RETSOPGØRET
129

BIBELEN KAN IKKE UNDERKENDES

Så vidt det kan skønnes, kræver det en grundlovsændring for at kunne fravige den bindende forpligtelse, som den danske stat har overfor opretholdelsen af den protestantiske, kristne forfatningsbestemmelse som værende selve livsnerven i det danske samfund! Denne konstatering berører en hvilken som helst tolkning af den grundlovsparagraf, der så tydeligt henviser til kirkens bekendelse. Grundlovshenvisningen til den kristne tro indebærer et sådant ’omfang’, at det vil savne mening, hvis de offentlige myndigheder tør hævde, at en hvilken som helst biskoppelig erklæring eller et hvilket som helst advokatudsagn, som modsiger denne paragraf, skal tages for gode varer. Der eksisterer i denne sag en nær sammenhæng mellem demokrati, grundlov og kirkens bekendelsesskrifter. Bibelens anskuelsesmåde kan i dette særlige forhold ikke underkendes.

Det er umiskendeligt, at kammeradvokaten i sin ’svarskrivelse’ (så længe tilbage som i marts 2015 er stilet til Københavns Byret) anerkender, at de samkønnede par i Danmark allerede har opnået (som han skriver): ’… retsvirkninger, der i vidt omfang svarer til retsvirkningerne af ægteskab’. At det i dagens Danmark virkelig forholder sig således, begrunder han med en tydelig henvisning til ’lov nr. 372 af juni 1989 om registreret partnerskab’. Dermed kan kammeradvokaten kun mene, at de offentlige myndigheder (citat): ’i vidt omfang’ har åbnet sig for de homoseksuelle ligestillingskrav, hvilket faktisk indebærer, at de samme myndigheder fortsat vil være positivt indstillet over for en såkaldt ’konstruktiv videreudvikling af de samkønnede, registrerede pars retstilstand’.

Der kan næppe herske tvivl om, at det verdslige samfund i Danmark fortsat vil stille sig positivt overfor, at homoseksuelle og lesbiske par kan leve deres tilværelse (set fra et retsligt synspunkt) på samme vis som de ægteskaber, der er grundet på forholdet mellem en mand og en kvinde. Det vil sige, at hovedaktørerne (altså de politiske myndigheder) stort set står på de registrerede, samkønnede pars side, og at disse fremover vil kunne opnå endnu mere ’ligestilling’. Spørgsmålet er derfor: "Hvad vil de have mere?" Kammeradvokaten giver i den nævnte 18-marts-skrivelse svaret. Han anfører følgende: "Registreret partnerskab kunne dog i modsætning til ægteskab ikke indgås ved en kirkelig handling!" (side 3/10). Dette er sagen i en nøddeskal! De homoseksuelle vil ikke nøjes med den borgerlige vielse! De vil giftes i kirken! Derfor har staten bestemt, at kirken skal ændre sin tro og bekendelse, og alle landets kristne herefter bør underordne sig denne ændring. Dette gennemføres nu overalt med hård hånd og retten har udtalt sin uforbeholdne mening – og dermed er timen kommet for en landsdækkende modstandsbevægelses klare svar på denne nu årelange tiltale…

 

LOVLØSHEDENS TEOLOGER

Ifølge Ny Testamente er det en fastlåst del af lovløshedens agenda, at lovgiverne skal sørge for, at homobryllupper kan fejres i kirken. Om dette siger Skriften: "Først skal nemlig frafaldet komme, og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han sætter sig i Guds tempel" (2.Thess.2:3-4). Når det af udviklingen i Danmark klart fremgår, at der ud fra de demokratiske principper ikke lægges nogen hindringer i vejen for, at par af samme køn kan indgå ægteskaber på rådhuset – da må spørgsmålet være berettiget: Hvilke kræfter er på spil, når disse samme kræfter intensivt insisterer på, at de ’vil ind i helligdommen’ for at foretage deres ægtevielse foran alteret i ’Guds Hus’?

