RETSOPGØRET
132

DANSK BIBELOVERSÆTTELSE MED POLITISK MOTIV

Efter den såkaldte Krystalnat d. 9. november 1938 kom der skub i det forberedende arbejde til Hitlerbibelen. Heydrichs rapport om mere end 250 synagoger sat i brand, 36 dræbte jøder og 20.000 jøder som nu var på vej til dødslejrene, fik motivationen til at stige. Det såkaldte ’Entjudungsinstitut’ var på det rene med, at man godt kunne anvende ordet ’jøde’ i Ny Testamente, hvor det blev brugt som skældsord. De rå romerske soldaters bespottelser af Jesus i paladsgården godkendes i Hitlerbibelen: "Sei gegrüsst, Judenkönig" (’vær hilset jødekonge’, Mark.15:19) … af samme grund bliver ypperstepræsternes og de skriftkloges forhånelse taget med i købet (og det på trods af, at endog ordet ’Israel’ forekommer). "Andre har han frelst," råber præsterne, "sig selv kan han ikke frelse: Kristus, Israels konge!" (v.32) Ja, i dette tilfælde vover Hitlerbibelen sig så langt ud, at den endog bruger Messias-betegnelsen. Som et spottende skældsord går det an: "Der Messias, der König von Israel, steige jetzt vom Kreuz herab!" (Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset! (v.32)) … men den danske ’Hitlerbibel’ viger i dette tilfælde ikke fra linjen; Israels navn fjernes! "Messias, jødernes konge, kom nu ned fra korset!" hedder det (Mark.15:32).

Så meget mere bemærkelsesværdigt er det, at Den Nye Aftales ’oversættere’ ikke har turdet røre ved den sætning, som alle jøder alle steder i slægt efter slægt fremsiger hver morgen og hver aften: "Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én!" (5.Mose 6:4) Jesus gentager denne sætning (Mark.12:29) nøjagtigt som den står nedskrevet i Toraen – men Bibelselskabets ’nudanskere’ gengiver sætningen således: "Hør efter, Israel. Herren vores Gud, er den eneste Gud."

På dette sted er ordet Israel altså bibeholdt i Den Ny Aftale - men i en ’gengivelse, der i sin unøjagtighed mister den særlige inspiration, som findes i citatets oprindelige form. Den usædvanlige formulering: 1) Herren, 2) vor Gud, 3) Herren er én ’rummer en trefoldig omtale af Gud samtidig med, at det betones, at Gud er én. Der er her ikke blot tale om, at Gud ’er den eneste’ – men at Han i sin treenighed er én… og selv hvor ’oversættere’ (som Den Nye Aftale påstår) beflitter sig på ikke at gøre tingene indviklede, så er den enkle, oprindelige formulering, som Jesus her fastholder, let at forstå.

 

NÅR HAD-PROPAGANDAEN BRYDER LØS

Over en periode på flere måneder var der ved krigsbegyndelsen fra Hitlers side ingen voldsomme angreb på jøderne i hans offentlige fremtræden. (Han rasede imidlertid imod dem i sine private samtaler med Goebbels og Rosenberg) – men i hans taler til folket var han tilbageholdende. Da pludselig d. 3. september 1939 om eftermiddagen – på den dag, hvor Storbritannien og Frankrig gik ind i konflikten – bragte den tyske radio tre af Førerens ’hadtaler’ rettet mod jøderne. Den ene var henvendt til folket, den anden til hæren og den tredje til partiet. "Hvem er det, der har begyndt denne krig?" råbte Hitler. "Det er den jødiske, styrende klasse, som vil underlægge sig hele jorden for til sidst at gøre nationerne til deres lydige slaver."

Disse pludselige angreb på jøderne fik udarbejdelsen af den jøde- og Israel-frie Hitlerbibel til at tage mere form. Nazi-initiativtagerne til Hitlerbibelen udbredte sig i takt med Hitlers hadefulde erklæringer, og de blev mere og mere afklarede med hensyn til deres opfattelse af ’eine Erneuerung des religiösen Lebens der Deutschen’ (En fornyelse af tyskernes religiøse liv). "Ihnen gilt die vorliegende Arbeit (’Hitlerbibel’), die eine neue Übertragung ausgewählter, wesentlicher Stücke des Neuen Testamentes darstellen sollte" (En nye oversættelse af udvalgte væsentlige stykker af Ny Testamente).

