RETSOPGØRET
146

GUDLØSE TYRANNER

Der findes et område i kirkens forhold, hvor det hidtil har været gældende, at dette tilhørte ’kirkens indre anliggender’. Det er i dette område, at statsmagten stræber efter at komme ind. Den verdslige øvrighed søger (som Ny Testamente udtrykker det) at ’ophøje sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom’, så at den ’tager sæde’ i Guds Tempel og udgive sig selv for at være Gud (2.Thess.2:5). Det er ikke noget nyt fænomen. Apostelen skriver til menigheden i Thessaloniki: "Mindes I ikke, at jeg sagde dette til jer, allerede dengang, jeg var hos jer?" Han fortsætter med at beskrive, at der er nogle Gudgivne kræfter, der ’holder igen’ på denne udvikling. "Også nu ved I, hvad der holder igen," fortsætter han (6), idet han hentyder til, at denne situation (hvor en antikristelig magt har banet sig vej helt ind i helligdommens allerinderste) under ingen omstændigheder må forekomme, ’før tiden er inde’. Om ’den lovløse’, der står bag denne indtrængen i helligdommen skriver han: "Han må først åbenbares, når hans tid er inde’ (v.6). Apostelen slutter med den advarende erklæring: "Kun må den, som nu holder igen først fjernes…" (v.8).

Som sagen ligger i øjeblikket, må det antages, at det danske folketing har magt til at lovgive om hvad som helst indenfor det kirkelige område. Der synes ved første øjekast ikke at være nogen begrænsninger – og der er politikere, der gnider sig i hænderne, fordi de mener at have ’kompetence’ til at skalte og valte med kirken, som det falder dem ind. Det drejer sig også om det begreb, der hedder ’kirkens indre anliggender’. Disse lovgivere holder sig til den sætning i grundloven, som siger: "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov" (§ 66) – og de mener dermed at have alt, hvad der har med kirke, menighed og de troendes rettigheder at gøre, under kontrol. Statens magtgreb er (ifølge deres opfattelse) med denne sætning totalt…

Er dette rigtigt?

Der findes kirkefolk, som støtter sig til den naive opfattelse, at denne sætning om ’lovgivernes magt’ hører til forfatningens ’løfteparagraffer’. De mener dermed, at der i 150 år har ligget ’et skjult løfte’ gemt i denne gamle grundlovsbestemmelse – og de tror, at det vil kunne hjælpe dem, at grundlovens fædre (utvivlsomt) havde i tanke, at det med ’lovgivernes magt’ kun var en provisorisk ordning. "Kirkens forfatning skal ordnes ved lov," hævder de og tilføjer: "Ikke kirkens forhold eller indre anliggender! Ej heller dens ritualer eller forståelse af Skriften og dens egen bekendelse! Det, som lovgiverne skal ’ordne’ er kirkens forfatning – og når dette (med kirkeforfatningen) nævnes som en særlig ordning, vil det sige, at ’kirkens grundlov ’ikke er helt det samme som ’landets forfatning’! (Ikke sådan at forstå, at kirkens grundlæggende bekendelse på nogen måde kan være i modstrid med landets grundlov – men sådan at forstå, at kirkens forhold er af en art, at den verdslige øvrighed ikke altid har forståelse for, hvorledes de troendes forhold og Kristi menigheds indre opbyggelse kan ’ordnes’). "Kirken må have sin egen forfatning," konkluderer disse kirkefolk og tilføjer: "det er lovgivernes pligt at sørge for, at en sådan forfatning gennemføres og respekteres – altså ’ordnes ved lov’…

*

Den Augsburgske Bekendelse sætter denne sag på plads. I den 16. artikel ’om de borgerlige ting’ hedder det: "Om de borgerlige ting lærer vi, at lovlige, borgerlige ordninger er Guds gode gerninger (tysk: ’Eine gute Ordnung, die von Gott geschaffen ist’). Det vil sige, at de lovlige, borgerlige ordninger ifølge bekendelsen er i overensstemmelse med Guds vilje, ja et led i Hans skaberværk. Bekendelsen tager således afstand fra alle sværmeriske, revolutionære tilbøjeligheder, og det er ikke kirkens anliggende at omstyrte de verdslige livsformer. Hvad det drejer sig om, er at værne kirkens frihed mod kejserens magt – og det er på dette punkt, at de troende alle vegne og ikke mindst i vor tid bør være på vagt.