Ny Testamente definerer (som set ovenfor) disse bestræbelser på ’at sætte sig i Guds tempel’ som et led i den kædereaktion, hvis første led er og forbliver ’frafaldet’. Det hedder jo: "Først skal nemlig frafaldet komme" (v.3). De nye teologer ’oversætter’ dette stærke begreb, ’frafaldet’, (der tydeligvis drejer sig om menighedens frafald fra apostlenes lære) med at ’mange vil forlade menigheden’ (DNA s.366). De oversætter ordene: ’Modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og Helligdom’ (v.4) med sætningen: "Han udfordrer alt, hvad der har med Gud og religiøsitet at gøre" (ibid). Ny Testamente taler imidlertid her ikke et ord om ’religiøsitet’ men anvender betegnelsen ’helligdom’… og det er netop i helligdommen, at de samkønnede par vil holde bryllup! Den antikristelige ånd har intet imod ’religiøsitet’. Tværtimod! I de sidste tider vil folk kunne få al den religiøsitet, som de vil have. Det hører med til lovløshedens program, som vil blive befordret af lovløshedens teologer!

Øjeblikket fordrer, at der (ifølge Ny Testamente) fremstår en åndelig kraft (midt i det lovløse samfund), der (citat): ’holder igen, så at han (den lovløse) først åbenbares, når hans tid er inde’ (2.Thess.2:6). "Det vil sige," fremgår det fremdeles af Ny Testamente, "at lovløsheden ikke har frit spil, så længe denne Åndens modstandskraft er til stede! Derfor arbejder ’lovløshedens hemmelighed’ med alle til rådighed stående midler på, at få denne Gudsånds indflydelse ’fjernet’. – "De moderne nudansk oversættere," fremgår det af deres arbejde, "er milevidt fra sandheden, når de (om dem, der holder igen på denne udvikling) infiltrerer det bløde begreb, at de vil ’forsvinde’ (DNA, side 366). Den græske tekst antyder imidlertid, at der på dette sted er tale om, at Den Lovløse hårdhændet vil sørge for, at de kristne bliver ’ryddet ad vejen’. Det vil sige, at det ikke (som mange mener) er den hændelse, som apostelen forhåbningsfuldt henviser til, når han i indledningen til kapitlet erklærer, at ’ved vor Herre Jesu komme skal vi føres sammen med Ham’ (2.Thess.2:1) – men det er derimod den lovløses brutale udryddelsesprogram, som er i virksomhed! – "Af sammen grund," bør det understreges, "vil ødelæggeren gøre alt, hvad der står i hans magt for at hindre, at denne Åndens modstandsbevægelse kommer på benene. Dette bør i sig selv være en motivering for, at de troende alle vegne melder sig til kamp!

 

EN UNDERGRAVENDE IDEOLOGI

Hvad er grunden til, at et voksende antal danske borgere med en Højesterets afgørelse finder det på sin plads, at domstolene har skullet tage stilling til, om lovgivningsmagten i juni 2012 har vedtaget en lov, som indholdsmæssigt er i strid med grundloven? Dette spørgsmål kan i dag besvares med den påstand, at en politisk betonet ligestillingsideologi har forsøgt og fortsat vil forsøge at underminere grundlovens 4. bestemmelse. En sådan antikristelig ideologi kan ikke ’overtage pladsen’, som af Grundlovens fædre er overgivet en bindende grundlovsbeskyttelse. Den nyere historie viser, at Europa før har været udsat for en sådan ideologisk undergravende virksomhed, og at dette for lidt mere end et halvt århundrede siden førte til en alt nedbrydende katastrofe.

40 % af alle Tysklands præster blev under Anden Verdenskrig sendt til fronten (Friedrich Wierreke DC-foredrag, 1942, Berlin). Den protestantiske kirkes belæring og indflydelse formindskedes i hjemlandet, mens mange gode mænd forblødte ved Stalingrad. På samme vis vil (ud fra andre forudsætninger og ifølge andre omstændigheder) en aktuel ’udtynding’ af bibeltro, evangeliske forkyndere finde sted over alt, hvor den nye, farlige, politisk-betonede, såkaldte ’teologiske ligestillingsideologi’ vinder frem.

I det for Tyskland så skæbnesvangre år 1939 dukkede en docent ved det teologiske fakultet i Jena op. Hans navn var Erwin Langner. Han skrev og talte ivrigt om ’modsætningsforholdet mellem kristendommen og jødedommen’. – "Det er ikke bare en uoverensstemmelse, som tilhører vor tid," forklarer han, "nej, denne konfrontation hører med til selve væsensbesindelsen i den kristne tro!" (… ’gehört in die Wesensbesinnung des christlichen Glaubens hinein). Om denne særlige ’kristne væsensbesindelse’ skriver Thüringer-docenten i et brev til en af sine forsatte, Siegfried Leffler: …"Jeg har med egne øjne set i Jena, at så såre jeg talte over dette tema (modsætningen mellem jødedommen og kristendommen) så var menigheden åben og modtagende – ja, de, der tidligere holdt sig på afstand af os, nærmede sig…" (17. marts brev 1939). Hvad ligger der i dette besynderlige begreb ’Kristendommens væsensbesindelse’? Det er af afgørende nødvendighed, at denne sag undersøges, thi selve kerneindholdet i evangeliernes budskab står i dag på spil. Nyteologerne fremlægger et ’andet evangelium’ (Gal.1:6-8).

