RETSOPGØRET
135

BORGERNES MENING

Den 4. paragraf i den danske forfatning er en beslutning, der hviler på folkets suveræne stilling. Netop denne bestemmelse fastholder soleklare principper for magtens fordeling og dertil knyttede placering. Den danske forfatnings fjerde bestemmelse fastsætter de styrendes såkaldte ’kompetence’ (eller mangel på samme) med hensyn til kirkens liv og færden og selve grundlovsgrundlaget for de indbyrdes relationer, der hersker mellem disse to myndighedsområder.

Imidlertid har i et demokrati en sådan ’fjerde paragraf’ kun mening, livsindhold og mulighed for virkeliggørelse, hvor borgerne har lov til frit at sige deres mening.

Den nu afventende retshandling mod to af regeringens ministerier bør derfor betragtes som borgernes fulde ret til at fastholde en mere eller mindre totalitær statsmagt indenfor den legale ramme (i dette tilfælde Danmarks Grundlovs 4. bestemmelse), som gennem 150 år er fastlagt af folket og dets repræsentanter.

Selve den kendsgerning, at den 4. paragraf i Danmarks Grundlov (med sin tydelige fremstilling af statens og kirkens forskellige myndighedsområder) udgår fra folkets eget ønske og tydeligt formulerede, suveræne bestemmelse, adskiller den ikke blot fra alle andre love og regler men hæver dem derover. Af samme grund kan denne 4. paragraf, der erklærer, at ’Danmark er et kristent land’ ikke ændres fra den ene dag til den anden. Kun ved en særlig procedure af en hel speciel og vanskelig tilgængelig fremgangsmåde kan denne paragraf om statens manglende beføjelse til at ’vælte sig ind på’ (tysk CA: ’hineinwerfen’) kirkens område, ændres! Den nuværende ordning og respekten for denne er på forhånd garanteret ved den stadig overvågende kontrol, som også i Danmark gør sig gældende i grundlovsspørgsmål.

Den sociale del af Grundlovens 4. bestemmelse (at ’det evangelisk-lutherske’ er givet som ’folkets ejendom’) er selve grundlaget for den enkelte borgers individuelle og private liv. Derfor går netop denne paragraf langt ud over, hvad der i loven bestemmes med hensyn til det offentlige liv (på samme måde som borgerens private og personlige rettigheder går forud for, hvad der af lovgiverne bestemmes med hensyn til hans generelle rettigheder i samfundet). Af samme grund er det indforstået, at det politiske indhold af et lands forfatning står som en personlig garanti for den enkelte borgers individuelle frihed til at følge sin egen trosoverbevisning. Derfor er den sociale del af den danske grundlovs 4. paragraf mere vigtig end den politiske del af forfatningen. Om dette har jeg følgende at tilføje:

 

DOMMERNES ’STATSVENDLIGE’ HOLDNING

Ved den landsretskendelse i juni 2016, hvor dommerne gav staten medhold i det (fortløbende) retsopgør, hvor borgerne bestrides den verdslige myndigheds ret til at blande sig i den kristne kirkes indre anliggender, forekommer det som om, at et grundlæggende juridisk princip er blevet overtrådt.

Ifølge grundloven er magterne i det danske samfund tredelt. Der foreligger et forfatningsmæssigt skarpt skel mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Det vil sige, at dommerne ikke på noget punkt må skele til statens interesse. De må ikke give staten medhold, hvis den ikke har det! Bestyrelsen for de 300 sagsøgende borgere har d. 3. august 2016 i Brædstrup besluttet, at dette forhold nu prøves ved Højesteret – og hvis det ’kendes for ret’, at en sådan statsvenlig holdning har farvet landsrettens kendelse, er det en alvorlig sag!

