RETSOPGØRET
137

DEN DANSKE SAMFUNDSIDÉ

I mere end 150 år har Danmark været velsignet med en grundlov, der i sin fjerde paragraf med al ønskelig tydelighed viser landets befolkning vejen til den eneste sande Gud! Af den grund kan det med Ny Testamentes ord siges til hver eneste borger i kongeriget, at (citat): "Det, man kan vide om Gud, ligger åbent for dig" (Rom.1:19)… og med henvisning til den omtalte grundlovsparagraf tilføje: "Her har Gud jo åbenbaret det for dig!" (v.19) Da eksistensen af denne tydelige ’grundlovs-vejledning’ ikke kan bestrides, bør samtlige troende borgere i Danmark ikke et øjeblik tøve med hensyn til at bevare denne grundlæggende henvisning – ja, de bør med den største iver og nidkærhed kæmpe for, at ikke et ord af denne kristne grundlovs påpegning falder til jorden. Alle danske borgere bør derfor i denne time, hvor netop denne grundlovsparagraf anfægtes, forstå, at det ikke er noget nyt og ukendt, at en nations samfundsidé knytter sig til en Gudstro.

Af samme grund bør alle ansvarsbevidste borgere i dagens Danmark nu samle sig for at bekæmpe den politiske ideologi, der overalt jager efter at fremme det fattige menneskesyn og den efterhånden globale verdensopfattelse, som helt og holdent hviler (ikke blot på fornuftens kolde beregning) men på de laveste kødelige begæringers grundlag… Øjeblikket er kommet, hvor enhver må forstå, at de gudløse kræfter, der målbevidst arbejder på at få fjernet alt det fra lovgivningen, som de kalder ’religiøst’, ’kultisk’ og ’rituelt’ – disse samme kræfter søger samtidig at få indført deres egne ’kultiske’ og ’religiøse’ vielsesritualer i kirken. Derfor kaldes til et nyt sammenhold og en stadig vedvarende støtte, der nu – som aldrig før – må manifestere sig.

 

STATENS ETISKE TÆNKNING

Samvittighederne berøres i det danske samfund som aldrig før! Det viser sig, at staten som ingensinde tidligere blander sig i den enkelte borgers religiøse overbevisning og tro – og det i en sådan grad, at det næppe kan benægtes, at endog statens grundlovssikrede religionsfrihed er i fare! At samtlige kirkelige funktionærer i den danske folkekirke (med undtagelse af kirkens præster) på et tidspunkt fik besked på, at hvis de af samvittighedsgrunde undlod at medvirke i en statslig kirkelig handling samt udøvelsen af en statslig kirkelig vielsesceremoni (som de ud fra deres opfattelse fandt ubibelsk) så ville de blive fyret på gråt papir – er en tvangsforordning, der ikke kan godtages. Øjeblikket er inde, hvor det såkaldt (fint formulerede) ’etisk-sociale’ samfundssyn ikke længere skal diktere de borgere, der med deres familier lever deres hverdag ud fra deres personlige tro og indre religiøse og moralske opfattelse.

I opdragelsen af deres børn og den skoleundervisning, som de på et lovligt grundlag søger at gennemføre, følger de Ny Testamentes og den kirkelige bekendelses forklaring, at ’hjerterne tørster efter noget mere, end hvad det kolde, statsstyrede system kan tilbyde’. Sådan har det været gennem alle slægtled, og de finder det derfor ikke som noget usædvanligt eller afvigende, at Danmarks Grundlovs fjerde paragraf indeholder et rent religiøst ræsonnement – ja, de finder det både sandt og sundt, at denne ’troens holdning’ udgør selve udgangspunktet for statens etiske tænkning. Danmarks Grundlovs fjerde paragraf er stadig gældende! Imidlertid vil dens hadere i den kommende tid sætte himmel og jord i bevægelse for at få netop dette kristen-etiske fundament fjernet. Derfor bør alle danske borgere, som anerkender denne grundlovsparagrafs dybe betydning træde hjælpende til. Ligegyldighedens og passivitetens tid er forbi…