 

FORFLADIGELSEN

En vigtig sætning i Ny Testamente er apostelen Lukas’ levende beskrivelse af Marias, Jesu mors, reaktion, da hun efter tre dages søgen finder sin tolvårige dreng siddende blandt de lærde rabbier i Templet i Jerusalem. Beretningen understreger, at hun, (med henblik på Jesu gådefulde svar på hendes ængstelige spørgsmål om, hvorfor han havde gjort dette) ’gemte alle disse ord i sit hjerte’ (Luk.2:52). Det fremgår af netop denne sætning, at Jesu ord var som en kostbar skat, hun bevarede på sit livs bedste gemmested: Hjertet! (Engelsk: ’She treasured… in her heart’). Derfor er de tyske naziteologer på ideologiske afveje, når de forklarer, at Maria ’beholdt alle disse hændelser i sit hjerte’ (’… behielt dieses ganze Geschehen in ihrem Herzen’… v.52); de bryder sig ikke om det bibelske begreb ’ordet’ (ligesom nudansk-teologerne, der ’oversætter’ sætningen ’i begyndelsen var ordet’ med gengivelsen: ’alting begyndte med, at Gud talte…’ (Johs.1:1) – men, der kan ifølge den givne tekst ikke herske nogen tvivl om, at der var ordene, Jesus sagde, og ikke ’hændelsesforløbet’, som Maria med den største påpasselighed gemte i sit hjerte.

Af den grund er det yderligere betænkeligt, at de danske nudanskteologer udsletter billedtalen om ’Marias hjerte’. De skriver i stedet: "Hun tænkte tit på, hvad det betød…" (v.52)… og ’overhaler’ med denne forfladigelse deres formørkede tyske kolleger, der trods alt lader Marias hjerte uberørt: "Hun beholdt det… i sit hjerte," skriver de. Når ’Hitler-oversætterne’ taler om begrebet ’Wesensbesinnung’ (væsensbesindelse) – så er de på jagt efter ’ordet’. De vil ikke godtage, at de har at gøre med Guds Ord… og dette er den ’væsensbesindelse’, som de moderne protestantiske ’skiftlærde’ har overtaget. Dermed får de adgang til at kunne gennemføre deres ødelæggelsesprogram, når det drejer sig om de væsentligste lærepunkter i kirkens bekendelse… men i alt dette kommer de i Danmark på kollisionskurs med den danske grundlov! Og det bør de ikke slippe fra med æren og deres høje stilling i behold! Kampen går nu fra retssalen ud i landet, hvor evangeliet atter må forkyndes med kraft.

De seneste begivenheder viser, at der nu (som dengang de første apostle levede) er folk i Kristi menighed, der er i fuld gang med (og indenfor overraskende kort tid) at vende sig til… ’et andet evangelium’ (Gal.1:6). Som de første apostle bør også vi (i den forbindelse) forkynde, at dette ’anderledes evangelium’ slet ikke er et evangelium, det er kun nogle, der forvirrer jer og gerne vil forvanske Kristi evangelium (Gal.1:6-7). Til dem, som dertil siger, at vi ikke burde fare så hårdt frem mod de arme sjæle, der gør sig skyldige i overtrædelser af den art, svarer vi, at apostelen i en sådan sag ikke lagde fingrene imellem! "Om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt," (erklærer han og tilføjer): "forbandet være han!" (v.8)

… og dersom nogen skulle bebrejde ham, at han anvender en så stærk fordømmelse, så tillader vi os at gøre som han: Han gentager forbandelsen (v.9), idet han hævder, at det evangelium, som han forkynder, ’ikke er af noget menneske’ (v.12). Han har modtaget det ved en åbenbaring af Jesus Kristus!" (v.12)

 