 

MAGTMISBRUG KAN FORVENTES

Efter landsretskendelsen i den sag, som borgerne rejste mod staten, efter indførelsen af et fremmed ritual i kirken, må det overalt i riget forkyndes, at en skæbnesvanger uretfærdighed har fundet sted…

De samme, fælles rammer, som eksisterer overalt i verden, hvor nationer bygger deres eksistens på en demokratisk konstitution, synes ved denne 2016-dom i Danmark at være blevet brudt. Grundlovsforeningens bestyrelse har ved et møde d. 3. aug. 2016 ’ført til protokol’, at en konstitution overalt er at opfatte som en juridisk realitet, der begrænser statens magt og beskytter borgerne mod de styrendes magtmisbrug! Denne ’begrænsning’ af statsmagten er i den omtalte landsretskendelse ikke opretholdt, men er tværtimod nedbrudt, så at borgernes beskyttelse mod overgreb (med hensyn til deres trosfrihed og gudsdyrkelse) ikke længere eksisterer i det danske samfund. Efter denne landsretsdom kan alt ske, og magtmisbrug i det kirkelige domæne og overfor hele den kristne menighed i Danmark kan herefter forventes at høre til dagens orden.

Hvad Grundlovsforeningens bestyrelse i denne måned har fastslået er, at ’de 300’ sagsøgende borgere ved deres grundlov har forstået er, at styret i Danmark som værende 1) ’iværksat’ af folket’, at det skal være et styre, der 2) ’er for folket’, at det skal være et styre, der dybest set 3) ’udføres af folket’. I Danmarks Grundlovs 4. paragraf anføres det princip, som folket har angivet som værende det ledende og alt-motiverende i statens forhold til landets nationale kirke. Dette princip er ifølge ’de 300’s’ opfattelse ikke grundlaget for landsrettens kendelse! Tværtimod er det medhold, som dommerne har givet statsmagten, styret af et modstridende princip, som undergraver den kristne menigheds virke og lære. Derfor føres sagen nu til Højesteret, og de danske borgere, som ser det berettigede perspektiv i dette, bør træde hjælpende til.

 

NÅR ENSRETTEN ETABLERES

Ifølge bestyrelsen af foreningen ’Med Grundlov skal Land bygges’ er det d. 3. aug. 2016 i Brædstrup at betragte som en erklæring, at Danmarks grundlov bygger på den enkelte borgers rettigheder! Danske borgere er frie i deres forhold til staten. De er frie for at følge deres tro og overbevisning, frie til at forsamle sig og frie til at udøve deres gudsdyrkelse uden statens overvågning eller indgreb. De er frie til at komme og gå, frie til at tale, tænke og skrive og må ’ingensinde mere underkastes censur’.

Denne frihed, som er ubrydeligt forbundet med det protestantiske livssyn, er at blive undergravet ved retskendelser, der giver statsmagten ret til at overstyre kirkens forkyndelse, de kirkelige handlingers indhold, præsternes prædiken og kirkens bekendelsesskrifters myndighed.

Ved at knægte disse fundamentale friheder for borgernes tro og tanke, vil en stat kunne nå til det farlige grænseområde, hvor staten også overvåger og griber ind i borgernes ret til selv at vælge, hvem og hvad (hvilken ideologi) de ønsker at sidde ved roret af statens styrelse. Dermed vil ensretninger etableres. Den såkaldte pluralisme, der gør sig gældende i det politiske og religiøse liv i Danmark vil blive kvalt. Det despotiske melder sig, og grundlovens ord: ’borgerne har ret til …’ vil blive strøget af grundlovsteksten til fordel for politiske ligestillingsideologier, der ikke vil den troende del af befolkningen noget godt. Ingen bør se passivt til, at en flok borgere nu strider for at få sagen bragt frem til Højesteret.

