RETSOPGØRET
141

KIRKENS RET TIL AT EKSISTERE

Der kan ifølge Danmarks Grundlov ikke herske skyggen af tvivl om, at den danske ’nationalkirke’, folkekirken, er tydeligt – i skarp silhuet – defineret ved et ’lærebegreb’. Det hedder jo: ’Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke’ (§ 4). ’Evangelisk-luthersk’ er udelukkende at forstå som en lære, og selve ordet ’kirke’ anvendes kun (og ikke i nogen anden forbindelse) om ’det kristne fællesskab’. At læren inden for de danske territoriale grænser kaldes ’luthersk’ vil sige, at den ikke er katolsk, ej heller græsk- eller russisk-ortodoks. Læren er – idet den er ubrydeligt forbundet med én af 1500-tallets mest fremstående reformatorer – protestantisk! Det vil sige, at Danmarks Grundlov sort på hvidt erklærer Danmark for at være – ikke kun et kristent land med en kristen kirke – men et absolut protestantisk land, hvis lære er konstitutionelt forbundet med den protestantiske bekendelse.

For så vidt denne kirke fremdeles fremtræder som ’et synligt trossamfund’ bestående af borgere, der klart og tydeligt i skrift og tale bekender sig til den kristne, protestantiske lære – ja, åbent og offentligt fremsiger den samme trosbekendelse – så har en sådan kirke i Danmark ’fuldt ud’ og aldeles legitimt ret til at eksistere – ja, når grundloven oven i købet erklærer, at den (som kristen, protestantisk menighed i alle dens afskygninger) og som en ’selvstændig enhed’) … ’som sådan understøttes af staten’ (grl.§ 4), da skal ingen regeringsadvokat have lov til (med en anden ideologi og fremmede ritualer) at undergrave det historiske forhold, at i Danmark har den kristne, protestantiske kirke gennem tiderne stået i et enestående særligt forhold til den kristne, protestantiske stat. Den kristne menighed i Danmark bør derfor i en kirkefjendsk, antikristelig slægt (så længe som det er muligt) forsvare sin tilstedeværelse som et legitimt bestående retssamfund, der er mere end ’tilladt’. Det er nødvendigt!

Når det således er blevet klargjort, at den kristne menighed i Danmark – både som folkekirke og som frie, protestantiske menigheder – har en særligt ret til at leve og virke i det danske samfund, så følger heraf, at der – især med henblik på en vantro slægts modstand og voksende forfølgelse – må gives visse grundlæggende, juridiske forhold, der beskytter den kristne menigheds tilstedeværelse og nødvendige virke. Disse fundamentale rettigheder, som for Danmarks vedkommende står mejslet ind i rigets forfatning, har gennem tiderne taget form af en særlig kirkeret. Det vil sige et indbegreb af bl.a. de verdslige love, som angår det kirkelige retsforhold, om hvilken der findes en solid litteratur – ja, et helt bibliotek af bøger, som beskæftiger sig med denne nødvendige sag fra alle mulig og umulige synsvinkler.

Adskillige anklager de 300 borgere for, at de har tilladt sig at appellere den tabte juni-landsretssag til Højesteret! Sådanne anklager måtte også Paulus lytte til, da han i Kæsarea indankede sin sag for kejseren (Nero). "Dit livs fejltagelse," sagde hans modstandere. Kong Agrippa syntes at give dem ret. Han sagde: "Denne mand kunne være løsladt, hvis han ikke havde indanket sin sag for kejseren" (Ap.G.26:32). Hertil er følgende at indvende: 1) Hvis Paulus ikke have ’været nødsaget til at indanke sin sag for kejseren’ (Ap.G.28:19) var han ikke blevet sejlet til Rom. 2) De 276 mennesker, der var ombord på skibet var ikke blevet reddet (27:24+37). 3) Guvernørens far fra Malta var aldrig blevet helbredt (28:8). 4) Syv dages opmuntring til brødrene i Puteoli (28:14) ville aldrig havde fundet sted. 5) Mødet med jøderne i Rom (hvor nogle lod sig overbevise…28:24) ville være strøget af kalenderen og 6) to års konstant tjeneste blandt de kristne i Rom ville ikke have været fuldført (28:30). 7) Det profetiske ord til Roms jøder var aldrig blevet udtalt (28:29). – "Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør!" (Rom.8:33) Denne anke var ikke en fejltagelse…