FOLKETINGSGUDSTJENESTEN

Gudstjenesten – den første af sin art – ved stænderforsamlingernes åbning i 1835 i Roskilde Domkirke var en stor begivenhed. Tusinder af tilrejsende mennesker myldrede i gaderne. Borgerbevæbningen paraderede, og ’alle Madammerne’ havde fået deres silkekjoler på’ (beretter en af stænderforsamlingens deltagere i et brev (ifølge Hans Jensen/1830-48, 1931 side 352-57). Inde i Domkirken prædikede biskop Mynster… og bibelordet fra denne første prædiken til landets politikere bør ikke gå i glemmebogen. Den handlede om ’det værdige kald’, ’regnskabsdagen’ og ’samvittighedens røst’. Denne prædiken er gået over i historien og bør lyde igen ved den nu afsluttede landsretsafgørelse.

Nøjagtig to timer før det danske folketing indleder et nyt arbejdsår i det statelige regeringspalæ i København, kalder klokkerne fra Christiansborgs Slotskirke til en gudstjeneste, hvortil folketingets medlemmer er ’de særligt indbudte’, og hvor der år efter år forkyndes ud fra en udvalgt tekst i Bibelen, og der bedes til Gud for regeringen, lovgiverne og landets vé og vel. Det er folketinget selv, som står bag, og som indkalder til denne gudstjeneste, og disse mere end et og et halvt hundrede klokkeringninger betoner gennem slægterne med en klar klang af malm det historiske forhold mellem kirken og staten i Danmark! År for år kaster statskirkens oktoberforkyndelse lys over det kristne budskabs plads i det politiske liv i kongeriget, og de skiftende tiders prædikener vidner ved denne særlige folketingsgudstjeneste om, hvilket bidrag det prædikede Guds Ord har at bringe til de forsamlede medlemmer og ministre i det danske parlament.

Om den første af disse prædikener kan følgende fortælles: Avisen ’Københavner Posten’ skriver d. 1. okt. 1835, at (citat): ’byen (Roskilde) næsten ikke kunne rumme de mange mennesker, som kom til den stolte domkirke for at høre ord, der var helliget i en kristelig Ånd’. Biskop J.P. Mynster prædikede over teksten fra Efeser 4:1-6, der begynder med ordene: "Så formaner jeg jer til at vandre det kald værdigt, hvormed I blev kaldede…" (v.1).

 

AT HOLDE SIG REGNSKABSDAGEN FOR ØJE

Den første folketingsprædiken blev altså holdt ved den indledende stænderforsamling i Roskilde 14 år før Grundloven blev givet i 1849. Her talte biskop Mynster som nævnt (og det gentager jeg gerne) over ordet: "Så formaner jeg jer til at vandre det kald værdigt, hvormed I blev kaldede" (Ef.4:1-6). "Guds røst kan man finde i sin samvittighed," erklærede biskop Mynster på Roskilde Domkirkes prædikestol d. 1. okt. 1835. Han tilføjede: "Og da bør man huske, at man engang på dommens dag skal stå til ansvar for sine handlinger."

Disse ord (mener jeg) bør gå over i historien. Også vore dages politikere bør omhyggeligt ’vandre’ i overensstemmelse med det høje embede, hvortil nogle af dem er blevet udtaget. Biskoppens ord om ’regnskabsdagen’ er nemlig ikke grebet ud af luften, thi (som apostelen tilføjer): "Herren har besluttet at gøre regnskabet op på jorden" (Rom.9:28). Netop denne øjeblikkelige påmindelse (om regnskabsdagen) knyttes i det efterfølgende vers til ordene fra Esajas, som siger: "Havde ikke Hærskarers Herre levnet os efterkommere, var vi blevet som Sodoma og havde lignet Gomorra…" (v.29) … hvilket med andre ord vil sige, at hvis ikke de styrende er sig bevidst, at de kommer til at stå til ansvar for deres lovgivning, og at de skal holde sig for øje, at der gives en kommende dom, så vil landet blive overgivet til de samme syndige lidenskaber, som herskede i Sodoma…