Udvælgelsen foregik imidlertid efter den håndfaste metode, at bl.a. det ’væsentlige stykke’ i indledningen til Lukas evangeliet, der omtaler den forudsigelse, som Herrens engel, Gabriel, udtaler vedrørende den endnu ufødte Johannes, stryges! Englens udsagn indeholder bl.a. den sætning, at ’han (Johannes) skal føre mange af Israels børn tilbage til Herren, deres Gud (Luk.1:6) – et begreb (’Israels Børn’), som ikke kan forekomme i den tyske Hitlerbibel.

Den danske ’mundrette’ oversættelse, Den Nye Aftale, kan heller ikke tåle udtrykket ’Israels børn’, og kommer uden om det ved at gengive sætningen således: "Han vil få mange jøder til at vende tilbage til Gud." Det vil sige, at den klare bibelske betegnelse ’Israels børn’ i forbindelse med ordene: ’føres tilbage til Herren, DERES Gud (altså Israels Gud) – er ’renset bort’ fra den danske bibels blade.

Apostelen Paulus’ advarende erklæring: "For allerede nu virker lovløshedens hemmelighed, blot skal han, der endnu holder igen, først fjernes (2.Thess.2:7) finder her sin egen (i overført forstand) opfyldelse. Så længe Israels navn står prentet på Bibelens blade holder Den hellige Skrift igen på lovløshedens kræfter, som vil Israels børn til livs. Den dag ordet ’Israels børn’ fjernes fra Bibelens åbenbarelse, vil antisemitismens hadpropaganda få frit løb. At det er Danmark, som er blevet ’værtsland’ for den første ’Hitlerbibel’ efter krigen, varsler en kommende nød over det danske rige…

 

DANSK ’HITLERBIBEL’ VÆRST

Den 12. december 1941, dagen efter at Hitler havde erklæret USA krig, og lidt mere end en måned efter, at Himmler og Heidrich udvidede gaskamrene i Auschwitz, havde Føreren et møde med sine ’gauleiters’ (de regionale naziledere). Han talte til dem om ’Det tyske Folk’. Han udbredte sig om folkets nye ’Lebensraum’…

(Den følgende dag skrev Goebbels i sin dagbog: "Hvis vor øst-kampagne har kostet os 160.000 mand, så må jøderne nu betale for deres andel i denne konflikt! Føreren talte atter til os om Det tyske Folk: ’Det ariske Folk’).

Julen nærmede sig, og de tyske soldater havde nu ’Hitlerbibelen’ i brystlommen. Et lille, gråt indbundet Ny Testamente med titlen: ’Die Botschaft Gottes’. "In der Heiligen Nacht (Den hellige nat)" ville der ved fronterne blive oplæst stykker fra dette ’Guds Budskab’. Maria var her ikke længere ’Josefs trolovede’. Nej, i ’Hitlerbibelen’ er hun: ’seine liebe Frau’ (hans kære hustru) – og der er ikke noget særligt eller forunderligt ved, at hun som sådan ’trägt ein Kind unter ihrem Herzen’ (bærer et barn under hjertet). Hendes familieforhold holdes skjult. Der tales ikke et ord om ’Davids Hus og slægt’.

Men da englen forkynder det gode budskab for hyrderne på marken, får han i ’Hitlerbibelen’ lov til at sige, at den glædelige nyhed er: ’for hele folket’ (’… die für das ganze Volk sein wird’).

De antisemitiske ’oversættere’ har været overbevist om, at tidens mange nazi-slogan’er om ’Det tyske Folk’ ville overskygge muligheden for, at nogen skulle fatte, at det her drejede sig om ’et godt budskab til hele Israels Folk’.

Det danske Bibelselskabs censur skåner imidlertid ikke denne himmelske henvisning til ’Israels Folk’! Englens budskab fordrejes, så at den danske ’Hitlerbibel’ ikke længere ’forkynder en stor glæde som skal være for hele folket’ (Luk.2:10). Nej, nu fatter den himmelske udsending sig i korthed. Han bebuder ’en stor glæde for folk’,… for det er et sprog, som ’folk kan forstå’ – og det er jo dem (folk i almindelighed) at Ny Testamente henvender sig til. Israels Folk behøver ikke her at komme ind i billedet. De har i denne danske ’oversættelse’ intet med denne sag at gøre.

