RETSOPGØRET
134

SOMETHING ROTTEN

Det var mig ikke klart, hvad jeg her begav mig ind på. Præcis kl. 23:55 midnat, d. 15. marts 1977 kiggede en godmodig, dansk grænsebetjent på sit ur og de nu udløbne ’grænseplader’ og registreringspapirer til min Toyota-landcruiser og sagde: "Du har endnu 5 minutter!" Så hævede han bommen, og jeg var på vej ind i Tyskland for derefter (i 1980) med hele min Pilgrim Convoy at fortsætte gennem det Europa, hvor alle grænsebomme lidt efter lidt blev fjernet for siden (en menneskealder senere) at blive sat op igen under presset fra historiens største flygtningestrøm fra de lande, der omgav mit yderste rejsemål: Jerusalem!

Jeg var heller ikke på det rene med, hvad jeg her var i færd med, da jeg præcis kl. 23:55 nøjagtigt fem minutter før midnat 25 år senere, d. 15. marts 2002 med den samme, nu godt nedslidte Pilgrim Convoy (Pilgrims to Jerusalem) raslede ind på den øde ørkenstrimmel kun få kilometer fra de gule, golde saltstepper, der stadig betegnes med de bibelske navne ’Sodoma og Gomorra’.

Jeg kunne heller ikke i min vildeste fantasi have forestillet mig, at jeg otte år senere (i 20 uger efter d. 15. april 2010) i denne selvsamme ’kogende gryde’ med op til 53 graders celsius, 250 meter under havets overflade, skulle forfatte ’21 breve fra Sodoma’ til den danske, kvindelige, daværende kirkeminister, Birthe Rønne Hornbech. Over et tidsrum på 150 dage modtog hun på ugentlig basis disse skrivelser i sit fjerntliggende regeringskontor i det himmelklare, kølige kanalkvarter ved Slotsholmen i København. Alle breve havde samme afsenderadresse: Sodoma.

På intet tidspunkt anede jeg, at den berømte, jødiske historieskriver, Flavius Josephus i sit hovedværk, ’Bellum Judaicum’ (Den jødiske krig) allerede i det første århundrede efter Kristus i sin beskrivelse af Sodoma-egnen (sådan, som den så ud for 4000 år siden) berørte præcis det emne, som mine ’21 breve fra Sodoma’ omtalte i min 2010-henvendelse til den danske minister, "… det var et lykkeligt landskab," indleder Josephus (der kom til verden i år 37 efter Kristus). "Hele egnen var frugtbar og befolket med rige byer." Derefter fortsætter Josephus med at male det billede af området, som han nu selv kunne betragte det fra Herodes romerske ’ørnerede’, fæstningen Masada, der hæver sig op fra toppen af et højtliggende bjergplateau ved ’Salthavet’.

 

’SOMETHING ROTTEN’

Der er særlige grunde til at fortælle den hele verden, hvad der i Danmark skete bag kulisserne, da den turbohastige 2012-lov om gennemførelsen af homobryllupper i kirken løb over scenen. Det hele kunne nemlig godt ligne et storslået politisk-religiøst skuespil, der i mangt og meget måtte føre tanken hen på William Shakespeares middelalder-thriller: ’Hamlet, the Prince of Denmark’. Især med Shakespeares nu verdensberømte 400 år gamle forudsigelse, der så godt som hvert år ved opførelsen af Hamlet-dramaet udtales på Kongeslottet Kronborg i den danske middelalderby, Helsingør: "Something rotten in the state of Denmark."

William Shakespeares verdenskendte ’profeti’ om en mørk, forrådnelse i Danmark er mig imidlertid inderligt imod! Ja, som dansker er den mig så frastødende, at jeg helst så det helt fjernet fra Shakespeares litterære værker. Aldrig kunne jeg drømme om med disse linjer at optræde som kolportør for et sådant ildevarslende slogan. Som de fleste udenlandsdanskere elsker jeg mit fædreland. Mine børn og børnebørn har jeg lært at respektere og holde kært alt, hvad der er dansk. Ja, når det danske rød-hvide korsbanner gik til tops i vor ørkenlejr i det sydlige Negev i Israel, bankede mit hjerte stolt. Må Gud forbyde, at jeg med denne rapport skulle være illoyal eller forræderisk over for det folk og det land, som står mit hjerte nært…

Denne min personlige kærlighed til landet med det hjertelige folkefærd, de flade, frodige marker, bugnende bøgeskove og tusinde hvidtakkede kirker kan imidlertid ikke afholde mig fra en indre forpligtelse til her at gentage Shakespeares 400-årige forudsigelse: ’Something rotten in the state of Denmark’. Dette gør jeg ikke mindst med hensyn til den begrundede ængstelse, at hvis en rapport over det skete ikke afleveres til det internationale samfund, så kan forrådnelsen brede sig.

Med undren har jeg derfor bemærket de besynderlige omveje, ad hvilke denne i dag så højaktuelle advarsel (helt fra tiden før det 12. århundrede) har været undervejs. Som en ond kim har Shakespeares ord om det danske fordærv i utallige slægtled ligget skjult under en pæn, borgerlig overflade – men netop nu, ved indgangen til det tredje årtusinde, er de første hæslige blomster begyndt at skyde frem. Dermed er det blevet mig magtpåliggende – før en grim og giftig frugt modnes – nøje at afmærke de farlige træer i denne vor del af det internationale, kirkelige landskab. Den halve verden er nemlig optaget af, hvad der 500 år efter reformationen er ved at ske i den protestantiske kirke i det lille kongerige mod nord. Hvad kan der ligge bag Shakespeares underlige udsagn: ’Something rotten in Denmark’? Hvad skjuler sig bag denne sære forudsigelse? Kan der endnu i denne time gribes ind for at standse et om-sig-gribende fordærv?

