RETSOPGØRET
130

DEN FARLIGE IDEOLOGI

Som fronterne langsomt er ved at blive aftegnet i det opgør, der nærmer sig med henblik på spørgsmålet om, hvem der i sandhed kan fremstå som arvtagere af det grundlovsbeskyttede, reformatoriske syn i Danmark, er det værd at standse op et øjeblik for at iagttage, hvad der skete under naziregimet i Det tredje Rige – samt hvilken indflydelse den tids tyske, ’jødefri’ Hitlerbibel har haft på den danske ’Israels-fri’ ’oversættelse’ af Ny Testamente, ’Den Nye Aftale’, som i 2007 blev udgivet af Det Danske Bibelselskab. For at opnå den rette indfaldsvinkel, er det bedst at tage et par skridt tilbage i historien…

"Bør kun berøres med særlige beskyttelseshandsker" (’Spezialhandschuhen’) står der skrevet på en arkivmappe i en evangelisk kirke i Westfalen, Tyskland. Inde i mappen ligger det teologiske dokument, som i 1934 tog skarp afstand fra førerkulten, der dengang var ved at bevæge sig ind i kirken. I anledning af den nyligt fejrede 80-årsdag for den såkaldte ’Barmenerklärung’ (der i sin tid blev kraftigt understøttet af den danske teologiprofessor, Regin Prenter) er det nødvendigt at iagttage følgende:

Barmenerklæringen, der blev til i Tyskland i 1934, er et enestående eksempel på en moderne bekendelse, der i en bestemt historisk situation forsøger at sammenfatte kirkens tro og forsvar mod farlige politiske strømninger. Da bølgen af begejstring bruste gennem Tyskland den 30. januar 1933, fordi Hitler på den dag havde grebet den politiske magt i landet, samledes en flok af nationens kristne ledere sig for at yde modstand mod den lære, som så hastigt havde forført et helt folk.

Da Hitler efterfølgende satte turbo på virkeliggørelsen af sine vanvidsideer om et stort, stærkt, racerent herrefolk i Tyskland, så affattede landets oprigtige og modige kristne ledere den erklæring, der for de flestes vedkommende kom til at koste dem livet! Føreren var kommet – men blev aldrig hyldet af Tysklands sandt-åndelige personligheder. Modigt rejste de sig med Bibelens ord og forkastede de dages antikrist. De afslørede åbenlyst den løgn, der huserede bag Hitlers ’imødekomne indbydelse’ til landets biskopper om at deltage i (som det hed) ’en fælleskamp’ mod de kræfter, som ville hindre den nye ideologi i at finde vej ind i kirken’. Det blev til et voksende spændingsfelt mellem den politiske statsmagt og Tysklands protestantiske kirke. Dette er baggrunden for Barmenerklæringen, som i dag kalder danske kristne alle vegne til at indtage samme holdning over for en lige så farlig ideologi.

Den såkaldte Barmer Teologiske Erkläring fra det dystre og skæbnesvangre nazi-år 1934 markerer selve fødselstimen for en kristen bekendelse, som Danmark og Europa mere end noget andet har brug for i dag! De tre maskinskrevne sider (med blækplettede håndskriftskorrektioner i marginen) afleverer et klart Nej til den daværende, teologiske ideologi, som en falsk kristendom befordrede. Barmererklæringen tog skarpt afstand fra Hitler – og fik derfor (med djævelsk vold) besked på, at ’kirken ikke skulle blande sig i politik’!

Den første af de seks artikler i den nu 80-årige erklæring indledes med Jesu ord: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved Mig" (Johs.14:6). Hertil føjes: "Sandelig, sandelig siger Jeg jer: Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer over et andet sted, han er en tyv og røver" (Johs.10:1). – "Jeg er døren; den, der går ind gennem Mig, skal blive frelst" (v.9). Artiklen slutter med de ord, der i 30’erne tændte naziledernes raseri: "Vi forkaster den falske lære, som hævder, at kirken er den kilde, der nu åbner en ny forkyndelse, som udspringer fra en anden oprindelse end Guds ord, og som derfor anerkender andre ’hændelser’, og magter, fremtoninger og ’sandheder’ som værende en Guds åbenbaring" (art.1:1). En sådan falsk, politisk indflydelse (der giver sig ud for at være en åbenbaring grundet på Guds ord) gør sig på lignende måde gældende i Dagens Danmark og bør derfor straks afmærkes som værende ’en tyv og en røver’ (Johs.10:1). Den ’nye forkyndelse’, der i dag henter sin inspiration uden for Guds ord, bør (som den tyske 1934-erklæring siger det): ’Forkastes’.