 

PORT MED SLÅ OG BOM

Danmarks Grundlovs fjerde paragraf er båret af en tydeligt evangelisk-inspireret moralsk karakter. Det vil sige, at den fra dybet af sit indhold og ordvalg fortæller, hvad den mener, er godt, og hvad der er ondt. Den er en solid ledetråd for dem, der af hjertet spørger, hvad der er løgn, og hvad der er sandhed. Den præciserer, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Ingen dansk borger bør derfor i den kommende grundlovsstrid holde sig tilbage fra at støtte kampen for vort lands kristne grundlovsparagraf. Den synes i denne time at være det eneste og sidste, som kan stille op til kamp mod de politiske og gejstlige kræfter, der for fulde sejl – time for time – arbejder på at udbrede en amoralsk, hedensk kristendomsforståelse. Med sin jødiske skriftlærdom og sin kristelig, teologiske tænkning er grundlovens fjerde paragraf port med slå og bom for en videre indtrængen af al fremmed religiøsitet og sædelig vanrøgt.

Ved et kommende højesteretsopgør vil danske borgere derfor bevise, at de ikke uden sværdslag vil overlade den danske befolkning til afguderne og de vilddyr, som Ny Testamente med Jesu ord kalder for ’glubske ulve’ (Matt.7:15 og Ap.G.20:29). De vil (med hensyn til at støtte initiativtagerne til det kommende retsopgør) efterleve det bibelord, der siger: "Afslå ikke at hjælpe nogen, hvis du er i stand til det. Sig ikke: Kom igen i morgen, så skal jeg hjælpe dig… hvis du har, hvad der er brug for!" (Ordspr.3:27-28).

 

ENSARTETHED I LÆRE OG LIVSSYN

Den fjerde paragraf i Danmarks Grundlov fremhæver den fundamentale ’adskillelse af magten’, som er nødvendig for en hvilken som helst form for demokratisk styre. Den præciserer, at der er (forskelligt omtalte og udpegede) myndighedsområder (staten og kirken), som ikke er (og aldrig må være) ét og det samme’. Den angiver med ordene ’understøtter som sådan’, at den ene absolut selvstændige og adskilte part ’staten’, skal ’understøtte’ folkets kirke, som er den anden uafhængige og i sig selv hvilende part.

Ordet ’understøtte’ vil sige, at ’fyrsten’ (for at benævne statens regering eller ’de styrende’ med denne gammeldags høje titel) identificerer sig så meget med kirken, at han tilsiger dens lære sin uforbeholdne støtte.

Den omtalte 4. paragraf i grundloven forudsætter altså en særlig betonet konformitet (i kirkens præcise opfattelse af læren og livssynet) mellem magthaverne og folket, som har givet kirken denne myndighed. Denne på forhånd givne ensartethed i lære og livssyn er altså ikke overladt til tilfældighederne men er i 1849 blevet befæstet som en operativ grundlovsregel. Den er til alle tider garanteret og forbliver som en uopløselig del af trosfriheden – og de, som politisk søger at ændre dette forhold, må enten omstyrte grundloven eller (hvis de lovgiver på anden vis) betragtes som grundlovsovertrædere!

 

STATENS RETTE LIVSGRUNDLAG

Danmarks Grundlov udtrykker (til manges overraskelse) i sin 4. paragraf en ’politisk filosofi’. Det vil sige, at den bevæger sig ind i en styrelsesdimension, som ikke er ny – men som i denne lovbestemmelse præciseres som en specifik lære med krystalklar henvisning til både dens oprindelse og selve navnet på den person, der har været banebryder for denne grundlovsgivne forfatningstanke. Folket har i landets konstitution overdraget sig selv denne livsfilosofi som en hovedregel for rigets religiøse liv og tro – ja, den har sikret denne kirkelige samfundsidé ved at bestemme, at staten på alle måder skal støtte og befordre den protestantiske, kristne tro som kirkens rette forkyndelse til folket.

