RETSOPGØRET
139

STATEN GØR ’REGNING UDEN VÆRT’

Torsdag, d. 28. juni 2016, kl.09:00 stillede statens kammeradvokat ved Landsretten i Bredgade i København for at forsvare to af regeringens ministre mod ’at have lovgivet i strid med Danmarks Grundlov’. 300 danske borgere stævnede staten for grundlovsbrud, da den i 2012 vedtog loven om kirkelige vielser af par af samme køn. Tidligere kirkeminister, Manu Sareen, blev af borgernes sagfører, Nikolaj Nikolajsen, Lou advokatfirma, Randers, indkaldt som vidne. Landsretsdommerne gav staten medhold, og borgerne har anket sagen, som nu er berammet ved Højesteret d. 16. marts 2017. Det 10. kapitel af ministerens nylig udkomne selvbiografi fremlagdes som ’retskilde’ på Landsrettens bord – og det er i dette ’10. kapitel’, at en minibog, ’Retsprotokol’, foretager en dybdeboring. I kapitlerne ’det sorte decembermødes bedrag’ og ’ministerens mistænkelige midnatsmail’ stilles der skarpt på den tidligere kirkeministers såkaldte ’Manu-manipulationer’ og i kapitlerne om ’de syv grundlovsord’, ’Homo-kysset’ og ’det mørklagte, ministerielle møde’ gøres der op med det nyindførte homovielsesrituals forulempelse af den danske forfatning. Bogen er på 175 sider, udgivet på forlaget, Pilgrim Convoy, koster 99 kr. og kan bestilles på ekspeditionsadressen: allen@godisable.dk – og jeg vil anbefale, at mange skaffer nogle eksemplarer hjem og giver den som julegave.

Hvad der egentlig ligger bag det fatale stykke ’Enighedspapir’, hvormed en statspålagt, tilsyneladende ’kursushjernevask’ skal finde sted for præster, prædikanter og andre embeder indenfor frikirkerne, anes i Danmarks Grundlov… Den nuværende § 69 i forfatningen har nemlig siden 1849 pålagt folketinget, at (citat): ’de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov’. Folkekirken har haft en tilsvarende uopfyldt løfteparagraf (§ 66) – og det fornemmes i disse dunkle dage, at et øget tryk forekommer med hensyn til netop disse to grundlovsparagraffer. Folkekirkens forhold til den påtrængende statsstyrelse er som omtalt endt i retten. De samme (påståede) grundlovsovertrædere spøger imidlertid også, når det drejer sig om frikirkernes stilling. Staten vil have mere magt og arbejder intenst på at overtage styret over hele Kristi menighed i Danmark. Øjeblikket er kommet, hvor alle kristne alle vegne bør melde sig på barrikaderne…

Når det i ’Enighedspapiret’ under rubrikken: ’obligatorisk kursus i dansk familieret’ hedder (citat): ’Aftaleparterne er enige om’ – så standser denne selvpåtagede ’enighed’ her! Der gives imidlertid ikke i Danmark nogen mulighed for, at politikere (om de er nok så meget indbyrdes ’enige’) med hensyn til et eventuelt grundlovsbrud kan ’gøre regning uden vært’. ’Aftaleparterne’ (altså de respektive repræsentanter for de politiske partier) kan være hundrede gange enige om at træffe beslutninger vedrørende de dybeste samvittighedsspørgsmål med hensyn til (citat): ’præster… forkyndere eller tilsvarende embedsindhavere i trossamfund uden for folkekirken’ – men disse partipolitiske ’endrægtige’ beslutninger har med henblik på den kristne menigheds grundlovsbeskyttelse ingen betydning så længe, de (som det her er sket) er taget hen over hovedet på dem, som det i virkeligheden drejer sig om. Frikirkerne vil imidlertid på vejen ind i det nye år i denne sag på ny blive grundigt testet. Er de parate til i opgørets og offerets time at opgive dele af deres såkaldt ’officielle status’, som f.eks. regulering af retlige kompetencer og forskellige privilegier fra den danske stat, retten til f.eks. at forrette vielser med borgerlig gyldighed og skattefrihed i forbindelse med donationer.