Det er værd at bemærke, at når apostelen taler om en endetidsbevægelse, der til sidst vil ’bane sig vej ind i Guds helligdom’ for dér at erklære, at ’den er guddommelig’ (2.Thess.2:4) – så er det dermed slået fast, at den fra sin første begyndelse opfylder Jesu foruroligende forudsigelse om ’en ulv i fåreklæder’ (Matt.7:15). Den nyere historie skildrer lignende bevægelser, der fører til nationens undergang og fordærv. Om dette siger Jesus, at ’på deres frugter skal de kunne genkendes’. "Ingen kan plukke druer af en tjørnebusk" (v.16). "Et dårligt træ kan aldrig bære gode frugter" (v.18). Vi henviser til, at tyske kristne allerede i 1934 indtog en klar holdning over for historiens farligste, politiske ideologi – samt at Europas troende i dag står over for den samme forførelse, som kun kan imødegås med Guds ord! Dette ord må derfor ikke på nogen måde forulempes. Sådan som det f.eks. er sket i Bibelselskabets ’oversættelse’, Den Nye Aftale. Om dette har jeg bl.a. følgende at sige:

 

UDEN FODFÆSTE I GRUNDSPROGET

Et moderne udtryk for at være meget sulten er dette: "Jeg er ved at dø af sult!" Det må have været noget i den retning, som Esau sagde til sin bror, Jakob, da han kom hjem fra vildmarken og bad ham om at få noget at spise. Esau var så sulten, at han den dag solgte sin førstefødselsret for en skål linser (1.Mose 25:30). Det samme udtryk bør imidlertid aldrig bruges om Jesus! Han ville ikke selv have anvendt det, og andre kan aldrig anvende det om Ham; "Thi den død, Han døde," forklarer Romerbrevet, "døde Han én gang for alle bort fra synden" (6:10). "Han ydmygede sig selv," fortsætter Paulus, "og blev lydig til døden, ja, døden på et kors" (Fil.2:8). Det vil med andre ord sige, at den eneste død, der kan forbindes med Jesus, Guds Søn, er den død, Han led én gang for alle på korset! At bruge udtrykket om Kristus, at Han ’var ved at dø af sult’ – er en fejlagtig formulering – uanset hvor mundret og tilsyneladende vel anbragt den kan forekomme! "Da Han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult" beretter Mattæus (4:2), hvilket nudansk-’oversætterne’ beskriver således: "Der fastede han i fyrre døgn, dag og nat, og til sidste var han ved at dø af sult." En sådan sætning er ikke noget teologisk anliggende. Det er jo kun et dagligdags udtryk, som ingen opfatter efter sit forlydende. Imidlertid bør nudansk-folkene kende grænsen! Også de er bundet af Skriftens bud, som apostelen anfører, når han kun anbefaler ’at bruge ord, som er gode til fornøden opbyggelse’ – og han i den forbindelse formaner: "Bedrøv ikke Guds Helligånd!" (Ef.4:29-30)

Er der slet ingen i oversættelsesteamet, som aner et stik i hjertet ved sætningen: "Jesus var ved at dø af sult?" Uden at have det mindste fodfæste i det græske, gentages den uheldige formulering i Lukas’ beretning om Jesus i ørkenen (4:2). (Om Sin egen død siger Jesus: "Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til og magt til at få det tilbage" (Johs.10:17-18)).

