RETSOPGØRET
136

AMBASSADE HEJSER REGNBUEFLAGET

Jamaicas statsadvokat, Marlene Malahoo Forte, har erklæret det for værende ’en respektløs handling’, at den amerikanske ambassade hejste det homoseksuelle regnbueflag som en reaktion på Orlando LGBT-massakren.

Statsadvokaten er blevet stærkt kritiseret i de sociale medier, men kristne borgere og profamilie organisationer har taget advokatens parti. "Den Amerikanske regering har foretaget adskillige handlinger, som har søgt at fremme den homoseksuelle agenda i Jamaica," hedder det. USA’s ambassade, som hejste flaget, udbad sig (arrogant) en reference til en lov, der forbød en sådan handling. En kristen advokatforening svarede: "At hejse regnbueflaget, som er et symbol på en bevægelse, der er indstillet på at underminere Jamaicas love i den henseende, sender ved denne flagrejsning på stedet et signal om, at Amerikas ambassade støtter disse lovovertrædere.

Der blev i samme henseende henvist til den 41-artikel i Wien-konventionen for diplomatiske relationer (1961). Heraf fremgår det, at en ambassade er forpligtet til at respektere det lands love, hvori den er placeret. Ej heller må en ambassade foretage noget indgreb i det lands indre anliggender, hvori den er gæst! (Dette er et påbud, som også gælder USA’s ambassade i Danmark, hvor ambassadøren og hans homoseksuelle partner ofte træder offentligt frem i medierne.

I forbindelse med flaghejsningen af det homoseksuelle regnbuebanner ved den amerikanske ambassade i Jamaica i midten af juni 2016 har den nationale kristne advokats forenings talsmand, Philippa Davies, anklaget den amerikanske regering for at deltage i ’kulturel imperialisme’ siden maj 2016, hvor præsident Barack Obamas ’særlige udsending’ vedrørende homoseksuelle rettigheder i al hemmelighed har mødt homo-aktivister i Jamaica. Siden da har ansatte ved UNICEF trænet Jamaicas unge i at kæmpe mod landets homo-lovgivning. Det drejer sig om Jamaicas grundlov, der ikke understøtter et ægteskabssyn af den art.

 

MØRKE UNDERSTRØMME

Efter at de mest voldelige hændelser (af den særlige art) har fundet sted, og den halve verden står anspændt og spørgende: "Hvad er det næste, der vil ske" – da er øjeblikket kommet, hvor (i vort eget lille, danske samfund) én eller anden form for ’samtale’ må finde sted. I Danmark har vi en grundlov, der indbyder til ’den fredelige afgørelse’ – og hvis de (for tiden) stridende parter i den danske stat og landets troende befolkning kan komme overens med hensyn til en faretruende udvikling, som søger at vinde indpas, så kan eventuelle voldstragedier afledes, og – ved Guds nåde – vejen spærres for sådanne mørke understrømme, der er ved at bryde igennem, hvor dæmningerne er svageste.

 

SAMTALEN ER NU NØDVENDIG

Når det er nødvendigt i denne alvorlige time, at nogen tager sig for nærmere at belyse forholdet mellem staten og kirken – eller bedre udtrykt mellem den verdslige øvrighed og Kristi menighed, så er det påkrævet, at en sådan samtale fra begyndelsen (i selve sin form og tilrettelægning) bliver ’organiseret’. Debatten er ophørt, og prædikenen er lagt til side. Øjeblikket er kommet, hvor ånderne tier og (for første gang, måske) lytter til hinanden. Hvor ordet ikke får plads, begynder volden…

’Samtalen’ må herfra holde sig til sit centrale emne. Vigtigt er det ikke ’at vige af sporet’: Hvordan kan disse to elementer leve i fred med hinanden? Den sekulære stat og Guds Kirke? Øjeblikkets alvor fordrer den største disciplin og selvbeherskelse. Hvis nemlig denne samtale går i stå, vil der flyde blod.

