RETSOPGØRET
138

TIDENS TEGN

For kort tid siden blev jeg af en kær ven og familiemedlem (som imidlertid er en hårdnakket modstander af evangeliet) atter præsenteret for den udtalelse, at ’hvis Gud tillader krig, så er Han en ond Gud’ – (og ’ham’ ville vedkommende ikke have noget med at gøre…). Netop denne holdning vil i den kommende tid blive hårdt prøvet. Det profetiske skema, som Jesus fremlægger i det 24. kapitel hos Mattæus, er dystert og forfærdende og lægger ikke skjul på, at det er Den Almægtige, Himlens og jordens Skaber, som står bag hele dette hårrejsende endetidsforløb.

"Bed om," siger Jesus, "at jeres flugt ikke skal ske om vinteren, ej heller på en sabbat, for der skal komme en stor trængsel, hvis lige ikke har været…" (v.20)… hvilket helt klart beskriver forhold, som mange ikke kan godtage som værende i overensstemmelse med deres (personlige) opfattelse af ’en kærlig Gud’.

Hvis det er sandt, at den hvide paveskikkelse, som d. 31. oktober 2016 holdt sit indtog i den Lutherske Domkirke i den lille universitetsby, Lund, i Sverige, nærmer sig Åbenbaringsbogens billede af begyndelsen på en forsoning og fredsbevægelse, der sejrende ’rider ud over jorden’ – så er nationernes forberedelser til en efterfølgende storkrig profetisk retfærdiggjort. Da vil den dom, der absolut først skal have fodfæste inden for væggene af Guds hus (1.Pet.4:17) ’ved at tage sin begyndelse’. En dynamisk og velstruktureret fredsbevægelse vil gennemføre sin forudbestemte sejrsbane med installeringen af den ’falske fred’ (1.Thess.5:3) inden den 3. verdenskrigs ragnarok begynder (Ez. kap. 38-39).

Mens verden ’venter’ på den 3. verdenskrig (som i Bibelen har betegnelsen ’Gog-krigen’) ligger en kæmpe-ubåd og gør sig klar til startsignalet i Cherbourg i Frankrig. 387 lignende internationale giganter lurer allerede under overfladen i de syv verdenshave. De vejer hver for sig mellem 5000 og 8000 tons – og kan fra deres positioner under havoverfladen ramme træfsikre mål 1000 km inde i landet. Den franske ubåd, som sammensættes af 950.000 dele (enkelte blokke vejer 250 tons) har indtil nu kostet 9 milliarder Euro (mere end 70 milliarder kroner) og er udrustet på en supermoderne James Bond-manér. Besætningen består af 63 mand, som hver har lidt mere end én kvadratmeter til sin rådighed.

Men dette er kun et lille ’tidens tegn’, en hvid hest er på vej ind over jorden (Åb.6:1) – og denne hest er (mener jeg) et større tegn end noget andet!

Med pave Frans’ besøg i Sverige, mandag d. 31. oktober, nøjagtig på dagen ét år før 500 årsdagen for Martin Luthers teser på kirkedøren i Wittenberg, synes der at åbne sig nogle profetiske perspektiver, som bør bemærkes – og ikke på nogen måde bør underkendes af folk, som er akademisk-forsigtige med at bevæge sig ind i det afsnit af Ny Testamente, der beskæftiger sig konkret med endetidens begivenheder.

At samtidig to danske biskopper officielt samledes ’under samme domkirke-tag’ som ’Den hellige Fader’ fra Rom, er – det kan ikke benægtes – et ’tidens tegn’. De lutherske bisper kom sammen med Den katolske Kirkes overhoved til fælles bøn i Lund Domkirke for dér at markere reformationens 500 år jubilæum. I forbindelse med denne fælles bøn underskrev paven og præsidenten for det Lutherske Verdenssamfund et fælles dokument, der havde bl.a. følgende indhold: "Mange medlemmer i vores kirkesamfund længes efter at modtage nadveren ved det samme bord som det konkrete udtryk for den fulde enhed. Vi mærker smerten hos dem, der deler hele livet, men som ikke kan dele Guds forsonende tilstedeværelse ved nadverbordet. Vi anerkender vores fælles præstelige ansvar for at imødekomme vore folks spirituelle tørst og sult efter at kunne være ét i Kristus. Vi længes efter, at dette sår på Kristi Legeme må heles. Dette er formålet med vore økumeniske bestræbelser, som vi ønsker at fremme, også ved at forny vores forpligtelse til teologisk dialog.

