RETSOPGØRET
131

LUTHER VIL VENDE SIG I SIN GRAV

Et bemærkelsesværdigt hyrdebrev, som blev skrevet d. 29. februar 1936 af Kardinal August Hlond, som på det tidspunkt var den katolske kirkes højeste myndighed i Polen, afslører en holdning, som viser den pæne, ’kristne’ antisemitismes sande ansigt. Kardinalen, som synes at være forskrækket over at se den vold, som blev brugt mod jøderne, skriver: "Det er en kendsgerning, at jøderne er i ustandselig krig mod Den katolske Kirke. Det er ligeledes sandt, at de er en flok fritænkere og ateismens forløbere; de er bolsjevikker og indblandet i revolutionære aktiviteter. Det er sandt, at jøderne har en fordærvende indflydelse på moralen – de snyder og bedrager og spreder pornografi… men ikke alle jøder er sådan! Vi bør elske vort land men må ikke hade nogen! Vi skal holde os væk fra jøderne – men det er forbudt at overfalde dem, at prygle, invalidere eller bagtale dem…"

En sådan højt uddannet teolog med et så ’fornemt humanistisk menneskesyn’ – en mand, der viger tilbage fra vold og mishandling (men som alligevel giver udtryk for at være under indflydelse af en generel antisemitisk tankegang) – en sådan mand er i sit ansvarsfulde embede et manende eksempel på den ’pæne kristne foragt for det jødiske folk’… den holdning, der i det lange løb førte til de frygteligste overgreb.

 

HITLERS UNDERSKRIFT

Det danske Bibelselskab viser ’den samme ’pæne foragt’ for navnet ’Israel’ ved at slette (udrydde det) totalt fra Ny Testamentes blade. Selskabet er i sin ’oversættelse’ af Ny Testamente præget af den ’nydelige humanisme’, der i det lange løb vil føre til forfølgelsens overgreb.

Walter Grundmauer er det navn, som står øverst på listen over den tyske Hitlerbibels udgivere. Efter hans disputatstese: ’Bibelen er blevet jøde-kristent deformeret’, underskrev Adolf Hitler egenhændigt hans udnævnelse til professor.

I 1940 skrev han: "Evangeliernes Jesus kan kun blive det tyske folks frelser, hvis han ikke fremstår som jødedommens opfylder og fuldender men som dens mægtige fjende og bekæmper."

Det væsentligste fejltrin i hele den danske Israels-fri ’oversættelses’ storstilede fordrejning af teksten i evangelierne er imidlertid denne tydeligt ideologisk-betonede udskiftning af ordet Israel med begrebet ’jøderne’. Da f.eks. den gamle profet Simeon, som i en menneskealder har ventet på det evighedsøjeblik, da han med egne øjne skulle få lov at se den dreng, som han (inspireret af Helligånden) kalder for ’Israels trøst’ (Luk.2:25) – og som af Bibelselskabets ideologer gengives med ordene: "Han (Simeon) så frem til at jøderne skulle blive frelst’ – så tramper de uforfærdede nudansk teologer ind på et område, som om muligt er mere helligt og dybere profetisk.

I stedet for at lade den gamle nytestamentlige profet (og dem findes der ikke mange af) udtale, hvad der er indgivet ham ved Ånden, så iklæder disse ’bibelselskabets -oversættere’ hans udsagn med deres egne fattige pjalter. Simeon erklærer (stående med den lille nyfødte dreng i sine arme: "Se, det barn er sat til fald og oprejsning for mange i Israel og til et tegn som skal modsiges" (Luk.2:34).

Denne stærke fremtidsprofeti om Israels Messias får følgende medfart af Israel-hadernes håndlangere: "Det barn bliver som et lys for os alle sammen, en ære for os jøder, og en helt ny indsigt for de andre."

Af de 23 ord, som denne ’gengivelse’ af den bibelske tekst består af, er ikke ét eneste at finde i grundteksten.

Når det om dette ’oversættelsesarbejde’ af Bibelselskabets egne folk er blevet forklaret, at (citat): ’det skal vær en videnskabelig oversættelse af den græske grundtekst’, så forekommer en sådan erklæring (blot set i lyset af dette eksempel) som total utroværdig.

Når disse moderne nudanske ’skriftlærde’ tager Luther til indtægt og dermed mener, at han ville anerkende blot denne ene sætnings ’oversættelse’ – så nærmer deres værk sig et simpelt bedrag!

