RETSOPGØRET
140

DEN HALVE PARAGRAF

Det 1. led i den 4. paragraf i Danmarks Grundlov bør enhver dansk borger lære udenad! Ved nattetide, hvis han bliver vækket, bør han, endnu før han har fået gnedet søvnen af øjnene, kunne fremsige de otte ord – uden at blinke! Første gang, han hører denne ene sætning, vil han sikkert mene, at den er uden betydning – og han vil derfor vende sig om på den anden side og sove videre. Ikke et øjeblik vil han (uden nærmere forklaring) kunne tage det alvorligt, når jeg her drister mig til at sige, at ’denne første halvdel af den 4. paragraf i Danmarks Grundlov er den mest skæbnesvangre bestemmelse og mest højaktuelle paragraf i den danske forfatning!

Sætningen lyder sådan: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke’… og det er mig (som allerede nævnt) klart, at det, som jeg her har sagt om denne ene isolerede linje i den danske konstitution kræver en nærmere forklaring.

Det første jeg vil betone med hensyn til denne ’halve paragraf’ er, at den – som intet andet i Grundloven – sætter en grænse for, hvorledes staten kan skalte og valte med borgernes liv… hvilket altså vil sige, at enhver, som mener, at det offentlige er gået ham (eller hende) for nær – ja, som på deres krop har oplevet, at et mærkeligt jerngreb er ved at presse dem op i en krog – bør tage op til overvejelse, om det ikke er på sin plads at lytte til, hvad jeg mere har at sige om denne sag.

 

KONTROLBESØG PÅ COMPUTEREN

Beskyttelsen af kristne borgeres hjemmesider er i øjeblikket opsigtsvækkende vilkårlig! Uretmæssige indgreb lurer i horisonten. Kristne prædikanter må for tiden nøje overveje, hvad de på nettet tør forkynde. Ja, de bør eftertænke og ’dobbelttjekke’, hvad de – linje for linje – tør anføre af skriftsteder fra Bibelen. Bestemmelsen i Grundlovens § 72 og EMK’s artikel 8 anses ikke længere som en grundlæggende og fundamental rettighed! Grundlovens beskyttelse mod tvangslukning af kristne borgeres hjemmesider er (i andre tiltag) blevet undermineret i en sådan grad, at § 72 i den danske forfatning ikke længere et effektivt værn mod statens overgreb… Hvis en kristen forkynder formulerer sig ’for stærkt’, kan det medføre ubetinget frihedsstraf! ’Kontrolbesøgende’ på de kristne prædikanters computere er allerede en forgræmmende realitet. De for systemet ’farlige forkyndere’ er i denne time udpeget. I højesteretssagen d. 16. marts 2017 vil regeringens advokat nedlægge den påstand, at ’statsforvaltningen er den danske folkekirke’.

Fremstående politikere har på årsdagen for angrebene ved Krystalgade åbnet op for, at hjemmesider, der indeholder et radikalt (ekstremt) religiøst indhold, skal kunne lukkes! Der lægges vægt på, at dette skal kunne ske uden den ellers vanlige og af loven påbudte domstolsprøvelse. "Administrativt at ville lukke hjemmesider på baggrund af, hvad myndighederne vurderer, er radikalisering og ekstremistisk, er et meget vidtgående skridt," erklærer en fremstående jurist dir. J. Mchangama over for Jyllandsposten (14. feb.2016). Han tilføjer: "Det er i min optik at gå over den røde streg for, hvad man bør gøre. En censurlignende metode." – Hvis denne vurdering er korrekt, så er visse kristne prædikanters hjemmesider allerede anført på listen af de folk, der skal udsættes for dette ’censurlignende indgreb’. Statens folk erklærer, at hvis de (citat): ’konstaterer, at hjemmesider går over stregen’, så skal de kunne lukkes på stedet – uden varsel og uden dommerkendelse’. De kristne borgere konstaterer, at de, der således påstår, at andre ’går over stregen’, nu selv bliver anklaget af eksperter for ’at gå over den røde streg’. "Retsplejeloven kræver," tilføjer borgerne, "at politiet eller politiets efterretningstjeneste (PET) står med en dommerkendelse i hånden, før de beslaglægger en kristen EU-borgers hjemmeside. Hvis ikke dette sker, skal borgerne højlydt protestere og søge lovens beskyttelse. § 77 i Danmarks Grundlov erklærer, at ’censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

 

HVAD ER FORBRYDELSENS AR?