Bibelselskabets ’oversættere’ følger omhyggeligt i nazi-teologernes fodspor. De har streget ordet ’Israel’ 80 gange i deres oversættelse. De ’oversætter’ f.eks. sætningen: ’Han skal blive åbenbar for Israel’ med ordene ’for at I alle sammen skulle få ham at se!" (v.31) – De, som fortsat er af den opfattelse, at denne nøjeregnende udradering af navnet Israel fra Ny Testamentes evangelier og apostlenes breve blot er en mindre ’overseelse’, må indrømme, at det i dette tilfælde ikke kan være tilfældet. Johannes Døber siger ikke: "Jeg er kommet, for at I alle sammen skal få Ham at se." Nej, Han siger: "Jeg er kommen, for at Han skal blive åbenbaret for Israel!" Det vil sige, at der her er tale om en yderst vigtig del af Guds husholdning med Israel – og derom ville nazi-oversætterne ikke høre et ord… og Det danske Bibelselskabs oversættere har på samme måde tiltaget sig den ret at stryge Israels navn fra dette skriftafsnit – og dermed lagt et slør over en afgørende del af den guddommelige administration med Messias’ komme til ’sine egne’ (Johs.1:11).

 

HITLER: "JEG STRIDER FOR HERRENS SAG!"

"Derfor tror jeg i dag, at jeg handler i overensstemmelse med Den Almægtige Skaber: Ved at forsvare mig mod jøden, strider jeg for Herrens sag!" Denne skæbnesvangre retfærdiggørelse af et morderisk formål blev nedskrevet af Adolf Hitler i hans personlige manifest: Mein Kampf, i hvilken han forklarede – punkt for punkt – hvorledes han ville udrydde det jødiske folk…

Dr. Barry Leventhal, en teolog fra Washington D.C., forklarede i begyndelsen af 80’erne i sin doktorafhandling ved Dallas Teologiske Fakultet en af de bedrøvelige grunde til, at nazismen på et tidspunkt havde en overvældende fremgang i Tyskland; "den kom indefra den kristne kirke," erklærer han. (’Theological Perspectives of the Holocaust’, 1982, side 4). "Der herskede på et tidspunkt i Tyskland en destruktiv, højere kritik af Bibelen, og denne kritik kastede benzin på det antisemitiske, nazistiske bål," skriver han og fortsætter: "Tyskland har en lang historie af ’kristen antisemitisme’ – ikke blot fra den Romersk Katolske Kirke men fra den protestantiske kirke. Det var Martin Luther, som i sine sidste år pludselig vendte sig med et voldsomt religiøst raseri mod jøderne og på den måde banede vej for Hitler for at han kunne virkeliggøre reformatorens underlige og brændende ønske: Jødernes udryddelse. Det er derfor ikke mærkeligt, at Hitler citerede Martin Luther i Mein Kampf og kaldte ham for en af Tysklands helte."

Denne tragiske, historiske baggrund m.h.t. et bedrøveligt afsnit af Luthers reformatoriske værk (et afsnit, som den evangelisk-lutherske kirke i Tyskland og over den ganske verden med bøjet hoved tager afstand fra) ligger bag den kendsgerning, at de tyske udgivere af Hitlerbibelen med stolthed taler om Luther. "Hans arbejde skal færdiggøres," erklærer de. ’Er legte die Quelle seines Werkes für das deutsche Volk frei’ (han afdækkede kilden til sit arbejde for at denne frihed kunne gives til det tyske folk)… og dermed tog de teologiske ophavsmænd til nazibibelen fat på deres opgave og udrensede alt, hvad der havde at gøre med jøderne og forjættelsen til Israel…

Heller ikke den danske Hitlerbibel er opstået uden en baggrund! Den roser sig af at have fjernet udtryk som ’Guds nåde’, ’Guds kærlighed’, ’Guds barmhjertighed’ og ’Guds retfærdighed’ – men har været tavs med, at den også har udrenset ordet ’Israel, begrebet apostel og meget mere…

Som det var tilfældet i Tyskland kan et sådant værk ikke fremstå (ej heller produceres, finansieres og udsendes) uden at der er et eller andet teologisk belæg derfor. Det er denne læremæssige baggrund, som lever og ånder bag de kræfter, som med denne nye, danske ’oversættelse’ sigter på vort lands undergang og en national forførelse af vort folk. Disse kirkefolk og teologer er ikke i sandhed evangelisk-lutherske og kan aldrig med deres lære opfylde grundlovens paragraf om, at (citat): ’Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke" (§ 4a).