Bibelselskabet forklarer sig med følgende (citat): "Luther sagde, at når man skal oversætte Bibelen, skal man lytte til manden på marken og konen i køkkenet. Det sprog de – og vi – taler, skal man oversætte Bibelen til, for det er det sprog og de ord, man kender fra sin dagligdag."

 

LUTHERS TEKST

Nuvel. Så lad os se, hvorledes Luther (med denne indstilling har oversat dette sted) om Simeon og hans profetiske udsagn over barnet i hans arme.

Det første, vi ser, er, at Luther ikke sletter navnet ’Israel’. Det kunne han ikke drømme om! (Og hans oversættelse dukkede op i 1500-tallet, hvor Israel ikke engang var på kortet. Efter 1948 er alle bibellæsere klar over, hvad Israel er, og hvor det er beliggende – og at Israels Gud har ført sit jødiske ejendomsfolk tilbage til det land, hvor Jerusalem er beliggende). Luther siger: "Siehe… gesetzt zum… Auferstehen vieler in Israel." (Se… sat til oprejsning for mange i Israel). Ny Aftale-testamentet undlader ordet: ’sat til’ og taler ikke om ’oprejsning’ samt smider ordet ’Israel’ ud med de tre ord: "… for os jøder."

Luther siger (ud af egen bitter erfaring), at budskabet om dette barn vil ’blive modsagt’ (widersprochen) – men om dette siger Ny Aftale-folkene ikke en stavelse. Det stærke begreb "… et tegn, som skal modsiges’ gengives med ordene: ’en helt ny indsigt for andre’. Hvis dette skal betragtes som ’en videnskabelig oversættelse af den græske grundtekst’, og Luthers oversættelse skal nævnes som eksempel, så må den gamle reformator vende sig i sin grav…

Jeg tilslutter mig de ord, som en kyndig bibellærer fra Fyn d. 2. sept. 2009 sendte til Bibelselskabet. Han skriver bl.a.: "Jeg mener, at Den Nye Aftale er en forfejlet og misvisende ’oversættelse’. Den burde aldrig været udgivet, og jeg vil fortsat opfordre Bibelselskabet til at tilbagekalde og destruere de eksemplarer, der ikke er blevet solgt."

 

DEN ’SÆRLIGE OPGAVE’

Da det tyske institut for ’befrielsen af den jødiske indflydelse i den tyske kirke fejrede sin indvielse d. 6. maj 1939 talte dets leder, Walter Grundmann, professor i Ny Testamente ved Universitetet i Jena. "Denne udryddelse af jøderne – og deres indflydelse på det religiøse liv er en særlig opgave, som er betroet det tyske folk," erklærede han. "Den tid, vi nu lever i, er som det var i reformationens dage: Protestanterne må overvinde jødedommen, lige som Luther sejrede over katolicismen." Han tilføjede: "Udryddelsen af den jødiske indflydelse på al tysk liv og levned er en påtrængende og fundamental opgave i den nuværende religiøse situation i Tyskland." Grundmann sluttede: "Som på Luthers tid ingen kunne forestille sig kristendommen uden en pave – sådan kan mange i vor tid ikke forestille sig en frelse uden Gamle Testamente. Men målet kan nås. Det jødiske Gamle Testamente må og skal i denne forbindelse bringes ud af verden!"

Medlemstallet på pro-nazifraktionen indenfor den protestantiske kirke i Tyskland bestod af mere end 600.000 pastorer, biskopper, teologiske professorer, religionslærere og lægfolk. Målet var at stå sammen om den nazificerede ’kristendom’, som bevægelsen forkyndte samt at fremme udbredelsen af ’det jødefri Ny Testamente’. Bevægelsen havde stor succes på universiteternes teologiske fakulteter. Dens sigte var også at ’genskabe’ den evangelisk-lutherske kirke i Tyskland – den arbejdede flittigt med møder, konferencer og utallige publikationer. Nazikirken var altså ikke betragtet som ’en fremmed sekt; den havde hånd om op til en tredjedel af landets protestantiske kirke. Den havde hagekorset på sine altre (ved siden af korset) og dens hilsen var ’nazi-heil’. For dem var Hitler sendt af Gud – og den var overalt og til hver en tid parat til at ændre de mest grundfæstede trosbekendelser, for dermed at komme i harmoni med partiets politiske linje.