 

TO BITRE PILLER AT SLUGE

I den påstand, som 300 danske borgere nu har nedlagt for Højesteret (vedrørende homovielser i kirken) hedder det bl.a. (på det anvendte juridiske sprog) at ’kirkeministeren tilpligtes at anerkende, at den af ham udstedte kongelige resolution af 12. juni 2012 er UGYLDIG!’ Samtidig fordrer borgerne, at socialministeren ’tilpligtes at anerkende, at loven, som bemyndiger præster i den danske folkekirke at indstifte et ægteskab for to personer af samme køn, er UGYLDIG!’ Det er for de to ministre to bitre piller at skulle sluge – og ingen af dem vil gøre det frivilligt. Det eneste, der kan få dem til personligt ’at anerkende’, at de er grundlovsovertrædere, er lovens egne ord – og disse er blevet krystalklart formuleret i den ankeskrivelse, som borgernes advokat, Nikolaj Nikolajsen, har udarbejdet og sendt til de to ministre med meddelelse om, at den dom, der blev afsagt i Østre Landsret d. 28. juni 2016 nu er blevet påanket ved Højesteret. Når det i ankestævningen hedder, at kirkeministeren skal anerkende (indrømme), at den kongelige resolution, som han har fået dronningen til at underskrive, er ’ugyldigt’ (altså ulovlig), så indebærer det en alvorlig sigtelse, som han – hvis han kendes skyldigt – bittert må høste følgerne af. Og når det hedder, at socialministerens lov om præstens bemyndigelse til at indstifte ægteskab for par af samme køn skal tilbagekaldes (anerkendes som ugyldig) – så er det ikke nogen lille sag. Derfor må nu enhver dansker, som indser og mener, at det er på sin plads at få de to ministre dømt for deres overtrædelser, slutte positivt og aktivt op om dette projekt.

 

DRONNINGEN FØRT BAG LYSET

Det er ikke småting, som de sagsøgende borgere d. 16. marts 2017 fremlægger for dommerne i Højesteret. Det drejer sig dybest set om (som borgerne ser det) ’en bedragerisk handling’, som regeringens minister har foretaget over for Danmarks dronning, da han i juni 2012 fik majestæten til at underskrive den kongelige resolution vedrørende homovielser i kirken. Samtidig indeholder ankestævningen en anden påstand om en anden ministers overtrædelse, som betones at være af en sådan art, at den har historiske dimensioner. Det drejer sig om vedtagelsen af en ny ægteskabslov, som – på trods af, at den er i dybeste modstrid med kirkens 2000årige bekendelse – ved et dertil udfærdiget statspåtvunget ritual skal kunne gennemføres i gudstjenesterummet af en præst i folkekirken. Når det nu drejer sig om to for folket, kirken og samfundet så betydelige sager – hvem tør så fortsat hævde, at dette har landets troende ikke noget med at gøre? Når det handler om et direkte bedrag over for Danmarks dronning, der er blevet ført bag lyset af en farlig ligestillingsideologi – og når det handler om omstødelsen af både kirke og folkets hundredårige ægteskabsforståelse samt indførelsen af et nyhedensk ritual foran kirkens alter – hvem tør da længere forholde sig passiv for med sin tavshed og manglende handling at gøre sig delagtig i mørkets gerninger?