 

FALSKE SYNER

Vore dages kirke og kristendom bør lægge øret til de tusinde røster fra fortiden, som dag og nat fortæller, hvorfor det gik galt! Den antijødiske bevægelse begyndte jo ikke i 1933. Hvordan kan et dansk Israel-frit Ny Testamente fremkomme? Hvorledes er det muligt, at Det danske Bibelselskab, som er begyndt og har været ledet og opretholdt af så mange gode, kristne mænd, kan styrte i et sådant dyb?

Det, der kan høres ud af historiens tale, er – og dette vil være en overraskelse for mange – beretningen om den skæbnesvangre vandring, som med sikkerhed begynder for den kirke og det samfund – ja, det enkelte menneske, der indfanges af et falskt profetisk syn. Når Ordsprogenes Bog erklærer, at ’uden syner er et folk ladt i stikken’ (29:18)… så er det i og for sig advarsel nok! Værre bliver det imidlertid, hvis et folk eller en menighed overlades til falske syner. I det tilfælde er undergangen sikker!

Det falske profetiske syn har gennem historien lagt den teologiske grundvold for fremstående mænd, der ofte har gemt sig bag en formfuldendt liturgi og et pænt ’kristent’ ydre – ja, som endog har indtaget høje embeder i den kristne menighed og som har været i stand til ud fra deres teologi at retfærdiggøre ikke kun udraderingen af jødiske ord og navne i Den Hellige Skrift, men endog i Nazi-Tyskland et udryddelsesprogram med henblik på Det jødiske Folk.

Det er på en falsk teologisk baggrund, at idéen om det ’forkastede Israel’ for århundreder siden slog rod. Det er ud af denne profetiske vildførelse at en kristen antisemitisme er opstået… og det er med dette lange, historiske og teologiske perspektiv bag sig, at en tysk Hitlerbibel pludselig kunne se dagens lys. Ud af samme onde rod er den danske ’Hitlerbibel’ opstået: Det Nye Testamente, som systematisk sletter Israels navn og med mange utilstrækkelige – ja, direkte fordrejede tekster fører en ny generation bag lyset.

 

PAS PÅ ’BEGYNDELSERNE’

I december 2008 blev jeg under en rejse i Tyskland indbudt til at tale i en lille ’Israelskreds’ i den maleriske, sydtyske by, Hersbruck. Hitler besøgte personligt denne lille købstad, hvor han d. 30. november 1928 talte til 1400 mennesker. På skilte ved indgangen til idrætshallen stod med store bogstaver: ’Juden ist der Zutritt verboten’ (Jøder forbydes på det strengeste adgang). Ved rigsdagsvalget i 1932 stemte 60,8 % i landkredsen Hersbruck på Hitler. Under krigen omkom 4000 Kz-slaverarbejdere i grotterne i et nærliggende bjerg, hvor Hitler havde en hemmelig våbenproduktion.

Foran indgangen til disse mørke tunneller er anbragt en mindeplade, som slutter med den mærkelige indskrift: ’Wehret den Anfängen’. Den tyske sætning er vanskelig at oversætte men må betyde noget lignende som dette: ’Pas på enhver begyndelse’! Der henvises naturligvis til ’enhver begyndelse’ på en fremkomst af antisemitismes nazi-spøgelse. Mindepladen er som et fortvivlet råb. Kan det høres i Danmark i denne time? Hvem får øje på det genfærd, der sniger sig ind i Den Hellige Skrift – og som et underligt dødens åndepust giver sig til kende i Bibelselskabets ’Den Nye Aftale’? Det nye Testamente, hvor Israels navn er fjernet fra både de fire evangelier og alle apostlenes breve?" "Wehret den Anfängen!" lyder det advarende fra grotterne ved Hersbruck…

Den decemberaften fik jeg for første gang at høre om Hitlerbibelen. Min vært, Heinrich Hebeler, fortalte, at dette ’nazi-testamente’ var blevet udarbejdet på en gæstgivergård ved Eisenbach, hvor den 6. maj 1939 et ’institut til forskning og fjernelse af jødisk indflydelse på det kirkelige liv i det tyske folk’ officielt blev åbnet.