Det bliver imidlertid (sådan ser jeg det) retten til ’at foretage vielser’, der fra nu af bliver det springende punkt. Hvis f.eks. Den russisk ortodokse kirke ikke vil sige ja til at vie homoseksuelle (og det vil den ikke) – så vil kirkens vielsesbemyndigelse (efter ’Enighedspapiret’ at dømme) blive trukket tilbage… Ingen skal ej heller være så naiv at tro, at nogen ’kursushjernevask’ vil kunne overbevise en muslimsk imam, så at han indvilliger i at vie homoseksuelle i moskeen…

 

STATEN – DEN NYE BILLEDSTØTTE

Tidligere socialminister, Manu Sareen, nedsatte i september 2014 en kommission, der skulle se på en lovregulering for alle trossamfund uden for folkekirken. Heraf fremgik det med uhyggelig tydelighed, at ministeren ikke agtede at udpege medlemmer til kommissionen fra de berørte trossamfund. Danske Kirkers Råd (DKR), der repræsenterer 15 godkendte og anerkendte trossamfund (herunder den katolske kirke, baptistkirken, metodistkirken, pinsebevægelsen, apostolsk kirke m.fl.) skrev i den forbindelse et brev til ministeren og anmodede om en samtale for at gøre gældende, at netop de berørte trossamfund må være de nærmeste til at deltage i beslutninger af den art. D. 14. nov. samme år svarede socialminister Manu Sareen, at ’en sådan samtale kunne ikke finde sted! Kommissionen ville blive nedsat som planlagt. Frikirkerne kunne ikke deltage! (Et i mine øjne provokerende, uforskammet svar fra en folkevalgt minister til borgerne i 100 danske trossamfund). Det er imidlertid mere end tydeligt, at også den nuværende kirkeminister med denne nye ordning (om løfteafgivelse) for trossamfund uden for folkekirken på samme vis (som hans forgænger, Manu Sareen) byder folkekirken og de øvrige trossamfund ulige kår. Folkekirkens præster skal ikke på kursus, og de skal ikke underskrive nogen løfteerklæring. I alle disse ikke-folkekirkelige trossamfund (inklusivt katolsk kirke, de ortodokse kirker og kirker fra andre lande) skal samvittighederne nu belastes – ja, om muligt ’reguleres’. Staten rejser sig som en mægtig, ny billedstøtte i Danmark. Den fordrer underordnelse, underskrifter, løfteerklæringer og truer med udelukkelsen fra privilegier og anbringelse på sorte lister.

Det bliver mere og mere åbenlyst, at det i nødens knugende forfølgelsestime, hvor der fra en hel nation stiger bøn og klageråb op til Gud, er klogt at lytte til (som det hedder i Ny Testamente): ’Det guddommelige svar’ (Rom.11:4). Situationen, som der her henvises til, er apostelen Paulus’ genfortælling af den gammeltestamentlige profets, Elias, klage. – "De har slået dine profeter ihjel," råber han, "og dine altre har de nedbrudt. Jeg er den eneste, der er tilbage!" (v.4) Hertil svarer Herren: "Jeg har ladet 7000 blive tilbage, som er mine, og som ikke har bøjet knæ for Baal!" (v.4) – Sådanne folk er til stadighed lyslevende tilstede i vort åndeligt forarmede land. "De er mine," siger Herren, "og de giver dette umiskendeligt tilkende ved ikke at ville bøje knæ for den hedenske afgrundsdyrkelse, som staten vil have indført i den kristne menighed i Danmark. Disse 7000 kaldes nu ’under våben’. Det vil sige til at udruste sig med ordets sværd og bønnens vægterråb… villighed, gavmildhed og bevidsthed om kaldelsens storhed!

 

BAGERNE NÆGTER DA AT BAGE EN KAGE

Et bageri i Nordirland har i slutningen af oktober 2016 tabt en opsigtsvækkende appelsag – der får de danske sagsøgende borgere til opmærksomt at løfte hovedet og spørge, om der kan forventes retfærdighed i det søgsmål, som Højesteret skal behandle d. 16. marts 2017. Sidste år blev et par evangeliske bagere kendt skyldige i ’ulovlig diskrimination’, da de nægtede at bage en kage med påskriften: ’Støt homovielser’. Tre dommere i appelsagen var ikke enige med bagerne i, at man ’støtter en sag’, blot fordi man skriver ’et budskab’ i kagens glasur. Dette på trods af, at selve ordlyden var ’Støt homovielser’. Bagernes kommentar var: "Hvis lige rettigheder betyder, at man kan blive straffet for høfligt at afvise at støtte andre menneskers dagsorden, kan en sådan lov da ændres?" – Det samme spørgsmål stilles af danske borgere til syv højesteretsdommere i marts næste år.