Shakespeares historie handler om en nedrig og korrupt sammensværgelse, som for århundreder siden fandt sted i den danske havneby, Helsingør, hvor det gamle, firfløjede kongeslot, Kronborg, siden 1574 er beliggende. Hvad her skete i den 62 meter lange, dobbelt-etagede, majestætiske riddersal, fortælles i dag overalt, hvor Shakespeares skuespil Hamlet opføres. Især hvad der hændte i den endnu bevarede ’Sorte Port’, hvor de ulykkesvangre ord første gang blev udtalt: "Something rotten…"

Rygterne om det ’rådne komplot’ går altså helt tilbage til nogle halvglemte skandinaviske folkefortællinger – og blev første gang nedfældet på latin af den danske historieskriver Saxo Grammaticus’, som i sit 16-bindsværk ’Gesta Danorum’, fortæller om ’dansker-drabet’ (1185). Derefter blev den skændige handling (’something rotten’) fortalt i François de Belleforests ’Histoire Tragiques’ (Tragiske historier). Forrædermordet står omtalt i det 5. bind fra 1570. Her beskrives ’det danske, moralske fald’ som den usømmelige handling, der lå i, at kongemorderen – endnu med blod på hænderne – giftede sig med den myrdede konges enke. Der var allerede fra den dybe middelalder et eller andet sex-fordærv på trapperne, som den store digter i England sporede og udtalte.

Da William Shakespeare d. 26. juli 1602 lader historien om den danske kongesøns hævn notere i ’The Stationer Register’ i London, indskrives skuespillet under titlen: ’Hamlet, the Prince of Denmark’. Handlingen finder som sagt sted i ’Elisinore’ (Helsingør) – og den nu verdenskendte replik ’something rotten in the state of Denmark’ falder med profetisk vægt i 1. akt, 5. scene og det 65 vers.

Ordene udtales af den loyale stridsmand, Marcellus, der forfærdet advarer Hamlet mod at følge efter sin myrdede fars genfærd. I det øjeblik udbryder en anden kriger, Horatio: "Heaven will direct it!" (Det vil himlen tage sig af!...) hvilket i dag synes at være den eneste og sidste udvej for det smittefarlige fordærv, som den 15. juni 2012 med Danmarks dronnings underskrift og det danske parlaments vedtagelse blev ophøjet til lov, og som herefter bedst kan betegnes med Shakespeares advarende udsagn: "There is something rotten in the state of Denmark…"

… men denne internationalt betydningsfulde begivenhed fik sin særlige begyndelse ved en skjult hændelse, der fandt sted i den gamle, danske Shakespeare-historiske havneby, Helsingør. Om dette har jeg følgende grufulde rapport at fremlægge:

I den kølige sommermåned, juni 2010, dukkede en stærkt provokerende artikel op i det 120. nummer af et ærværdigt, dansk, teologisk tidsskrift ved navn ’Kritisk Forum for Praktisk Teologi’. Hele det nummer af tidsskriftet var dedikeret til det emne, som i dag banker på alverdens nationers kirkedøre: ’Homoseksuelle vielser foran kirkens alter’. Tidsskriftets indhold bestod af en halv snes artikler, der alle belyste denne global-vigtige sag fra en yderst positiv side. Udgivelsen var faktisk et teologisk propagandaskrift for kirkelige vielser af par af samme køn. En af artiklerne med emnet ’Velsignelsen som inkarnationens gentagelse’ var skrevet af tidsskriftets redaktør, sognepræst Jørgen Demant, Kgs. Lyngby, der tillige virkede som teologisk konsulent for det stift, der tilhører den danske Hamlet-by, Helsingør.

I sin gennemgang af vielsesritualet ved (som det hedder i artiklen: ’Sørens og Peters bryllup’) … altså den homofile vielse i kirken) argumenterede præsten for, at ikke blot er Den Treenige Gud aktiv tilstede i vielsesritualet, men Kristus inkarnerer sig i det homoseksuelle bryllupskys!

Denne ’fortolkning’ af den bibelske ægtevielse blev sidenhen officielt godkendt af præstens stedlige provst og biskop og til sidst blåstemplet af Danmarks daværende kirkeminister. Dette førte til, at 300 danske borgere i november 2013 rejste sig i protest og indstævnede det ansvarlige ministerium for retten. En landsretssag blev berammet til d. 31. marts 2016 og to måneder senere faldt dommen.

Den danske landsrets afgørelse blev på stedet appelleret til Højesteret, og dermed rettedes den halve verdens øjne mod den lille, protestantiske stat i det nordlige EU, der som de øvrige skandinaviske lande bærer korset i sit flag. Hvad er det sidste danske dommerpanels kendelse vedrørende tolkningen af reformationens kirkelige bekendelsesskrifter og den uomtvistelige kendsgerning, at den tyske reformators, Martin Luthers, navn står nævnt i den 4. paragraf af den danske Grundlov. Det bør den hele verden vide, så at den med mange nationers love i hånden kan sætte lås og bom for kirkens døre, så at ’den lovløse ikke skal tage sæde i helligdommens indre’ (2.Thess.2:4).


TILBAGE