Det er på dette sted, at nazi-teologerne stred med teksten om ’de tredive sølvpenge’ – ’den pris, Han (Jesus) blev vurderet til af Israels Børn’ (Matt.27:9). Principielt ville de medtage dette skriftafsnit, fordi det indikerede noget negativt om jøderne (forræderiet) – men da ordet ’Israel’ så tydeligt tilføjes og indføjes i et citat fra Gamle Testamente (Zak.11:12) valgte de, at udelade hele afsnittet.

Anderledes med Den Nye Aftale. Her begrænser ’oversætterne’ sig til blot at stryge det ord, en anti-israelsk tidsånd forbyder dem at medtage. I stedet for at gengive sætningen: ’Den pris, Han blev vurderet til af Israels Børn’, hedder det nu: "Det var det, folk syntes han var værd" (Matt.27:9).

Dermed tilsløres øjeblikkets store profetiske dimension. Hvorledes stiller Israels Børn sig i dag til ’den højt vurderede’? Af samme grund formår nudansk-’oversættelsen’ heller ikke at gengive apostelen Johannes’ ord: "Han kom til Sit eget og Hans egne tog ikke imod Ham" (1:11). En opvoksende generation må nøjes med denne forklaring: "Ingen tog ordet til sig, selvom det kom til mennesker, der burde kende det; ’Israel’, ’Hans egne’ – er helt ude af billedet! Det minder for meget om udtrykket ’Israels Børn’?

 

IDEOLOGISK INFICEREDE TEOLOGER

Et slående eksempel på, hvordan ideologisk inficerede teologer kan ’arbejde sammen’, er den underlige ’håndsrækning’, som Det danske Bibelselskab i 2007 –udgivelsen ’Den Nye Pagt’ giver hagekors-’oversætternes’ 1940-udgivelse, ’Die Botschaft Gottes’.

Når Jesus f.eks. sender sine disciple ud med ordene: "Gå til de fortabte får af Israels hus’ (Matt.10:6) – så er det en sætning, som Hitlerbibelen aldrig ville være i stand til at godtage; den passer ikke til den nye ordens verdensanskuelse. En sådan formulering skal udryddes.

Den Nye Aftale kan i dette tilfælde ikke tillade sig at stryge hele afsnittet om de fortabte får af Israels Hus – ’oversætterne’ kan kun omskrive ordene ’Israels Hus’ til ’det jødiske folk’ (Matt.10:6). Om det virkelig er Jesu Ånd, som gennemtrænger denne nye formulering: ’I skal opsøge de mennesker i det jødiske folk, der ellers ville gå fortabt’, forbliver et ubesvaret spørgsmål. Den slags ’fremgangsmåde’ (’opsøge jøder’) kan bruges i det evangeliserende arbejde blandt folk fra nationerne. I Israel vil ’metoder’ af den art blive anset som ’proselytisme’. Man aner ’lejesvendene’ i baggrunden. Dem, der gør jobbet i stedet for hyrden – og den omsorg og smerte, der ligger bag ordene ’de fortabte får af Israels Hus’ er gået tabt.

Man mærker den ånd, som ligger i det tyske ord ’ausmerzen’. Ordet ’Israel’ skal med alle tænkelige former for fordrejelse ryddes af vejen! Et nyt ’rent’ Ny Testamente skulle fremstilles. Renset for al slags ’ukrudt’. Derfor: Ordene ’Israels Hus’ er rykket op, kastet bort og erstattet med lejesvendens proselytisme. Nazisterne fjernede ordet helt – det, som de danske teologer har gjort, er næsten værre!


TILBAGE