Danske borgere bør forstå, at netop Paulus indankede sin sag for datidens ’højesteret’ (Kejseren) kom han til at opfylde det profetiske ord, som ’Helligånden havde talt ved profeten Esajas, der sagde: "Gå hen til dette folk og sig…" (Ap.G.28:26). "Dette betyder," forklarer vi videre, "at det ikke bør regnes for nogen ’falsk opfattelse’, hvis den aktuelle 2016-ankestævning (af de to sagsøgte ministre) kan føre til samme resultat. Paulus reddede ikke livet ved at anke sin sag – men han fuldførte den sidste del af sin livsrejse ved at efterlade et budskab til sine jødiske landsmænd i Rom. På samme vis (konkluderer vi) er ej heller de 300 sagsøgende borgere ude på at ’redde deres eget skind’ ved at anke den tabte landsretssag til ’kejseren’. Deres ypperste ærinde er at gøre Herrens vilje for dermed at bringe øjeblikkets budskab til deres eget folk. Kun et mirakel ville kunne overbevise datidens sindssyge Nero. Det mirakel skete ikke. Kun Herren ved, hvad vor tids kejser vil gøre med denne ’apostolske anke’…

 

STATENS NÆSTE SYVMILESKRIDT

Det er en farlig vej at slå ind på, hvis politikerne søger at skabe mulighed for, at de kan ændre grundlovens indhold – ikke ved pludselige, iøjnefaldende, voldsomme indgreb – men ved ’en glidende bevægelse’. Denne strategi synes at være statens advokats fremgangsmåde. Skridt for skridt søger han at få grundlovsteksten tilpasset øjeblikkets omstændigheder. Et første stort skridt er blevet taget ved landsretten i juni 2016… og det anes, at det, som er blevet berørt hen ad vejen i ’indbyrdes aftaler’ nu pludselig kom under dommernes hammer med ordene: "Thi kendes for ret…" Det næste skridt er et ’syvmileskridt’, og hvis det kan lykkes kammeradvokaten at få givet staten medhold i, at den er absolut enebestemmende, hvad angår kirkens forkyndelse og ritualerne for dens kirkelige handlinger – så er ’syv mil’ af borgernes trosfrihed tilbagelagt og indtaget. Må Gud forbyde, at et så stort område hermed falder i kejserens hænder; han vil lade det bliver overgroet med ugræs og giftige frugter…

Selv de mest indædte modstandere af den grundlovsparagraf, som (forpligtende) henviser til det protestantiske, kristne livssyn, kan ikke komme udenom, at de ti bud har præget al lovgivning i de nationer, hvor det kristne budskab har haft indflydelse. – Ja, alle folkeslag bygger dybest set deres lovgivning på de principper, der forbyder drab, løgn og utugt (som alt sammen er nævnt i de bud, der blev overgivet Moses på Sinaj). I dag, hvor der foregår en samfundsfarlig tækning, som de ti bud advarer mod, og hvor man i stedet vil have indført andre humanistiske begreber, som er uden forankring i Guds Ord, er det på høje tid at stå vagt om Danmarks Grundlovs 4. paragraf. Politisk og religiøst farlige elementer vil have denne bestemmelse fjernet fra den danske forfatning, hvilket bør forhindres ved, at landretssagen nu føres til Højesteret. Vinder staten her, er en kæmpestrækning tilbagelagt med et skridt. Alle kristne borgere må stå sammen i denne sag.

 