Den verdslige magt må derfor have lov at lægge sine argumenter på bordet. Det er den imidlertid forbudt at gribe ind med magt for at få modparten bragt til tavshed! Kristi tjenere må have lov at underbygge deres tale med deres relevante henvisninger til Den Hellige Skrift og kirkens bekendelsesskrifter. Lad da indholdet af det fremlagte – fra begge sider – få lov at tale for sig selv. Lad argumentets styrke sejre…

 

ØJEBLIKKETS FORDRING

Da Martin Luther havde læst og godkendt indholdet af Den Augsburgske Bekendelse, udbrød han: "Jeg har intet at forbedre og intet at ændre. Jeg kunne ikke have trådt så blidt og sagte…" Luther selv kunne ikke være til stede ved Rigsdagen, da han var erklæret fredløs. Han opholdt sig på Koburg. Det blev derfor Melanchton, der kom til at fremlægge det protestantiske syn på (citat): ’Vor hellige religion og kristne tro, så at parternes meninger indbyrdes måtte blive hørte, opfattede og drøftede…’

Danmarks Grundlovs 4. paragraf har stillet de stridende parter op over for hinanden. I bestemmelsens superkorte ordlyd omtales 1.’Kirken og dens lære’, 2. ’dens stilling i folket’ og 3. ’dens stilling over for staten og 4. statens stilling over for kirken’.

Den 4. paragrafs sammentrængte indhold lyder sådan: ’Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten’.

Det er denne sætning, der bør lægges som grund for al videre samtale mellem lederne fra Danmarks evangeliske kristenhed og statens embedsmænd. Alle politiske slogans og propagandafarvede udtalelser og erklæringer bør lægges til side, og den samtale, som Danmarks Grundlov lægger op til, bør gennemføres.

 

INDBYDELSEN

Det rette ord sagt på rette sted i rette øjeblik kan vinde indpas og få indflydelse i de mest formørkede tilstande og forhold erklærer, at hvis et sådant ord kommer fra Gud, så er det ’menneskers lys’, og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke...’ (Johs.1:4-5). Hvis derfor den nåde skulle vederfares det danske samfund og den danske, vildførte befolkning (at et ord bliver sendt fra himlen), så er der håb forude! I øjeblikket synes det som om, at Den Almægtige indbyder til samtale. "Kom," lyder det, "lad os gå i rette med hinanden…" (Es.1:18). Imidlertid er det uansvarligt og dumdristigt af de indbudte, at afslå en sådan indbydelse. Jesus fortæller om en situation, hvor noget sådant skete – og den efterfølgende dom var uafvendelig og streng.

 

KEJSERENS KÆRLIGHED

I den ’begrundelse’, som landsrettens dommere har afleveret for at give staten medhold i, at 1. ’folketinget er kirkens synode’ og 2. ’kirkeministeren er kirkens ærkebiskop, indledes dette afsnit med følgende (citat): "Grundlovens § 4 forudsætter, at folkekirken hviler på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag." Det vil sige, ’at selve fundamentet for folkekirkens eksistens ja, selve grundvolden for dens bekendelse – ja, den egentlige ’forudsættelse’ for kirkens beståen er (det er dommerkendelsens begrundelse) folketinget på Christiansborg, og den ledelsesfunktion, der er overdraget kirkeministeriet på Holmens Kanal! Det vil sige, at landsretten i Bredgade i København nu endeligt (og som en klar og utvetydig kendelse) har slået en streg over den linje i kirkens egne bekendelsesskrifter, som siger: "Kristus er hovedet for legemet, kirken!" (Kolos.1:18) De, som fremover vil følge dette falske ’statsevangelium’, og som villigt vil underordne sig denne nye, fordrejede ’kirkens bekendelse’, behøver fra nu af intet at foretage sig! De skal blot viljeløst følge med strømmen og modstandsløst (1.Kor.12:2) overgive styret til kejserens folk. Så skal de som belønning få kejserens kærlighed at føle…

 

DREVET AF EN ANDEN DAGSORDEN

Hvis der er noget, som de troende ikke skal give sig i kast med efter den sørgelige retfærdighedssans, som har bevist sig ved 28-juni landsretskendelsen 2016, så er det ’en kamp med ord’. Uanset hvor klart de vil være i stand til at fremføre bevis for deres sag, så vil de fra nu af blive mødt af folk, der (med en dommerkendelse bag sig) vender det døve øre til deres argumenter; de er simpelthen drevet af en anden ’dagsorden’…

