RETSOPGØRET
148

DEN SORTE HANDSKE

Hvad er borgernes mål med den retssag, som finder sted i Højesteret d. 16. marts 2017? Sagen drejer sig (så vidt borgerne forstår det) kun om ét: Hvor stor magt skal staten have over borgernes private liv – og hvor meget skal den have lov til at blande sig i deres tro? Det, der er særligt ved dette marts-2017 retsopgør, er, at staten ved politisk magt i 2012 har banet sig ind i kirken – og nu som lovgiver synes at ville overtage styret af hele den kristne menighed (i alle dens afskygninger og trossamfund) i Danmark. "Dermed bryder staten," hævder borgerne, "den grundlovsbeskyttelse, som siden 1849 har slået værn om de kristnes forkyndelsesfrihed, gudstjenester og kirkelige handlinger." – "Staten er ikke kirkens besidder," hævder de sagsøgende borgere.

Det problem, som skal behandles ved den kommende 2017-retssag, er, at staten på grund af de historiske omstændigheder har fået overdraget at udøve ’en vis autoritet’ i de kirkelige forhold, men nu (efter 150 års forvaltningsansvar) synes at have anlagt sig et træk af storhedsvanvid, idet den på det sidste mener sig berettiget til at tiltage sig den fulde ejendomsret over kirken! Staten vil (ifølge dens advokat) være både pave, ærkebiskop og synode – og kommer da omgående i strid med både kirkens bekendelse og Bibelens lære.

Folketinget er det eneste sted, hvor en lov kan blive gennemført, hvilket lægger et tonstungt ansvar på lovgiverne. Som falke må de i konstant døgnvagt våge over, at der ikke bliver gennemført love, som borgerne på et senere tidspunkt kan bringe for domstolen – og som til syvende og sidst kan risikere at blive erklæret for ’ugyldige’ af landets højeste domstol! Der kan af samme grund næppe være to meninger om, at den regering og de ministre, som for 4-5 år siden fulgte loven om kirkelige homovielser til dørs, vil sætte himmel og jord i bevægelse for at hindre, at deres 2012-bestemmelse bliver kendt ’illegal’ ved marts-2017 højesteretssagen.

Selve ’adoptionen’ af den uheldssvangre tekst var som en åben og provokerende fordømmelse af den fredelige praksis, som indtil denne dag har hersket mellem stat og kirke – og det bør ikke undre nogen, at 300 borgere på stedet tog til genmæle! Loven om indførelse af et (for at sige det ligeud): ’antikristeligt ritual’ i Kristi kirke var og er en krigserklæring. Loven om kirkelige homovielser er ’den hidtil sorteste handske, som udfordrende er blevet kastet ind i det danske kirkerum…’ og denne handske må nødvendigvis tages op, og tid og sted borgernes svar på den udæskende hån måtte afklares. Det er nu sket! Stedet bliver Højesteret i København (i gården bag Christiansborg) og tidspunktet er torsdag, d. 16. marts 2017, kl. 09:00. Parterne møder med deres ’sekundanter’. De våben, som bruges, er aftalt… og der gives i denne sag ingen nåde. Taberen må på sin krop og sjæl bære de svære følger af dette opgør! – også de, der ikke vil røre den sorte handske, vil komme til at bære følgerne af slagets udgang…

 

HERODES ER EN RÆV

For første gang i dansk kirkehistorie skal det fremgå af dansk lovgivning, hvad man forstår ved et trossamfund. Det nye af kirkeministeren nedsatte trossamfundsudvalg har bl.a. lagt følgende forslag på bordet: "Ved trossamfund forstås et fællesskab, hvis medlemmer samles om en tro på magter, som står over mennesker og naturlovene, efter udformede læresætninger og ritualer."

En sådan formulering er (helt konkret) blevet fremlagt som et forslag til en lovfæstet definition af begrebet trossamfund. Dette oplæg til en splinterny ’trossamfundslov’ blev fremlagt (citat): "… til brug for en midtvejs høring i efteråret 2016."

Det var nu op til deltagerne i denne ’høring’ at fastholde, at Danmark har en grundlov, der gør det lysende klart, at staten i enhver henseende er afskåret fra at gribe ind i de enkelte trossamfunds indre anliggender med mindre det er nødvendigt af (citat): ’sædeligheden og den offentlige orden’ (§ 67).

Deltagerne i den daværende ’høring’ bør fortsat holde sig for øje, at staten i øjeblikket har en højesteretssag kørende, hvor hovedspørgsmålet er dette ene: Kan lovgiver med grundloven i hånden gribe ind i folkekirkens (landets største trossamfunds) indre anliggender. Landsretten gav staten medhold i, at staten (lovgiver) kan være både pave, synode og ærkebiskop for kirkens gudstjenester, ritualer, forkyndelse og lære. Spørgsmålet er nu, hvorvidt kejseren er yderligere interesseret i at få samme magt over frikirkerne og de halvfarlige ’frie prædikanter’. ’Herodes er en ræv’ og vil ikke hverken Jesus eller hans efterfølgende noget godt.