FARLIG FOR DERES OMGIVELSER

Et af hovedspørgsmålene i samfundsetikken er naturligvis dette, hvorvidt borgeren overhovedet skal bekymre sig om det begreb, som kaldes ’Guds vilje’ eller ’troen på Gud’ (eller: ’Hvad indebærer det at leve som en kristen’?) Når en regering har haft et punkt i sit regeringsprogram, som erklærer, at ’Danmark er et kristent land’, og når der i Danmarks Grundlovsparagraffer er tale om 1. ’gudsdyrkelse, 2. ’kirke’ og 3. ’Den evangelisk-lutherske lære’ – ja 4. ’et direkte og uundgåeligt påbudt trosforhold med henblik på monarken – så kan herefter ingen i landet tillade sig at ræsonnere, at ’det med Gud’ er ’en privatsag’. Med bl.a. dette forhold som baggrund samledes d. 3. august 2016 bestyrelsen for foreningen ’Med Grundlov skal Land bygges’ i Brædstrup, hvor det bl.a. blev drøftet, hvordan der fremover kunne skabes større samling omkring den tabte landsretssag, som nu føres til Højesteret. Det blev i den forbindelse betonet, at det er og forbliver en væsentlig del af den almene samfundsmoral og den enkelte borgers samvittighedsopfattelse, at der består en samfundsordning, som ustandseligt arbejder med – ja, ligefrem tilrettelægger ’den etiske principlære’, der har at gøre med borgernes åndelige liv. De, som protesterende hævder, at der ikke er noget, der hedder ’borgernes åndelige liv’, ej heller noget, som hedder ’troens stilling’ til konkrete livsspørgsmål, bør end ikke tages politisk alvorligt; de er så langt borte fra hverdagens ubøjelige realiteter, livets og dødens barske tilstedeværelse og syndens og ondskabens tiltagende magt, at de burde formenes adgang til nogen virkelige indflydelse på lovgivningsmagtens område; de er med deres falske ideologi (erklærer historiens tale) ’farlige for deres omgivelser’…

 

IKKE BOGSTAVET, DER SLÅR IHJEL!

Den protestantiske etik er nævnt i Danmarks Grundlov! Ikke som et ’fasttømret’ system af leveregler, der ligger ’færdigredigeret’ i nogle af forfatningens bestemmelser eller (for den sags skyld i kirkens bekendelsesskrifter). Grundloven henviser nemlig ikke til et farisæisk lovsystem men til de grundforhold, der samler sig i reformationens lære, som ud fra en sund, naturlig indfaldsvinkel kan sætte borgerne i stand til ’at kende Guds vilje’ – ja, ud fra den personlige erfaring og det kristne fællesskab at kunne udlede, hvad der er den guddommelige ordning i livets mange omskiftelige forhold – dog altid i lys af evangeliet om Jesus Kristus! – Når f.eks. de første linjer i Johannesevangeliet lyder sådan: "I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud" (v.1) – så kan det her omtalte ’ord’ ikke få en bedre anbefaling med på vejen. Hermed kan ej heller nogen anklager med rette rejse nogen tiltale mod den borger, som ud af sit ganske hjerte og sin inderligste tro tør hævde, at det ord, hvormed han eller hun lader sig lede, er ’Guds Ord’. Dette ord er så levende og personligt, at det øjeblikkeligt (i Skriftens videre formulering) fremstår som en person, der nøje og gentaget omtales i hankøn! Evangeliets ordlyd fortsætter nemlig her med følgende: "Han var i begyndelsen hos Gud. Det blev til ved Ham, og uden Ham blev intet til af det, som er. I Ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke" (v.3-5). Det ’Guds Ord’, som Danmarks Grundlov henviser til, er altså ikke det kolde, ’stillestående’ bogstav, der slår ihjel, men ’en ny pagts Ånd, der gør levende’ (2.Kor.3:6). Dette er Danmarks Grundlovs hensigt – og de, der søger at unddrage sig, mistolke eller direkte at modsætte sig denne henvisning, er grundlovsovertrædere. (Læs Dagli’t Brev for onsdag, d. 30. november 2016).