International lov beskytter danske kristne borgeres hjemmesider mod statens forventede og allerede (i medierne) varslede indgreb. I artikel 18, stk. 3 i den internationale konvention om borgerlig og politiske rettigheder hedder det bl.a. (om denne præcise situation, hvor ’friheden kan begrænses’, at der er ’begrænsninger for begrænsningerne’). Det vil sige, at myndighederne kan søge at sætte syv segl både på den kristne forkynders mund og net... "MEN (tilføjes det), ’KUN SÅDANNE begrænsninger, som er forskrevet ved lov og er nødvendige af hensyn til den offentlige sikkerhed, orden, sundhed, sædelighed eller andre grundlæggende rettigheder og friheder." Det bliver på baggrund af denne internationale bestemmelse (som Danmark har tilsluttet sig) svært for den danske øvrighed at rive stikket ud af de computere, som udspreder det kristne evangelisk-lutherske budskab om statens ret og forpligtelse til at sørge for, at 1. Danmark beskyttes mod terror, 2. at landet bevares for kaos, 3. samt at der hersker orden, sundhed og sædelighed alle vegne. Der eksisterer derfor ikke skyggen af hjemmel i dansk lovgivning for at slukke for det kristne netværks forkyndelse af ’den sunde lære’. Hermed forstås nemlig ud fra Grundloven (som her nævnt): ’den evangelisk-lutherske lære’. Det vil sige en forkyndelse, der harmoniserer med nationalkirkens bekendelsesskrifter og Luthers lille katekismus! De, der i dag kommer anstigende med hængelås og kæder for (uden retskendelse) at spærre for internetforkyndelsen af et budskab, der bygger på nøjagtig denne 500-årige grundvold, vil få travlt med først at skulle overbevise en dommer om ’forbrydelsens art’. (Dette skal ske, inden retskendelsen bliver givet). Derfor – og kun derfor – vil politikerne have den ’besværlige’ dommerkendelse slettet af programmet. § 77 i Danmarks Grundlov siger, at ’enhver er berettiget til i skrift og tale at offentliggøre sine tanker…"

 

Det er en kendsgerning, at der er flere og flere af de troende i Danmark, som alvorligt begynder (ikke blot ’at lytte til’, men) helt praktisk at tage skridt til at efterkomme det Herrens ord, som siger: "Så lad os da gå ud til Ham ’uden for lejren’ og bære Hans forsmædelse; thi her har vi ikke blivende sted men søger det kommende!" (Hebr.13:13-14). Ordene ’lad os gå’ indikerer, at turen ud til det område, der betegnes som værende ’uden for lejren’, er ikke en ’enevandring’; vi er mange! Ej heller går disse ’udvandrere’ ud i et ubeboet og mennesketomt øde, thi vi ’går ud til Ham’, som er vor sjæls frelser – og mange har allerede gjort det samme; de venter os ’derude’! Vort formål med disse ’nye skridt’ er, at vi ønsker ikke at smyge os udenom den pris, der må betales for at blive en Kristi efterfølger: Vi er parate til ’at bære Hans forsmædelse’ (v.13) – og sidst men ikke mindst, så er vi allerede i opbrud, thi her i denne jammerdal har vi ikke ’blivende sted’ – nej, vi er på vej til ’Det nye Jerusalem’!