Ifølge de retningslinjer, som EU-rådet med tilsyneladende ’velberådet hu’ har fastlagt og højtideligt vedtaget d. 24. juni 2013, er det ikke mindst ’tanke og samvittighedsfriheden’, som man på bredt europæisk plan søger at sikre. Det vil sige, at såkaldte danske ’statslige aktører’ er med i billedet. "Den frie udøvelse af, at borgerne kan tænke frit og uden ængstelse kan handle efter deres samvittighed bidrager direkte til demokrati og retsstatsforhold," hedder det (stk.1). – Krænkelser af netop denne frihedsberettigelse ’udgør ofte de første indikatorer til konflikt’. Sådan siges det i ’EU-bogen’, som de danske politikere bebudes at handle efter, hvis de ønsker at ’bidrage direkte til demokrati’. Når det modsatte sker (sådan som det i øjeblikket er tilfældet) så fremmer sådanne EU-politikere, embedsmænd og ministre en direkte kollisionskurs med de såkaldte ’universelle, udelelige menneskerettigheder’. Hvor statens jernhånd fordrer underordnelse af tanke og samvittighed, som det på denne dag sker med de danske ’løfteerklæringer’, (som kun frikirkelige prædikanter skal underskrive), så anes det totalitære styre forude…

Det såkaldte ’Enighedspapir’ om en streng gennemførelse af et ’obligatorisk (tvunget) kursus i dansk familieret’, som bl.a. danske frikirkepræster (’præster fra trossamfund uden for folkekirken’) skal deltage i (hvis de fortsat søger ’vielsesbemyndigelse’) er (som det fremgår af den nu stærkt debatterede tekst af ’Enighedspapiret’) netop forbundet med spørgsmålet om kirkelige vielser. Sagen kan derfor i korthed fremstilles sådan, at hvis en frikirkepræst vil bevare eller opnå denne særlige ’bemyndigelse’ (at kunne ægtevie par i kirken), så må han fra nu af (ved afslutningen af det ’kursus’, som han skal deltage i) underskrive en ’løfteerklæring’, at han (i realiteten) vil være parat til også at vie homoseksuelle og lesbiske par… Sigtet er, at danske frikirkepræster med deres underskrift indstiller sig på, at det, de nu (i opdragelseskurset) har lært om bl.a. ’vielser af par af samme køn’, giver dem en (citat): ’forudsætning for, at de fremover på et statsligt grundlag kan vejlede deres menigheder’; disse skal nemlig ’rådgives’, så at deres tro og overbevisning (citat): ’bliver i overensstemmelse med dansk ret’. Heraf kan udledes, at da staten ikke har kunnet få nogen direkte indflydelse på den forkyndelse, som finder sted i Danmarks frie menigheder, så søger man at tvinge menighedernes prædikanter og præster til at deltage i dette ’obligatoriske kursus i familieret’. I så tilfælde er det nemlig ikke længere kun kirkens bekendelsesskrifter (f.eks. Bibelen), der lægges til grund for frikirkepræsternes forkyndelse, men den ’nye indsigt’, som gives dem, der sigter på at få rettet menighedernes medlemmer ind efter samme statslige mønster. Dermed sikrer kejseren sig, at de frie, danske menigheder fremover grunder deres tro (på f.eks. ægteskabet) på en ny ’indsigt’, der er ’i overensstemmelse med dansk ret’. Det vil sige, at frikirkernes forkyndelse bliver banket på plads efter statens bud og regler!