Af dette eksempel fremgår det, at den udrensning af ordet (ja, blot begrebet eller den skjulte hentydning til) ’Israel’ er mere gennemgående i den danske ’Hitlerbibel’ end det var tilfældet med den tyske udgave i nazitidens Tyskland.

 

ET POLITISK MOTIV

Jesu prædiken i synagogen i sin hjemby, Nazaret, er et studie værd! Især med hensyn til sammenligningen mellem den prædiken-gengivelse, der gives i den tyske Hitlerbibel og så den ’oversættelse’, som præsenteres i den danske Hitlerbibel. Begge tillader nemlig i dette tilfælde ordet ’Israel’ at blive nævnt, tydeligvis fordi Jesus her ikke har noget godt at sige om sin hjemby. "Jeg siger jer," begynder Jesus, "der var mange enker i Israel på Elias’s tid.. men han blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Zarephtah i Zidons land" (Luk.4:25-27). På dette punkt viger den tyske Hitlerbibel-tekst fra Luther-oversættelsen og understreger, at det ’kun var en enke i det hedenske Zidon, som Jesus kunne hjælpe’ (den samme sætning ’opfindes’ med hensyn til den spedalske Na’aman. "Det er kun den hedenske syrer, der blev ren." Afvigelsen synes ikke at være stor – men det fremgår tydeligt af den nye tekst, at der ikke er nogen hjælp at hente for dem, der bor i Israel (’Nur eine Witwe im heidnischen Sidon konnte Elia helfen).

Den danske udgave af ’Hitlerbibelen’ slipper helt uden om at nævne Israels navn de to gange, ordet ’Israel’ står anført i den oprindelige tekst. "Der var mange jødiske enker på Elias tid," hedder det, og senere: "der var mange spedalske blandt jøderne." (Altså: De mange ’enker i Israel’ og ’de mange spedalske i Israel’ (v.25-27) får her en anden benævnelse), men dér, hvor det i den græske tekst hedder: "Elias blev ikke sendt til nogen af dem" (altså uden at nævne Israel (v.26)) … præcis dér bliver navnet Israel anbragt, idet Den Nye Aftale skriver: "Elias blev ikke sendt til enkerne i Israel."

Denne forcerede ændring af grundteksten, hvor den tyske Hitlerbibel på et afgørende punkt viger fra Lutherteksten for at præcisere, at ’der ikke er hjælp at få i Israel’ – og den danske Hitlerbibel, som på et lige så afgørende punkt viger fra den græske grundtekst (og placerer navnet Israel et sted, hvor det slet ikke er nævnt) for at præcisere, at profeten i hvert fald ikke blev sendt til Israel…

Den 8. februar 2008 bragte Kristeligt Dagblad et alvorligt læserbrev af formanden for Ordet og Israel, Jan Frost, Hedensted. Uden dermed at søge at give indtryk af, at forfatteren af dette betydelige indlæg deler mine synspunkter eller fremstilling af denne sag, tillader jeg mig at citere et par linjer fra dette læserbrev. Jan Frost skriver: "Det er svært at frigøre sig for en følelse af, at oversætterne (Den Nye Aftale) har ladet sig lede ikke bare af bestemte teologiske motiver men i virkeligheden også af en bestemt, aktuel politisk holdning til sammenhængen mellem jøderne og det landområde, som både på Bibelens tid og i dag hedder Israel." (Så langt læserbrevet)

Så vidt jeg kan bedømme af de fordrejninger af grundteksten, som i Den Nye Aftale finder sted i beretningen om Jesu tale om Israel i sin hjemby, så har formanden for Ordet og Israel ret: Der skjuler sig et politisk motiv bag denne ’oversættelse’.

*

Hvordan kan den tyske Hitlerbibel opstå? Den fremkommer jo ikke blot ’ud af den blå luft’. De tyske udgivere skriver: "Dette her drejer sig om Gudssandheden i Det Nye Testamente. (Es geht um die Gotteswahrheit des Neuen Testaments). Det drejer sig altså om en lære. En teologi. En ’sandhed om Gud’. Den tyske Hitlerbibels udgivere er ’Institut zur Forschung des jüdischen Einflusses auf das deutsche, kirchliche Leben). Altså et institut, der videnskabeligt undersøger, hvorledes det er gået til, at Israels Børn har haft en stå stor indflydelse på den kristne menighed. Med andre ord: Hvorfor taler kirken så meget om Israel? Eller rettere: Hvorfor står der i Bibelen så meget om Israel? Og endeligt: Det kan ikke være rigtigt, at der i Det Nye Testamente står så meget om Israel!