Det er en kendsgerning, at Gud i Sin nåde kan anvende højtidelige øjeblikke til at lade sin røst høre og til at tale et ord, som ejer en profetisk dimension. Det hedder jo om ypperstepræsten Kajfas, at da han talte om Kristi henrettelse, ’talte han ikke af sig selv, men som ypperstepræst det år profeterede han…’ (Johs.11:51). Det samme er sket gennem tiderne; i afgørende ’øjeblikke har fremstående mænd (ofte uden selv at være sig det bevidst) været drevet af Guds Ånd til at aflevere et udsagn, der ikke kom fra dem selv, men som var inspireret af Den levende Gud. Dette sker ikke blot i kirken eller i de kristelige forsamlinger – men det kan ske ved politiske forsamlinger, i retssale, ved borgermøder, ved afgørende begivenheder, ved mindedage… på steder, hvor Guds Ord almindeligvis ikke lyder, men hvor Den Almægtige ikke forholder sig tavs men ved Sin Ånd giver tilkende, hvad Han vil sige…

 

EN TORN I ØJET

Den ængstelse, der kan opstå blandt de troende, når de tænker på det ubændige raseri, som vil rejse sig mod dem, hvis konsekvensen af hele det fortsatte retsopgør bliver, at loven om kirkelige homovielser ugyldiggøres, er forståelig… Alle ved på forhånd, at et modangreb vil være uundgåeligt, og ’opfindsomheden på ondskab’ (Rom.1:30) vil ikke mangle. Spørgsmålet er imidlertid, om denne berettigede ængstelse skal afholde Kristi efterfølgere i at skride til handling. Når forfølgelsen virkelig sætter ind, har Herren (ifølge de bibelske forjættelser) ’et tilflugtssted’ for Sine hellige. Dér vil de være ’i sikkerhed for slangen’ (Åb.12:13-14).

De, som hævder, at de danske borgere, der forfølger retssagen mod staten, er ude i et ’nederlagsærinde’, tager fejl! Disse danske borgere strider nemlig for den 4. paragraf i Danmarks Grundlov, der (i sig selv) repræsenterer en (hvad jeg vil kalde) ’institutionaliseret magtfaktor’, der udmærket kan forsvare sig selv! Den er nemlig (efter 1849) ikke længere koncentreret i én person (eller et ’guldrandet’, kongeligt galleri af personer) men i en frihedens statsforvaltning, der er bygget på et syn, som igen er begrundet i den kristne tro! De, der ’drager til fronten’ i dette høje ærinde, vil aldrig vende tilbage som ’tabere’. De vil (som det hedder i Ny Testamente) ’vende tilbage efter sejren over kongerne’ (Hebr.7:1). Lad mig sige det sådan: De, som fortsat ønsker at forfægte det syn, at den danske stat ikke er skyldig at forsvare den evangelisk-lutherske lære, må have demokratisk frihed til at tale og skrive derom – men så længe den 4. grundlovsparagraf ved borgernes vilje står nedfældet i landets konstitution, så kan ingen regering lovgive imod den!

Dette vil naturligvis i det lange løb være en torn i øjet på denne ’kristne formålsparagrafs’ modstandere; de taler allerede i krogene om, hvordan og hvornår de kan få den fjernet. Her står de imidlertid over for et problem. Den 4. paragraf i Danmarks Grundlov (som de hader af et fuldt hjerte) udstråler noget ’abstrakt’. Den har at gøre med ’et syn’ – og når Bibelens vise konge, Salomon, erklærer, at ’uden syner forvildes et folk’, (Ordspr.29:18, gl.overs.) så betyder det for det første, at der et folk i Danmark, som ønsker dette syn bevaret og for det andet, at de selv (modstanderne) må have et ’alternativt syn’, der skal kunne erstatte det, der rives ud af landets forfatning. Det bliver svært for fjenderne af grundlovens protestantiske livssyn at erstatte det med pavedømmet, Islam eller en hedensk ligestillingsideologi – men forsøget vil blive gjort. Den ’torn i øjet’ gør ondt – og ’den skal fjernes’. "Koste, hvad det vil," siger livsparagraffens hadere, "den torn skal fjernes!"

 

’NEDSLAGTNINGEN’

Der er folk, der til stadighed slår en hånlatter op, når de på regeringskontorerne på Christiansborg i forbifarten (for de har ’alvorligere ting’ at foretage sig) omtaler den retsafgørelse, som er blevet truffet d. 28. juni 2016, og som nu stiler mod Højesteret. Den lille flok danske borgere, som har taget initiativ til den første stævning i 2014, må (efter deres mening) ’være gået fra forstanden’.

