RETSOPGØRET
133

BORGERNE FORSVARER ET LIVSPRINCIP

Hvad Luther ikke vidste, da han i Worms under sin rigsdagsprædiken i april 1521 blev truet med bål og brand, var – at natten forud for den store rigsdagsforsamling var et opslag blevet hamret op på rådhusets dør. Denne ’plakat’ truede med, at 400 adelsfolk med 8.000 mand med ryttere og fodfolk var parat til at slå løs, hvis (som det hed): ’den modige munk kom i fare’. Da Luther forlod bispegården, hvor han erklærede: "Her står jeg. Jeg kan ikke andet. Så hjælp mig Gud!" … troede menneskemængden, at de to væbnede ryttere, der fulgte munken ud, var tegn på, at han skulle tages til fange – og da et par spanske lejesoldater i samme øjeblik råbte: "På bålet med ham!" blev situationen anspændt. Det er en historisk kendsgerning, at når afgørende spørgsmål om borgernes tro og samvittighed står på spil, løber rygterne løbsk. (Ifølge den spanske observatør, Wrede, RTA.II, nr.88, side 559). Den tid, hvor rygtesmedene (i medierne) får travlt, nærmer sig… thi kampen står nu om Guds Ord.

Det absolut eneste, absolut afgørende og absolut gennemgående problem i den såkaldte (med et fint ord) ’forfatningsretlige analyse’, der i den fortløbende retssag mod staten venter de danske sagsøgende borgere, er dette: Efter hvilken teori og metode skal kirkens bekendelsesskrifter og dermed grundloven tolkes? Kammeradvokaten har allerede lagt sit triumfkort på bordet. "Tidsånden skal tolke," siger han, og dermed mener han, at ’den bogstavelige udlægning’ (som han siger) kan ikke anvendes! Hvis de protestantiske borgere skal have nogen jordisk chance for at komme op imod hele det arsenal og hele det velbevæbnede ’tidsånds’-regiment, som regeringens sagfører har med sig – så kan de kun få grundlovsfodfæste ved at påberåbe sig den i forfatningen omtalte reformator, Martin Luther.

Ved at forsvare sig med Luthers tolkning og ’hele syn på’ Den Hellige Skrift vil deres argument (sådan forstår disse ’naive’ borgere det) have det, som juristerne kalder ’retslig gyldighed’. Det hedder jo i grundlovens 4. paragraf, at ’staten skal understøtte den evangelisk-lutherske kirke’. Der står ikke ’den evangeliske kirke’ – men Luthers navn er tilføjet, hvilket vil sige, at denne reformationernes mest kendte skikkelse har fået plads i Danmarks Grundlov og dermed taler med en konstitutionel myndighed. Lad da blot kammeradvokaten stille med tusinde navne på de mest anerkendte ’tidsånds-fortolkere’, og lad ham påberåbe sig deres høje titler og aktuelle værdighed og glans; de står ikke nævnt i Danmarks Grundlov – men det gør Martin Luther!

 

DENNE SAG ANGÅR GUDS ORD

Da Martin Luther blev født d. 10. november kort før midnat i 1483 i et fattigt hus nær bjergværksbyen Eisleben i Mansfelt i Tyskland, kunne hans forældre (bjergværksarbejderen Hans Luder og hans hustru Margarethe) ikke have forestillet sig, at denne ’Martin’ (som de dagen efter hans fødsel kaldte ham) i 1849 skulle have skrevet sit navn indskrevet i Danmarks Grundlov. Det var i de dage, hvor Columbus sejlede over Atlanten og opdagede Amerika, og hvor – efter sigende – en handelsmand fra Nürnberg (som en af de første) tillod sig den oprørske frækhed at fremstille verden kuglerund…