Denne religiøse ’livsfilosofi’, der i Grundlovens 4. artikel benævnes som ’Den evangelisk-lutherske lære’, ejer i sig et både socialt, politisk og religiøst sigte. Den fastsætter regler for magtens organisering og skitserer de væsentligste principper for den sociale orden, idet den særligt fremhæver borgernes rettigheder og frihed til at tænke, tro og tale efter sin egen overbevisning.

I andre landes forfatninger indtager den givne samfundsidé ofte pladsen i en ’præambel’ eller en deklaration, som forekommer i rigets konstitution. I Danmarks Grundlov er den placeret som den 4. paragraf – den bestemmelse, der (som i Storbritanniens Bill of Rights) angiver det livsgrundlag, hvorefter staten og dens kirke skal styres.

"Vi holder disse sandheder som indlysende i sig selv." Sådan begynder Den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776 – og en sådan indledende tanke til Danmarks Grundlov gives også i dens 4. paragraf. Det er nemlig i sig selv indlysende, at en stat nøje angiver sin identitet og førende livsfilosofi for derefter at erklære, at netop denne er statens rette grundlag!

 

SAMFUNDSFARLIGE ELEMENTER

Selv de mest indædte modstandere af den grundlovsparagraf, som (forpligtende) henviser til det protestantiske, kristne livssyn, kan ikke komme udenom, at de ti bud har præget al lovgivning i de nationer, hvor det kristne budskab har haft indflydelse. – Ja, alle folkeslag bygger dybest set deres lovgivning på de principper, der forbyder drab, løgn og utugt (som alt sammen er nævnt i de bud, der blev overgivet Moses på Sinaj).

I dag, hvor der foregår en samfundsfarlig tækning, som der advares imod i de ti bud, og hvor man i stedet vil have indført andre humanistiske begreber, som er uden forankring i Guds Ord, er det på høje tid at stå vagt om Danmarks Grundlovs 4. paragraf. Samfundsfarlige elementer vil have denne bestemmelse fjernet fra den danske forfatning, hvilket bør forhindres ved, at landretssagen nu føres til Højesteret.

 

FARLIG FOR DERES OMGIVELSER

Et af hovedspørgsmålene i samfundsetikken er naturligvis dette, hvorvidt borgeren overhovedet skal bekymre sig om det begreb, som kaldes ’Guds vilje’ eller ’troen på Gud’ (eller: ’Hvad indebærer det at leve som en kristen’?) Når en regering har haft et punkt i sit regeringsprogram, som erklærer, at ’Danmark er et kristent land’, og når der i Danmarks Grundlovsparagraffer er tale om 1. ’gudsdyrkelse, 2. ’kirke’ og 3. ’Den evangelisk-lutherske lære’ – ja 4. ’et direkte og uundgåeligt påbudt trosforhold med henblik på monarken – så kan herefter ingen i landet tillade sig at ræsonnere, at ’det med Gud’ er ’en privatsag’.

Med bl.a. dette forhold som baggrund har bestyrelsen for foreningen ’Med Grundlov skal Land bygges’ været samlet i Brædstrup, hvor det blev drøftet, hvordan der fremover kunne skabes større samling omkring, hvorledes den tabte landsretssag nu kan føres til Højesteret. Det blev i den forbindelse betonet, at det er og forbliver en væsentlig del af den almene samfundsmoral og den enkelte borgers samvittighedsopfattelse, at der består en samfundsordning, som ustandseligt arbejder med – ja, ligefrem tilrettelægger ’den etiske principlære’, der har at gøre med borgernes åndelige liv.