De første timer i landsretten i København d. 31. marts 2016, hvor staten blev stillet til regnskab for den påstående grundlovsovertrædelse var afslørende i sig selv! Regeringens advokat gav generelt udtryk for, at et sådant ’statsligt’ indgreb i kirkens liv og lære bør kirkens ansvarlige ledere blande sig udenom; hertil har de 300 borgere at indvende, at Ny Testamente (som er kirkens ypperste bekendelsesskrift) præciserer, at ’loven er god’… samt at (citat): ’den er bestemt for dem, der slår deres far og mor ihjel, drabsmænd… og mænd, der ligger i med mænd’ (1.Tim.1:8-11). Det vil sige, at dommerne ved Højesteret d. 16. marts 2017 bør tage stilling til de politisk betonede røster, der mere og mere aggressivt tør hævde, at homoseksuelle vielser ’er at ligestille med vielser mellem en mand og en kvinde’. Sådanne lovgivere kan lovgive om dette forhold med henblik på rådhusets bryllupper – men aldrig med kirkelige ægtevielser for øje! Gør de det, bryder de Danmarks Grundlovs 4. paragraf.

 

GRUNDLOVENS NORMATIVE RETLEDNING

Regeringens kammeradvokat forberedte sig på i den (nu stadig uafgjorte) 31-marts-2016-landsretssag at søge at omgå grundlovens beskyttelse af borgernes samvittighed! Hvad nu synes at stå på spil (i det retsopgør, som ved Højesteret stadig udkæmpes i Danmark) er intet mindre end det historisk afgørende spørgsmål, hvorvidt den dualisme, der hersker mellem stat og kirke, skal være fjendsk eller indbyrdes harmonisk hjælpende? Skal de to parter bekæmpe hinanden, eller skal de understøtte hinanden? Danmarks Grundlov siger, at de skal ’understøtte’ hinanden! Staten skal ifølge den danske forfatning styrke og fremme kirkens sag, og kirken har en altid gældende samvittighedsforpligtelse over for Gud (ifølge dens egne bekendelsesskrifter) til at bede for – og praktisk at bistå den verdslige øvrigheds kamp for det gode (Rom.13:1-9). Det protestantiske statsstyre opretholder således freden og fordrageligheden mellem kirken og den verdslige øvrighed.

Det politisk-ideologiske samfundssyn går dermed ikke sjældent hadet og den sociale oprørs-kamps vej. Den kristne samfundsidé, der så tydeligt giver sig udtryk i Danmarks Grundlovs henvisning til Luthers Skrifter, sigter dybest set på spørgsmålet om, hvad borgeren (rent moralsk) bør gøre, tænke og ville ud fra sin samvittighed (og med henblik på den i forfatningen omtalte evangelisk-lutherske lære) over for Gud! Der ligger i grundlovsteksten en åbenlys normativ retledning – ja, tydelig formaning til at vurdere moralske spørgsmål (især med henblik på kirkens stilling i folket) ud fra kirkens egen bekendelse. Dette punkt blev på 2016-landsretssagens første dag anfægtet af en øvrighed, som med lovens ord søger at forsvare et usædeligt, illegalt, kirkeligt ritual. Men staten vil ved Højesteret blive mødt af danske borgeres dybt krænkede samvittighed og grundlovens uomtvistelige statsforpligtelse over for kirken.

Det er helt galt, når de politiske ligestillingsideologer fremdeles søger at fremme deres aggressive forestillinger om, at de sociale parallelle strømninger (mellem staten og kirken) bærer på en ond arv af fjendskab, som ingen kan ryste af sig. Den danske 2011-2014-kirkeminister optrådte provokerende som ’statens mand’ i netop denne ideologiske klædedragt. Han lod ved sin afsluttende lov om kirkelige homovielser borgerne forstå, at kirke og stat ikke kan løbe noget parløb; de vil – sådan udmøntede hans lovgivning sig – altid være adskilte og i opposition til hinanden.

Det er og vil altid forblive at være den lære, som udgår fra den mørke, politiske skole, som denne tidligere kirkeminister tilhører – og selvom det skulle komme til at gå sådan, at den omtalte minister pludselig – som en kamæleon – skifter politiske farve, så vil hans nye partifæller hurtigt komme til at indse, at tager de venligt imod denne nye ’folketingskandidat’ – så satser de dermed på at dække over en (ifølge borgernes påstand) åbenlys grundlovsovertræder (der ikke vil landets kristne borgere noget godt). Ja, de vil fra den dag, de tager denne forhenværende minister under deres vinger, gøre fælles sag med de folk, der søger at bryde det bånd, som den danske forfatning har påbudt dem at værne – nemlig den bibelske, naturlige sammenføjning, der altid bør eksistere mellem den verdslige øvrighed og landets kristne menighed.

Lad det hermed være sagt, at apostelen Paulus til sin unge discipel Timotheus skrev, at han skal ’påbyde visse folk, at de ikke må føre vranglære’ (1.Tim.1:3). Han fortsætter: "Sigtet med dette påbud er kærlighed af et rent hjerte, og en god samvittighed og en oprigtig tro…" (v.5). Apostelen slutter: "Nogle har forvildet sig bort fra dette og har vendt sig til tom snak: de vil være lærere i loven men forstår hverken det, de selv siger, eller hvad det er, de udtaler sig så sikkert om." Dette sidste vil det ved Højesteret berammede retsopgør afsløre i en ny, højaktuel sammenhæng; det vil nemlig vise sig (fremgår det af det nævnte skriftsted), ’at den apostolske advarsel mod vranglære i netop denne sag er på sin plads’ – samt at den megen tale om ’kærlighed’ ikke hviler på Ny Testamentes påbud om 1. det rene hjerte, 2. den gode samvittighed og 3. den oprigtige tro – ja, når en ny tids politikere vil undervise (som den tidligere kirkeminister så det som sin opgave) kirken om kærlighedsbuddet, så er det mere eller mindre tom snak; de aner ikke, hvad de selv så sikkert udtaler sig om - og bør derfor holde sig fra at blande sig i kirkens indre anliggender.

TILBAGE