 

HÆRVÆRKSMÆND PÅ VEJ

Dette (som juristerne kalder det) ’1. led i den 4. paragraf’, som på den mest kortfattede måde – ja, næsten som en skarp befaling – erklærer, at (citat): ’Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke’, slår dermed fast, at der i Danmark eksisterer en kirke med tusindvis af prædikestole på land og i by, som i Danmarks Grundlov har fået en stillingsbetegnelse, som – så længe denne grundlov består – ikke kan være anderledes. Forfatningsteksten siger ikke, at den danske folkekirke var – eller måske engang vil blive… men at den er evangelisk-luthersk, og det er dermed sagt, at kun som sådan omfattes den af grundlovens bestemmelse! Hvis det – som et lys – skal kunne gå op for den jævne borger (som jeg her henvender mig til) at dette er en sag, som der ikke kan ændres ved – og hvis han i det hele taget skal kunne se noget formål med at beskæftige sig med dette emne – så må det sikkert (og for det første) gøres klart, at hvis der er nogen, som vil forsøge at få slået en streg over denne ene sætning i Grundloven – så vil de være parate til at gøre det samme med andre dele af den danske forfatning, hvilket kan få konsekvenser af den art, som kun de færreste aner…

Dette er grunden til, at jeg har søgt at fremmale den afgørende betydning af netop disse otte ord. Uanset, hvorledes den enkelte borgers stilling er til kirke og tro, og ligegyldig hvorledes hans holdning er til præster og gudstjeneste og religion – så er nu dette første altafgørende spørgsmål af altovervejende vigtighed: Vil de, som vil antaste disse otte ord i grundloven, være parate til at gøre det samme med det dobbelte antal – ja, endnu mere: Vil grundlovsbrydere, som har haft held med at nedbryde bare ’en lille del’ af konstitutionen – fortsætte deres hærværk?

I denne time har grundlovsovertræderne travlt! Hvem vil være med til at standse deres forbrydelse?

I den ’begrundelse’, som landsrettens dommere har afleveret for at give staten medhold i, at 1. ’folketinget er kirkens synode’ og 2. ’kirkeministeren er kirkens ærkebiskop, indledes dette afsnit med følgende (citat): "Grundlovens § 4 forudsætter, at folkekirken hviler på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag. Det vil sige, (indvender borgerne) at selve fundamentet for folkekirkens eksistens ja, selve grundvolden for dens bekendelse – ja, den egentlige ’forudsættelse’ for kirkens beståen er (det fremgår af landsretsdommernes begrundelse) folketinget på Christiansborg, og den ledelsesfunktion, der er overdraget kirkeministeriet på Holmens Kanal! Det vil sige, at landsretten i Bredgade i København nu endeligt (og med en klar og utvetydig landsretsdom) har slået en streg over den linje i kirkens bekendelsesskrifter, som siger: "Kristus er hovedet for legemet, kirken!" (Kolos.1:18) De, som fremover vil følge dette falske ’statsevangelium’, og som villigt vil underordne sig denne nye, fordrejede ’kirkens bekendelse’, behøver fra nu af intet at foretage sig! De skal blot viljeløst følge med strømmen og modstandsløst (1.Kor.12:2) overgive styret til kejserens folk. Så skal de som belønning få kejserens kærlighed at føle… § 67 i Danmarks Grundlov siger, at ’Borgerne har ret til at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning’.