De, som protesterende hævder, at der ikke er noget, der hedder ’borgernes åndelige liv’, ej heller noget, som hedder ’troens stilling’ til konkrete livsspørgsmål, bør end ikke tages politisk alvorligt; de er så langt borte fra hverdagens ubøjelige realiteter, livets og dødens barske tilstedeværelse og syndens og ondskabens tiltagende magt, at de burde formenes adgang til nogen virkelige indflydelse på lovgivningsmagtens område; de er med deres falske ideologi (erklærer historiens tale) ’farlige for deres omgivelser’…

 

IKKE BOGSTAVET, DER SLÅR IHJEL!

Den protestantiske etik er nævnt i Danmarks Grundlov! Ikke som et ’fasttømret’ system af leveregler, der ligger ’færdigredigeret’ i nogle af forfatningens bestemmelser eller (for den sags skyld i kirkens bekendelsesskrifter). Grundloven henviser nemlig ikke til et farisæisk lovsystem men til de grundforhold, der samler sig i reformationens lære, som ud fra en sund, naturlig indfaldsvinkel kan sætte borgerne i stand til ’at kende Guds vilje’ – ja, ud fra den personlige erfaring og det kristne fællesskab at kunne udlede, hvad der er den guddommelige ordning i livets mange omskiftelige forhold – dog altid i lys af evangeliet om Jesus Kristus!

Når f.eks. de første linjer i Johannesevangeliet lyder sådanne: "I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud" (v.1) – så kan det her omtalte ’ord’ ikke få en bedre anbefaling med på vejen. Hermed kan ej heller nogen anklager med rette rejse nogen tiltale mod den borger, som ud af sit ganske hjerte og sin inderligste tro tør hævde, at det ord, hvormed han eller hun lader sig lede, er ’Guds Ord’. Dette ord er så levende og personligt, at det øjeblikkeligt (i Skriftens videre formulering) fremstår som en person, der nøje og gentaget omtales i hankøn! Evangeliets ordlyd fortsætter nemlig her med følgende: "Han var i begyndelsen hos Gud. Det blev til ved Ham, og uden Ham blev intet til af det, som er. I Ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke" (v.3-5).

Det ’Guds Ord’, som Danmarks Grundlov henviser til, er altså ikke det kolde, ’stillestående’ bogstav, der slår ihjel, men ’en ny pagts Ånd, der gør levende’ (2.Kor.3:6). Dette er Danmarks Grundlovs hensigt – og de, der søger at unddrage sig, mistolke eller direkte at modsætte sig denne henvisning, er grundlovsovertrædere.

 

SE, EN DRENG!

da patriarken Job for årtusinder siden klager over, at han kom til verden, indeholder hans smerters udbrud en tydelig åbenbaring. Hans klageråb lyder sådan: "Bort med den dag, jeg fødtes, den nat, der sagde: ’Se, en dreng’!" Den lidende Job giver udtryk for, at hele universet har holdt vejret, da dette menneskebarn kom til verden, og det råb (belærer vi videre), som lyder gennem natten, er ikke forvirret eller befængt med endetidens ’kønsidentitetsspekulationer’. Ved det blotte syn af den lille, nyfødte skikkelse råbte alle nattens tilskuere de samme ord, som jordmoderen, der tog imod det spæde barn: "Se, en dreng!"

På samme måde er der heller ikke nogen kønsproblematik, der har sneget sig ind i evangelierne, som med henblik på, at Guds Ord tydeligt forklarer, at dette ord er at forstå som Kristus … og den nat, da Han bliv født, råbte stjernerne ikke: "Se, en pige!" eller "se, ’et intetkønsord’ er kommet til verden!" Nej, Guds Ord er personligt og uforfalsket (Titus 2:7) og lader sig ikke fordærve af en tidsånd!