 

UDENLANDSKE GÆSTEPRÆDIKANTER TRUES

Den undervisning, som de danske frikirkepræster fremover SKAL modtage (hvis de fortsat vil bevare deres vielsesbemyndigelse – eller anmoder om en sådan) indeholder syv emner, hvoraf det ene med henblik på præsternes samvittighed har en aldeles afgørende betydning. ’Kursusdeltageren’ skal nøje indføres i den danske lovgivning vedrørende homoseksualitet – og ikke nok med det; den danske frikirkeprædikant skal når han har begrebet den nyeste, danske lovgivning fra 2012 (om indførelsen af det nye vielsesritual for kirkelige vielser af par af samme køn) citat: ’… underskrive en løfteerklæring om, at han (eller hun) i sit virke son forkynder vil overholde denne specielle danske lovgivning. Ordlyden (der gælder for udlændinge) er i sig selv afskrækkende. Den siger, at en opholdstilladelse for en forkynder betinges af underskriften på denne løfteparagraf – hvilket i realiteten vil sige, at hvis fremmede, evangeliske prædikanter kommer på besøg (citat: ’forkyndere med kortvarende opholde i Danmark’), så skal de, inden de rejser ind i landet, give deres ord på, at de ’i deres virke som religiøse forkyndere’ vil være ’i overensstemmelse med dansk ret’, hvilket i realiteten vil sige, at også udenlandske, frikirkelige, evangeliske prædikanter skal vare deres mund, hvis de i deres forkyndelse kommer ind på spørgsmål om bl.a. den nyeste (og nu ved Højesteret anfægtede lov) om kirkelige homovielser.

Da profeten Daniels tre venner blev påbudt, at de mod deres samvittighed skulle tilbede perserkongens gud, så nægtede de at efterkomme kongens befaling. Kongen blev så rasende over deres ’oprør’, at han befalede, at de skulle kastes i den brændende ildovn! Stående over for valget, om de ville bøje sig for magthaverens hensynsløse krav, erklærede de tre hebraiske mænd følgende: "Du skal vide, oh konge, at den gudebilledstøtte, som du har opstillet, tilbeder vi ikke!" (Dan.3:18) Med hensyn til kongens forskrækkende trussel om ’den glødende ovn’ er de tre mænds modige svar gået over i historien. De sagde: "Gud, som vi dyrker, kan fri os af den glødende ovn, og Han vil fri os af din hånd, oh konge, men hvis ikke, så skal du vide, at den billedstøtte tilbeder vi ikke!" (v.18) Denne bibelske beretning, bør som dagens store udfordring indgå i de danske frikirkers (forhåbentlig ’officielle) svar til kirkeministeriets nye krav. Staten udæsker med sine seneste påbud den kristne menighed i Danmark. Lad et så provokerende statsstyre få at se, at der er et folk i dette land, der ’ikke bøjer knæ for Baal’ (Rom.11:4).

 

USPISELIGE RETTER

Grundlovens bestemmelser er korte, kontante og uden omsvøb; de beskæftiger sig med det essentielle (det væsentlige). De overlader detaljerne til dem, der skal forvalte de forskellige paragrafer. – "Det vil imidlertid sige," mener borgerne, "at ’detaljerne kan man tale om, og disse kan vurderes ud fra, hvad der må betragtes som ’almindelig praksis’. Med det kan den kortfattede grundlovsparagraf ikke. Den er hugget ud af granit og støbt i en form, som ikke siden kan ændres. Når nu den 4. paragraf i Danmarks Grundlov erklærer, at den danske folkekirke er en protestantisk kirke, og at den ’som sådan’ skal ’understøttes’ af staten, så kan ingen lovgiver tillade sig at betragte denne ordknappe bestemmelse som ’en detalje’. Den er og bliver et grundstøbt fundament, der ikke nedslides ved brug – en fastknyttet regel, der ikke kan splintres ved et sabelhug. Må Gud forbyde, at Danmarks 4. paragraf udsættes for ligestillingspolitiske interesser eller tidsåndens trivielle tendenser! De politikere, der i dag ’byder til gilde’ ved højesteretsdommernes bord d. 16. marts 2017, bør forinden indse, at de retter, de serverer, er og forbliver uspiselige for dem, som af hjertet søger retfærd og ret…

Allerede for tre år siden udstedte (som jeg ovenfor har nævnt) Det Europæiske Råd i juni 2013 en række klare retningslinjer med hensyn til hvad trosfrihed og samvittighedsfrihed står for i Europa. Hvad der på det seneste er sket i Danmark er langt fra i overensstemmelse med disse internationalt afstukne grænser for statens magt over borgernes tro og indre overbevisning. Det Europæiske Råd er ikke fra i går. 1961 arrangerede Charles de Gaulle det første møde af den art. Ved topmødet i København 1973 blev grundstenen lagt til en første rådssamling i Dublin 1975, og i 1992 beviste netop dette råd sin effektivitet ved oprettelsen af Maastricht traktaten. Danskerne stemte nej til denne traktat. Nejet blev afløst af et ja, der udløste 113 politiskud mod demonstranter i København. Europæisk Råd klargør visse retningslinjer, som også danske politikere har forpligtet sig til at overholde.