Denne tekst er (hvilket jeg fremover nærmere vil belyse) af en art, at de hundrede og tusinder martyrer, der ifølge Ny Testamente lader deres protestråb lyde under det himmelske alter (Åb.5:10) – ved dette må rejse sig for atter at lade deres indsigende røst lyde! Blandt disse er den böhmiske reformator, Jan Hus, som i 1415 gik på bålet, fordi han nægtede at godtage pavens lære om Det Hellige Måltid.

Lad mig forklare:

Medens en fjerdedel af Frankrig oplevede den værste oversvømmelse i 100 år, åbnede den franske præsident den mellemøstkonference, hvor 26 nationer skulle tale om fred – mens Israel ikke var indbudt. Da konferencen åbnede, brød den store flod, Seine, som skærer gennem Paris gennem alle diger, og vandet steg 4 meter højere end normalt. "Vandet kom utroligt hurtigt," meddelte korrespondenter. "På fem minutter nåede det op til første etage. Hvor mange plager skal Frankrig rammes af?" spurgte Jyllandsposten i en overskrift. Få sætter imidlertid dette drama i forbindelse med den Paris-konference, hvor den halve verden (uden at Israel kunne deltage) skulle søge at bestemme, hvor grænsedragningen i en forventet palæstinensisk hovedstad i Østjerusalem skulle foretages. Mens det store ’kunstens tempel, Louvre, i Paris i nederste etage blev tømt for kunstværker (en kvart million) blev et andet kunstmuseum, ’Musée d’Orsay’ også lukket. Flere slotte udenfor Paris tog skade. "Det ligner et angreb på vor kulturarv," udtalte den franske kulturminister. Jerusalem Post skrev lakonisk i en overskrift: "Hvornår lærer de det?"

 

’DE SKAL OPRUSTE…’

"Vi er ikke så splittet, som mange tror, "er statsledernes indstilling, som de for tiden (både på tinge og i medier) gentager; de nægter hårdnakket at indtage (som de selv siger) ’en pessimistisk holdning’. De bibelske profeter taler imidlertid et andet sprog. De anerkender, at der vil ’forekomme en større enhed’ – ja, at der vil fremstå nye fredsalliancer, som verden endnu ikke har set magen. Disse vil imidlertid (med en hidtil ukendt politisk energi) afsluttende føre til, at nationerne vil samle sig i et globalt forberedt, militært angreb på Israel! Forinden vil de ifølge Bibelen (citat): ’opruste og holde sig rede’… thi de skal (erklærer Bibelens profet, Ezekiel) ’overfalde et land, som fra mange folkeslag er samlet samme på Israels Bjerge’ (38:8).

Af den grund bør de ansvarlige (inklusivt de styrende i Danmark mener jeg) især være opmærksomme på den faretruende, bibelske forudsigelse: "De skal opruste og holde sig rede…" (v.7)… og dermed ikke at forglemme, at forudsigelsen gælder en endetidsepoke (v.8), hvor de mest grusomme, religiøse monstre uophørligt dukker frem ansporet af den djævelske fanatisme, der netop hører sådanne tider til, hvor krigen venter forude! Den gamle, jødiske seer taler nemlig ikke om, at det kun er ét enkelt land, der skal smede nye slagsværd af dimensioner, som er foruroligende. Nej, profeten henvender sig til en (præcist udpeget) verdensfyrste med ordene: "Du skal opruste… sammen med hele den skare, som er samlet om dig (Ez.38:7). Med henblik på sådanne pludselige ’oprustninger’ er det af afgørende betydning, hvad der d. 13. juli 2016 skete i Berlin! Herfra meddeles, at ’Bundeswehr rekrutterer yderligere 700 mand til de 185.000, som er under våben. Hæren køber endnu 100 Leopard-kampvogne. Militærudgifterne stiger (over de næste fem år) fra 34 til 40 milliarder kr.)… og verden kan forvente, at hvert eneste nystøbt projektil vil blive brugt! "Men forud for det," siger Ny Testamente, "vil en hvid fredsganger ride ud over verden… fra sejr til sejr… (Åb.6:2).