Efter det passerede dukker nu apostelens konkrete spørgsmål frem i horisonten: "Hvor er denne verdens ordkæmpere?" (1.Kor.1:20). Lad derfor ingen af de troende lade sig forlede til at findes blandt dem. Det er en halsløs gerning at stride for sandheden, hvis de blot kommer ’med ord alene’. Den nattens mur, som herefter omgiver de hellige, kan ikke gennembrydes ved det begreb som Ny Testamente kalder for ’visdoms overtalende ord’ – men udelukkende ’ved Ånds og krafts bevis’ (1.Kor.2:4).

Det evangelium, som det er vor hovedopgave at forkynde, kan (ifølge Skriften) på ingen måde afleveres til folk eller myndigheder ’i ord alene’, men, ’i kraft og i Helligånd og fuld vished! (1.Thess.1:5). Af den grund må Kristi menighed i Danmark iagttage det skete (landsretskendelsen), som en åben Guds dør ind til en ny fase. "Thi jeg kender dine gerninger," siger Herren. "Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke; thi vel er din kraft kun liden, men du har holdt fast ved Mit Ord og ikke fornægtet Mit navn!" (Åb.3:8)

Dette – og intet andet – er hvad der nu forventes af ’de få, som ikke har besmittet deres klæder’ (de er værdige dertil… Åb.3:4)… ’De syv tusinde, som er blevet tilbage’. – "De er Mine," siger Herren. "De har ikke bøjet knæ for Baal!" (Rom.11:4)

 

EMBEDSMÆND

Af samme grund vil jeg fremover tale et andet sprog. Det sjælelige menneske, som sidder i høje stillinger og udgiver sig for at være ’retfærdige dommere’, tager alligevel ikke imod det, der kommer fra Guds Ånd (1.Kor.2:13). Det har de så rigeligt bevist i de vedlagte præmisser til den landsretskendelse, som de afleverede til offentligheden den sidste tirsdag i juni 2016. – Derfor vil de sagsøgende borgere fra nu af – eftersom Gud giver nåde dertil – ’tale med ord lærte af Ånden’ (1.Kor.2:13).

Ikke længere vil de stræbe efter at stille ’uretfærdighedens dommere’ tilfreds – men de vil (Må Gud give nåde dertil) ’tolke åndelige ting for åndelige mennesker’ (v.13). Da skal det nemlig bevise sig, at der findes et ord, som er både ’levende, virkende og skarpt’. Det kan ikke afvises, og ingen dødelig kan modstå så skarp og hvæsset en klinge! "Den trænger igennem!" (siger Skriften). Det ord går så dybt ind, at det sønderdeler det sjælelige fra det rent åndelige. Det går til marven. – Ja, det indtager den plads, som ’de uretfærdige dommere’ har forladt; det gør sig til dommer over hjertets tanker og meninger’ (Hebr.4:12)

… og dermed gør det alle dem til skamme, som i deres letsind hævder, at der ikke er nogen dom, og at ’ingen skal dømme’. Det ord skal i sandhed fratage uretfærdighedens embedsmænd deres sjælefred – og det i en sådan grad, at de i de sene nattetimer skal søge hjælp hos dem, som de overgav til en rettergang, der råber til himlen af uvederhæftighed og mørke motiver.