Om dette siger Ny Testamente med en engelsk tekst: "For this priest of the Most High God, who met Abraham returning from the slaughter of the kings and blessed him…" (de skal sejrende vende tilbage efter nedslagtningen af kongerne… Hebr.7:1). – Hvorledes skal de troende i Danmark (uden dette guddommelige løfte) turde fortsætte på den vej, der fører dem til deres livs største – ja, kanhænde til deres nations største Højesterets-udfordring? Kampen mod de antikristelige skumring-skygger, der er ved at invadere deres land er jo ikke på nogen måde ufarlig. De natlige gæster og gespenster, som ’stævnes til dom’, er ikke ubevæbnede – ej heller uden dræbermotiv, og de er mestre i ’at true’, og det i en sådan grad, at de kan få en iskold gysen til at gå gennem marv og ben.

Grunden til, at jeg her har valgt den engelske version (af den ovenstående nytestamentlige tekst) er, at den ikke blot taler om, at Herren Jesu (allerede på det tidlige tidspunkt af den bibelske historie og i skikkelse af ’Kongen fra Jerusalem’) møder Abram, "da han (dansk tekst) ’vendte tilbage efter sejren over kongerne’ (v.1) – nej, den engelske tekst siger mere præcist: "Han vendte tilbage efter nedslagtningen af kongerne." Det her anvendte ord: ’nedslagtningen’, taler om kampens hede, og den ’overmagt’, som Guds tjener, Abraham, var i besiddelse af, da han ’med 318 mand satte efter fjenden (1.Mose 14:14). De konger, han besejrede, var stillet op med myriader af hærafdelinger af brutale krigere, som ikke kunne tælles – og den ’nedslagtning’ (slaughter), der fandt sted, var simpelthen ikke ’efter bogen’! Abraham skulle (set fra et fornuftigt, rationalistisk synspunkt) være vendt hjem som en udmattet, såret flygtning efter et knusende nederlag. Men (siger den engelske tekst): "Han vendte tilbage efter nedslagtningen af kongerne…"

Det kan i disse dage forventes, at det ikke forbliver ’uden reaktion’ i mørkets huler, så såre de derboende åndsmagter mærker, at lysets sønner rykker ind på livet af dem! "På et tidspunkt," forklarer Johannes (i sin beretning om de endetidssyner, som han blev præsenteret for under sin landflygtighedsperiode på den græske ø, Patmos) "hørte jeg en røst i himlen, der råbte: Vé over jorden og havet, for djævelen er kommet ned til jer med stort raseri, fordi han ved, at hans tid er kort" (Åb.12:12).

"Dermed skal de troende forstå," betones det i Den Hellige Skrift, "at der i kampens hede kan vindes sejre, der simpelthen gør djævelen og hans håndlangere rasende. Hvis den ondes raseri er stort, bliver hans modangreb og ondskabsfulde tilbageslag endnu større." – "Dette får desværre," må de troende se i øjnene, "nogle af menighedens ledere til klagende at råbe: Hvorfor har I vakt mørkets fyrstes raseri?" – "Det havde været bedre," (tilføjer de) "ikke at udæske ham!" Dermed mener de, at det er en fejltagelse at stille op til kamp om en grundlovsparagraf, der har ’sovet i mere end hundrede år’. "Er denne vigende holdning rigtig?" spørger vi. Hvis svaret er et ’nej’, er det på tide at melde sig på barrikaderne, d.v.s. i grundlovsforeningens hærstyrke.

 

STORMÆNDENES MAGTMISBRUG

I forbindelse med Danmarks Grundlovs henvisning til Martin Luthers lære, bør følgende forklaring her tilføjes: Der kan nemlig ikke herske tvivl om, at Jesus omtalte forskellige statsordninger. Herom siger Skriften: "Jesus kaldte dem til sig og sagde: I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem" (Mark.10:42-43). Jesus tilføjer: "Sådan skal det ikke være blandt jer" (v.43). Når Danmarks Grundlov henviser til kirkens bekendelse, så indgår dette afsnit i disse grundlovs-omtalte skrifter. Det vil sige, at den kristne menighed ikke skal følge i de verdslige, forbryderiske magthaveres spor – men at den skal virke som salt midt i forrådnelsen! "I er jordens salt," siger Jesus og fortsætter: "Men hvis saltet mister sin kraft… så duer det ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker" (Matt.5:13).