 

DET TILMÅLTE BÆGER

Når ulykken, massakren og det gruopvækkende attentat melder sig, er det på forhånd forbudt at nævne den mulighed, ’at Guds står bag’… Om dette forhold siger Den Hellige Skrift: "Når selv grundpillerne styrter, hvad gør den retfærdige da? (Salme 11:3)

Fortsættelsen af denne højaktuelle Davids-salme lader forstå, at der er en Gud i himlen (’Herren i sin hellige hal…v.4), som ikke venter på svar. "Hans blik ransager menneskenes børn," hedder det videre, hvilket forklarer, at det guddommelige, undersøgende blik (som en selvstændig instans) egenmægtigt afklarer sagen til bunds’! Resultatet af denne ’ransagende undersøgelse’ gives på stedet: "… dem, der elsker uret, hader Hans sjæl). Dommen udebliver ikke: "over gudløse sender Han regn af gløder og svovl. Et stormvejr er deres tilmålte bæger… de oprigtige skuer Hans åsyn! (v.6-7)

 

MAGTMISBRUG

Ingen – tror jeg – kan bare ’melde sig ud af samfundet’. Det er derfor, Danmark har en grundlov. Det er nødvendigt – også for den enkelte, som på forhånd har tilkendegivet, at det med ’staten og kirken’ er ikke hans bord – at følge de givne spilleregler. "I mit brev skrev jeg til jer," forklarer apostelen menigheden i Korinth, "at I ikke må have med utugtige mennesker at gøre." Apostelen fortsætter: "Jeg mente ikke i det hele taget utugtige her i verden… for så måtte I jo forlade denne verden" (1.Kor.5:10).

Denne erklæring fra apostelens mund: (’for så måtte I jo forlade denne verden’) ejer netop det indhold, som gør, at Kristi efterfølgere har et ansvar med hensyn til lovgivningsmagtens ulovlige indtrængen i menigheden. Når apostelen belærer de troende med henblik på deres stilling overfor de offentlige myndigheder med ordene: "Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det"… (Rom.13:6)… hvilket vi sige (mener jeg) at hvis de styrende ikke ’tager vare’ på deres forpligtelse (eller misbruger deres magt) – så kan de heller ikke betragtes som ’Guds tjenere’.

 

EN FORDÆRVELSE SPREDER SIG

Hvad er sket i Danmark i de seneste årtier, bør gøres kendt i den øvrige verden. For mange vil det lyde som en opdigtet historie! Ligesom William Shakespeares middelalder-thriller: ’Hamlet, the Prince of Denmark’. Især med hensyn til dette verdensberømte skuespils århundredgamle forudsigelse. Den udødelige sætning, som nu år efter år bliver gentaget ved ’den sorte port’ på kongeslottet i den lille danske havneby, Helsingør. Profetierne lyder i 1. akt. 5. scene vers 65 af Shakespeares drama sådan: "Something rotten in the State of Denmark."

Personligt bryder jeg mig ikke om indholdet af denne sætning. Ønsker ikke at kolportere den til andre lande. Men fordærvelsen er en realitet; den spreder sig som en pest. Derfor må der fra det lille kongerige i nord lyde en advarsel, så at man andre steder kan tage sine forholdsregler. Hvis ikke dette sker, vil det få sine uomgængelige konsekvenser. Hvad enten man tror det eller ej, vil skæbnesvangre plager af en art og et omfang, som ingen endnu har oplevet, ramme folkeslag og nationer. Før det kommer så langt, bør alle ansvarlige – hvor på kloden de end befinder sig – opmærksomt lytte til historien om Shakespeares 400årige forudsigelse. De bør nøje lægge mærke til, hvad det er for en fordærvelse, som der her er tale om, og de skal gøre alt, hvad der står i deres magt for, at den ikke sniger sig ind i Kristi kirke – ja, at den ikke som en dødens engel når frem til alteret for dér at kaste en uheldssvanger skygge over de gulnede blade af Den Hellig Skrift.

 

DE FIRE SAMFUNDSSØJLER

Som det er tilfældet i Danmark, må internationale juridiske detektiver alle vegne stille skarpt på, hvad deres lande siger i deres nationale konstitutioner – om Gud! Nogle steder nævnes Skaberen ikke med ét ord. Disse lande er ildestedte, når det drejer sig om at bekæmpe den indtrængende, mørke globale ideologi-invasion, men hvor der i nationernes forfatninger er prentet en tydelig henvisning til Himlens og jordens Skaber, til Guds ord eller til den kristne kirkes lære (som f.eks. i Grækenland, hvis grundlov bl.a. henviser til ’Treenighedens Navn’) – da er der lagt et skarpt og blankt sværd i hænderne på dem, der vil forsvare deres land og folk mod det åndelige, sjælelige og legemlige fordærv, som søger at trænge ind på deres enemærker.