Det var derfor ikke let for dens teologiske medarbejdere at formulere sig ’på den rette måde’, da man f.eks. arbejdede med det afsnit i Ny Testamente, hvor Jesus i sin hjembys synagoge taler om, at ’der i Israel var mange enker i Elias’ dage’… men til ingen af dem blev Elias sendt men derimod til en enke i Sarepta i Zions land’. Da det jo her drejede sig om nogle helt geografiske betegnelser, så indrømmer de tyske ’oversættere’, at den pågældende enke (tysk): ’zu Elias Zeit war in Israel’ (Luk.4:25)… altså, at hun rent faktisk befandt sig i Israel. Det lykkes imidlertid de danske Israel-fjendtlige ’oversættere’ at få denne sætning formuleret sådan, at ’der var mange jødiske enker på profeten Elias’ tid’ (v.25) – men da de så (modvilligt) må indse, at denne ’gengivelse ikke formåede at løse ’det geografiske problem’ (som Jesus på en særlig måde betoner) opfinder de en hel ny sætning: "Elias blev ikke sendt til enkerne i Israel." Dette er ét af de få steder i Den nye Aftaler, hvor Israels navn er nævnt – og i det tilfælde står det ikke engang nævnt i grundteksten. Sætningen er indføjet som ’en lap på en hullet kappe’.

 

ORDET APOSTEL ’RYDDES AD VEJEN’

Hensigten med det ’Israelfri’ Nye Testamente er ikke begrænset til hensynsløst og over alt at udrydde ordet ’Israel’ fra Den Hellige Skrift. Nej, også ordet ’apostel’ er slettet mere end et halvt hundrede gange fra Ny Testamentes blade. Særlig bemærkelsesværdigt er det afgørende skriftafsnit i Efeserbrevet: ’og Han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste" (Ef.4:11).

Der har næppe været og vil næppe komme en tid som denne, hvor Kristi menighed får brug for den aposteltjeneste, som Den opstandne Herre skænker til Sin kirke – ja, det er et spørgsmål, om Guds kirke i det hele taget vil være i stand til at tage kampen op mod de dødskræfter, som nu alle vegne rejser sig imod den, hvis ikke netop den femfoldige tjeneste (der anføres af apostelgerningen) gives tilbage til Guds folk, inden det er for sent! Derfor er det med den største agtpågivenhed, at de troende iagttager, hvorledes netop aposteltjenesten får navneforandring i det ’Ny Testamente’, som Bibelselskabet har taget ansvar for. I stedet for den oprindelige tekst: "Han gav os nogle til at være apostle," så benytter nudansk-oversætterne sig af den mulighed, at de (med en begrundelse i den græske tekst) kan skrive ’udsendinge’… men sætningen får straks en anden klang, når i det følgende ’evangelister’ betegnes som ’prædikanter’ og ’hyrder’ bliver til ’ledere af menigheden’ (v.11).

’Den Nye Aftales’ gendigten afslører deres utroskab over for Den Hellige Skrift, når de forklarer, at ’Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet apostel’ er en, der er ’udvalgt til at rejse ud og fortælle om Guds Søn’ (Rom.1:1) samt at ’apostelkaldet’ (v.5) bare er ’en særlig udsending’… De sigter på og rammer det Gudgivne lederskab af Kristi kirke, og hvis dette fortsat går upåagtet hen, vil denne onde hensigt kunne forvolde stor skade.

De besøgende, der på udgivelsesdagen i 2007 var til stede på Søpavillionen i København, bør fremover holde øje med, hvor mange kvinder, der står bag projektet! Det er næppe nogen tilfældighed, at ordet ’fædrenehus’ eller ’faderforhold’ (48-overrsættelsen) eller ’faderlighed’ (31-oversættelsen, som oven i købet i en note anfører, at ’det græske ord ’slægt’ er afledet af og lyder omtrent som ’Fader’) er blevet afløst af et ikke-mandligt begreb.

For et par år siden blev det af oversætterne til den tyske ’Bibel in gerechter Sprache’ (bl.a. Bielefelder-professoren dr. Frank Crüsemann) foreslået, at ’Fadervor-bønnen’ skulle erstattes med ordene ’Vor Far og Mor, som er i Himlen’. Denne feministiske indflydelse gør sig gældende overalt, og synes nu også at have sneget sig ind i denne linje, hvor ordet ’Faderforhold’ ændres til ’slægtskab’.