 

DREVET AF EN ANDEN DAGSORDEN

Hvis der er noget, som de troende ikke skal give sig i kast med efter den sørgelige retfærdighedssans, som har bevist sig ved 28-juni landsretskendelsen 2016, så er det ’en kamp med ord’. Uanset hvor klart de vil være i stand til at fremføre bevis for deres sag, så vil de fra nu af blive mødt af folk, der (med en landsretsdom bag sig) vender det døve øre til deres argumenter; de er simpelthen drevet af en anden ’dagsorden’… Efter det passerede dukker nu apostelens konkrete spørgsmål frem i horisonten: "Hvor er denne verdens ordkæmpere?" (1.Kor.1:20). Lad derfor ingen af de troende lade sig forlede til at findes blandt dem. Det er en halsløs gerning at stride for sandheden, hvis de blot kommer ’med ord alene’. Den nattens mur, som herefter omgiver de hellige, kan ikke gennembrydes ved det begreb som Ny Testamente kalder for ’visdoms overtalende ord’ – men udelukkende ’ved Ånds og krafts bevis’ (1.Kor.2:4). Det evangelium, som det er vor hovedopgave at forkynde, kan (ifølge Skriften) på ingen måde afleveres til folk eller myndigheder ’i ord alene’, men, ’i kraft og i Helligånd og fuld vished! (1.Thess.1:5).

Af den grund må Kristi menighed i Danmark iagttage det skete (landsretskendelsen), som en åbnet Guds dør ind til en ny fase. "Thi jeg kender dine gerninger," siger Herren. "Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke; thi vel er din kraft kun liden, men du har holdt fast ved Mit Ord og ikke fornægtet Mit navn!" (Åb.3:8) Dette – og intet andet – er hvad der nu forventes af ’de få, som ikke har besmittet deres klæder’ (de er værdige dertil… Åb.3:4)… ’De syv tusinde, som er blevet tilbage’. – "De er Mine," siger Herren. "De har ikke bøjet knæ for Baal!" (Rom.11:4) – og det må nu forventes af dem, at de står med i den kommende strid for at få ført den tabte landsretssag videre til Højesteret. § 64 i Danmarks Grundlov siger: ’Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven’.

 

URETFÆRDIGHEDENS EMBEDSMÆND

Af samme grund må de troende fremover tale et andet sprog. Det sjælelige menneske, som sidder i høje stillinger og udgiver sig for at være ’retfærdige dommere’, tager alligevel ikke imod det, der kommer fra Guds Ånd (1.Kor.2:13). Det har de så rigeligt bevist i de vedlagte præmisser til den landsretskendelse, som de afleverede til offentligheden den sidste torsdag i juni 2016. – Derfor vil de sagsøgende borgere fra nu af – eftersom Gud giver nåde dertil – ’tale med ord lærte af Ånden’ (1.Kor.2:13). Ikke længere vil de stræbe efter at stille ’uretfærdighedens dommere’ tilfreds – men de vil (Må Gud give nåde dertil) ’tolke åndelige ting for åndelige mennesker’ (v.13). Da skal det nemlig bevise sig, at der findes et ord, som er både ’levende, virkende og skarpt’.

Det kan ikke afvises, og ingen dødelig kan modstå så skarp og hvæsset en klinge! "Den trænger igennem!" (siger Skriften). Det ord går så dybt ind, at det sønderdeler det sjælelige fra det rent åndelige. Det går til marven. Ja, det indtager den plads, som ’de uretfærdige dommere’ har forladt; det gør sig til dommer over hjertets tanker og meninger’ (Hebr.4:12)… og dermed gør det alle dem til skamme, som i deres letsind hævder, at der ikke er nogen dom, og at ’ingen skal dømme’. Det ord skal i sandhed fratage uretfærdighedens embedsmænd deres sjælefred – og det i en sådan grad, at de i de sene nattetimer skal søge hjælp hos dem, som de overgav til en rettergang, der råber til himlen af uvederhæftighed og mørke motiver. Af den grund er borgernes omtalte retssag mod staten nu appelleret til Højesteret.