 

DE FORVANSKER KRISTI EVANGELIUM

Som det hedder i den nyligt afsagte doms ’begrundelser’ (ifølge grundloven) ’forudsættes’, at ’kirken hviler’ på den urokkelige bekendelse, at: ’Kristus er hovedet for legemet, som er kirken’ (Kolos.1:18). Denne grundlovsanerkendte ’forudsættelse’ kan ikke fejes af bordet med en anden forklaring. Da kan kirken ikke (set med andre briller) opfattes som et ’organ’ på statslegemet, som styres af ’et andet hoved’ (nemlig den minister, der sidder på kirkeministeriets kontor bag den store, sorte port på Holmens Kanal)…

Dette nye statsevangelium har (ved en offentlig domsafsigelse) fjernet den sætning fra Ny Testamente, som forkynder, at Kristi legeme, (som er kirken) ikke kan have noget andet hoved end Kristus. "Det undrer mig," erklærer apostelen, "at I så hurtigt lader jer drage bort fra Ham, som kalder jer ved Kristi nåde, hen til et anderledes evangelium som ikke er et evangelium; det er kun nogle, der forvirrer jer og gerne vil forvanske Kristi Evangelium" (Gal.1:6-7).

Med denne formaning er det hermed sagt, at statens dommere i deres ’begrundelse’ for den kendelse, der blev afsagt d. 28. juni 2016, forkynder ’et andet evangelium’ – ja, de ’forvansker Kristi Evangelium’ (v.7). De, som vil kæmpe mod denne for vort land så skæbnesvangre udvikling, bør tage skridt til at gøre alvor af denne beslutning.

 

DOMMERENS HAMMER

Med den afgørelse, som er truffet af landsretten, er det tydeligt, at myndighederne dristigt har løftet hammeren med ordene ’thi kendes for ret’! Det er ikke sket uden tøven (i alt 90 dages særlige overvejelser) hvilket må kunne tolkes derhen, at dommerne har været klar over, at det er en ’historisk dom’. Borgernes påstand har været, at staten med indførelsen af et gudløst ritual i kirken ikke blot har provokeret mennesker og forulempet deres samvittigheder men den verdslige øvrighed har med dens indtrængen i kirkens indre anliggender ’udæsket Kristus’.

 

LOVHÅNDHÆVELSENS SVÆRD

Et eneste ord bør her understreges fra Danmarks Grundlov. Det er ordet ’understøtte’. Loven siger, at ’den evangelisk-lutherske kirke skal ’som sådan’ understøttes af staten. Udtrykket berører i flere aspekter det grundlæggende tema af bestemmelsen. Det er, hvad de lærde kalder ’sagens problemfokus’. Altså det ene og afgørende emne, som der bør stilles skarpt på. Den, som begriber det dybere indhold af netop det grundlovsord ’understøtte’, fatter dermed det væsentlige budskab, som i 150 år har ligget inkorporeret i denne paragraf.

Der eksisterer nemlig ingen form for fjendskab i dette ord. Den, der understøtter og den, der understøttes, må stå i et eller andet harmonisk, enigt og godsindet (ikke ondsindet) forhold til hinanden. Betegnelsen kan ikke devalueres til en eller anden højtravende analyse. Begrebet kan ej heller overleve, hvis det kun udtrykkes (i lærebøgerne) som en ’analytisk betegnelse’.

Indholdet i ordet ’understøtte’ må (for at blive virkeliggjort) ’komme ned på jorden’! Det kan nemlig ikke udelukkende (som staten synes at forstå det) omsættes ’i kroner og ører’. "Det skal ikke kun forstås pekuniært," erklærede grundlovsfædrene. Statens understøttelse af den evangelisk-lutherske kirke betyder netop, at det er ’som sådan’ at landets nationale kirke skal have hjælp. Altså en understøttelse, som er både moralsk, strukturelt, teologisk, læremæssigt (og i dybeste forstand etisk) både som forsvar og i offensiven, hvis det er nødvendigt!

Med sit skarpe lovhåndhævelsens sværd skal den danske stat stå vagt om det evangeliets budskab, som den evangelisk-lutherske kirke forkynder. Gør staten ikke det – ja, går den kirkens fjenders ærinde, når de forsøger at nedbryde netop denne lære, så bør staten forfølges for at øve grundlovsovertrædelse.