I 1849 nedfældede den danske grundlovs fædre – som en gave fra himlen – 14 ord i den danske forfatnings 4. paragraf. Det er om disse ’to bestemmelser’ (7 ord i hver) en voksende strid har raset. De 14 ord lyder sådan: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten." Den omstridte grundlovsparagraf omhandler altså 4 grundpiller, som er bærende søjler – ikke blot i det danske samfund – men i mange af de nationer ud over jorden, hvor begreberne ’stat og kirke’, ’lov og lære’ har betydning. Hvor det er tilfældet, vil disse fire fundamenter i denne time søges omstyret af en verdensvid samfundsfjendtlig ligestillingsideologi.

 

SKJULTE FARLIGE LIDENSKABER

Efter at der er fremkommet stående beviser for, at Omar S. Mateen, som åbnede ild i en natklub for homoseksuelle i Orlando i midten af juni 2016, selv var homoseksuel, har spørgsmål været stillet: Hvorfor skulle en homoseksuel udøve en så rædselsvækkende massakre blandt seksuelt ligesindede? Svaret fra videnskaben findes i det akademiske fagsprog og anvendes nu som en betegnelse for denne morderiske handling. Det kaldes for (engelsk): ’internalized homophobia’ (indadvendt homofobi), hvilket vil sige, at de, som har den ’sygdom’ at være ’homophobe’, dybest set (og i særlig graverende tilfælde) er ’skjulte homoseksuelle’…

I et studie over dette emne forklarer f.eks. i 2012 en engelsksproget udgivet ’Journal of Personality and Social Psychology’, at (citat): ’de mennesker, som huser den største fjendskab mod homoseksualitet (og som giver stærkest udtryk for deres antihomo-anskuelser) i virkeligheden nærer de samme sex-begæringer – men ofte som en latent lidenskab, de end ikke selv er klar over.

En underviser ved Essex University, Netta Weinstein, erklærer i den forbindelse (citat): ’Disse personer, som skjult føler sig draget til samme køn, føler sig samtidig truet af homoseksuelle, fordi disse minder dem om tendenser, som de selv kæmper med (Science Daily).

Professor Richard Ryan, University of Rochester, har samme mening: "Folk, som er i krig med sig selv, vender pludselig krigen mod andre…" erklærer han.

Det har slået offentligheden med forbløffelse, at attentatmanden ved Orlando homo-natklub massakren selv var homoseksuel. Han var (ifølge ’Sunday Today’) en kendt gæst i natklubben, og hans ekskone erklærer, at han var homoseksuel. En tidligere klassekammerat giver samme vidnesbyrd.

Denne nye indfaldsvinkel til tragedien får atter de videnskabelige kommentarer til at florere. Den nyopfundne ’sygdom’, der har betegnelsen ’homofobi’ (hvilket står for en ’sygelig, ubegrundet frygt og aversion mod homoseksualitet), beskriver nu attentatets psykologiske baggrund. "Imidlertid er denne gren af ’sygdommen’ en særlig afart, som lever skjult i de fleste modstandere af denne livsstil," hedder det – og denne lære vil sikkert brede sig under titlen: ’Vi er alle homoseksuelle’!