Det Europæiske Råd fastlægger EU’s overordnede retningslinjer. Det er også her, stats- og regeringscheferne træffer ’centrale beslutninger om EU’s fremtid’. Det er stedet, hvor Danmarks statsminister fire gange om året deltager for at drøfte problematiske beslutninger. Når statsministeren næste gang møder op i Bruxelles, har hans regering en alvorlig sag om ’trosfrihed i Danmark’ på halsen. Det vil nemlig sige, at hvis der i et land opstår problemer omkring trosfrihederne og samvittighedsfriheden (sådan som det for tiden er tilfældet i Danmark) så er det i præcis dette råd, at en statschef kommer til at skulle stå til regnskab for (citat): ’de overordnede politiske retningslinjer’. Det vil således være både berettiget og nødvendigt, at danske frikirkepræster finder frem til, hvilke rådskonklusioner, som allerede er taget i Det Europæiske Råd, og som kan have betydning med hensyn til det nye pres, der i Danmark (fra Folketingets side) lægges på danske frikirkepræsters forkyndelse og samvittighedsfrihed. De retningslinjer, som allerede er blevet fastlagt fra Rådets side (i juni 2013) er indgået ved konsensus… er altså ’politiske aftaler’, som de danske lovgivere ikke pludselig kan løbe fra. Disse aftaler er ganske vist ikke juridisk bindende – men de danner alligevel grundlag både for Rådets, Europaparlamentets og kommissionens videre arbejde. Da det altså er den danske statsminister, der sammen med de andre medlemslandes regeringschefer lægger slagplanen (med hensyn til mægling og afklaring af f.eks. den løbende sag om trosfrihedens forhold i Danmark) så er selve deltagelsen af disse højtstående repræsentanter en sikkerhed for, at rådets retningslinjer tages alvorligt.

 

ET FORBUDT STYKKE PAPIR.

Det såkaldte danske ’Enighedsdokument’, der tydeligvis sigter på danske frikirkepræsters og frikirkeprædikanters ’forkyndelse og samvittighedsfrihed’, forekommer at være i direkte modstrid med EU-rådets klare 2013-retningslinjer. Indledningsvis springer (ved læsningen af EU-dokumentet om trosfrihed i Europa) især to punkter af ’Enighedspapirets’ indhold i øjnene. Det drejer sig 1. om indførelsen i Danmark af et obligatorisk (tvungent) ’opdragelseskursus’, hvis direkte mål er, at der ved kursusafslutningens ’eksamen’ fremlægges en såkaldt ’løfteerklæring’, hvor de fremmødte, danske frikirkepræster med deres underskrift skal erklære, at de fra nu af vil bringe deres forkyndervirksomhed og deres undervisning af de frikirkelige menigheder i overensstemmelse med de ’værdier’, som eksisterer i den danske lovgivning. Frikirkepræsterne pålægges i den løfteerklæring ’en begrænsning’ i deres frihed, som hverken (andet sted) er ’foreskrevet ved lov’, og som i sig selv er dybt diskriminerende. Den ene af de to artikler i EU’s retningslinjer (stk. 11 og stk. 14) har bl.a. følgende indhold: 1) ’Tvang med henblik på ændring eller afsværgelse af en persons religion er forbudt’ (stk.11). Det danske ’Enighedspapir’ indeholder ubestrideligt et sådant ’tvangspåbud’ om ’obligatorisk undervisning’, som dybest set sigter på, at frikirkepræsten ved et personligt underskrevent løfte skal være parat til at ’afsværge eller ændre’ sin tro. De danske politikeres forsøg på ved dette dokument at fordre, at frikirkepræstens personlige overbevisning og tro skal harmoniseres med statens (mere eller mindre ugudelige) lovgivning, er ifølge EU’s retningslinjer (der bygger på Council of Freedom and Religion 16. nov. 2009) ikke tilladelig! Enighedspapiret er (set med EU-øjne) et forbudt dokument.