Forleden talte jeg med en ’ekspert-ven’ om vor situation. Samtalen drejede sig først om Englands forbløffende beslutning at forlade Det Europæiske Fællesskab. "Vi bør ikke være overraskede," sagde min ’ekspert-ven’, "gennem årtier har vi bedt Gud om at gribe ind i den måde, som tingene blev styret på fra EU-hovedkvarteret i Bruxelles og Strassburg – og når Gud nu svarer, og med et slag ’renser luften’, så må vi ikke overraskes." Det samme gælder (tør jeg her indføje) den for mange bemærkelsesværdige danske landsretsbeslutning, som d. 28. juni 2016 i overensstemmelse med tidsåndens hærgen blev truffet – imod al jordisk retfærdighed. Ej heller her bør de danske borgere blive overrasket. Landets troende har i årtier bedt Gud om at gribe ind i det antikristelige fordærv, som spreder sig – og nu er dette indgreb en nødvendig realitet, der må få sine omfattende konsekvenser. Sagen er herefter berammet til d. 16. marts 2017 i Højesteret – og det er øjeblikket, hvor de troende i landet bør samle sig omkring denne sidste store udfordring.

 

DET GUDDOMMELIGE LØFTE

I forbindelse med de uroligheder, som følger i kølvandet på Englands farvel til EU – så mangler det ikke på politikernes kommentarer. De er langtfra enslydende og dybest set skræmmende i deres mangel på indsigt i, hvad der venter Europas borgere i fremtiden. Når profeten Daniel taler om den viden, som er nødvendigt for at kunne bringe folk og rige gennem den nye og foruroligende fase af verdenshistorien (’tider og stunder, der skifter) så udbryder han: "Gud giver de vise deres visdom og de indsigtsfulde deres viden" (Dan.2:21).

Heraf kan det udledes, at det ikke er den menneskelige, medfødte kløgt eller det tillærte politiske skarpsind – ej heller årenes smerteligt bibragte erfaring, som kan redde en nation fra skæbnesvangre fald eller undergang; nej, kun den visdom, der gives fra Gud og den indsigt, som kommer ved åbenbarelse, kan føre et land og dets folk gennem den kommende trængsel. Det vil sige, at Gud ikke blot overgiver folkeslagene og deres ledere til deres uundgåelige skæbne – men at han lader mænd fremstå, som i nødens time kan vejlede med Herrens Ånd og Herrens Ord… hvis de ansvarlige vil lytte til dem! For tiden åbner mange af disse Herrens tjenere Ny Testamente på det sjette kapitel i Åbenbaringsbogen. Her fortælles om den rytter, der nu rider gennem lande og riger med et projekt om fred. Spørgsmålet er, hvad det er for en fred?

Tænker vi småt, eller tænker vi stort? I tilfælde af, at vi er op imod små hverdagsproblemer, behøver vi ikke at tænke stort, men er vi op imod vore største ærkefjender, er vi nødsaget til ikke at tænke småt. Er vi op imod en begivenhed, som har en mægtig reaktion i himlen, må vi beregne, at vi kommer til at møde nogle giganter, og vi bliver da udfordret til at tænke som Gud tænker. Moses kunne efter sine 40 år med sin svigerfar, Jetros får i ørkenen ikke vænne sig til den tanke, at han skulle stå frem for Farao, og han var klar over, at han skulle møde nogle af Israels folks ældste. De havde 400 års slaveri bag sig og selv var født ind i et forudbestemt socialt arrangement (Egyptens trældom) og derfor næppe var motiveret til at tænke anderledes end en livegen slave tænker. Da Moses fik udleveret sin opgave ved den brændende tornebusk, havde han derfor kun ét at holde sig til: Gud havde givet ham et løfte.