 

EKSPERTERNES RÅD

For nogen tid siden blev en storstilet film produceret, hvori handlingen især drejede sig om de lidelser, som gennemgik under korsfæstelsen. En underlig stilhed faldt over de store kinopalæer, da disciplenes samtaler i Getsemane Have blev refereret. Ordene faldt på aramæisk, som var det sprog Jesus talte. Altså syrisk prægede sætninger – og ikke hebraisk, som de fleste forestiller sig. Af samme grund er det ikke uden betydning, at et af de fornemste og mest aktuelle bibelske skrifter, Daniels Bog, allerede fra begyndelsen af sit 2. kapitel og indtil afslutningen af sit 7. kapitel er forfattet på ’Jesu modersmål’, aramæisk. Ja, det er som indholdet af netop dette særlige afsnit af dette profetiske værk får en særlig betydning – ja, det er som hører man Jesus tale…

Det omtalte afsnit indledes med disse ord: "Kaldæerne svarede kongen (på aramæisk): Kongen leve evindelig! Sig dine trælle drømmen, så skal vi tyde den!" (2:4) Kongens svar var urokkeligt: "Hvis I ikke først fortæller mig, hvad jeg har drømt, så tror jeg ikke på jer, og I vil alle uden undtagelse blive hugget ned!" (v.5)… hvilket med andre ord betyder, at hvis det ikke klart fremgår af eksperternes forklaringer, at de bygger på en guddommelig åbenbarelse, så er deres dage talte… En sådan lignende situation (mener jeg) står de styrendes højt betalte rådgivere i, når det i denne time drejer sig om at vejlede deres jordiske chefer med hensyn til den vej, der fører videre frem.

 

KRISTI KIRKE ER IKKE RÅDVILD

Rådvildhed præger Europas ledere efter Englands udtræden af Det Europæiske Fællesskab… men denne usikre forvirring præger ikke Kristi kirke og menighed. Den henviser i denne time til skriftordet, som siger: "Han lader tider og stunder skifte, afsætter og indsætter konger, giver de vise deres visdom, og de indsigtsfulde deres viden" (Dan.2:21).

En ting er sikkert i de begivenheder, som for tiden udspiller sig for øjnene af alle EU-borgere… go netop som usikkerhed på usikkerhed vil melde sig og få forventninger hos statsmænd og politikere til at styrtdykke – så er dette ene sikker: Gud er i kontrol. Når sådanne omskiftninger finder sted, som det i øjeblikket er tilfældet, så er det Guds usynlige, styrende hånd, der er bag. "Han lader tiderne skifte," hedder det, hvilket vil sige, at det ikke er noget menneske, der leder verdens gang. Det er ikke skiftende politiske sejre eller nederlag, som får troner til at vakle og alliancer til at briste. Der er Den Almægtige, som afsætter og indsætter magthavere – og alt, hvad Han gør, følger den hemmelige plan, som Den Evige, Himlens og jordens Skaber, Universets Herre og Israels vogter har med Jerusalem og Hans blodkøbte menighed på jorden.

 

FALLITERKLÆRINGEN

Det er på tale at se i øjnene, at når de såkaldte ’vismænd’, veluddannede rådgivere og højtbetalte eksperter skal understøtte politiske beslutninger med de ord, som perserkongens ’kaldæere’ på Daniels tid afleverede til majestæten, så er det en falliterklæring. "Umuligt," sagde de til Nebukadnezar, idet de tilføjede: "Kun guderne kan klare den sag – og de bor ikke hos dødelige" (Dan.2:11).

Til dette er at sige, at Danmarks Grundlov i sin 67. paragraf ikke skriver ’Gud’ med kaldæernes ’lille g’. Grundloven skriver ’Gud’ med stort. ’Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud’ hedder det (§ 67)… hvilket vil sige, at den danske forfatning henviser til en evangelisk-lutherske lære om Gud, og om Ham kan ingen sige, at ’Han ikke bor hos de dødelige’ (Dan.2:11). Det kristne evangelium præciserer, at ikke blot ’bor Gud hos de dødelige’ (Johs.1:14) og ved Sin Hellige Ånd forbliver Han i vor midte, thi Han har ikke ’ladt os faderløse’ (Johs.14:18) men de, der søger Ham, finder Ham!" (Matt.7:7).


TILBAGE