Det er bemærkelsesværdigt, at da patriarken Job for årtusinder siden klager over, at han kom til verden, indeholder hans smerters udbrud en tydelig åbenbaring. Hans klageråb lyder sådan: "Bort med den dag, jeg fødtes, den nat, der sagde: ’Se, en dreng’!" Den lidende Job giver udtryk for, at hele universet holdt vejret, da dette menneskebarn kom til verden, og det råb (belærer vi videre), som ved den lejlighed lød gennem natten, var ikke forvirret eller befængt med endetidens ’kønsidentitetsspekulationer’. Ved det blotte syn af den lille, nyfødte skikkelse råbte alle ’nattens tilskuere’ de samme ord, som jordmoderen, der tog imod det spæde barn: "Se, en dreng!" – "På samme måde er der heller ikke nogen kønsproblematik, der har sneget sig ind i evangelierne, som (med henblik på, at Guds Ord tydeligt forklarer, at dette ord sigter på Kristus … ) den nat, da Han bliv født, ikke hørte stjernerne råbe: "Se, en pige!" eller "se, ’et intetkønsord’ er kommet til verden!" Nej, Guds Ord er personligt og uforfalsket (Titus 2:7) og lader sig ikke fordærve af en tidsånd!

 

BREV TIL BRITISKE BISPER

83 britiske ledere fra en varieret baggrund af kirker og organisationer har underskrevet et brev, som er sendt til ’Biskop Kollegiet’ (The College af Bishops) med henblik på den løbende og voksende debat, der beskæftiger sig med emnet: ’Den menneskelige seksualitet’. Brevet indeholder en stærk opfordring til landets biskopper om ’ikke at vige fra den apostolske arv, som er blevet dem overdraget’. "Ægteskabet mellem én mand og én kvinde er den eneste skriftmæssige baggrund, der gives for menneskets fysiske, seksuelle samliv," hedder det. Dette brev er en opfølgning på to tidligere skrivelser, som fra den engelske, anglikanske generalsynode er blevet tilsendt nationens biskopper. I disse to tidligere breve er anvendt det samme sprog: Det er den bibelske lære, som bør fastholdes. Det første af brevene (underskrevet af 32 synodemedlemmer) indeholder en skarp mistillidserklæring, og det andet (underskrevet af 72 synodemedlemmer henviser til ’kirkens historiske forståelse af dette emne’ … 1991).

"Et stort og afgørende emne rejser sig," hedder i dette sidste og tredje brev. "Nu drejer det sig om, hvad det vil sige at være menneske. Vi er ikke af den opfattelse, at Gud har efterladt os i forvirring og usikkerhed i spørgsmålet om vor identitet. Gaven, som er givet i det mandlige og det kvindelige i det seksuelle forhold, er enestående og fundamentalt og et billede på Guds egen natur; de grænser, som netop dette forhold sætter, er til menneskets gavn og bevarelse…"

Brevet slutter: "Vi kalder kirkens biskopper til at åbne sig for en fornyet vision af en kirke, der byder alle velkommen til at lytte til de gode nyheder, som er evangeliet, - til at modtage budskabet om omvendelse og kaldelsen til at blive Jesu efterfølgere – til at ’leve ud’ den kristne moralske vision… et liv i selvopofrelse og omsorg, til alles bedste…"

Når landsrettens dommere d. 28. juni 2016 så brutalt har ’tilbagevist’ borgernes stævning af to regeringsministre med ordene: "Intet er det fremlagte materiale kan godtages," så er det set ud fra dette synodebrev til de britiske bisper – langt fra at være en retfærdig vurdering – men ligefrem en åben fornærmelse og en direkte provokation. Nogle af kirkens største skatte og værdifulde indlæg af kirkens biskopper er (for at bruge Jesu ord) ’trådt ned i sølet’ (Matt.6:7). De sagsøgende borgere bør ikke forholde sig tavse. Den krænkende afvisning af borgernes påstand er derfor appelleret til Højesteret. Om dette sidste (to danske bispers afviste indlæg) er følgende at sige:

 