Israels Gud havde sagt til ham: "Jeg er med dig!" Efter et sådant løfte behøver ingen længere at tænke i overensstemmelse med ’rundgangen af den sociale rutine’, ja, med et sådant tilsagn er der åbnet mulighed for overvejelse, syner og handlinger af en dimension, der ligger ud over det normale. Dermed er det menneske, som sendes af Gud, trådt ind i en så overraskende meningsfyldt struktur, at der er al mulig grund til at konfrontere Farao med Guds Ord; den, som er sendt at Gud, tænker længere end til hverdagslivets bekymringer. Han tænker stort og er ikke bange for at udfordre de åndskæmper, der indtil nu har plaget og hærget en hel nation.

Den mægtige perserkonge på profeten Daniels tid (fortælles det) anede, at noget dybt foruroligende nærmede sig. ’Hans sind blev uroligt, så han ikke kunne sove’ Desværre er det sådan, at der er mænd, som i denne skæbnetime har overvældende ansvarsbyrder hvilende på deres skuldre, men som sover ubekymret og letsindigt til langt op ad formiddagen, fordi de dybest set ikke har noget begreb om øjeblikkets storhed. Perserkongen på Daniels tid lod sine rådgivere hente, og han stillede dem overfor en opgave, som efter menneskelige forhold var mildest talt umulig. "Der findes ikke en konge, der har forlangt noget lignende af sine rådgivere" (erklærede de indkaldte eksperter). "Kongen fordrede et overnaturligt svar" (Daniel 2:10-11) Og dette er netop den situation, som nationernes ledere befinder sig i for tiden. Den almindelige, trættende, tomhjernede høringsrunde (blandt de folkevalgte) ejer ingen vægt! Hvad de styrende har brug for i denne time er åbenbarelse fra Gud…

 

DET TYRKISKE EKSEMPEL

Efter at München i Tyskland oplevede et af de seneste terrorangreb (med op til ni dræbte)… efter tragedien i Nice med 84 dræbte og det mislykkede statskup i Tyrkiet med et ukendt antal dræbte (og nu mere end 65.000 arresterede borgere) melder spørgsmålet sig, hvem der næste gang står for tur? At det midt i Europa indenfor timer kan oprettes en tyrkisk Guantanamo-lejr, må sende kuldegysninger gennem den vestlige verden! Hvor solidt er det efterhånden frønnede plankeværk, der kaldes ’retsstaten’ (med konstitutioner, der juridisk og åndeligt skulle kunne betragte statsstyret som ’en moralsk person’)? Hvad menes der med apostelens ord i Ny Testamente, at der vil fremstå nogle, der ’holder igen på den lovløse udvikling’ (2.Thess.2:6-8)? Hvad kan Danmark forvente, når de styrende indgår gejstlige og politiske alliancer (og bliver venner) med dem, der ønsker al landsens ulykker og terror over Israel, og som i sit retssystem åbenlyst frasiger sig den juridiske, positive forståelse af staten som ’en moralsk person’.

Det mislykkede kupforsøg d. 15.-16. juli i Tyrkiet kostede i de første timer 250 mennesker livet. 6000 personer blev smidt i fængsel, 34 generaler arresteret, og 2745 dommere og statsembedsmænd ’blev tilbageholdt’. "De kommer til at betale dyrt for deres oprør," lød præsident Erdogans trussel. Han opfordrede i de farligste nattetimer befolkningen til at ’forsvare demokratiet’. Det førte til lynch-episoder af folk, der på stedet foretog ’afstraffelser’ af mistænkte. Et foto, der viser en flok tilfangetagne soldater blive pisket med et læderbælte ’løb verden rundt’.

Den 20. juli indførte præsidenten undtagelsestilstand, og herefter blev (som omtalt) mere end 65.000 tyrkere sat bag lås og slå. En udrensning (som aldrig har set sin lige i Tyrkiets historie) fandt sted på landets universiteter, hvor 15.200 undervisere er blevet ’suspenderet’. 34 journalister fik frakendt deres pressekort. Enkelte aviser blev standset før de kom i kioskerne, (hvoraf adskillige blev lukket og tilskoddet.) De muslimske imamer har spillet en stor rolle i denne omvæltning. Fra minareterne udsendtes opråb om at forsvare Erdogans ’demokrati’. Råbet ’Allahu Akbar (Gud er stor) lød fra moskeernes bedetårne. Kæmpebannere med påskriften: ‘Lad os bekæmpe de djævelske hunde’! – lader ane, at endnu et internt opgør mellem modstridende muslimer og andre trosretninger (de kristne) var under optræk. Der vil flyde blod…