At ordet ’Fader’ imidlertid bør fastholdes, fremgår af sammenhængen, der i linjen forinden netop har betonet faderforholdet med ordene: ’Vor Herre Jesu Kristi Far’ (Ef.3:16).

Yderligere vil jeg vove at påstå, at den nudanske læser ikke må forventes, at vise det mindste tegn på forståelse, når han præsenteres for udtrykket: "slægtskab i himlen’. Derimod: ’Vor Far, du som er i himlen’ er ikke langt fra hans begrebsverden! Hvorfor tale i gåder, når sagen er lige til? "Der foreligger her ikke noget problem," erklærer den gamle folkekirkepræst og bibeloversætter, Dr. T. Skat Rørdam. Han fortsætter: "Det græske ord patria, som er oversat: ’Faderforhold’ betyder egentlig ’slægt’… men i den forståelse, at denne familiekreds stammer fra samme Fader (græsk: pater).

Med det overjordiske, ubegribelige og højtravende begreb: ’slægtskab i himlen’ har nudansk-fortolkerne ikke gjort det let for den jævne bibellæser. Fordrejningen er så kunstig, at Bibelselskabet hermed står under mistanke for at have feministiske motiver! ’Oversætterne’ bør nærlæse den græske tekst, som siger: ’Fra Ham, som ethvert faderforhold i himlene og på jorden har fået sit navn’ (Ef.3:14)

 

MEDLEMSKABET

I forbindelse med oprettelsen af ’Instituttet til forskning og fjernelse af jødisk indflydelse på det kirkelige liv i Det tyske Folk’ opstod der en interesseret medlemskreds. Man har efter krigen fundet røgsværtede medlemsbøger med navnene på den tilhængerskare, som ønskede ’den jødiske indflydelse fjernet fra Bibelens blade’. I de spredte arbejdskredse var 200 medarbejdere optegnet – deriblandt professorer, præster, lærere og forfattere, som alle tilhørte den nationale kirke. Medlemsbøgerne viser disse arbejdskredses eksistens i Altpreussen, Sachsen, Nassau-Hessen, Schleswig Holstein, Thüringen, Lübeck, Mecklenburg, Pfalz, Anhalt, Oldenburg og den nye, tyske evangeliske kirke i Østrig. De 200 medarbejdere var enten fuldtidsmandskab eller frivillige tilsynsfolk. Selve medlemskredsen var større.

Det er i hele denne travle aktivitet for at få ’fjernet jødisk indflydelse’ og dermed Israels navn fra de bibelske skrifter, at der bliver stillet skarpt på f.eks. en beretning i Mattæus-evangeliets 15. kapitel. Her fortælles om den taknemlige lovsang og tilbedelse, som fulgte i kølvandet på Jesu undere. I den forbindelse forekommer det (i nazi-instittutets øjne) ’uheldige udtryk’: "De priste Israels Gud" (v.31). I ’Hitlerbibelen’ bliver hele afsnittet fjernet. Helbredelsen af de lamme, blinde og døve udgår af teksten – og dermed også lovsangen til ’Israels Gud’.

Bibelselskabets ’Nye Aftale’ nævner Jesu undere – men får drejet teksten sådan, at lovsangen og tilbedelsen ikke længer bliver rettet mod (som det så tydeligt bliver anført i den græske tekst): ’Israels Gud’. Nu hedder det blot: "… og de takkede Gud."

"Vi har luget ud i de tungere begreber," forklarer Bibelselskabets talsmand til Ritzau. Det danske ord, som her bruges med hensyn til ændring af teksten, er: ’at luge ud’. Hitler brugte det tyske udtryk ’ausrotten!’ Men meningen er den samme. Navnet ’Israel’ betragtes som ukrudt eller en slags skadedyr: ’Es muss ausgerottet werden!"

Eftersom der var 600.000 mennesker, der var medlemmer i denne pro-nazifraktion indenfor den protestantiske kirke i krigens Tyskland – så bør dette tal tages til overvejelse. Der er i øjeblikket 300 borgere indmeldt i vor grundlovsforening. Sammenligningen er talende… De, som skal stå som de rette og sande arvtagere af grundlovsbetegnelsen(’Evangelisk-Luthersk’) for vor protestantiske nation bør melde sig! Læs næste nummer: ’Dansk Bibeloversættelse med politisk motiv’.


TILBAGE