Da Luther i året 1521 dristigt trådte frem for den værdige rigsdag i Worms og indledende med voldsomme anklager blev overfaldet af pavens udsending, den slebne, katolske embedsmand fra Trier, Johann von Ecken, så blev hvert et ord, han udtalte mod Roms afladshandel, nedskrevet – og vil i 500-året for reformationen 2017 vel kunne anvendes af de danske borgere, som i et retsgyldigt forsvar for deres bibelsyn står vor tids teologiske ’afladshandlere’ imod! Da pavens advokat ophidset råbte til Luther, at han skulle ’kalde sine fordømte skrifter tilbage’, svarede Luther: "Denne sag angår Guds Ord, som er den højeste ting i himlen og på jorden; jeg tilbagekalder intet!" På samme vis må de sagsøgende danske borgere ikke vige en fodsbred over for statens forlangende, at ’den teori og metode, som skal danne grundlag for de præciserende udsagn om de bibelske skrifter, skal være inspireret af tidsåndens ’friere tolkning’. Som Luther skal de i dette tilfælde (med henblik på skriftens fremstilling af ægteskabet og familien) ’ikke kalde en tøddel tilbage…

Da Martin Luther i 1521 forsvarede sin sag over for rigsdagen i Worms, henviste han til ordet fra Markusevangeliet 8:38, idet han sagde: "Jeg kan ikke risikere at blive ramt af Kristi dom, for Kristus har sagt: Den, der skammer sig ved Mig og Mine ord i denne utro og syndige slægt, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når Han kommer i Sin Fars herlighed sammen med de hellige engle…" Til dem, der hævder, at en kristen ikke bør ængstes ved den tanke, at han eller hun ved ’at skamme sig over Kristi ord’ kunne risikere at (som Luther erklærede) ’blive ramt af Kristi dom’ – er der kun at henvise til Ny Testamentes klare tale i den forbindelse. Et kommende opgør er på vej, hvor det vil være det mest populære og det (i manges øjne) mest rationelle at undlade at tale for meget om Bibelen. "I den kommende konfrontation er det bedst at komme med sociale, pædagogiske og humanistiske argumenter," hævder de… Men Luthers holdning er klart. "Det tør jeg ikke risikere" – og det burde være enhver sand kristnes holdning i dag.

 

TEOLOGERNES AFVISNING

Kun få er klar over, at den stadig vedvarende retssag ikke handler om forholdet mellem staten og kirken (sådan som de fleste har forstået det) – men at den dybest set drejer sig om forholdet ’Gud – mennesket’. Kampen står mellem det protestantiske livsprincip, som er Luthers grundlovsbefæstede lære – og så en moderne nyhedensk teologi, der gennem verdslige love søger at vinde indpas i Kristi menighed. Striden står mellem åbenbarelsen i de to halvdele af Romerbrevets første kapitel: ’Den første halvdel’, der var Luthers hovedåbenbarelse: "Som der står skrevet: Den retfærdige skal leve af tro" (Rom.1:17) – og så teologernes afvisning af ’den sidste halvdel’ om den homoseksuelle synd – og ’de mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed’ (v.18). – Disse to ’halvdele’ af Romerbrevets indledende kapitel tørner nu mod hinanden i et fortsat retsopgør.

Den gældende grundlov i Danmark er dateret 5. juni 1953. Dette er den seneste revision af teksten og på det tidspunkt var der ingen, der fandt den 4. paragraf forældet – ej heller i 1920 eller fem år tidligere i 1915. Hvis man altså i dag skal tale om ’fra hvilket historisk lag’ denne bestemmelse stammer (hvilket staten viser stor interesse for) så er dens eftertrykkelige henvisning til de bibelske bekendelsesskrifter passeret uændret forbi samtlige revisioner, uden at nogen har haft indvendinger. Ingen anden regering har turdet lægge hånd på dem. Det er først i 2015 (hundrede år efter 1915-revisionen) at der er kommet fokus på denne artikels tydelige tilknytning til en statsbefordret kristen lære.