Luther nærede ingen illusion med hensyn til øvrighedens moralske kvalitet. Tværtimod. (Han mente, at størstedelen af fyrsterne var nogle gudløse tyranner (WA 19, 643) – og kirkefolk i alle lande bør til alle tider have samme indstilling). Det er personerne i folketinget, som kan være moralsk utilregnelige – men det ændrer ikke de troendes forhold til øvrighedens embede.

 

DA BLIVER KIRKEDØRENE SPRÆNGT

Hele denne argumentation synes i dagens Danmark at være overflødig. Når det drejer sig om folketingets magt over for kirken (den såkaldte ’legislative kompetence’) så gider politikerne ikke længere høre på kirkens forklaringer. "Der står skrevet i grundloven," insisterer de, "at ’kirkens forfatning ordnes ved lov’, og dermed er der (mener de) ikke mere at sige om den sag!" De er overbeviste om, at så længe en kirkeforfatning ikke er fastsat ved lov, er det helt og holdent i folketingets magt at ændre kirkens retslige grundlag; lovgiverne kan bare vedtage en ny lov, så er de troendes eventuelle rettigheder med hensyn til kirkens indre anliggender ophævet. Trosfriheden er på udsalg!

Det er ikke usandt, at folketinget har været tilbageholdende med hensyn til at trampe ind i kirkens indre forgårde, og det er korrekt, at lovgivningsmagten har vist en vis hensynsfuldhed over for kirken – men når det nu drejer sig om indførelsen af et ritual for homovielser i kirken, så er tiden med politikernes hensynsfuldhed forbi.

Da står den kristne menighed i Danmark over for andre påtrængende kræfter. Da er det ikke længere den begrundede tilbageholdenhed, der tæller. Da er de voldsomste lidenskaber tændt i brand, og da vil kirkedørene blive sprængt, og der vil (forudsiger Skriften) blive opstillet tegn og billeder, som ikke bør forefindes i Guds Hus.

Er det om blandt andet om dette forhold, at Jesus taler, når Han advarer: "Når I ser ødelæggelsens vederstyggelighed stå, hvor han ikke bør stå… (Mark.13:14). Hvad menes der med det udtryk, der så stærkt omtaler ’en destruktiv modbydelighed’? Hvad ligger der i formuleringen ’ikke bør stå’? Tales der her om ’det moralsk forkastelige’? Et forhold, som aldrig burde forekomme?

I 1957 udtalte can. Theol., senere statsminister, Poul Hartling, i en folketingsdebat følgende: "Vi har nok alle en fornemmelse af og en forståelse for, at der er forhold i kirken, som er hævet over den lovgivning, som vi kan præstere herinde." Han fortsatte: "Det er oftest blevet udtrykt på den måde, at staten og folketinget har undgået at gribe ind i det, man kalder kirkens indre forhold" (Folketingstidende 1957-58 sp. 341).

Den røst er nu forstummet. For et halvt århundrede siden kunne der stadig henvises til ’en vis forståelse’ og ’en vis fornemmelse’, når det drejede sig om at røre ved de kirkelige anliggender – men når det drejer sig om indførelsen af et vielsesritual for homoseksuelle har forståelsen og fornemmelsen og tilbageholdenheden ændret sig til en foragt og en åbenlys og hensynsløs bekæmpelse af dem, der af samvittighedsgrund må melde fra.

Dette er grunden til, at der ikke skal regnes med nogen overbærenhed, når det drejer sig om politikernes holdning til modstanderne af kirkelige homovielser. Kun konkrete lovværn kan holde presset fra den voldsomme understrøm tilbage!