PAPIRKURVEN

Landsrettens 2016-kendelse er kort og barsk affejende! Alt (og dermed menes ALT), hvad borgerne har fremlagt, er smidt i papirkurven. Om dette siger kendelsen: "Der er ikke ved det, der er fremkommet for landsretten, herunder høringssvarene fra biskopperne over Helsingør og Lolland Falsters stifter d. 20. feb.2012, godtgjort, at en lovgivning, der giver mulighed for indgåelse af et ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst, skulle være i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag i den forstand, at den ikke legitimt skulle kunne rummes indenfor dette grundlag’. Sagt på godt dansk betyder dette (juridisk fornemt formulerede), at ikke ét ord af det, som 300 borgere og to af landets biskopper har fremlagt for Østre Landsret (med hensyn til homovielser i kirken) kan tages til efterretning! Borgernes samvittighedsanliggender og biskoppernes omhyggelige teologiske udredninger er med dette ene landsretspennestrøg forkastet! Inter ord fra Bibelen, ingen henvisning til kirkens bekendelsesskrifter, ingen biskoppelig myndighed – intet nødråb fra landets borgere kunne af dommerne tages for gode varer. "Intet (absolut intet) af det (citat) ’som er fremkommet for landsretten’ kan ’godtgøre’, at homoseksuelle og lesbiske ikke legitimt kan fejre bryllup foran kirkens alter…

Denne omtalte landsretsdom kan (i lyset af, hvad der fremlagt af bibelsk materiale) kun opfattes som en absolut uretfærdig afslutning på den sag, som 300 danske borgere i 2012 (ved en stævning af to af regeringens ministre) fremlagde for retten. I denne ’fremlæggelse’, hvor bl.a. Ny Testamentes klare og direkte ’identificering af homoseksuel praksis som ’en skændig lidenskab’, en ’vildførelse’, en seksuel orientering, der ’fortjener straf’, en ’naturstridig skamløshed’ (Rom.1:24-28), omtales, er den afgivne retsbegrundelse en himmelråbende afvigelse fra kirkens ypperste bekendelsesskrift. Eftersom de sagsøgte ministre (ved kammeradvokaten har anerkendt, at der ikke i denne sag på noget sted eller noget tidspunkt (citat): ’kan lovgives i modstrid’ med kirkens bekendelsesskrifter, må det rent faktisk anses som en direkte fornærmelse, at dommerne nu åbent erklærer, at den (citat): ’lovgivning, som tillader en præst at ægtevie homoseksuelle’ i kirkens gudstjeneste ikke er i strid med kirkens bekendelsesgrundlag’! Betegnelsen: ’en fornærmelse’ er ikke at sige for meget! Hverken borgerne eller kirkens biskopper kan anse denne dom som andet end en fornyet provokation og en undervurdering af sagsøgernes dømmekraft.

Alle danske troende alle vegne bør herefter se i øjnene, at når Jesus advarer sine disciple mod de gudløse, bruger han så stærke ord, at Hans efterfølgere vil tøve med at anvende samme ’sådanne betegnelser’. Han siger: "Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin" (Matt.7:16). Han fortsætter: "De vil trampe dem (perlerne) ned med deres ben, og så vende sig om og sønderrive jer" (v.6). De troende i landet bør i det nye år ikke et øjeblik glemme, at de ’værdier’, som borgerne og kirkens biskopper under omhyggelig overvejelse har fremlagt for landsrettens dommere, er intet ringere end ’perler’. Den måde, hvorpå de er ’blevet fejet af bordet’ er at sammenligne med Jesu ord: ’Disse perler vil blive trådt ned i sølet’ – og den advarsel, som Kristus føjer til, bør ingen ansvarlig Guds tjener eller nogen dansk, kristen familie være overhørig. Jesus siger: "De vil sønderrive jer," og dermed gør Han det klart, at det er farlige udyr, som viser en så udpræget ringeagt og spottende behandling af de troende borgeres henvendelse. Den hensynsløse foragt dommerne har vist ved så provokerende at ’sønderrive’ den fremlagte stævning, vil de sidenhen gentage med en direkte forfølgelse. Derfor må sagen bringes for Højesteret, hvor den er berammet til d. 16. marts 2017 og alle må nu stå sammen for at støtte denne sag. (www.medgrundlovskallandbygges.dk – Frøs Herreds Sparekasse: 9740-000-3445-526).


TILBAGE