 

DEN BEDSTE VEJLEDNING

Når grundloven henviser til den evangelisk-lutherske lære, er det åbenbart, at kirkens navn er nævnt. Det stiller sig imidlertid ikke hindrende for, at netop ’det evangeliske’ står nedfældet som det første og det væsentligste ved den danske forfatningsvision. ’Det evangeliske’ henviser til det klart protestantiske, hvilket har at gøre med alle dem, som anerkender protestanternes godtagelse af de 66 kanoniske bøger, som værende Den (ene) Hellige Skrift, der er givet af Gud…

Denne Bibel er, hvad protestanterne forstår ved apostelens erklæring, at ’ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttig til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører til Gud kan blive fuldvoksent, udrustet til god gerning’ (2.Tim.3:16-17).

Dette er, hvad Grundloven har forpligtet sig til at understøtte og til hjælpende at ’bane vej for’, i det ganske land! Dette er, hvad landets kristne, evangeliske menighed (både folkekirke og evangeliske frikirker) erklærer som værende deres faste, uændrede og uforanderlige fundament med henblik på den åndelige vejledning, som skal gives den opvoksende ungdom. "Denne lære er," forklarer apostelen, "indblæst af Gud og er derfor den bedste basis for ’undervisning’, vejledning og (hvad der er den største udfordring i vor tid): ’opdragelse i retfærdighed’.

Hvis der er et livssyn, som den danske stat bør befordre i denne forvirringens og vranglærens formørkede time, så er det Danmarks Grundlovs tydelige og absolut markante henvisning til evangeliets lære som den formidles af landets rene, evangeliske, protestantiske menigheder.

 

DE UDÆSKER KRISTUS

Dette er ikke øjeblikket, hvor politiske ligestillingsideologer skal have frit spil med hensyn til ’at udæske Kristus’ (1.Kor.10:8). Thi det er nøjagtig, hvad de gør med deres gudløse ritualer, som de vil have indført i Kristi kirke. Det er ikke kun (som de selv mener) mennesker de provokerer. Nej, apostelens ord er påpegende præcise: "De udæsker Kristus." Han tilføjer: "De, som gjorde dette i tidligere tider, blev dræbt af slanger" (v.9)… og "de, som gav ondt af sig" (over for dem, der talte et advarende ord) "blev dræbt af dødsengelen" (v.10). Apostelen slutter (og det vil være uklogt at vende det døve øre til denne hans sidste formaning): "Alt dette skete med dem, for at de (som udæskede Kristus) skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at advare os, til hvem tidernes ende er nået!" (v.11)

 

UNDERTRYKKELSE NOTERES I HIMLEN

De færreste gør sig tanker om, at der er en reaktion i himlen med henblik på deres færd her på jorden. "Vor Gud, Han er i himlen; alt, hvad Han vil, det gør Han," hedder det i Salmernes Bog. – Foragterne smiler overbærende, når de troende blander sig i samfundets forhold og i den forbindelse udbryder: "Vor Gud, Han er i Himlen." De mener, at de er usete og upåagtede og taler som om, ingen vil stille dem til regnskab… men som Herren så Sit folks elendighed under Faraos undertrykkelse, sådan hører han i dag de frommes klagen over landsrettens kendelse d. 28. juni 2016.

 

KLAGESKRIGET ER HØRT

Det bemærkelsesværdige nytestamentlige udtryk: "Skriften siger til Farao: Netop derfor har jeg ladet dig fremstå" (Rom.9:17) er et klart vidnesbyrd om, at ’der er en Gud foroven’, der styrer samfundets udvikling. Om dette forklarer Skriften yderligere: "Derfor sagde Herren: Jeg har set Mit folks elendighed i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over deres undertrykkere, ja – jeg kender deres lidelser" (2.Mose 3:7).

Hvis Guds folk i et land klager over en hvilken som helst form for magtmisbrug eller undertrykkelse (ikke mindst, hvis det angår overgreb med hensyn til deres gudsdyrkelse) så forbliver Himlens Gud ikke tavs. "Jeg har hørt deres klageskrig," erklærer Han… og Jeg er steget ned for at udfri dem" (v.8). Det efterfølgende guddommelige indgreb udvirkes ved ’en sendelse’. Til Moses, som Herren taler til i denne situation, lyder det: "Derfor vil Jeg nu sende dig til Farao, og du skal føre Mit folk, israelitterne, ud af Egypten" (2.Mose 3:10)