Timen synes at være inde, at de antikristelige og antisemitiske (Israelsfjendske) kræfter ’samler sig’, som på et tidspunkt (som en intern, allieret blok) skal angribe Israel (Ez.38:7-8). Med henblik på de seneste begivenheder i Tyrkiet, samler opmærksomheden sig om følgende bibelske forudsigelse: "Gomer med alle dets hobe (allierede), Togarmas hus fra det yderste nord med alle dets hobe (allierede)… mange folkeslag er med (… i ’overfaldet på det folk, der er sanket sammen på Israels bjerge’ (Ez.38:6+8). ’Gomer’ er efter de lærdes opfattelse det nuværende Europa. (Ordet ’germansk’ siges at være i familie med denne betegnelse). ’Togarmas hus’ er ifølge troværdige kommentarer at identificere med det nuværende Tyrkiet.

Dersom disse forklaringer er i overensstemmelse med de bibelsk-historiske kendsgerninger, synes der at være en spinkel antydning af, at hvad nu er sket i Tyrkiet, fjerner Ankara fra Europa og nærmer det til Moskva. Det er betegnende, at de europæiske statsledere (med Tysklands protestantiske Angela Merkel i spidsen) i disse dage på det stærkeste betoner, at indførelsen af dødsstraf i Tyrkiet ’under ingen omstændigheder harmonerer med den europæiske unions idealer’, samt at Tyrkiets præsident, Erdogan, (efter kupforsøget) arresterede de to tyrkiske piloter, der skød en russisk bombemaskine ned i november 2015… et ’lille signal’ til Putin i Kreml, at nedskydningen af ’en så nær ven’ var en fejltagelse. – "På den dag blev Herodes og Pilatus venner…" (Luk.23:12) "hvilket vil sige," mener jeg, "at når det profetisk forudsagte øjeblik oprinder, så kan de mærkeligste politiske og religiøse konstellationer forekomme. Det, som eksperterne havde regnet for ’umuligt’, bliver pludselig muligt. Som dette princip virkeliggjordes ’på den dag’, hvor Jesus blev korsfæstet i Jerusalem, sådan vil de vanskeligst forståelige politiske alliancer finde sted med hensyn til ’de sidste dages’ angreb på Israel. Dette bør, ses bl.a. ud fra dette synspunkt, at Danmarks stilling til oprettelsen af en Israel-fjendtlig palæstinensisk stat midt i det bibelske kerneland, ’Samaria og Judæa’, er af stor betydning for landets egen fremtid. Om disse afgrundskræfter forklarer Ny Testamente at ’før havde der været fjendskab mellem dem. Nu forener de sig for at gennemføre deres onde plan’.

 

JEG ER ULYKKENS SKABER

Frankrig er stadig i gråd og tårer over den grusomme terrorhandling, som fandt sted i Nice som afslutning på nationaldagens 14. juli-festligheder. Befolkningen samledes i de timer med deres ledere i de vældige katolske katedraler. Iveren efter at trøste og hjælpe var overvældende. Spørgsmålet er imidlertid, om der blandt de tusinder af landets præster er én, som tør læse ordene fra Esajas: "Herren er Jeg, ellers ingen, uden Mig er der ingen Gud. Jeg er lysets ophav og mørkets skaber, velfærds kilde og ulykkens skaber" (Es.45:5-7).

Efter tvillingetårnenes fald i USA trådte en hvidhåret, gammel prædikant op på talerstolen i en af de største kirker i Washington. Det var den nu 98-årige Billy Graham. Fem præsidenter med deres fruer sad i den store, sørgende forsamling. Prædikenen blev meget kort. Billy Graham sagde: "Jeg er nu en gammel mand. Hele mit liv har jeg i mange lande prædiket ét og samme budskab: "Omvend jer og tro på Herren Jesus! I dag siger jeg: "Amerika! Omvend dig!" Derefter steg USA’s gamle forkynder ned fra prædikestolen. Hans ord gav ekko i hele Europa… helt op til Danmark i det kolde nord!