Det er i vor tid af overordnet betydning, at borgerne koncentrerer sig om at forstå, hvad Danmarks Grundlov egentlig har i sigte ved i sin 4. paragraf så tydeligt at henvise til Martin Luthers lære. Eftersom et lands forfatning især beskæftiger sig med, hvordan samfundet skal styres (og hvilken ide, der måtte ligge bag rigets forskellige forordninger), så må det også være med henblik på statens styrelse, at netop Martin Luthers skrifter (og hele hans opfattelse af forholdet mellem staten og kirken) forklares. Danmarks Grundlov, som i sin 4. paragraf omtaler både ’Den evangelisk-lutherske kirke’ og ’staten’ forholder sig altså i selve forfatningsteksten til Luthers forklaring om, hvordan Gud meddelte Sin vilje her i verden til to instanser: Staten og kirken!

Eftersom denne 4. paragraf faktisk bør betragtes som en præambel til hele grundloven, er det uden for al tvivl, at netop denne bestemmelse fra første færd vender blikket mod de to absolutte regimenter eller magtorganer – ja, styringsinstanser, som har med hele det danske samfunds ledelse og velfærd at gøre. Den, der vil benægte, at Danmarks Grundlov dermed betoner, hvorledes Gud gennem disse to magtfaktorer både beholder, virkeliggør og gennemfører Sin suveræne magt og vilje i denne verden, er enøjet eller fuldstændig blind (hvad angår selve teksten i den danske forfatnings 4. bestemmelse).

 

LUTHERS REVOLUTIONÆRE STATSOPFATTELSE

Den, som med et oprigtigt sind begynder på rejsen gennem det ofte ufarbare terræn af ’sociale teorier’, kommer ikke uden om Martin Luthers skrift fra 1523 med titlen: ’Von weltlicher Oberheit’, hvor han omtaler ’de to regimenter’. Når Danmarks Grundlov i sin fremlæggelse af den fundamentale, danske ’sociale teori’ tydeligt henviser til Luthers evangelisk-lutherske tankegang (’den evangelisk-lutherske lære’), der omhandler dette præcise forhold, så tvinges ’den rejsende’ til at undersøge Luthers Skrifter, som ubestrideligt gennem slægterne har været ekstremt indflydelsesrige på al sociologisk tænkning. Ja, jeg vil gå så langt som til at hævde, at ligesom Marx revolutionært fremlagde synet af ’det kapitalistiske samfund’ (som den totale udnyttelse af den arbejdende klasse) – sådan har Luthers lære om ’de to regimenter’ samme revolutionære dynamik i synet om et velsignet samfund (som bringer fred og fremgang for både rig og fattig, idet de djævelske, destruktive kræfter holdes i ave, og borgeren lever i fred med både Gud og sine medmennesker).

Denne positive tankegang hos Luther er med forbløffende klarhed inkorporeret i Danmarks Grundlov. Den betoner Bibelens positive syn på øvrigheden – ja, hævder, at selve statsstyrelsen er en del af Guds plan. "Gud anvender dette statsprogram." hævder Luther, "til at styre samfundets borgere på en ydre måde, og Gud har sat sin kirke på jorden til at tage sig af borgernes sjæl og evighed." Den minister, der indser dette grundlovsbestemte forhold, holder fingrene væk fra kirkens forkyndelse og vielsesritualer.

 

NÅR DE TROENDE IKKE SKAL ADLYDE

Det fremgår imidlertid af denne lære, at når apostelen erklærer, at de troende ’for Herrens skyld skal underordne sig under enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen som magthaver eller statholderne, som sendes af Ham’ (1.Pet.1:13-14) – så er det især det sidste, som bør fastholdes som underordnelsens princip og betingelse. "Altså," forklarer den lutherske opfattelse videre, "må der være et tydeligt tegn på, at disse magthavere er sådanne, som (citat): ’sendes af Ham’ (v.14). "Tegnet er," forklarer apostelen, "at disse ’af Gud sendte magthavere’ (konger, præsidenter og ministre) ’straffer forbrydere og roser dem, der gør det gode’ (v.14). Når apostelen slutter netop dette afsnit med ordene: "Frygt Gud, ær kongen" – så er sagen sat på plads! For de ’menneskelige ordninger’ skal de troende have ærefrygt… ’ikke kun de gode og milde øvrigheder, men også de urimelige’ (v.18) – men for forbryderiske magthavere, ’der fortjener straf’ (v.14) og over for dem, der ’roser folk, som gør det onde’ (v.14), er de troende ikke skyldige at vise lydighed. "Da skal de (på trods af, at de ikke dermed ’ærer kongen’) lyde Gud mere end mennesker" (Ap.G.4:13 og 5:29).


TILBAGE