Dermed kommer det spørgsmål ind i billedet, om ’de 300’ forsvarere af denne grundlovsparagrafs (stadige og konstante) overleverede tekst skal vise sig eftergivende over for et moderne i kirken indført ’tidsåndens ritual’, som ingen levende sjæl har hørt om før! Det er ’de 300’s’ overbevisning, at den danske forfatnings 4. paragraf bør fortolkes som en systematisk, tidløs enhed, der ikke kan udlægges efter et ’friere forgodtbefindende’. Hvad der står skrevet, står skrevet – og det så ligefremt, så selv et barn kan forstå det. Og ikke nok med det. Den omstridte grundlovsparagrafs indhold er af en sådan art, at det ikke bare drejer sig om en smule ordkløveri – men, at borgernes forsvar samler sig om ’et evigt, protestantisk princip’. Det vil sige én (efter deres mening) Gudgiven åbenbarelse, som er blevet dem overleveret fra fædrene, og som ikke tåler nogen form for forulempelse eller krænkende adfærd. Denne paragraf henviser til selve det protestantiske livsprincip, at en stakkels elendig synder kan blive antaget og retfærdiggjort i Guds øjne ved troen alene.

 

ROMERBREVETS TO HALVDELE

Det særlige vers i Bibelen, som protestanterne gennem tiden har kaldt ’Luthers tårnoplevelse’, var det afsnit i Romerbrevets 1. kapitel, hvor reformationens lys for første gang bryder igennem i den fortvivlede augustinermunks sjæl. Bibelverset lyder sådan: "Jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver som tror, både for jøde først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: Den retfærdige skal leve af tro!" Når man i 2017 overalt i verden vil fejre ’reformationens dag’ d. 31. oktober – så gør man nogle ydre anliggender til denne dags højtidelig kaldelse, men i virkeligheden var det ’det indre lys’, der pludselig – med et slag – faldt over denne tekst, som blev det afgørende vendepunkt!

Lyset (som det bl.a. fremgår af Luthers prædiketekst) drejer sig om, at ’den retfærdige skal leve af tro’ (Rom.1:17). Disse ord er og forbliver alle protestanters nøgletekst alle steder og til alle tider… og det er livsåbenbarelsen bag disse ord, der står på spil når protestantismens moderne modstandere vil have sløjfet betydningen af hele den sidste halvdel af det samme 1. kapitel i Paulus’ Brev til Romerne. "Det hænger nemlig sådan sammen," hævder de danske sagsøgende borgere, "at man ikke kan godtage og leve højt på den ene halvdel af Romerbrevets 1. kapitel (der handler om ’retfærdiggørelsen ved tro alene’) – og så smide den anden halvdel af det samme kapitel (der handler om den homoseksuelle synd) over bord!

Ingen alvorlig kristen bør i denne frafaldstid ’skamme sig’ ved at nævne, oplæse, gentage og fortsat tale om evangeliet (Rom.1:16). "Det er muligt," bør det betones, "at andre emner skal belyses i det forestående opgør, som finder sted mellem stat og kirke – men ingen af disse ’andre emner’ ejer den kraft, som findes i evangeliet. Om dette hedder det nemlig, at det ’er en Guds kraft til frelse’. Eftersom Skriften tydeligt erklærer, at netop i evangeliets budskab om troen på Jesus og Hans fuldbragte værk på korset ligger den forunderlige kraft, som kan føre en fortvivlet synder til frelse, så vil ej heller vi ’vide af noget andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet. Yderligere er det de sagsøgende borgeres overbevisning, at netop i dette budskab (sådan har Gud forordnet det) ’åbenbares Guds retfærdighed’ (v.17). Denne ’særlige’ retfærdighed søger kun efter et eneste element i synderens hjerte: Tro! – og det i en sådan grad, at for den faldne menneskesjæl er der herefter kun én (ikke to) vej(e): ’af tro til tro’. Sådan ’står det skrevet’ (v.17) – og al anden form for gudsdyrkelse er nytteløs og kan aldrig føre til sjælens fred og frelse.