En næsten surrealistisk scene udspillede sig d. 14. juli i Nice i Frankrig. Medens et storslået fyrværkeri fejrede den årlige nationaldag over byen, rasede en lastbil ind i den illuminationsbetagede menneskemængde. Over en strækning på 1700 meter såede denne ’dødens dæmon’ drab og lemlæstelse. Den efterlod 84 dødsofre og et stort antal kvæstede mænd, kvinder og børn. Frankrig spørger i dag: Hvad er det, der sker? Medierne giver alle slags svar. Kun én forklaring er på forhånd udelukket! Den nævnes ikke med et ord. Det er den, som den jødiske profet Amos udtaler. Han siger: "Mon ulykke sker i en by, uden Herren står bag?" (3:6) og fortsætter: "Nej, Den Herre Herren gør intet uden at have åbenbaret sin hemmelighed for Sine tjenere, profeterne…" (v.7) hvilket vil sige, at hvis nationen vil have en forklaring på det skete, så er det ikke politikerne, præsidenten eller medierne, de skal spørge. Så er det de Guds tjenere, for hvem hemmeligheden er blevet åbenbaret.

Inden profeten Amos afleverer denne opsigtsvækkende (og for de fleste uacceptable) meddelelse (at det kunne være Gud, som stod bag en så rædselsfuld hændelse) lader han ane, hvad der ligger bag en sådan (for mange uforståelige) forklaring. Han siger: "Mon der stødes i horn i en by, uden folk farer sammen?" (v.6) – "Jamen," vil de fleste indvende. "Vil Gud tillade, at en så forfærdende begivenhed indtræffer, så at ’folk farer sammen’. Skriftens svar på dette spørgsmål er: "Ja, efter at ’den hvide hest’ (Åb.6:1) har foretaget sit freds-sejrs-ridt vil der i det efterfølgende ske forfærdelige ting af en sådan art, at folk rives af deres trygge ligegyldighed – og de styrende forstår, at de i deres lovgivning har med Gud at gøre!

 

KÆMPESPEJLET

"Hør dette ord, som Herren taler imod jer," sagde profeten velvidende, at ingen vil lytte (Amos 3:1). Man hører gerne på ’det gode budskab’, men holder sig (irriteret og harmfuldt) for ørerne, når tonen får en anden lyd. Derfor siger apostelen i denne for land og folk så alvorlige time: "Så se da Guds godhed og strenghed; Hans strenghed mod dem, der faldt, Hans godhed mod dig, hvis du bliver i Hans godhed; ellers bliver du også hugget af" (Rom.11:22). For mange af Europas ’kristne nationer’ (inklusivt Danmark) er det påtrængende at forstå, at det evangelium, som de for århundreder siden blev betroet, er indbefattet i apostelens ord: "Så se, da Guds godhed!" (v.22) – mens ordene: "Så se da Guds strenghed mod dem, der faldt" bl.a. peger på de nationer, som i dag åbenlyst beviser, at de ringeagter det evangelium, som for århundreder siden blev skænket dem som en nådegave fra Gud.

Det budskab, der derfor i disse begyndende ’trængselstider’ bør forkyndes for Europas folk og riger, er, at de nu for alt i verden må ’blive i Hans godhed’ (v.22). Set i det kæmpespejl, som i disse smertensdage løftes op for de europæiske nationers øjne, betyder det, at de ikke et øjeblik må lade sig fravriste den ’Guds gode gave’, at evangeliet blev dem overdraget. "Hvis I ikke bliver i denne godhed," advarer apostelen, "så bliver også I hugget af!" (v.22) Selvom det i dagens Danmark vil være at betragte som den rene vranglære, hvis en eller anden forkynder skulle driste sig til at erklære, at visse danske lovgivere har ført nationen til ’fald’ – så vil ’afhugningen bevise sig. Guds strenghed og vrede vil fra himlen blive åbenbaret!" (Rom.1:18)