 

Lad det hermed være sagt, at det (som det hedder i den nyligt afsagte doms ’begrundelser’) ifølge grundlovens ’forudsættes’, at ’kirken hviler’ på den urokkelige bekendelse, at: ’Kristus er hovedet for legemet, som er kirken’ (Kolos.1:18). Denne grundlovsanerkendte ’forudsættelse’ kan ikke fejes af bordet med en anden forklaring. Da kan kirken ikke (set med andre briller) opfattes som et ’organ’ på statslegemet, som styres af ’et andet hoved’ (nemlig den minister, der sidder på kirkeministeriets kontor bag den store, sorte port på Holmens Kanal)… Lad det yderligere blive sagt, at dette nye statsevangelium ved en offentlig domsafsigelse har fjernet den sætning fra Ny Testamente, som forkynder, at Kristi legeme, (som er kirken) ikke kan have noget andet hoved end Kristus. "Det undrer mig," erklærer apostelen, "at I så hurtigt lader jer drage bort fra Ham, som kalder jer ved Kristi nåde, hen til et anderledes evangelium som ikke er et evangelium; det er kun nogle, der forvirrer jer og gerne vil forvanske Kristi Evangelium" (Gal.1:6-7). Med denne formaning er det hermed afsluttende blevet sagt, at statens dommere i deres ’begrundelse’ for den kendelse, der blev afsagt d. 28. juni 2016, forkynder ’et andet evangelium’ – ja, de ’forvansker Kristi Evangelium’ (v.7). De, som vil kæmpe mod denne for vort land så skæbnesvangre udvikling, bør tage skridt til at gøre alvor af denne beslutning. Danmarks Grundlov § 71 siger: ’Den personlige frihed er ukrænkelig’.

 

HERTIL – OG IKKE LÆNGERE!

Borgernes ’interesse’ behøver ikke at være knyttet til nogen bestemt folkegruppe (som f.eks. at skulle være medlem af folkekirken) når det drejer sig om et grundlovsspørgsmål. Her gælder det faktisk kun om hvad jeg vil kalde ’den kronologiske belysning’. Med dette sære (selvopfundne) udtryk tillader jeg mig at henvise til den uomgåelige kendsgerning, at der eksisterer et ’før og et efter’ den bestemte juni-dato i 1849, som angiver, at der nu eksisterer et nyt forhold mellem stat og kirke. Højesteretssagen drejer sig altså ikke om kirkeministeriets manipulationer eller ligestillingspolitikernes dunkle motiver – men udelukkende om den grundlovsbestemmelse, som tydeligt sætter staten på plads i dens fortsatte forsøg på at ’overtage’ den kristne menighed i Danmark. 1849 tegner grænserne for statens beføjelser overfor landets kristne kirke. Før 1849 har kongen foretaget adskillige ændringer i forholdet: ’stat-kirke’ – men han er aldrig gået så langt som vort nuværende folketing, der vil være både pave, koncil og synode med eneret til at bestemme, hvad præsten må prædike i kirken. Derfor: Lad det nu være nok! Vær aktiv med til at sætte en grænse overfor en flok frække politikere. Gør det klart, at borgerne står sammen om at sige: "Hertil – og ikke længere!"

"Vi har klare regler på det område," udtalte statsministeren i okt. 2013 (Helle Thorning Schmidt). "Hvis en borger i Danmark skal telefonaflyttes," fortsatte hun, "så skal der en dommerkendelse til…" Statsministerens udtalelse faldt efter et møde i Folketingets Udenrigsnævn. Grundlovens § 72 fastslår, at en række tvangsindgreb i borgernes liv og virke, kræver en forudgående retskendelse. I øjeblikket arbejdes der fra politikernes side på, at sådanne tvangsindgreb skal kunne finde sted med hensyn til en direkte lukning af bl.a. visse kristne forkynderes hjemmesider. "Det skal kunne ske uden dommerkendelse," hedder det, hvilket vil sige, at en hjemmeside – uden en forudgående retskendelse – kan blive lukket ned fra den ene dag til den anden. Udviklingen vidner om, at princippet i Grundlovens § 72 tillægges stadig mindre vægt. Den siger: ’… brud på post, telegraf og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler alene ske ved en retskendelse.