 

I STRID MED RELIGIONSFRIHEDEN

Hvis nogen fortsat er af den fejlagtige opfattelse, at grundlovens fædre vil være ganske enige med kammeradvokatens påstand, at ’folkekirken i Danmark skal være en statskirke, der i ét og alt er underlagt den statslige forvaltning’, bør han (eller hun) læse ordlyden af den betænkning, som den 22. feb. 1849 blev lagt på rigsdagsforsamlingens bord. I det syvende afsnit af de såkaldte ’indstillingspunkter’ forestås den formulering, som grundlovens 4. bestemmelse (uforandret) har i dag: ’Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten’. Efter at have arbejdet med denne formulering i mere end 60 dage, fik den såkaldte ’religionsparagraf’ af udvalget følgende erklæring med på vejen: "Udvalget har set det som afgjort, at den i kongeloven begrundede opfattelse af den evangelisk-lutherske kirke som statskirke måtte opgives i en grundlov, som vedkender sig religionsfriheden’ (Rigs.tid. spalte 1481-82). Når kammeradvokaten ved Højesteret vil påstå grundloven tolket som værende ’Statsforvaltningen er den danske folkekirke’ bør han erindres om, at grundlovsfædrene erklærer det for afgjort, at en sådan formulering ’må opgives’. Begrundelsen i 1849-belæringen er kortfattet men bestemt. Den lyder sådan: "En grundlov, der vedkender sig religionsfrihedsprincippet, kan ikke opfatte den evangelisk-lutherske kirke som en statskirke. "Det vil med andre ord sige, at grundlovsfædrene anklager en hvilken som helst fremtidig, dansk statsdannelse, der også vil gøre folkekirken til en ’statskirke’ (og som vil tvinge de frie kirkesamfund og prædikanter i Danmark til ved lov at underordne sig statens ritualer (og ’overvågen’ af ritualer) som værende i modstrid med ’Danmarks Grundlovs religionsfrihedsprincip’.

 

SMÆDESKILTET

Øjeblikket er inde til at få klarlagt, hvem der i hele denne sag er syge, og hvem der er raske. Længe nok har gode, forstandige EU-borgere måttet finde sig i at få hængt det smædeskilt om halsen, at hvis de vover at nægte at ændre deres nationale grundlov for at give plads til homo-aktivisternes politisk farlige påstande, så er de at betragte som smittet af den nyopfundne sygdom, der kaldes ’homofobi’. De troende bør ikke længere acceptere den påstand, at de er ’mentalt syge’, fordi de nu samlet rejser sig for at forsvare Danmarks Grundlov mod en (ifølge Skriften) farlig, smitsom plage…

Hvis nogen er ukendte med betydningen af ordet ’neologisme’ – så er det i dag yderst vigtigt at forstå netop det, der huserer bag denne mystiske betegnelse. ’Neologisme’ betyder en ’sproglig nydannelse’. Det vil sige opfindelsen af et helt nyt ord! Nyformuleringen af et udtryk, der betegner et begreb, som verden ikke tidligere har kendt noget til… - I 60’erne opererede en psykoanalytiker og homoseksuel aktivist, som hed Georg Weinberg. Han betragtes i dag som hovedmanden bag ’det nye ord’, som siden er blevet verdenskendt og nu grænseløst anvendes af videnskabsmænd, politikere og biskopper overalt i den daglige debat. Ordet bruges som en ’fællesbetegnelse’ for alle (uden undtagelse) der er modstandere af den homoseksuelle livsstil. Med dette ene ord karakteriseres alle disse som værende drevet af en neurotisk angst; ’de lider’ (hedder det) af ’homofobi’. En såkaldt ’fobi’ er den medicinske betegnelse for ’en sygelig frygt, der bør behandles terapeutisk’. Al slags ’overdreven rædsel for edderkopper’ eller ’skræk for lukkede rum’ er i familie med denne psykiske lidelse. Psykoanalytikeren Weinberg kaldte denne ’smitsomme sygdom’ (afstandstagen fra homoseksualitet) for homofobi. Det vil sige, at de danskere, der modsætter sig ’homo-manifestets’ 2. princip stk.a er ’mentalt utilregnelige’; de lider (i så tilfælde) af homofobi! Den omtalte homo-artikel nr. 2/a erklærer, at den danske stat f.eks. skal ændre sin grundlov (’by means of amendment’) for dermed at gennemtvinge, at der bliver skaffet plads i selve grundloven (’in the national constitution’) for homoseksualitet. Spørgsmålet er nu: Hvem er ’syge’, og hvem har med hensyn til et sådant spørgsmål det sunde syn på tingene.