Det er uklogt af analytikerne at påstå at ’den enkelte’ (som en unik identitet) ikke har nogen betydning for samfundsudviklingen! Eksperterne er tvunget til (selvom de ikke bryder sig om det, fordi ’eneren’ for dem er et uberegneligt element) at tage højde for ’fremkomsten’ af ’det enkelte individ’. De undgår ikke at inkludere ’den enestående, pludseligt opdukkede faktor’ (som Farao og hans magikere ikke har taget med i deres beregninger) som en væsentlig kategori af deres analyse. Med ét træder en Moses (eller en anden initiativtager) ind på scenen. Hvis en sådan befrier er sendt af Gud, kan samfundseksperterne (med deres utålelige forudsigelser) godt gå hjem! Deres kloge råd flyver bort med vinden… Den enkelte bør inden solen går ned melde sig på grundlovsbarrikaderne.

 

BEKENDELSENS BETYDNING

Det, som kaster lys over det gådefulde fænomen, som hedder ’den enkelte’, er, at der pludselig er én person, der ’handler’ anderledes’. Der er altså her ikke (i første omgang) tale om en person, ’der tænker anderledes’, thi de ’anderledes tænkende’ kan ubemærket og viljeløst flyde med strømmen, blive en ubetydelig del af massen – efter (som apostelen udtrykker det): ’… I drages til de stumme afguder uden at gøre modstand’ (1.Kor.12:2)…

De ’anderledes tænkende’ har generelt og aktuelt en stor stjerne i den vestlige verden. "Grækere søger visdom," forklarer jøden Paulus (1.Kor.1:22) – men disse ’anderledes tænkende’ er stort set ufarlige med henblik på at skabe nybrud i samfundsudviklingen. Hertil behøves ’de anderledes handlende’. At tilhøre denne sidste gruppe er imidlertid ikke kun et spørgsmål om at blive ’aktiv i handlingen’ – men i lige så høj grad at blive aktiv i bekendelsen! Det vil sige i prædikenen! "Vi derimod," erklærer apostelen, "… vi prædiker Kristus som korsfæstet, før jøder en forargelse og for hedningerne en dårskab" (v.23).

Det vil med andre ord sige, at der ligger en virkeliggørelse af ’det anderledes tænkte’ i samme øjeblik, det bliver forkyndt. "Ordet er dig nær," forklarer Paulus, "i din mund og i dit hjerte, nemlig det troens ord, som vi prædiker…" (Rom.10:8). Om dette er meget at tilføje – men her er kun plads til at slå fast, at øjeblikket er inde for ’de anderledes tænkende’ at forvandles til ’anderledes handlende’, hvilket i første omgang – og som det første skridt – er ’den anderledes bekendelse…’ En første handling vil være at melde sig under grundlovens faner.

 

ER DET VIRKELIG SÅ GALT?

Én af de mægtigste indflydelser, der kan vederfares det menneskelige samfund, er (på trods af, at dette ignoreres af de styrende), at ’Gud stiger ned for at gribe ind i udviklingen’ (2.Mose 3:9). Det blev (ifølge Den Hellige Skrift) af absolut afgørende betydning for de menneskelige bosamfund ved Dødehavet i Israel, Sodoma og Gomorra, at følgende reaktion på deres livsførelse fandt sted i himlen.

"Da sagde Herren: Jeg vil stige ned og se, om de virkelig har handlet så galt, som det lyder efter skriget over dem, der har nået Mig – derom vil Jeg have vished" (1.Mose 18:24). "Heraf kan udledes," belærer vi yderligere, "at synden i en by eller et land kan nå sådanne dimensioner, at Gud, den Almægtige, ved selvsyn vil orientere sig om, hvor graverende situationen er, før Han griber ind med dom. "Derom vil Jeg have vished," lyder det. Det bør være den almindelige opfattelse, at netop dette er øjeblikkets situation for Danmark. Gud er steget ned, for at se ’om det virkelig er så galt, som det forlyder’ (v.23). Hvis dette er tilfældet, venter dommen om hjørnet!


TILBAGE