 

LUTHER STÅR NÆVNT I GRUNDLOVEN

Det viser sig, at adskillige nu begynder at anklage Martin Luther for de forseelser, som han gjorde sig skyldig i, medens kampen stod på mod pavedømmet for 500 år siden – og det er ubestrideligt, at også den store reformator både i skrift og tale viste sine svagheder. Imidlertid bør de troende gøre sig klart, at i striden om Danmarks Grundlovs 4. paragraf er Luther nævnt i nationens forfatning. Hans ord og lære har derfor i denne sag et mandat, som ingen anden. Så vidt jeg kan se, fik Luther betroet at forklare retfærdiggørelsen ved tro ud fra Romerbrevets 8 første kapitler. De efterfølgende 9-11-kapitler fik han aldrig lys over, hvilket blev skæbnesvangert for Guds jødiske ejendomsfolk. I det forestående opgør strider de sagsøgende danske borgere ikke for en mere eller mindre frafalden folkekirke – men de rejser sig til forsvar for den evangelisk-lutherske lære. De tror på ’det protestantiske princip’, at ’et menneske bliver gjort retfærdig ved troen på Jesus’ (Rom.3:26)… og den sjæl findes ikke, som med andre åbenbarelser kan vise en arme synder en bedre vej til himlen.

Den korte bestemmelse i grundloven, som dommerne fortsat skal tage stilling til i den fortløbende retssag, (som 300 danske borgere i 2014 har rejst mod staten) vil komme til at fungere som et samlingspunkt for de synspunkter, som er uløseligt bundet til teksten! Disse indeholder nemlig i sig selv en sådan åndskraft, at selv hvis den 4. paragraf i Danmarks Grundlov på et tidspunkt bliver fejet af bordet, så står den på en overnaturlig måde stadig ved magt.

Det vil bl.a. vise sig i, at samvittigheder, der har stridt og fortsat vil kæmpe for netop denne grundlovsbestemmelses undergang, vil være ’som brændemærkede’ (1.Tim.4:2). Ny Testamente forklarer (om disse elendige), at ’Ånden udtrykkeligt siger’ (altså ikke som en svag, uforståelig mumlen eller hvisken), at i de sidste tider skal nogen falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, som udbredes af løgnagtige læreres hykleri…" (v.2). Skulle det lykkes disse (som Skriften siger) ’løgnagtige lærere’ at rive hjertet ud af Danmarks Grundlov, så vil det udødelige, protestantiske princip, der hævder, at den retfærdighed, som ved Jesus Kristus kommer fra Gud, kun (og udelukkende dermed) kan erhverves ved tro, stå op af døde! De, som siger, at noget sådan ikke kan lade sig gøre, bør nærlæse bibelafsnittet om Abrahams tro i Hebræer 11:19…

 

REFORMATIONENSLAMPENS LYS

I den periode af ’middelaldermørket’, som de moderne eksperter ynder at kalde reformationens århundrede, så situationen i Europa ud (ifølge øjenvidneberetninger) omtrent som i dag! Overalt kæmpede herskere og folkeslag om magt og herredømme. Erasmus af Rotterdam, datidens store filosof og tænker, skriver allerede i den første del af reformationsårhundredet følgende: "En stamme bliver drevet til kamp mod en anden stamme, by mod by, klike mod klike, hersker mod hersker… englænderen er fjende af franskmanden. Skotten ser briten som en fjende, udelukkende fordi han er brite. Tyskeren er fjende af franskmanden, spanieren af begge to…" (Querela pacis, ’Fredens klage’, Darmstadt 1990, side 394).

Ny Testamente bekræfter disse særlige tegn på afslutningsepoker: "Folk skal rejse sig mod folk, og land mod land" (Luk.21:10). Jesus kalder disse tilstande ’begyndelse af veerne’ (Matt.24:8). Det vil sige, at noget nyt er ved at fødes. Noget stort og betydningsfuld er ved at komme til verden… Af den grund er det borgernes opfattelse, at de evangeliets modstandere, som gennem verdslige love søger at kvæle en hvilken som helst profetisk røst i deres midte, er de samme, som søger at udslukke det lys, der blafrer i Danmarks Grundlovs 4. paragraf. "Men de, der slår profeten på munden," hævdes det, "langer i virkeligheden ud efter Ham, der sendte den tavse seer, som bor i forfatningslampens lys… og denne lampes lys er reformationens åbenbaring: "Da vi nu er blevet retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus" (Rom.5:1).