Det fornemmes tydeligt, at hvis de troende (omkring sig) ser, der finder en nedrig undertrykkelse sted, at ’Lov og ret bliver krænket i deres land’, hedder det i Bibelen (Prædik. 5:7) ’så skal ingen undre sig! De hellige skal da alle vegne indstille sig på, at der er ’højere myndigheder’, som er sat til at overvåge forbrydelser af den art, og at der til syvende og sidst er en Gud foroven, der våger over alt og alle. Derfor bør frikirkernes kristne nu se i øjnene, at Den Hellige Skrift er på deres side. Det hedder jo: "Når du ser den fattige undertrykt, og lov og ret krænket på din egn, så undre dig ikke over den ting! Thi på den høje vogter en højere, og andre endnu højere vogter på dem begge" (v.7). Denne himmelske forordning er både betryggende og god at få forstand af. Ingen form for undertrykkelse (sådan som det hensynsløst forekommer både i Danmark og Europa) går upåagtet hen! Selv en statschef skal i vor tid stå til regnskab (thi ’på den høje vogter en højere’) og de, der skal overvåge ’de høje’, er selv overvåget ’af andre endnu højere: … men øverst oppe på Jakobsstigen er Gud!" (1.Mose 28:12-13)

 

FORFATNINGENS BOGSTAV UDLUKKES

Hvis sagen om kirkens forhold og stilling til staten skal afgøres af det begreb, som hedder ’praksis’ eller ’sædvane’, så kan en bestemmelse om kirkens fremtid i Danmark faktisk føres til protokol udenom den fastlagte, givne og tydelige ordlyd i grundloven. Så vidt vides er det ’noget sådant’, som forberedes fra kammeradvokatens side. Han leder i øjeblikket efter ’afgørelser’, som gennem tiderne er blevet truffet af ’en administrativ myndighed’ (f.eks. kirkeministeriet) på trods af biskoppernes holdning. Det, hvorpå staten altså skal bygge sin ’eneret over kirken’ er holdninger, offentlige myndigheder tilkendegivelser eller forskellige former for ’reguleringer. Ikke på lovens ord! Ikke på forfatningens bogstav. Denne fremgangsmåde er i denne sag blegnet – og helt overskygget af den usynlige og undertiden ’fjerntliggende’ magt, som hedder ’praksis’. Faktisk er det sådan, at mange offentlige spørgsmål hurtigt og let bliver behandlet af en enkelt myndighed, som ikke i sin vildeste fantasi kunne drømme om dens beslutning endog skal forelægges en domstol. – "Er det den slags ’praksis’ eller ’sædvane’, (spørger borgerne) som nu endeligt og afsluttende skal afgøre ’tolkningen’ af grundlovens stærke beskyttelse mod statens overgreb?

Ved den landsretskendelse i juni 2016, hvor dommerne gav staten medhold i det (fortløbende) retsopgør, hvor borgerne fortsat ved Højesteret bestrider den verdslige myndigheds ret til at blande sig i den kristne kirkes indre anliggender, forekommer det som om, at et grundlæggende juridisk princip er blevet overtrådt. Ifølge grundloven er magten i det danske samfund tredelt. Der foreligger et forfatningsmæssigt skarpt skel mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Det vil sige, at dommerne ikke på noget punkt må skele til statens interesse. De må ikke give staten medhold, hvis den ikke har det! Bestyrelsen for de 300 sagsøgende borgere har d. 3. august 2016 i Brædstrup besluttet, at dette forhold nu prøves ved Højesteret – og hvis det ’kendes for ret’, at en sådan statsvenlig holdning har farvet landsrettens kendelse, er det en alvorlig sag!