Når løven brøler, falder der frygt over landsbyens indbyggere – og når Herren taler, så kan profeterne ikke længere forholde sig tavse (Amos 3:8). "Derfor er det underligt, at folk i Danmark tager løvens brølen med en så udpræget ligegyldighed og mangel på agtpågivenhed – og det er (i allerhøjeste grad) bemærkelsesværdigt, at Herrens tjenere, profeterne, ikke siger et ord! Hvordan kan de undlade at profetere, når Herren taler? Hvordan kan de forblive stumme og ’intetsigende’, når Herrens røst får dørstolperne i Guds hus til at skælve? (Es.6:4)

Så lad da dette blive kundgjort om en ikke fjern fremtid i Europa: "Så siger Herren: Fjender skal fare gennem landet, dit værn skal blive taget fra dig, og du vil blive udplyndret! (Amos 3:11) – "Både vinter- og sommerhus knuser Jeg. Elfenbenhusene ødes; de mange huse går tabt, lyder det fra Herren…" (v.15) – De, som har øren, høre…

Kristi menighed står ikke uden forklaring, når det drejer sig om at skulle gøre rede for disse dages ’uforklarlige hændelser’. Om dette siger Skriften: "Nej, her opfyldes det, der er talt ved profeten, Joel" (Ap.G.2:18).

Denne erklæring (ved apostelen Peter) på pinsedagen i Jerusalem er (at betragte som) ’indstiftelsen af en ny form for profetisk tjeneste’. Ikke sådan at forstå, at de nytestamentlige profeter herefter ophører med at forudsige begivenheder som f.eks. en kommende hungersnød (Ap.G.11:28) eller advarende budskaber (Ap.G.21:10-11) – men her (pinseprofetien) gives på stedet en apostolsk forklaring på en profetisk opfyldelse af et præcist udsagn, som (af en bibelsk seer) er givet for århundreder siden. Med ordene: "Her opfyldes det, der er talt" giver (som det fra nu af vil ske) en myndig forklaring på hændelser, som i en aktuel situation (som det netop i dag er tilfældet) forekommer uforståelig… Det vil sige, at Den opstandne Herre i disse dage ’indsætter’ profetiske tjenester, der med apostolsk myndighed er i stand til at give menigheden – ja, folket og dets styrende embeder – en forklaring på tildragelser, som ingen andre er i stand til at kunne gøre rede for. De ’givne forklaringer’ og ’udlæggelser’ af sådanne begivenheder (der synes at være forårsaget af kræfter, der ikke hører denne verden til) må i hvert tilfælde have sin rod i Den Hellige Skrift. Hvis dette ikke er tilfældet, kan de givne ’tolkninger’ ikke godtages som værende inspireret af Helligånden! Henvisningen må nødvendigvis være af samme art som pinseprofetien: "Her opfyldes det, der er talt ved profeten, Joel" (Ap.G.2:18). Altså et skriftords præcise opfyldelse af den profet, der henvises til…

Når Jesus siger, at der skal komme tider, hvor ’folkene skal ængstes i rådvildhed over havets og brændingernes brusen’ (Luk.21:25) – så er netop den epoke kommet, hvor en ny, forklarende form for profetisk tjeneste må opstå. Om dette siger Skriften:

"Og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti i Skriften lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud."

Selvbestaltede profeter og ’falske apostle’ (Matt.7:15 og 2.Kor.11:13) vil ikke have nogen jordisk chance for at kunne lukke op for én eneste af ’Skriftens profetier’. De har ingen åbenbarelse fra Gud, og nøglen til at fatte det reelle indhold af Bibelens profetiske forudsigelser vil aldrig blive lagt i deres hænder.

Mange vil i den kommende tid prøve at give udseende af, at de kan ’tyde’ Den Hellige Skrifts forudsigelser. Men de gamle, jødiske profeters udsagn ’lader sig ikke tyde’ ved nogen menneskelig spekulation eller såkaldt ’teologisk tolkning’. De, som åbner for de hemmeligheder, som Bibelens profeter afleverede, må være ’drevne af Helligånden’, og de må i deres tydning udelukkende ’udtale, hvad de får fra Gud’ (2.Pet.1:20-21).


TILBAGE