Da det i sin tid ’blev sagt’ til Abraham: "Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn," stolede Abraham på denne guddommelige erklæring i en sådan grad, at hvis Isak (som ung dreng) skulle forlade denne verden, så ’havde Gud magt til endog at oprejse ham fra de døde’… (Hebr.11:18-19). "Det er med henblik på denne samme ’Abrahams tro’, bør det i denne time understreges, "at den protestantiske kirke af Gud er kaldet til at stole på det guddommelige løfte, at ’den tid nu er inde, hvor Gud vil vise Sin retfærdighed, så Han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus’ (Rom.3:26). Det vil sige, at øjeblikket er inde, hvor Gud i sin nåde (uanset om så den hele verden med alle dens dommere og advokater vil søge at bringe dette løfte ud af verden) ’vil vise Sin retfærdighed…’ nemlig den overordnede af Gud evigt forordnede retfærdighed, at Han (uden at spørge nogen om lov dertil) "gør det menneske retfærdig, som tror på Jesus" (v.26).

 

DET GYLDNE DOKUMENT

Da København i midten af august 2015 blev dekoreret i alle regnbuens farver til Copenhagen Pride, fik den homoseksuelle festival besøg af Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen. Han lagde vejen forbi teltet på Rådhuspladsen med gruppen: ’Her kommer de hellige’. Den gruppe bestod af ’kristne homoseksuelle’. Biskoppen benyttede lejligheden til ’at tage afstand fra, at homoseksualitet skulle være i konflikt med den kristne tro’. – "Jeg kan ikke forstå den holdning," udtalte han, "for Kristus ofrede sig for os alle. Jeg kender ingen, der er så fordomsfri som Jesus, så jeg ser ingen grund til, at folk skal mødes med fordomme – heller ikke på grund af deres seksualitet." - ’Her kommer de hellige’ marcherede den følgende dag med denne biskoppelige opmuntring som et led i den store pride-parade, der indledtes ved Frederiksberg Rådhus.

Det egentlige tema i det indtil videre fortløbende, retslige opgør, der venter bl.a. Københavns biskops såkaldte ’notat’ om hjørnet, er et 500-årigt gammel dokument! Sagen drejer sig (stadig og uden ændringer) om 300 borgeres påstand om ’statens overgreb’ mod kirkens lære. Det officielle dokument bærer den latinske titel ’Confessio Augustana’. Det står indirekte omtalt i Danmarks Grundlov i dens tydelige henvisning til ’den evangelisk-lutherske kirke’ – og det siger med utvetydig tydelighed, at et sådant overgreb ikke er tilladt! Det 500 år gamle latinske dokument er at sammenligne med et testamente, og det er på forhånd varslet, at staten vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at gøre dette testamente ugyldigt. "Det er, som sagt, blevet udstedt for 500 år siden og er ’så forældet’, at det i dag," (hævder statens biskop) "ikke kan regnes for gældende." Her kommer han imidlertid direkte i modstrid med Ny Testamente, hvor apostelen bl.a. siger: "Ingen kan ophæve eller føje noget til et testamente, når det først er retsgyldigt." Han fortsætter: "Et testamente, som Gud allerede har gjort retsgyldigt, kan loven, som kom 430 år senere, ikke gøre ugyldigt" (Gal.3:15-17). Når Københavns biskop altså vil fremføre, at Confessio Augustana, der som et kostbart testamente blev overgivet til den protestantiske kirke i året 1536, er ’et barn af sin tid’ og som sådan er ubrugeligt som en rettesnor for kirken i dag, tager han grundlæggende fejl. "Et testamente, som allerede er gjort retsgyldigt, kan ikke 430 år senere gøres ugyldigt, så det sættes ud af kraft" (v.17).