 

KRISTEN DIGITAL INFRASTRUKTUR I STATENS SØGELYS

Myndighedernes beføjelser til at mørklægge en dansk borgers hjemmeside uden denne retskendelse er intet mindre end endnu et brud på grundloven! I regeringsgrundlaget i 2001 (VKO-regeringen) fastsættes følgende målsætning: "Regeringen ønsker at forbedre borgernes retssikkerhed. De offentlige myndigheder forlanger flere og flere oplysninger. I alt for mange gange har myndighederne fået adgang til (privatlivet) uden retskendelse! Dette udgør en voksende risiko for den enkelte borgers retssikkerhed og de grundlovssikrede rettigheder. Politikerne vil i denne time have adgang til de kristne forkynderes ’digitale infrastruktur’ – ja, man vil sætte særligt uddannede agenter på klapjagt i en cyber-dimension, som indtil nu aldrig har eksisteret! De mest vidtgående lovhjemler (for at kunne trænge ind i de allerede udpegede hjemmesiders elektronisk lagrede data) venter om hjørnet…

De kristne forkyndere, som arbejder ud fra et bibelsyn, der antager Den Hellige Skrift som Guds ord, og som lægger vægt på at stå væsentlige strømninger af samfundsudviklingen imod, mener, at retssikkerhedsloven bør ændres, så at disse ’vilkårlige myndighedsindgreb’ ikke gennemføres! Retssikkerhedslovens undtagelsesbestemmelser bør fortolkes indskrænkende således, at den slags kontrolhandlinger fra statens side ikke rammer uskyldige borgere.

Grundlovens § 72 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 beskytter mod statens vilkårlige og uretmæssige indgreb på kristne borgeres hjemmesider. Den fortsatte udbredelse af offentlige myndigheders adgang til den frikirkelige forkyndervirksomhed i Danmark er – som den nu ønsker foretaget uden retskendelse – dybt problematisk. I et notat af 16. januar 2009 i den juridiske litteratur (Peter Germer) står bl.a. anført: "Grundlovsbeskyttelsen efter § 72 går ud på, at de af bestemmelsens omfattende indgreb ’hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse’ kun må finde sted efter en retskendelse’. Notatet fortsætter: "Udviklingen er gået i retning af det modsatte. Lovgivningen har dermed stillet tingene på hovedet. Det, der skulle være enkeltstående undtagelser er tæt på at blive den praktiske hovedregel…" Dette vil sige, at hvis staten fremover lægger sin tunge hånd på de kristne borgeres hjemmesider – så skal borgeren på stedet forlange at se den dommerkendelse, som ’gerningsmændene’ bør være i besiddelse af!

Selvom både de verdslige og gejstlige myndigheder vil anklage de af Jesu Kristi tjenere, ’hvis ord siger, hvad ret er’ (Salme 37:30) – for at være så ’ekstreme’ og så ’yderliggående’, at der skal ’gribes ind’ over for deres forkyndelse – så skal disse (prædikanter) ikke lade sig påvirke deraf! David siger, at de prædiker sådan, fordi ’de har Guds lov i hjertet, og netop derfor ’vakler ej deres skridt’ (v.31). – Imidlertid vil der komme dage, forudsiger salmisten, hvor ’den gudløse lurer på den retfærdige’. Dette sker helt aktuelt, bør det understreges: Hvor statens dertil trænede agenter i øjeblikket ’ uden at have den fornødne retskendelse dertil – bryder ind på de kristne forkynderes hjemmesider for at ’ransage’ og ’lure på’, hvad deres prædiken indeholder. "Men Herren giver dem ej i deres hånd," slutter David. "Han lader det ikke komme så vidt, at hans tjenere bliver ’dømt for retten’ (Salme 37:33). Danmarks Grundlov siger, at ’ingen dansk borger kan på grund af sin religiøse overbevisning underkastes nogen form for frihedsberøvelse’ (§ 71 stk.1).


TILBAGE