 

BESMITTELSE

Først i dette 21. århundrede er det ved at gå op for de troende i nationerne, hvad det vil sige, at de første jødiske apostle i det første apostelmøde i Jerusalem advarede ’de hedningekristne’ med ordene: "I skal holde jer fra besmittelse af afguder og fra utugt" (Ap.G.15:20). Dæmonisk indflydelse (afgudsdyrkelse) ’smitter’ – især hvis den er seksuelt betonet. Hertil siger skriften opmuntrende: "Velsignet er de, som ubesmittet på vejen, vandrer i Herrens lov" (Salme 119:1). – Når vor seneste, danske oversættelse i dette skriftord anvender betegnelsen: ’hvis færd er fuldkommen’, er det absolut ikke nogen ’fejlgengivelse’! Gud er nemlig ikke tilfreds med mindre, af hvilken grund alle syndere (i denne smudsige, smitsomme verden) kun har én udvej for at kunne ’vandre Gud til behag’: Denne ’udvej’ hedder Jesus! Den sjæl findes nemlig ikke, som ’på egen hånd’ (i sig selv) kan opnå ’den fuldkomne færd’ ved (omhyggeligt at søge) at vandre ’efter Herrens lov’. Derfor understreger den oprindelige, hebraiske tekst, at ’vandringen’ bør ske i ’Herrens lov’. Hvad det betyder, kan kun fattes, når apostelen i Ny Testamente (mange steder) udbreder sig over, hvad det vil sige at være ’i’ Kristus. Hertil kommer imidlertid endnu en væsentlig opdagelse (som andre oversættere flittigt har anvendt). Udtrykket: ’Min færd er fuldkommen’ (som altså ikke er forkert, når det læses i det afklarende lys af Ny Testamente) – kan nemlig også oversættes med det danske ord ’ubesmittet’. Det vil sige, at der i så tilfælde ikke blot er tale om en (i Kristus) ’fuldkommen færd’ – men om (som det hedder i disse andre gengivelser) ’at vandre ubesmittet på vejen’. Præcis dette er Guds befaling til Abraham: "Du skal vandre udadlelig’ (1.Mose 17:11)… - og netop dette er den kristne menigheds svar til den ’smudsige’ livsstil (2.Pet.2:10), der omgiver dem; der vil vandre ’ubesmittet’ for Herrens Åsyn.

 

DE TILSØLER LEGEMET

’For de rene er alting rent’ – men (som det hedder i Ny Testamente): ’for de befængte er både forstanden og samvittigheden befængt’ (Titus 1:15). Det græske ord, som her er anvendt, bruges også et andet sted i Ny Testamente, hvor betydningen er stærkere og malet med en grovere pensel. Om de mennesker, der ’søger unaturlige forbindelser’ (Jud.v.7) hedder det: "I deres sværmeri tilsøler de legemet" (v.8). Det drejer sig altså om ’en besmittelse’, der (ifølge Skriften) angriber både forstand og samvittighed. Apostelen lægger derfor ikke skjul på, hvor farlig denne ’utugtens besmittelse’ er. I det omtalte skriftord bruger han udtryk, som ifølge den danske straffelov (266.b) ville bringe ham bag et fængselsgitter! Tager de del i menighedens nadvermåltid, (’kærlighedsmåltidet’) er de at betragte som ’skampletter’." Han slutter med følgende skånselsløse karakteristik: "De er som havets vilde bølger, der skummer over af deres egen skam." Han tilføjer: (og måtte disse ord jage en skræk i alle homo-aktivister, så at de i deres forfærdelse vender sig til Herren og påkalder Hans tilgivende nåde): "De er som vildfarende stjerner, og dystert mørke venter dem til evig tid..." (v.13).


TILBAGE