 

POLITISK-RELIGIØS BAGGRUND

Københavns biskop har imidlertid ret så langt, at det er både fornuftsstridigt og absolut uhensigtsmæssigt, hvis der ikke bliver gjort et ærligt forsøg på i fællesskab at finde ud af, hvad det gamle dokument, Confessio Augustana, egentlig i sin første ’fortidige’ oprindelse stod for. Det må være af elementær vigtighed! På dette punkt kan ingen (altså med hensyn til det historiske perspektiv) springe over, hvor gærdet er lavest!

Af samme grund er fortalen til Den Augsburgske Bekendelse betydningsfuld. Ikke mindst fordi også den (altså reformatoren Melanchtons politisk betonede indledning) hører med til Folkekirkens officielle bekendelsesskrift – og derfor har en livslinje direkte ind i grundloven, der betoner ’den evangelisk-lutherske lære’… I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at fortalen til dette kirkelige bekendelsesdokument stiller sig på linje med andre (dybt politiske) beslutninger, som Rigsdagen på det tidspunkt behandlede. "Rigsdagen er udskrevet," hedder det i bekendelsens åbningsord, "for at forhandle om hjælpetropper mod tyrken, det kristne navns og den kristne religions argeste, gamle arvefjende – om der ved varig og vedholdende oprustning kan gøres modstand mod hans raseri og anslag! Dernæst skal der forhandles om uenighederne i vor hellige religions og kristne tros sag." Bekendelsens oprindelse er altså et forum, hvor det politiske – ja, militærstrategiske emne stod på lige fod med ’den hellige, kristne tros sag’. Dette ’tidsbillede’ slipper biskoppen ikke uden om i sin kirkelige bedømmelse. Der eksisterer også i dag ’de argeste fjender af den kristne tro’…

Den rigsdagssamling, der fandt sted i sommeren 1530, hvor det dokument, Confessio Augustana, som i dag er den danske folkekirkes hovedbekendelse, blev behandlet, havde to punkter på dagsordenen. Det ene punkt var kejserrigets fælles, militære forsvar mod Islam (som fik påtegningen: ’Kristendommens værste fjende’) – og det andet punkt var spørgsmålet om ’den kristne, udelte sandhed’. Det ene punkt var politisk, det andet religiøst. "Og det viser sig," bør det stærkt betones, "at ej heller i dagens Danmark vil der kun være ét punkt på dagsordenen! Landets politiske situation og dets religiøse forhold er – som det bør sig – opdelt i to punkter, men i virkeligheden er disse to forhold indbyrdes så stærkt forbundet, at de afsluttende må behandles under ét." Vi konkluderer med et citat: Bibelens politisk klogeste konge, Salomon, sagde det sådan: "Retskafnes velsignelse får byen til at blomstre, uretfærdiges ord river den ned" (Ordspr.11:11).

 

ONDSKABENS PENGE

Det, som kaldes ’den evangelisk-lutherske lære’ bør der i denne tid redegøres for. Lad mig i den forbindelse berette følgende:

I året 1514 blev en mand af brandenburgsk fyrsteslægt, Albrecht, udnævnt til ærkebiskop i Mainz. Han blev ikke kun ordineret som præst, ej heller indsat som biskop – men i det katolske hierarki erhvervede han den magtfulde stilling at blive – under pomp og pragt – indsat som ærkebiskop i Mainz. For at indtræde i den fulde udøvelse af denne mægtige, ærkebiskoppelige myndighed var det nødvendigt, at han hos paven løste sit pallium. Hvad er ’et pallium’? – Et pallium er en slags hvid ulden krave med seks påsyede kors af sort silketøj. Ulden til et sådant pallium er ikke ’almindelig uld’. Nej, ulden til et pallium er taget af nogle ganske bestemte ’hellige får’. Disse får er allerede som små lam blevet udtaget til denne bestemmelse – og er sidenhen opfødte af nonnerne i Sct. Agnes kloster, der egenhændigt og omhyggeligt klipper fårene, spinder ulden og forfærdiger palliet. Fra først af leveredes et sådant pallium gratis. Men de tider var forbi.