Efter landsretskendelsen i den sag, som borgerne rejste mod staten, (efter indførelsen af et fremmed ritual i kirken), må det overalt i riget forkyndes, at en skæbnesvanger uretfærdighed har fundet sted… De samme, fælles rammer, som eksisterer overalt i verden, hvor nationer bygger deres eksistens på en demokratisk konstitution, synes ved denne 2016-dom i Danmark at være blevet brudt. Grundlovsforeningens bestyrelse har ved det omtalte møde d. 3. aug. 2016 ’ført til protokol’, at en konstitution overalt er at opfatte som en juridisk realitet, der begrænser statens magt og beskytter borgerne mod de styrendes magtmisbrug! Denne ’begrænsning’ af statsmagten er i den omtalte landsretskendelse ikke opretholdt, men er tværtimod nedbrudt, så at borgernes beskyttelse mod overgreb (med hensyn til deres trosfrihed og gudsdyrkelse) ikke længere eksisterer i det danske samfund. Efter denne landsretsdom kan alt ske, og magtmisbrug i det kirkelige domæne og overfor hele den kristne menighed i Danmark kan herefter forventes at høre til dagens orden. Hvad Grundlovsforeningens bestyrelse har fastslået er, at ’de 300’ sagsøgende borgere ved deres grundlov har forstået, at styret i Danmark er 1) ’iværksat af folket’, at det skal være et styre, der 2) ’er for folket’, samt at det skal være et styre, der dybest set 3) ’udføres af folket’. I Danmarks Grundlovs 4. paragraf anføres det princip, som folket har angivet som værende det ledende og alt-motiverende i statens forhold til landets nationale kirke. Dette princip er ifølge ’de 300’s’ opfattelse ikke grundlaget for landsrettens kendelse! Tværtimod er det medhold, som dommerne har givet statsmagten, styret af et modstridende princip, som undergraver den kristne menigheds virke og lære. Derfor føres sagen nu til Højesteret, og alle danske borgere, som ser det berettigede perspektiv i dette, bør i denne time træde hjælpende til.

 

NÅR ENSRETTEN ETABLERES

Ifølge bestyrelsen af foreningen ’Med Grundlov skal Land bygges’ er det at betragte som en erklæring, at ’Danmarks grundlov bygger på den enkelte borgers rettigheder’! Danske borgere er frie i deres forhold til staten. De er frie for at følge deres tro og overbevisning, frie til at forsamle sig og frie til at udøve deres gudsdyrkelse uden statens overvågning eller indgreb. De er frie til at komme og gå, frie til at tale, tænke og skrive og må ’ingensinde mere underkastes censur’. Denne frihed, som er ubrydeligt forbundet med det protestantiske livssyn, er ved at blive undergravet ved retskendelser, der giver statsmagten ret til at overstyre kirkens forkyndelse, de kirkelige handlingers indhold, præsternes prædiken og kirkens bekendelsesskrifters myndighed. Ved at knægte disse fundamentale friheder for borgernes tro og tanke, vil en stat kunne nå til det farlige grænseområde, hvor staten også overvåger og griber ind i borgernes ret til selv at vælge, hvem og hvad (hvilken ideologi) de ønsker, skal sidde ved roret af statens styrelse. Dermed vil ensretningen etableres. Den såkaldte pluralisme, der gør sig gældende i det politiske og religiøse liv i Danmark vil blive kvalt. Det despotiske melder sig, og grundlovens ord: ’borgerne har ret til …’vil blive strøget af grundlovsteksten til fordel for politiske ligestillingsideologier, der ikke vil den troende del af befolkningen noget godt. Ingen bør se passivt til, at en flok borgere nu strider for at få sagen bragt frem til Højesteret. De, som er enig i dette samfundssyn, bør række hånd til dets virkeliggørelse.

Ny Testamente erklærer, at de kaldede (hvor upopulært det end lyder i vore moderne tider) fra nu af må regne sig selv for at være – ikke blot tjenere – men (når det drejer sig om lydighed) ’slaver’ af Herren Jesus Kristus (Rom.1:1). "Samtidig," erklærer apostlene, "må de troende alle vegne godtage, at de nytestamentlige tjenester (apostle og profeter) fra nu af ’træder i virksomhed’. For at kunne stå op imod den verdslige, antikristelige statsbefordrede endetidsmagt, må Kristi efterfølgere indse, at de er ’sat til side’ til at forkynde ’et godt budskab’ midt i det overvældende mørke! De såkaldt ’gode nyheder’ er ikke fra i går; de har været længe undervejs – ja, er i denne time en højaktuel opfyldelse af de trofaste løfter, som gennem slægterne er blevet proklameret af Guds profeter – og som i dag træder frem af De Hellige Skrifter. Hvor denne linje fastholdes (hvilket vil ske i forløbet omkring appellen af den omtalte landsretssag til Højesteret) vil kejserens manipulerende manøvrer mislykkes, og evangeliets sidste dages sejrstog vil tage sin begyndelse.


TILBAGE