De tyske forskeres idé var, at der er noget i denne sammenhæng, som er forkert. Det kan ikke være rigtigt, at Israels navn står nævnt så mange gange i Bibelen. Og når dette nu er forkert, da må det rettes. Ja, da er det enhver oprigtig kristnes opgave at få det korrigeret. Især kirkens ansvarlige teologer; de kender jo den teologiske baggrund for, at denne ulykke er sket og ved derfor helt præcist hvor der her må gribes ind med den røde blyant.

På denne basis var det muligt for Adolf Hitler at få sammensat det team af skriftkloge, som kunne udarbejde det værk, der gik i trykken i Leipzig i det mørke krigsår 1940.

Den iskolde kædereaktion er klar og indvarsles på en særlig måde ved dette antisemitiske overgreb på Den Hellige Skrift. Hvis det nemlig kan dokumenteres, at navnet ’Israel’ eller ’Israels Børn’ ikke har nogen berettigelse andre steder… så kan den første erklæring udstedes: "Du har ingen ret til at leve iblandt os som jøde!" Når denne sætning er blevet hamret fast, kan den næste forkyndes: "Du har ingen ret til at leve iblandt os…" Og når det er blevet stadfæstet, falder det let at udråbe det sidste: "Du har ingen ret til at leve!"

Det er derfor vigtigt at finde ud af, hvori denne dødens teologi har sin rod – for den tyske Hitlerbibel er ikke et overstået stadie! Den har nu fået sin efterfølger i Danmark.

 

HITLER-BIBELENS KONSEKVENS

I den videre beretning i Ny Testamente om Josefs og Marias skæbne, og hvorledes de undslap den tids ’antikrist’, Herodes, får vi i Mattæusevangeliet at vide, at efter at den onde konge er begravet, viser en Herrens engel sig i en drøm for Josef. De tre – Josef, Maria og barnet – befinder sig på det tidspunkt i Egypten. Engelens besked til Josef er, at forfølgeren er død, og at de nu kan vende tilbage til det sted, hvorfra de er flygtet.

Engelens ordvalg er opmuntrende i en tid, hvor mørke kræfter ønsker at fjerne Israels navn fra verdenskortet. Engelen siger til Josef: "Stå op, tag barnet og dets moder med dig og drag til Israels land." Denne præcise formulering gentages i det følgende vers, hvor det hedder: "Da stod han op, tog barnet og dets moder med sig og kom til Israels land" (Matt.2:19-21).

Hitler-bibelen omgår ’problemet’ med denne gentagne omtale af ’Israels land’ ved helt at stryge dette afsnit; den forbliver tavs både med hensyn til den jødefjendske konges død og engelens tydelige benævnelse af Israel.

Bibelselskabet kan ikke tillade sig at ’stryge’ et helt afsnit i dets seneste ’oversættelse’ af Ny Testamente – men det kan slette det ildesete navn, Israel, ved at fordreje den græske tekst. Det sker på følgende måde: I stedet for (som jeg indledningsvist har omtalt) at gengive engelens ord: ’drog til Israels land’ hedder det nu her: "Du skal rejse tilbage…" Og i stedet for nøjagtigt at gengive den græske tekst: ’Da stod han op… og kom til Israels land’, hedder det nu her: ’Han rejste hjem’.

Den 29. september 1941 skød tyskerne 33.700 jøder i nærheden af den ukrainske by, Babi Yar.

Som for mennesker, der hører derom i dag, var det ubegribeligt for indbyggerne i den lille by, Babi Yar. "Jeg ved kun én ting," skriver Iryna Khoroshunuva i sin dagbog på denne dag: "Noget ufatteligt forfærdeligt er sket." En russisk pige har set dem blive ført nøgne ned mod kløften – og så hørtes knitren af maskingeværer. Alle omkring mig græder…" (K.C. Berkhoff: ’Harvest of despair’ Cambridge 2004). Det, der begyndte med mindre antisemitiske erklæringer og begivenheder endte i den store katastrofe. Den dag fjendskabet mod ordet ’Israel’ bryder gennem den sidste barriere, og – som den sorteste surdej – gennemtrænger Den Hellige Skrift, da lægges et brød i ovnen, som varsler ondt. De teologer (Walter Grundmann og Erich From), som – hvad de kalder – ’im Jahr des deutschen Entscheidungskampfes’ (Tysklands ’afgørelsesår’): 1940 udgav ’den jødefri Bibel’, anede ikke katastrofens omfang. Det samme gælder de folk, som står bag Bibelselskabets ’Israel-fri Bibel’, Den Nye Aftale. De ved ikke, hvad de hermed har været med til at sætte i gang…

 

ER DEN DANSKE ’HITLERBIBEL’ ET VARSEL?