Ærkebiskoppen i Mainz måtte betale paven 20.000 gylden for at få sit pallium. Da han var forgældet i forvejen, anede han ikke, hvor han skulle få pengene fra – og netop denne økonomiske nød – ja, omfattende, finansielle krise blev den uretfærdighedens og løgnens baggrund for, at et endnu større finans-religiøst svindelnummer i afladshandelen, kunne igangsættes – og dette om-sig-gribende, kirkelige bedrag blev den direkte årsag til reformationen! Noget lignende er ved at ske i vore dage. En religiøs forbrydelse af overvældende dimensioner er selv baggrunden for, at de sande troende overalt nu rejser sig til modstand…

 

RODEN TIL ALT ONDT

Da ærkebiskoppen i Mainz, Albrecht, ikke på nogen værdig måde kunne udøve sit høje embede uden at være smykket med den særlige uldne krave (med de seks påsyede kors af sort silketøj) måtte han låne de 20.000 gylden hos handelshuset Fugger i Augsburg. Pave Leo den 10. gav ikke efter, for han skulle bruge mange penge til opførelsen af den storslåede Peterskirke i Rom. Uden den hvide krave, der som nævnt var udfærdiget af ulden fra de hellige får i Sct. Agnes kloster, ville den nyindsatte ærkebiskop aldrig (det var den gængse fordærvede lære) kunne komme i besiddelse af den åndelige magt, som var en nødvendighed for udførelsen af hans høje kald. Paven tilbød derfor ’storsindet’ ærkebispen stillingen som ’kommissær’ for afladshandelen i bispens eget distrikt. Det blev aftalt, at nettoudbygget af handelen skulle deles ligeligt – sådan at paven fik den ene halvdel og biskoppen den anden.

Men for at denne ordning kunne gennemføres, var det en betingelse, at paven på stedet fik udbetalt 10.000 gylden (som blev holdt uden for den aftalte deling). Handelshuset Fugger i Augsburg, som var indbefattet i aftalen, fik det ordnet sådan, at biskoppens udbytte skulle betales direkte til dem… (Den ’gylden’, som der her er tale om, må være af samme art, som den mønt der for nogen tid siden blev fundet på en mark på Ærø. Denne er nemlig præget omkring 1480 for en ærkebiskop, der i 1508 blev begravet i Köln. Det er en solid guldmønt af høj værdi, som utvivlsomt ville kunne købe den mark, hvor den blev fundet, mere end én gang). Ny Testamentes tale er klar: "Kærligheden til penge er roden til alt ondt!" (1.Tim.6:10)

Som der på apostelens tid ’opstod ikke ringe uro’ (Ap.G. 19:23) i Efesus på grund af et pengespørgsmål – sådan var det også tilfældet ved reformationen for 500 år siden, og sådan er forholdene i dag. "Da Paulus for 2000 år siden prædikede evangeliet i Efesus," bør det bringes i erindring, "så samlede en kendt sølvsmed i byen stedets håndværkere og sagde: "I ved jo, at vores velstand skyldes disse indtægter" (han fremstillede afgudstempler i sølv). Han fortsatte: "Nu kan I både se og høre, at denne Paulus har vildledt mange mennesker, når han siger, at ting, der fremstilles med hænder ikke er guder…" (v.25-26). Som med pavens succesrige afladshandel (’når pengene i kisten, straks sjælen ud af skærsilden springer’) – sådan er der også i dag uhyre summer på spil, når stat og regering taler om de ubetalelige konsekvenser og det stående opgør mellem stat og kirke: Kampen mellem øvrigheden og Kristi menigheds holdning til religiøst pengebegær. Pengemænd gruer i denne time for udfaldet…


TILBAGE