 

MIDT I MØRKET

De kaldede (hvor upopulært det end lyder i vore moderne tider) fra nu af må regne sig selv for at være – ikke blot tjenere – men (når det drejer sig om lydighed) ’slaver’ af Herren Jesus Kristus (Rom.1:1). Samtidig må de troende alle vegne godtage, at de nytestamentlige tjenester (apostle og profeter) fra nu af ’træder i virksomhed’. For at kunne stå op imod den verdslige, antikristelige statsbefordrede (helt gennem ’dyriske’) endetidsmagt, må Kristi efterfølgere indse, at de er ’sat til side’ til at forkynde ’et godt budskab’ midt i det overvældende mørke! De såkaldt ’gode nyheder’ er ikke fra i går; de har været længe undervejs – ja, er i denne time en højaktuel opfyldelse af de trofaste løfter, som gennem slægterne er blevet proklameret af Guds profeter – og som i dag træder frem af De Hellige Skrifter. Hvor denne linje fastholdes (hvilket vil ske i forløbet omkring appellen af den omtalte landsretssag til Højesteret) vil kejserens manipulerende manøvrer mislykkes, og evangeliets sidste dages sejrstog vil tage sin begyndelse.

 

KAN DOMMERNE ÆNDRE ’DET UFORANDERLIGE’?

Ifølge de lovlærde er det en kendsgerning, at Danske Lovs ’nærmere bekendelse af den kristne tro stadig er bindende’. (se J. Himmelstrup, Sibbern 1934, side 232, flg.). Regentens tilhørsforhold til Den Evangelisk-lutherske lære er påbudt i grundlovens 6. paragraf. Uanset hvordan regeringens advokat vender og drejer det, er dronningen ’trostvang’ ikke til at komme udenom. De mest indædte modstandere af dette påbud må tie. Hverken paver, kejsere eller kirkeministeren kan gøre noget ved den sag – og søger de at gøre det, er det en overtrædelse af grundloven…

Det danske folk blev skænket religionsfrihed i 1849 men både med hensyn til forkyndelsen i landets nationale kirke og dronningens officielle, religiøse tilhørsforhold kan ifølge Danske Lov 2-1 kun denne ene, bestemte religion tillades, som (citat): ’kommer overens med Den Hellige Skrift, de oldkirkelige bekendelser og den uforandrede år et tusinde femhundrede og tredive overgivne Augsburgske Bekendelse’.

Danske dommere har måttet overveje, hvad der ligger i ordene: 1) ’komme overens med’, 2) ’den uforandrede’ og 3) ’overgivne’ – og de har måttet stille sig selv spørgsmålet, om det i kirken indførte ritual ’er i overensstemmelse med Bibelen’ og de nu endelig (efter 500 år) tør ’forandre’ noget i kirkens bekendelse, og om det, som er dem ’overgivet’ af fædrene kan regnes for værdiløst og ubrugeligt i vor tid?

 

RELIGIØSE TVANGSBESTEMMELSER

Danske Lov udmåler forskellige hårde straffe for de arme ’danske undersåtter af kongen’, der har bevist sig at (citat): ’være affaldne til den papistiske religion’. Disse katolsk-troende måtte med smerte og ved urimelige bestemmelser bøde for deres såkaldte ’frafald’. Det må derfor siges at være lykken, at grundlovsfædrene fik den slags religiøse tvangsbestemmelser ud af verden og i stedet fik indført den ordning, at enhver dansk borger nu kan ’dyrke Gud’ efter sit hjertes overbevisning! Hvis en dansker vil følge paven og tro på hans lærdomme om Marias ’syndfri undfangelse’ og senere (i Bibelen aldrig med ét ord omtalte) himmelfart, må det i vort frie demokratiske samfund blive hans egen sag. Men herfra og så til med loven i hånd at åbne den protestantiske kirkes døre for ceremonier og vielsesritualer, som ikke engang Vatikanet kan godtage, er endnu nogle teologiske og etiske syvmileskridt at tilbagelægge.

Munke, Jesuitter og katolske præster kunne blive hængt og halshugget, hvis de (’med fare for deres livs fortabelse’) vovede sig ind over landets grænser. Dette har ved Guds nåde ændret sig – men derfor er de teologiske forskelle stadig ikke glattet ud. Der kan således ikke i en dansk folkekirke gennemføres en katolsk messe ud fra Pavens lære om den hellige nadver. Af samme grund kan ej heller et religiøst ritual (med henblik på vielse af par af samme køn) i åbenlys modstrid med Den Hellige Skrift indføres i kirken.