På det tidspunkt, hvor et solidt og dystert nazi-team af tyske teologer arbejdede med ’fjernelsen af al jødisk indflydelse’ i Hitlers Nye Testamente, flygtede den aldrende og uafbrudt syge, Sigmund Freud, fra Wien til London. Det skete umiddelbart efter ’Anschluss’ (Den tyske overtagelse af Østrig, hvorefter også østrigske ’kristne’ deltog i arbejdet med Hitlerbibelen). Freud havde kort før krigens udbrud fået lagt en sidste hånd på sin afsluttende publikation: ’Moses og Monoteismen’. Det var underligt, at umiddelbart før udbruddet af den største af alle Det jødiske folks farer, skriver psykoanalysens grundlægger (der altid betonede, at han var jøde): "Moses var ikke jøde!" En ukendt, forbitret jøde fra Boston skrev til Freud: "Sørgeligt, at du ikke endte i din grav, før du med denne bog vanærede dig selv! Sørgeligt at Tysklands gangstere ikke fik dig ombragt i en koncentrationslejr – hvor du hører til!" (Peter Gray: Freud, New York 89, side 646). Freuds sidste bog gav ’oversætterne’ i Eisenbach nyt mod, og de kunne nu med ’god samvittighed’ stryge de to afsnit i Lukas Evangeliets første kapitel, hvor det hedder om Johannes Døber, at ’mange af Israels børn skal han omvende til Herren’ (v.16) samt: ’Gud har taget sig af Israel, Sin tjener" (v.54).

Nudansk-testamentet får drejet teksten, så at ordene: ’Israels Børn’ forsvinder. "Han vil få mange jøder tilbage til Gud," hedder det (Luk.1:16) – og i samme åndedrag: "Han vil sørge for Sit folk" (v.54). Ikke et ord om, at ’Israel er Guds tjener’. Som i nazi-bibelen er navnet Israel totalt fjernet fra disse afsnit… og i det sidste tilfælde ikke erstattet af nogen anden betegnelse!

Der skal en usædvanlig motivering til at fjerne begrebet ’Israels Folk’ fra Skriftens blade; det er et gennemgående udtryk (anvendt i hundredvis af tilfælde) I Gamle Testamente. Ændringen af dette begreb, ’Israels Folk’, er lige så besynderligt, som påstanden om, at Moses ikke er jøde! Tidspunktet, hvor disse fordrejninger og udeladelser finder sted synes at være lige så afgørende som den mørke time, hvor Hitlerbibelen blev udgivet i Tyskland, og Sigmund Freud forlod Østrig for at slå sig ned i London. I en tid, hvor antisemitismen for 70 år siden bredte sig som en hastig pest i Europa, og hvor Freud pludselig påstod, at ’Moses ikke er jøde’ – ja, i netop den periode, hvor verdenshistoriens skarpeste dødens le skulle til at feje hen over den halve verden – på den dag blev Hitlerbibelen sendt på gaden – som en jøde – og Israel-fri publikation. Hvad varsler det danske Israel-rene, Nye Testamente, ’Den Nye Aftale’, som det danske Bibelselskab har udgivet? 

Og hvem tør i dag kalde disse nudanske teologer for at være sande evangelisk-lutherske protestanter? De er efter min hverken det ene eller det andet – og de burde hverken beklæde bispestillinger eller noget andet embede, hvor reformationens budskab skal lyde…

Hvis det er sandt, at grundlovens ord kan sammenlignes med en matematisk ligning, så kan facit aldrig blive korrekt med disse ’skæve tal’ i udregningen. Hvis ’Den evangelisk-lutherske kirke er Den danske Folkekirke’ (gr.l. § 4) – så er den Danske Folkekirke evangelisk-luthersk… hvoraf kan udledes, at hvis disse folkekirkefolk ikke i sandhed er evangelisk-lutherske… så omfattes de ikke længere af statens understøttelse og burde fyres på gråt papir!
 

TILBAGE