’, der med lovens strenghed føres ud i livet dér, hvor syndere ikke har omvendt sig og modtaget Guds nådige tilgivelse i Kristus Jesus.

Nu nærmer dagen sig, tør det på ny betones, hvor Højesteretsopgøret mellem ’menneskers retsordning’ og ’Guds retsordning’ finder sted. Det vil da være afgørende for vort land og vort folks videre skæbne, om den ’menneskelige retsordning’ vil indordne sig under den guddommelige retsbestemmelse!

 

MODVÆGT MOD PRÆSTEVÆLDE

Vedrørende den evangelisk-lutherske lære, er det vigtigt at påpege følgende: Det er ikke de kristnes opgave at blande sig i lovgivernes arbejde, så længe disse ikke bryder ind på kirkens område for totalitært at ville bestemme over kirkens forkyndelse og dens (’Fra Herren har jeg modtaget’) forvaltning af de ritualer, der har at gøre med den gudstjenestelige handling! Hvis dette sidste forekommer (statens direkte indblanding og overgreb med hensyn til kirkens ’indre forhold’) ’så træder andre bestemmelser i kraft’, erklærer Jesus (underforstået): "Men I skal ikke udlevere til kejseren, hvad alene tilhører Gud." Farao befalede for 4000 år siden, at alle Israels mødre skulle udlevere deres nyfødte drengebørn for at de kunne blive kastet i Nilen. Moses’ mor nægtede at efterkomme denne befaling, fordi hun oplevede, at hendes nyfødte dreng var ’et dejligt barn for Gud’ (Ap.G.7:20). Den samme ’ulydighed overfor kejserens befalinger forventes af de troende i dag.

Den protestantiske ’to regimentelære’ har én gang for alle taget et opgør med den middelalderlige måde at se på forholdet mellem kirke og stat. Den bryder totalt med datidens tænkning, at kirken (og paven) fremtræder som en slags overhøjhed over for staten! Den er en klar modvægt mod den opfattelse, som skræmmer mange politikere og præster, at kirken ønskede at indtage den stilling, at den udgør et slags formynderskab over for de verdslige myndigheder. Dette er ud fra en protestantisk tankegang en absolut umulighed, og Danmarks Grundlov er faktisk en både politisk og åndelig garant for, at noget sådant ikke kan ske.

Den 4. paragraf i den danske forfatning forbyder faktisk (ved henvisningen til kirkens bekendelsesskrifter) en ’teokratisk tænkemåde’; den frabeder sig et ’præstevælde’, idet den (ved at nævne Luthers navn) betoner læren om ’de to regimenter’, stat og kirke, som ubetinget har hver sin specielle opgave og hvert sit skarpt afgrænsede myndighedsområde, givet af Gud. Disse to områder bør ikke – sådan som danske ministre har forsøgt at gøre det – blandes sammen. Dette lyser ud af den 4. grundlovsbestemmelse – og bør ved det kommende Højesterets opgør med domstolens ord sættes på plads!

 

RETSOPGØRETS HOVEDEMNE

For statens etiske tænkning har den afgjorte sondring mellem, hvad der er statens opgave, og hvad der er kirkens myndighedsområde, haft en ikke ringe betydning gennem tiderne. Der kunne i disse ’to regimenter’ herske forskellige moralopfattelser, men ifølge Luthers skrifter (og dermed den danske grundlovs social-etiske indfaldsvinkel) har den enkelte kristne borger i Danmark sin egen tildelte plads i begge regimenter. Altså ikke kun (som nogle fejlagtigt mener) i det ene, ’kirkens regimente’, og ej heller kun i det andet, ’statens øvrighedsområde.

Den kristne borger bør, ifølge Luther og hans syn på de bibelske skrifter, udføre sine borgerlige pligter i en hjertets loyalitet over for den Gudgivne øvrighed. Han eller hun kan ikke med væmmelse og foragt vende sig fra den (af Ånden givne) forpligtelse over for kejserens rige men bør på sin arbejdsplads, i alle slags verdslige sager (der bør betragtes som et ’jordisk kaldsarbejde’) udføre sine daglige pligter. Samtidig er den enkelte borger forpligtet på Guds ord og skal i alle sammenhænge adlyde Gud mere end mennesker! Hvis staten befaler den kristne borger at synde, kan den i et sådant tilfælde ikke forvente nogen lydighed fra nationens kristne borgere. Her er i Bibelen (Ap.G.5) og i kirkens bekendelsesskrifter (CA. artikel 28) grænserne for loyalitet og lydighed klart angivet. Dette er et hovedemne i det kommende højesteretsopgør.

Alle danske borgere bør forstå, at kirken og landets kristne menighed ikke direkte, politisk skal blande sig ind i nationens verdslige styre. Det er og forbliver et område, som ifølge den protestantiske bekendelse ligger uden for kirkens virkefelt. Lad kejseren beholde denne jurisdiktion for sig selv – og lad politikerne alle vegne føle sig sikre på, at kirken ikke vil forkynde ordet efter nogen politisk farve! Af Ny Testamente fremgår det imidlertid, at kirken skal tage sig af ordets forkyndelse, selvom det er til ubehag for både Herodes og Pilatus – ja, at Jesus tillod sig i sine sidste timer, at sige til den sidstnævnte (Pilatus), at han ’ikke besad nogen magt, som ikke var blevet givet ham ovenfra’ (Johs.19:11) – og Ny Testamente erklærer yderligere, ’at Johannes Døber ikke holdt sig tilbage fra at sige til Herodes, at han levede i et illegalt ægteskabeligt forhold med sin brors hustru (Matt.14:3-4). Den kristne menighed skal under sådanne forhold tage sig af forkyndelsen af Guds Ord – og (som det hedder): ’sakramenternes forvaltning’. Denne afsluttende, præcise formulering med hensyn til de kirkelige ceremonier stiller øjeblikkeligt skarpt på det dybt hedenske vielsesritual, som staten ved lov af 2012 har påtvunget kirken med hensyn til de ægtevielser af homoseksuelle, som i dag med lovgivernes vold og magt er indført i kirkens gudstjenestelige handlinger.


TILBAGE