Det blev yderligere i landsretten betonet, at når Danske Lov med den største strenghed havde indført den ulykkelige bestemmelse, at (citat): ’ingen jøde under 1000 rigsdalers straf måtte lade sig finde i riget uden et særligt lejdebrev fra kongen’ (- ja, at denne antisemitiske regel var anbragt i det samme afsnit af loven – D.L. 3:20-1-3), som (citat): ’tatere, der besværger folk med deres bedragerier’)… så er det at betragte som en befrielse, at sådanne paragraffer er blevet slettet og for altid fjernet ved grundlovens indførelse – men lige så glædeligt er det, at der er lovbestemmelser, som blev fastholdt, da den nye frihedslovgivning blev indført. Det blev nemlig ikke af grundlovsfædrene betragtet som nogen hindring for trosfriheden, at staten udpegede og forpligtede sig til at støtte den lovgivende trosretning, som reformatorerne havde givet deres liv for, og som allerede har skabt sådanne tilstande, at folket nu kunne ånde frit.

 

PARIS ER VEL EN MESSE VÆRD

Med hensyn til tidsåndens indflydelse, er det sandt, at der sker en udvikling med slægternes gang, som ikke bør overses eller bortforklares. Spørgsmålet er blot, hvorledes denne tidsåndens udvikling tolkes. Dette emne blev i de fremlagte materialer omtalt ved landsretssagen (stat-kirke), som løb af stabelen i København i marts 2016.

Det blev her fremhævet, at kongelovens og lovbogens strenge regler, der var helt i overensstemmelse med den tids ånd (1665) ’ikke blev efterlevet efter bogstavet efterhånden som tidsånden ændrede sig’ – ja (citat): ’på trods af kongelovens strenge ord herskede ved Enevældens slutning en ret omfattende religionsfrihed’ (Materialesamling side 303).

Det var ikke mindst reformatorerne og den frie protestantiske verdensanskuelse, som ved prædikenens styrke var årsag til denne åndsfrihedens fremgang.

Den bedste forståelse omkring protestantens mægtige indflydelse på tidsånden og statens ubønhørlige forfølgelse af ’anderledes troende’ er den historie, der hersker omkring det berømte Nantes Edikt fra april 1598.

Beretningen lyder sådan: Den franske konge Henrik d. 4 gav gennem dette frihedsedikt protestanterne lov til (citat): ’at dyrke deres egen religion’. Dette har altid været et adelsmærke for protestanternes frihed, at enhver må have lov til at (som det hedder i Danmarks Grundlovs § 67): ’dyrke Gud efter sin egen overbevisning’.

Kongen var klar over, at dette skridt ikke ville kunne fastholdes uden våbenmagt, så han overlod til protestanterne flere godt beskyttede fæstningsbyer. Selv foretog han den bemærkelsesværdige handling at ’konvertere til katolicismen’ hvorefter han legitimt kunne bestige den franske trone. Det er denne begivenhed, som fik følgende mundheld til at gå over i historien: ’Paris vaut bien une messe’ (Pariser vel en messe værd)!

Ludvig den 13. ophævede i det sørgelige år 1629 protestanternes ret til militær beskyttelse. Det førte bl.a. til belejringen af Rochelle. I 1685 tilbagekaldte Ludvig d. 14 definitivt Nantes-ediktet, og dermed var de franske Huguenotter på flugt. Mange kom til Danmark og bosatte sig i Fredericia… og dermed blev åndsfriheden i det danske samfund yderligere fremmet. Den frihed, som i dag er nedfældet i Danmarks Grundlov, der nøje præciserer nationens protestantiske tro, og som alene af den grund og ’i sig selv’ giver andre den frihed at ’dyrke Gud efter deres egen overbevisning’.


TILBAGE